Nyheder
7. jan 2015

BILLEDER Terrorangreb på satireblad ryster Frankrig

  • Politi- og ambulancefolk mødte massivt op, da meldingerne om skyderi på Charlie Hebdo kom. (Foto: Philippe Dupeyrat © Scanpix)
  • Blandt de døde er to politifolk. 3000 politifolk er nu sat ind i den store menneskejagt på gerningsmændene. (Foto: REGIS DUVIGNAU © Scanpix)
  • Den franske præsident, Francois Hollande, forlader l'Eysee for at tage til den satiriske avis Charlie Hebdo. Han kaldte med det samme skudattentatet for et terrorangreb. (Foto: PATRICK KOVARIK © Scanpix)
  • I november 2011 blev bladets lokaler brændt ned efter et angreb med molotorv cocktails. (Foto: YOAN VALAT © Scanpix)
  • Øjenvidner er i chok efter skuddramaet. (Foto: MARTIN BUREAU © Scanpix)
  • 12 personer meldes indtil videre dræbt. (Foto: Philippe Dupeyrat © Scanpix)
  • Franske soldater patruljerer ved Eiffeltårnet. Beredskabet i Paris er hævet efter terrorangrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo. (Foto: Gonzalo Fuentes © Scanpix)
  • Dette billede viser to af gerningsmændene skyde mod politiet, inden de tager flugten i den sorte bil. (© DR)
  • Øjenvidner har fortalt, at to eller tre hætteklædte mænd tvang en Hebdo-medarbejder, der stod på gaden, til at skrive kode til indgangsdøren, hvorefter de kom ind og skød løs. Angiveligt råbte de 'Allah er stor', men det er endnu ikke bekræftet. (Foto: JACKY NAEGELEN © Scanpix)
  • Beredskabet i Paris er hævet efter terrorangrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo. (Foto: Joel Saget © Scanpix)
  • Skuddramaet har skabt kaos i trafikken i Paris' gader. (Foto: Etienne Laurent © Scanpix)
  • Der bliver foretaget undersøgelser af steder hvor gerningsmændene patroner har ramt. Her bliver en bil undersøgt. (Foto: Christian Hartmann © Scanpix)
  • Hassen Chalghoumi, som er iført den hvide hovedbeklædning, er imam i Drancy moskeen. Han er kommet til Charlie Hebdos hovedkvarter, for at se, hvad der er hændt. (Foto: Martin Bureau © Scanpix)
  • (Foto: Charles Platiau © Scanpix)
  • Efterretningstjenesten er ved at undersøge området for spor. (Foto: Charles Platiau © Scanpix)
  • Folk er i chok over terrorangrebet. (Foto: Christian Hartmann © Scanpix)
1 / 16

Fransk politi bekræfter, at 12 er dræbt under et angreb på det satiriske blad Charlie Hebdo i Paris.

Den franske præsident, Francois Holland, mener, at der uden tvivl er tale om et terrorangreb.

Bladet Charlie Hebdo har i flere år været under politibeskyttelse, men alligevel lykkedes det maskerede gerningsmænd at angribe bladet.

Gerningsmændene er endnu ikke fundet, men politiet har billeder af dem.

Se billeder af tragedien øverst i artiklen.

Nyheder

  1. 4 min. siden

    Mette Frederiksen afviser advokatvurdering og har fortsat tillid til Barbara Bertelsen

    Mette Frederiksen har fortsat tillid til Barbara Bertelsen. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Ritzau Scanpix)

    Statsminister Mette Frederiksen (S) vil ikke forholde sig til, hvad der skal ske med hendes egen departementschef Barbara Bertelsen i kølvandet på Minkkommissionens rapport.

    Bertelsen og ni andre topembedsmænd har ifølge Minkkommission begået så grove tjenesteforseelser, at der kan rejses en disciplinærsag mod dem.

    Men på et pressemøde sparker Mette Frederiksen spørgsmålet om, hvad der nu skal ske, til hjørne.

    Din departementschef får en meget, meget hård kritik. Kan hun fortsætte som departementschef i Statsministeriet?

    - Det er helt rigtigt, at der er en række embedsmænd, der får en hård kritik af kommissionen, og det tager vi selvfølgelig alvorligt.

    - Der har vi et system, der kører for sig selv. Det er blevet igangsat nu. Regeringen har behov for rådgivning af, hvad der er det rigtige at gøre. Den rådgivning vil vi få fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

    Normalt – eller i hvert fald ofte i sager, hvor embedsmænd får hård kritik - så bliver embedsmændene hjemsendt. Forestiller du dig, at de skal hjemsendes?

    - Det kommer an på, hvilken rådgivning vi får fra Medarbejder- og Kompetencealestyrelsen.

    Har du fortsat tillid til Barbara Bertelsen og den rådgivning, hun giver dig?

    - Ja, jeg har tillid til alle de embedsmænd, der er ansat, og det gælder også dem, der er udtrykt kritik af. Når der er kritik, skal forholdene afdækkes ordentligt, og det mener vi, det bedst sker, ved at inddrage Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

    Men gør det her forløb noget ved din tillid til Barbara Bertelsen?

    - Jeg har generelt tillid til embedsmændene, og det gælder også departementschefen i Statsministeriet, siger Mette Frederiksen.

    Medarbejder- og Kompetencestyrelsen står for arbejdsgiverfunktionen i staten.

    Mette Frederiksen siger på pressemødet, at regeringen tager den massive kritik fra Minkkommissionen til efterretning. Hun undskylder over for minkavlerne og kalder det for en 'beklagelig fejl'.

    Men samtidig slår hun fast, at der ikke bør ske mere i forhold til regeringen.

    - Jeg har ikke nogen planer om at gå af, siger hun.

    Mette Frederiksen afviser også blankt at lade uvildige advokater nærlæse rapporten for at vurdere, om der skulle være grundlag for en rigsretssag. Kravet har været rejst af de borgerlige partier.

    Minkkommissionen mener, at Mette Frederiksens pressemøde den 4. november 2020 var "groft vildledende" og en "klart ulovlig instruks". Men statsministeren lægger vægt på, at hun ifølge kommission ikke var klar over, at der manglende lovhjemmel, da hun holdt pressemødet.

    - Kommissionen siger endda meget klart, at jeg ikke har haft viden om eller hensigt til det. Jeg er ikke på noget tidspunkt blevet advaret, og jeg har overholdt min sandhedspligt over for Folketinget.

    Men der er noget, der hedder grov uagtsomhed. Det har kommissionen ikke taget stilling til?

    - Jeg synes, det er vigtigt at sige, at kommissionen konkluderer meget klart på min manglende vidende om det her spørgsmål, og at jeg har overholdt min sandhedspligt.

    Men hvorfor siger du nej til en advokatvurdering?

    - Fordi som jeg sagde før, så er kommissionens konklusion meget klar. Jeg er ikke blevet advaret på noget tidspunkt, og jeg har overholdt min sandhedspligt.

    Men der er ikke lavet en vurdering af, hvorvidt du har optrådt groft uagtsomt eller ej. Og dermed ved vi ikke om, du har overtrådt loven. Så hvorfor ikke få det undersøgt?

    - Som jeg læser det er der ikke noget grundlag for at rejse en rigsretssag.

    Med hvilken faglighed har du for at læse det. Du er jo ikke jurist? Det kan du jo ikke vurdere.

    - Nej, men du beder jo om min vurdering.

    Nej, jeg spørger bare, hvorfor du ikke vil lade nogle fagfolk vurdere?

    - Det kommer til at lyde lidt som om, at det almindelige er at igangsætte en advokatundersøgelse oven på en undersøgelseskommission.

    Så dit argument er, at fordi vi ikke plejer det, så skal vi heller ikke gøre det her?

    - Nej, mit argument er, at beretningen hvad angår min rolle i det her er meget klar, og på den baggrund mener jeg ikke, at der er noget, der indikerer en rigsretssag. Og så vil jeg gerne understrege, at det suverænt er Folketinget, der træffer den beslutning.

    Ved du, at du ikke har handlet groft uagtsomt?

    - Ja, jeg mener ikke, der er grundlag for, at jeg har ageret eller reageret groft uagtsomt, siger Mette Frederiksen.

    Det er en politisk beslutning, om der skal rejses en rigsretssag, men en advokatvurdering kan bruges til at give politikerne et mere sikkert juridisk grundlag til at træffe beslutningen.

    Det eneste konkrete, som Mette Frederiksen nu søsæter efter rapporten, er en række udvalg og nye procedurer.

    Hun foreslår blandt andet, at der indføres en rådføringspligt i krisetider efter samme model, som Udenrigspolitisk Nævn har i udenrigspolitikken.

    Hun foreslår også et demokratiudvalg, blandt andet skal se på samspillet mellem politikere og embedsmænd.

    Der skal desuden strammes op på en række procedurer i de interne arbejdsgange i regeringen.

    Endelig er hun klar til at se på offentlighedsloven.

  2. 56 min. siden

    Løve roser ny lov mod aldersdiskrimination

    Jacob Risgaard opfordrer andre virksomhedsledere til at se bort fra ansøgernes alder. (Foto: Per Arnesen/DR)

    Når virksomheder søger ny medarbejder, må chefen ikke længere spørge, hvor gammel ansøgeren er.

    En ny lov, der træder i kraft i dag, skal sørge for at ældre ansøgere ikke automatisk bliver fravalgt.

    Det er en god idé, mener Jacob Risgaard, der er medstifter af webbutikken Coolshop og investor i DR-programmet Løvens Hule.

    - Alder bør ikke være en faktor. Det handler om at finde de bedste folk, siger han.

    Jacob Risgaard ser den nye lov som et signal om, at chefer skal være mere åbne.

    - Det værste ved at ansætte en person, der er ældre, end man er vant til, er at man bliver skubbet ud af sin sikre boks, siger han.

  3. I dag kl. 11:06

    Danskerne indfinder sig på Tour de France-rytternes rute: 77-årige Grethe Dalsgård har fundet 'eminent god plads'

    Første etape i årets Tour de France starter i dag, og mange tilskuere har allerede indfundet sig langs dagens rute, der går fra Ørstedsparken videre rundt i København.

    Én af de spændte fremmødte er 77-årige Grethe Dalsgård, der har "elsket cykelløb", siden hun var helt ung. Hun kalder sin tilskuerplads ved Rådhuspladsen "eminent god".

    - For det er lige 20 meter før målstregen, så jeg er sikker på at kunne se alle sammen komme ind over, siger hun.

    Ifølge Grethe Dalsård kom hun tidligt ud ad døren, for hun kunne følge med i fjernsynet hjemmefra og se, at andre publikummer allerede mødte op fra morgenstunden.

    - Så tænkte jeg, Grethe, du kan ikke vente til klokken 10. Du må afsted. Så jeg skyndte mig at blive færdig og komme herind, siger hun.

    - Så jeg var herinde 7.30-8. Og her bliver jeg så nok til klokken er 21-21.30 i aften.

    Hør Grethe fortælle om sit program under årets Tour de France:

  4. I dag kl. 11:03

    Mette Frederiksen om skarp kritik af embedsfolk: Styrelse skal se på deres fremtid

    Statsminister Mette Frederiksen (S) ønsker på nuværende tidspunkt ikke at forholde sig til, om det skal have ansættelsesmæssige konsekvenser, at flere embedsfolk fra en række ministerier får en meget skarp kritik af Minkkommissionen.

    Kommissionen mener, at der kan rejses disciplinærsager mod flere af de involverede embedsfolk.

    Regeringen beder nu om rådgivning fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, siger statsministeren på et pressemøde i kølvandet på Minkkommissionens rapport om sagen.

    Hun vil ikke svare på, om hendes egen departementschef, Barbara Bertelsen, skal hjemsendes, mens hendes og de andre embedsfolks roller i minksagen undersøges nærmere.

    - Det kommer an på, hvilken rådgivning vi kommer til at få fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, siger hun.

    Selv siger hun, at embedsfolkene har givet alt for at få Danmark ud på den anden side af coronapandemien.

    Hun har også fortsat tillid til embedsfolkene - også de der kritiseres af kommissionen.

    - Jeg har ikke oplevet andet end nogle mennesker, der gav alt. Det ændrer ikke på, at så skal basale ting som hjemmelspørgsmål selvfølgelig være på plads.

    - Vi har et dygtigt embedsværk i Danmark, og det håber jeg står tilbage, siger statsministeren.

  5. I dag kl. 10:50

    Nyd den sidste sol og varme i weekenden. For vejrskifte rammer, mens Tour de France besøger Danmark

    Sådan ser femdøgnsprognosen ud. (Foto: DR vejret)

    Sommersolen har for alvor varmet os i den seneste tid. Men det er snart slut.

    Fredag, hvor de første Tour de France-ryttere bevæger sig ud på enkeltstarten i København, risikerer Danmark at blive ramt af byger, som kan gøre den 13 kilometer tur gennem hovedstaden til en våd omgang for rytterne.

    Og regnvejret er startskuddet for, hvad der venter os vejrmæssigt næste uge.

    For der er et vejrskifte på vej, fortæller meteorolog ved DR Vejret Søren Jacobsen, og temperaturerne kommer til at falde i næste uge, mens der også kommer regnbyger.

    - Nu har vi i et stykke tid haft en strømning op fra syd med ret varm, men også ustabil luft. Nu begynder det hele at skifte, og vi får det, jeg kalder en vestenvindssommer, siger Søren Jacobsen.

    I stedet for varm luft fra det kontinentale Europa, så slår vejret over, og luftmassen kommer fra et helt andet område.

    - Strømningen er fra vest og nordvest, og det er en væsentlig køligere luftmasse, der kommer ned over os. Det gør, at der er en hel del regnbyger. Det bliver ikke så meget med tordenbyger, men det bliver køligere og med blæst fra vest. Det er en helt anden vejrtype, siger Søren Jacobsen.

    Der var høj sol og næsten skyfri himmel, da DGI Landsstævnet åbnede torsdag. Det skal vi næppe regne med på den anden side af weekenden, fortæller meteorolog ved DR Vejret Søren Jacobsen. (Foto: Tim K. Jensen © Ritzau Scanpix)

    I stedet for den varme luft fra det kontinentale Europa, kommer havluften fra nord og nordvest ind over Danmark.

    - Det er en helt anden luftmasse. Det kommer oppe fra Norskehavet og Atlanterhavet og trækker ind over Nordsøen, så det er en helt anden maritim, kølig luftmasse i stedet for, at vi får varmen sivende op fra det varme kontinent, som vi har haft i noget tid, siger Søren Jacobsen.

    Det er den anden luftmasse, der giver anledning til, at vi kommer til at se en forandring i vejret.

    - Godt nok har det været ustadigt med regn- og tordenbyger i et stykke tid, men det har været lunt og sommervarmt. Det bliver det absolut ikke i næste uge.

    - Det bliver med regnbyger hver dag i næste uge, tror jeg, siger Søren Jacobsen.

    Det var næste uge, men hvad med weekenden?

    - Der kan godt komme nogle regnbyger lørdag og søndag. Flest søndag. Det bliver 22 til 24 grader, så det er ikke helt slået igennem med den hidsige vestenvind. Weekenden er ok, men jeg tror ikke, vi når op på det, vi kalder sommerdage med 25 grader, siger Søren Jacobsen.

  6. I dag kl. 10:21

    Inger Støjbergs parti har rundet 20.182 vælgererklæringer

    Rettelse: Tidligere skrev vi, at Danmarksdemokraterne var opstillingsberettiget til Folketinget. Men det er ikke korrekt. Nu har de blot fået nok vælgererklæringer til at stille op til Folketinget. Det skal først godkendes af Indenrigs- og boligministeriet.

    Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, har rundet 20.182 vælgererklæringer.

    Det fremgår af vaelgererklaering.dk.

    Det betyder, at partiet nu har fået nok vælgererklæringer til at stille op til Folketinget. De skal dog først godkendes af Indenrigs- og boligministeriet.

    Det er en uge siden, at Støjberg, den tidligere Venstre-politiker, annoncerede sit nye parti.

  7. I dag kl. 10:12

    Mette Frederiksen om minkkommissionens rapport: Kritikken af regeringen er markant og massiv

    Statsminister Mette Frederiksen (S) beklager igen forløbet omkring aflivningen af alle mink.

    Regeringen holder netop nu pressemøde i Spejlsalen om sagen i kølvandet på Minkkommissionens granskning af, hvad der skete op til og efter, at alle mink blev beordret aflivet.

    - Kommissionen fremsætter en massiv og markant kritik, indledte statsministeren pressemødet med.

    - Vi tager kritikken meget alvorligt og til efterretning, og det giver anledning til refleksion over, hvordan vi fremover vil håndtere lignende sager, hvis de skulle opstå igen i Danmark, sagde Mette Frederiksen.

    Hun fremhævede i sine indledende bemærkninger til rapporten også, at kommissionen ikke mener, at Mette Frederiksen blev advaret om den manglende lovhjemmel.

    - Jeg har overholdt min sandhedspligt og havde ikke til hensigt at sige noget, der ikke var korrekt. Jeg fik ikke at vide eller blev advaret om, at der manglede hjemmel, sagde hun blandt andet.

    Hun kalder aflivningen af alle mink for den rigtige beslutning, som også havde været den samme i dag.

    - I vores øjne kunne en ansvarlig regering ikke gøre andet, sagde statsministeren.

  8. I dag kl. 09:34

    Tørt vejr bliver afløst af regn og byger i dag

    Når man kigger op mod himlen, kan man nogle steder i landet måske allerede ane, at det trækker op til regn.

    Men fredag starter med tørt vejr i løbet af formiddagen, hvor der vil være udsigt til lidt eller nogen sol, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

    Senere på dagen venter der dog regn og byger - og der er også risiko for torden.

    Det våde vejr breder sig fra sydvest op over landet i løbet dagen.

    Der vil være store forskelle i dagtemperaturerne rundt omkring i landet lige fra 20 grader i sydvest til 28 grader i Nordsjælland.

  9. I dag kl. 09:25

    Mette Frederiksen holdt pressemøde om Minkkommissionens kritik

    Pressemøde i Spejlsalen (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Ritzau Scanpix)

    Statsministeren handlede "groft vildledende", da hun på et pressemøde den 4. november 2020 meddelte, at alle landets mink skulle aflives.

    Samtidig har hendes højre hånd og departementschef Barbara Bertelsen "begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar", og en lang række andre embedsmænd står til disciplinærsager.

    Og sidst, men ikke mindst, har Fødevareministeriet handlet "særdeles kritisabelt".

  10. I dag kl. 09:21

    SF ser ingen grund til at få advokater eller rigsret til at se på minksagen

    SF ser ingen grund til at gå videre med advokatvurderinger eller rigsret efter at have fået Minkkommissionens beretning om forløbet, da alle mink blev beordret aflivet.

    Det skrivet partimedlem Karina Lorentzen i en mail til Ritzau.

    SF har ifølge Lorentzen haft to kriterier, som partier har vurderet sagen efter. Det ene er, om statsminister Mette Frederiksen (S) har begået noget bevidst ulovligt. Det andet er, om hun har løjet for Folketinget.

    - Modsat Støjberg-sagen, hvor der var begået ulovligheder, advaret imod det og løjet for Folketinget, er ingen af delene tilfældet her, skriver hun.

    Heller ikke Enhedslisten ønsker en advokatundersøgelse, sagde partiet i går.

    Minkkommissionen kom i går med en skarp kritik af flere ministre og topembedsmænd herunder statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes departementschef Barbara Bertelsen.

    Kommissionen mener dog ikke, at statsministeren var klar over, at der manglende lovhjemmel og derfor ikke med forsæt udstak den ulovlige instruks om at aflive minkene.

    Der er pressemøde i Statsministeriet om sagen klokken 10.00. Du kan følge med live her på dr.dk og på DRTV.

  11. I dag kl. 08:36

    Arbejdsløsheden bliver lavere og lavere - også antallet af langtidsledige falder

    Præcis som det har været tilfældet med den generelle ledighed, har langtidsledigheden også været nedadgående det seneste års tid.

    Og i maj blev der gjort et nyt indhug i gruppen af personer, der har været ledige i mindst 80 procent af tiden de seneste 12 måneder.

    Det skriver Ritzau på baggrund af tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

    Tallene viser, at der i maj blot var 15.000 langtidsledige, når man omregner til fuldtidspersoner og tager højde for sæsonudsving.

    Det er næsten på linje med den seneste bund i begyndelsen af 2009, hvor der kun var 13.500 langtidsledige.

  12. I dag kl. 07:30

    overblikket: Sådan påvirker Tour de France trafikken de kommende dage

    København farves gul, når Tour de France i dag ruller ind på den københavnske asfalt. Cykelløbet starter klokken 16.00 med en enkeltstart i hovedstaden.

    De tre første etaper og 394 kilometer skal køres i Danmark, inden karavanen rykker til Frankrig.

    Det betyder ændringer i trafikken over hele landet de kommende dage. Få overblikket her:

    1. etape: København

    H.C. Andersens Boulevard og Rådhuspladsen i København er afspærret for bilkørsel og parkering.

    Selve ruten er afspærret for al kørsel fra i dag og frem til lørdag eftermiddag.

    Løbsledelsen råder til at benytte offentlig transport.

    Der forventes at være normal trafik igen lørdag eftermiddag den 2. juli.

    2. etape: Roskilde-Nyborg

    Rytterne kører i morgen 202 kilometer fra Roskilde til Nyborg.

    Trafikken i og omkring Roskilde, Lejre, Odsherred, Holbæk, Kalundborg, Korsør og Nyborg vil være påvirket hele dagen.

    Storebæltsbroen lukkes i begge retninger i morgen fra klokken 13.00 til 18.00. Motorvejene, der fører til Storebæltsbroen, kan blive afspærret allerede fra klokken 12.30.

    Togtrafikken over Storebælt vil ikke være påvirket.

    3. etape: Vejle-Sønderborg

    På søndag køres der 182 kilometer fra Vejle til Sønderborg.

    Trafikken i og omkring Vejle, Kolding, Haderslev, Aabenraa og Sønderborg vil være påvirket i lange perioder.

    Bilister opfordres til at orientere sig om trafikken på forhånd og afsætte ekstra tid til køreturen.

