Om serien

DR og Miso Film præsenterer: 1864 - En episk dramaserie i otte afsnit af Ole Bornedal.

Hjerter bløder i kærlighed og krig

Verden er fuld af uskyld og håb, da de to brødre Laust og Peter vokser op under fattige, men trygge kår - langt ude på landet i Danmark i årene omkring midten af det 19. århundrede.

Danmark er begejstret - efter sejrene i den 1. Slesvigske Krig fra 1848-50, hvor Danmark besejrede oprørshæren, som kæmpede for hertugdømmerne Slesvig og Holstens uafhængighed fra det danske kongerige. Efter den danske sejr spekulerer politiske kræfter på at indlemme Slesvig i det danske kongerige, stik imod fredstraktaten, som de europæiske stormagter har udformet, og på trods af den provokation det vil være overfor alle tyskere.

Imens vokser Laust og Peter op og bliver til to smukke unge mænd - dog begge forelskede i den underskønne Inge der - som den velstuderede proprietærdatter hun er, belærer dem om både poesi og filosofi og kvindens frigørelse! Og Inge gengælder deres kærlighed. Peter elsker hun for hans følsomhed og intellekt - og Laust for hans styrke og handlekraft.

Da den danske statsminister (konseilpræsident) Monrad, imod Englands og Ruslands ønsker, endelig får vedtaget, at Slesvig nu skal indlemmes i Kongeriget , så ved alle, at den beslutning vil resultere i den 2. Slesvigske Krig. Denne gang bliver Danmark dog ikke mødt af en lille oprørshær, som det hovedsageligt forholdt sig i 1848-50, men af de to tyske stormagter Preussen og Østrig. Og i Berlin sidder ministerpræsident Otto von Bismarck, ivrig efter at kæmpe denne krig på vegne af Det Tyske Forbund. Han ønsker at udvide Preussens magt. Og eftersom Peter og Lausts far døde efter de sår han pådrag sig fra en tysk kugle i 1850, så er det oplagt, at de melder sig frivilligt til hæren.

150 år senere, i 2014, går den utilnærmelige og utilpassede Claudia rundt på samme egn.Hun har mistet sin storebror i krigen i Afghanistan, og hendes familie hænger ikke længere sammen. På kanten af et endeligt sammenbrud, bliver hun tvunget til at tage jobbet som hushjælp for den oldgamle Baron Severin oppe på godset.

Severin er en sur gammel mand, og han hader Claudia fra første sekund. Og følelsen er gengældt. På godset finder Claudia Inges glemte dagbog. En bog, som fanger Claudias interesse, for det er fortællingen om tusindvis af unge mænd, som ofrer livet i en uforståelig og meningsløs krig.

Igennem dagbogen fortælles historien om Peter, Laust og Inge

Historien om et Danmark, der bryder ud i krig. En krig, som viser sig at blive en af de mest blodige i dansk krigshistorie. Historien om tusindvis af unge danske soldater, der mister livet, da den preussiske hær udraderer de danske tropper ved slaget ved Dybbøl i 1864.

1864 er en fortælling om uskyld og kærlighed – om skyklapper og overmod. I dramatisk overdådighed i spændet mellem skønhedens år og krigens blødende sår.

Produceret af Miso Film for Danmarks Radio

I co-produktion med Danmarks Radio, 4 Fiction, Film Fyn, TV2 Norge, TV4, SF Film, ARTE, ZDF Enterprises & Sirena Film.

Produceret med støtte fra Nordisk Film & TV Fond, Bitten & Mads Clausens Fond & MEDIA

  • Print
  • Del artiklen: