5 aktiviteter du kan lave på en regnvejrsdag

Åh nej, nu regner det igen! Men fortvivl ikke. Her kommer 5 idéer til, hvad du kan lave.

1. Lav dit eget hjemmespa

Mmm! Et lækkert boblebad eller fodbad er dejligt afslappende. Sæt god musik på, tænd stearinlys, put et par agurkeskiver på øjnene og slap helt af. Du kan også kombinere det med at lave neglesalon sammen med en veninde og lægge neglelak på hinanden.

2. Lær at stå på hænder

Har du prøvet at lære at stå på hænder? Det er faktisk ikke helt nemt, men det er sjovt at lære. Find en væg og prøv dig frem. Er du en haj til at stå på hænder i forvejen, så kan du lege med din balance – bøj for eksempel lidt i benene eller armene. Hvis du er rigtig vild, kan du måske træne at lande i en bro?

3. Hold Hawaii-fest indenfor

Selvom solen ikke skinner, kan man sagtens holde en sommerlig fest indenfor. Find dit bedste sommertøj frem, lav nogle lækre smoothies, pynt op og skru op for musikken. Så skal der bare danses!

4. Byg det højeste tårn af spaghetti og skumfiduser

Det her er en simpel men rigtig sjov leg. Find noget spaghetti, et målebånd og nogle skumfiduser. Det kan også være noget andet end skumfiduser, bare det klistrer, som for eksempel tape eller elefantsnot. Så er det bare at gå i gang med at bygge det højeste tårn – selvfølgelig uden det vælter. Lav eventuelt en konkurrence ud af det sammen med en anden. Hvem mon kan bygge det højeste tårn på tid?

5. Hjemmebio

Lav en gennemført hjemmebiograf ved at klippe billetter ud, lave et flot skilt til biografen og find en masse puder og tæpper frem. Så skal der bare poppes en masse popcorn og måske varmes noget kakao. Husk at slukke for tabletten og telefonen, ligesom i den rigtige biograf. ;)