Nyheder

BILLEDSERIE: Camilla og Charles til middag på Amalienborg

Overblik

  1. BILLEDSERIE: Camilla og Charles til middag på Amalienborg
    • Regentparret, prins Charles, hertuginde Camilla, kronprinsparret og prins Joachim (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)
    • Prins Charles og Camilla Parker Bowles, hertuginde af Cornwall til middag på Amalienborg. Her sammen me dronning Margrethe og prins Henrik (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)
    • Kammerherrinde Ullerup (Foto: Claus Bech © Scanpix)
    • Kammerherre og generalmajor Gustav Grüner med kammerherrinde Grüner (Foto: Claus Bech © Scanpix)
    • Kammerherre og oberst Kurt Bache og kammerherrinde Bache (Foto: Claus Bech © Scanpix)
    • Kammerherrinde Birgitte Eugen-Olsen (Foto: Claus Bech © Scanpix)
    • Politikens chefredaktør Bo Lidegaard med fru Vibeke Sejrbo Nielsen (Foto: Claus Bech © Scanpix)
    • Kammerherre Henning Fode og kammerherrinde Fode (Foto: Claus Bech © Scanpix)
    • Kommunikationschef i Kongehuset Lene Balleby med sin mand Erik Brink Andersen (Foto: Claus Bech © Scanpix)
    • Klima- og bygningsmininster Martin Lidegaard (Foto: Claus Bech © Scanpix)
    • Admininistrerende direktør i DONG Energy, Carsten Krogsgaard Thomasen og fru Susanne Thorndahl Thomsen (Foto: Claus Bech © Scanpix)
    • Udenrigsminister Villy Søvndal (Foto: Claus Bech © Scanpix)
    • Direktør for Danish Crown Kjeld Johannesen og fru Inge Lis Johannesen (Foto: Claus Bech © Scanpix)
    • Koncernchef i Vestas Ditlev Engel og fru Marianne Engel (Foto: Claus Bech © Scanpix)
    • Adm. direktør i Carlsberg Jørgen Buhl Rasmussen med fru Tove Hoelsveen (Foto: Claus Bech © Scanpix)
    • Oberst Flemming Mathiasen og fru Annette Mathiasen (Foto: Claus Bech © Scanpix)
    • Formand for bestyrelsen i A.P. Møller-Mærsk Michael Pram Rasmussen med fru Anne Kjølbye (Foto: Claus Bech © Scanpix)
    • (Foto: Claus Bech © Scanpix)
    • Koncerndirektør i Arla Foods Peter Tuborgh og fru Mette Tuborgh (Foto: Claus Bech © Scanpix)
    • Skuespiller Sofie Gråbøl (Foto: Claus Bech © Scanpix)
    • Filminstruktør Lone Scherfig (Foto: Claus Bech © Scanpix)
    • Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager med hr. Thomas Jensen
    1 / 22

    Prins Charles og hertuginde Camilla har siden i lørdags været på officielt besøg i Danmark. I aften besøger de regentparret til officiel middag i Christian VIIs Palæ på Amalienborg, hvor regentparret vil byde på en endnu hemmelig middag.

    Blandt de øvrige gæster er både kongelige og spidser i dansk politik, erhverv- og kulturliv.

  2. FCM's ti mand slår FCK og overtager Superligaens førsteplads

    FCM er nyt tophold i ligaen efter ni runder, mens FCK nu er nummer to. (Foto: LISELOTTE SABROE © RITZAU/SCANPIX)

    FC Midtjylland vandt søndag Superliga-topbraget mod FC København med 1-0 i et udsolgt Parken.

    Opgørets eneste mål blev sparket ind af de midtjyske gæsters Júnor Brumado kort efter starten på anden halvleg. Det var på trods af, Midtjylland var reduceret til ti spillere, da Evander fik rødt kort for en stempling efter 26 minutters spil.

    Hjemmeholdet formåede dog ikke at konvertere overtallet til mål, og de måtte i stedet indkassere holdets første nederlag i denne sæson.

    Med 21 point på kontoen overtager FC Midtjylland Superligaens førsteplads – ét point foran rivalerne fra FCK på andenpladsen.

  3. Kommunistpartiet kommer godt fra start ved det russiske parlamentsvalg

    Det russiske parlamentsvalg, der strækker sig over tre dage, slutter søndag.

    De første valgsteder er lukket efter maratonvalget, og stemmeoptællingen er nu i fuld gang i det fjernøstlige Rusland.

    Og her har medlemmer af landets kommunistparti indtil videre sikret sig flest stemmer, skriver dpa.

    Den siddende præsident Vladimir Putin og hans parti 'Forenet Rusland' er stadigvæk storfavoritter til at løbe med valgsejren, selvom partiet altså lige nu halter efter Kommunistpartiet.

    Rusland strækker sig over hele 11 tidszoner, hvorfor der flere andre steder i Rusland fortsat er tid til at nå at afgive sin stemme.

    Valget er ad flere omgange blevet kritiseret bredt for at være udemokratisk.

    Oppositionslederen Aleksej Navalnyj er fortsat fængslet sammen med andre oppositionsfolk, og hans organisation er erklæret ulovlig.

    Samtidig er der ingen valgobservatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) til stede for at bevidne, om valget går retfærdigt til, da den russiske regering og OSCE ikke har kunnet komme overens.

  4. Se videoen: For første gang i 50 år sprøjter lavaen op på La Palma

    Vulkanen Cumbre Vieja er gået i udbrud på den kanariske ø La Palma. (Foto: MIGUEL CALERO © Ritzau Scanpix)

    Det har været under optræk den seneste uges tid, og her til eftermiddag skete det så.

    Vulkanen Cumbre Vieja er gået i udbrud på den spanske kanarieø La Palma i Atlanterhavet.

    Cumbre Vieja spyr lava op i luften, og en sort røgsky kan ses fra alle dele af øen.

    De lokale myndigheder er i gang med at evakuere personer, der bor tæt på vulkanen. Udenrigsministeriets Borgerservice opfordrer danske rejsende til at passe på og følge myndighedernes anbefalinger.

    Det er første gang i 50 år, at en vulkan er gået i udbrud på La Palma.

  5. Hammerkaster slår dansk rekord for niende gang i år

    Katrine Koch Jacobsen (tv.) vandt tidligere på sommeren sølv ved U23-EM. (Foto: BEAUTIFUL SPORTS/Tobias Lackner © imago images/Beautiful Sports)

    Den danske hammerkaster Katrine Koch Jacobsen fra Sparta Atletik understreger gang på gang, at hun er den absolut bedste danske kvindelige hammerkaster.

    Tilbage i marts satte hun sin første danske rekord, og siden har hun overgået sig selv hele otte gange. Senest gjorde hun det lørdag ved Kip Keino Classic i Kenya, hvor hun kastede 71,09 meter.

    Rekorden sikrede også Katrine Koch Jacobsen sejren, da hun kastede mere end halvanden meter længere end de nærmeste konkurrenter.

  6. Sønderjyske slår Brøndby med scoring i tillægstiden

    (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)

    Det så længe ud til at blive en målløs deler, da de danske mestre i fodbold, Brøndby IF, søndag gæstede Sønderjyske i Superligaen.

    Det var da lige indtil, hjemmeholdets Abdulrahman Taiwo scorede til 1-0 efter 91 minutters spil og sikrede Sønderjyske sæsonens anden sejr.

    Mens sønderjyderne var storspillende i første halvleg, kom Brøndby igen og sad på meget af spillet i anden halvleg.

    Superliga-sejren var Sønderjyskes første siden 26. juli, og derfor var den også tiltrængt i tabellen.

    Sejren sender Sønderjyske op på tiendepladsen med otte point, hvilket er a point med netop Brøndby på niendepladsen. Det betyder, at AGF nu indtager på tabellens næstsidste plads.

  7. Vulkanudbrud på kanarieøen La Palma for første gang i 50 år

    Røg og lava stiger op fra vulkanudbrud på La Palma. (Foto: MIGUEL CALERO © Ritzau Scanpix)

    Det har rumlet i en uge, og i dag skete det. For første gang i 50 år er en vulkan gået i udbrud på den spanske kanarieø La Palma i Atlanterhavet.

    Tv-stationer viser billeder af spruttende lava og en søjle af sort og hvid røg, der vælder op fra vulkanområdet Cumbre Vieja.

    Der har været en stigende seismisk aktivitet i området i en uge, skriver Reuters.

    Myndighederne var derfor gået i gang med at evakuere svagelige personer og husdyr fra de omkringliggende landbyer, da udbruddet begyndte klokken 16:15 dansk tid.

    Der skete ingen materiel skade ved det seneste vulkanudbrud på La Palma i 1971.

  8. Clara Tauson vinder WTA-turneringen Luxembourg Open

    Det er anden gang i karrieren, Clara Tauson vinder en WTA-turnering. (Foto: Gerry Schmit via www.imago-image © Ritzau Scanpix)

    Den danske tennisspiller Clara Tauson vinder WTA-turneringen Luxembourg Open.

    I finalen besejrede Tauson den forsvarende vinder, Jelena Ostapenko, i tre sæt, 6-3, 4-6, 6-4.

    Det er anden gang, den 18-årige dansker vinder en WTA-turnering, efter hun i marts vandt Lyon Open. WTA-touren er, undtaget de fire grand slam-turneringer, det højeste niveau.

    Den useedede dansker gik ind til turneringen som nummer 70 på verdensranglisten, mens Ostapenko er nummer 30.

    Når ranglisten opdateres mandag avancerer danskeren knap 20 pladser, så hun placerer sig som nummer 52.

    I 2013 vandt Caroline Wozniacki turneringen, der rangerer på laveste niveau inden for WTA-turneringer.

  9. Etiopiere dominerer halvmaraton i København

    Der blev løbet rigtig hurtigt ved Copenhagen Half Marathon søndag.

    Hos kvinderne satte den 22-årige etiopier Tsehay Gemechu løbsrekord i tiden en time, fem minutter og otte sekunder. Det er syv sekunder hurtigere end den rekord, den dobbelte OL-guldvinder Sifan Hassen satte tilbage i 2018.

    Også hos mændene blev der vist høj klasse. De fire første løbere løb over målstregen på under en time. Det var dog etiopieren Amdework Walalegn, der vandt løbet efter en spændende spurt. Han løb distancen i tiden 59 minutter og 10 sekunder.

    Ved konkurrencen blev der også løbet DM. Her vandt OL-deltageren Abdi Ulad efter at have løbet en time, tre minutter og 30 sekunder. Egentlig var AGF-løberen Omar Hassan 13 sekunder hurtigere end Ulad, men Hassan venter fortsat på dansk statsborgerskab.

  10. Det tyske valg er helt åbent: I aften dyster Armin, Olaf og Annalena om at overbevise de tvivlende tyskere

    I aften mødes Olaf Scholz, Armin Laschet og Annalena Baerbock i valgkampens sidste store tv-debat en uge før valget. (Foto: Scanpix. (Grafik) Søren Winther Nørbæk)

    Når de tre kanslerkandidater i aften mødes i valgkampens sidste store tv-debat, er der potentielt rigtig mange stemmer at hente. Rundt omkring i de tyske tv-stuer sidder der nemlig hundredetusindvis af vægelsindede vælgere, der endnu ikke er blevet overbevist af nogen af dem.

    Kun 60 procent af de tyskere, der har tænkt sig at stemme til valget, ved, hvor de vil sætte deres krydser. Det viser en måling fra Frankfurter Allgemeine Zeitung tidligere på ugen.

    Det vil sige, at der potentielt sidder 40 procent uafklarede vælgere og ser med, når de tre kanslerkandidater i aften mødes i den tredje store tv-debat før valget om præcis en uge.

    Af de ubeslutsomme vælgere svarer 63 procent, at de endnu ikke har besluttet sig, fordi de ikke finder nogen af de tre kanslerkandidater overbevisende.

    Det billede bliver bekræftet i kanslerkandidaternes popularitetsmålinger. Hele 43 procent af vælgerne foretrækker "ingen af de tre kandidater" i Politicos gennemsnit af popularitetsmålinger:

    Det tyske valg er ikke noget kansler-valg, det er et forbundsvalg. Og når man ser bort fra kandidaternes personlige popularitet og i stedet ser på opbakningen til partierne, er kanslerkapløbet meget mere åbent.

    Selvom kanslerkandidat Armin Laschet står til at føre den kristendemokratiske union CDU/CSU til det absolut værste valgresultat nogensinde, er partiet ikke mange procentpoint efter regeringspartnerne i det socialdemokratiske parti, SDP.

    Her har kanslerkandidat Olaf Scholz præsteret en mirakuløs meningsmåling-himmelflugt fra 15 til 25 procent på blot 1,5 måned i Politicos gennemsnit af målingerne.

    Aftenens tredje kombattant, De Grønnes Annalena Baerbock, har foretaget den omvendte rutsjebanetur og ligger nu med 16 procent på en klar tredjeplads.

    I et forsøg på at vende en nedadgående spiral har Armin Laschet og kristendemokraterne i denne uge fremlagt hele to store udspil.

    Først en plan for, hvad han vil gøre de første 100 dage som kansler - blandt andet sænke skatterne for de laveste indkomster. Dernæst en plan for, hvordan han vil genoprette den tyske økonomi efter corona-krisen - blandt andet ved at rydde op i unødvendigt bureaukrati.

    Men kommentatorerne spår ikke Armin Laschets desperate "udspil-bonanza" store chancer for at vende målingerne.

    Manden i førertrøjen, Olaf Scholz, har ugen igennem ført klassisk socialdemokratisk valgkamp. Der bliver ikke råd til skattelettelser, sagde han, da han tirsdag svarede på tyskernes spørgsmål på tv-stationen ZDF.

    Til gengæld lægger Olaf Scholz an til en række sociale reformer, der skal hæve mindstelønnen og bekæmpe fattigdom blandt både børn og gamle.

    I sidste uges tv-debat blev De Grønnes beskrevet som "tennisdommeren" mellem de to kamphaner, Olaf Scholz og Armin Laschet. (Foto: MICHAEL KAPPELER © Ritzau Scanpix)

    De Grønnes Annalena Baerbock er ugen igennem blevet mødt med spørgsmål om, hvorvidt hun foretrækker en CDU-ledet eller en SPD-ledet regering.

    Annalena Baerbock ser ud til at være ude af kanslerkapløbet, men til gengæld ligner hun en meget mulig 'kansler-mager' på den anden side af valget. De Grønne indgår nemlig i næsten alle bud på en mulig regeringskoalition.

    På trods af deres nylige nedtur i målingerne, står partiet stadig til næsten at fordoble sit resultat fra valget i 2017.

    Og hvilken regering foretrækker Annalena Baerbock så? Hun vil ikke på forhånd udelukke forhandlinger med nogen partier på den anden side af valget.

    I et interview med Süddeutsche Zeitung har hun i ugens løb dog slået fast, at hun går efter en regering, "der er pro-europæisk i hjertet og tager ansvar i verden".

  11. Analyse: Thulesen Dahl fik ro, men skæbnevalg venter

    Kristian Thulesen Dahl kan foreløbig ånde lettet op. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

    Mandag den 20. september begynder en ny epoke i DFs historie. Slut med læk fra partiets indre liv. Slut med kritik og bagtaleri i det offentlige rum. Nu trækker alle på samme hammel. Var Dansk Folkeparti et maleri med bibelsk motiv, ville lammet løbe omkring på den grønne mark sammen med løven. Alt sammen fra mandag den 20. september 2021. Som minimum frem mod lokalvalgene den 16. november.

    Vel, sådan går det nok ikke helt, trods alle klapsalver og besværgelser. Men mindre kan også gøre det for det hårdt prøvede parti.

    Formand Kristian Thulesen Dahl kunne forlade Herning Kongrescenter med kurs mod hjemmet i Thyregod med tilfredshed. Årsmødet gik godt for DF-manden.

    På dét punkt deler partiformænd og fodboldtrænere skæbne – dårlige resultater fører til fyresedler. Før eller siden.
    Jens Ringberg, DR's politiske analytiker

    Der var klangbund og forståelse for hans appel til de mange hundrede deltagere: Ro omkring Dansk Folkeparti – altså partiet, ikke partiets politik – er en betingelse for at slippe helskindet gennem kommunalvalget.

    Der var opbakning til den trussel, han indledte årsmødet med lørdag: Hvis der er DF'ere, der ikke kan holde kæft udadtil og bevare det snavsede vasketøj og debatten om den politiske linje bag de lukkede døre – så bliver de smidt på porten. Det er en trussel, der godt kan blive til virkelighed i løbet af den næste tid. Hvis der er nogle, der forstyrrer freden i DF.

    Partiets årsmøde foregik i weekenden i MCH Herning Kongrescenter. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

    Truslen fik opbakning og ekstra vægt fra DFs stifter Pia Kjærsgaard, da hun gik på talerstolen søndag kort før mødets afslutning. Også hun med en appel om ro, frem for alt af hensyn til kommunalvalget.

    Dertil er der to ting at sige:

    For det første at Kristian Thulesen vel egentlig var heldig, at årsmødet faldt så kort tid før de vigtige lokalvalg i Danmark. Det gav ham en velkommen grund til at appellere om ro.

    For det andet at der kan blive god brug for gode vibrationer og sammenhold, når danskerne stemmer i november. DF har skuffet ved adskillige kommunalvalg. Det i 2021 bliver heller ikke prangende.

    Og nej, kommunalvalg i Danmark er IKKE et midtvejsvalg eller en 1 til 1-måling på partiernes styrke på nationalt niveau. Det er først og fremmest en lang række lokale valg. Men valgforskerne er ikke i tvivl: Nationale politiske strømninger viser sig også lokalt. Og partierne er selv stærkt optaget af, om det går frem eller tilbage, når man ser landet som helhed.

    Her taler Kristian Thulesen Dahl til de fremmødte ved partiets årsmøde. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

    Dét kommer i høj grad til at gælde for Dansk Folkeparti i november. Parti og formand har efterhånden investeret meget politisk kapital i kommunalvalget.

    For nok kom Kristian Thulesen Dahl gennem årsmødet uden skrammer ved at appellere til ro om den kommunale valgkamp. Men hans formandsrolle er stadig til diskussion i Dansk Folkeparti. Det vil den være så længe partiet er i vælgerkrise. Mange i DF har en klar fornemmelse af, at partiet ligger alt for lavt i målingerne – og så kigger man mod formanden og taler om udskiftning. På dét punkt deler partiformænd og fodboldtrænere skæbne – dårlige resultater fører til fyresedler. Før eller siden.

    Og skulle Kristian Thulesen Dahl være i tvivl om dén sag, kan han bare spørge sin forgænger Pia Kjærsgaard.

    Hun varmede op til årsmødet med et facebookopslag, hvor hun omtalte kommunalvalget med tilføjelsen ”så får vi se…”. Opslaget var en reaktion på, at kræfter i DFs bagland havde varmet op med at opfordre Pia Kjærsgaard til at overtage Thulesens formandspost.

    Dén mulighed eksisterer stadig. Pia Kjærsgaard har i hvert tilfælde ikke kategorisk afvist den trods adskillige muligheder på årsmødet. Alene det er med til at fastholde en lidt usikker status omkring DFs formand – sammen med presset fra målingerne.

    Men foreløbig lover Pia Kjærsgaard også at kaste sig ind i den kommunale valgkamp – oven i købet i en fælles kampagne med Kristian Thulesen Dahl. Så mangler de bare, at vælgerne også har lyst til at stemme på DF.

    Valgene den 16. november bliver vigtige for mange mennesker. Også for Dansk Folkepartis formand.

  12. Australien svarer igen i ubådsstrid med Frankrig: 'De vidste, at vi havde alvorlige bekymringer'

    Den australske premierminister, Scott Morrison (tv), kunne onsdag præsentere en ny forsvarsalliance med USA og Storbritannien. (Foto: MIck Tsikas © Ritzau Scanpix)

    Den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, befinder sig stadig i det røde felt.

    Der har været løgne, svigefuldhed, et stort tillidsbrud og foragt.
    Jean-Yves Le Drian, udenrigsminister

    Da Australien onsdag aflyste en ordre på 12 franske ubåde som led i en ny forsvarsalliance med USA og Storbritannien, sagde Le Drian, at det var "som at blive dolket i ryggen". Og han fortsatte i samme rille lørdag aften på fransk tv.

    - Der har været løgne, svigefuldhed, et stort tillidsbrud og foragt. Det går simpelt hen ikke, sagde udenrigsministeren til tv-stationen France 2.

    Frankrig har kaldt landets ambassadører i USA og Australien hjem som reaktion på alliancen og den aflyste ubådskontrakt.

    Den franske ambassadør i Storbritannien får dog lov til at blive, selvom Le Drian heller ikke havde noget pænt at sige om briternes rolle i sagen.

    - Vi kender deres konstante opportunisme. Så der er ingen grund til at kalde vores ambassadør hjem for at forklare.

    Le Drian tilføjede, at "Storbritannien er lidt af et tredje hjul i aftalen".

    Den australske premierminister, Scott Morrison, siger søndag om Frankrigs reaktion på den aflyste kontrakt, at han "forstår deres skuffelse".

    Ordren havde ifølge avisen Le Monde en værdi på over 400 milliarder kroner og ville have skabt et stort antal arbejdspladser.

    De har haft alle grunde til at vide, at vi har dybe og alvorlige bekymringer.
    Scott Morrison, premierminister

    Men samtidig afviser Morrison, at Frankrig var helt uforberedt, da kontrakten røg i vasken. Han mener, at man i månedsvis har signaleret, at de franske ubåde ikke kunne opfylde Australiens "strategiske interesser".

    - De har haft alle grunde til at vide, at vi har dybe og alvorlige bekymringer, siger Scott Morrison.

    - Vi havde gjort det meget klart, at vi ville træffe beslutning på baggrund af vores strategiske, nationale interesse.

    Det er noget nær uhørt, at to gamle, nære allierede som USA og Frankrig befinder sig i så dyb en diplomatisk krise, som det er tilfældet netop nu.

    De to landes præsidenter, Joe Biden og Emmanuel Macron, har ikke talt sammen, siden forsvarsalliancen blev præsenteret. Men det sker "i de kommende dage", oplyser en talsmand for den franske regering.

    Talsmanden Gabriel Attal siger til tv-stationen BFMTV, at det er præsident Biden, som har bedt om en telefonsamtale med Macron.

    Joe Biden og Emmanuel Macron til G7-topmøde i Cornwall i Storbritannien i juni. (Foto: Kevin Lamarque © Ritzau Scanpix)

    Attal understreger, at krisen handler mere om strategiske emner end om kommercielle. Det handler om "balancen i Indo-Pacific, hvor en del af vores fremtid er på spil, og forholdet til Kina," siger talsmanden.

    Kina blev ikke nævnt, da forsvarsalliancen mellem USA, Australien og Storbritannien blev præsenteret. Men ingen er i tvivl om, at alliancen først og fremmest går ud på at modvirke Kinas voksende tilstedeværelse og stadig større militære magt i Indo-Pacific området.

    Joe Biden har modstandsforholdet til Kina som det store fokus i sin udenrigspolitiske strategi. Men det første store initiativ i udmøntningen af strategien har altså foreløbig mest skabt vrede og bekymring blandt USA's allierede i Europa.

  13. Halvnøgen machomand og familiefar i joggingtøj: 10 fascinerende fotos - og hvad de fortæller om Vladimir Putin

  14. LÆS SVARENE fra Radikale Venstre: ’Nu vil vi investere igen, så uddannelserne bliver bedre. Det står før SU'

    (Foto: Tim Kildeborg Jensen © © Tim Kildeborg Jensen.)
  15. Kabuls Taliban-borgmester beordrer kvindelige kommunalt ansatte at blive hjemme

    En gruppe kvinder demonstrerer i Afghanistans hovedstad, Kabul, for deres ret til at tage del i det offentlige liv.

    Protesterne kommer på baggrund af, at Kabuls midlertidige borgmester, Hamdullah Namony, ifølge AP tidligere i dag har beordret kvindelige kommunalt ansatte ikke at møde ind på arbejde fremover og i stedet blive hjemme.

    Kvinder, hvis arbejdsopgaver ikke kan varetages af mænd, vil fortsat skulle møde på arbejde, oplyser borgmesteren.

    Hamdullah Namony siger, at omtrent en tredjedel af Kabuls 3.000 kommunalt ansatte var kvinder, da Taliban overtog magten.

    - I starten fortalte vi dem (kvindelige ansatte, red.), at de skulle møde op på deres arbejde. Men så besluttede det islamiske emirat, at kvindelige ansatte skulle indstille arbejdet et stykke tid, siger han til AP.

  16. Sejrsløse Vejle deler med Viborg

    Vejle har stadig sin første Superliga-sejr til gode i denne sæson. (Foto: Frank Cilius © Ritzau Scanpix)

    Vejle Boldklub jagtede sæsonens første sejr i Superligaen, da holdet søndag hjemme tog imod oprykkerne fra Viborg.

    Men selv om holdet fra Nørreskoven kæmpede hårdt for sejren, så blev det til en pointdeling, da opgøret endte 1-1.

    Det var tydeligt, at begge mandskaber havde brug for en sejr. Holdene spillede i højt tempo, men havde svært ved at gøre sig farlige i store dele af kampen.

    Det blev kun til en enkelt scoring fra de respektive hold, der måtte tage til takke med 1-1. Vejle er dermed fortsat uden sejr i denne superligasæson.

    Vejle forbliver dermed på Superligaens sidsteplads, mens Vejle indtager ottendepladsen, inden søndagens sidste kampe.

    /Ritzau/

  17. Randers FC vinder målrig duel om fjerdepladsen

    Stephen Odey scorede til 3-1 efter 34 minutters spil og blev dermed dobbelt målscorer. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

    Fodboldholdet Randers FC vandt søndag 3-2 over FC Nordsjælland i Superligaen.

    Målfesten blev sparket i gang efter otte minutter, da Randers' Stephen Odey sendte hjemmeholdet foran 1-0. Herefter blev målene ved med at komme gennem hele første halvleg, som bød på alle kampens fem mål.

    De mange mål og chancer opstod som følge af modstanderens grove forsvarsfejl.

    De to hold duellerede om, hvilket hold, der skulle indtage Superligaens fjerdeplads.

    Det gør Randers FC dermed fortsat med 17 point, mens gæsterne fra Nordsjælland forbliver på femtepladsen med 13 point. De har samtidig tabt de tre seneste opgør.

  18. Interview med nær ven til Chris Anker Sørensen: 'Chris efterlader et tomrum, som er utrolig svært at acceptere'

    DR Sportens cykelekspert, Brian Nygaard, har i mange år været nær ven med Chris Anker Sørensen, der fredag mistede livet i en ulykke i Belgien.

    Brian Nygaard kommer til at savne sin gode ven og kollega af mange årsager, men især én ting fylder.

    - Jeg kommer virkelig til at savne hans humør og evne til at vise os andre den værdi, der er i at bruge ekstra energi på at være der for andre mennesker, siger Brian Nygaard.

    Du kan læse hele artiklen her.

  19. Chris Anker bliver mindet ved VM i landevejscykling

    Ekscykelrytteren Chris Anker Sørensens tragiske død lørdag vil blive mindet med et minuts stilhed forud for søndagens enkeltstart ved VM i landevejscykling i Flandern.

