Aristaios
Den første kendte biavler var Aristaios, som levede for mange tusinde år siden. En græsk myte fortæller, at guderne lod alle hans bier dø som straf for en slem handling. For at undskylde sin opførsel fik han besked på at ofre en tyr, og efter 9 dage skulle han gå tilbage til det døde dyr og kigge nærmere på det. Aristaios adlød beskeden, og da han kom tilbage til den døde tyr så han en bisværm flyve ud af tyren. Aristaios bragte sværmen hjem til sine egne bistader, og siden den dag troede folk at bierne havde magt over døden.

Bidronningen
Dronningen er overhovedet i en bifamilie. Ud over hende er der et par hundrede droner, altså han-bier, samt mellem et par få tusinde og op til 80.000 arbejdsbier som er golde hun-bier. Dronningens fornemste opgave er at lægge æg, og da hun er den eneste bi i familie der udfører dette arbejde har hun ret travlt. Hun lægger nemlig op til 2500 æg i døgnet, hvilket er mere end hendes egen vægt. De golde hun-bier der fungere som arbejdsbier eller ammebier er dronningens døtre. Deres formeringstrang undertrykker dronningen ved, at udskille nogle helt specielle feromoner. Feromonerne, som er nogle eksterne signalstoffer, bruges ganske enkelt til, at styre bifamilien med. Arbejdsbierne passer dronningens afkom, så hun uforstyrret kan fortsætte sin æglægning. Dronningen kan blive op til 5-6 år gammel. Hele sit liv fodrer arbejdsbierne hende med det fineste foder af alle, nemlig gelé royal.

Har bierne ingen dronning bliver de forvirrede og roder rundt inde i bistadet. De klatter med deres honning, og kan ikke finde hoved og hale på deres eksistens. Men så snart stadet har en dronning finder alle deres plads, og passer deres arbejde fint og sirligt. Man kan sige at dronningens tilstedeværelse, giver bierne mening med livet.

Biernes rollefordeling
Fra dronningen har lagt et æg til larven kommer ud går der tre dage. Fra larven er klækket til cellen er forseglet går der seks dage. Derefter går der yderligere 12 dage indtil en ny bi kravler ud af cellen. Det går altså 21 dage i alt, fra ægget er lagt til bien kravler ud. To dage før bien kommer ud af cellen producerer den en speciel slags spyt, som den bruger til at nedbryde celleforseglingen med. På den måde er det langt nemmere for bien at komme ud. Når bien kommer ud starter den som rengøringsbi. Den gør fint rent i sin egen celle og i de andre celler i stadet, den passer larverne og opvarter og fodre dronningen. De unge bier har nemlig nogle veludviklede fødekirtler, som gør dem velegnede til dette arbejde.

Nogle af bierne fungerer som byggekonstruktører, og har derfor nogle vokskirtler der bruges til fremstilling af bivoks. Andre bier fungerer som vagtkorps, de passer indgangen til bistadet og sørger for, at der ikke slipper fjendtligsindede bier ind i stadet. Endnu andre tager sig af honninglageret, og så er der hele den store flok af indsamlingsbier, som henter nektar i blomsterne. Biernes arbejdsfordeling er aldersbestemt, og styres af et ungdomshormon. Arbejdsbierne der indsamler honning har et forholdsvis kort liv på 2-5 uger. De og deres vinger bliver simpelthen slidt op af det hårde arbejde med, at bringe nektar hjem til bistadet. Det er dog kun hvis bierne fødes i sommerperioden, at den har så kort et liv. De bier der fødes i sensommeren kan sagtens leve helt til foråret, da deres flyvninger naturligt nok er begrænset, bierne overvintrer jo i stadet i fred og ro.

Dronerne
Dronerne er hanbier. De har ingen brod og kan derfor ikke stikke. De er nogle store kraftige fyre med hår på benene og alt for store øjne. Dronernes fornemste opgave her i livet er at befrugte dronningen, og det er kun nogle få af dem der opnår dette. Dronningen parrer sig med dronerne når hun er få dage gammel. Parringen foregår højt oppe i luften på særlige dronepladser. Dronningen parrer sig med helt op til 10 droner, og når parringen er overstået parrer dronningen sig aldrig mere. De droner der efter parringen prøver at vende hjem til stadet, bliver slået ihjel af vagtbierne, for nu er der ikke længere brug for dem. De droner der blev tilbage i boet bliver smidt på porten i løbet af sommeren, arbejdsbierne stopper ganske enkelt med at give dem mad, for nu hvor dronningen er blevet parret, er der ingen grund til at spilde foder på dronerne.