  13. I dag kl. 06:49

    Ukrainske myndigheder: 18 er dræbt i missilangreb i Odesa

    Et russisk missilangreb har natten til fredag kostet 18 mennesker livet og såret 30 lidt uden for havnebyen Odesa.

    Det oplyser ukrainske myndigheder ifølge Reuters.

    Missilet ramte et ni etager højt lejlighedskompleks og forårsagede også en brand i en tilstødende butiksbygning omkring klokken et i nat lokal tid.

    Ifølge Serhiy Bratchuk, der er talsmand for de regionale myndigheder i Odesa, er der en redningsaktion i gang for at redde overlevende ud af den sammenstyrtede bygning.

    Et andet angreb har ifølge Bratchuk ramt et feriecenter i nærheden og såret flere.

    Det har ikke været muligt for DR at bekræfte oplysningerne.

    Artiklen er opdateret med seneste dødstal.

  14. I dag kl. 06:11

    Trump beskylder kongresvidne for at lyve: Hun må have 'alvorlige psykiske problemer'

    Donald Trump beskylder Cassidy Hutchinson for at være en løgner, efter Hutchinsons opsigtsvækkende vidneudsagn i et kongresudvalg tidligere på ugen. (Foto: Stefani Reynolds © Ritzau Scanpix)

    En løgner med psykiske problemer.

    Mere eller mindre sådan beskriver den tidligere amerikanske præsident Donald Trump den tidligere rådgiver i Det Hvide Hus Cassidy Hutchinson.

    Hutchinson vidnede i tirsdags om den tidligere præsident under en høring om stormløbet mod Kongressen den 6. januar sidste år.

    Og nu kalder Trump hende for en løgner i et interview med det højreorienterede medie Newsmax.

    - For at denne her pige kommer på den slags historier, må hun have alvorlige problemer. Psykiske problemer, siger Trump til mediet ifølge Ritzau.

    Trumps beskyldninger kommer, efter Hutchinson under ed blandt andet fortalte, at Trump var ligeglad med, at hans tilhængere var bevæbnede, da han skulle tale på plænen bag Det Hvide Hus på dagen for det dødelige stormløb mod den amerikanske Kongres.

  15. I dag kl. 05:58

    Djøf forsvarer topembedsmænd, der begik fejl i minksagen: 'De havde ikke sovet i månedsvis'

    Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, er en af de embedsmænd, der i går fik hård kritik fra Minkkommissionen. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    En række af landets absolutte topembedsmænd begik så alvorlige fejl i Minksagen, at der kan rejses sager mod dem.

    Det slog Minkkommissionen i går fast.

    Men det skete under et "ekstremt tidspres midt i en pandemi uden historisk sidestykke" og i det lys er kommissionens dom over embedsværket "meget hård", lyder det fra den faglige organisation Djøf.

    - Inden vi allesammen siger, at embedsværket ikke kan finde ud af deres arbejde, er det meget vigtigt, at vi ser på, hvad det var for en situation, de stod i, siger formand Sara Vergo.

    - De havde ikke sovet i månedsvis, de arbejdede faktisk i døgndrift for at hjælpe Danmark ud af den her krise. Og ja, så traf de nogle lidt for hurtige beslutninger på et tidspunkt, hvor alting var helt utrolig presset, siger hun.

    Formand i Djøf, Sara Vergo. (Foto: Oscar Scott Carl © Ritzau Scanpix)

    Kommissionen skriver dog selv i deres rapport, at "landets øverste embedsmænd nødvendigvis må prioritere deres tid", og at man i sin kritik har taget højde for det "tidspres og arbejdspres, som embedsmændene var underlagt under en sundhedskrise, der havde varet det meste af et år".

    Kan man bruge det som en undskyldning for ikke at skulle drages til ansvar?

    - Jeg tror ikke, at man kan bruge det som en undskyldning, at der var højt tempo og stort pres. Men man kan godt bruge det som en forklaring på, hvorfor der blev begået en fejl der. Der var jo ikke nogen, der var i tvivl om, at de her mink udgjorde en stor sundhedsrisiko, og der var nødt til at ske noget meget hurtigt på den baggrund, siger Sara Vergo.

    Kommissionen har under deres arbejde gennemført 86 afhøringer af i alt 74 vidner, om hvem der gjorde hvad og hvornår, da alle landets mink i efteråret 2020 ulovligt blev beordret aflivet.

    Dens konklusioner blev i går offentliggjort i en over 1.500 sider lang rapport.

    I den kan man blandt andet læse, at Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, har "begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed", at "det offentlige kan drage hende til ansvar" i sagen.

    Også ni andre topembedsmænd kan der rejses sager mod, konkluderer kommissionen. Det gælder blandt andre Justitsministeriets departementschef, Johan Legarth, den daværende departementschef i Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard og Rigspolitiets øverste chef, Thorkild Fogde.

    Giver det her ikke også anledning til noget selvransagelse?

    - Vi skal passe på med at sammenligne lige præcis den her situation med, hvad der ellers foregår i Danmark, når der bliver truffet beslutninger inde i maskinrummet. Det var helt, helt usædvanlige vilkår, man stod i, siger Sara Vergo.

    - Så når man siger, hvad kan vi lære af det her? Ja, vi kan lære, at vi skal passe rigtig meget på med at smitte hinanden med corona. Vi kan lære, at vi skal bruge lidt mere tid, selv i så pressede situationer på at få tænkt os om. Men vi kan ikke sige, at vi skal ændre en helt masse grundlæggende, for det tror jeg simpelthen ikke er nødvendigt, siger hun.

    Djøf mener dog, at det kan være nødvendigt at se på, om der er arbejdsgange, der skal gås efter i sømmene. Blandt andet om embedsværket er så hierarkisk, at ansatte ikke tør sige fra, når de bliver opmærksomme på fejl, som der undervejs i forløbet er blevet rejst mistanke om.

    Derfor har de nedsat et uafhængigt ekspertudvalg, der skal se på samspillet mellem politikere, embedsmænd og medier, som vil komme med en redegørelse i slutningen af året.

  16. I dag kl. 05:56

    Fem gode råd: Sådan kommer du bedst gennem trafikkaos i weekenden

    Rigtig mange biler skal krydse Storebælt i løbet af weekenden. Så planlæg din tur og kør i god, lyder rådet. (Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Der er gul feber.

    Der er festivalfeber i Roskilde.

    Der er gymnaster fra hele landet til Landsstævne i Svendborg.

    Og læg så dertil sommerferietrafikken.

    Der bliver tryk på vejene i denne weekeend, og derfor er det måske en god ide at læse med på nogle gode råd, hvis du skal bevæge dig rundt i landet.

    God planlægning kan nemlig betyde forskellen på at holde i kø eller glide nemt og sikkert gennem trafikken, når Tour de France ruller på tværs af Danmark.

    (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Som så mange andre ting, er det en god ide at planlægge sin tur. Men her i weekenden er det ekstra vigtigt at orientere sig, inden du sætter dig bag rattet.

    Hvis du skal ud at se tour-feltet, så beslut i god tid, hvor du vil se rytterne. Du kan også booke en parkeringsplads på forhånd, så du ved, hvornår du skal være fremme.

    Kør i god tid. Det er nemlig træls at holde i kø, uanset om du skal se cykelløb eller du høj af forventning glæder dig til den længe ventede sommerferie.

    - Hvis man ikke skal på vejene, så find på noget andet end at køre bil. Kan man cykle eller bruge offentlig transport, så tror jeg, det aflaster lidt, siger Christian Rasmussen, der er politiinspektør hos Fyns Politi.

    Det er også en god ide at besøge letourcph.dk/trafik, så du lettere kan planlægge din vej til, fra eller uden om Tour de France.

    (Foto: Søren Steffen © SCANPIX DANMARK)

    Når rytterne i Tour de France feltet krydser Storebælt er broen lukket for al trafik.

    Det betyder, at broen lukker allerede klokken 12.30 den 2. juli, hvorefter Fynske Motorvej og Vestmotorvejen bliver spærret ved henholdsvis Nyborg V og Slagelse V. Det sker for at sikre, at de sidste biler kan nå over Storebælt, inden broen lukker helt fra kl. 13.00 til 18.00.

    Derfor anbefaler politiet, at du krydser Storebælt dagen før eller dagen efter, hvis du har mulighed for det.

    Politiet forventer, at trafikken hele lørdag vil være påvirket, og at man kan forvente op til to timer ekstra rejsetid.

    Derfor er det også en god ide, at du tjekker trafikinfo.dk, inden du kører.

    (Foto: BENOIT TESSIER © Ritzau Scanpix)

    Hvis du planlægger at tage bilen til Tour de France, er det en god ide at booke en parkeringsplads tæt på ruten. Så er chancen for at undgå stress til og fra ruten meget større, og du kan i stedet bruge din energi på at se rytterne suse forbi.

    Du kan på forhånd booke en p-plads til Tour de France via linket her.

    Hvis ikke du vil bruge en af parkeringspladserne, er det en gode ide at holde et stykke fra ruten og gå det sidste stykke vej.