    Det skriver Den Internationale Cykelunion (UCI) på Twitter.

    Kasper Asgreen og Mikkel Bjerg stiller til start for Danmark ved søndagens enkeltstart.

  20. Se videoen: Vovehals gik på line mellem Eiffeltårnet og Chaillot-teatret

    Nathan Paulin på vej over Seinen i 70 meters højde. (Foto: Sameer al-Doumy © Ritzau Scanpix)

    En fransk vovehals har krydset Seinen i Paris på en line i 70 meters højde ved en opsigtsvækkende bedrift, der blev fulgt af en folkemængde ved Eiffelttårnet og på flodbredderne.

    Linen gik fra Eiffeltårnet på den ene side og Chaillot-teatret på den anden.

    Det var den 27-årige franskmand Nathan Paulin, der gjorde det med en lille sikkerhedsstrop om livet, da han barfodet gik ud på den 670 meter lange færd.

    På turen stoppede han op et par gange og sad eller lagde sig ned eller det, der var værre, som du kan se i videoen herunder:

  21. Firedobbelt verdensmester indstiller cykelkarrieren

    Tony Martin nåede 13 deltagelser i Tour de France, hvor han har været fast inventar siden 2009. Derudover kørte han Giro d'Italia tre gange og Vuelta a España fem gange. (Foto: BENOIT TESSIER © Ritzau Scanpix)

    Den firedobbelte verdensmester i enkeltstart Tony Martin stiller cyklen i garagen efter den kommende uges landevejs-VM.

    - Sådan en vidtrækkende beslutning er ikke let at træffe. Cykling har været en stor del af mit liv i lang tid - med højdepunkter og nedture, store succeser og store nederlag, styrt og comebacks.

    - Hvad man unge ryttere drømmer om, har jeg opnået, siger 36-årige Tony Martin til hjemmesiden.

    Martin blev verdensmester i enkeltstart i 2011, 2012, 2013 og 2016, mens han også nåede at hente fem individuelle etapesejre i Tour de France mellem 2011 og 2015.

  22. 252 nye coronasmittede det seneste døgn

    252 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. Tre personer er døde.

    Der er nu 98 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er én mere end i går.

    Dagens smittetal fra Statens Serum Institut er baseret på 29.459 PCR-test.

    Det svarer til, at 0,85 procent af de testede har været smittet med covid-19.

  23. Pia Kjærsgaard: Formandsposten er bestemt ikke på min ønskeseddel

    Det har skabt uro, at Pia Kjærsgaard ikke afviste muligheden for et comeback på formandsposten i Dansk Folkeparti efter interne stridigheder i partiet.

    Men efter den tidligere partiformands tale på DF's årsmøde i Herning, gav hun pressen sit besyv.

    Til spørgsmålet om, hvorvidt hun selv havde skabt interne stridigheder ved ikke at udelukke en fremtid på partiets øverste post, sagde hun:

    - Nej, fordi jeg har fået så meget opbakning og så meget tillid, og det (formandsposten, red.) er bestemt ikke noget, der står på min ønmskeseddel, og jeg håber inderligt, at Kristian Thulesen Dahl kan klare den tid, der kommer.

    - Jeg håber, at snakken forstummer, men jeg tror også, det har været tiltrængt med et venligt spark bagi, sagde Pia Kjærsgaard.

  24. FCM vil bære sørgebind efter Chris Ankers død

    Chris Anker Sørensens tragiske død lørdag har ikke kun vakt opsigt i cykelsporten.

    Søndag aften i Parken vil ekscykelrytteren blive mindet, når FC Midtjylland-spillerne vil bære sørgebind i Superliga-kampen mod FC København.

    Chris Anker Sørensen, som voksede op i Hammel, var nemlig fan af det midtjyske fodboldhold.

    - Chris var en fantastisk atlet og en fagligt dygtig cykelkommentator, men vigtigst af alt et varmt om favnende menneske til stor inspiration for mange andre.

    - Ud over sin rolle i cykelsporten gik den vellidte Chris Anker også op i fodbold, hvor han flere gange besøgte MCH Arena som FCM-tilhænger, skriver FCM på sin hjemmeside.

    FC København tager imod FC Midtjylland klokken 18.

  25. Mette Frederiksen: Alt, alt for tidligt at sige farvel til Chris Anker Sørensen

    Det er strømmet ind med kondolencer på de sociale medier, efter nyheden om den tidligere cykelrytter Chris Anker Sørensens død - både indenfor og udenfor cykelverdenen.

    Statsminister Mette Frederiksen skriver på Facebook, at hun sender sine "varmeste tanker til familien og hans kære":

    - Trist og hjerteskærende nyhed, Danmark vågner til. Alt, alt for tidligt har vi skulle sige farvel til Chris Anker Sørensen. Chris har løftet dansk cykelsport - både på cyklen og udenfor banen, skriver hun.

    Chris Anker Sørensen døde i går i en ulykke i Belgien, hvor han var for at dække VM i landevejscykling som kommentator for TV2. Han blev 37 år.

  26. Musikere spiller Vivaldi på flydende violin i Venedigs kanaler

    Jomfrurejse for 'Noahs Violin' på Venedigs Canal Grande. (Foto: MARCO BERTORELLO © AFP or licensors)

    Normalt er det gondoler, der præger Venedigs kanaler, men i går fik de selskab af en 12 meter lang flydende violin.

    Den italienske kunstner Livio De Marchi står bag 'Noahs Violin', som det kæmpe strengeinstrument er blevet døbt.

    Den flydende violin symboliserer ifølge kunstneren Venedigs genfødsel gennem kunst, kultur og musik.

    På 'violin-fartøjet' var der plads til musikere og sangere fra Benedetto Marcello Konservatoriet, der spillede Vivaldi til glæde for både venetianere og turister.

    • Et smukt syn i Venedig i går, da den flydende træviolin sejlede på Canal Grande. (Foto: MARCO BERTORELLO © AFP or licensors)
    • Der blev spillet stykker af den italienske komponist Vivaldi. (Foto: MARCO BERTORELLO © AFP or licensors)
    • Gondolerne på Venedigs kanaler får fornemt selskab. (Foto: MARCO BERTORELLO © AFP or licensors)
    1 / 3
  27. E45 genåbnet syd for Aalborg efter politiarbejde

    Artiklen opdateret efter genåbningen af strækningen:

    E45 Nordjyske Motorvej var spærret mellem frakørsel 29 Svenstrup og afkørsel 30 Støvring Nord i sydgående retning mod Aarhus, men meldes nu genåbnet.

    Man skal dog stadig forvente kø på strækningen.

    Det skriver Vejdirektoratet på Twitter.

    Årsagen til lukningen var politiarbejde, og Nordjyllands Politi oplyser, at en vognbane i nordgående retning blev afspærret kortvaringt, da de skulle "søge med hunde i midterrabatten".

  28. Pia Kjærsgaard om uro i partiet: 'Det er ikke nemt eller hyggeligt'

    Pia Kjærsgaard stiftede Dansk Folkeparti i 1995. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)
  29. Ny radikal landsformand vil have partiets græsrødder frem i lyset: Baglandet bliver glemt

    Radikale Venstres nye landsformand, Mikkel Irminger Sarbo. (Foto: Radikale Venstre)

    På Radikale Venstres landsmøde i Nyborg har partiet i dag valgt den 45-årige iværksætter Mikkel Irminger Sarbo som ny landsformand.

    En post, hvor man har ansvaret for partiets organisation og bagland, modsat den politiske leder - Sofie Carsten Nielsen - der har ansvaret for det politiske.

    Den nyvalgte landsformand vil have styrket partiets bagland og have græsrødderne mere frem i lyset.

    - Medierne i dag er fokuseret på politikerne på Christiansborg, og derfor kan baglandet godt blive en lille smule glemt. Vi har mange i baglandet, der kæmper en brav kamp hver eneste dag for at skabe resultater.

    - Hvis vi investerer i at give dem bedre betingelser, så tror jeg, at Radikale Venstre kan blive kendt for de løsningsskabende politikere i hele landet – og ikke bare for politikerne på Christiansborg, siger han.

  30. Normalt ville Julia aldrig stemme, som hun gør. Men nu er det hendes eneste håb

    Der er over 7.000 kilometer og seks timers tidsforskel mellem den russiske ambassade på Østerbro i København til byen Bratsk i den østlige del af Rusland.

    Alligevel er det der, Julia Belskaja finder den kandidat, hun stemmer på ved dagens parlamentsvalg. De herboende russere har fået tildelt et valgdistrikt, og det ligger mildest talt et stykke væk.

    - Jeg har aldrig hørt om ham, men for at få et overblik, har jeg læst om ham på nettet, og han virker som en person, der virkelig prøver at gøre en forskel i hans by i Rusland, siger Julia Belskaja om den udvalgte kandidat.

    Selvom han var ukendt, har der for Julia Belskaja dog ikke været tvivl om, at det var kandidaten fra Det Kommunistiske Parti (KPRF), Andrej Andrejev, der fik hendes stemme.

