Igennem mange tusinde år har honning været det eneste kendte sødemiddel, og derfor uhyre eftertragtet. Der var faktisk engang hvor honning blev vægtet højere end menneskeliv. Læs blot disse ord som stammer fra Ribe Ret i 1269: "Hvis nogen findes med forfalsket honning, og denne ikke kan forsvare og rense sig, skal han have sit liv forbrudt, og honningen skal brændes og fortæres af ilden". Dengang var honning noget man tog meget seriøst, i dag nøjes man blot med at holde løbende kontrol, med kvaliteten af den honning biavlerne sender på markedet.

Blomsternes nektar
Honning kommer fra bierne, der henter det i blomsterne. Blomsterne vil frygtelig gerne bestøves, så de udskiller en sukkerholdig saft der kaldes nektar, og som lokker insekter til. Sammen med pollen, er nektar biernes vigtigste fødeemne. På markedet findes i dag et væld af forskellige honningtyper. De kommer ofte fra biavlere, som har en helt klar fornemmelse af, hvorfra deres bier henter honningen.

Bierne suger blomsternes nektar op igennem deres snabel og ned i honningmaven. I løbet af denne proces tilsætter bien nogle enzymer, der spalter det ufordøjelige rørsukker, til drue- og frugtsukker. Vel hjemme i stadet overlader bierne den nektar de har hentet til de andre bier. De tilsætter yderligere enzymer og samtidig fordamper der lidt vand fra nektaren. Honningen lagres i honningceller så snart vandprocenten er nået ned under 18 %. Honningcellerne forsegles med et helt tyndt vokslåg, som er med til at holde honningen, som er biernes vinterforråd, flydende hele vinteren.

Man mener at en arbejdsbi besøger op til 7000 blomster om dagen i højsæsonen. Så der er intet at sige til, at deres vinger er fuldstændigt slidt ned efter 5 ugers flyvninger, og at de derefter går til biernes evige jagtmarker.

Honningen høstes
Det er meget forskelligt hvor produktive bistader er, nogle bier laver meget honning andre noget mindre. Honningen høstes når alle honningceller er forsynet med låg. Vokslåget skrælles af, og tavlerne med honningceller sættes i en slynge, der slynger honningen ud af cellerne med centrifugalkraft. Honningen er på nuværende tidspunkt flydende som sirup, og smager bedre end nogensinde. Den sies og renses for urenheder, så der kun er ren flydende honning tilbage.

Honningen hældes på beholdere indtil den er klar til tapning. Honningen skal røres løbende undervejs for at holde den smørbar, helst hver dag, mener nogle biavlere, får honningen lov til at stå og passe sig selv for længe bliver den nemlig helt hård. Anders Glob, som er Udelivs faste bikonsulent har dog udviklet en metode hvor han kun rører honningen igennem en enkelt gang. På den måde bevarer hans honning sin helt eminente smag og konsistens.

Honning er et vidundermiddel som virker måde bakteriedræbende og helende. Det er fremragende i en kop te hvis man har ondt i halsen og godt i beroligende ansigtsmasker sammen med yoghurt og hvedekim. Honning har den egenskab at det både virker beroligende, men også opkvikkende grundet det høje indhold af sukker.

Ikke noget for småbørn
Sundhedsstyrelsen fraråder at man giver børn under 1 år honning. Honning indeholder nemlig bakteriesporer og kan derfor være en infektionskilde til spædbarnsbotulisme. Symptomerne på denne sygdom er slaphed, dårlig suttekraft og vejrtrækningsbesvær.