Nyheder

BILLEDSERIE Kraftigt skybrud sætter København under vand

Overblik

  1. BILLEDSERIE Kraftigt skybrud sætter København under vand
    • Endnu en taxa i nød. (Foto: Anette Dich © DR)
    • Biler under vand på Lersø Park Allé. (Foto: Anette Dich © DR)
    • En kloak havde givet op på Lyngbyvejen i København. (Foto: Jens Astrup © Scanpix)
    • Igen er Ryparken Station sat under vand. (Foto: Jens Astrup © Scanpix)
    • Godt man ikke stod lige der. (Foto: Jens Astrup © Scanpix)
    • Også på Helsingørmotorvejen var den gal. (Foto: Jens Astrup © Scanpix)
    • Bil prøver at komme frem på Øster Farimagsgade i København. (Foto: Jens Astrup © Scanpix)
    • Man kan også prøve sig på cykel - modigt! (Foto: Jens Astrup © Scanpix)
    • Det kraftige regnvejr ramte Østdanmark natten til søndag. Bilisten her er netop kommet fri af vandet på Hensingørmotorvejen. (Foto: Jens Astrup © Scanpix)
    • Så kom den taxa ikke længere. (Foto: Jens Astrup © Scanpix)
    • Og taxachaufføren må hente sine ting. (Foto: Jens Astrup © Scanpix)
    • Tuborgvej er også blevet lukket efter uvejret. (Foto: Jens Astrup © Scanpix)
    • Lyngbymotorvejen er som sædvanligt spærret ved Hans Knudsens plads. (Foto: Jens Astrup © Scanpix)
    • Flere tog blev indstillet i nat. Her en ung pige, der skulle have været til Roskilde. Hun er strandet på Ryparken Station. (Foto: Jens Astrup © Scanpix)
    • Dagen derpå ved Oslo Plads på Østerbro. (Foto: Rosa Lüders Lindhardt © Brugerbillede)
    • Lyngbyvejen er lukket på grund af det kraftige skybrud. (Foto: Anette Dich © DR)
    • Man kan lige akkurat skimte en bil i vandmasserne. (Foto: Anette Dich © DR)
    1 / 17

    Biler under vand, kloakker, der har givet op og drivvåde københavnere.

    Himlen åbnede sig i nat over Østdanmark, og lokalt i Købanhavn faldt der mere end 100 millimeter regn i løbet af få timer.

    Det er især steder som Lyngbyvejen, Hensingørmotorvejen og indre Østerbro, der her dagen derpå fortsat er oversvømmet.

    Se de vilde billeder af oversvømmelserne i slideshowet i toppen af artiklen.

  2. Se videoen: Rumturister er tilbage på Jorden efter historisk mission

    Kapslen landede i god behold i havet ud for Floridas kyst. (Foto: SpaceX © Ritzau Scanpix)

    En rumkapsel med fire civile personer om bord er efter tre dages kredsløb om Jorden landet i god behold i havet ud for den amerikanske delstat Florida.

    Kapslen landede ved 01-tiden natten til søndag.

    Det er første gang i rumfartens historie, at en besætning uden rumerfaring har været sendt i kredsløb.

    Det var det det private rumselskab SpaceX, der sendte de fire afsted.

  3. To sidste palæstinensere fra storstilet fangeflugt er anholdt

    Israelsk politi har pågrebet to palæstinensere, der i begyndelsen af måneden flygtede i en storstilet fangelugt.

    Det skete i den østlige del af byen Jenin i Israel, oplyser politiet til nyhedsbureauet Reuters.

    De to flugtfanger var blandt de seks, der om natten 6. september gjorde en nærmest filmisk flugt fra det topsikrede Gilboa-fængsel i det nordlige Israel.

    De seks fanger - som delte en celle - havde efter sigende gravet en tunnel, de flygtede igennem i ly af natten.

  4. Australsk minister: Frankrig kendte til bekymring om ubådsordre

    Den australske regering havde informeret den franske regering "åbent og ærligt" om bekymringer vedrørende en milliardordre på undervandsbåde, inden kontrakten blev sløjfet tidligere denne uge.

    Det siger den australske forsvarsminister, Peter Dutton, til Sky News.

    - Antydninger om, at den australske regering ikke har givet udtryk for bekymringerne, er helt ærligt i strid med, hvad der er sagt offentligt over en længere periode, siger Dutton om ordren, der blev underskrevet i 2016.

    Udtalelsen kommer, efter Frankrig fredag tog det helt usædvanlige skridt at hjemkalde sine ambassadører i USA og Australien i protest mod en ny forsvarsalliance mellem USA, Storbritannien og Australien.

    Aftalen skaber utilfredshed fra fransk side, fordi USA overtager milliardordren på ubåde fra franskmændene.

  5. Søndagen byder på sol til de fleste

    Efter en grå og kedelig lørdag byder søndagen på noget mere glæde, hvis man da er til sol.

    Søndagen byder nemlig på tørt vejr og i løbet af dagen sol til de fleste, skriver Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

    Instituttet har dog svært ved at sige, hvor man specifikt kan regne med solen, så det er om selv at holde øje.

    Temperaturen sniger sig i dagens løb op på mellem 12 og 16 grader.

    Skal du på havet eller på cyklen er der ligesom i går stedvis op til frisk vind fra øst, på Bornholm op til hård vind fra nordøst.

  6. Demonstration foran den amerikanske kongres blev mindre end ventet

    Et skilt tårner op i demonstrationen. "Skyldig i at elske Amerika", står der på skiltet. Demonstrationen skulle blandt andet markere støtte til de, der blev fængslet efter stormløbet mod Kongressen i januar. (Foto: JONATHAN ERNST © Ritzau Scanpix)

    Politi og soldater fra Nationalgarden har stået klar i stort antal lørdag ved USA's kongresbygning i Washington D.C.

    Her havde Trump-tilhængere bebudet nye protester efter det voldsomme angreb, der fandt sted mod Kongressen 6. januar.

    Ifølge nyhedsbureauet Reuters dukkede mellem 100 og 200 demonstranter op med bannere og flag for at demonstrere for de personer, der stormede kongresbygningen for at bremse påstået valgsvindel, der skulle være skyld i, at republikaneren Donald Trump måtte afgive præsidentposten til den nuværende præsident, demokraten Joe Biden.

    Arrangørerne havde forventet 700 deltagere.

    Et stykke derfra blev der samtidig holdt en mod-demonstration.

    • Nogle hundrede demonstranter var ifølge Reuters mødt op for at demonstrere i den amerikanske hovedstad for at støtte de personer, der stormede kongresbygningen den 6. januar i år. (Foto: Michael Reynolds © Ritzau Scanpix)
    • Demonstranter klapper under demonstrationen. (Foto: GAMAL DIAB © Ritzau Scanpix)
    • Sikkerhedsopbuddet var stort for at sikre, at begge demonstrationer ikke udvikler sig problematisk. (Foto: Michael Reynolds © Ritzau Scanpix)
    • En demonstrant føres væk af politiet efter et skænderi med en moddemonstrant. (Foto: Michael Reynolds © Ritzau Scanpix)
    • En demonstrant (venstre) og en moddemonstrant (højre) håber af hinanden tæt ved demonstrationen på Capitol Hill i Washington D.C. (Foto: Michael Reynolds © Ritzau Scanpix)
    1 / 5
  7. Helikopter-redderen Jonas fik travlt, da alle skulle holde ferie i Danmark

    Som redder springer Jonas i havet, når en nødstedt skal fiskes op i helikopteren. Han mærker tydeligt, at corona-somrene bød på mange og nye opgaver for redningstjenesten. (Foto: Dennis Olsgaard © DR)

    Aldrig før har redningsberedskabet haft så travlt med at rykke ud til mennesker, der var i livsfare på vandet.

    Det viser nye tal fra Redningsrådet under Forsvarsministeriet, der registrerer og vurderer redningstjenestens indsats.

    Her kårer man coronasomrene i år og sidste år til en slags uofficiel sørednings-rekord.

    Antallet af alarmeringer bankede pludselig i vejret med 50 procent - til et niveau, der ikke er registreret før.

    - Danskerne blev hjemme i sommerferien i år og sidste år. Det betød også, at mange flere søgte mod de danske kyster og farvande. Derfor var der også flere, der pludselig kom i knibe, siger Dennis Virkelyst, teamleder i Forsvarsministeriet.

    Redningsberedskabet består blandt andet af Forsvarets grønne 'SAR-helikoptere' (Search And Rescue). Tre steder i landet står de klar til at rykke ud med kort varsel døgnet rundt.

    Kystredningstjenestens 21 stationer med redningsbåde er også en del af beredskabet. Sammen med Søværnet og andre statslige fartøjer, der er i nærheden, er det dem, der i første omgang rykker ud til nødsituationer på havet.

    På SAR-stationen i Roskilde dufter der af morgenbrød og friskkværnet kaffe. Det er besætningens yngste medlem, der skal sørge for at bage brød til crew’ets øvrige fem medlemmer.

    - Vi ser flere paddle- og SUP-boards ude langs kysterne. Der kommer også tit et nødkald på en havkajak, fortælleren redderen Jonas på 33 år, der er holdets yngste mand på denne vagt.

    Som redder er det ham, der har til opgave at hoppe i vandet og hjælpe nødstedte med at blive hejst i sikkerhed i helikopteren. Af sikkerhedsgrunde optræder han kun med fornavn her.

    Netop fritidsfartøjer som paddle- eller SUP-boards, surfere, mindre joller og kajakker træder frem i Redningsrådets statistik. Stigningen er også markant for helt almindelige badeulykker, der ikke involverer et fartøj.

    - Vi formoder, at en del af stigningen skyldes, at mange for første gang har investeret i lystfartøjer og derfor er nye og uerfarne på havet. Det medfører så, at der er større risiko for, at de kommer galt afsted, siger Dennis Virkelyst fra Forsvarsministeriet.

    Redningshelikopterens førstepilot genkender, at der er flere nybegyndere på vandet i år og sidste år.

    - Det er typisk tilfælde, hvor folk kommer ud på vandet og bliver overrasket over, at der måske er lidt fralandsvind eller en strøm, som de ikke er klar over påvirker dem. Så kommer de for langt fra land og har svært ved at komme ind igen, siger kaptajn og fartøjschef Brian med flyvernavnet 'BAF'.

    Kaptajn Brian med flyvernavnet 'BAF' er pilot på en af Forsvarets redningshelikoptere. (Foto: Dennis Olsgaard © DR)

    Det skete også for en 8. klasse fra Aalborg i sommerens løb. De var ude og prøve SUP-boards, men blev så overrasket af fralandsvinden ved Øster Hurup. Der blev slået stor-alarm, og alle eleverne blev reddet i land af redningsbåde fra blandt andet Grenaa.

    Jonas var med i redningshelikopteren, der også deltog i aktionen.

    - Eleverne var okay og blev stille og roligt samlet op af bådene. Vi lå oven over og "sweepede" og holdt øje med, om nogen pludselig fik brug for hjælp, fortæller Jonas.

    Én for én kommer besætningen ud af deres værelser på SAR-stationen i Roskilde. Stadig med tunge øjne. Det er en nyere beton-bygning, hvor værelserne åbner ud til et fællesrum med et køkken og et langt spisebord.

    I nattens løb var de på Bornholm for at hente en baby i kuvøse og var først hjemme kort før solopgang. For redningshelikopterne tager sig også af andre akutte opgaver, hvor regionernes lægehelikoptere er for små eller må give op på grund af dårligt vejr.

    Fartøjschefen fortæller, at de tydeligt har mærket, at coronaepidemien har ændret sommersæsonens vaner. Der er flere mennesker ved strandene og på havet.

    Det gælder også nybegyndere, der af nervøsitet ringer efter hjælp ved synet af en surfer, der er langt ude på havet.

    Antallet af falske alarmer er mere end fordoblet, hvilket Redningsrådet tilskriver trængslen på havet og ved strandene.

    - Det er strandgæster, der måske ikke er vant til at se den slags og tænker, at nogen har brug for hjælp, siger 'BAF'.

    - Så bliver vi kaldt ud, og ofte viser det sig, at folk ikke er i nød som sådan. Men så kan vi være i nærheden, indtil de selv er kommet ind. Andre gange har de brug for vores hjælp.

    - Men den dag de har, så er det godt, at vi er der. Når klokken går, så flyver vi, siger redderen Jonas.

    Besætningen på en af Forsvarets EH-101 redningshelikoptere, der rykker ud fra Roskilde Lufthavn. (Foto: Dennis Olsgaard © DR)

    Det er dog ikke alle flyvninger, der er grundløse. Siden 2016 er der i gennemsnitligt omkommet 19 personer årligt som følge af nødsituationer.

    Sidste sommer steg dødstallet med en tredjedel - til 26 personer.

    - Faren ved flere alarmeringer er, at ressourcerne bliver spredt mere tyndt ud, så vi eksempelvis skal prioritere mellem flere aktioner på samme tid en sommerdag, siger Dennis Virkelyst.

    - I værste fald kan det jo betyde, at nogen omkommer, fordi vi ikke når at komme derhen.

  8. Møns turistforening meldte protestskilte til kommunen: 'Vi har en bekymring, i forhold til hvordan turisterne opfatter plakaterne'

    Flere borgere på Møn har fået brev fra kommunen, hvor der står, at et skilt som dette skal pilles ned. Sker det ikke, vil kommunen gøre det på borgerens regning. (© (Privat foto))

    Kan et skilt med teksten 'Turister? Ja tak. Feriefabrikker? Nej tak,' få turister til at blive væk?

    Svaret på det er man ikke helt enige om på Møn, hvor en række borgere i den seneste tid har haft protestskilte stående i haven med netop ovenstående ordlyd, fordi de er utilfredse med Vordingborg Kommunes planer om at anlægge en feriepark på Møn.

    I sidste uge kom det frem, at den slags skiltning er ulovlig, fordi man ifølge naturbeskyttelseslovens paragraf 21 ikke må opsætte skilte i åbent land på den måde, og derfor har kommunen bedt borgerne fjerne dem fra haverne.

    En aktindsigt i kommunen viser, at Møn-Sydsjælland Turistforening har spillet en rolle i Vordingborg Kommunes påbud.

    Tilbage i januar rettede turistforeningen nemlig henvendelse til kommunen om protestskiltene, fordi man var bekymret for, at de kunne skræmme turister væk.

    Det bekræfter Simon Zachodnik, der er næstformand i Møn - Sydsjælland Turistforening.

    - Vi har en bekymring, i forhold til hvordan turisterne opfatter plakaterne, og derfor har vi rettet henvendelse til kommunen. Hvad kommunen vælger at gøre, vil vi lade være op til dem.

    - Vi har ikke klaget over skiltene, men blot ytret en bekymring om plakaterne.

    Ifølge Simon Zachodnik har mange gæster været forvirrede over, hvad skiltene betyder, og om det er et nej til turister, der lægges op til.

    - Personligt synes jeg, at vi skal gøre alt for, at vores gæster føler sig velkomne, og det synes jeg ikke umiddelbart, at skiltene bidrager positivt til.

    De sælger Møn og mønboerne. Og hvis man gør dem sure, man vil sælge, så har man en dårlig forretning.
    Jane Widtfeldt Meged, turismeforsker

    En af de mønboer, der har flere skilte stående på sin grund, er Benjamin Berner. Han er indehaver af Møn Is og selv med i byens handelsstandsforening, der sammen med turistforeningen udgør udviklingshuset House of Møn, hvor målet er at fremme turisme og handel på øen.

    Og han forstår altså ikke turistforeningens argument med, at det kan skræmme turister væk.

    - Det kan jeg ikke nikke genkendende til. Vi har nogle skilte med en glad sol, der siger ja tak til turister, siger Benjamin Berner.

    Tidligere har professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet Frederik Waage forklaret, at skiltning i det åbne land kan være lovligt i forbindelse med forskellige former for valg. Herunder kommunalvalg.

    Men kan et skilt i vejkanten med skriften 'Turister? Ja tak. Feriefabrikker? Nej tak,' skræmme turister væk? Det har vi spurgt Jane Widtfeldt Meged om. Hun er turismeforsker på Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet.

    - Jeg har det lidt svært med argumentet om, at det skulle skræmme turister væk, fordi der netop står 'turister ja tak'.

    Desuden kan turister godt lide at finde frem til de destinationer, hvor der ikke er "for mange af deres egen slags i forvejen".

    - Det med at finde steder, der ikke er turistet, og steder, som kan opfattes autentisk og lokalt, det er plusord for turisterne. Så at det skulle skræmme dem væk, tror jeg ikke, vurderer Jane Widtfeldt Meged.

    Møn er langt fra det eneste sted, hvor man skal forsøge at balancere mellem turisme og lokalbefolkning.

    - Helt generelt i Europa er der kommet en meget høj bevidsthed om, at man ikke vil acceptere en turismeudvikling, der ikke bliver styret. Og det er civile bevægelser, der går imod det, siger hun og nævner, at man særligt ser det i Sydeuropa, hvor lokale arbejder mod ukontrolleret turisme.

    Når vi snakker om konflikten på Møn, er det ifølge turismeforskeren oplagt at nævne "bæredygtig turisme", hvor kernen er, at turisme skal udvikles i pagt med lokalområdet og de lokale.

    - Turismen må ikke have en karakter, der giver varige negative ændringer for de lokales liv, siger hun.

    Netop derfor er det vigtigt, at man sørger for at høre og inddrage - i det her tilfælde mønboerne.

    - Dem, som bedriver og udvikler turisme, skal forstå, hvad det er for et produkt, de sælger.

    - De sælger Møn og mønboerne. Og hvis man gør dem sure, man vil sælge, så har man en dårlig forretning.

  9. Hele Danmarks Chris Anker Sørensen er død: 'Der er ingen trøst, kun kærlighed'

    Chris Anker Sørensen efterlader sig sin kone og to døtre. (Foto: BIDSTRUP STINE © Scanpix)

    Den tidligere cykelrytter Chris Anker Sørensen døde lørdag efter en trafikulykke.

    Han blev 37 år gammel.

    Chris Anker Sørensen blev påkørt under en cykeltur i Belgien, hvor han opholdte sig for at dække VM i landevejscykling. Han døde senere af sine kvæstelser.

    Hans aktive karriere som cykelrytter strakte sig fra 2005 til 2018, hvor han i størstedelen af perioden cyklede for Bjarne Riis' hold. Gennem karrieren nåede Chris Anker Sørensen at deltage i Tour de France fem gange, Vuelta a Espana fire gange og Giro d'Italia tre gange.

    Jeg kunne godt lide hans humor. Hans menneskelighed. Hans venlighed. Og hans viden. Han var en god fortæller.
    Jørgen Leth

    I sidstnævnte løb vandt Chris Anker Sørensen en af karrierens fem sejre, da han triumferede på femte etape. Mens han aldrig blev den mest vindende rytter, var han blandt de mest elskede.

    - Jeg kan slet ikke overskue denne aften. Forstår ikke hvordan noget så forfærdeligt kan ske.

    - Min ven og kollega og et af de bedste mennesker, jeg kendte, er ikke mere. Vi tilbragte 7 skønne timer sammen i aftes. Og nu ses vi aldrig igen. Jeg er i chok. Alle tanker til familien, skriver Dennis Ritter, cykelkommentator og kollega med Chris Anker Sørensen på TV 2, på Twitter.

    Her ses Chris Anker Sørensen fra da han var cykelrytter på Riwal CeramicSpeed Cycling Team. (Foto: Anthon Unger © Scanpix)

    Også Brian Nygaard, der i flere år var kollega med Chris Anker Sørensen i kommentatorboksen på TV 2, har udtrykt sin sorg på Twitter.

    - Søde, betænksomme, dygtige ven. Det er ubærligt at tænke på, at vi aldrig skal ses igen. Du var der altid for alle andre, selv når du gjorde de største ting for dig selv i dit liv og i din karriere. Hvil i fred, Chris Anker Sørensen. Der er ingen trøst, kun kærlighed, skriver Brian Nygaard.

    Efter karrieren som cykelrytter blev Chris Anker Sørensen ekspertkommentator hos TV 2, hvor han siden 2017 dækkede cykelsport for kanalen.

    I rollen som kommentator formåede Chris Anker Sørensen at kombinere sin store erfaring fra cykelsporten med stor fortællelyst og -talent.

    Chris Anker Sørensen har de seneste år været cykelkommentator for TV 2. Her ses han sammen med Jørgen Leth, Dennis Ritter og Rolf Sørensen under Tour de France 2017. (Foto: Bonnerup Claus © Scanpix)

    Chris Anker Sørensens tidligere holdkammerat Kurt-Asle Arvesen siger til norsk TV 2, at han er 'meget trist'.

    - Han var en utrolig god holdkammerat og en helt vidunderlig fyr.

    - Han var intelligent og inkluderende, og så havde han selvironi. Han blev meget populær i Danmark, og efter karrieren fik han lov til at arbejde videre med det, han bedst kunne lide, cykling. Det var han helt formidabel i at formidle, da han kommenterede, siger Kurt Asle Arvesen til norsk TV 2.

    Også Jørgen Leth begræder Chris Anker Sørensens død.

    - Det er frygteligt, at han skulle blive revet væk.

    - Jeg var kommentator sammen med ham i nogle år. Jeg kunne godt lide hans humor. Hans menneskelighed. Hans venlighed. Og hans viden. Han var en god fortæller, siger Jørgen Leth til Ekstrabladet.

    Chris Anker Sørensen efterlader sig sin kone og to døtre.

    Chris Anker Sorensen vandt fem professionelle sejre i sin karriere. Her vandt han en af de flottere på sjette etape af Dauphine Libere i 2008. (Foto: Laurent Cipriani © Scanpix)

    Blå bog

    • Alder: 37 år (død 18. september 2021).

    • Fødested: Hammel, Danmark.

    • Nationalitet: Dansker.

    • Civilstand: Var gift og efterlader sig to døtre.

    • Cykelkarriere som professionel:

    • 2007-2015: Tinkoff-Saxo.

    • 2016: Fortuneo-Vital Concept.

    • 2017-2018: Riwal.

    • Største resultater:

    • Dansk mester i linjeløb (2015).

    • Etapesejr i Giro d'Italia (2010).

    • Etapesejr i Dauphiné Libéré (2008).

    • Samlet 14.-plads i Tour de France (2012).

    • TV-karriere: Cykelekspert på TV 2 2017-2021.

    • Kilder: Procyclingstats.com, billedbladet.dk, tv2.dk og Ritzau.

  10. Kendte fragtfirmaer er ufrivilligt med i nyt svindelnummer

    Fragtfirmaer som GLS og UPS indgår i øjeblikket ufrivilligt i et udspekuleret svindelnummer på Facebook Marketplace og andre køb- og salgsportaler. (Foto: ASGER LADEFOGED © Ritzau Scanpix)

    "Jeg sender GLS til dig - og så får du pengene kontant, når de afhenter varen"

    Sådan en besked kan du for tiden modtage, hvis du sætter brugte ting til salg på køb- og salgsportaler som for eksempel Facebook Marketplace.

    Falske købere på Facebook Marketplace har flere gange forsøgt at narre penge fra Sylvia Jensen, der bor i Haderslev. Første gang var hun tæt på at hoppe i fælden, der ville have kostet hende flere hundrede euro, fortæller hun. (Foto: (privatfoto))

    En ny type netsvindel - eller såkaldt phishing - har set dagens lys. Her forsøger svindlerne at narre penge fra folk, der sælger brugte varer på nettet. Og for at skabe troværdighed udnytter bedragerne anerkendte fragtfirmaers navne i deres svindelnummer.

    Sylvia Jensen er en af dem, der er blevet spammet med næsten identiske beskeder fra svindlere, der udgiver sig for at være interesserede købere. Første gang er næsten et halvt år siden, hvor hun havde nogle ting til salg på Facebook Marketplace.

    - Jeg blev kontaktet af en mand, der skrev, at han havde travlt med sit arbejde og derfor ikke kunne hente varen selv. Men han ville sende en fragtmand fra UPS med en kuvert med penge. Og så skulle jeg sende varen retur med UPS, fortæller hun.

    Det lød rimelig troværdigt, når fragtfirmaet var involveret, tænkte Sylvia Jensen.

    - Jeg studsede egentlig ikke så meget over det. Jeg havde ikke lige hørt om leveringsmetoden før. Men UPS plejer jo at lægge navn til noget godt, så jeg tænkte, den var god nok.

    Men den var alt andet end god nok. Den falske køber sendte hende et link, hun skulle klikke på, før handlen gik igennem.

    - Han blev lidt truende, så der fik jeg mistanke om, at noget var galt.

    Jeg havde ikke lige hørt om leveringsmetoden før. Men UPS plejer jo at lægge navn til noget godt, så jeg tænkte, den var god nok.
    Sylvia Jensen, offer for svindel på Facebook Marketplace

    Sylvia Jensen åbnede mailen, og det var tydeligt for hende, at linket ville koste hende meget dyrt, hvis hun klikkede på det. I stedet slettede hun mailen og blokerede den falske køber.

    Sylvia Jensen er langt fra den eneste, der har været udsat for bedraget. Hos LCIK, der er politiets landsdækkende center for it-relateret økonomisk kriminalitet, modtager man et stigende antal anmeldelser af den her type online-svindel.

    - Metoden kan variere lidt, men bedragerierne foregår oftest ved at sælgere på forskellige samhandelssites bliver kontaktet af svindlere, der udgiver sig for at ville købe en vare. Sælgeren bliver herefter lokket til – typisk via et link – at overføre penge enten for fragten af varen eller for at få varen forsikret, siger politikommissær i LCIK Anders-Emil Kelbæk.

    Linket sender svindlerne gerne i en mail, der tilsyneladende kommer fra et kendt fragtfirma, og sælgeren bliver lovet, at vedkommende får pengene retur, når fragtmanden kommer. Og det er altså nok til, at folk hopper i fælden.

    - Man bruger de her kendte navne, så det ser mere troværdigt ud. De bliver bedre og mere udspekulerede - og så tilrettelægger de nogle svindelmetoder, som vi falder i, fordi de er sandsynlige.
    Ulla Malling, projektchef, Forbrugerrådet Tænk

    Ulla Malling, der er projektchef hos Forbrugerrådet Tænk, genkender også fupnummeret, der lige nu florerer på flere handelsportaler. Og hun er ikke overrasket over, at bedragerne nu bruger navne som GLS og UPS i deres svindelnummer.

    - Man bruger de her kendte navne, så det ser mere troværdigt ud. De bliver bedre og mere udspekulerede - og så tilrettelægger de nogle svindelmetoder, som vi falder i, fordi de er sandsynlige.

    Fragtfirmaet GLS er bevidst om, at deres navn i øjeblikket misbruges til at lokke penge op af folks lommer. Men de understreger, at GLS aldrig opkræver separat betaling.

    - Vi laver ikke direkte kontant salg til private. Private forsendelser skal altid bookes gennem vores online værktøjer. Så modtager en afsender besked om særskilt betaling, vil det være en phishing mail, lyder det i et skriftlig svar fra GLS.

    For et par måneder siden satte Sylvia Jensen en cykel til salg på Facebook Markedsplace. Og de falske købere begyndte hurtigt at henvende sig.

    - Jeg har fået de første otte-ti henvendelser på den her måde. Det er træls, at det ikke er noget, der kan gøres noget ved. De har jo slettet deres profil, inden man når at finde frem til dem, siger hun.

    Efter hun næsten gik i fælden første gang, er hun blevet mere mistænkelig overfor de henvendelser, hun får. Og hun ærgrer sig over, at man ikke kan stole på folk.

    - Man bliver rasende og frustreret. Og første gang blev jeg faktisk også flov over, at jeg var så dum, at jeg næsten faldt i sådan en fælde.

    Hun ville ønske, at Facebook ville advare brugerne af Facebook Marketplace, og hun undrer sig over, at man ikke får en advarsel, når man opretter en annonce på siden.

    I et skriftligt svar til DR Nyheder skriver Regitze Reeh, der er kommunikationschef for Facebook i de nordiske lande, at Facebook er klar over, at der foregår kriminalitet af forskellig art på deres platforme.

    - Vi tillader ikke misbrug af vores platforme og arbejder konstant på at imødegå alle former for svindel, herunder også ved at sætte hårdt ind over for for eksempel falske profiler. Vi opfordrer løbende vores brugere at styrke deres IT-sikkerhed ved at bruge de værktøjer, vi stiller til rådighed.

  11. De har ryddet bordet og vundet flere hundrede statuetter: Her er mine absolutte yndlings Emmy-slugere

    (Foto: Illustration: Nicolai Bruun)

    Den er stensikker hvert år.

    Når den fornemmeste seriepris, Emmy'en, skal uddeles, kommer vi serienørder ud af hulerne for at brokke os over, hvorfor det aldrig er vores yndlingsserier, der vinder alle de priser, de fortjener.

    Men det sker jo heldigvis også ret tit, at de serier og skuespillere, man elsker, rent faktisk vinder.

    Faktisk er en del af de serier, der har vundet allerflest Emmy'er, også blandt nogle af mine absolutte yndlingsserier – og som i den grad stadig er værd at gå i gang med.

    Så tjek lige, om en af dine yndlingsserier er med på listen over dem, der har vundet allerflest statuetter.

    Hvis ikke, kan du jo lade dig inspirere til enten at gå i gang med dem eller føje dig til koret, der beklager sig over, at det aldrig er de rigtige, der vinder.

    Jeg har valgt to af mine yndlingsskuespillere, en favoritkomedie- og en dramaserie, der hører til de største Emmy-slugere gennem tiden.

    Nederst i artiklen kan du se en mere komplet liste over de mest vindende serier gennem tiden.

    Julia Louis-Dreyfus har været nomineret 26 gange og vundet 11 Emmy'er. (© HBO Nordic)

    Du husker hende muligvis bedst som Elaine fra 'Seinfeld', men det var især med serien 'Veep', at Julia Louis-Dreyfus manifesterede sig som en af de største Emmy-darlings i historien.

    For nogle år siden var der en overgang, hvor jeg næsten var træt af at se Julia Louis-Dreyfus vinde Emmy'er.

    Men også kun næsten, da jeg elsker hende så meget – og de serier, hun har vundet for, er nogle af de bedste komedieserier, der nogensinde er lavet.

    Hun vandt prisen som 'Bedste kvindelige skuespiller' seks år i træk fra 2012 til 2017 for komedieserien 'Veep', hvor hun spiller den evige vicepræsident i en fiktiv, men uhyggeligt realistisk version af amerikansk politik.

    De fleste af årene vandt 'Veep' også for 'Bedste komedieserie', efter en årrække hvor 'Modern Family' virkede umulig at slå af pinden.

    'Veep' er i høj grad båret af Louis-Dreyfus' præstation, der var en af de få, der år efter år forenede kritikere og prisuddelingen, fordi der aldrig var nogen tvivl om, at hun, og en af verdens mest velproducerede komedieserier, fortjente sine statuetter.

    John Lithgow har været nomineret 12 gange og vundet seks Emmy'er. (Foto: NBC © Getty Images)

    John Lithgow er en helt vildt stærk birolleskuespiller. Han har en tendens til at stjæle de scener, han er med i med sin ekstremt venligt dominerende onkel-karisma.

    Han er også en af de få skuespillere, der gør sig næsten lige godt i komedier og drama.

    Man kan selvfølgelig diskutere, om han gav den lige en tand for meget i rollen som Winston Churchill i den fantastiske 'The Crown'. Måske spillede han næsten komedie, men den bemærkelsesværdige birolle var med til at cementere succesen tidligt for serien.

    Han var en af de største stjerner i første sæson af en serie, der nu er universelt elsket.

    Det til trods for, at mange var lidt forvirrede over første sæson – var det bare en dyr soap med trivielle kongelige intriger pakket meget flot ind?

    De fleste af Emmy'erne har Lithgow vundet for komedieserien 'Mælkevejen 1. th.', hvor han var nomineret fra 1996 til 2001 for 'Bedste mandlige hovedrolle' og vandt tre gange.

    Serien havde den skøre præmis, at en familie af rumvæsener forklæder sig som en kernefamilie på Jorden. Det var en af mine absolutte favoritter dengang.

    Den virker meget gammeldags efter nutidens standarder, da der er dåselatter og den stort set kun udspiller sig på én location.

    Men den bliver ofte nævnt, når man taler om, hvilke serier der kunne genoplives og genindspilles.

    'Game of Thrones' har i alt været nomineret 160 gange og vundet 59 Emmy'er. (© HBO Nordic)

    Fantasyserien 'Game of Thrones' om krig, magi og kærlighed i det fiktive Westeros er en vaskeægte Emmy-killer.

    Den løb over otte sæsoner og var nomineret hele 160 gange.

    Mange hardcore fans kritiserede seriens manuskript for at blive dårligere og dårligere skrevet, jo længere væk den kom fra George R.R. Martins forlæg. Alligevel blev serien kun mere populær for hver sæson. Den er stadig en af de største seriesucceser nogensinde.

    Med sit kæmpe karaktergalleri (som man skal passe på med at knytte sig for meget til) har serien hevet en masse skuespillerpriser hjem.

    Men 'Game of Thrones' har især gjort sig bemærket for et utal af tekniske priser for blandt andet kostumer, makeup og special effects.

    Tre af de 59 Emmy'er har serien dog også vundet i den helt store kategori, 'Bedste dramaserie'.

    'Saturday Night Live' har i alt været nomineret 296 gange og vundet 73 Emmy'er. (Foto: NBC © Getty Images)

    Sketchshowet 'Saturday Night Live' er en institution uden sidestykke i amerikansk kultur. Det er også en fuldstændig urørlig gigant, når det kommer til Emmy'erne.

    Showet har selvfølgelig også kørt siden 1975, hvilket giver en pænt stor fordel. Der er nok ikke nogen serie, der nogensinde kommer til at vælte 'Saturday Night Live' af pinden.

    Det er den faste vej for amerikanske komikere, der gerne vil blive til noget.

    Hvis man kan få lov til at skrive på 'Saturday Night Live', er der håb forude. Og senere i karrieren, kan man måske få lov til at være vært for en enkelt aften.

    Det er én af de største anerkendelser, man kan få i Hollywood.

    Comedygrupper som 'Lonely Island' og 'Wayne's World' fik deres gennembrud her.

    I Danmark lykkedes man delvist med at gøre dem kunsten efter i 'Live fra Bremen', ligesom komedieserien '30 Rock' har parodieret arbejdet bag scenen.

    Det er nok de færreste danskere, der ser showet fast, men prøv at finde et par af de bedste sketches på YouTube.

    Start for eksempel med klassikerne 'Dick in a Box' med Justin Timberlake, 'A Van Down By the River' eller min personlige favorit 'Friendos' om en rapgruppe, der går i terapi for at komme den giftige maskulinitet til livs.

    Så er du på vej ned i et kaninhul af snart halvtreds års comedy-guld.

  12. Venner og kollegaer sørger over Chris Anker Sørensens død: 'Det er ubærligt at tænke på, at vi aldrig skal ses igen'

    Chris Anker Sørensen er omkommet efter en trafikulykke i Belgien. Her ses han før starten på 1. etape af cykelløbet PostNord Danmark Rundt i Aalborg 1. august 2018. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    Chris Anker Sørensen har en særlig plads i hjertet hos mange danske cykelfans.

    Og nyheden om at den folkekære tidligere cykelrytter og kommentator lørdag har mistet livet i en tragisk ulykke i Belgien, hvor han var udsendt for TV 2 Sporten for at dække VM i landevejscykling, har efterladt venner, kollegaer og fans i chok.

    - Jeg kan slet ikke overskue denne aften. Forstår ikke hvordan noget så forfærdeligt kan ske. Min ven og kollega og et af de bedste mennesker, jeg kendte, er ikke mere. Vi tilbragte 7 skønne timer sammen i aftes. Og nu ses vi aldrig igen. Jeg er i chok. Alle tanker til familien, skriver Dennis Ritter, der var kollega med Chris Anker Sørensen på TV 2 Sporten, på Twitter.

    Foruden sine præstationer i cykelsportens verden og sine stærke evner som formidler af selvsamme verden mindes Chris Anker Sørensen også for sine menneskelige kvaliteter.

    - Søde, betænksomme, dygtige ven. Det er ubærligt at tænke på, at vi aldrig skal ses igen. Du var der altid for alle andre, selv når du gjorde de største ting for dig selv i dit liv og i din karriere. Hvil i fred, Chris Anker Sørensen. Der er ingen trøst, kun kærlighed, skriver Brian Nygaard, der i flere år var Chris Anker Sørensens kollega i kommentatorboksen på TV 2, på Twitter.

    Også blandt folk, der ikke kendte Chris Anker Sørensen personligt, er sorgen tydelig.

    - Det er ret tydeligt på folks reaktioner her til aften, at Chris Anker var en af de største sportsmænd, vi har i dette land. Ikke, fordi han vandt mest, men fordi han fik os til at smile og blive rørt. Om cykelsport og om livet. Det er en af de store, vi siger farvel til, skriver twitterbrugeren Mads Vendelin Olesen.

    Chris Anker Sørensen blev 37 år gammel. Han efterlader sig sin kone og to børn.

  13. Chris Anker Sørensen er omkommet efter ulykke

    Chris Anker Sørensen døde lørdag efter en ulykke. Han blev 37 år gammel. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix Denmark)

    Den tidligere cykelrytter Chris Anker Sørensen er død efter en ulykke. Han blev 37 år gammel.

    TV2 oplyser, at Chris Anker Sørensen var ude for en ulykke i Belgien, hvor han på en cykeltur blev påkørt af en bil. Senere døde han af sine kvæstelser.

    Chris Anker Sørensen arbejdede som cykelekspert på TV2, hvor han var udsendt til Belgien som en del af kanalens dækning af VM i landevejscykling.

    I sin aktive karriere som cykelrytter fra 2005 til 2018 kørte Chris Anker Sørensen 12 grand tours og blev i 2015 dansk mester i landevejscykling.

    - Det er med stor sorg, jeg har fået meddelelsen om, at vores gode kollega Chris Anker Sørensen er død.

    - Vores tanker og dybe medfølelse går til Chris Ankers familie, siger Frederik Lauesen, sportschef på TV2 til TV2.

  14. Seks betjente indlagt efter voldelige sammenstød med demonstranter i Melbourne

    En demonstration i Melbourne endte i voldelige sammenstød mellem politibetjente og demonstranter. (Foto: JAMES ROSS © Ritzau Scanpix)

    Seks betjente er indlagt med alvorlige skader og brækkede knogler, og 235 demonstranter er blevet anholdt, efter at en stor demonstration i Melbourne endte i voldelige sammenstød mellem demonstranter og politiet.

    Det skriver det australske nyhedsmedie news.com.au.

    Demonstranterne protesterede mod de massive og langvarige nedlukninger, som Melbourne har været pålagt som følge af coronapandemien.

    Mere end 2.000 australske betjente var på gaderne i forbindelse med demonstrationen, og det store politiopbud gav god mening. Demonstrationen tog nemlig en voldelig drejning, da flere hundrede demonstranter stormede politiet og blandt andet kastede med flasker og andre genstande efter betjentene.

    - Hvad vi så i dag var en gruppe demonstranter, der ikke var mødt op for at protestere for frihed, men simpelthen var mødt op for at slås med politiet, siger politichef Mark Galliot ifølge mediet.

    • Demonstranterne protesterede mod de massive nedlukninger, som Melbourne har været pålagt i forbindelse med coronapandemien. (Foto: William WEST © Ritzau Scanpix)
    • Demonstranterne stormede frem mod politiet og kastede glasflasker og andre genstande efter betjentene. (Foto: JAMES ROSS © Ritzau Scanpix)
    • Mere end 2.000 betjente var på gaderne i forbindelse med demonstrationen. (Foto: JAMES ROSS © Ritzau Scanpix)
    • En demonstrant bliver tilbageholdt af politiet. I alt er 235 blevet anholdt. (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)
    • Flere betjente er blevet indlagt efter voldelige sammenstød med demonstranterne. (Foto: William WEST © Ritzau Scanpix)
    1 / 5
  15. Nattelivet er tilbage: Gæsterne bruger flere penge end før corona

    Efter halvandet år med nedlukninger og restriktioner er nattelivet igen åbent.

    Det betyder, at vi igen kan danse, hygge, score, drikke og hvad der ellers hører til en god bytur.

    Og det lader det ifølge nye tal fra brancheforeningen Horesta og Danske Bank også til, at mange har gjort.

    Tallene viser, at der i forrige weekend blev brugt 49 procent flere penge end samme weekend i 2019 - altså før corona.

    I sidste weekend var tallet 19 procent højere end i 2019.

    Og det skaber både glæde og lettelse i branchen.

    - Det er virkelig tiltrængt. Vi har savnet gæsterne, og de her tal viser jo, at gæsterne helt tydeligt også har savnet os, siger Kirsten Munch Andersen, der er politisk direktør i brancheforeningen Horesta

  16. Valg til Dumaen: Klon-kandidater, store checks og fængslede modstandere

    (Foto: Yuri Kochetkov)

    Hvordan får man vendt en svigtende vælgeropbakning til en sikker valgsejr?

    Det kan politiske strateger få mange timer til at gå med at diskutere og lægge planer for.

    Og spørgsmålet har formentlig også været vendt en gang eller to i det russiske regeringsparti, Forenet Rusland, i slutspurten af valgkampen før det russiske parlamentsvalg på søndag.

    For partiet nyder ikke ligefrem overvældende opbakning. Men over det seneste år er den politiske virkelighed for oppositionskandidater i Rusland rykket op i en helt ny liga af besvær på grund af lovændringer, trusler om retsforfølgelser, anholdelser og diverse forbud.

    Derfor tør de fleste eksperter formentlig nok lægge hovedet på blokken og spå, at regeringspartiet stadig sidder tungt på magten i Dumaen på den anden side af søndag.

    Og dermed kan Forenet Rusland fortsætte med at være politisk gummistempel for præsidentadministrationens beslutninger.

    Men hvordan er det blevet så vanskeligt at være en del af den politiske opposition i Rusland? Det kan du få et overblik over herunder:

    Et maleri af oppositionsfiguren Aleksej Navalny bliver malet over i Sankt Petersborg. (Foto: VALENTIN EGORSHIN)

    Det seneste år har de russiske myndigheder slået hårdt ned på oppositionen, hvilket har betydet, at nogle af regeringens og præsidentens førende kritikere slet ikke kan stille op.

    Nogle er afvist som kandidater til et offentligt embede som følge af diverse juridiske stramninger, mens andre er rejst ud af landet efter trusler om retsforfølgelser og udsigten til fængselsstraf. Og så er der dem, der er blevet enten frihedsberøvet eller sendt i fængsel.

    Siden Ruslands førende oppositionsfigur, Aleksej Navalnyj, i januar blev idømt en fængselsstraf på knap tre år, har hans navn og anti-korruptionsorganisationen FBK nærmest fungeret som et slags dødskys for alle, der bare tilnærmelsesvis nærmer sig.

    Anti-korruptionsorganisationen blev i sommer stemplet som en ekstremistisk organisation, og det har betydet, at flere af dem, der enten har støttet Navalnyj eller været tilknyttet FBK, har trukket sig fra parlamentsvalget.

    Et par af dem kan du se i herunder:

    • Ljubov Sobol (tv.) trak sig som kandidat til Duma-valget i sommer. Hun har arbejdet som advokat for Navalnyjs antikorruptions-organisationen, men da den blev stemplet som "ekstremistisk", mente hun ikke længere, det var sikkert for hendes frivillige og samarbejdspartnere. (Foto: Shamil Zhumatov)
    • Den kendte politiker fra Moskva Ilja Jasjin måtte også trække sig fra valgkampen, da valgkommissionen knyttede ham til Navalnyj. Selv hævder Jasjin, at han aldrig har arbejdet for FBK, og at det derfor ikke var muligt for valgkommissionen at bevise det. Han mener i stedet, han er blevet forbudt at stille op udelukkende fordi han har udvist støtte til Navalnyj. (Foto: Sergei Karpukhin)
    • Oppositionspolitikeren Dmitrij Gudkov, der tidligere har siddet i Dumaen, har sagt, at efter myndighederne er begyndt at slå ned på oppositionen, er den efterladt med et valg: Eksil eller fængsel. Gudkov har valgt det første og forlod Rusland, da han frygtede, at der var ved at blive fabrikeret en kriminalsag mod ham. (Foto: VALENTYN OGIRENKO © Ritzau Scanpix)
    • Tidligere leder af Team Navalnyj i Moskva, Oleg Stepanov, er også blevet diskvalificeret fra at stille op til offentligt embede på grund af sit arbejde for FBK. Han er også blevet idømt et års såkaldt "begrænset frihed". Det var som straf for forbrudt sig mod coronavirus-restriktionerne, da han i vinter opfordrede til demonstrationer for Navalnyjs løsladelse.
    1 / 4

    Ifølge regeringspartiet drejer det sig dog blot om en håndfuld kandidater, og en repræsentant afviser over for BBC, at det har noget med deres politiske ståsted at gøre. Tværtimod handler det om, at de kan være en del af en kriminel efterforskning, forlyder det.

    Ifølge en rapport fra den uafhængige valgobservatør Golos er der også markant flere kandidater, der er faldet fra i år sammenlignet med 2016.

    - Anti-ekstremisme-lovgivningen er blevet et belejligt værktøj for myndighederne til tilfældigt at luge ud i oppositionspolitikerne, står der blandt andet i rapporten.

    Præsident Putin har godkendt, at der vil være en check på vej til mange pensionerede russere. (Foto: Alexander Shcherbak)

    For lidt over 14 dage siden var der godt nyt til dem, der arbejder inden for det russiske politi, anklagemyndighed, militær, brandvæsen eller som nyder sin pensionisttilværelse.

    Præsident Putin har nemlig godkendt, at regeringspartiet kan udbetale en check på op til 15.000 rubler svarende til cirka 1.300 kroner til lige netop de grupper af borgere.

    Checken skal dække de sociale behov hos statsansatte og pensionisterne, hvoraf mange kæmper med inflationen og de stigende priser på fødevarer.

    Betalingen er dog blevet kritiseret for at være et sidste øjebliks-forsøg på at købe loyalitet og stemmer blandt eventuelle tvivlere blandt kernevælgerne. For tilbage i 2018 gennemførte Putin en omfattende reform, der hævede pensionsalderen. Putins måske mest upopulære politiske beslutning førte til månedlange demonstrationer over hele landet, og han endte med at justere loven, der førte til et fald i præsidentens popularitet.

    Der er omkring 40 millioner pensionister i Rusland, og det er de mest engagerede vælgere. Blandt de yngre vælgere peger flere målinger på, at utilfredsheden og apatien er ved at sætte ind over det politiske system, der for manges vedkommende kun har haft en leder.

    Boris Visjnevskij (Foto: OLGA MALTSEVA © AFP or licensors)

    Hvis man i forvejen som vælger kan synes at det med kende kandidaterne fra hinanden er lidt forvirrende, risikerer forvirringen at være total for vælgerne i Sankt Petersborg.

    En af oppositionskandidaterne for det socialliberale parti, Jabloko, der genopstiller til det lokale byråd, hedder Boris Visjnevskij. Han er velkendt i byen, skriver blandt andet klummer i den uafhængige avis Novaja Gazeta, han er 65 år gammel, har et lidt rundt hoved, er let skaldet og har gråsort skæg.

    Men i løbet af valgkampen har han fået to modkandidater, som kan ses ved siden af ham på officielle valgplakater. De hedder også Boris Visjnevskij.

    De ligner ham til forveksling, er henholdsvis 43 og 59 år gamle og har det til fælles, at de indtil for nylig hed noget andet.

    Den ene går under navnet Viktor Bykov og er tilknyttet regeringspartiet Forenet Rusland. Den anden er tidligere sælger og kendt under navnet Aleksej Sjmeljov.

    - De her er jo ikke på stemmesedlen for at blive valgt eller præsentere et politisk program, men for at forvirre vælgerne. De har ikke bare ændret deres navn, de har også ændret deres udseende, siger Boris Visjnevskij fra Jabloko-partiet til nyhedsbureauet Reuters.

    - Sikke mange Visjnevskij'er, skriver politikeren muntert her i et opslag fra kampagnen:

    Strategien med at søsætte "klon-kandidater" for at suge vælgere har eksisteret i mange år.

    Sankt Petersborg er ikke det eneste sted, hvor flere kandidater med samme navn og til forveksling samme udseende optræder på valgplakaterne.

    Også ved det forrige valg var der "klon"-kandidater på spil. Ifølge Jekaterina Lebedeva, en tidligere kandidat til den lovgivende forsamling i selvsamme Sankt Petersborg, tabte hun valget i 2016 til en anden kandidat ved navn Lebedeva, og hun er ikke i tvivl om hvordan:

    - Jevgenia (Lebedeva) tog omkring 30 procent af mine stemmer. Hun stod på linjen over mig på stemmesedlen, og mine vælgere tog fejl, siger hun til Radio Free Europe.

    App'en hvor man kan tilgå den taktiske afstemning. (Foto: Uncredited)

    Selvom regeringspartiet sidder på magten i Dumaen, er det alligevel lykkedes oppositionspartierne at vinde vigtige poster rundt om i landet de seneste år.

    Et forsøg på at styrke og fastholde den mulighed er blandt andet strategien om såkaldt taktisk afstemning, som Aleksej Navalnyj og en række andre oppositonsfigurer lancerede for nogle år tilbage. Ideen er at samle alle stemmer bag den kandidat, der har størst chance for at slå kandidaten fra Forenet Rusland.

    Det har været organiseret gennem en app, som man frit har kunnet finde på internettet. Men ikke med regeringens gode vilje.

    For landets medietilsyn har blokeret en række websites knyttet til Navalnyj og app'en og også forsøgt at få den føromtalte app fjernet fra tech-giganterne Google og Apples butikker.

    Tilsvarende har myndighederne også bedt Google og det russiske Yandex sørge for, at den ikke dukker op i søgninger.

    Holdet bag Navalnyj og den taktiske afstemning har indtil i onsdags holdt igen med at offentliggøre, hvilke kandidater som er udpeget til at være "modstandskandidaterne" til regeringspartiet af frygt for, at de også ville blive fjernet fra listen inden søndagens valg.

  17. Nattelivet er tilbage: Gæsterne går oftere i byen, kommer tidligere og bliver længere

    De lange køer fra teststederne er rykket ud foran natklubberne, der har været åbne siden starten af september. Her ses klubben Rumors i hjertet af København natten til fredag 3. september. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Ritzau Scanpix)

    De seneste weekender har festglade danskere haft det som køer tilbage på græs.

    Efter halvandet år med nedlukninger, restriktioner, coronapas og så videre, kan vi igen danse, hygge, score, drikke, og hvad der ellers hører til en god bytur.

    Og den mulighed har mange taget rigtig godt imod, viser tal fra brancheforeningen Horesta og Danske Bank.

    Ifølge tallene blev der i forrige weekend brugt 49 procent flere penge end samme weekend i 2019. I sidste weekend var tallet 19 procent højere end i 2019.

    Og det skaber ikke overraskende både glæde og lettelse i branchen, siger Kirsten Munch Andersen, der er politisk direktør i brancheforeningen Horesta.

    - Det er fantastiske tal, og det er et virkelig stærkt comeback, branchen har lavet. De har nu siddet på bænken i mere end halvandet år, så det er virkelig tiltrængt. Vi har savnet gæsterne, og de her tal viser, at gæsterne også har savnet os.

    Coronakrisen har dog gjort, at det er et lidt anderledes klientel, der vælter ud i nattelivet.

    - Der er jo ikke nogen udenlandske gæster, så det er primært danskerne, der kommer, siger Kirsten Munch Andersen.

    Sådan her så det ud i København natten mellem fredag og lørdag, da natklubberne igen kunne lukke dørene op:

    Horesta vurderer, at coronalukningen har kostet branchen op mod to milliarder kroner, og derfor falder de flotte salgstal fra genåbningen på et tørt sted.

    Og coronakrisen har da også kostet både tid, penge og energi, fortæller Jonathan Grumme, driftdirektør i Rekom, der er Danmarks største nattelivskoncern.

    Derfor er lettelsen også til at spore efter nogle travle dage i barerne og natklubberne.

    - Vi kan se, at folk har savnet os, oplevelserne, festen og dansen helt vildt. Og det er meget, meget positivt. September har været en god måned indtil videre også sammenlignet med før coronakrisen i 2019, siger Jonathan Grumme.

    Han kan ikke komme med præcise tal for genåbningen, men Rekom kan "genkende tallene fra Horesta."

    Glæden har været stor siden genåbningen af nattelivet. (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © DR)

    Kort sagt går gæsterne oftere i byen, de kommer tidligere og går senere, fortæller Jonathan Grumme.

    - Der er helt konkret en øget trafik i tidsrum, hvor vi måske tidligere har haft lidt mindre trafik.

    Om gæsterne også lige køber en flaske bobler eller en bakke shots mere til vennerne end tidligere, kan dog ikke ses i tallene.

    Rekom ejer knap 200 barer og natklubber i Danmark, Norge, Finland, Wales, Skotland og England.

    I England genåbnede man allerede natklubberne 19. juli, der blev kaldt 'Freedom Day'. Og her så man også, at der simpelthen blev brugt flere penge i byen, hvilket er fortsat i månederne efter, forklarer Jonathan Grumme.

    • Natklubben Oval Space i London. (Foto: NATALIE THOMAS © Ritzau Scanpix)
    • Natklubben Oval Space i London. (Foto: NATALIE THOMAS © Ritzau Scanpix)
    • Natklubben Oval Space i London. (Foto: NATALIE THOMAS © Ritzau Scanpix)
    • Natklubben Oval Space i London. (Foto: NATALIE THOMAS © Ritzau Scanpix)
    • Natklubben Oval Space i London. (Foto: NATALIE THOMAS © Ritzau Scanpix)
    • Natklubben Oval Space i London. (Foto: NATALIE THOMAS © Ritzau Scanpix)
    1 / 6

    Og han håber selvfølgelig, at gæsterne bliver ved med at strømme ud i nattelivet herhjemme.

    - Efter halvandet års nedlukning er der også lidt, der skal indhentes, så det ville være meget positivt, siger Jonathan Grumme.

    Selvom der altså ikke kun er glædesdans på dansegulvet, men også i branchen, har genåbningen ikke været uden udfordringer.

    Ifølge Kirsten Munch Andersen fra Horesta mangler der nemlig en masse hænder til at servicere de mange gæster.

    - Det her erhverv er åbnet som et af de allersidste, så de står med en kæmpe udfordring i forhold til mangel på arbejdskraft. Vores medarbejdere er vores allervigtigste råvarer, siger hun.