    App'en, hvor man kan se kandidaterne, der skal støttes til "strategisk valg" blev fredag fjernet fra Google og Apples butikker i Rusland. (Foto: SERGEI ILNITSKY)

    Og hvorfor så det? Det korte svar er det såkaldte "strategiske valg".

    Han er nemlig den kandidat, der har størst sandsynlighed for at slå kandidaten fra regeringspartiet, Forenet Rusland. Dermed er han den kandidat, oppositionsbevægelsen ført an af Aleksej Navalnyj anbefaler at stemme på.

    Under normale omstændigheder ville Julia Belskaja ellers aldrig sætte sit kryds ved en kandidat fra KPRF.

    - Jeg kender også andre kandidater, som er stalinister, og jeg ville aldrig drømme om at stemme på nogen, der betragter Stalin som en stor person, der har gjort noget godt for Rusland.

    Hør her, hvad Julia Belskaja håber, der kan komme ud af at stemme:

    Den nuværende politiske situation efterlader hende dog ikke med et reelt valg, mener hun. Og for de russere, der vil stække regeringspartiet - og præsident Putins magt - er det en mulighed for at vise deres utilfredshed.

    Men det er sådan cirka også alt, det kan bruges til. De er da også godt klar over, at deres stemmer svarer til at ville flytte et sandkorn i Sahara i håbet om at finde vand.

    Med andre ord, det politiske billede i Rusland forbliver det samme, også efter alle stemmer er talt op.

    Og det gælder sådan set, uanset om man stemmer på Østerbro - eller i Bratsk som Jevgenij Risjkov, der til daglig er forretningsmand.

    Jevgenij, der er forretningsmand fra Bratsk (Foto: Matilde Kimer)

    - Det gamle system er jeg ret træt af. Der er jo ingen der tror på dem. Der kommer ikke nye til. Udsigten til, at det eksisterende politiske system ændrer sig, er minimal, siger han og tilføjer:

    - Der er ingen kraft til at ændre noget.

    Flyver man lidt op i helikopteren er det da også efterhånden noget af en Sisyfos-opgave, den politiske opposition er kommet på.

    Sådan lyder analysen fra Ben Noble, der har en doktorgrad i moderne russisk politik og er medforfatter på en bog om den fængslede oppositionsfigur Aleksej Navalnyj.

    - Den reelle opposition er tydeligt demoraliseret. Måske også i en choktilstand efter den hidtil usete måde, der er blevet slået ned på dem i år. Det gælder holdet omkring Aleksej Navalnyj, hans støtter, aktivister og det, at hans organisation er stemplet som ekstremistisk, siger han.

    Her hos os har vi masser af oppositionskandidater
    Aleksej Skvortsov, lokalpolitiker i Bratsk.

    Derfor er budskabet også fra Navalnyj-holdet, at de "strategiske valg" er vejen frem.

    - Selvom situationen kan synes meget alvorlig, er den bedste og tydeligste måde at bekæmpe systemet på det "strategiske valg" også for at vise, at de også har en politisk styrke og kan gøre modstand, siger Ben Noble.

    Det er dog langt fra alle, der mener, at oppositionen er trådt under fode.

    - Jeg tror, at moskovitter overdramatiserer, når de siger, at der ikke er nogen rigtig opposition. Her hos os har vi masser af oppositionskandidater, siger Aleksej Skvortsov, der er lokalpolitiker i Bratsk.

    Lokalpolitikeren Aleksej Skvortsov. (Foto: Matilde Kimer)

    Han er dog enig i, at apatien er rykket ind og engagementet ud - særligt blandt de unge, der for de flestes vedkommende ikke har oplevet anden leder end præsident Putin.

    - De unge er frustrerede over ikke at se nogle forandringer. Som Viktor Tsoi (russisk protestsanger, red.) skrev, vi ville have forandringer og kan ikke se dem, og derfor gider de ikke stemme.

    - Hvorfor sidder de samme folk i 25 år uden at skifte nye ansigter ind? Det minder om Sovjet, siger han.

    På det tekniske universitet i Bratsk griner de unge da også, da vi spørger dem, om de har tænkt sig at stemme.

    - Hvorfor skulle jeg spilde min tid på det. Vi ved jo godt, hvem der vinder, siger den ene mand.

    - Ja, de 500 rubler er ikke det værd, stemmer en anden i, og gruppen ler igen.

    Den indforståede reference er til den pris, man efter sigende kan få for at sætte sit kryds ved regeringspartiet Forenet Rusland. En offentlig hemmelighed, som går igen over hele landet.

    - Man skulle have været pensionist! De fik den bedste pris for deres stemme, ha ha ha, klukker en af de unge mænd. Han henviser til den den pengegave, som partiet Forenet Rusland med Putins velsignelse har lovet alle pensionister her kort før valget.

    På det tekniske universitet morer de studerende sig over valget og tanken om, at de deres stemme faktisk betyder særligt meget.

    Men for andre er det et eksempel på, at regeringspartiet og præsidenten faktisk tager sig godt af folket. Noget, oppositionen belejligt glemmer at anerkende i deres iver efter at bide magthaverne i haserne.

    At de skulle være kuet og ikke længere kunne tale magthaverne imod af frygt for at blive retsforfulgt er ikke en forklaring, Maksim Vlasov køber.

    Maksim Vlasov støtter regeringspartiet Forenet Rusland. (Foto: Matilde Kimer)

    Faktisk gør landets udbredte ytringsfrihed netop, at den negative propaganda fra oppositionen har gode vilkår, mener den unge vælger, der har sat sit kryds ved Forenet Rusland.

    - Fordi vi har så stor grad af ytringsfrihed, så vokser oppositionen. Og ærligt talt, når folk hele tiden hører denne her konstante kritik af magthaverne, så begynder propagandaen at virke, siger han.

    Selvom der ikke er udsigt til, at magtbalancen ændrer sig, vil oppositionen stadig have en rolle. Men spørgsmålet er, hvad den bliver.

    - Vil vi se Det Kommunistiske Parti mere åbent udfordre Kreml, eller vil Kreml lykkes med at have overtaget, måske ved at give dem nogle fordele eller en slags gulerod for at lokke dem med ombord, siger han.

    Julia Belskaja har i dag været på den russiske ambassade i København for at sætte sin stemme og for at være valgobservatør. (Foto: Amalie Karlshøj Radoor)

    Tilbage på Østerbro er der dog stadig lidt håb om, at støtten til Navalnyjs strategiske afstemning og dermed Det Kommunistiske Parti kan gøre en lille forskel

    - Jeg håber, de kan være et virkeligt oppositionsparti. Det er mit eneste håb. Der er også kandidater i Det Kommunistiske Parti, der udtaler sig kritisk, og det er virkelig mit håb, at de stemmer bliver flere i Dumaen, siger Julia Belskaja, inden hun går ind på ambassaden.

    For stemmes, det skal der.

    - Jeg synes, jeg skal afgive min stemme for at vise min utilfredshed med det der foregår, med de forandringer der foregår. Vi kræver, at der kommer nye tider, siger hun.

  31. Små sten gemmer på Mars' hemmeligheder: Derfor henter vi dem hjem til Jorden

    Forleden nåede vi en milepæl i vores udforskning af Mars.

    Nasas firehjulede rover, Perseverance, har indsamlet sin første stenprøve.

    Det lyder måske ikke af meget.

    Men planen er, at robotten skal samle mellem 30-40 stenprøver, der skal være med til at svare på, om der engang har været liv på naboplaneten.

    Nu er der bare ét spørgsmål tilbage. Hvordan henter vi dem hjem?

    Se, hvorfor sten på Mars er vigtige brikker i jagten på liv i rummet i videoen herover.

  32. 17-årige Mathilde skar sig på en flaske. To døgn senere var hun ved at dø af kødædende bakterier

  33. Ustoppelige Aastrand henter endnu en VM-medalje på hjemmebane

    Emma Aastrand Jørgensen har sikret sig sin anden medalje ved VM i kano og kajak på Bagsværd Sø.

    Lørdag vandt danskeren guld i 200 meter enerkajak, og søndag formiddag fulgte danskeren nemlig op med en bronzemedalje på 500 meter-distancen.

    New Zealands Aimee Fisher vandt guld, mens ungarske Tamara Csipes sikrede sig sølv.

    Dermed viste den danske kajakroer endnu engang, at hun stadig er i storform ovenpå sommerens OL, hvor hun også vandt bronze på distancen.

    Det var da også en glad dansk kajakroer, DR's reporter Tobias Hansen interviewede efter søndagens konkurrence.

    - Det var fedt. Og ja, jeg er glad – meget glad.

    - Jeg kan se, jeg ikke er så langt fra andenpladsen, og så kan man blive lidt ærgerlig. Men jeg kunne ikke gøre det bedre og er meget tilfreds med min bronze, siger Emma Aastrand Jørgensen.

    Se Emma Aastrand Jørgensen tage VM-bronze på 500 meter-distancen her:

  34. 'Hvad er det for en underlig størrelse?' Ny kærlighedsfilm skuffer anmelder

    Instruktør Emmanuel Mouret står også bag Netflix-filmen 'Lady J.' (Foto: Xavier Lambours © Another World Entertainment)

    - Det er ikke svært at skrive – det er svært at skrive noget interessant, erklærer forfatteren Maxime i begyndelsen af den franske kærlighedskomedie 'De ting, vi siger og de ting, vi gør'.

