preload loader
computer
 

3. juni 2012

04. jun. 2012 17.52 

Næsten halvdelen af landets kommuner er i øjeblikket ved at udrulle det nye it-system, DUBU.

DUBU står for Digitalisering af Udsatte Børn og Unge.

Tanken med DUBU er, at sagsbehandling skal være mere systematisk. DUBU skal give overblik i en sag, f. eks. når der kommer en underretning om et barn i problemer. Og kommunerne skal lettere kunne sende sagen videre, hvis en familie flytter.

Ideen er rigtig
Marie Poulsen og hendes kollegaer på kontoret i Lemvig anerkender, at idéen bag det nye fælles it-system er god. Sådan lyder det også fra mange andre kommuner, som 21Søndag har talt med. Men, lyder det fra langt de fleste, der er for meget skrivearbejde med de mange skemaer og bokse.

For meget skriveri
Karin Kildedal er ekspert i børnesager, og hun har nærlæst de mange felter i det nye kommunale it-system.

Karin Kildedal synes det er fint, at socialrådgiverne får et it-system, hvor de alle kan arbejde på samme måde med papirarbejdet. Men hun mener, at DUBU giver alt for meget skriveri. 

- Jeg er jo bekymret for, at vi er på vej til at bureaukratisere, som det hedder, det sociale arbejde endnu mere, altså at socialrådgiverne skal bruge endnu mere tid på at sidde og udfylde skemaer og får endnu mindre tid til at snakke med familierne, siger hun til 21Søndag.

Drop DUBU
En undersøgelse har vist, at sagsbehandlere har 11 minutter hver time til at snakke med børn og familier. Resten af tiden går med administration og møder.

Og det nye it-system, DUBU gør det kun endnu værre, mener Karin Kildedal:

-Jeg synes, vi skulle droppe skemaerne. Jeg synes ikke, man skal droppe tanken om et fælles grundlag. Hele tankgangen bag det her bygger jo på en bestemt måde, at snakke med familier og med mennesker på, og det synes jeg ikke, man skal droppe, men jeg synes man skal droppe skemaerne.

Briterne droppede systemet
I London sidder en ekspert i børnesager og undrer sig såre. Professor Donald Forrester kender nemlig udmærket til it-systemet med de mange små bokse og felter, der skal udfyldes.

Storbritannien har også haft et it-system som eksperter kalder "næsten identisk" med det danske DUBU. Men det system har Storbritannien lige skrottet .

De britiske sagsbehandlere var endt med at bruge 60 procent af deres tid foran computeren. Hele børneområdet blev for to år siden endevendt efter en række alvorlige børnesager. Og sidste år besluttede den britiske regering bl.a. at skrotte deres store it-system.

Derfor bekymrer det Donald Forrester, at danske kommuner indfører næsten det samme.

- Hvis det er, hvad der er ved at ske i Danmark, burde I virkelig se kritisk på det. For i sidste ende er det de børn og de familier, som I skal hjælpe, det kommer til at gå ud over.

 

 

Værter

Lillian Gjerulf Kretz, Kim Bildsøe Lassen

Kim Bildsøe Lassen og Lillian Gjerulf Kretz er værter på 21 søndag.

 
sendetider

Søndag kl. 21.00 på DR1

Genudsendes mandag kl. 12.10 på DR1

 
tip os

Har du et godt tip, som du mener, vi bør kigge nærmere på?

 

Se hvordan du kan hente 21 søndag som podcast.

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > DR1 > Søndag > Udsendelser

© Copyright DR 2018. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.