preload loader
Logo Et godt kvarter
Et godt kvarter - Forstad
 

Forstaden

Brabrand
Forstæderne har ry for at være kedelige, kønsløse og uden stor arkitektonisk værdi. Men det er her, 80 pct. af den danske befolkning bor. I det tredje program i serien ”Et godt Kvarter” tager arkitekten Suna Cenholt seerne med ind i nogle typiske forstadskvarterer uden for Århus. Et af dem er Gellerupparken – en bebyggelse i Brabrand. Trods stemplet som betonslum er Gellerupparken egentlig et godt planlagt byggeri. Der er mange faciliteter og gode byrum, men de fungerer ikke alle efter hensigten. Suna Cenholt kommer med nogle bud på, hvordan man med ganske enkle midler dels kan give kvarteret nogle af de oprindelige kvaliteter tilbage, dels skabe nogle nye.

Søvangen ligger i samme forstad og er også en planlagt bebyggelse. Men den er helt forskellig fra Gellerupparken. Suna Cenholt viser rundt og peger på nogle af de arkitektoniske og bygningstekniske detaljer, som giver Søvangen sin helt egen karakter.

Til sidst går turen til Tingstedet, en planlagt bebyggelse bestående af smukke enfamiliehuse af meget høj arkitektonisk kvalitet. Husene i kvarteret er eftertragtede og tiltrækker derfor mennesker med en høj indkomst.

Gellerupparken har længe været omtalt som en ghetto, men for Suna Cenholt er det prestigefyldte kvarter Tingstedet ligeså meget en ghetto. Indbyggerne har bare flere ressourcer.

”Hvis ghettoiseringen fortsætter, mister vi sammenhængskraften i samfundet og et enormt udviklingspotentiale”, advarer Suna Cenholt, der ser det som en af arkitektfagets vigtigste opgaver at være med til at vende udviklingen.

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Undervisning > Et godt kvarter > Forstad

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.