    Vi er åbne, vi har alt personale tilbage, og vi håber, at det fortsætter. Vi ved godt, at det bliver hverdag igen, men lige nu nyder vi det bare.
    Jonathan Grumme, Rekom

    Hos Rekom ser det dog "fornuftigt ud", når det kommer til medarbejdere, fordi man har brugt meget energi på at fastholde de ansatte, siger Jonathan Grumme.

    - Vi er ikke helt på 100 procent, men vi har de hænder, der skal til for at håndtere travlheden.

    Og når det kommer til fremtiden, har både Horesta og Rekom da også ro i maven, selvom der til tider er bekymring for nye coronabølger- og varianter.

    - Jeg har ro i maven i forhold til, at vi har fået kontrol over coronaepidemien, så vi kan få vores hverdag tilbage og dermed forretningen på benene igen, siger Kirsten Munch Andersen og bliver bakket op af Jonathan Grumme.

    - Vi er åbne, vi har alt personale tilbage, og vi håber, at det fortsætter. Vi ved godt, at det bliver hverdag igen, men lige nu nyder vi det bare.

  18. Socialdemokratiets kongres: Røde roser, opbakning - og små ridser i lakken

    Statsminister Mette Frederiksen fik bifald af Socialdemokratiets medlemmer på kongressen - en festdag i et parti, hvor det går godt, og et parti, der har spillet ud med bud på en stor reform. Men også hvor ikke alle var helt enige i reformens delelementer. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    Der var ikke lagt op til den store ballade eller dramatik i Aalborg kongrescenter. Der er god vind i de socialdemokratiske sejl i meningsmålingerne, og blandt de delegerede til dagens arrangement var der tydeligvis lettet stemning og glæde over, at partiets 150-årsjubilæum ville blive fejret sammen - i fællesskab med sang - og ikke bag coronavenlige skærme.

    Rosende ord til partiets ledelse - og særligt statsminister Mette Frederiksens indsats - var der mange af fra de delegerede. Blandt andet oven på det netop præsenterede reformudspil. Men på trods af det var der flere emner, der gik igen under debatten, som viste sig som små revner i den brede mur af roser.

    Her får du overblikket over, hvad der fyldte på førstedagen af Socialdemokratiets årlige kongres:

    Statsminister Mette Frederiksen på talerstolen i Aalborg. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    - Jeg fatter ikke jeres retorik.

    Sådan indledte delegeret Nini Oken, formand for Ribe partiforening, sin kritik af regeringens udlændingepolitik fra talerstolen.

    - Jeg fatter ikke jeres retorik. Jeg har kendskab til så mange flygtningefamilier, hvor det går godt. De taler dansk, de arbejder, nogle er selvstændige. Andre er på arbejdsmarkedet, sagde hun.

    - Nu er det syriske flygtninge, som I er vilde med at sende tilbage til et sted, hvor der er mega-utrygt. Vil de ikke hjem, så sender I dem til et udslusningssted, hvor de ikke bidrager til samfundet. Hvorimod havde de beholdt lejlighed og job, havde de bidraget til velfærdssamfundet, sagde hun.

    Og Mette Frederiksen og særligt udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye fik kritik for at lægge mere fokus på at sende syrere hjem end at hjælpe dem.

    - Du får det til at lyde, som om jeg står op om morgenen og er helt vildt for at sende flygtninge tilbage til Syrien. Nej, sagde Mette Frederiksen.

    - Hverken Tesfaye eller jeg selv er helt vilde for at sende syrere hjem. Vii bliver nødt til at holde fast i, at flygtninge, der hjælpes, skal have et reelt beskyttelsesbehov. For den her verden bliver ved med at producere flygtninge, sagde Mette Frederiksen.

    Mette Frederiksen udtalte en bekymring for klimaet i sin formandstale.

    - Klimakrisen er en af vores generations største udfordringer, sagde Mette Frederiksen og henviste blandt andet til sommerens store oversvømmelser i Tyskland.

    Regeringens støttepartier har flere gange kritiseret den for at være for lidt ambitiøs på klimafronten, og nu skruede statsministeren op for Danmarks ansvar.

    - Med rapporten fra FN’s klimapanel, IPCC, står det klart, at selv de lande, der er nået langt, skal gøre mere, end de gør i dag. Det gælder også for Danmark, sagde hun.

    Og så talte hun om sit mål med landbrugsforhandlingerne, der er i gang på Christiansborg.

    - Landbruget skal være omfattet af et bindende reduktionsmål, siger hun. Her har de blå partier lagt op til et reduktionsmål, som ikke er bindende.

    Statsministeren sendte også en hilsen til de unge i den forbindelse.

    - De unge har vist os andre, at klimaet skal være helt i toppen af dansk politik, sagde hun.

    Regeringen har i sin reformpakke lagt op til, at der skal sættes penge af til at opbygge klimaerhvervsskoler, der skal huse uddannelser i grøn omstilling.

    Står det til regeringen, så skal dimittendsatsen - dagpengene til ledige nyuddannede - sænkes med omkring 4.000 kroner om måneden. Men det var ikke alle delegerede lige tilfredse med.

    Det gjaldt blandt andre Maria Kornbæk (i videoen), der stiller op til kommunalvalget i Københavns Kommune, hvor mange unge bor.

    Men det er vigtigt at gøre noget ved, at dimittender fylder mere og mere i ledighedsstatistikken, sagde Peter Hummelgaard, beskæftigelsminister, i sin tale.

    Frederik Vad Nielsen, formand for DSU. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    - Vi kan være stolte af vores hovedstad, lød det i statsministerens tale med en lovning om, at der dér skal investeres i nye idrætsfaciliteter.

    På det seneste har der lydt kritik af decentraliseringen - blandt andet nye nærpolitistationer og regeringens beslutning om udflytning af uddannelser væk fra hovedstaden og til mindre byer.

    Og så vil statsministeren væk fra retorikken om en konflikt mellem by og land.

    - Jeg ved, hvor meget det betyder for Struer med et lokalt politi. Men ved I hvad? Det betyder lige så meget på Amager. Også her er politiet lukket ned. Nu bringer vi det tilbage, sagde hun.

    Fra flere i Socialdemokratiets ungdom (DSU) lød det, at der skal prioriteres billige boliger til unge. Det kan ikke være rigtigt, at unge kun kan flytte hjemmefra i en forældrekøbt lejlighed, sagde DSU-formand Frederik Vad Nielsen.

    - Hvor umyndiggørende er det? sagde han.

    Og her lovede Mette Frederiksen i sin tale et kommende boligudspil, der skal sikre netop det - billigere boliger til almindelige mennesker.

    En lille håndsrækning frem mod kommunalvalget, mener Christine Cordsen, der er DR's politiske korrespondent. I alt 46 borgmestre og fire regionsformænd er socialdemokrater.

    Et af regeringens prestigeprojekter - retten til tidlig tilbagetrækning, også kaldet Arne-pensionen - er blevet udfordret. Tal fra Beskæftigelsesministeriet har vist, at 25 procent af dem, der har fået behandlet deres ansøgning om tidlig pension, ikke har nok registreret beskæftigelse til at få adgang til ordningen.

    Det er nemlig noget af et papirarbejde at dokumentere hele sit lange arbejdsliv, har Jyllands-Posten for nylig beskrevet. Ansøgere har måttet gå til Rigsarkivet for at få dokumentationen på plads, og ventetiden lyder på måneder.

    Det problem skal løses, sagde Mette Frederiksen. Men hun står fast på, at dokumentationskravet er nødvendigt.

    - Når man indfører en ret, skal det også kunne dokumenteres. Det er der nogle lønmodtagere, som har let ved, og så er der andre, der har sværere ved det, sagde hun.

    Statsministeren talte om arbejdsudbuddet. Også det er en del af den reformpakke, regeringen for nylig har spillet ud med. Her vil regeringen blandt andet indføre en 37 timers arbejdspligt til folk, der ikke er integrerede, og det har skabt debat.

    - Alle, der er i Danmark, skal bidrage positivt til dansk økonomi, sagde Mette Frederiksen.

    - Jeg ved godt, at nogle borgmestre er kritiske over for det her forslag. Men det er et faktum, at flere er kommet hertil, end hvad integrationen har kunnet bære, sagde hun.

    Det er ikke alle socialdemokrater, der er tilfredse med det forslag. Under dagens debat nævnte flere af de delegerede på talerstolen, at nyttejob er en "lappeløsning".

    - Hvis vi presser dem for meget, bliver de sygemeldt, sagde H. C. Østerby, borgmester i Holstebro.

    Men ifølge Mette Frederiksen er det væsentligt, at den gruppe bidrager til samfundet.

    - Det nytter ikke, at der er så mange, der kan arbejde, der ikke møder ind, sagde hun også med øje på udlændingepolitikken.

    - Der er flere kvinder fra Syrien i Danmark, der ikke er i arbejde, end der er i arbejde, sagde hun.

  19. Italien rykker et stort skridt nærmere at legalisere cannabis

    I løbet af blot en uge har en halv million italienere skrevet under på en underskriftindsamling i håb om at få afkriminaliseret cannabis i landet, skriver Ritzau.

    Og legaliseringen kan være kommet et stort skridt nærmere. De 500.000 underskrifter betyder nemlig, at spørgsmålet nu kan afgøres ved en folkeafstemning.

    - Dette er en usædvanlig dag, ikke bare for organisationen bag, men også for borgerne, siger den tidligere udenrigsminister og forhenværende EU-kommissær Emma Bonino ifølge Ritzau.

    Hun regner sig blandt tilhængerne af forslaget, der går ud på at afkriminalisere cannabis, både ved køb og salg og ved dyrkning af cannabisplanter.

    Det er nu Italiens øverste domstol, som skal afgøre, om alle formaliteter er i orden for en folkeafstemning.

  20. Stjerner fra Netflix-hit mærker forventningspresset: 'Jeg bearbejder stadig, hvor meget mit liv har ændret sig'

    I anledning af premieren på tredje sæson af 'Sex Education' har vi talt med skuespillerne Ncuti Gatwa og Aimee Lou Wood, som spiller henholdsvis Eric Effiong og Aimee Gibbs. (Foto: David M. Benett © 2019 David M. Benett)

    Sex, skænderier, forelskelser, break-ups, nye venskaber, overgreb, tårer, kliker og meget mere sex.

    Sådan lyder opskriften på en af tidens hotteste ungdomsserier - 'Sex Education' - hvor man følger teenagelivets mange op- og nedture hos eleverne på den fiktive, britiske skole Moordale.

    Siden premieren på første sæson i 2019 er komedie- og dramaserien blevet en af Netflix' mest populære egenproducerede serier med 40 millioner seere på verdensplan.

    Her har man blandt andet kunnet følge med i Otis og Maeves sexklinik, der har ført til mange sjove og rørende episoder, Erics accept og stigende stolthed over sin homoseksualitet, Aimees kamp for at komme sig over et seksuelt overgreb og Otis' mor, Jean, der både skal holde styr på sine mange mænd samtidig med, at hun kæmper for en sexualundervisning, der opfylder nutidens standarder.

    Her ses de mest fremtrædende skuespillere i Netflix-hittet 'Sex Education'. Fra venstre mod højre er skuespillerne Gillian Anderson, Asa Butterfield, Emma Mackey og Ncuti Gatwa. (Foto: David M. Benett © 2020 David M. Benett)

    Nu er tredje sæson – efter en ni måneder lang coronaforsinkelse – endelig landet på streamingtjenesten.

    Og der er sket meget, siden vi slap de sjove og liderlige teenagere og deres forældre.

    Otis (Asa Butterfield) har fået en kæreste - og et tyndt, tyndt overskæg, Eric (Ncuti Gatwa) og Adam (Connor Swindells) gør deres forhold offentligt, Jean (Gillian Anderson) skal have en baby, og Aimee (Aimee Lou Wood) opdager feminisme og bager vulva-cupcakes i lange baner.

    Og så har Moordale fået en ny forstander. Hun hedder Hope, og spilles af 'Girls'-stjernen Jemima Kirke.

    Hope har store ambitioner om at få Moordale tilbage på rette kurs. Det indbefatter blandt andet skoleuniformer og en "seksualundervisning", der går på afholdenhed. Og som du nok næsten kan regne ud, er eleverne ikke udpræget begejstrede.

    Aimee Lou Wood spiller rollen som Aimee Gibbs, der blandt andet bliver udsat for et seksuelt overgreb i en bus i sæson to. Den episode trækker også tråde ind i den nye sæson. (Foto: Sam Taylor/Netflix © Netflix)

    I anledning af premieren på tredje sæson fik dr.dk audiens hos skuespillerne Ncuti Gatwa og Aimee Lou Wood, som spiller henholdsvis Eric Effiong og Aimee Gibbs.

    Herunder fortæller de to britiske skuespillere blandt andet om, hvilket forventningspres der følger med, når man er en del af en så succesrig serie, om deres karakterers udvikling, og hvorfor repræsentation af minoriteter er så vigtigt.

    Hej! Tak, fordi I tager jer tid til at snakke med mig. Hvordan er det at være en del af en så succesfuld serie?

    Hvad ser I som seriens helt store styrker?

    Aimee Lou Woods karakter udsættes i sæson 2 for en seksuel krænkelse i bussen, hvilket sætter dybe spor i serien.

    Aimee, din karakter har det stadig svært efter det seksuelle overgreb, hun blev udsat for i en bus i sæson to. Var det en pointe for jer at vise, at seksuelle overgreb kan have langvarige konsekvenser?

    Ncuti Gatwas karakter, Eric, kæmper i serien med sin egen families accept af at være homoseksuel, men finder sig mere og mere til rette på skolen - som her, hvor han er til fest på skolen. (Foto: Jon Hall/Netflix)

    Ncuti, hvilken udvikling gennemgår din karakter, Eric, i tredje sæson?

    I har begge udtalt i tidligere interviews, at repræsentation i medier er utroligt vigtigt. Uddyb lige, hvorfor det er så vigtigt?

    Tredje sæson af 'Sex Education' kan ses på Netflix fra den 17. september.

  21. Drop proteinpulveret, og tag en kyllingesandwich: Eksperter dumper flere fitnesstrends

    Preworkout før hver træning resulterer i, at din krop vænner sig til et højt indtag af koffein, siger ekspert. (© Unsplash)

    En ‘squat-butt’ eller et sæt store, pumpede overarme kommer sjældent af sig selv.

    Det kræver sund mad, søvn og styrketræning i rigelige mængder at få musklerne til at vokse.

    Men selv hvis du elsker at løfte rundt på tunge vægte, må resultaterne i spejlet også gerne reflektere dit hårde arbejde hurtigt.

    Derfor griber mange til hylderne med kosttilskud for at øge muskelvæksten.

    Her ser vi nærmere på, hvilke produkter der faktisk kan hjælpe dig med at optimere din træning, og hvilke produkter der står på et tyndt videnskabeligt grundlag.

    Ingen af tilskuddene kan kompensere for en dårlig sammensat kost og kan heller ikke erstatte din træning, men skal forstås som et tilskud til en ellers sund kost og træning.

    Sammen i bevægelse er DR's årstema, der giver dig viden og inspiration til en fysisk aktiv livsstil.

    Mange har ofte en proteinshake med sig i hånden, når de forlader fitnesscenteret. Det er ikke uden grund.

    Protein er byggesten for dine muskler, og hvis du ønsker større muskler, skal du sørge for at få nok af dem.

    - Proteinpulver er nok det mest veldokumenterede kosttilskud overhovedet. Det kan nemlig være svært at nå omkring 1,5-2 gram protein per kilo kropsvægt, som er det optimale, hvis vi ønsker muskelvækst, siger Anders Nedergaard, der har en ph.d. i muskelfysiologi fra Københavns Universitet og står bag podcasten M/K fitness.

    Men her stopper begejstringen for protein i pulverform også - både for Anders Nedergaard og for Lars Nybo, der er professor i humanfysiologi på Københavns Universitet.

    Professoren mener, at proteinpulveret kun bør bruges, hvis ikke du har adgang til ægte mad.

    - Rigtig mad indeholder langt flere næringsstoffer, som du ikke får i proteinpulveret. En kyllingesandwich med avokado vil for eksempel altid være at fortrække, hvor du også får essentielle fedtsyrer.

    Professor Lars Nybo vil kun anbefale at bruge proteintilskud, hvis du ikke kan komme i nærheden af rigtig mad. Rigtig mad inkluderer nemlig langt flere næringsstoffer og essentielle fedtsyrer, som du ikke får i en proteinshake.

    - Kvaliteten af den protein, der er i proteinpulver, er hverken bedre eller dårligere, end det man kan få igennem kosten. Det eneste argument for at drikke proteinpulver er for nemhedens skyld, hvis man ikke kan komme i nærheden af rigtig mad inden for en til to timer efter træning, siger han.

    Langt det meste proteinpulver er lavet af valle, der er et biprodukt fra mejeriproduktionen. Det betyder også, at proteinpulver er en højt forarbejdet fødevare.

    - Proteinpulver mangler rigtig mange af de ting, der gør mad til mad. Derfor er der ingen grund til at tage en proteinshake, hvis du i stedet kan få dækket dit behov gennem almindelig mad. Det kan du gøre ved at spise proteinrig mad som skyr, æg eller kylling i løbet af dagen, siger Anders Nedergaard.

    Kreatin er et naturligt stof, man finder i kød og fisk, og det er også naturligt i vores muskler.

    - Hvis man er interesseret i at blive større og stærkere, er det både veldokumenteret og relativt billigt at bruge kreatinpulver, siger Anders Nedergaard.

    Kreatin kommer både i pulver- og kapselform, og først når kreatin-niveauet er tilstrækkeligt højt i musklerne, har det en effektkortvarige, intensive arbejde som styrketræning. Men effekten får du ikke fra dag til dag.

    Derfor indtager atleter typisk kreatin i cyklusser, mens nogle bruger tilskuddet hver dag.

    - Det er en dårlig idé at indtage kreatin hver dag hele året rundt. Det resulterer nemlig i, at kroppens naturlige produktion af kreatin går ned, siger Lars Nybo.

    - Måderne at indtage kreatin på enten i cyklus eller hver dag, er endnu ikke undersøgt til bunds i videnskaben, tilføjer Anders Nedergaard.

    Selvom kreatin har en dokumenteret præstationsfremmende effekt på sportsgrene med intensivt arbejde, har kreatin den ulempe, at det øger mængden af vand i kroppen.

