Showchef: Melodi Grand Prix skal ikke bare være feel good

Jan Lagermand Lundme vil gøre næste års Eurovision i København så nærværende og følelsesbetonet som muligt.

- Jeg er et ekstremt følelsesmenneske. Jeg er i mine følelser rigtig meget, så mange af mine beslutninger baserer jeg på mavefornemmelse. Det tror jeg, at de fleste mennesker gør. Jeg vil bare gerne indrømme det.

Sådan beskriver DRs showansvarlige for Eurovision Song Contest, Jan Lagermand Lundme, sig selv.

Jan Lagermand Lundme

- Jan er 44 år og bor på Vesterbro i København med sin mand og hund.

- Han startede sin karriere som tv-vært på ungdomsprogrammet Zig Zag.

- På Zig Zag var han med til at lave ungdoms Grand Prix. Det blev forgængeren for Børne MGP.

- Jan har været underholdningschef på DR i seks år. Her har han stået bag Dansk Melodi Grand Prix, X Factor, Maestro, DRsstore juleshow mv.

Med alderen er det dog blevet nemmere for ham at træffe beslutninger med både hjerte og hoved, men følelserne vil stadig få den største betydning, når han skal stå i spidsen for det internationale Melodi Grand Prix 2014 som Head of Show.

Større følelser i kontrasterne

- Det er min ambition, at vi skal have mange flere følelser med i showet. Og det håber jeg, at jeg kan løfte. Hvis jeg kan det, så har det vist sig, at jeg var den rigtige til det her job.

Jan Lagermand Lundme har dog de bedste forudsætninger for at være den helt rigtige til at tænke følelserne med ind i det storslåede show. Til hverdag er han nemlig underholdningsscef i DR og har vl.a. arbejdet med det danske X Factor siden begyndelsen i 2008.

- X Factor lavede om på, at alt bare skulle være feel good i underholdnings-tv. Man viser mennesker, der ikke kun er lykkelige men også nervøse og grædende. X Factor lærte mig, at følelserne bliver større, når man ser kontrasterne. Det skal vi have ind i Melodi Grand Prix.

Team Eurovision

Mød en ny hovedperson på DRs hold, der skal producere Eurovision Song Contest 2014, hver uge her på dr.dk/grandprix.

- Det er ekstremt vigtigt at have det sjovt. Både privat og på arbejdet. Hvis man ikke har det sjovt, så kan man ikke præstere. Man skal kunne skrige af grin mindst ti gange om dagen - så bliver det bedst, konstaterer showchefen.

Han tilføjer, at bare fordi man griner, så er det ikke det samme, som at man ikke tænker over livet.

Grand Prix'et betyder alt

Der er dog ikke plads til ret mange private følelser i disse dage for den travle Head of Show. Lige nu optager Melodi Grand Prix hans tanker, både når han er vågen, og når han sover.

- Lige nu betyder det alt. Det er det første jeg tænker på, når jeg vågner, det sidste jeg tænker på, når jeg går i seng, og jeg drømmer også om det. Fordi det kun er ét år af mit liv, så giver jeg det også alt, siger Jan Lagermand Lundme, og fortsætter:

- Det her projekt er once in a lifetime, og det skal bare spille. Når man er et menneske, som elsker at lave tv-shows, så er det her drømmen. Danskerne skal være mega stolte dagen efter finalen den 11. maj.

  • Print
  • Del artiklen:

    Følg os på Facebook og Twitter

      • Seneste nyt om Grand Prix: