Nyheder
23. maj 2014

BILLEDSERIE Norges uafhængighed fejret i Operaen

  • Blæsende ankomst til Festforestilling i Operaen. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)
  • Kronprinsesse Mary modtager blomster ved indgangen. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)
  • Helle Thorning ankommer til Festforestilling. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)
  • Prins Joachim og prinsesse Marie ankommer til Festforestillingen i Operaen (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)
  • Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary hilser på Mogens Lykketoft og Helle Thorning-Schmidt inden Festforestillingen. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)
  • Dronning Sonja, Dronning Margrethe og prins Henrik ankommer. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)
  • Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary, Kronprins Håkon, Mogens Lykketoft og Helle Thorning-Schmidt stiller op til billeder inden forestillingen. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)
  • Prins Henrik, Dronning Sonja og Dronning Margrethe tager plads under forestillingen i Operaen. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)
  • Kronprinsesse Mary og Kronprins Frederik i pausen under Festforestillingen i Operaen. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)
  • Dronning Margrethe i pausen under Festforestillingen. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)
  • Kronprins Håkon, Bertel Haader, Pia Kjærsgaard i pausen. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)
1 / 11

Den norske kongefamilie gæstede fredag Danmark for at fejre 200 året for Norges første grundlov og løsrivelse fra Danmark.

En festforestilling i Operaen dannede ramme om fejringen af 200 året. Med deltagelse af det danske regentpar, Norges dronning Sonja, kronprinsparret, kronprins Haakon, prins Joachim og prinsesse Marie, prinsesse Benedikte, Helle Thorning-Schmidt og Norges statsminister.

Se billederne ved ankomsten til Operaen i toppen af artiklen.

Nyheder

  1. I dag kl. 16:16

    Sundhedsstyrelsen vil vaccinere mod abekopper

    Efter at to danskere er blevet bekræftet smittet med abekopper, vil Sundhedsstyrelsen tilbyde en vaccine til personer, der har været i tæt kontakt til de smittede.

    Det siger Bolette Søborg, overlæge og enhedschef Sundhedsstyrelsen, til DR Nyheder.

    - Sundhedsstyrelsen vil tilbyde en vaccine til personer i nær kontakt med den smittede. Vaccinen skal gives, efter at man er blevet eksponeret for smitten og skal reducere risikoen for et alvorligt forløb, siger Bolette Søborg.

    Ifølge Sundhedsstyrelsen er det vaccinen mod abekopper fra det danske firma Bavarian Nordic, der skal bruges. Vaccinen er godkendt til brug mod kopper i Danmark, men ikke til abekopper.

    Alligevel vurderer Sundhedsstyrelsen, at den godt kan bruges og understreger, at det er læger med speciale i infektionsmedicin, der skal ordinere vaccinen.

    Hvornår vaccinerne kommer til Danmark, hvor mange der bliver bestilt, og hvornår de kan gives til danskere, kan Sundhedsstyrelsen endnu ikke sige noget om.

    Det er op til Sundhedsministeriet, om Danmark skal købe vaccinerne.

  2. 3 min. siden

    Farvel til dansk kvartfinale efter VM-øretæver fra Slovakiet

    Danmark var efter Slovakiet igennem hele opgøret. (Foto: Markku Ulander © Ritzau Scanpix)

    Danmark skøjtede ind på VM-isen velvidende, at både en sejr og et uafgjort resultat ville sikre videre avancement efter den historie kamp mod Canada mandag aften.

    Temperaturen faldt dog hurtigt i Helsinki Ice Hall, for i første periode blev det hurtigt tydeligt, at Slovakiet gik uimponeret ind til opgaven, selvom Danmark besejrede Canada mandag aften.

    Slovakiske Tomas Tatar scorede til 1-0 midt i første periode, og da der blot manglede 20 sekunder af dén, fordoblede han føringen.

    Efter første pause kunne den danske keeper, Mathias Bau, igen fiske pucken ud af nettet, da Pavol Regenda akkurat udbyggede føringen med afslutningen, der sneg sig over målstregen.

    Igennem anden periode pressede Danmark på og byggede flere gode angreb op, men lige lidt hjalp det, da slovakiske Mislav Rosandic gjorde det til 4-0.

    Efter endnu en slovakisk scoring kom Danmark på måltavlen i tredje periode, da Joachim Blichfeld reducerede i overtal. I de sidste minutter blev der lukket og slukket med scoringer til 7-1.

    Dermed er Danmark færdige ved VM efter gruppespillet, selvom de ender på samme pointhøst som dagens modstander. Slovakiet er bedre indbyrdes og har ligeledes en bedre målscore.

  3. 7 min. siden

    Kristi himmelfartsferien giver ekstra mange biler på vejene

    Når Kristi himmelfartsferien rammer i morgen, skal bilister forvente risiko for tæt trafik og kødannelser.

    Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

    Det er især på udrejsedagen onsdag den 25. maj mellem klokken 12 og 16, at ferietrafikken når sit højeste.

    Men også på hjemrejsedagen søndag den 29. maj skal bilisterne forberede sig på tæt trafik mellem klokken 12 og 16.

    Trafik til sommerhusområder forventes at blive ekstra tæt. Det gælder især langs den jyske vestkyst samt i Nordsjælland.

  4. 28 min. siden

    Mindst 11 dræbt under politiaktion i Rio de Janeiro

    Mindst 11 personer er i dag blevet dræbt og to sårede under en politiaktion i et slumområde i den brasilianske storby Rio de Janeiro.

    Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra brasilianske myndigheder ifølge Ritzau.

    Ifølge myndighederne blev politifolk beskudt, da de gik ind i området Vila Cruzeiro, og det førte til en intens skudveksling.

    En af de dræbte var en kvinde, som formentlig blev fanget i en krydsild, lyder det i pressemeddelelsen.

    De brasilianske myndigheder indledte i januar en kampagne mod kriminalitet og har sendt flere politistyrker ind i belastede slumområder i Rio de Janeiro.

  5. 51 min. siden

    Tyskland bestiller 40.000 abekoppe-vacciner hos Bavarian

    Tyskland har bestilt 40.000 doser vaccine mod virussygdommen abekopper hos den danske virksomhed Bavarian Nordic.

    Vaccinerne skal tages i brug, hvis et udbrud af sygdommen i forbundsrepublikken skulle blive værre.

    Indtil videre nøjes man dog med at anbefale en isolationsperiode på mindst 21 dage for personer, der er smittet med abekopper.

    Det oplyser den tyske sundhedsminister Karl Lauterbach.

    Der er indtil nu registreret fem tilfælde af sygdommen i Tyskland. Det er alle mænd.

    Ifølge Bavarian Nordic har dusinvis af lande rettet forespørgsel om vaccinen, skriver Ritzau.

  6. 58 min. siden

    Sverige og Finland sender hold til Tyrkiet for at diskutere Nato-medlemskab

    Svenske og finske delegationer ankommer i morgen til den tyrkiske hovedstad, Ankara, for at diskutere landenes ansøgning om Nato-medlemskab.

    Det oplyser Finlands udenrigsminister, Pekka Haavisto, i dag.

    Tyrkiets præsident Erdogan stak i sidste uge en kæp i hjulet på Sverige og Finlands Nato-ansøgninger, da han sagde, at Tyrkiet ikke vil sige 'ja' til at lukke Sverige og Finland ind i forsvarsalliancen.

    Før de to lande kan blive medlemmer, kræver det enstemmighed blandt Natos 30 medlemslande.

    Erdogan mener, at Sverige og Finland er "rugekasser" for terrororganisationer, der bekæmper Tyrkiet.

    Tyrkiet offentliggjorde i går fem krav for at godkende Sveriges ansøgning. Herunder, at de skal stoppe deres "politiske støtte til terrorisme".

  7. I dag kl. 16:10

    Sundhedsministeren vil orientere ordførere om abekopper

    Efter to fund af abekopper i Danmark vil sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i morgen orientere Folketingets sundhedsordførere om situationen omkring sygdommen.

    Det oplyser Sundhedsministeriet ifølge Ritzau.

    Det første danske tilfælde af abekopper blev fundet i går hos en mand, der havde været på rejse i Spanien. Og tidligere i dag kom nyheden om smittetilfælde nummer to.

    Ifølge sundhedsmyndighederne er der ikke grund til panik, da virusset ikke er særligt smitsomt og generelt kun giver milde sygdomsforløb.

    - Som det er nu, er der ikke sket smitte i Danmark. Det er altså tilrejsende danskere, der har haft smitten med hjem. Men vores myndigheder er i fuld gang med opsporingen, og vi følger det hver dag, siger Magnus Heunicke til TV 2.

  8. I dag kl. 15:48

    Det skal være mere besværligt at tage bilen: Københavns Kommune vil sænke hastighederne

    Københavns Kommune vil gøre det mere besværligt at være bilist i byen, og derfor står fartgrænserne nu til at blive nedsat, skriver TV2 Lorry.

    Det kommer til at ske, hvis kommunens Teknik- og Miljøudvalg den 30. maj nikker ja til et forslag fra Teknik- og Miljøforvaltningen.

    Forvaltningen foreslår, at hastigheden bliver nedsat til 40 km/t i store dele af hovedstaden og endda helt ned til 30 km/t i brokvarterene længst mod centrum.

    - Ved at sænke hastigheden 10 km/timen i København forventes det mindre attraktivt at tage bilen på grund af længere rejsetid, skriver forvaltningen i indstillingen af projektet.

    Derudover skal de nye fartgrænser også sænke udledningen af CO2.

  9. I dag kl. 15:44

    Stor brand på affaldsplads i Randers er nu slukket

    Indsatsleder Jørgen Hansen står foran den affaldsplads, hvor branden opstod. (Foto: Dr)

    Branden begyndte i går eftermiddag, og ved 13.30-tiden her til eftermiddag slukkede brandfolkene for vandet og begyndte at pakke sammen.

    Slukningsarbejdet har været i gang i omkring 24 timer.

    Da branden i går eftermiddag var på sit højeste blev beboere i vindretningen opfordret til at holde sig inde, fordi man var bange for at røgen kunne været giftig - men det har ikke været tilfældet.

    Det har indsatsleder fra Beredskab og Sikkerhed Randers Jørgen Hansen nu slået fast.

    - Vi har haft et særligt hold til at undersøge røgen, der er slået ned i nogle områder i nærheden. Undersøgelserne viser, at der ikke har været noget farligt i røgen.

  10. I dag kl. 15:29

    Skattestyrelsen anker dom til Højesteret med milliardkrav

    Skattestyrelsen vil gå hele vejen til Højesteret i sagen mod advokatfirmaet Bech-Bruun med et erstatningskrav på over en milliard kroner.

    Det oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse i dag.

    Der kom et umiddelbart punktum i sagen i slutningen af april, da advokatfirmaet blev frifundet i Østre Landsret.

    Her besluttede tre dommere, at Bech-Bruun ikke skulle betale erstatning i forbindelse med deres rådgivning af den tyske North Channel Bank i udbyttesagen.

    Banken tilstod tilbage i 2019, at den var skyldig i bedrageri for 1,1 milliarder kroner.

    Landsretten mente altså ikke, at advokatfirmaet kunne gøres ansvarlig for statskassens store tab. Men det vil Skattestyrelsen nu have landets højeste retsinstans til at tage stilling til.

  11. I dag kl. 15:23

    Se billederne: Otte meter lang hval ligger død på stranden i Thyborøn

    • Vågehvalen kan blive op til 10 meter lange og veje 10 tons. Den er ikke en helt ualmindelig gæst i danske farvande. (Foto: Rasmus Buch Hagelskjær © DR Midt & vest)
    • Hvalen, der nu ligger på stranden i Thyborøn, menes at have været død i en uges tid. (Foto: Rasmus Buch Hagelskjær © DR Midt & vest)
    • Vågehvalen er en bardehval. Barderne bruger hvalen til at filtrere plankton og smådyr fra med. (Foto: Rasmus Buch Hagelskjær © DR Midt & vest)
    1 / 3

    Natten til søndag drev en død vågehval ind til den jyske vestkyst, og siden har det store dyr ligget på stranden i Thyborøn.

    Siden da har turister i stor stil besøgt stedet – og hvis du gerne vil se hvalen, er det snart ved at være sidste udkald.

    I morgen skal den godt otte meter lange hval nemlig obduceres på stranden. Det sker for at fastslå en dødsårsag og indsamle vævsprøver. Desuden skal dele af skelettet bruges i forskning.

  12. I dag kl. 15:16

    Tidligere sikkerhedschef i Forsvarets Efterretningstjeneste sigtet

    Mens sagerne mod den suspenderede spionchef Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) har trukket overskrifter, så er endnu en sag dukket op hos Forsvarets Efterretningstjeneste, skriver Politiken i dag.

    Den militære anklagemyndighed, Auditørkorpset, har besluttet at sigte spionvæsenets tidligere sikkerhedschef i forbindelse med den whistleblowersag, der kædes sammen med den mørklagte spionaffære mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen.

    Det siger auditør Claus Risbjerg til Politiken.

    - Jeg kan bekræfte, at der er rejst sigtelse for dokumentfalsk og pligtforsømmelse efter både den almindelige straffelov og militære straffelov, men meget mere kan jeg ikke oplyse.

  13. I dag kl. 15:10

    Statsministeren vil gerne bruge indefrosne russiske milliarder til at genopbygge Ukraine

    Hvis det rent juridisk kan lade sig gøre at konfiskere de mange russiske milliarder, som i de seneste måneder er blevet indefrosset i Europa, og bruge dem på at genopbygge Ukraine, så er regeringen åben for det.

    Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) inden næste uges EU-topmøde, hvor spørgsmålet kommer op at vende.

    - Jeg kan godt lide tanken, hvis vi kan bruge russiske midler til at rette op på nogle af de skader, de har forvoldt i Ukraine, siger hun og fortsætter:

    - I EU er man i gang med at afdække, om det kan lade sig gøre, og hvordan det i så fald kan ske. Fra dansk side har vi sagt, at vi støtter det, men arbejdet pågår stadigvæk.

  14. I dag kl. 14:52

    Mette Frederiksen frygter 'the perfect storm' med hungersnød og krig

    Det kan få katastrofale konsekvenser og føre til hungersnød i Afrika, hvis ikke der snart bliver fundet en løsning på den fødevarekrise, som er opstået i kølvandet på Ukraine-krigen.

    Det er meldingen fra statsminister Mette Frederiksen (S), som i næste uge skal diskutere krisen med lederne af de andre EU-lande.

    Ukraine er verdens sjette største eksportør af hvede, og det er især landene i Nordafrika og Mellemøsten, der nyder godt af den. Men russerne har blokeret havnene ved Sortehavet, og derfor kan hveden ikke komme ud.

    - Det handler i første omgang om at få hveden ud. Men hvis det ikke lykkes, bliver vi også nødt til at se på at få delt nogle fødevarer, så eksempelvis afrikanske børn ikke dør af sult lige om lidt, siger hun.

    - Det er potentielt ’the perfect storm’, vi kigger ind i, med krig, hungersnød, fødevarekrise og klimakrise.

  15. I dag kl. 14:23

    Nye billeder af Boris Johnson dukker op fra fest

    De fotos, der nu er kommet frem, viser den britiske premierminister, Boris Johnson, der hæver sit glas ved en sammenkomst, der angiveligt fandt sted i Downing Street under coronanedlukningerne i november 2020.

    Presset øges på den engelske premierminister Boris Johnson efter nye fotos er kommet frem, skriver engelske BBC i dag.

    På de nye billeder står Boris Johnson og drikker vin, mens han tilsyneladende skåler med sine medarbejdere ved en fest i Downing Street.

    Festen, der er en af mange, fandt sted, mens resten af landet var lukket ned på grund af coronapandemien. På det tidspunkt var det ikke tilladt at samles flere end to mennesker.

    Oppositionen har krævet, at Johnson går af på grund af sagen.

    Premierministeren har undskyldt for det, han betegner som "fejl", men har afvist at træde tilbage.

  16. I dag kl. 14:04

    Google har taget billeder af gaderne i 15 år

    Danny Kirkeby kører på tredje år rundt og filmer danske gader og veje. (© DR)

    Den karakteristiske Googlebil med kamera på toppen er i dag rundt til fem danske byer.

    Det er i denne uge nemlig 15 år siden, at Google Streetview kom til Danmark, og vi første gang kunne se næsten alle danske veje på computeren.

    Manden bag rattet er Danny Kirkeby, og han kører nu på tredje år rundt og filmer Danmark.

    - Jeg ser hver dag glade folk, der vinker til bilen, siger han, mens han er på besøg i Kolding.

    Selvom bilen for længst har været rundt i alle kroge, så kører de stadig rundt og filmer. For byer og veje ændrer hele karakter, så kortene skal hele tiden opdateres.

  17. I dag kl. 13:52

    EU-lande vil genopbygge Ukraine med indefrosne russiske milliarder

    Det bliver bestemt ikke billigt at genopbygge Ukraine, når krigen på et tidspunkt er slut.

    Derfor ønsker Litauen, Slovakiet, Letland og Estland nu at konfiskere de værdier og midler fra den russiske centralbank, der er blevet indefrosset i Vesten som følge af sanktionerne mod Rusland, og bruge dem på genopbygningen.

    - Vi har indefrosset omkring 2.300 milliarder kroner i Europa og ligesindede lande. Det vil være et solidt grundlag for genopbygningen, siger Litauens finansminister, Gintare Skaiste.

    - Det er den, der angriber, som skal betale.

    EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen er åben for ideen, selvom det rent juridisk er en svær øvelse. Konfiskation er nemlig et strafferetsligt redskab, man først kan tage i brug, hvis det er blevet fastslået, at der rent faktisk er sket en forbrydelse.

    - Vi bliver nødt til at vende hver en sten. Det inkluderer også – hvis det altså er muligt – de russiske aktiver, som vi har indefrosset, siger kommissionsformanden.

  18. I dag kl. 13:50

    Finn lider af mareridt efter corona lagde ham i koma - nu vil han slutte fred med sit traume

    (Foto: (© Grafik Nathalie Nystad))
  19. I dag kl. 13:50

    Dansk Jehovas Vidne løsladt efter fem år bag tremmer i Rusland

    Danske Dennis Christensen i 2019, da hans dom fængselsdom blev stadfæstet. (Foto: ANDREW OSBORN © Ritzau Scanpix)

    Efter fem år bag tremmer i Rusland er danske Dennis Christensen i dag blevet løsladt.

    Uden for fængslet ventede omkring 100 mennesker på at tage imod den nu frie dansker - trosfæller, venner, hans russiske hustru, Irina, og DR’s Rusland-korrespondent, Matilde Kimer, som har fulgt Dennis Christensens sag tæt de seneste år.

    - Fængslet valgte at sætte Dennis Christensen ind i en lille minibus inde på fængslets grund og så køre ham ud derfra. Så det eneste, Dennis' kone og venner kunne se, var et par hænder, der vinkede ud gennem et gardin, hvor man kunne se, at han havde håndjern på, fortæller Matilde Kimer.

    Løsladelsen af det danske Jehovas Vidne skete dog ikke, som hverken venner eller hustru havde troet, det ville, fortæller hun:

    - Hans hustru havde blandt andet fået at vide, at han ville få lov til at skifte til almindeligt tøj og ikke være i fangedragt. Men det var han, kunne hun se ind igennem den lille sprække, der var i gardinerne i minibussen. Det var i princippet heller ikke meningen, at han skulle være i håndjern, siger Rusland-korrespondenten, som ikke fik mulighed for at interviewe Dennis Christensen.

    Irina Christensen, Dennis Christensens hustru, under et pressemøde i forbindelse med dommen over hendes mand i 2019. (Foto: TATYANA MAKEYEVA © Ritzau Scanpix)

    Dennis Christensen har siddet fængslet i Rusland, siden han i 2017 blev anholdt under en bibellæsning sammen med andre medlemmer af Jehovas vidner.

    I 2019 blev han idømt seks års fængsel for at fremme religiøs ekstremisme ved at have læst op af biblen under et arrangement for Jehovas vidner.

    Anholdelsen skete blot en måned efter, at Ruslands justitsministerium havde erklæret Jehovas Vidner som en ekstremistisk bevægelse og føjet den til sin liste over forbudte organisationer. Som konsekvens blev det ulovligt for medlemmer af Jehovas Vidner at praktisere og missionere i landet.

    Vi har set lige under 100 retssager og domme mod Jehovas Vidner, og ifølge deres talsmand er mere end 1.700 hjem blevet ransaget.
    Matilde Kimer, DR's korrespondent i Rusland

    Sagen mod Dennis Christensen blev den første af en hel bølge af retssager mod Jehovas vidner i Rusland, fortæller Matilde Kimer:

    - Vi har set lige under 100 retssager og domme mod Jehovas Vidner, og ifølge deres talsmand er mere end 1.700 hjem blevet ransaget. Det vil sige, at der kommer svært bevæbnede mænd ind og leder efter ekstremistisk materiale, og det er for eksempel Jehovas Vidners bibler, siger hun.

    - Den lovgivning, som blev vedtaget i 2017, har naturligvis medvirket til, at nærmest alle andre trossamfund end den russisk-ortodokse kirke føler et vist pres, nogle i større, nogle i mindre omfang, fortæller hun.

    Dagens løsladelse kommer, efter en domstol i 2020 godkendte en anmodning om tidlig løsladelse.

    Den resterende fængselsstraf, som på daværende tidspunkt var på 1 år og 11 måneder, blev ifølge Ritzau skiftet ud med en bødestraf på cirka 38.000 kroner.

    Afgørelsen blev dog anket af myndighederne, hvilket har gjort, at Dennis Christensen har måttet vente yderligere to år på sin løsladelse.

    Dennis Christensen er født i København i 1972 af forældre, der også er Jehovas Vidner, og han har været medlem af troen hele sit liv. Han har boet i Rusland siden 1995, hvor han flyttede til for at hjælpe med etableringen af Jehovas vidner.

  20. I dag kl. 13:18

    Storspillende Holger Rune banker canadisk stjerne ved French Open

    Holger Rune er videre til anden runde ved French Open. (Foto: CHRISTOPHE ENA © Copyright 2022 The Associated Press. All rights reserved)

    Den danske tenniskomet Holger Rune fik tirsdag en perfekt start på French Open, som han åbnede med en klar sejr over canadieren Denis Shapovalov, der rangerer som nummer 15 i verden.

    Rune, der selv ligger nummer 40 på verdensranglisten, sejrede med de overbevisende cifre 6-3, 6-1, 7-6 og brugte to timer på at blive noteret for sin første sejr i grand slam-regi som seniorspiller.

    Uden at spille karrierens mest spektakulære tennis leverede Rune en fremragende præstation med konstant høj kvalitet og næsten uden udsving. Derved trak han humøret og troen ud af sin modstander.

    /ritzau/

  21. I dag kl. 13:17

    Forsvarsminister om militærøvelse på Bornholm: Viser vi står skulder ved skulder i en svær tid

    Et amerikansk transportfly med missiler ombord er landet på Bornholm, hvor det i over et år har været planlagt, at der skal afholdes en dansk-amerikansk militærøvelse.

    Med til øvelsen er udover amerikanere også repræsentanter fra andre nordiske og baltiske lande.

    Øvelsen bliver opfattet som en provokation fra russisk side, men forsvarsminister Morten Bødskov (S) er glad for, at øvelsen afvikles.

    - Det er vigtigt, vi sender et signal om, vi træner sammen og står skulder ved skulder. Derfor er det et godt signal, vi sender fra Danmark i dag, siger han til DR.

    Missiløvelsen er en militær simulation.

    • Det amerikanske transportfly landede i dag på Bornholm. (Foto: Kimmie Hetland)
    • Øvelsen er en simulation. (Foto: Kimmie Hetland)
    • Russerne opfatter øvelsen som en provokation. (Foto: Kimmie Hetland)
    1 / 3
  22. I dag kl. 12:45

    Kronprins Frederik overrækker den gule trøje efter dansk Tour-start

    Kronprins Frederik deltog også ved offentliggørelsen af den danske Tourstart i 2019 (arkivfoto). (Foto: Yoan Valat)

    Ikke nok med at Tour de France cykler sin vej forbi Danmark til juli - nu bliver det også med royalt islæt.

    Kronprins Frederik skal nemlig overrække den gule føretrøje til den cykelrytter, som fører den franske grand tour efter første etape den 1. juli i København. Det skriver den officielle hjemmeside for Touren i Danmark.

    Kronprinsen vil også være til stede og overvære den anden etape, som begynder i Roskilde og slutter i Nyborg.

    Den tredje etape begynder i Vejle og slutter i Sønderborg den 3. juli, inden Tour-feltet rejser til Frankrig for at fortsætte løbet.

  23. I dag kl. 12:33

    Dansk forsker var bekymret, da hun så de første tilfælde med abekopper - men nu har det ændret sig

    Der er ikke behov for masse-vaccination mod abekopper, mener Verdenssundhedsorganisationen WHO. (© DR Grafik Collage Nathalie Nystad)

    I præsentationer, foredrag og sågar en bog har professor og epidemiolog Lone Simonsen længe forudsagt, at der nok ville udbryde smitte med en ny variant af kopper. At det var et spørgsmål om tid og et bud kunne være abekopper.

    Hun fik ret. Helt usædvanligt har abekopper, der er mest udbredt i Afrika, bredt sig til flere lande i Europa og i dag er endnu et tilfælde bekræftet i Danmark, så vi havner på to personer indtil videre.

    - Jeg er nødt til at holde op med at lave sådan nogle forudsigelser. Jeg synes, det er spooky, lyder det fra Lone Simonsen, der er professor i epidemiologi ved Roskilde Universitet og samtidig en af dem, der forudså, at verden ville blive ramt af en coronapandemi.

    Hun tilføjer dog, at når det kommer til abekopper, så tror hun ikke, at vi har en pandemi på hånden.

    Nu har jeg det meget bedre efter at have set, at der er et klart kontaktmønster mellem mange af de cirka 100 kendte tilfælde.
    Lone Simonsen, professor og epidemiolog på Roskilde Universitet

    Da hun læste om de første tilfælde i Storbritannien tidligere i maj, blev hun bekymret, fordi det ikke så ud som om, at personerne kendte hinanden eller havde andet relevant til fælles.

    - Men nu har jeg det meget bedre efter at have set, at der er et klart kontaktmønster mellem mange af de cirka 100 kendte tilfælde, siger hun.

    Det, man ser, er, at det særligt er unge mænd, der har rejst til festivaler, mødt hinanden, haft seksuel kontakt og mange partnere, hvilket har ført til et netværk af smittede personer, fortæller Lone Simonsen.

    - Det er noget, som er en helt andet situation end en virus, der spredes demokratisk blandt alle.

    Det første tilfælde herhjemme, som blev opdaget mandag, blev konstateret hos en mand, der havde været på rejse til Spanien, og det samme gør sig gældende hos det andet tilfælde, fortalte Anders Fomsgaard tidligere på morgenen til TV2-programmet Go' Morgen Danmark.

    Ifølge SSI var der mandag bekræftet abekopper hos 83 personer i Europa. 23 af dem var fundet i Spanien.

    Abekopper er en virussygdom, der blandt andet kan give feber og udslæt med hvide blærer.
    Det er beroligende for mennesker i almindelighed, at det ikke er noget, man kan pådrage sig i en metro eller en fitnessklub.
    Lone Simonsen, professor og epidemiolog på Roskilde Universitet

    Indtil nu viser data nemlig, at man højest sandsynligt skal være i kropskontakt - for eksempel seksuel kontakt - med et andet menneske for at få det, fortæller Lone Simonsen.

    - Det er beroligende for mennesker i almindelighed, at det ikke er noget, man kan pådrage sig i en metro eller en fitnessklub.

    Det er virus, hvor det gode er - hvis man kan sige det sådan - at man selv kan gøre meget for at forhindre at blive smittet, fortæller Lone Simonsen.

    Tidligere i dag var Verdenssundhedsorganisationen WHO også ude at sige, at der ikke er behov for massevaccination mod abekopper.

    Samtidig slår Richard Pebody, leder af WHO Europas afdeling for højrisikopatogener, fast, at det ikke er et virus, der spreder sig let, og at det indtil videre ikke har givet alvorlig sygdom.

    Mandag lød vurderingen fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) også, at sandsynligheden for, at der vil komme et omfattende udbrud af abekopper i Europa, er meget lav.

    Ifølge Sundhedsstyrelsen har sygdomstilfældene i Europa generelt været milde.

    Hvorfor vi ser abekopper sprede sig, som det gør nu, er der ikke noget endeligt svar på. Men grunden til, at Lone Simonsen mente, at den kunne være på listen over sygdomme, som vi inden længe ville se en smittebølge af, skyldes, at der har været en "åbning".

    For mange årtier siden holdt vi nemlig op med at vaccinere mod de dødelige kopper, hvilke har gjort, at folk under 40 år ikke er immune over for poxvirusser, fortæller Lone Simonsen.

    - Flere og flere verden over er ikke immune over for den familie virus, og derfor tænkte jeg, at der var en økologisk åbning for virusset.

    - Og hvis der kom en, foreslog jeg abekopper, som allerede giver udbrud i Afrika hvert år.

  24. I dag kl. 12:22

    overblikket: Sommeren bliver proppet med sporarbejde, længere rejsetid og togbusser over hele landet

    Banedanmark planlægger en hel masse sporarbejde i sommermånederne, og det kommer til at gå ud over passagerernes rejser på strækninger over hele landet.

    Det ramer togstrækninger lige fra Holstebro til Høje Taastrup, og perioderne med ændringer bliver lange.

    Eksempelvis er der togbusser mellem København og Høje Taastrup fra 4. juli til 25. juli, færre tog på strækningen Glostrup-Høje Taastrup fra 2. august til 3. oktober, og ændringerne på strækningen Viborg-Struer varer fra 8. juli til 1. august.

    - Vi forstår godt, at det er irriterende med færre afgange og indsatte togbusser. Derfor informerer vi om ændringer i god tid og opfordrer alle rejsende til at holde sig orienteret og informeret om ens rejse på Rejseplanen, så man ikke bliver mødt af noget uventet, udtaler områdechef i Banedanmark, Lars Blædel Riemann, i en pressemeddelelse.

    Følgende ændringer finder sted:

    Roskilde–Ringsted: Total spærret i perioden 16.7-8.8: Indsat togbusser. Reduceret trafik i perioden 3.7-16.7 og 8.8-3.10.

    • København-Høje Taastrup: Total spærret i perioden 4.7-25.7: Indsat togbusser.

    • Glostrup-Høje Taastrup: Reduceret trafik i perioden 2.8-3.10.

    • Hovedgaard-Skanderborg: Reduceret trafik i perioden 8.7.-25.7.

    • Hadsten-Langå: Reduceret trafik i perioden 17.6.-13.7. og 20.7.-19.8.

    • Brabrand-Mundelstrup: Reduceret trafik i perioden 28.6.-20.7.

    • Mundelstrup-Hinnerup: Reduceret trafik i perioden 31.7.-19.8.

    • Hinnerup-Hadsten: Reduceret trafik i perioden 13.7.-31.7.

    • Hobro-Aalborg: Total spærring i perioden 12.8.-15.8: Indsat togbusser.

    • Holstebro-Struer: Total spærring i perioden 8.7.-8.8: Indsat togbusser.

    • Viborg-Struer: Total spærring i perioden 8.7.-1.8: Indsat togbusser.

    • Struer-Thisted: Total spærring i perioden 1.5.-26.9: Indsat togbusser.

    • Herning-Silkeborg: Reduceret trafik i perioden 20.6.-8.7.

    • Herning-Skanderborg: Reduceret trafik i perioden 8.7.-18.7.

    • S-banen: Allerød-Hillerød: Reduceret trafik i perioden 1.7.-29.8.

  25. I dag kl. 12:01

    Aleksej Navalnyj: Putins krig er bygget på løgne

    Det skete ikke, skriver Ritzau.

    Aleksej Navalnyj benyttede samtidig lejligheden til at kommentere på krigen i Ukraine.

    - Det er en dum krig, som er startet af Putin. Den her krig er bygget på løgne, sagde han gennem en videoforbindelse i retten i Moskva.

    - Én galning har sat kløerne i Ukraine, og han ved ikke, hvad han vil gøre med det - denne vanvittige tyv, sagde Navalnyj ifølge Ritzau om Putin.

  26. I dag kl. 11:47

    Tatoveringsmaraton samler penge ind til den ukrainske hær

    I et efterladt varehus i Kyiv brummer det fra 15 tatovørers maskiner, der stikker blæk i huden på ukrainere.

    Hver lørdag de seneste syv uger har de kunnet komme her og købe tekst, symboler og billeder til kroppen, skriver Reuters.

    Overskuddet går til den ukrainske hær og er lige nu på 270.000 ukrainsk hryvnia, der svarer til cirka 63.000 danske kroner.

    34-årige Sasha Filipchenko står bag, og hun fortsætter, så længe hæren skal bruge penge.

    - Vi bliver ved med det her, indtil krigen er slut, og måske gør vi det igen den dag, vi vinder krigen, siger hun til Reuters.

    • Maria Shustykova er 21 år og studerer kunst. Hun har fået lavet en traditionel Motanka-tatovering, der er en skytsengel, til tatoveringsmaraton i Kiyv. REUTERS/Edgar Su (Foto: Edgar Su © darrell.yy)
    • Oleksandr Kryshtof på 29 år har fået fire nye tatoveringer i varehuset i Kiyv. REUTERS/Edgar Su (Foto: Edgar Su © darrell.yy)
    • Udenfor varehuset venter ukrainere på, at de kan blive tatoveret. REUTERS/Edgar Su (Foto: Edgar Su © darrell.yy)
    • 18-årige Maksym er kadet. Her får han lavet sin første tatovering. REUTERS/Edgar Su (Foto: Edgar Su)
    1 / 4
  27. I dag kl. 11:21

    Ishockeyherrerne vil udnytte, at Slovakiet ikke spiller som et hold

    Danmark skal udnytte, at Slovakiet har et ungt hold, siger landsholdets assistenttræner. (Foto: MARTIN MEISSNER © Copyright 2022 The Associated Press. All rights reserved.)

    Det skorter ikke på ishockeytalent på det slovakiske landshold, som Danmark tirsdag eftermiddag møder i en direkte duel om en kvartfinaleplads ved VM.

    Men hvis Danmark kan styre de sprælske teenagere, er der gode muligheder for at løse opgaven, mener assisterende landstræner Jens Nielsen.

    - Vi har set meget på dem. Det er et ungt hold, der er rigtig skøjtestærkt med mange gode individualister. Men slovakkerne spiller ikke som et hold, og det er det, vi skal udnytte. De er ikke særlig gode i undertal, siger han.

    - Ingen hold har lyst til at spille i egen zone, men slovakkerne vil slet ikke. Så vi skal presse dem ned, hvor de ikke er særligt gode.

    Danmark kan nøjes med et point. Men det betyder ikke, at danskerne går på isen for at forsvare sig til uafgjort.

    - Det er ligesom, når man fører en kamp med to mål før sidste periode og bare forsøge at forsvare sejren hjem. Det bliver aldrig helt godt, siger landstrænerassistenten.

    /ritzau/

  28. I dag kl. 10:57

    Dansk jehovas vidne er løsladt fra fængsel i Rusland

    Det danske jehovas vidne Dennis Christensen, som har været fængslet i Rusland i fem år for at fremme religiøs ekstremisme, er blevet løsladt.

    Det oplyser Jehovas Vidner i en kort meddelelse på sin hjemmeside.

    - Dennis Christensen er løsladt fra russisk fængsel. Han brugte i alt fem år i forskellige fængsler, står der i meddelelsen.

    I maj 2017 blev Dennis Christensen anholdt under en gudstjeneste for Jehovas Vidner i byen Orjol, syd for hovedstaden Moskva. Danskeren har været fængslet lige siden.

  29. I dag kl. 10:49

    Kommune sender ledige på bustur til virksomheder, der tørster efter arbejdskraft

    Det er ikke første gang, Aalborg Kommune sender ledige afsted i bus. For nyligt var det hotel- og restaurationsbranchen, der fik besøg. (Foto: Grafik: Signe Heiredal © DR Nyheder)

    - Godmorgen og velkommen til bustur!

    Hvis man ikke vidste det, skulle man tro, at bussen var fyldt op med forventningsfulde turister, der så frem til en guidet tur rundt i Nordjylland.

    Men på sæderne sidder der ikke turister klar med kamera og guidebøger – men derimod 21 ledige jobsøgende fra blandt andet Aalborg Kommune.

    Jeg tror næsten, vi kan garantere de 21, der er afsted i dag, en jobgaranti.
    Jesper Dahlgaard, Job- og uddannelseschef i Aalborg Kommune,

    Og dagen byder ikke på seværdigheder eller lækre spisesteder, men i stedet fire virksomheder inden for metalbranchen, der alle skriger på arbejdskraft. Og næste stop kan være et nyt job.

    Blandt passagerne er der både uddannede murere, ufaglærte – og Martin Jørgensen, der har en bachelor i idræt.

    Selvom et job i metalindustrien umiddelbart virker fjernt for en akademiker, er han glad for at være kommet med på tur.

    - Der er mangel på arbejdskraft inden for den her branche, og der var rigtig gode udsigter til et job bagefter. Og så er jeg ikke bange for en udfordring.

    - Det her er en meget anden retning for mig, men jeg tænker, at jeg lige så godt kan lære det, som andre kan.

    Martin Jørgensen har været ledig siden 2020, hvor han fik sin bachelor i idræt. (Foto: Asta Pil Heltborg © DR Nórdjylland)

    Busturen i dag er et samarbejde mellem lokale tekniske skoler og flere nordjyske kommuner – blandt andre Aalborg Kommune.

    Og det er ikke første gang, at kommunen fylder en bus med ledige og sender dem ud til brancher, hvor der lige nu er stor mangel på arbejdskraft.

    I april meldte 43 procent af metalindustrivirksomhederne om mangel på arbejdskraft, oplyser Dansk Metal.

    - Jeg tror næsten, vi kan garantere de 21, der er af sted i dag, en jobgaranti, hvis de vil gennemføre kurset og den tilhørende praktik, siger job- og uddannelseschef i Aalborg Kommune, Jesper Dahlgaard.

    Første stop på dagens busturen er virksomheden CUBIC i Brønderslev, der leverer produkter til både skibe, hospitaler og vindmøller. Her mangler der blandt andet industrioperatører til at betjene robotter.

    Vi har rigtig meget brug for, at flere unge og voksne får lyst til at blive faglært. Derfor er det her et vigtigt projekt.
    Signe Tychsen Philip, underdirektør i Dansk Industri

    Og første indtryk af fabrikken er umiddelbart positivt for Martin Jørgensen.

    - Jeg har aldrig set indersiden af sådan en fabrik her. Jeg synes, det ser moderne ud, og jeg kan godt lide teknologien her.

    Blandt parterne på projektet i Nordjylland er også Dansk Industri. Her mener man, at der burde arrangeres busture eller lignende arrangementer andre steder i landet.

    - Vi har rigtig meget brug for, at flere unge og voksne får lyst til at blive faglært. Særligt inden for metalindustriens område. Derfor er det her et vigtigt projekt, siger underdirektøren i Dansk Industri, Signe Tychsen Philip.

    - Realiteten er, at der lige nu mangler arbejdskraft i mange brancher i et omfang, hvor virksomhederne ikke kan levere i forhold til det, de har ordre til.

    CUBIC i Brønderslev har hårdt brug for industrioperatører, fortæller fabriksleder John Knudsen. (Foto: Asta Pil Heltborg © DR Nórdjylland)

    Lignende udfordringer kender de til hos CUBIC, og derfor bliver de 21 ledige i dag taget imod med åbne arme.

    - Lige nu er det meget, meget svært for os at mande op, fordi udbuddet af arbejdskraft er meget lavt, fortæller fabriksleder John Knudsen.

    - Konsekvenserne er, at vi kommer til at køre så hårdt på de folk, vi allerede har i vores produktion, at de bliver trætte – og måske stressede.

    Lykkedes det i dag at friste nogle af de ledige med et job i metalbranchen, venter der et kortere forløb på teknisk skole og herefter et kursus, der gør dem klar til jobbet hos metalvirksomhederne.

    Projektet får også positive ord med på vejen fra arbejdsmarkedsforsker Mads Peter Klindt fra Aalborg Universitet. Han mener, kommuner i hele landet bør lade sig inspirere.

    For det kan være én af vejene frem, hvis man vil gøre noget ved udfordringerne på det danske job- og uddannelsesmarked.

    - Hvis man ser på situationen både nu og 5-15 år frem, så kan man se, at det, der mangler, er håndværkere og faglærte. Faktisk producerer vi for mange akademikere med en lang videregående uddannelse, siger Mads Peter Klindt.

    Blandt de 21 ledige på dagens bustur er både smede, maskinarbejdere, ufaglærte, akademikere og murere. (Foto: Asta Pil Heltborg © DR Nyheder)

    Mads Peter Klindt tror sagtens, at det også kan lykkes Aalborg Kommune at friste akademikere til et job inden for metalbranchen, som er noget helt andet, end de er uddannet til.

    - De gængse redskaber har været, at vi sender ledige metalarbejdere til metalvirksomheder, der skal bruge dem, og ledige tømrere til håndværksmestre, som mangler arbejdskraft. Men den måde kan du ikke anvise arbejdskraft længere, siger han.

    - De metalarbejdere, tømrere og sosu-medarbejdere, som der er så kæmpestor mangel på lige nu, de er der simpelthen ikke.

  30. I dag kl. 10:36

    Lego-familien tager næste skridt i generationsskiftet

    Et gradvist generationsskifte er i gang hos familien bag Lego.

    Ifølge erhvervsmediet Finans er et af de næste skridt taget, da Kjeld Kirk Kristiansen har trukket sig som bestyrelsesformand fra det selskab, der hedder Koldingvej 2, Billund A/S.

    Selskabet ejer 25 procent af Lego og står bag Lego House.

    Derudover har han forladt posten som næstformand for Lego Fonden, hvor sønnen Thomas Kirk Kristiansen er formand. Sønnen overtager nu også formandsposten i Koldingvej 2, Billund A/S.

    I september sidste år fortalte familien Kirk Kristiansen, at der i foråret 2023 kommer et generationsskifte fra tredje til fjerde generation i familien.

    Næste skridt på vejen til et generationsskifte bliver med holdingselskabet Kirkbi, hvor Kjeld Kirk Kristiansen stadig sidder for bordenden. Den plads skal Thomas Kirk Kristiansen overtage i foråret 2023, skriver Ritzau.

  31. I dag kl. 10:01

    Københavns Kommune vil have penge tilbage af Nemlig.com-ejer

    Virksomheden Intervare, der også ejer Nemlig.com, skal til lommerne, hvis det står til Københavns Kommune.

    Ifølge Altinget viser den seneste rapport fra kommunens indsats mod social dumping, at kommunen kræver 4,2 millioner kroner tilbage i manglende løn til 72 underbetalte chauffører, der har kørt varer ud til Københavns Kommunes borgere.

    Ifølge kommunen underbetalte Intervare systematisk deres ansatte samtidig med, at chauffører skulle arbejde 12 timer uden pauser og blev nægtet løn ved sygdom, skriver Altinget.

  32. I dag kl. 09:54

    Konservativ ordfører trækker sig på grund af medejerskab af butik, som har Ecco-sko på hylderne

    De Konservatives Niels Flemming Hansen trækker sig som forsvarsordfører, skriver Vejle Amts Folkeblad.

    Det sker, fordi Niels Flemming Hansen er medejer af en skobutik i Vejle, som fortsat sælger Ecco-sko.

    Ecco har fået heftig kritik for at blive i Rusland, mens andre store danske virksomheder har trukket sig ud af landet, efter russernes invasion af Ukraine.

    Krigen i Ukraine har derudover fået flere danske forhandlere til at tage Eccos sko ned fra hylderne.

    - Jeg er selv medejer af skobutikkerne Holst Sko, som har Ecco på nogle af hylderne. Det har ført til, at der af Vejle Amts Folkeblad er blevet rejst tvivl om, hvor min loyalitet ligger, når jeg samtidig er forsvarsordfører for Det Konservative Folkeparti. Jeg har derfor efter aftale med min gruppeformand meddelt, at jeg ønsker at stoppe som forsvarsordfører for Det Konservative Folkeparti, udtaler han i en skriftlig kommentar til Vejle Amts Folkeblad.

    Rasmus Jarlov (K) overtager nu posten som forsvarsordfører.

  33. I dag kl. 09:12

    Politiet måtte rykke ud til masseslagsmål og bilbrand i Korsør

    Politiet måtte møde talstærkt op på Motalavej i Korsør, efter der i går og i nat har været uroligheder i området med masseslagsmål og brand i en bil.

    Vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falster fortæller, at den første anmeldelse kom i går eftermiddag, hvor der var slagsmål.

    Ved et-tiden i nat fik politiet endnu en anmeldelse om brand i en bil tæt ved Motalavej.

    Boligområdet Motalavej blev sidste år fjernet fra regeringens liste over udsatte boligområder, tidligere kendt som ghettolisten.

    Gårsdagens episoder irriterer formanden for Bolig Korsør, Ebbe Jens Ahlgren.

    - Vi kæmper for at skabe tryghed for vores lejere, der skal bo trygt og godt, og det skal nogle få ballademagere ikke ødelægge for andre, siger han til DR Sjælland.

  34. I dag kl. 08:22

    Børnetelefonen efter et halvt år med døgnåbent: Andelen af alvorlige samtaler om selvmordstanker og overgreb er dobbelt så højt om natten

    I et halvt år har Børnetelefonen været åben alle døgnets timer, men siden de udvidede deres åbningstid til mellem kl. 02 og 07, har rådgivningstilbuddet haft syv samtaler i gennemsnit hver nat med børn og unge.

    I en selvudarbejdet opgørelse har Børnetelefonens rådgivere haft 1.290 samtaler i tidsrummet, og det er alvorlige ting, børnene og de unge henvender sig med, siger Rasmus Kjeldahl, der er direktør i Børns Vilkår, som driver Børnetelefonen.

    - Vi kan se, at andelen af de meget alvorlige samtaler – som selvmordstanker og overgreb – er dobbelt så høj om natten.

    - Vi har set flere eksempler på, at Børnetelefonen har været en livsvigtig linje om natten, siger han.

  35. I dag kl. 08:10

    Der er konstateret endnu et tilfælde af abekopper i Danmark

    To personer i Danmark er nu bekræftet smittet med virussen abekopper.

    Det bekræfter Statens Serum Institut over for DR Nyheder.

    Professor og overlæge ved Statens Serum Institut Anders Fomsgaard fortalte nyheden til Go'Morgen Danmark.

    - Vi fandt nummer to tilfælde i går, og vi undersøger tre yderligere mistænkte, sagde han i programmet.

    - Det er ligesom i de andre europæiske lande, der får flere tilfælde på samme tid, hvilket er højst usædvanligt, sagde Anders Fomsgaard.

    Spanien er et af de lande i Europa, hvor der er registreret flest tilfælde af den sjældne virus, som normalt ikke findes særlig ofte i Europa. Men de seneste uger er over 80 tilfælde registreret i flere europæiske lande.

    • Abekopper er typisk ikke farlig for mennesker og går som regel over af sig selv i løbet af nogle uger.

    • Det er en virussygdom, der er i familie med menneskekopper og kan findes både hos dyr og mennesker. Abekopper har været kendt i Afrika i mange år og opstår da også ofte efter rejser til Afrika. Sygdommen ses meget sjældent i Europa.

    • De mest almindelige symptomer er feber, hævede lymfeknuder, generel utilpashed og udslæt med vabler.

  36. I dag kl. 07:47

    Rusland advarer mod dansk-amerikansk militærøvelse på Bornholm, som finder sted i dag

    En amerikansk soldat tilser et M142 High Mobility Artillery Rocket System (HIMARS) under en militærøvelse. Et sådant system indgår i en dansk-amerikansk militærøvelse på Bornholm. - Foto: Fadel Senna/Ritzau Scanpix

    Når der i dag ankommer et amerikansk transportfly med missiler ombord til Bornholm, så er det med til at ”øge spændingerne” i Østersøen.

    Det siger den russiske ambassadør Vladimir Barbin til TV 2 om en dansk-amerikansk militærøvelse på klippeøen.

    Militærøvelsen har navnet Defender-Europe 2022. Den har til formål at træne, hvordan Østersøen og området omkring Bornholm hurtigt kan sikres.

    - Det kan ses som et skridt mod at ændre Bornholm fra en fredsø til et potentielt militært brohoved, siger Vladimir Barbin.

    Øvelsen er en simulation, men er et signal til russerne, siger forsvarsminister Morten Bødskov (S) til TV 2.

    - Signalet er afskrækkelse. Vi samarbejder og står skulder ved skulder, og det skal Putin forstå, siger forsvarsministeren.

  37. I dag kl. 07:30

    Paraply og regntøjet skal med i dag: Det bliver gråt og vådt over det meste af landet

    De mørke skyer vil være over store dele af landet indtil middag. Foto: Jesper Rasmussen (Foto: Picasa)

    De fleste kan stå op til en grå himmel, hvor det fortsat regner fra de næste timer.

    Fronten har drevet over de sydvestlige egne, men selvom der kommer opklaring, og vi får lidt sol, så vil der dagen igennem være muligheder for byger.

    Du gør med andre ord klogt i at tage en paraply eller vandtæt jakke med i dag.

    Vinden er også tiltaget i styrke og kommer med en jævn til hård styrke.

    Temperaturen ligger i dag mellem 13 og 17 grader.

  38. I dag kl. 07:29

    Ukraine har brug for hjælp til at få korn ud af landet

    Siden krigen i Ukraine er eksporten af hvede fra landet stort set gået i stå, og derfor er prisen på brød, kager, nudler, pasta og meget andet skudt i vejret.

    Nu opfordrer den ukrainske vicepremierminister Iryna Veresjtjuk til, at andre lande kommer dem til undsætning og hjælper med at eksportere millioner af ton korn, oplyser Ritzau.

    Til BBC siger Iryna Veresjtjuk, at det internationale samfund bør hjælpe med at få ophævet blokaden af landets havne ud til Sortehavet og skabe ”en sikker korridor” til eksporten.

    Derudover antyder hun, at det kan blive nødvendigt at anvende militære midler for at opnå det mål.

  39. I dag kl. 06:54

    WHO: God hygiejne og sikker sex skal begrænse smitten med abekopper

    I stedet for at massevaccinere mod abekopper, så skal sikker seksuel adfærd og god hygiejne i stedet kontrollere spredningen af sygdommen.

    Sådan lyder det fra verdenssundhedsorganisationen WHO, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    I går blev det første tilfælde af abekopper fundet i Danmark hos en mand, der har været på rejse i Spanien.

    Statens Serum Institut oplyste i går, at der er bekræftet abekopper hos 83 personer i Europa. 2

    3 af dem er fundet i Spanien. Ifølge SSI har manden, der er testet positiv i Danmark, været på Gran Canaria.

  40. I dag kl. 06:22

    Nordkorea hævder at have coronaudbrud under kontrol

    Ifølge myndighederne i Nordkorea er der kommet styr på de seneste ugers smitteudbrud med coronavirus.

    Det statsstyrede nyhedsbureau KCNA melder, at landet succesfuldt har bekæmpet virusset, og at smittetallet skulle være på vej ned.

    I går registrerede Nordkorea 134.510 nye tilfælde af feberramte nordkoreanere. Sammenlagt har landet haft 2,95 millioner smittetilfælde siden april, meddeler KCNA tirsdag ifølge Reuters.

    Sammenlagt har 68 personer mistet livet, siden Nordkorea 12. maj offentliggjorde, at de var blevet ramt af et virusudbrud.

    Både Sydkorea og USA har tilbudt at hjælpe Nordkorea med vacciner til at bekæmpe coronaudbruddet, men det tilbud har Nordkorea ikke svaret på.

  41. I dag kl. 05:53

    Overgreb og selvmord: Desperate børn og unge ringer til Børnetelefonen om natten

    En 12-årig dreng, der er blevet voldtaget af sin far. En 17-årig, der sidder med en kniv og i detaljer beskriver, hvordan han planlægger at tage sit liv. En 11-årig pige, der midt om natten er flygtet hjemmefra, fordi hun er bange for sin far, der tager stoffer.

    I et halvt år har Børnetelefonen været åben alle døgnets timer. I alt har rådgiverne haft 1.290 samtaler i den nye udvidede åbningstid mellem klokken 02 og 07, det viser deres egen opgørelse.

    Det svarer til syv samtaler i gennemsnit hver nat. Samtalerne kan både ske via tekstbeskeder eller telefonopkald.

    Og det er alvorlige ting, børnene og de unge henvender sig med.

    Faktisk er der i gennemsnit én samtale hver nat i tidsrummet 02 til 07, der handler om selvmordstanker eller deciderede selvmordsforsøg.

    - Vi kan se, at andelen af de meget alvorlige samtaler – som selvmordstanker og overgreb – er dobbelt så høj om natten, siger Rasmus Kjeldahl, der er direktør i Børns Vilkår, som driver Børnetelefonen.

    Han fortæller, at det ikke er usædvanligt, at rådgiverne må hjælpe børn og unge med at få fat i politiet, en ambulance eller andre myndigheder. Simpelthen fordi de er i akut fare.

    - Vi har set flere eksempler på, at Børnetelefonen har været en livsvigtig linje om natten, siger han.

    Også Anne Marie Villumsen, der er chefanalytiker ved VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, mener, at tallene fra de første seks måneder med døgnåbent viser, at der er brug for et sted, hvor børn kan få hjælp om natten.

    - Det her vidner jo om, at der er en del børn og unge, som står helt alene og faktisk ikke oplever, at de har nogen at række ud til, siger hun.

    Her kan du se eksempler på nogle af de henvendelser, Børnetelefonen har fået om natten.

    Én af dem, der svarer på opkald og chatbeskeder om natten, er Hassan Sabri.

    Han kan ikke undgå at blive berørt, når han tænker på nogle af de samtaler, han har haft det seneste halve år, imens de fleste af os sov.

    - Der er en angst. En desperation, man kan høre i nogle af de her børn og unges stemmer, som rammer mig og de andre rådgivere dybt, siger han.

    Hans primære opgave er at lytte. At udvise den omsorg og kærlighed, som de her børn og unge af en eller anden grund ikke finder hos deres forældre eller andre voksne i deres liv, forklarer han.

    - Det handler om at få dem til føle sig set, hørt og forstået, siger han.

    Når børn og unge kontakter Børnetelefonen, er de anonyme. Hassan Sabri og hans kolleger kan altså kun sende politi og ambulance af sted til dem, hvis de har givet lov til det.

    Her kan du se flere eksempler på nogle af de henvendelser, Børnetelefonen har fået om natten.

    Ifølge Rasmus Kjeldahl tøver nogle børn og unge med at ringe til de mere officielle myndigheder, når de står i en krisesituation og måske har skadet sig selv eller været udsat for et overgreb.

    Måske fordi de før har oplevet ikke at følt sig forstået, eller fordi de er i tvivl om, hvad der sker, hvis de ringer efter politiet eller en ambulance.

    - Der er nogle børn og unge, som har behov for først at vende med en voksen, hvad den rigtige strategi er, og hvad deres muligheder egentlig er for at få hjælp, siger han.

    Planen er, at Børnetelefonen fortsætter med at have døgnåbent, og det glæder Anne Marie Villumsen.

    Hun understreger, at det er afgørende, at børn og unge ikke bliver mødt af en telefonsvarer, når de har taget sig mod til at række ud efter hjælp.

    - Vi ved fra nogle af de mere alvorlige sager med omsorgssvigt, hvor børn og unge har forsøgt at række ud for eksempel i forhold til vold og overgreb, at hvis ikke de bliver hørt og mødt, så trækker de sig, og så er det faktisk ikke sikkert, de bringer det op igen, før de bliver voksne, siger hun.

    • Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen, der ikke selv er selvmordstruet. Det hjælper at få sat ord på de svære tanker og følelser, du har, og du kan gøre det anonymt.

    • Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201 alle dage fra klokken 11-04, ligesom du har mulighed for at chatte med Livslinjen.

  42. I dag kl. 05:53

    Amnesty: Antallet af henrettelser steg med 20 procent i 2021

    En ny rapport fra menneskerettighedsorganisationen Amnesty International slår fast, at antallet af henrettelser på verdensplan er steget med 20 procent i 2021.

    I Amnestys rapport er mindst 579 personer fordelt på 18 lande blevet henrettet sidste år. 314 af dem står Iran for, hvilket er en 28 procent stigning fra 2020, hvor landet henrettede 246 personer, skriver Ritzau.

    Ifølge rapporten skyldes det stigende antal henrettelser på verdensplan delvist, at verdens retssale er åbnet igen efter coronapandemien.

  43. I dag kl. 05:51

    14 timer lang debat kogt ned til 5 videoer: Dårlige ægteskaber, gamle trusler og en mulig ny statsministerkandidat

    Folketingets afslutningsdebat varede godt 14 timer. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Der er en grund til, at Folketingets årlige afslutningsdebat, der markerer folketingsårets afslutning, også kaldes maratondebatten. Den varede fra klokken 9.00 mandag morgen til klokken 23.07 i går aftes.

    Undervejs debatterede folketingsmedlemmerne alt fra den høje inflation og krigen i Ukraine til fordelingen af gymnasieelever og Arne-pensionen.

    Vi lyttede med fra start til slut og har kogt den 14 timer lange debat ned til 5 videoer, der opsummererer maratondebattens valgkamp-stemning og politiske drillerier.

    Statsminister Mette Frederiksen (S) sluttede aftenen af med lidt af en nyhed i kølvandet på sagen om Venstre-politikeren Claus Hjort Frederiksen. Det kan du se i den sidste video.

    Men først kommer videoer af tre bemærkninger, der fik salen til at grine - og en enkelt alvorlig opsang med en indbygget sviner til det meste af salen.

    Især én ting gik igen dagen lang i debatten, nemlig en særlig pingpong mellem Socialdemokratiet og Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen.

    Sidstnævnte fik salen til at grine, da han bad Socialdemokratiets nye politiske ordfører, Rasmus Stoklund, om en "krammer" med sidebemærkningen "nu når statsministeren er stoppet med det".

    Søren Pape Poulsen henviste til, at han for et par år siden blev kaldt "statsministerens krammebamse", fordi Mette Frederiksen flere gange roste og fremhævede ham frem for Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.

    Men i takt med, at Venstre er dalet i målingerne og Konservative er steget tilsvarende, er de rosende ord fra Mette Frederiksen forstummet. Konservative er med 14,2 procent tæt på Venstres 15,9 procent i den nyeste Epinion-måling for DR.

    Dén udvikling har været med til at fodre spekulationer om, hvorvidt Søren Pape Poulsen vil melde sig som kandidat til statsministerposten.

    Det var der en hel del socialdemokratiske ordførere, der benyttede afslutningsdebatten til at forhøre Søren Pape Poulsen om. Han takkede flere gange for "den store opmærksomhed" og "uendeligt store interesse" fra Socialdemokratiet.

    - Jeg har ikke meldt mig som statsministerkandidat. Jeg kan forstå, at der er en stor længsel for, at jeg skal gøre det, i Socialdemokratiet. Det må jeg så gå hjem og overveje, svarede Søren Pape Poulsen med et smil om læben.

    Men de socialdemokratiske ordførere gav ikke op så let. De spurgte på skift de øvrige blå partiledere, om de ville pege på Ellemann eller Pape.

    - Lige nu er der kun én borgerlig statsministerkandidat, og dermed bliver valget både kedelig og nemt, lød svaret fra DF-formand Morten Messerschmidt.

    Undervejs begyndte pingpong'eriet tilsyneladende at kede Søren Pape Poulsen. Han så i hvert fald sådan her ud, da spørgsmålet blev rejst igen-igen ud på dagen til Nye Borgerliges Pernille Vermund:

    Liberal Alliances politiske leder fik også salen til at grine.

    Det skete med en selvironisk svirper til sin forgænger på posten, tidligere LA-leder Anders Samuelsen, og hans engang ultimative krav om at sænke topskatten med fem procentpoint for ikke at vælte Lars Løkke Rasmussens smalle Venstre-regering.

    Efter en debat om registreringsafgiften på biler fik Alex Vanopslagh under afslutningsdebatten mulighed for at stille et spørgsmål til Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og indledte med kommentaren:

    - Det er fem procent på registreringsafgiften, ellers er der ikke nogen Venstre-regering.

    Da Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, indtog talerstolen, blev hun - ikke overraskende - spurgt til partiets nye stilling til forsvarsalliancen Nato.

    Efter store interne uenigheder slog Enhedslisten på sit årsmøde for nyligt fast, at selvom partiet fortsat helst så et dansk Nato-exit, så er det "ikke aktuelt", så længe der ikke er noget alternativ.

    Men det betyder ikke, at venstrefløjpartiet pludselig er blevet decideret glade for Nato, understregede Mai Villadsen med dette billede:

    - Jeg ved ikke, om man er glad for noget, bare fordi der ikke er et bedre alternativ. Det kender jeg da også en del folk, der siger i deres ægteskaber. Sådan er det jo nogle gange.

    Det udløste latter i salen, og statsminister Mette Frederiksen spurgte fra sin plads tæt på talerstolen, om Mai Villadsen ikke er gift.

    - Nej, jeg er netop ikke gift, svarede Mai Villadsen og konstaterede grinende, at hun ikke kunne huske, hvad der blev spurgt om.

    DR Nyheder stillede spørgsmålet - og fik svaret - på Enhedslistens årsmøde forrige weekend, og du kan læse det hele her.

    Da statsministeren adskillige timer senere genindtog talerstolen, sagde hun henvendt til Mai Villadsen:

    - Jeg håber ikke, fru Mai Villadsens kæreste lyttede med til den tale.

    - Hvis man ikke vidste bedre, skulle man ikke tro, at der var en afgørende folkeafstemning ni dage herfra.

    Sådan indledte DF-formand Morten Messerschmidt sin tale under afslutningsdebatten. Her revsede han ja-partierne for ikke at gøre folkeafstemningen om det danske forsvarsforbehold den 1. juni til et centralt emne.

    DF-formanden, der opfordrer danskerne til at stemme nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet, beskyldte direkte ja-partierne for med vilje at undlade at debattere emnet.

    - Der er ikke nogen tvivl om, at den beslutning, der måtte blive truffet 1. juni – især hvis det bliver et ja, og forsvarsforbeholdet falder – det vil sætte en ny retning på dansk forsvars- og udenrigspolitik generelt.

    - Derfor er det en tanke værd, om der simpelthen er nogen, der spekulerer i at få så lidt opmærksomhed på den folkeafstemning overhovedet – for ad den vej måske at sikre det gunstigste grundlag for at få et ja.

    - Underligt er det i hvert fald så tæt på en folkeafstemning at opleve en afslutningsdebat, hvor det fylder så utroligt lidt, sagde Morten Messerschmidt.

    Er du i tvivl om, hvad du skal stemme den 1. juni? Tag DR's valgtest her.

    Da Mette Frederiksen sent ud på aftenen igen indtog talerstolen for at runde afslutningsdebatten af, var det med lidt af en nyhed i den opsigtsvækkende sag om Venstre-politikeren og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

    Statsministeren lagde nemlig op til at ændre en central del af justitsministerens rolle i kølvandet på sagen, nemlig justitsministerens særlige påtalekompetence.

    Den betyder, at det er justitsministeren, der afgør, om der skal rejses tiltale i sager som Claus Hjort-sagen om overtrædelse af straffelovens paragraf 109 om uberettiget videregivelse af højt klassificerede oplysninger.

    Det besluttede justitsminister Mattias Tesfaye at ville gøre i Claus Hjort-sagen på baggrund af en indstilling fra Rigsadvokaten. Men et flertal i Folketinget afviste at ophæve Venstre-politikerens immunitet, blandt andet med beskyldninger om, at der var tale om politisk forfølgelse af en politisk modstander.

    Det afviste Mette Frederiksen endnu engang fra talerstolen, hvor hun udtrykte stor ærgrelse over, at sagen er blevet "så politiseret".

    - At det er justitsministeren, der beslutter, om der skal rejses tiltale i sager om statens sikkerhed på baggrund af en indstilling fra rigsadvokaten, det er ikke noget, den her regering har fundet på. Det står i straffeloven.

    - Ingen kan være tjent med, at der gives næring til udokumenterede teorier, som risikerer at underminere tilliden til politiet og anklagemyndigheden. Derfor mener jeg, at det forløb, vi har været igennem, giver anledning til at overveje, om der fortsat skal være en særlig ordning med påtalekompetence for justitsministeren i de her sager.

    Det skal justitsministeren nu drøfte med Folketingets partier.

    • Det Radikale Venstres politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, og Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, morede sig ikke lige meget over en vittighed fra den konservative formand, Søren Pape Poulsen. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
    • Statsminister Mette Frederiksen og Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, morede sig over en for skribenten ukendt vittighed under debatten. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
    • Afslutningsdebatten bød også på snak i krogene mellem politiske modstandere. Her ses Nye Borgerliges leder, Pernille Vermund, og Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
    1 / 3
  44. I dag kl. 05:48

    Røde Kors og ukrainere gør status efter tre måneders krig: 'Vi bliver stærkere end før krigen'

    En udenlandsk Røde Kors medarbejder står foran en ødelagt bygning i den ukrainske by Irpin, hvor organisationen leverer mad og førstehjælp til indbyggerne. (Foto: ICRC © Ritzau Scanpix)

    For mange af os kan tre måneders forbipasseren føles som at blinke med øjnene. Men for millioner af ukrainerne har de sidste tre måneder haft en livsændrende betydning.

    Fra den 24. februar til den 24. maj er der nemlig tre måneder. Og i dag er det tre måneder siden, Rusland chokerede det meste af verden og gik ind i Ukraine.

    Tre måneder med krig markerer også tre måneder med humanitær krise i landet. Og nødhjælpsarbejdet vil minimum vare et par år endnu, vurderer Røde Kors Danmarks generalsekretær, Anders Ladekarl.

    Han og en række civile ukrainere gør status over de seneste 90 dage i det krigshærgede land.

    Det føles, som om i morgen måske aldrig kommer, og jeg er begyndt at forstå ideen med at leve nu og her.
    Victoriia, Civil ukrainer, Kyiv

    Da sirenerne lød for tre måneder siden, og de russiske styrker krydsede grænsen til Ukraine, var Røde Kors' opgaver nogle andre, end de er i dag, siger Anders Ladekarl og understreger, at det mildest talt har været nogle hektiske måneder.

    - Vi startede jo med en total panisk exodus af millioner af mennesker, der bare flygtede væk i frygten for, at Rusland skulle overtage landet hurtigt, siger han.

    - Så først var fokus på dem, der flygtede ud. De millioner, der stod i kø ved grænserne, og som havde brug for hjælp der.

    Sidenhen har flygtningestrømmene ændret sig til primært at foregå internt i Ukraine, så der i dag er otte millioner ukrainere, der er flygtet væk fra de områder, hvor der stadig er kampe, og til mere sikre områder i Ukraine.

    Det er nu blevet lettere i den forstand, at mange af de civile, der nu opholder sig i områder, hvor der er kampe, har fået lov til at flygte.
    Anders Ladekarl, generalsekretær, Røde Kors Danmark.

    I løbet af krigens første uger oplevede Anders Ladekarl og kollegerne, at situation blev mere stabil i takt med, at mange russiske soldater blev drevet væk fra centrale dele af Ukraine og nu primært befinder sig i de sydøstlige egne.

    - Vores hjælpearbejdsfokus er lige nu at hjælpe dem så meget som muligt til at klare sig i værtsfamilier og i et land, som er ramt af krig.

    - Den ændring har hele tiden betydet, at vores hjælpearbejdere har skullet tilpasse sig de forskellige strømme af flygtninge og den måde, krigen ret uforudsigeligt har udviklet sig på.

    Anders Ladekarl peger på, at Røde Kors' største udfordringer de sidste tre måneder har været en blanding af det enorme antal flygtninge, og at det flere steder var umuligt at få civile ud og nødhjælp ind i de mest krigshærgede byer.

    - Det er nu blevet lettere i den forstand, at mange af de civile, der nu opholder sig i områder, hvor der er kampe, har fået lov til at flygte, og derfor er det lettere at hjælpe dem. Men der er stadig store humanitære udfordringer, siger han.

    Spørger man ukrainerne selv om en form for tre-månedersstatus efter Ruslands invasion, så er der knapt så mange to-års planer. Tværtimod faktisk. Deres nye virkelighed har sat alt i perspektiv.

    Èn af de mange ukrainske stemmer, som vi her i DR har talt med i løbet af foråret, er Victoriia fra hovedstaden, Kyiv. Selvom lidt af hverdagslivet så småt er begyndt at vende tilbage i Kyiv, så bliver hun konstant mindet om, at krigen stadig raser.

    - Det føles, som om i morgen måske aldrig kommer, og jeg er begyndt at forstå ideen med at leve nu og her, siger hun til DR.

    - Jeg var normalt den type menneske, der kunne planlægge alt måneder frem, men i disse tider har jeg ikke kunnet planlægge bare en uge frem.

    29 årige Lesyk Yakumshuk skyndte sig hjem fra USA for at forsvare sit land, da krigen brød ud.

    Når 29-årige Lesyk Yakumshuk spoler tiden tre måneder tilbage, så er hans liv også markant anderledes ud. Han var på studieophold i den amerikanske delstat Ohio, da krigen brød ud, men skyndte sig hjem for at forsvare sit land.

    For ham har krigen betydet en erkendelse af, at det han rejste ud for, egentligt allerede var derhjemme.

    Det giver mig håb, at vi bliver stærkere, end vi var før krigen.
    28-årige Yana fra Kyiv

    - Jeg har ændret holdning - fra at prøve at finde noget godt uden for landet til at finde noget godt for mig selv inden for landet, siger han.

    Men krigen er også kompleks størrelse for Lesyk, fordi den både splitter og samler hans nye virkelighed i Ukraine. Splitter, fordi han engang ikke troede på våben og vold som løsningen:

    - Nu vil jeg have mine egne våben, og jeg vil lære at skyde for at kunne beskytte mig selv.

    Og samler, fordi han og Ukraine de sidste tre måneder er rykket sammen for at gå en fælles vej, siger han:

    - Krigen har gjort, at vi som samfund står sammen for at bevæge os fremad.

    "Styrke" og "sammenhold" går igen, når ukrainerne, DR har talt med, forsøger at beskrive de sidste måneders krig.

    For 28-årige Yana betyder det meget, at krigen, ifølge hende, har styrket Ukraines kultur og værdier.

    Den 44-årige fotograf Nick fra Kyiv synes, ukrainernes kampgejst viser "styrken i vores land, som aldrig før". Og 28-årige Yana glæder sig over, at krigen vil gøre det klart for alle, hvad Ukraines kultur, værdier og historie er.

    - Det giver mig håb, at vi bliver stærkere, end vi var før krigen. Jeg ser, hvordan ukrainsk kultur bliver genfødt, og jeg har håb for, at de næste generationer ikke glemmer, hvem vi er, og hvad Ukraine er, siger hun.

    Ukrainske Olena er flygtet flere hundrede kilometer til Dnipro fra det krigshærgede Mariupol, og hun tænker hver dag på sit gamle, smadrede hjem. Hun er så småt begyndt at acceptere, at virkeligheden er en anden nu end for tre måneder siden.

    Før Olena kan vende hjem til Mariupol skal russerne trække sig ud, krigen skal afsluttes og byen bygges op påny. Det skal blandt andre Røde Kors Danmark hjælpe til med.

    Olena er flygtet fra Mariupol til Dnipro, og prøver at fokusere på de små glæder i den nye hverdag. Forleden blev hun lykkelig for, at hun kunne fylde sin bil med benzin, der er en mangelvare i Ukraine.

    Anders Ladekarl forklarer, at der lige nu parallelt er en voldsom nødhjælpsoperation i krigsområderne, en flygtningeoperation for de intern fordrevne flygtninge og lidt genopbygningsarbejde, dér hvor folk er begyndt at vende tilbage.

    - For det første er det vores plan fremover at komme frem med hjælp til dem, der har allermest behov for det.

    Hjælpearbejdet er ikke noget, der er overstået, hverken i dag eller i morgen.
    Anders Ladekarl, generalsekretær, Røde Kors Danmark.

    - Og så er vi så småt begyndt på nogle genopbygningsaktiviteter. Vi har genetableret vandforsyninger i nogle af de byer, russerne har trukket sig ud af, og nogle er i gang med at fjerne miner.

    Lige nu går de planer to år ud i fremtiden. For Ukraine står over for enorme udfordringer, også når krigen en dag er slut, vurderer Anders Ladekarl.

    - Vi skal hjælpe de internt fordrevne, indtil de kan vende tilbage. Så bliver der et kæmpe genopbygningsarbejde, og det kan tage årevis, før det er på plads.

    - Hjælpearbejdet er ikke noget, der er overstået, hverken i dag eller i morgen, siger han.

    Om to-års planerne ender med at være tilstrækkelige afhænger af, hvordan konflikten udvikler sig, siger Anders Ladekarl:

    - Indtil videre har det være rigtigt svært at forudse, hvordan kampene og krigen udvikler sig, så derfor har vi hele tiden nødplaner i skuffen, så vi kan agere på næsten, hvilken som helst situation der måtte opstå.

  45. I dag kl. 05:44

    Forsvarsanalytiker om muligt dansk våbenbidrag: 'Et yderst slagkraftigt missil'

    Her ses et affyringssystem med Harpoon-missiler på den danske fregat Niels Juel. Billedet er taget i 2019. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    Omtrent 20 forskellige lande, heriblandt Danmark, har ifølge den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, annonceret nye militære bidrag til det ukrainske forsvar.

    Det skrev flere internationale nyhedsbureauer, heriblandt Reuters, i aftes.

    Beslutningen blev truffet ved et virtuelt møde mellem USA og en række allierede, hvor fokus var på at koordinere våbenleverencer til Ukraine.

    Ifølge den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, bidrager Danmark med en Harpoon-affyringsrampe samt missiler.

    Se klippet med den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, herunder.

    Ved en efterfølgende pressebriefing takkede han for Danmarks bidrag.

    - Jeg er særlig taknemmelig over Danmark, som i dag annoncerede, at man ville bidrage med en Harpoon-affyringsrampe og missiler, som skal hjælpe Ukraine med at forsvare sine kyster, sagde den amerikanske forsvarsminister.

    Forsvarsministeriet har dog i skrivende stund ikke bekræftet, at man sender en Harpoon-affyringsrampe og missiler til Ukraine.

    I en skriftlig kommentar til DR Nyheder udtaler forsvarsminister Morten Bødskov (S):

    - Det er ikke nogen hemmelighed, at vi donerer våben til Ukraine, og det koordinerer vi også med blandt andre USA og Ukraine. Jeg ønsker ikke at gå yderligere ind i spørgsmål om konkrete donationer.

    Forsvarsminister Morten Bødskov (S) vil mandag aften ikke komme specifikt ind på, hvad Danmark konkret vil donere af våben til Ukraine. (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix © Ritzau Scanpix)

    Heller ikke statsminister Mette Frederiksen (S) har endeligt bekræftet, hvilke militære bidrag Danmark sender mod Ukraine i denne omgang.

    - Der er tale om nogle af de våben, som Ukraine har efterlyst, og som er ret vigtige i den kamp, de kæmper, sagde Mette Frederiksen i et såkaldt doorstep i forbindelse med Folketingets afslutningsdebat mandag aften.

    Men hvis Danmark sender den omtalte Harpoon-affyringsrampe med dertilhørende missiler, som USA's forsvarsminister siger, til Ukraine, så er der tale om et langtrækkende missil, som kan volde stor skade.

    Det siger Mads Korsager, der er DR's forsvarsanalytiker.

    - Det er et ret slagkraftigt missil. Det har i lang tid stået ret højt på Ukraines ønskeliste, men det har været udenfor rækkevidde indtil nu.

    Det ikke er et våben, som Danmark har særligt mange af.
    Mads Korsager, DR's forsvarsanalytiker

    Ifølge Mads Korsager er Harpoon-missiler beregnet til til at angribe og nedkæmpe krigsskibe langt fra kysten. Og alt efter, hvilken type der er tale om, har missilerne en rækkevidde på op til flere hundrede kilometer.

    - Det virker på den måde, at missilet selv flyver ud til et bestemt område, hvor det så tænder for sin radar og derefter finder det skib, det skal jage. Missilet detonerer først, når det er et godt stykke inde i skibet, og det vil sige, at det har en ret stor effekt på målet.

    Danmark har haft det omtalte våbensystem i arsenalet siden 1970'erne, men det danske forsvar har det ikke liggende i overflod.

    - Det er vigtigt at lægge mærke til, at det ikke er et våben, som Danmark har særligt mange af. Så man er inde på en af de øverste hylder og give noget af de pænere eksemplarer i den danske forsvarssamling til det ukrainske forsvar, lyder det fra Mads Korsager.

  46. I går kl. 22:56

    Hverken stats- eller forsvarsministeren ønsker at gå i detaljer om dansk våbenbidrag til Ukraine

    I dag løftede den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, sløret for en ny, dansk våbenleverence til Ukraine.

    Ifølge ham består det danske bidrag af et missilsystem af typen "Harpoon" og tilhørende missiler, som skal bidrage til, at det ukrainske forsvar bedre kan forsvare landets kyster.

    På trods af at den amerikanske forsvarsminister åbent erklærede, hvad bidraget bestod af, har hverken statsminister Mette Frederiksen (S) eller forsvarsminister Morten Bødskov (S) ønsket at gå i detaljer med, hvad Danmark bidrager med.

    - Der er tale om nogle af de våben, som Ukraine har efterlyst, og som er ret vigtige i den kamp, de kæmper, lød det tidligere i dag fra Mette Frederiksen, der ikke ønskede at kommentere våbenleverancen yderligere.

    Det samme gør sig gældende for forsvarsminister Morten Bødskov.

    - Det er ikke nogen hemmelighed, at vi donerer våben til Ukraine, og det koordinerer vi også med blandt andet USA og Ukraine.

    - Jeg ønsker ikke at gå yderligere ind i spørgsmål om konkrete donationer, siger han i et skriftligt svar til DR.

  47. I går kl. 22:33

    Mette Frederiksen vil ændre justitsministerens rolle efter Claus Hjort-sag

    Statsminister Mette Frederiksen (S) lægger op til at ændre en central del af justitsministerens rolle i kølvandet på sagen om Venstre-politikeren Claus Hjort Frederiksen.

    Under Folketingets afslutningsdebat siger statsministeren fra talestolen, at hun overvejer at ændre justitsministerens påtalekompetence.

    Den betyder, at det er justitsministeren, der afgør, om der skal rejses tiltale i sager om overtrædelse af straffelovens paragraf 109 om uberettiget videregivelse af højt klassificerede oplysninger.

    Det besluttede justitsminister Mattias Tesfaye at gøre i Claus Hjort-sagen på baggrund af en indstilling fra Rigsadvokaten. Men et flertal i Folketinget afviste at ophæve Venstre-politikerens immunitet, blandt andet med beskyldninger om, at der var tale om politisk forfølgelse af en politisk modstander.

    Det afviser Mette Frederiksen fuldstændig, og hun ærgrer sig over beskyldningerne.

    - Det forløb, vi har været igennem, giver anledning til at overveje, om der fortsat skal være en særlig ordning med påtalekompetence for justitsministeren i de her sager, siger hun.

    Justitsministeren vil nu drøfte det med Folketingets partier.

  48. I går kl. 21:47

    Danmark besejrer stormagten Canada og øjner plads i VM-kvartfinalen

    (Foto: Vesa Moilanen © Lehtikuva)

    Inden mandagens VM-opgør mod Canada vidste det danske ishockeylandshold, at det hele gælder tirsdag, når de møder Slovakiet i den sidste gruppekamp. Det bliver en direkte duel om billetter til kvartfinalerne.

    Faktisk kunne de kun gøre tirsdagens opgave nemmere, for med et godt resultat mandag, behøver Danmark ikke slå Slovakiet i ordinær tid.

    Derfor kunne de gå frit og uimponeret på isen mod stormagten Canada, og Danmark var effektive fra begyndelsen. Scoringer fra Markus Lauridsen og Peter Regin sørgede for en overraskende føring på 2-0 efter første periode.

    Canada reducerede i løbet af anden periode, og dermed var der lagt op til stor spænding i den tredje og sidste.

    Her var det igen de danske drenge, der var hurtigst og bedst. De canadiske NHL-stjerner pressede på, men med mindre end otte minutter tilbage af kampen udbyggede Mathias Bau føringen til 3-1.

    Canada reducerede og spillede de sidste minutter uden keeper i jagten på en udligning, men det lykkedes ikke for forhåndsfavoritterne.

    Danmark møder Slovakiet i den sidste gruppekamp ved VM tirsdag klokken 15.20. Her gælder det efter mandagens sejr om at undgå nederlag i ordinær tid for at sikre videre kvalifikation til kvartfinalerne.

  49. I går kl. 21:27

    Kurt Cobain-guitar solgt for 31 millioner kroner

    Den blå 1969 Mustang Fender vises frem på Julien's Auction. (Foto: SplashNews.com © www.SplashNews.com 2022)

    Den guitar, som Nirvana-frontmand Kurt Cobain spillede på i musikvideoen til kæmpehittet "Smells Like Teen Spirit", er blevet solgt på auktion.

    Den blå 1969 Fender Mustang var vurderet til 600.00 dollar, men blev solgt for hele 4,5 millioner dollar - det svarer til 31,6 millioner kroner, skriver musikmagasinet Billboard.

    Den venstrehåndede guitar var en af rockikonets favoritter.

    - Det er ikke nemt at finde en venstrehåndet guitar til en rimelig pris. Men af alle guitarer i verden, så er Fender Mustang min favorit. Jeg har kun ejet to af dem, sagde Cobain i et af hans sidste interviews, skriver Billboard.

    Kurt Cobain begik selvmord i 1994, 27 år gammel.

  50. I går kl. 20:55

    Et år efter nedrykning er AC Horsens og Lyngby tilbage i Superligaen

    Mandag aften kunne Horsens' medrejsende fans fejre oprykning i Fredericia. (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)

    I første forsøg sikrer både AC Horsens og Lyngby tilbagevenden til landets bedste fodboldrække.

    Det står klart efter mandagens opgør i 1. division, hvor Horsens besejrede rivalerne fra Fredericia med hele 4-0, mens Lyngby spillede 1-1 på udebane mod Nykøbing FC.

    Selvom der stadig resterer en enkelt runde af sæsonen i 1. division er de to mandskaber ikke til at fange. AC Horsens fører rækkens oprykningsspil med 63 point og er skarpt forfulgt af Lyngbys 60 point.

    Hvidovre og FC Helsingør har i store dele af sæsonen været med i en tæt kamp om de to oprykningspladser, men kan ikke længere nå de to førende hold.

    Dermed er AC Horsens og Lyngby igen en del af Superligaens kampprogram, når den nye sæson sparkes i gang den 17. juli.

    De bytter plads med Sønderjyske og Vejle, der rykker ned fra Superligaen og skal forsøge sig med at returnere lige så hurtigt som årets to nyslåede oprykkere.

Mere fra dr.dk