    - Du kan forvente at tage et-to kilogram på i væske, hvis du bruger kreatinpulver. Den ekstra vægt er ikke så smart, hvis du skal løbe maraton, siger Anders Nedergaard.

    BCCA (branch-chain amino acids) har indenfor de sidste ti år vundet frem blandt fitnessbranchens mest sælgende produkter. Produktet bliver på flere webshops beskrevet til at øge muskelvæksten.

    - Der er ingen belæg for, at vi har brug for enkeltstående aminosyrer til at øge muskelvæksten. Det ville simpelthen være spild af penge. Vi får de essentielle aminosyrer gennem almindelig kost, siger Lars Nybo.

    Også Anders Nedergaard vender tommelfingeren nedad til netop BCAA. Han har samlet række studier, der viser at BCAA’s muskelopbyggende effekt står på et tyndt videnskabeligt grundlag.

    - Aminosyrerne er vigtige for proteinsyntesen, der giver muskelvækst. Men en proteinshake eller protein fra vores kost indeholder også essentielle aminosyrer, der gør det samme, siger han.

    Men selvom det er tvivlsomt, hvor meget BCAA kan hjælpe dig til at få større muskler, viser forskning, at produktet alligevel kan hjælpe til at mindske muskelømhed efter træning.

    - Mange bruger BCAA som en slags fitness-saftevand, men du skal ikke indtage BCAA i forhåbning om større muskler, siger Anders Nedergaard.

    Det meste preworkout indeholder koffein, som kan give din krop et lille chok.

    - Koffein i sig selv giver ikke øget muskelvækst, men det har en præstationsfremmende effekt, så du måske kan løfte lidt tungere eller lave flere gentagelser, siger Lars Nybo.

    Men bruger du preworkout før hver træning, kan din krop vænne sig til det høje indtag.

    - Det kan give mening at bruge preworkout inden en konkurrence, men til daglig brug inden træning er det ikke en særlig god idé, fordi kroppen vænner sig til koffeinen, siger Anders Nedergaard.

    Meget preworkout er en blanding af koffein, kreatin og stoffet betaalanin, som giver en prikkende fornemmelse i huden. Preworkout bliver en mikstur af forskellige produkter, der ikke nødvendigvis arbejder godt sammen i din krop, understreger Anders Nedergaard.

    - Preworkout er blevet lidt et skraldespands-produkt. Man blander for eksempel kreatin-pulver og koffein, selvom de virker dårligere sammen. Koffein virker før træningen, mens kreatin virker efter.

  22. Unge radikale vil kunne smide krænkere ud af partiet

    På Radikale Venstres landsmøde i dag splittede formanden for Radikal Ungdom, Jacob Robsøe, salen med et forslag om, at De Radikale skal have en paragraf i vedtægterne, der gør, at man kan ekskludere partimedlemmer for krænkende handlinger.

    En mulighed, man ikke har i dag.

    - Hvis du spørger mig, er der ikke plads i Radikale Venstre, hvis du har udøvet vold, voldtægt eller forsøgt på det overfor et andet medlem, sagde han.

    Han vil stille forslaget officielt på næste års landsmøde. Men forslaget mødte kun spredte klapsalver i landsmødesalen.

    - Ja, jeg vidste godt, at den ville splitte salen lidt, lød det fra Jacob Robsøe.

    Politisk leder Sofie Carsten Nielsen ønskede efterfølgende ikke at sige, om hun var tilhænger af forslaget.

  23. Clara Tauson spiller sig i karrierens anden WTA-finale

    Med en sejr over Marketa Vondrousova blev Clara Tauson klar til finalen i WTA-turneringen Luxembourg Open.

    Clara Tauson skal søndag spille om sejren i WTA-turneringen Luxembourg Open.

    Det står klart, efter at det danske tennistalent lørdag slog tjekkiske Marketa Vondrousova, nummer 35 på verdensranglisten, i semifinalen.

    Tauson, der selv er nummer 70 på ranglisten, vandt i tre sæt med cifrene 6-4, 2-6, 6-4.

    Dermed er hun klar til karrierens anden WTA-finale. Den første, som var i Lyon Open i marts, vandt Tauson.

    Lettiske Jelena Ostapenko er Tausons modstander i søndagens finale. De to spillere har aldrig mødt hinanden før.

  24. Se billederne: Folk over hele verden indsamler skrald i anledning af 'World Cleanup Day'

    En ung dreng samler skrald i Kisumu i Kenya som del af World Cleanup Day. Foto: Brian Ongoro / AFP) (Foto: Brian Ongoro © Ritzau Scanpix)

    I dag afholdes verdens største skraldeindsamling 'World Cleanup Day' for fjerde år i træk.

    Dagen går ud på, at mennesker fra hele verden rydder naturen for skrald.

    Ifølge arrangørerne bag begivenheden afholdes 'World Cleanup Day' i år i 180 lande, hvor 50 millioner frivillige deltager.

    • En frivillig indsamler skrald i en flod i Kenya. (Foto: Brian Ongoro © Ritzau Scanpix)
    • En gruppe dykkere i Filippinerne har fået selskab af en havskilpadde, mens de indsamler plastik på havbunden. (Foto: PETER BLAZA © Ritzau Scanpix)
    • Folk indsamler affald på en strand i Sydafrika. (Foto: Nic Bothma © Ritzau Scanpix)
    • Amerikanske statsborgere bosat i Kuwait samler skrald på en strand i anledning af 'World Cleanup Day'. (Foto: Yasser Al-Zayyat © Ritzau Scanpix)
    • En kenyansk frivillig har trukket i en t-shirt med teksten 'World Cleanup Day'. (Foto: Brian Ongoro © Ritzau Scanpix)
    • Frivillige deltagere ved årets World Cleanup Day samler skrald i Kenya. (Foto: Brian Ongoro © Ritzau Scanpix)
    • En pose med skrald indsamlet på en strand i Cape Town i Sydafrika. (Foto: Nic Bothma © Ritzau Scanpix)
    • I Letland planter folk træer og samler affald på 'World Cleanup Day'. (Foto: Ints Kalnins © Ritzau Scanpix)
    • Poser fyldt med affald indsamlet langs strande ved Cape Town i Sydafrika. (Foto: Nic Bothma © Ritzau Scanpix)
    1 / 9
  25. Pia Kjærsgaard holder mulighed for comeback som formand åben

    74-årige Pia Kjærsgaard afviser ikke, at hun kan være på vej til opsigtsvækkende comeback som formand for Dansk Folkeparti.

    Meldingen kom, da Dansk Folkeparti lørdag havde årsmøde i Herning.

    Uro og intern ballade har præget ugerne op til årsmødet. Det har fået flere lokale formænd til at rette en appel til Pia Kjærsgaard om vende tilbage som formand for at skabe ro.

    Hun sagde nej til et kampvalg mod Kristian Thulesen Dahl på årsmødet. Men opsigtsvækkende vil hun ikke afvise, det kan komme på tale, hvis kommunalvalget til november ender med en ny tilbagegang for Dansk Folkeparti.

    - Jeg tror, jeg skal have en snak med Kristian Thulesen Dahl om, jeg får en fremtrædende rolle. For det tror jeg, folk har behov for, og det vil jeg også gerne. Jeg vil gerne gøre mit til, at vi får så gode valg som muligt.

    Hvad er det for en fremtrædende rolle, du gerne vil have?

    - Jeg vil gerne lidt mere frem også i forbindelse med kommunalvalgkampen.

    Er det en dør på klem fra dig om, at du godt kan tage over som formand igen, hvis I får et dårligt kommunalvalg?

    - Det er ikke mit ønske. Jeg har været formand for Dansk Folkeparti i 17 år, jeg har været leder af Fremskridtspartiet i 10 år. I 27 år har jeg stået fremme i forreste linje, og jeg har snart været 38 år i Folketinget. Så jeg synes egentligt, jeg har gjort mit. Men jeg vil aldrig nogensinde se mit parti mistrives. Så gør man bare alt.

    Men hvis nu kommunalvalget bliver dårligt. Er du så klar til at træde til som formand, hvis baglandet ønsker det?

    - Det er ikke den dagsorden, jeg har lige nu. Lige nu har jeg en dagsorden om, at kommunalvalget skal gå så godt som muligt. Der er et par måneder til, og et par måneder i dansk politik er lang tid.

    Du siger lige nu. Betyder det, at det kan komme på tale på et senere tidspunkt?

    - Jeg synes ikke, det er en debat, jeg har lyst til at gå ind i nu. Jeg siger nej til kampvalg, det her årsmøde skal forløbe i god ro og orden. Det vil jeg gøre mit til, og så ser vi, hvad fremtiden bringer.

    For at være helt sikker. Afviser du, at du kan tage over som formand efter kommunalvalget?

    - Jeg vil slet ikke forholde mig til tiden om to måneder. Dansk politik er uforudsigeligt. Tingene sker næsten fra dag til dag.

    Pia Kjærsgaard siger selv, det kan blive nødvendigt for hende at træde frem, fordi andre muligeheder som frontfigurer ikke har samme mulighed.

    - Jeg synes, der skal nogle flere emner frem. Jeg er ærgerlig over, at Morten Messerschmidt har den der dom hængende over hovedet. Jeg er ægerlig over, at Peter Kofod sidder i Bruxelles, men derfor kan de godt komme lidt mere frem på banen. For vi har nye gode emner, siger hun.

    Når hun taler om en dom, som Messerschmidt har hængende over hovedet, taler hun om Meld-sagen, der endnu ikke er afgjort. Messerschmidt blev idømt seks måneders betinget fængsel i byretten, men ankede på stedet dommen til landsretten. Derfor er sagen endnu ikke afgjort. Og det er svært at se Messerschmidt træde et skridt op fra sin post som næstformand, før sagen har fået en afklaring.

    Det 31-årige medlem af Europa-Parlamentet Peter Kofod bliver både anset som et stort talent og mulig ny frontfigur, hvis det ikke lykkes Kristian Thulesen Dahl at få vendt nedturen. Men det er svært at styre et parti, når han ikke sidder i Folketinget.

    Kristian Thulesen Dahl skulle lige finde de rette ord, da han skulle svare på, hvordan han ser på et muligt comeback til Pia Kjærsgaard.

    - Det er da bare fantastisk, at vi i partiet har en person, der har været med altid, og at hun, hvis vi var i en situation, hvor partiet synes, det var nødvendigt, så er klar til at træde til, sagde han.

    En forklaring på uroen i Dansk Folkeparti skal findes i denne grafik, der viser, hvordan opbakningen til Dansk Folkeparti er raslet ned siden rekordvalget i 2015?

    De interne stridigheder i Dansk Folkeparti kom også helt op til overfladen, da der skulle vælges tre medlemmer til hovedbestyrelsen.

    På valg var to af de mest fremtrædende personer i uroen, tidligere EU-parlamentariker Anders Vistisen og tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen.

    Det blev et valg, som Martin Henriksen vandt. Han erobrede en af de tre pladser i hovedbestyrelsen, der var på spil, mens Anders Vistisen måtte nøjes med en plads som suppleant.

    Ud over Martin Henriksen blev Jens Vornøe og Merete Dea Larsen valgt til hovedbestyrelsen.

    I sin tale forud for valget tordnede Martin Henriksen og sagde, det var tid til, at der sker noget nyt i partiet.

    - Vi skal snart til at tage os seriøst sammen, for ellers bliver vi til et ligegyldigt parti, og det eneste, folk vil huske os for, vil være Meld og Feld og en masse ævl og kævl, sagde Martin Henriksen.

  26. Ny film fortæller om vores første Margrete: Her er 4 ikoniske kvindelige regenter fra verdenshistorien

    53 mænd. 2 kvinder.

    Sådan ser den danske række af regenter siden Gorm den Gamle ud. Med navne som Valdemar, Knud, Erik, Christian og Frederik har mændene skiftevis indtaget tronen op igennem historien.

    De to gange regenten har båret en kvindes navn, har navnet været det samme: Margret(h)e.

    Netop nu spiller storfilmen ’Margrete den Første’, der har Trine Dyrholm i titelrollen, i landets biografer, og med den har danmarkshistoriens første kvindelige regent nu fået sin egen spillefilm.

    Filmen følger Margretes kamp for at holde magten på egne hænder i en periode, hvor hun bliver udfordret fra flere kanter.

    Men selvom kvinderne ikke fylder meget i kongerækken herhjemme, gemmer verdenshistorien på en række kvinder, hvis historier vækker genklang til historien om Margrete 1.

    Historier om kvinder, der med kløgt, kynisme og politisk snilde søgte magten, og som lykkedes med at fastholde den i årtier – også selvom de alle havde deres køn imod sig.

    - Disse magtfulde kvinder står som undtagelserne i historien. Undtagelserne der viser, at kvinder til alle tider har søgt og taget magten. Og de undtagelser er vigtige, fordi de viser et andet spor i historien.

    Sådan lyder det fra Jeanette Varberg, der er arkæolog og museumsinspektør ved Nationalmuseet.

    Sammen med historiker Emma Paaske fortæller hun herunder om nogle af historiens mest bemærkelsesværdige og magtfulde kvinder, der har det til fælles, at de står som undtagelserne i deres landes historier som kvindelige regenter i kongerækker domineret af mænd.

    Margrete 1. (1353-1412) trodsede sit køn i en tid, hvor det at være kvinde ikke rimede på magt.

    - Som den første kvinde på tronen er der noget naturligt fascinerende over hendes historie.
    Emma Rønberg Paaske, historiker

    Alligevel lykkedes det Margrete at regere Danmark gennem mere end tre årtier. Hun huskes især for med succes at samle Danmark, Norge og Sverige i Kalmarunionen - en slags nordisk middelalderudgave af EU.

    - Margrete 1. forstod at læse situationer og andre mennesker, og det gjorde hende til en dygtig politiker. Det er hendes succesfulde samling af Norden blandt andet et bevis på, for det var altså en helt vildt enestående og imponerende bedrift!

    - At hun var kvinde, forstærker kun det enestående i fortællingen om hende.

    Sådan lyder det fra Emma Rønberg Paaske, der som historiker har beskæftiget sig indgående med dronningernes historier.

    Hun er ikke overrasket over, at fortællingen om Margrete 1. har så stærk en fascinationskraft, at den nu kommer på det store lærred.

    - Som den første kvinde på tronen er der noget naturligt fascinerende over hendes historie. Derudover er hun husket som noget ubetinget godt, i og med at hun havde succes med sit projekt om at samle Norden. Men selv dengang formåede Margrete også at skrive en stærk fortælling om sig selv, fortæller Emma Rønberg Paaske og fortsætter:

    - Hun skrev sig ind i rækken af de store Valdemarer, der var middelalderens ikoniske konger. Hun var datter af Valdemar Atterdag, og det brugte hun til at legitimere sin magt.

    I Danmark kom der først en kvindelig regent igen 560 år efter Margrete 1.s død – da vores nuværende Margrethe 2. indtog den danske trone i 1972.

    I England satte Elizabeth Tudor (1533-1603) sig på tronen som Elizabeth 1. i 1558 – og her blev hun siddende frem til sin død i 1603.

    Hun var med andre ord regerende dronning over England i 45 år.

    - Der er en nærmest mytisk stemning over Elizabeth 1., lyder det fra Emma Rønberg Paaske.

    Elizabeth 1. var datter af Henrik 8. og hans anden kone, Anne Boleyn, og hun var nummer to i arvefølgen efter kongens ældste datter, Mary, som han havde med sin første kone. Så faktisk var det slet ikke meningen, at Elizabeth skulle have indtaget den engelske trone.

    På tronen endte hun dog alligevel.

    Som både prinsesse og senere regerende dronning modtog hun massevis af fyrstelige frierier. Men hun nægtede at gifte sig.

    - Hvis hun blev gift, så måtte hun opgive sin magt til sin ægtemand, forklarer Emma Rønberg Paaske.

    - Og det har hun ganske givet ikke været interesseret i. Hun har ønsket at beholde magten i egne hænder.

    Derfor laver hun en ren genistreg, som Emma Rønberg Paaske kalder det: Hun lader sig gifte med England.

    - På den måde udnytter hun sit køn og vender det til sin fordel. For som Englands brud kan hun ikke være en mands brud.

    Men det er ikke kun derfor, Elizabeth 1. er en fascinerende dronning, mener historikeren.

    - Krig var et mandligt domæne, men det holdt ikke Elizabeth tilbage
    Emma Rønberg Paaske, historiker

    Hvor Margrete 1. herhjemme lykkedes med at bevare freden i en ellers meget voldelig periode i historien, kastede Elizabeth 1. sig ind i en ikke ubetydelig krig mod Spanien. Noget Emma Rønberg Paaske finder ganske enestående for en kvindelig regent.

    - Krig var et mandligt domæne, men det holdt ikke Elizabeth tilbage for at gå i krig mod Spanien, der på dette tidspunkt var Europas ubestridte supermagt. Blandt andet på grund af landets frygtindgydende armada (flåde af bevæbnede krigsskibe, red.). Men England vinder krigen mod Spanien med Elizabeth i spidsen!

    På de hjemmelige fronter var Elizabeth 1. heller ikke bleg for at kæmpe sine kampe. Hun fik blandt andet sin kusine, Mary Stuart, fanget og henrettet, da hun truede med at vælte Elizabeth af tronen.

    Under Elizabeth 1.s regeringsperiode blomstrede den engelske kultur op, og det var blandt andet i denne periode, at Shakespeare skrev sine verdensberømte skuespil.

    Omkring 200 år efter at Elizabeth 1. sætter sig på den engelske trone, kupper en kvinde ved navn Katharina sig til magten i Rusland.

    Katharina var gift med den siddende kejser, men hun og mange andre ved hoffet anså ham som uduelig og ude af stand til at lede landet.

    Med politisk tæft og snilde udnyttede hun modviljen mod ham til at få ham afsat, hvorefter hun selv indtog tronen som kejserinde Katharina 2 af Rusland. Hun blev senere kendt som Katharina den Store (1729-1796).

    - Katharina den Stores succesfulde overtagelse af magten er især værd at lægge mærke til, fordi hun slet ikke er russer. Hun stammer fra et tysk hertugdømme. Men hun forstår det politiske spil ved det russiske hof, blandt andet ved at lære russisk og sætte sig grundigt ind landets religion (russisk ortodoks, red.).

    Efter sit kup sad Katharina den Store på den russiske kejsertrone i 34 år. Hun blev ikke gift på ny, men tog sig en lang række elskere.