Når bierne overvintrer
Honning og varme er de to vigtigste ting til, at sikre bierne en god og sikker vinter. En bifamilie har brug for omkring 15 kg honning, for at komme igennem vinteren. Når det begynder at bliver koldere i luften, sætter bierne sig i en stor klynge om dronningen for at holde hende varm. For bierne gælder det nu om at holde en konstant temperatur inde i den inderste kerne af klyngen, på omkring 33-35 grader, så dronningen ikke bliver kold. I den mellemste del af kredsen er temperaturen på ca. 24 grader og i den yderste del af kredsen er temperaturen på omkring 15 grader. Om der er minusgrader eller ej udenfor bistadet, så holder bierne disse temperaturer konstant inde i stadet for ellers dør de ganske enkelt af kulde. Temperaturen opretholdes ved at bierne konstant sidder og blafre med deres vinger.

Bisværm
Er der er for lidt plads i et bistade, gælder det om at give bierne mere plads, for ellers begynder de at sværme. For lidt plads vil sige at dronningen ikke har tilstrækkeligt med celler til at lægge sine æg. Så bliver hun rastløs, og på et tidspunkt stikker hun af med halvdelen af familien for at finde et nyt sted at bo. Sværmning kan også være et resultat af en svag dronning eller hvis dronningen dør.

Bistade
Et bistade er en menneskeskabt bolig for honningbier. Bier er generelt er meget åbne over for deres boform, så biavleren har gennem tiden udformet bistadet efter eget forgodtbefindende. Bistadet er fyldt med en række flytbare rammer der indeholder vokstavler. Vokstavlerne er på forhånd præget med et mønster, der svarer til de sekskantede celler bierne bygger. På den måde er det nemt for biavleren at styrer hvor bierne bygger, og det gør det meget let at fjerne vokstavler og erstatte dem med nye. Vokstavlerne bruger bierne både til lagring af pollen og honning, men også til at opfostre deres yngel. Bien bruger 8 gram honning til at producere et gram bivoks, som er det materiale bierne bruger til at opbygge deres celler.

For at få honningen ud af vokstavlerne skal de slynges i en honningcentrifuge. Man kan ikke slynge honning hvis der også er yngel i cellerne i vokstavlen. Derfor benytter biavleren sig af dronningegitre som han lægger mellem kasserne i bistadet. På den måde kan han adskille yngelområdet fra biernes honninglager. Dronningegitret er nemlig så fintmasket, at det kun er arbejdsbierne der kan komme forbi, dronningen må pænt blive på den anden side og fortsætte sin æglægning.

Med honning i maven
Når en bi har fundet et sted fuld af god nektar, så flyver den hjem til stadet med sit bytte for at læsse af, og fortælle de andre bier hvor nektaren kommer fra. Bien viser med et meget kompliceret dansesprog de koordinater hvor nektaren befinder sig.

Det er de færreste bier der bryder sig om at blive frastjålet deres honning. Derfor gør biavlerne brug af røg for at dæmpe biernes aggressioner. Når bierne mærker lugten af røg, fortæller deres urinstinkter dem at der er en skovbrand på vej. De fylder derfor deres honningmaver med honning, og gør sig klar til at forlade boet. Når biernes mave er fyldt med honning kan de ikke stikke, den fyldte honningmave gør nemlig at bierne ikke kan bukke sig sammen som de normalt gør når de vil stikke. Udover at bruge røg til at dæmpe bierne med så udvælger biavlerne også dronninger fra specielt fredelige familier, på den måde kan man på sigt sikre sig en forholdsvis fredelig bifamilie.

Propolis
Propolis er et materiale som honningbien fremstiller. Det bruges til tætning af deres bo, og til at gøre indgangshullet mindre, så der ikke kommer fjender ind i boet. Propolis virker bakteriedræbende og støtter immunforsvaret. Propolis består hovedsageligt af harpiks og er derfor et stærkt klæbende materiale. Bierne samler harpiks til propolis på nåletræer og fra løvtræernes bladknopper. Derefter vender de tilbage til stadet, hvor de andre bier hjælper med at rense bien for det klæbrige harpiks. Slipper der en mus eller et andet lille dyr ind i bistadet, overfalder bierne dyret og stikker det ihjel. Derefter pakker de dyret fuldstændig og aldeles ind i propolis, så det er lukket hermetisk inde. På den måde undgår bierne at det døde dyr rådner og spreder sygdomme inde i stadet.