    Det har Maxime fuldstændig ret i.

    Og det er en problematik, som hans skaber, filminstruktøren Emmanuel Mouret, selv kæmper med. Han har skrevet en masse – især ord – i 'De ting, vi siger og de ting, vi gør'.

    Men er det interessant?

    Kærlighed er altid interessant. Hvad er det for en underlig størrelse?

    Vi kan bruge årevis på at kæmpe for den, vi binder den op på få mennesker, måske endda et enkelt, som om der ikke fandtes syv milliarder andre mennesker, vi lige så godt kunne dele den følelse med.

    Kærligheden kan fylde os med så stærke følelser, at vi synes, vi har fundet meningen med alt. Men bliver den ulykkelig, kan den få os til at tage vores eget liv.

    Daphne spilles af Camélia Jordana, der også spillede med i den franske film 'Ordets Magt'. (Foto: Xavier Lambours © Another World Entertainment)

    Der er millioner og millioner af vinkler på 'Kærlighedens væsen', og Emmanuel Mouret har samlet en pænt stor bunke til 'De ting, vi siger og de ting, vi gør'.

    Hans galleri af unge kærlighedssøgende franskmænd smider om sig med teorier og tanker om, hvad kærlighed er.

    Victoire har en mand, som hun gerne vil have tre børn med, men sådan et praktisk forhold kan aldrig være båret af begær og passion, påstår hun – derfor har hun masser af sex med Maxime.

    Sandra insisterer på, at kærlighed er en løgn, som vi kulturelt er blevet belært om – derfor tror vi mennesker på den. Det gør hun ikke.

    Og så er der Louise, der beslutter sig for, at ren kærlighed er den, der ikke er egoistisk, men kun får os til at fokusere på det, der er bedst for den, vi elsker.

    Sådan mener figurerne i 'De ting, vi siger og de ting, vi gør' at have styr på kærligheden.

    Men som titlen afslører, er det slet ikke tilfældet.

    Maxime, Francois, Gaspard, Daphné, Sandra, Victoire og Louise vælter sidelæns gennem tilværelsen fra den ene affære til den næste.

    Men er det interessant?

    Bliver vi klogere af Emmanuel Mourets strøm af meget franske betragtninger om kærlighedens præcise væsen?

    Kunne han ikke lige så godt have konkluderet fra begyndelsen af, at vi mennesker slet ikke har styr på vores følelsesliv – eller styr på noget som helst?

    Jo, her er stor ståhej for ingenting, som Shakespeare udtrykte det for over 400 år siden i sin romantiske komedie af samme navn. Ikke meget har ændret sig siden da. Det er naturligvis også en pointe hos Mouret. Vi er skrupforvirrede, vi mennesker.

    Da Daphnes kæreste ikke dukker op på en ferie, kommer hun i stedet til at indlede en affære med hans fætter. (Foto: Xavier Lambours © Another World Entertainment)

    Men er det interessant?

    Det er det, så længe Maxime fortæller Daphné om sit mærkelige forhold til Sandra, som er kæreste med Gaspard, altimens Maxime og Daphné tydeligvis er ved at småforelske sig, mens de venter på Francois.

    Eller da Francois opdager, at den mand, som han troede, sin eks-kone Louise havde fundet sammen med, bare viste sig at være en skuespiller, Louise havde hyret til at spille hendes elsker.

    Eller sagt på en anden måde: 'De ting, vi siger og de ting, vi gør' blomstrer op i momenter, i øjeblikke, hvor handlingen bliver skubbet frem af et mysterium eller et lille drama.

    Men i store dele af filmen virker Mourets hudfletning af kærligheden som en Woody Allen-idé, der endnu ikke har besluttet sig for, om den er sjov – eller interessant.

    Eller som en halvbagt film af Emmanuel Mourets gamle landsmand, Éric Rohmer, der også undersøgte kærlighedens væsen i små og meget talende film uden de store dramatiske armbevægelser.

    Mouret var formentlig kommet dybere og mere overraskende ned i kærlighedens væsen, hvis han havde udvalgt sig én af sine teorier som udgangspunkt for sin film.

    Så havde 'De ting, vi siger og de ting, vi gør' måske været interessant.

    (© Another World Entertainment)
  35. LÆS SVARENE fra Socialdemokratiet: ’Nytteindsatsen bliver tilrettelagt individuelt – så den passer til den enkelte’

    Jeppe Bruus (S) taler med pressen før udredningsgruppen præsenterer deres rapport om regeringens og myndighedernes coronahåndtering under en åben høring om rapport om den danske håndtering af covid-19-pandemiens første fase, i Landstingssalen på Christiansborg i København fredag den 29. januer 2021. Rapporten er udarbejdet af en udredningsgruppe nedsat af Udvalget for Forretningsordenen i sommers.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) (Foto: Henning Bagger © Henning Bagger)
  36. Triumfbuen er pakket ind fra top til tå som en del af kunstværk

    De næste uger er dette synet, man bliver mødt med, hvis man tager turen op af Champs-Élysées mod Place Charles de Gaulle. (Foto: IAN LANGSDON © Ritzau Scanpix)

    Hvis du er turist i Paris i denne tid, så skal du ikke blive forbavset, hvis du bliver mødt af en lidt anderledes triumfbue på Place Charles de Gaulle i den franske hovedstad.

    Lige nu er buen nemlig pakket ind i 25.000 kvadratmeter sølvfarvet stof som en del af et midlertidigt kunstværk.

    Fra i går og frem til 3. oktober vil det parisiske vartegn være beklædt med stoffet, som er genanvendeligt.

    Stoffet er det samme, der bruges til svedtransporterende undertøj, men om stoffet skal bruges til netop dét efterfølgende, berettes der ikke om.

    • Mange flokkes for at se værket. (Foto: BENOIT TESSIER © Ritzau Scanpix)
    • Folk lader sig fotografere foran det sølvblå stof, der dækker samtlige kvadratmeter af vartegnet. (Foto: BENOIT TESSIER © Ritzau Scanpix)
    • 25.000 kvadratmeter stof og 3.000 meter reb er brugt til at pakke Triumfbuen ind. (Foto: BENOIT TESSIER © Ritzau Scanpix)
    • Når mørket falder på, oplyses buen af spotlys. Det syn er også værd at fotografere, ses det. (Foto: IAN LANGSDON © Ritzau Scanpix)
    1 / 4
  37. Halvmaraton lukker det indre København for trafik

    Hvis du skal ud på en søndagstur på cykel eller i bil i det indre København, så bliver det med trafikale udfordringer.

    Copenhagen Half Marathon løber nemlig af stablen, og ruten lukkes for trafik fra klokken 9 til 15.

    Det vil påvirke trafikken på Østerbro, Nørrebro, Vesterbro, Frederiksberg og Indre By.

  38. Radikale Venstre vælger Mikkel Irminger Sarbo som ny landsformand

    Mikkel Irminger Sarbo er ny landsformand hos De Radikale. (Foto: Radikale Venstre)

    Radikale Venstre har fået ny landsformand. På partiets landsmøde i Nyborg har medlemmerne netop valgt Mikkel Irminger Sarbo til posten.

    Han blev valgt foran partiets nuværende næstformand, Clara Halvorsen, og den tredje kandidat, Christian Holm Donatzky i et kampvalg.

    Hos Radikale Venstre er landsformanden ikke den samme som den politiske leder. Det er altså ikke Sofie Carsten Nielsens post i spidsen for partiet, der har været valg om. Hun er stadig partiets frontfigur i politiske sammenhænge.

    Landsformanden er i stedet den ansvarlige for hele partiets organisation.

    Der skulle vælges ny landsformand for partiet, da Svend Thorhauge - der har siddet på posten siden 2015 - har valgt at stoppe.

    På landsmødet blev Sanne Klietsch i samme omgang valgt som ny næstformand.

  39. Beredskabet har haft rekordtravlt med at rykke ud til mennesker i livsfare på vandet

    Redningsberedskabet har haft rekordtravlt med at rykke ud til mennesker, der var i livsfare på vandet.

    Det viser tal, som DR Nyheder har fået fra Redningsrådet, der registrerer og vurderer redningstjenestens indsats.

    I 2019 var beredskabet i spil til 431 redningsaktioner, mens det tal var steget til 642 i 2020.

    Og allerede til og med august i år er alarmberedskabet rykket ud 410 gange.

    Det vurderes at være på grund af de mange danskere, der har holdt ferie indenlands, at tallene har været så høje siden coronakrisens start.

  40. Fusk med brugte varer på nettet: Svindlere udgiver sig for at være fra kendte fragtfirmaer

    Politiet har modtaget et stigende antal anmeldelser på en type fusk, der angår brugte varer på nettet.

    Svindlerne melder, at de sender et kendt fragtfirma ud og henter en brugt vare, og at fragtfirmaet også leverer betalingen kontant.

    Sælgeren bliver herefter lokket til at klikke på et link, udfylde kontonummer og overføre penge enten for fragten af varen eller for at få varen forsikret.

    Og svindlerne lover, at sælgeren får pengene retur, når fragtmanden fra for eksempel UPS eller GLS kommer.

    Forbrugerrådet Tænk siger, at de genkender fupnummeret, der lige nu florerer på flere handelsportaler.