    - Det er totalt uhørt for en kvinde at have elskere på den måde, fortæller historiker Emma Rønberg Paaske. Derfor må Katharina den Store finde sig i en del sladder ved hoffet.

    - Men Katharina gør jo i virkeligheden bare noget, en lang række konger har gjort masser af gange.

    Når Katharina den Store har skrevet sig ind i historien som en markant regent, skyldes det langt fra kun hendes køn, mener Emma Rønberg Paaske.

    - Hun er regent af oplysningstiden og en stor reformator. Hun gør Rusland moderne og rykker landet nærmere Europa. Alt sammen mens hun formår at bibeholde sin popularitet i befolkningen. Det fortæller noget om, hvor dygtig en politiker, hun var. Hun forstod til fulde, hvor komplekst et land, hun stod i spidsen af.

    Den sidste kvindelige regent på vores lille liste finder vi langt tilbage i tiden i det gamle Egypten. Her regerede Hatshepsut som farao fra år 1479 til 1458 før vor tidsregning.

    - Hatshepsut var opdraget til magt, fortæller arkæolog Jeanette Varberg.

    - Og som eneste barn af farao Thutmosis 1. og dennes første-kone så hun det som sin ret at blive hersker af Egypten.

    På trods af sin royale slægt og lige linje til tronen skulle Hatshepsuts vej til magten ende med gå gennem et ægteskab med sin halvbror Thutmosis 2. og et senere værgemål over det barn, som hendes mand og halvbror fik med sin anden-hustru. Det var nemlig helt normalt for de egyptiske faraoer at have en række koner, der var inddelt i rang.

    Og da Hatshepsut kun lykkedes med at få et enkelt barn – som tilmed var en datter – skulle tronfølgeren laves med en af de andre koner.

    - Men efter Thutmosis 2.s død får Hatshepsut iscenesat sig selv som værge for tronfølgeren, som kun er et lille barn. Dermed placerer hun sig som regent. Efterfølgende begynder hun så at omtale sig selv som farao, og man ser endda, at hun begynder at få sig selv afbildet som farao. Blandt andet med det ikoniske spidse skæg.

    Det lykkedes Hatshepsut at fastholde magten som farao i 21 år. Og hun er en dygtig én af slagsen, fortæller Jeanette Varberg.

    - Hatshepsuts største triumf er, at hun dør gammel af sygdom
    Jeanette Varberg, arkæolog

    - Hun igangsætter store byggeprojekter af blandt andet store templer, og hun sender ekspeditioner ned gennem Afrika. Hun sørger for ro og stabilitet, og Egypten blomstrer under hendes lederskab, hvilket er et tegn på en klog og dygtig leder.

    Men det tydeligste tegn på Hatshepsuts succes som regent finder man ifølge Jeanette Varberg i hendes død.

    - Hatshepsuts største triumf er, at hun dør gammel af sygdom. Dem, der måtte være imod hende, har simpelthen ikke held med at afsætte hende eller tage livet af hende, hvilket man ellers ser utallige andre gange i det gamle Egypten.

  27. Taliban lukker kvindeministerium og holder de ældste piger ude af skolen

    Burkaer er igen blevet en del af gadebilledet i Afghanistans hovedstad, Kabul. (Foto: Wana News Agency © Ritzau Scanpix)

    - Alt ser meget sort ud, siger en afghansk skolepige i dag til BBC. En anden taler om "sorgens dag".

    Lørdag åbnede Taliban igen Afghanistans skoler for elever på 7. til og med 12. klassetrin. Men det var kun drenge og mandlige lærere, som blev bedt om at møde op.

    Piger og kvindelige lærere var slet ikke nævnt i fredagens meddelelse fra Talibans undervisningsministerium.

    - Hver dag vågner jeg op og spørger mig selv, hvorfor jeg er i live. Skal jeg blive hjemme og vente på, at nogen banker på døren og frier til mig? Er det formålet med at være kvinde, spørger en af de skolepiger, BBC har talt med.

    På trods af løfter om det modsatte, minder Talibans politik over for piger og kvinder i stigende grad om sidste gang, de havde magten i Afghanistan fra 1996 til 2001.

    Ministeriet til fremme af dyder og forebyggelse er flyttet ind, hvor Afghanistans ministerium for kvinder plejede at være. (Foto: HOSHANG HASHIMI © Ritzau Scanpix)

    Symbolikken var for eksempel til at få øje på, da Afghanistans ministerium for kvinder fredag blev lukket og erstattet af "ministeriet til fremme af dyder og forebyggelse".

    Sidstnævnte ministerium fandtes også i Talibans sidste regeringstid. Her stod det for fysisk afstraffelse af kvinder, der forbrød sig mod de meget stramme regler for kvinders adfærd og påklædning. Ministeriet var derfor særdeles frygtet.

    Ud over de officielle udmeldinger fra Taliban er der mange andre tegn på, at bevægelsens kvindesyn ikke har forandret sig i væsentlig grad.

    Den britiske tv-station ITV har for eksempel talt med afghanske kvinder, der arbejdede som journalister, læger, advokater og embedskvinder. De fortæller samstemmende, at de bliver forhindret i at arbejde, og i flere tilfælde end ikke har lov til at forlade deres hjem.

    Drenge får undervisning i Kabul lørdag. (Foto: Bulent Kilic © Ritzau Scanpix)

    Taliban har haft magten i Afghanistan i lidt over en måned, og det er ikke kun bevægelsens politik, der bringer mindelser om 1990'erne. Det samme gør deres begrundelser - eller mangel på samme - for politikken.

    Dengang fik piger ikke lov til at gå i skole - selvom der ikke var noget forbud mod pigeskoler.

    - Uddannelse og evnen til at læse er så stærk en værdi i islam, at Taliban ikke kunne forbyde pigeskoler af islamiske grunde, så de sagde altid, at de ville åbne dem, når sikkerheden blev forbedret. Det gjorde den aldrig, siger Kate Clark fra Afghanistan Analysts Network til The Guardian.

    Manglende sikkerhed bliver i øjeblikket også brugt som forklaring på, at kvinder ikke kan få lov til at møde på arbejde. Sådan lød det i samtlige fem år, Taliban sidst bestemte alt i Afghanistan.

    Foreløbig har piger i de yngste klasser i Afghanistan fået lov til at forsætte deres skolegang, ligesom kvinder på universiteter kan videreføre deres studier.

    Sidstnævnte kan dog vise sig at blive den sidste årgang, hvis Taliban holder fast i, at kun drenge må gå i skole efter 6. klasse.

  28. Familiefar fra Odder kæmper for en Kattegatforbindelse: Hans læserbreve bliver sammenlignet med propaganda fra Nazityskland

    Niels Kier Rye er formand for foreningen 'Kattegatforbindelsen - Ja tak’. Han regner snart med at stå på gader og torve i et forsøg på at komme i dialog med borgerne.

    Er han erhvervsmand eller fødevareproducent, måske ultraliberal?

    Sådan har flere spurgt til Niels Kier Rye. Som tilhænger af en fast forbindelse over Kattegat bliver man tilsyneladende let sat i bås.

    Men han er ingen af delene. Faktisk meget langt fra.

    Niels Kier Rye er uddannet i idehistorie og samfundsfag på Aarhus Universitetet og arbejder som projektchef på et museum. Han bor i et hvidt murstenshus i udkanten af Odder med sin hustru og deres to små børn – og tager imod på en lummer sensommerdag.

    I horisonten lurer kommunalvalget og en ny forundersøgelse af en mulig Kattegatforbindelse, som for alvor har sparket gang i debatten. I den lokale Odder Avis går bølgerne i hvert fald højt.

    - Nogen i lokalavisen har forsøgt med noget polemik. De har sammenlignet mine læserbreve med propaganda fra Nazityskland. Det har jeg ikke lyst til at bide på. Det står for deres regning, siger Niels Kier Rye.

    I foråret gik han planken ud og stiftede foreningen "Kattegatforbindelsen - Ja tak", som nu har omkring 500 medlemmer på Facebook.

    Indtil videre har synlige tilhængere af projektet i høj grad været politikere og erhvervsfolk, men nu er det på tide, at civilsamfundet kommer på banen, mener Niels Kier Rye.

    Modstanden mod en mulig Kattegatforbindelse er hård, særligt i de områder som med al sandsynlighed vil kunne mærke suset fra bilerne, hvis projektet bliver til virkelighed.

    Det vil ødelægge naturen og forstyrre idyllen, lyder det ofte.

    Netop de hårde, sproglige virkemidler hos de indædte modstandere af en mulig Kattegatforbindelse har ansporet Niels Kier Rye til at blive tilhænger og gå aktivt ind i kampen.

    - Det var lidt min retfærdighedssans, der kom op i mig. Det var ikke helt rimeligt. Der er sikkert noget om det, modstanderne siger, men det er ikke rimeligt, at det står uimodsagt. Jeg synes, der mangler en balance, siger Niels Kier Rye, der betegner sig som "samfundsengageret" og ofte deltager i debatter og frivilligt arbejde.

    Lige nu sejler der færger mellem Jylland og Samsø og mellem Sjælland og Samsø. De vil med al sandsynlighed blive overflødige.

    Selvom debatten om en mulig Kattegatforbindelse spidser til, står han dog stadig meget alene som tilhænger, men det har han lært at leve med.

    - Jeg tror, at der er et stort passivt flertal, som er tilhængere, men som ikke har den energi, der kan ligge i en kraftig modstand mod noget. Det accepterer jeg. Jeg og foreningen vil gøre, hvad vi kan for at få vores budskab ud, siger Niels Kier Rye.

    Han hiver et stykke papir med flere gule overstregninger frem fra en mappe på bordet. Her står, at gennemsnitsalderen i Danmark i 2021 er 42 år. Niels Kier Rye bemærker, at i byer som Horsens, Silkeborg og Skanderborg, der alle har gode vejforbindelser, er gennemsnitsalderen omkring 40 år.

    Men i byer som Odder, Slagelse og Kalundborg er den godt fem år højere. Og på Samsø er vi helt oppe på 52 år.

    - I al respekt for de ældre medborgere, så har de samfund nok ekstra brug for gode rammebetingelser. Det er grundlaget for det, jeg mener. De her byer vil faktisk få en vitaminindsprøjtning af en Kattegatforbindelse, siger Niels Kier Rye.

    Selvom om det går godt i Danmark, hvor beskæftigelsen er høj, og økonomien generelt er på vej frem, er han bekymret for fremtiden.

    Jeg ser det her som en forlængelse af andre fornuftige reformer i Danmark.
    Niels Kier Rye

    - Selv hvis vi intet gør, har samfundet stadig brug for en vækst på 0,5 procent for at kunne yde den samme service på eksempelvis hospitaler og skoler. Vækst er ikke et eller andet fjernt elitært projekt for økonomer og erhvervsfolk, det vedrører os alle. Det er også det, jeg prøver at få frem, siger Niels Kier Rye.

    Særligt beboere på Samsø er stærkt kritiske over for en Kattegatforbindelse. De frygter, at selve følelsen af at bo på en ø vil forsvinde, og at naturen lider skade. Niels Kier Rye mener dog ikke, at det er nok til at undlade at bygge en Kattegatbro

    - Det er klart, at ø-idyllen, og det at være afskåret, ændrer sig. I hvert i forhold til fornemmelsen. Rent praktisk kan man sagtens sidde i Nordby på den nordlige del af øen 15 km fra linjeføringen, uden at mærke den. Men på et mentalt plan kommer det til at ændre nogle ting.

    Den pris er værd at betale?

    - Ja. Jeg mener, at der er større hensyn at tage end, at en del af befolkningen på Samsø får en fornemmelse af at være løsrevet.

    Men har vi så meget brug for en Kattegatforbindelse, at det er nødvendigt at lade den gå hen over en ø?

    - Jeg ser det her som en forlængelse af andre fornuftige reformer i Danmark. Reformer er sjældent populære, men vi vil gerne have den velstand at dele ud af, som kommer ud af dem. Man kan godt argumentere for at den er unødvendig, men det mener jeg ikke. Det her er en helt fornuftig og naturlig måde at binde landet sammen på, siger Niels Kier Rye.

    Han vil gerne have folk til at forstå, at "Kattegatforbindelsen - Ja tak" går ind for at tage flest mulige hensyn.

    - Vi ser gerne, at det generer mindst muligt. For eksempel at man på Samsø vælger det sydlige af øen, fordi der overvejende er landbrugsjord, siger Niels Kier Rye.

    For nylig kom det frem i et stort danske studie, at støj fra trafik og jernbaner giver markant højere risiko for at udvikle demens. Niels Kier Rye forstår godt dem, der frygter, at en mulig Kattegatforbindelse kan generere med en masse larm.

    - Men Miljøstyrelsen arbejder med en mere restriktiv grænse for støj end verdenssundhedsorganisationen WHO. Men jeg kan godt forstå bekymringen for støj. Dem allertættest på vil måske også være generet, siger han.

    Du bor selv i Odder, hvor en mulig Kattegatbro vil gå tæt på. Her ser vi stigende boligpriser, fordi flere flytter hertil. Er den udvikling, du efterspørger, ikke i fuld gang?

    - Noget vil komme af sig selv, men jeg synes, at aldersgennemsnittet taler for sig selv. Tilvæksten er ikke ret stor, hvis man måler i forhold til andre byer. Men det er mig meget magtpåliggende at sige, at det her ikke skal ske for enhver pris. Det er et princip, at vi lytter til modstanderne, siger Niels Kier Rye.

    Ulla Holm, der er byrådsmedlem og formand for SF på Samsø, er en af de indædte modstandere af en mulig Kattegatforbindelse. Hun afviser, at debatten foregår på en unuanceret måde.

    - Vi forsøger at være så saglige, som vi overhovedet kan. Vi har udgivet en grønbog om natur, klima, økonomi og miljø, og det er ikke lavet sort/hvidt, men vi prøver at få fakta frem, siger Ulla Holm.

    I flere af modstandsgrupperne bliver der ofte slået på, at en mulig Kattegatforbindelse vil afkorte rejsetiden fra København til Aarhus med en halv time. Ulla Holm afviser dog, at de dermed afsporer debatten og slet ikke forholder sig til, at mulig forbindelse kan få en effektvæksten i ellers afsondrede områder.

    - Hele vækstperspektivet indgår som et hovedargument, og det er et argument, som vi stiller spørgsmålstegn ved, og det synes jeg er helt reelt, siger Ulla Holm og fremhæver, at de to områder, hvor Storebæltsbroen hæfter på land ikke har oplevet en særlig stor fremgang:

    - Det at være knyttet til en motorvej eller broer er ikke i sig selv ens betydende med, at man får vækst. Jeg kunne godt stille spørgsmål ved, om Odder får meget mere vækst, eller om det ikke bare bliver et område, man kører igennem med en Kattegatforbindelse, siger Ulla Holm.

    Hun gik for nylig sammen med politikere fra Odder Kommune og Kalundborg Kommune og stiftede ’Den Nye Kattegatkomite - for natur og bæredygtighed’.

    En ny forundersøgelse af en mulig Kattegatbro forventes at lande i begyndelsen af 2022.

  29. LÆS SVARENE fra Peter Skaarup: 'Vi kommer ikke til at ændre noget særligt i vores politik'

    Peter Skaarup (DF) ankommer til retten i Lyngby hvor straffesag mod Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt fortsætter mandag den 9. august 2021.. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix) (Foto: Bo Amstrup)
  30. Martin Henriksen fastholder sin plads i DF's hovedbestyrelse

    Martin Henriksen er blevet genvalgt til Dansk Folkepartis hovedbestyrelse.

    Samtidig er partifællerne Jens Vornøe og Merete Dea Larsen blevet valgt ind.

    Det betyder også, at Anders Vistisen, der var Martin Henriksens modkandidat, ikke er blevet valgt ind.

    Det står klart efter afstemningen ved Dansk Folkepartis årsmøde, hvor pladserne i partiets hovedbestyrelse har været på valg.

    Her kæmpede ni kandidater om tre pladser.

    Martin Henriksen blev med 272 stemmer valgets største stemmesluger, mens Jens Vornøe blev valgt ind med 257 stemmer og Merete Dea Larsen fik 201. Anders Vistisen fik 199 stemmer og var derfor kun to stemmer fra at blive valgt.

    Sideløbende med DF's årsmøde har Socialdemokratiet holdt kongres, De Konservative har holdt landsråd og De Radikale har holdt landsmøde.

    Du kan læse mere om alle begivenhederne her.

  31. Pia Kjærsgaard: 'Jeg håber virkelig, Kristian lægger sig i selen'

    Efter en dags debat på Dansk Folkepartis landsmøde i Herning, vil Pia Kjærsgaard fortsat ikke svare klart på, om hun overvejer at gøre comeback som formand, hvis kommunalvalget til november ender med en ny nedtur til DF.

    Er det udelukket, at du kunne træde til som formand, hvis der er et ønske om det?

    - Der har været et meget hedt ønske, og det har jeg afvist, og det afviser jeg fortsat. Jeg håber virkelig, Kristian lægger sig i selen, der er behov for det. Men jeg må også sige, at de meningsmålinger, vi har, de skal sandelig have et ordentligt nyk opad.

    Så det er noget du overvejer?

    - Jeg tror ikke, den her store, store sag om et sted ude i fremtiden skal have mere vægt, end den har fået. Jeg kan kun ønske good luck, og jeg vil selv gå ud og kæmpe kampen. Og som sagt har jeg masser af kampgejst, de kan bare komme an.

    Hvad kan du bidrage til i en fremtrædende rolle?

    - Jeg vil gerne langt mere frem i offentligheden, end jeg har været. Jeg tror i al beskedenhed, at folk gerne vil have det. Det mærker jeg også her. Det vil jeg også selv gøre en indsats for at komme.

    - Jeg tror, jeg kan være med til at få nogle gode DF-stemmer, så det har jeg sat mig for i nærmeste fremtid.

  32. Thulesen Dahl om Pia Kjærsgaard: Det er da fantastisk, hun har lyst til at være formand

    Formand Kristian Thulesen Dahl talte til Dansk Folkepartis årsmøde i MCH Herning Kongrescenter. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

    Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, måtte svare for sig efter sin tale på partiets årsmøde i dag.

    Forinden havde Pia Kjærsgaards nemlig meddelt, at hun vil have en mere fremtrædende rolle i Dansk Folkeparti, og i samme ombæring afviste hun ikke, at hun kan gøre comeback som formand efter kommunalvalget, hvis det går skidt.

    - Det er da bare fantastisk, at vi i partiet har en person, der har været med altid, og at hun, hvis vi var i en situation, hvor partiet synes, det var nødvendigt, så er klar til at træde til.

    - Det er da fantastisk, hun har lyst til at være formand, hvis partiet er i en situation, hvor vi synes, at det er det, vi skal, sagde han til horden af journalister.

    Dansk Folkeparti har længe haft modvind i meningsmålingerne, ligesom der er interne stridigheder i partiet.

    Se Kristian Thulesen Dahl svare på formandssituationen i Dansk Folkeparti.

  33. 325 nye coronasmittede det seneste døgn

    325 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. Tre personer er døde.

    Der er nu 97 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er otte færre end i går.

    Dagens smittetal Statens Serum Institut er baseret på 41.962 PCR-test. Det svarer til, at 0,8 procent af de testede har været smittet med covid-19.

  34. Surrugue om ubådskrise: Frankrig føler sig hægtet af som storpolitisk spiller

    Et nyt forsvarssamarbejde mellem USA, Australien og Storbritannien i Indo-Stillehavet har fået Frankrig til at kalde ambassadører hjem fra USA og Australien.

    Den nye alliance betyder nemlig, at USA skal levere teknologi til atomubåde til Australien. Samtidig mister Frankrig en kontrakt om at levere konventionelle ubåde til Australien.

    Men det er ikke kun den mistede ordre, som Frankrig er vrede over, siger DR's internationale korrespondent, Stéphanie Surrugue.

    - Frankrig føler sig fuldstændig hægtet af. Franskmændende har i over ti år arbejdet for en strategi i Indo-Stillehavet, hvor Australien, USA og Storbritannien nu laver en front mod Kina. Frankrig er simpelthen hægtet af som storpolitisk spiller i det her område.

    - Og så er der følelsen af forrrædderi fra nogle gode gamle allierede, som gør, at Macron (Frankrigs præsident, red.) er oppe i det røde felt, siger Stéphanie Surrugue.

  35. Sofie Carsten Nielsen i tale til landsmøde: Et møgår for De Radikale

    De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, erkender, at det MeToo-bølgen har udfordret partiet med sager grænseoverskridende adfærd.

    Det gjorde hun i sin tale ved De Radikales landsmøde i Nyborg her til eftermiddag.

    - I dag står jeg foran jer og holder min første landsmødetale som politisk leder. Efter et år, der på rigtig mange områder har været noget virkelig møg for vores parti, siger hun.

    - Vi har, for åben skærm, taget en god bid af vores del af opgøret med krænkelser og sexisme, som alt for længe har taget bo i vores samfund. Det har ikke været kønt. Men nødvendigt.

    Den tidligere politiske leder Morten Østergaard måtte trække sig på grund af krænkelsessager den 7. oktober sidste år.

  36. 52-årig erkender drab på kvinde på åben gade i Aalborg

    En 52-årig mand, der er sigtet for drab på en 41-årig kvinde i Aalborg, har erklæret sig skyldig i sigtelsen.

    Det er sket ved et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg lørdag formiddag, skriver Nordjyske.

    Anklageren anmodede ifølge Nordjyske om at få den 52-årige varetægtsfængslet og dømt efter Straffelovens paragraf 237, manddrab.

    Efter at sigtelsen var blevet læst op i retten, og manden havde erkendt sig skyldig, blev dørene til retten lukket på grund af efterforskningen.

    Politiet har til formiddag blandt andet etableret en mobil politistation i området, hvor kvinden blev skudt, og de opfordrer vidner i sagen til at kontakte politiet på 114.

  37. Søren Pape lover nok penge til velfærd i sin landsrådstale

    De Konservatives formand, Søren pape Poulsen, kom omkring en række emner i sin landsrådstale i dag, men ordet "velfærd" fyldte meget.

    - Jeg vil ikke love, at jeg er den, der bruger flest penge. Jeg kan faktisk garantere, at Socialdemokraterne og venstrefløjen vil love jer et større forbrug igen og igen.

    - Men jeg kan love, at jeg vil bruge penge nok. Jeg vil love, at opgaverne skal løses med værdighed, ordentlighed og omsorg.

    - Og lige så vigtigt: Det Konservative Folkeparti vil altid stå vagt om en økonomi, der er sund, så der er råd til velfærd. Det kan I kalde mit velfærdsløfte, siger partiformanden.

  38. Suveræne Aastrand henter VM-guld på Bagsværd Sø

    Emma Aastrand Jørgensen har sikret Danmark den første guldmedalje ved VM i Kano og Kajak på Bagsværd Sø.

    Den danske kajakroer var favorit til at vinde guld, og der var ingen slinger i valsen i 200 meter enerkajak.

    Dermed viste Aastrand, at hun stadig er i storform ovenpå OL i Tokyo, hvor hun vandt to medaljer.

    Ved VM på hjemmebane kan hun stadig nå at vinde en medalje mere, da hun også er medaljekandidat på 500 meter.

  39. Quiz dig selv i det tyske 'mandesprog': En ophedet kønskamp har ramt den tyske valgkamp

    Kvinder skal fylde mere i det tyske sprog, mener De Grønnes kanslerkandidat, Annalena Baerbock. "Jeg taler, som jeg vil", lyder svaret fra den kristendemokratiske kanslerkandidat, Armin Laschet. (Foto: Stefanie Loos/Pool via REUTERS EPA/CHRISTIAN MARQUARDT / POOL - Illustration: Morten Fogde Christensen DR Nyheder)

    Tysk er et Männersprache – et mandesprog – der med sine mange hankønsord er med til at undertrykke kvinder. Det mener i hvert fald en række tyske debattører og politikere, der derfor kæmper for at indføre grammatisk ligestilling i alt fra skolebøger til lovtekster.

    Modstanderne kalder det for misforstået ligestillingsvanvid og grov sprogterror, der gør det tyske sprog (endnu) mere besværligt.

    Den ophedede kønskamp har også ramt den tyske valgkamp op til valget den 26. september. De Grønnes kanslerkandidat, Annalena Baerbock, advokerer for at tage større kønshensyn i sproget.

    - Vi bør alle reflektere over, hvad sproget kan. Det er godt, at der er visse ord, vi ikke længere bruger. Og visse ord bør heller ikke bruges i skolebøger, sagde hun under valgkampens første store tv-debat med de tre kanslerkandidater.

    Når halvdelen af samfundet består af kvinder, skal kvinder også være direkte nævnt i sproget.
    Annalena Baerbock, kanslerkandidat for Die Grüne

    Men hvordan skal man nævne kvinder direkte i sproget? Gæt kønnet og få svaret:

    En lang række person- og job-titler som læge, student og chef er hankøn. For at markere alle de kvindelige læger, studenter og chefer sætter nogle tyskere den såkaldte kønsstjerne ind midt i ordet efterfulgt af en kvindelig endelse, som i chef*innen.

    Men det køns-korrekte sprog kan hurtigt blive så kompliceret, at det kan blive svært at forstå, advarer den kristendemokratiske kanslerkandidat, Armin Laschet.

    - Hvis vi begynder at opfinde et sprog, som normale mennesker ikke længere kan forstå, så bliver de usikre på, hvad de overhovedet må sige, og det fører ikke til en større tillid til staten, sagde han under tv-debatten.

    Jeg siger, hvad jeg vil. Jeg lader mig ikke skræmme.
    Armin Laschet, kanslerkandidat for CDU/CSU

    Armin Laschet har derfor ikke meget til overs for den lille kønsstjerne:

    - Vi har mange andre større trusler end at tale med kønsstjerner, som folk ikke forstår. Det er overdrevet.

    Den tredje mand i kanslerkapløbet, socialdemokraten Olaf Scholz, placerer sig lige imellem de andre to i kulturkampen: Det er vigtigt at være opmærksom på uretfærdigheder i sproget, betonede han:

    Verden består ikke kun af mænd. Men jeg vil ikke vil bestemme, hvordan folk skal tale.
    Olaf Scholz, kanslerkandidat for SPD

    Selve det ord, de tre politikere kæmper indædt om at få lov til at kalde sig efter valget, har selvfølgelig også et køn - gæt selv hvilket:

    I kampen om at blive kansler har Armin Laschet præsenteret et såkaldt fremtidshold bestående af otte profiler. Hans uddannelse-profil hedder Karin Prien, og hun er uddannelsesminister i Slesvig-Holsten, hvor hun har nedlagt forbud mod kønsstjernen:

    - Skolen handler om at lære eleverne det tyske sprog korrekt – ikke om at bringe en ideologisk kulturkrig ind i klasseværelset, siger hun til avisen Bild.

    I Slesvig-Holsten skal skolerne ikke bruge kønsstjernen, har delstatens uddannelsesminister, Karin Prien, slået fast. Her bliver hun præsenteret som uddannelsesekspert på Armin Laschets "fremtidshold". (Foto: ANNEGRET HILSE © Ritzau Scanpix)

    De Grønnes Annalena Baerbock vil ikke alene tage kønskampen i klasseværelserne, men også i magtens centrum. Hvis hun bliver kansler, skal alle lovtekster skrives i et sprog, der inkluderer alle køn.

    - Jeg ville lave politik for alle, og det indbefatter også at inkludere alle i sproget, siger Annalena Baerbock til Berliner Zeitung.

    Sidste år forsøgte den socialdemokratiske justitsminister, Christine Lambrecht, sig med en lignende idé i et lovforslag til en ny insolvenslov. Hun fik hele lovteksten skrevet med kvindelige aktører i stedet for mandlige, så der eksempelvis stod direktør-inde og ikke direktør.

    Men særlige regler for formuleringen af lovtekster spændte ben for loven. Hunkønsord er nemlig ikke anerkendt til også at omfatte mandlige personer, så loven risikerede kun at komme til at gælde for kvindelige direktører.

    Det vakte vrede i Angela Merkels kristendemokratiske regeringsparti, da den socialdemokratiske justitsminister, Christine Lambrecht, sidste år fremsatte en lovtekst, der var skrevet udelukkende med kvindelige aktører. (Foto: FABRIZIO BENSCH © Ritzau Scanpix)

    Først da lovteksten var skrevet om, så alle aktører var mænd, gik loven igennem. Regeringspartnerne i CDU/CSU var bestemt ikke imponerede over det socialdemokratiske forsøg på en feminin lovtekst, som de kaldte "det rene kønsvanvid".

    Og appropos kønsvanvid: Gæt kønnet på en islamist:

    Det er ikke kun på skrift, tyskerne bruger kønsstjernen. Hvis man ønsker at markere den, når man taler, holder man en kort pause midt i ordet. Det praktiserer blandt andre den kendte ZDF-vært Petra Gerster.

    - Da jeg for første gang brugte kønsstjernen, fik vi 50-60 vrede seer-opkald bagefter, har hun udtalt til Spiegel.

    Meningsmålinger viser da også, at et flertal af tyskerne helst var fri for forsøgene på at gøre deres sprog kønsneutralt.

    Alligevel har en lang række byer de seneste år besluttet sig for at kommunikere til deres borgere med et kønsinkluderende sprog. Det samme gør cirka hver tredje tyske virksomhed, viser en undersøgelse ifølge avisen Welt.

    Medarbejdere hos bilproducenten Audi har hidtil heddet "Audianer", men fremover har ledelsen bestemt, at de skal hedde "Audianer*innen for at omfavne alle køn blandt medarbejderne. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © Ritzau Scanpix)

    En af dem er bilproducenten Audi, der i marts udsendte en 13 sider lang sprogmanual, hvor medarbejdere anbefales at bruge "kønsfølsomt sprog", så Audi-medarbejdere ikke længere hedder Audianer, men Audianer*innen.

    Knap var blækket tørt på sprogmanualen, før en medarbejder hos Volkswagen, der ejer Audi, følte sig diskrimineret og rejste en sag mod datterselskabet.

    Hans advokater fortalte til Tagesschau, at deres klient følte sig "massivt manipuleret" og var "rystet over, at Audi vil diktere medarbejdernes sprog". Det er den første sag af sin slags, og den er endnu ikke blevet afgjort.

    Eksemplet med at omskrive "en vælger" til "en vælgende person" stammer fra firmaet Genderator, der har opbygget en omfattende kønsordbog og hjælper folk til at få omskrevet deres tekster i et kønsneutralt sprog.

    Der er også hjælp at hente i Den Tyske Retskrivningsordbog. Da den sidste år blev opdateret, var det for første gang med et kapitel om kønsligeværdigt sprog. Og deres online ordbog tager skridtet videre og er ved at ændre 12.000 person- og jobtitler, så kvindelige og mandlige former får lige status og forklares specifikt hver især.

    Til gengæld har det tyske sprognævn vendt tommelfingeren ned til kønsstjernen. Nævnet oplister en lang række forklaringer på, hvorfor den ikke bør bruges: Den følger ikke reglerne i tysk retskrivning, den giver grammatisk ukorrekte former – og så er det uklart, hvordan den skal udtrykkes i talesproget.

    Men nævnets afgørelse preller af på kønsstjerne-fortalerne, der ufortrødent fortsætter deres kamp for at indføre grammatisk ligestilling i det tyske sprog.

    Og vi slutter quizzen i dyreriget:

  40. Apple-stifter vil forhindre, at verdensrummet drukner i skrot

    Rundt om Jorden er millioner af små og store stykker rumskrot i kredsløb. De kommer alle sammen fra raketter eller satellitter, og de kan potentielt komme til at udgøre et stort problem, hvis ikke vi får ryddet op. (Foto: Unknown)

    Vi taler ofte om, at jordkloden mange steder flyder med skrald og affald – og det samme gælder faktisk for rummet.

    I takt med, at vi sender flere og flere satellitter i kredsløb, skaber det mange store og små vragdele, både i forbindelse med opsendelser og når satellitter går i stykker eller stopper med at virke.

    Rumskrottet suser rundt med 27.500 kilometer i timen, og derfor er der risiko for voldsomme skader, hvis en metalstump brager en i en aktiv satellit eller en rumstation.

    For at undgå, at rummet flyder over med skrot og metal, skal vi aktivt sørge for at fjerne det og undgå at skabe for meget nyt.

    Og noget af den opgave har Apple-medstifteren Steve Wozniak sat sig for at løse.

    Mangemillionæren har startet et nyt firma ved navn Privateer, som satser på at blive verdensrummets skraldemænd.

    En plan, som bydes velkommen med åbne arme af Michael Linden-Vørnle, som er astrofysiker og chefkonsulent på DTU Space – Institut for Rumforskning og Rumteknologi på DTU.

    - Hvis ikke vi får styr på problemet med rumskrot, kan det få store konsekvenser for vores hverdag. Funktioner som internet, telefoni og navigation er afhængige af, at vi har sikker adgang til at bruge rummet – og det har vi ikke, hvis det er fyldt med rumskrot. Derfor er jeg meget åben for, at et firma som det her kommer på banen og skubber på udviklingen, siger han.

    Normalt skal Den Internationale Rumstation lave en manøvre for at undgå rumskrot cirka én gang om året. I år har den allerede været tvunget til at lave tre.

    Lige nu er der cirka 36.500 satellitter samt rumskrot i kredsløb om Jorden, som er større end ti centimeter.

    For vragdele mellem én og ti centimeter er tallet én million, og tager vi de helt små med er der 330 millioner.

    Det betyder ikke, at der på nuværende tidspunkt er overhængende fare for sammenstød hele tiden.

    Men vi skal tænke os grundigt om, fortæller Michael Linden-Vørnle.

    - I dag kan man for det meste undgå sammenstød ved at flytte en satellit eller en rumstation til en anden bane, når et stykke rumskrot er på vej. I takt med den hastigt stigende mængde objekter, vi sender i rummet, vil den tilgang blive langt sværere, fordi trafikken deroppe bliver så tæt, siger han.

    I 2025 skal et schweizisk projekt stå sin prøve. Det hedder ClearSpace-1 og skal fjerne store stykker rumskrot ved at gribe fat i stykkerne og trække dem med ned i atmosfæren for at brænde op. (Foto: - © AFP or licensors)

    Blandt andet har Elon Musks firma, SpaceX, planer om at sende 42.000 af deres Starlink-satellitter i kredsløb, og en lang række lignende firmaer har også planer om at sende internet-satellitter afsted.

    Ifølge ESA er der på dags dato opsendt 12.020 satellitter i alt, siden den første blev sendt op i 1957.

    Med så mange objekter i kredsløb på samme tid, vil der i fremtiden være store udfordringer at løse, hvis ikke det skal gå galt, understreger Michael Linden-Vørnle.

    - Skrækscenariet er det, vi kalder Kesslersyndromet. Kommer der så tæt trafik i rummet, at kollisioner er uundgåelige, kan det skabe en dominoeffekt, hvor det ene sammenstød skaber nye fragmenter, som herefter støder sammen med noget andet – og så videre. På den måde vil de baner, hvor satellitterne normalt befinder sig, være spærret af kaskader af rumskrot og umulige at bruge, siger han.

    For at undgå en virkelighed hvor rummet drukner i skrot, er der flere metoder, som kan tages i brug.

    Den første er ganske simpelt at rydde op.

    Steve Wozniaks nye firma ser ud til at melde sig ind i den afdeling, men de har indtil videre været meget hemmelighedsfulde med, hvordan de vil bære sig ad.

    Der findes dog allerede bud på teknologier, som kan fjerne det eksisterende rumskrot, fortæller Michael Linden-Vørnle.

    - Der har været ’skraldesatellitter’ i rummet, som har fanget vragdele i store net, opløst dem med laserstråler og skudt harpuner i dem. I 2025 skal schweiziske ClearSpace-1 testes, og her skal en slags robot-klo gribe fat i et større stykke rumskrot og trække det med ned gennem atmosfæren, så det brænder op, siger han og fortsætter:

    - Der er også projekter, hvor man udvikler måder at genanvende rumskrottet på. Det er en meget bæredygtig måde at få løst flere problemer på samme tid, da man både fjerner vragdelene og får bygget nogle strukturer ude i rummet, som man kan bruge til andre formål, siger han.

    En anden vigtig metode er at skabe et mere effektivt system, når satellitter skal styres i sikkerhed for potentielle sammenstød.

    I dag skal satellittens operatør manuelt sørge for at få skiftet bane, men det kan blive for stor en opgave, hvis der pludselig er mellem 50.000 og 100.000 satellitter i kredsløb, påpeger Michael Linden-Vørnle.

    - Vi bliver nødt til at arbejde hen imod nogle systemer, hvor satellitterne selv justerer deres baner og styrer udenom andre objekter. Vi forsker meget i anvendelsen af kunstig intelligens, som ved hjælp af algoritmer kan hjælpe os med at flytte rundt på brikkerne i ’rumskakspillet’, uden at vi skaber en endnu farligere situation, siger han.

  41. Nova på 21 har en helt særlig evne til at 'se' mennesker: 'Det handler om at bruge sin empati'

    • (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    • I 'Danmarks bedste portrætmaler' har dommerne særligt rost Nova Hansen for hendes intuitive evne til at fremkalde sine modellers psykologiske lag på lærredet. Portrætmaleren formår ikke bare at fange modellernes udseende, men formidler også deres personlighed gennem sin pensel, mener de. Men hvorfra stammer den færdighed? (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    • Nova Hansen fortæller, at hun er et socialt væsen. Hun elsker at møde nye mennesker, og det er en fordel, når man skal portrættere en fremmed på fire timer. Det handler om at bruge sin empati og forestillingsevne til at "tune ind" på sin model, fortæller hun. Og netop den evne er måske særligt udviklet hos hende, for hun har været nødt til at observere og aflæse andre igennem sin barndom. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    • For da Nova Hansen var 12 år, gik hendes far ned med stress. Han kunne ikke sove om natten og begyndte at symptombehandle med alkohol, hvilket udviklede sig til et misbrug. - Hele familiedynamikken ændrede sig og blev usund på mange måder. For mig betød det, at jeg tilsidesatte mig selv rigtig meget og havde følehornene ude. Er han sur nu? Er min mor sur nu? Jeg distancerede mig meget fra mig selv for at kunne være i det, siger Nova Hansen, der i dag bor i en lejlighed i Sydhavnen i København sammen med en veninde. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    • - Jeg har været meget vred på min mor, min far og på mig selv. Det er jeg til dels stadig. Men jeg arbejder med det hos min psykolog. Når man har haft misbrug tæt på sig, er det noget, man skal arbejde med resten af livet. Det er en svær pille at sluge. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    • Nova Hansen arbejder på et stort maleri. Det forestiller to af hendes veninder, der sidder sammen i Enghaveparken på en sommeraften. Da hun var yngre, følte hun en stor skam over at have misbrug tæt inde på livet. Men der er ingen grund til at skamme sig, mener hun i dag. - Vi kender alle sammen en, der ikke passer ind i samfundet, eller som er blevet syg. Der er ingen, der bærer skyld. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    • Tidligere i livet oplevede Nova Hansen, at hendes familiehistorie gjorde hende pessimistisk. Men med tiden fandt hun ud af, at den indstilling ikke gavnede hende. - Jeg har været meget ked af det. Og det er også vigtigt at være - bare ikke hele tiden. Man må tage det sure med det søde og acceptere, at det er sådan her, det er. Og så er det fedt at bruge de her følelser til noget. At mærke sig selv og hinanden og at kanalisere dem ud i de ting, man laver, siger Nova Hansen. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    • Nova Hansen maler mest med akryl- og akvarelmaling. Men i januar tilføjede hun endnu et medie til sit repertoire: tatoveringsblæk. - Det er ikke noget, jeg ville anbefale nogen som helst andre at gøre, griner hun og fortæller, at hun har lavet flere af de tatoveringer, hun har på armen, selv. - Det var lidt svært. Både at finde den rigtige vinkel, men også fordi man ligesom skal strække huden ud med den ene hånd, samtidig med at man fører nålen med den anden. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    • I dag er Nova Hansens far ædru. Han bor på et herberg og venter på at få tildelt en lejlighed. Nova Hansen taler tit i telefon med ham, og de kører ture sammen fra tid til anden. - Jeg har et godt forhold til ham, og jeg er virkelig glad for at have ham som min far. Selvom han i nogle perioder ikke har føltes som en far, fordi han er syg, siger portrætmaleren, der tydeligt kan mærke, at hendes far er stolt af hende. - Hver tirsdag siger han: "Nu har vi set programmet på kollegiet." Han er rigtig stolt. Og han har heldigvis humor, smiler hun. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    • Selvom Nova Hansen har haft nogle svære teenageår, er hun glad for sine forældre. - Mine forældre har været rigtig dumme, men de har også været rigtig kloge. De har været gode til at støtte mig i, hvem jeg gerne ville være. Og de har altid villet mig det bedste. Det har jeg altid kunnet mærke. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
    1 / 10

    Afgørelsens time nærmer sig.

    På tirsdag skal "Danmarks bedste portrætmaler" 2021 kåres, og 21-årige Nova Hansen er blandt de tre finalister.

    Hun sikrede sig nemlig en finaleplads i DR1-programmet i overbevisende stil, da hun i denne uge imponerede dommerne med sit portræt af Lina Rafn.

    - Nova har formået at levere et portræt, som er ud over det sædvanlige. Så vi ikke bare genkender Lina én til én, vi genkender også hendes energi. Både hendes viljestyrke og hendes helt fantastiske kropskontrol, sagde dommer Jesper Elg blandt andet om Nova Hansens portræt af Infernal-frontkvinden. (© Mastiff)

    - Det er fuldstændig sindssygt, at jeg er med i finalen. Det er... wow! Så skønt, sagde en trippende og tydeligt opløftet portrætmaler lige efter afgørelsen.

    Finaledeltagelsen i 'Danmarks bedste portrætmaler' er den foreløbige kulmination på Nova Hansens malerkarriere. Og når man rammer en milepæl, kan det give god mening at mindes det sted, hvor det hele begyndte. For Nova Hansens vedkommende er det i barndomshjemmet.

    For hendes far var illustrator, og hun beskriver sig selv som "fars pige", så naturligvis ville hun gøre ham kunsten efter.

    Inspireret af sin far begyndte hun at tegne og male, og hun har aldrig lagt penslerne fra sig igen.

    Men sideløbende med, at hendes malertalent spirede, blev forholdet til faderen også mere kompliceret.

    Dr.dk har mødt Nova Hansen til et interview om at vokse op med misbrug tæt inde på livet.

  42. 'Dolket i ryggen': Frankrig er stiktosset over ubådsaftale mellem USA og Australien

    USA's præsident, Joe Biden, taler med Frankrigs Emmanuel Macron under et G7-topmøde i juni. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

    - Frankrig er så stiktosset, at jeg ikke kan huske at have oplevet noget lignende.

    Sådan lyder vurderingen fra international korrespondent i DR Nyheder Stéphanie Surrugue, efter Frankrig fredag besluttede at trække landets ambassadører i USA og Australien hjem.

    Det dramatiske skridt kommer, efter USA, Storbritannien og Australien har afsløret en ny forsvarsalliance.

    Aftalen betyder, at USA skal levere teknologi til atomubåde til Australien. Samtidig mister Frankrig en kontrakt om at levere konventionelle ubåde til Australien. Kontrakten har en værdi over 400 milliarder kroner, skriver den franske avis Le Monde.

    - Det er som at blive dolket i ryggen, siger Frankrigs udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian

    - Vi havde etableret et tillidsforhold med Australien. Den tillid er blevet forrådt.

    Den franske præsident, Emmanuel Macron, og den daværende premierminister i Australien, Malcolm Turnbull, på dækket af en ubåd i Sydney i 2018. (Foto: BRENDAN ESPOSITO © Ritzau Scanpix)

    Frankrig føler sig snigløbet af forsvarsalliancen på flere planer.

    For det første gør det meget ondt at miste en kæmpe kontrakt, der var lig med masser af franske arbejdspladser. Men smerten bliver forstærket af, at Frankrig kun fik få timers varsel, før alliancen blev præsenteret.

    - Frankrig føler, at de er blevet taget på sengen i forhold til den her forsvarsalliance mellem tre allierede lande. De føler, at EU og i særdeleshed Frankrig er blevet holdt udenfor, siger Stéphanie Surrugue.

    - USA er en gammel allieret af Frankrig, og man oplever, at de har spillet med ekstremt, lukkede kort. Den ukoordinerede Afghanistan-tilbagetrækning har i forvejen slidt på USA's image i Frankrig.

    Joe Biden, Scott Morrison og Boris Johnson præsenterede forsvarsalliancen, der har fået navnet Aukus, onsdag. (Foto: WIN MCNAMEE © Ritzau Scanpix)

    Det sker jævnligt, at ambassadører bliver trukket hjem til "konsultationer", når der opstår en diplomatisk krise mellem to lande. Men i næsten alle tilfælde vil der være tale om lande, der havde et anstrengt forhold til hinanden i forvejen.

    Det er noget nær uhørt. Jeg kan ikke huske, at det her er sket i nyere tid mellem allierede lande.
    Stéphanie Surrugue, international korrespondent

    Det er noget helt andet, vi ser her, siger Stéphanie Surrugue.

    - Det er noget nær uhørt. Jeg kan ikke huske, at det her er sket i nyere tid mellem allierede lande.

    - Vi kan godt sige, at det her er en diplomatisk krise, hvor vi skal helt tilbage til Irak-krigen i 00'erne for finde et tidspunkt, hvor de diplomatiske forbindelser mellem Frankrig og USA har været så pressede.

    Forsvarsalliancen mellem USA, Storbritannien og Australien ligger i forlængelse af Joe Bidens udenrigspolitiske strategi, der har modstandsforholdet til Kina som det store fokus.

    Derfor giver det mening at udstyre Australien med avanceret udstyr, der kan danne modvægt til Kinas indflydelse i Stillehavsområdet. Men prisen kan blive dyr.

    Når Biden forsøger at gøre noget ved Kina med en forsvarsalliance på den her måde, så risikerer han at tabe sine allierede.
    Lars Bangert Struwe, Atlantsammenslutningen

    - Når Biden forsøger at gøre noget ved Kina med en forsvarsalliance på den her måde, så risikerer han at tabe sine allierede, siger Lars Bangert Struwe, generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen, i Deadline på DR2.

    Han hæfter sig også ved, at forsvarsalliancen blev præsenteret samme dag, som EU lancerede en strategi for det geografiske område, der kaldes Indo-Pacific. Det dækker over Det Indiske Ocean til den vestlige og centrale del af Stillehavet.

    - Der er simpelthen bare noget timing her, som er helt ad helvede til, undskyld udtrykket, siger Lars Bangert Struwe.

    Og den analyse kan den franske præsident, Emmanuel Macron, med garanti skrive under på.

    - Den nye engelsksprogede forsvarsalliance danner front mod Kina i Indo-Pacific-området, og det er netop noget, som Frankrig i årevis har udarbejdet en strategi for, så Macron ser i den grad sine storpolitiske ambitioner blive fejet af, siger Stéphanie Surrugue.

  43. Analyse: Mette Frederiksen kridter banen op til afgørende slag om landbruget

    Så er banen kridtet op til det endelige opgør i forhandlingerne om en ny klima-aftale for landbruget.

    I løbet af de næste dage vil det efter alt at dømme blive afklaret, om S-regeringen får en bred politisk aftale. Eller om regeringen skal forsøge at blive enig med sine støttepartier, eller måske opgive i denne omgang.

    Statsminister Mette Frederiksen gør det klart i sin tale på Socialdemokratiets kongres i Aalborg, at S-regeringen ikke indgår en aftale uden bindende klimamål for landbruget.

    Der er ingen bindende mål i det udspil, som fem borgerlige partier lagde på bordet i sidste uge.

    Samtidig gør Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen det klart, at Venstre - som er det afgørende parti i denne sammenhæng - ikke indgår en landbrugsaftale uden ekstra penge til landbruget. De fem blå partier har krævet 750 mio. kr. ekstra årligt frem til 2030.

    Regeringen har spillet ud med omkring 80 mio. kr. ekstra. Ellers vil regeringen klare økonomien ved at fordele den eksisterende landbrugsstøtte mere klimarettet.

    Og således er banen kridtet op til den afgørende armlægning mellem først og fremmest Socialdemokratiet og Venstre.

  44. Mette Frederiksen vil give blandt andre elever og lærere indflydelsestudiemilliarder

    Statsminister Mette Frederiksen (S) vil blandt andet give elever, studerende og undervisere indflydelse på fordeling af ekstra 2,5 milliarder kroner årligt til uddannelse.

    Pengene kommer blandt andet fra regeringens forslag om at skære i dimittendsatsen.

    Det siger hun i sin formandstale på Socialdemokratiets kongres i Aalborg i dag.

    - Kom med jeres bud på, hvordan vi skaber den største forandring. Vær med til at prioritere. Vælge til og fra. Så de milliarder, vi fremover kan investere, kommer til at gøre en reel forskel, siger Mette Frederiksen.

  45. Pia K. vil have fremtrædende rolle og afviser ikke comeback

    Pia Kjærsgaard vil have en mere fremtrædende rolle i Dansk Folkeparti og afviser ikke et comeback som formand efter kommunalvalget.

    Det siger hun forud for årsmødet i Dansk Folkeparti i dag, hvor flere lokalformænd har bedt hende om at vende tilbage som formand.

    - Jeg tror, jeg skal have en snak med Kristian Thulesen Dahl om, at jeg får en fremtrædende rolle. For det tror jeg, folk har behov for, og det vil jeg også gerne, siger hun.

    Hvis nu kommunalvalget bliver dårligt, er du så klar til at træde til som formand, hvis baglandet ønsker det?

    - Det er ikke den dagsorden, jeg har lige nu. Lige nu har jeg en dagsorden om, at kommunalvalget skal gå så godt som muligt. Der er et par måneder til, og et par måneder i dansk politik er lang tid.

    Du siger 'lige nu'. Betyder det, at det kan komme på tale på et senere tidspunkt?

    - Jeg synes ikke, det er en debat, jeg har lyst til at gå ind i nu. Jeg siger nej til kampvalg. Det her årsmøde skal forløbe i god ro og orden. Det vil jeg gøre mit til, og så ser vi, hvad fremtiden bringer.

    For at være helt sikker. Afviser du, at du kan tage over som formand efter kommunalvalget?

    - Jeg vil slet ikke forholde til tiden om to måneder. Dansk politik er uforudsigelig, og tingene sker næsten fra dag til dag.

  46. USA dræbte ti civile ved droneangreb: 'Det sætter en tyk streg under det kaotiske aspekt i den her evakuering'

    USA's indrømmelse af, at et droneangreb kostede ti civile livet i Afghanistan, er endnu et eksempel på, hvad der mislykkedes ved udtrædelsen.

    Det mener David Vestenskov, der er chefkonsulent ved Forsvarsakademiet:

    - Det sætter en tyk streg under det kaotiske aspekt i den her evakuering. Der var blevet skabt en situation i forbindelse med tilbagetrækningen, som langt fra var optimal og indbefattede en stor risiko, siger han.

    Et missil fra en drone var rettet mod en hvid Sedan i Kabul, og det amerikanske forsvarsministerium mente, at føreren var farlig og arbejdede for Islamisk Stat. En intern undersøgelse har vist, at manden er uskyldig. Missilet dræbte ham og flere civile på stedet.

  47. Førsteudgave af den amerikanske grundlov på auktion - vurderes til over 100 millioner kroner

    En meget sjælden førsteudgave af den amerikanske grundlov kommer på auktion i midten af november.

    Det oplyser auktionshuset Sotheby's i New York.

    Dokumentet af grundloven, som blev vedtaget i 1787, blev sidst solgt i 1988 for 165.000 dollar (ca. en million kroner).

    Nu bliver værdien sat til mellem 15-20 millioner dollar (95-127 millioner kroner).

    Men Sotheby's bør nok sikre dokumentet forsvarligt indtil auktionen - hovedpersonen Benjamin Franklin Gates fra filmen 'National Treasure' har formentlig planer om at stjæle det.

    Førsteudgave af den amerikanske grundlov fra 1787 kommer på auktion. (Foto: JASON SZENES)
  48. MINUT FOR MINUT fra fire landsmøder: Martin Henriksen er genvalgt til hovedbestyrelsen i DF

    Dansk Folkeparti holder årsmøde i MCH Herning Kongrescenter lørdag den 18. september 2021. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

    En politisk superweekend er skudt i gang. Socialdemokratiet holder kongres i Aalborg, De Konservative holder landsråd i København, De Radikale holder landsmøde i Nyborg, mens Dansk Folkeparti holder årsmøde i Herning.

  49. Sønderjyder lærer at kunne vikariere for præster ved sygdom

    Når det regner på præsten, drypper det på degnen - men pådrager den drivvåde præst sig en forkølelse, så skal den lokale jordemoder, lærer eller en helt tredje træde til.

    Stemmetræning og øvelse i autoritet er noget af det, deltagerne står overfor.

    Manglen på præster er stor, og derfor er der især i sognene på landet behov for, at andre kan varetage gudstjenesterne.

    - Nogle af provstierne er kendetegnet ved at have mange små sogne, der deler den samme præst. Men det kan være en udfordring at få dækket gudstjenesten i sin egen kirke, siger Kirsten Kruchov Sønderby, provst i Aabenraa.

  50. Efter kvinde blev skudt på gaden: Nordjyllands Politi opsætter mobil politistation og patruljering i området

    - Hvis man har brug for en snak med os om den tragiske episode eller har oplysninger til os, så er man meget velkommen til at rette henvendelse til betjentene, siger Anders Uhrskov, der leder efterforskningsarbejdet, i en pressemeddelelse.

    Politiet opfordrer desuden til, at ligger man inde med video-optagelser af selve episoden eller forløbet før eller efter, så skal man ikke dele det, men kontakte politiet.

    Oplysninger i sagen kan rettes til politiet på telefon 114.

    Den 52-årige mistænkte mand i sagen er anholdt og fremstilles i grundlovsforhør i dag klokken 11:30.

  51. Hjemmeværnsøvelse på Sjælland og Lolland-Falster kan påvirke trafikken

    Lørdag morgen kører en kolonne med over 20 køretøjer fra Holbæk og mod syd gennem det meste af Region Sjælland, før den når frem til Kartofte på Lolland.

    Det skriver TV Øst.

    Over 1.000 hjemmeværnsfolk deltager i beredskabsøvelsen, hvor der vil blive opsat afspærringer og adgangskontrol flere steder på ruten.

    Hjemmeværnet advarer om, at trafikken kan blive påvirket af øvelsen.

Mere fra dr.dk