  41. Chris Anker Sørensens kommentator-kollegaer får fri

    På grund af den tidligere cykelrytter Chris Anker Sørensens pludselige død har TV2 givet alle de medarbejdere, der er i Belgien for at dække VM i landevejscykling, fri.

    Chris Anker Sørensen var i Belgien for at dække cykelløbet som TV2s kommentator. Han døde i går i en cykelulykke.

    - Vi har sagt til alle vores folk i Belgien, at de ikke skal arbejde i morgen (søndag, red.). Vi klarer dækningen hjemme fra Odense, siger John Jäger, chefredaktør på Håndbold og Cykling hos TV 2 Sport, til tv2.dk.

  42. Grønlandsk minister: Drop ordet 'rigsfællesskabet'

    Grønlands minister for udenrigsanliggender, Pele Broberg, ser gerne ordet "rigsfællesskabet" afskaffet, fordi det ifølge ham er et skalkeskjul for et dansk overherredømme over Grønland.

    - Det er en vigtig distinktion. Ordet antyder ligesom, at det er vores allesammens. Men det er det jo ikke. Det er Danmarks, siger han.

    Han foretrækker betegnelsen "det danske rige", fordi det så står klart, hvem der har magten.

    - Danmark kan have et rigsfællesskab mellem Jylland og Fyn, hvis man har lyst, eller med Færøerne, hvis de er enige om det. Det har efter min mening ikke så meget med Grønland at gøre, siger han.

  43. Regeringen er på vej med udspil om billigere boliger: 'Det er alt for dyrt i dag'

    Regeringen vil nu gøre endnu et forsøg på at skaffe billige boliger, så folk med mere almindelige indkomster har råd til at bo i København og andre større danske byer.

    Det er et af målene i det boligudspil, regeringen er på vej med.

    - Udspillet skal grundlæggende sikre flere studieboliger, og flere billigere boliger, som også folk på overførselsindkomst har råd til at bo i, siger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S).

    - Hvis vi gerne vil have en hovedstad, hvor man også har råd til at bo, hvis man er håndværker, pædagog eller laver noget andet, vi alle har brug for i vores samfund, så skal der bygges nogle flere billige boliger. Det er alt for dyrt i dag.

    Udspillet ventes at blive præsenteret om et par uger.

  44. Svensk statsepidemiolog forventer flere år med vaccinepas

    Den svenske statsepidemiolog, Anders Tegnell, siger til det svenske medie Dagens Nyheter, at han tror, der kommer til at være indrejserestriktioner i flere år fremover.

    - Jeg tror, man kommer til at se vaccinebevis ved rejser i lang tid. Det krav kan vare i flere år, siger Anders Tegnell, der er det svenske ækvivalent til Søren Brostrøm.

    Sverige har fjernet langt de fleste coronarestriktioner, men når det gælder indrejseregler, er en række af dem stadig gældende.

    For eksempel kan udlændinge fra lande uden for EU, EØS og Schweiz ikke få lov til at rejse ind i landet - dog med visse undtagelser.

    74,1 procent af svenskere over 16 år er færdigvaccinerede mod covid-19.

  45. Se videoen: Rumturister er tilbage på Jorden efter historisk mission

    Kapslen landede i god behold i havet ud for Floridas kyst. (Foto: SpaceX © Ritzau Scanpix)

    En rumkapsel med fire civile personer om bord er efter tre dages kredsløb om Jorden landet i god behold i havet ud for den amerikanske delstat Florida.

    Kapslen landede ved 01-tiden natten til søndag.

    Det er første gang i rumfartens historie, at en besætning uden rumerfaring har været sendt i kredsløb.

    Det var det det private rumselskab SpaceX, der sendte de fire afsted.

  46. To sidste palæstinensere fra storstilet fangeflugt er anholdt

    Israelsk politi har pågrebet to palæstinensere, der i begyndelsen af måneden flygtede i en storstilet fangelugt.

    Det skete i den østlige del af byen Jenin i Israel, oplyser politiet til nyhedsbureauet Reuters.

    De to flugtfanger var blandt de seks, der om natten 6. september gjorde en nærmest filmisk flugt fra det topsikrede Gilboa-fængsel i det nordlige Israel.

    De seks fanger - som delte en celle - havde efter sigende gravet en tunnel, de flygtede igennem i ly af natten.

  47. Australsk minister: Frankrig kendte til bekymring om ubådsordre

    Den australske regering havde informeret den franske regering "åbent og ærligt" om bekymringer vedrørende en milliardordre på undervandsbåde, inden kontrakten blev sløjfet tidligere denne uge.

    Det siger den australske forsvarsminister, Peter Dutton, til Sky News.

    - Antydninger om, at den australske regering ikke har givet udtryk for bekymringerne, er helt ærligt i strid med, hvad der er sagt offentligt over en længere periode, siger Dutton om ordren, der blev underskrevet i 2016.

    Udtalelsen kommer, efter Frankrig fredag tog det helt usædvanlige skridt at hjemkalde sine ambassadører i USA og Australien i protest mod en ny forsvarsalliance mellem USA, Storbritannien og Australien.

    Aftalen skaber utilfredshed fra fransk side, fordi USA overtager milliardordren på ubåde fra franskmændene.

  48. Søndagen byder på sol til de fleste

    Efter en grå og kedelig lørdag byder søndagen på noget mere glæde, hvis man da er til sol.

    Søndagen byder nemlig på tørt vejr og i løbet af dagen sol til de fleste, skriver Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

    Instituttet har dog svært ved at sige, hvor man specifikt kan regne med solen, så det er om selv at holde øje.

    Temperaturen sniger sig i dagens løb op på mellem 12 og 16 grader.

    Skal du på havet eller på cyklen er der ligesom i går stedvis op til frisk vind fra øst, på Bornholm op til hård vind fra nordøst.

  49. Demonstration foran den amerikanske kongres blev mindre end ventet

    Et skilt tårner op i demonstrationen. "Skyldig i at elske Amerika", står der på skiltet. Demonstrationen skulle blandt andet markere støtte til de, der blev fængslet efter stormløbet mod Kongressen i januar. (Foto: JONATHAN ERNST © Ritzau Scanpix)

    Politi og soldater fra Nationalgarden har stået klar i stort antal lørdag ved USA's kongresbygning i Washington D.C.

    Her havde Trump-tilhængere bebudet nye protester efter det voldsomme angreb, der fandt sted mod Kongressen 6. januar.

    Ifølge nyhedsbureauet Reuters dukkede mellem 100 og 200 demonstranter op med bannere og flag for at demonstrere for de personer, der stormede kongresbygningen for at bremse påstået valgsvindel, der skulle være skyld i, at republikaneren Donald Trump måtte afgive præsidentposten til den nuværende præsident, demokraten Joe Biden.

    Arrangørerne havde forventet 700 deltagere.

    Et stykke derfra blev der samtidig holdt en mod-demonstration.

    • Nogle hundrede demonstranter var ifølge Reuters mødt op for at demonstrere i den amerikanske hovedstad for at støtte de personer, der stormede kongresbygningen den 6. januar i år. (Foto: Michael Reynolds © Ritzau Scanpix)
    • Demonstranter klapper under demonstrationen. (Foto: GAMAL DIAB © Ritzau Scanpix)
    • Sikkerhedsopbuddet var stort for at sikre, at begge demonstrationer ikke udvikler sig problematisk. (Foto: Michael Reynolds © Ritzau Scanpix)
    • En demonstrant føres væk af politiet efter et skænderi med en moddemonstrant. (Foto: Michael Reynolds © Ritzau Scanpix)
    • En demonstrant (venstre) og en moddemonstrant (højre) håber af hinanden tæt ved demonstrationen på Capitol Hill i Washington D.C. (Foto: Michael Reynolds © Ritzau Scanpix)
    1 / 5
  50. Helikopter-redderen Jonas fik travlt, da alle skulle holde ferie i Danmark

    Som redder springer Jonas i havet, når en nødstedt skal fiskes op i helikopteren. Han mærker tydeligt, at corona-somrene bød på mange og nye opgaver for redningstjenesten. (Foto: Dennis Olsgaard © DR)

    Aldrig før har redningsberedskabet haft så travlt med at rykke ud til mennesker, der var i livsfare på vandet.

    Det viser nye tal fra Redningsrådet under Forsvarsministeriet, der registrerer og vurderer redningstjenestens indsats.

    Her kårer man coronasomrene i år og sidste år til en slags uofficiel sørednings-rekord.

    Antallet af alarmeringer bankede pludselig i vejret med 50 procent - til et niveau, der ikke er registreret før.

    - Danskerne blev hjemme i sommerferien i år og sidste år. Det betød også, at mange flere søgte mod de danske kyster og farvande. Derfor var der også flere, der pludselig kom i knibe, siger Dennis Virkelyst, teamleder i Forsvarsministeriet.

    Redningsberedskabet består blandt andet af Forsvarets grønne 'SAR-helikoptere' (Search And Rescue). Tre steder i landet står de klar til at rykke ud med kort varsel døgnet rundt.

    Kystredningstjenestens 21 stationer med redningsbåde er også en del af beredskabet. Sammen med Søværnet og andre statslige fartøjer, der er i nærheden, er det dem, der i første omgang rykker ud til nødsituationer på havet.

    På SAR-stationen i Roskilde dufter der af morgenbrød og friskkværnet kaffe. Det er besætningens yngste medlem, der skal sørge for at bage brød til crew’ets øvrige fem medlemmer.

    - Vi ser flere paddle- og SUP-boards ude langs kysterne. Der kommer også tit et nødkald på en havkajak, fortælleren redderen Jonas på 33 år, der er holdets yngste mand på denne vagt.

    Som redder er det ham, der har til opgave at hoppe i vandet og hjælpe nødstedte med at blive hejst i sikkerhed i helikopteren. Af sikkerhedsgrunde optræder han kun med fornavn her.

    Netop fritidsfartøjer som paddle- eller SUP-boards, surfere, mindre joller og kajakker træder frem i Redningsrådets statistik. Stigningen er også markant for helt almindelige badeulykker, der ikke involverer et fartøj.

    - Vi formoder, at en del af stigningen skyldes, at mange for første gang har investeret i lystfartøjer og derfor er nye og uerfarne på havet. Det medfører så, at der er større risiko for, at de kommer galt afsted, siger Dennis Virkelyst fra Forsvarsministeriet.

    Redningshelikopterens førstepilot genkender, at der er flere nybegyndere på vandet i år og sidste år.

    - Det er typisk tilfælde, hvor folk kommer ud på vandet og bliver overrasket over, at der måske er lidt fralandsvind eller en strøm, som de ikke er klar over påvirker dem. Så kommer de for langt fra land og har svært ved at komme ind igen, siger kaptajn og fartøjschef Brian med flyvernavnet 'BAF'.

    Kaptajn Brian med flyvernavnet 'BAF' er pilot på en af Forsvarets redningshelikoptere. (Foto: Dennis Olsgaard © DR)

    Det skete også for en 8. klasse fra Aalborg i sommerens løb. De var ude og prøve SUP-boards, men blev så overrasket af fralandsvinden ved Øster Hurup. Der blev slået stor-alarm, og alle eleverne blev reddet i land af redningsbåde fra blandt andet Grenaa.

    Jonas var med i redningshelikopteren, der også deltog i aktionen.

    - Eleverne var okay og blev stille og roligt samlet op af bådene. Vi lå oven over og "sweepede" og holdt øje med, om nogen pludselig fik brug for hjælp, fortæller Jonas.

    Én for én kommer besætningen ud af deres værelser på SAR-stationen i Roskilde. Stadig med tunge øjne. Det er en nyere beton-bygning, hvor værelserne åbner ud til et fællesrum med et køkken og et langt spisebord.

    I nattens løb var de på Bornholm for at hente en baby i kuvøse og var først hjemme kort før solopgang. For redningshelikopterne tager sig også af andre akutte opgaver, hvor regionernes lægehelikoptere er for små eller må give op på grund af dårligt vejr.

    Fartøjschefen fortæller, at de tydeligt har mærket, at coronaepidemien har ændret sommersæsonens vaner. Der er flere mennesker ved strandene og på havet.

    Det gælder også nybegyndere, der af nervøsitet ringer efter hjælp ved synet af en surfer, der er langt ude på havet.

    Antallet af falske alarmer er mere end fordoblet, hvilket Redningsrådet tilskriver trængslen på havet og ved strandene.

    - Det er strandgæster, der måske ikke er vant til at se den slags og tænker, at nogen har brug for hjælp, siger 'BAF'.

    - Så bliver vi kaldt ud, og ofte viser det sig, at folk ikke er i nød som sådan. Men så kan vi være i nærheden, indtil de selv er kommet ind. Andre gange har de brug for vores hjælp.

    - Men den dag de har, så er det godt, at vi er der. Når klokken går, så flyver vi, siger redderen Jonas.

    Besætningen på en af Forsvarets EH-101 redningshelikoptere, der rykker ud fra Roskilde Lufthavn. (Foto: Dennis Olsgaard © DR)

    Det er dog ikke alle flyvninger, der er grundløse. Siden 2016 er der i gennemsnitligt omkommet 19 personer årligt som følge af nødsituationer.

    Sidste sommer steg dødstallet med en tredjedel - til 26 personer.

    - Faren ved flere alarmeringer er, at ressourcerne bliver spredt mere tyndt ud, så vi eksempelvis skal prioritere mellem flere aktioner på samme tid en sommerdag, siger Dennis Virkelyst.

    - I værste fald kan det jo betyde, at nogen omkommer, fordi vi ikke når at komme derhen.

  51. Møns turistforening meldte protestskilte til kommunen: 'Vi har en bekymring, i forhold til hvordan turisterne opfatter plakaterne'

    Flere borgere på Møn har fået brev fra kommunen, hvor der står, at et skilt som dette skal pilles ned. Sker det ikke, vil kommunen gøre det på borgerens regning. (© (Privat foto))

    Kan et skilt med teksten 'Turister? Ja tak. Feriefabrikker? Nej tak,' få turister til at blive væk?

    Svaret på det er man ikke helt enige om på Møn, hvor en række borgere i den seneste tid har haft protestskilte stående i haven med netop ovenstående ordlyd, fordi de er utilfredse med Vordingborg Kommunes planer om at anlægge en feriepark på Møn.

    I sidste uge kom det frem, at den slags skiltning er ulovlig, fordi man ifølge naturbeskyttelseslovens paragraf 21 ikke må opsætte skilte i åbent land på den måde, og derfor har kommunen bedt borgerne fjerne dem fra haverne.

    En aktindsigt i kommunen viser, at Møn-Sydsjælland Turistforening har spillet en rolle i Vordingborg Kommunes påbud.

    Tilbage i januar rettede turistforeningen nemlig henvendelse til kommunen om protestskiltene, fordi man var bekymret for, at de kunne skræmme turister væk.

    Det bekræfter Simon Zachodnik, der er næstformand i Møn - Sydsjælland Turistforening.

    - Vi har en bekymring, i forhold til hvordan turisterne opfatter plakaterne, og derfor har vi rettet henvendelse til kommunen. Hvad kommunen vælger at gøre, vil vi lade være op til dem.

    - Vi har ikke klaget over skiltene, men blot ytret en bekymring om plakaterne.

    Ifølge Simon Zachodnik har mange gæster været forvirrede over, hvad skiltene betyder, og om det er et nej til turister, der lægges op til.

    - Personligt synes jeg, at vi skal gøre alt for, at vores gæster føler sig velkomne, og det synes jeg ikke umiddelbart, at skiltene bidrager positivt til.

    De sælger Møn og mønboerne. Og hvis man gør dem sure, man vil sælge, så har man en dårlig forretning.
    Jane Widtfeldt Meged, turismeforsker

    En af de mønboer, der har flere skilte stående på sin grund, er Benjamin Berner. Han er indehaver af Møn Is og selv med i byens handelsstandsforening, der sammen med turistforeningen udgør udviklingshuset House of Møn, hvor målet er at fremme turisme og handel på øen.

    Og han forstår altså ikke turistforeningens argument med, at det kan skræmme turister væk.

    - Det kan jeg ikke nikke genkendende til. Vi har nogle skilte med en glad sol, der siger ja tak til turister, siger Benjamin Berner.

    Tidligere har professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet Frederik Waage forklaret, at skiltning i det åbne land kan være lovligt i forbindelse med forskellige former for valg. Herunder kommunalvalg.

    Men kan et skilt i vejkanten med skriften 'Turister? Ja tak. Feriefabrikker? Nej tak,' skræmme turister væk? Det har vi spurgt Jane Widtfeldt Meged om. Hun er turismeforsker på Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet.

    - Jeg har det lidt svært med argumentet om, at det skulle skræmme turister væk, fordi der netop står 'turister ja tak'.

    Desuden kan turister godt lide at finde frem til de destinationer, hvor der ikke er "for mange af deres egen slags i forvejen".

    - Det med at finde steder, der ikke er turistet, og steder, som kan opfattes autentisk og lokalt, det er plusord for turisterne. Så at det skulle skræmme dem væk, tror jeg ikke, vurderer Jane Widtfeldt Meged.

    Møn er langt fra det eneste sted, hvor man skal forsøge at balancere mellem turisme og lokalbefolkning.

    - Helt generelt i Europa er der kommet en meget høj bevidsthed om, at man ikke vil acceptere en turismeudvikling, der ikke bliver styret. Og det er civile bevægelser, der går imod det, siger hun og nævner, at man særligt ser det i Sydeuropa, hvor lokale arbejder mod ukontrolleret turisme.

    Når vi snakker om konflikten på Møn, er det ifølge turismeforskeren oplagt at nævne "bæredygtig turisme", hvor kernen er, at turisme skal udvikles i pagt med lokalområdet og de lokale.

    - Turismen må ikke have en karakter, der giver varige negative ændringer for de lokales liv, siger hun.

    Netop derfor er det vigtigt, at man sørger for at høre og inddrage - i det her tilfælde mønboerne.

    - Dem, som bedriver og udvikler turisme, skal forstå, hvad det er for et produkt, de sælger.

    - De sælger Møn og mønboerne. Og hvis man gør dem sure, man vil sælge, så har man en dårlig forretning.

Mere fra dr.dk