    Det er også muligt at tage tog eller bus. Find den bedste vej med kollektiv transport på Transport til Touren.

    DSB har sat længere og flere tog ind. Men køb billetten i så god tid som muligt - og køb den gerne hjemmefra, lyder rådet fra Charlotte Saltoft Kjærulff, der er kundechef hos DSB.

    - Der kan opstå kø for at komme med toget, og der er tidspunkter, hvor rigtig mange gerne vil rejse, så der skal man tage sin tålmodighed med. På selve dagen kan man også stå i en situation, hvor det kan være svært at komme til en automat eller få signal på sin telefon til app’en.

    (Foto: HENRY ROMERO © Ritzau Scanpix)

    Lige som rytterne ikke må gå sukkerkolde, er det en god ide have både mad, drikkevarer og snacks med til turen. Så er det nemlig lettere at bevare det gode humør og nyde dagen og ikke blive utilpas.

    Sørg også for at bilen er tanket uanset, om det er benzin eller el. Der bliver tæt trafik og risiko for kø.

    Desuden er det en god ide at tænde for DR P4 Trafik, så du kan få opdateringer undervejs.

    (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

    Sidst, men ikke mindst. Husk at nyde festen i alle byerne langs ruten. Og husk også at følge arrangørernes og myndighedernes anvisninger på dagen, så det kan blive en god dag for alle.

    Politiet forklarer, at de har brugt lang tid på at planlægge trafikken og sikkerheden, så de er fortrøsningsfulde om, at det nok skal gå med lidt ekstra tålmodighed.

    Og så lige en sidste opfordring fra politiinspektøren fra Fyns Politi

    - Lad være med at bruge de her fingre, vi ikke gider se i bilerne. Men hav tålmodigheden med på køreturen og det gode humør. Så skal det nok gå, siger Christian Rasmussen.

  17. I dag kl. 05:55

    Demonstranter har generet cykelløb i år - og det er politiet også forberedt på

    Rytterne cyklede allerede gennem de københavnske gader, da holdene i årets Tour de France blev præsenteret i Tivoli onsdag. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Dansk politi står over for en kæmpemæssig opgave, når Tour de France-karavanen fra i dag kører over de københavnske veje og videre ud i landet.

    Det har krævet grundig planlægning og koordinering de seneste år.

    Men det er ikke altid, at cykelløb forløber uden problemer.

    Flere gange i år har store traditionsrige cykelløb oplevet, at tilskuere har skabt uro og brugt den store medieplatform til at udtrykke politiske budskaber.

    Blandt andet skete det den 24. april, da det belgiske stjerneskud Remco Evenepoel kørte alene over målstregen ved cykelløbet Liege-Bastogne-Liege.

    Men helt alene var han ikke.

    Mens den 22-årige stjerne jublede, havde en mand iført en "Climate Justice now"-t-shirt formået at få adgang til opløbsstrækningen, hvilket betød, at mandens stunt gik verden rundt.

    Se optrinnet her:

    Også ved det mindst lige så prestigefuldte løb Flandern Rundt i foråret gik det galt. Da hollandske Mathieu van der Poel trillede over målstregen som den første, løb en demonstrant bag ved ham med en lignende t-shirt.

    Og Københavns Politi har kigget på episoderne. Det fortæller Peter Dahl, der er politiinspektør og chef for beredskabet i Københavns Politi.

    - Det er vi meget opmærksomme på, siger han til DR Nyheder.

    Peter Dahl tilføjer, at det er en balancegang, da folk skal have lov til at udtrykke sig med bannere, flag eller andre ting, som kan sætte fokus på deres budskab.

    - Vi sætter grænsen der, hvor sikkerheden bliver kompromitteret, siger han.

    Det gælder både for tilskuerne, men i særdeleshed over for de ryttere, der er med i cykelløbet.

    - Det er mennesker, som kører med lidt beskyttelse på kroppen, og som kører op til 70 kilometer i timen på cykel. Der er vi nødt til at være opmærksomme på, at der ikke er en forhindring på vejen.

    - Det har indgået i vores planlægning, og det betyder også, at hvis man lægger hindringer i vejen på ruten, uanset hvor sympatisk budskabet er, så vil man opleve at blive flyttet af politiet, siger han.

    Politiet er i det hele taget meget opmærksomme på den generelle sikkerhed omkring arrangementerne de næste dage.

    Peter Dahl fortæller, at den generelle trusselsvurdering mod Danmark, som er lavet af Politiets Efterretningstjeneste (PET), er indgået i planlægningen.

    Trusselvurderingen mod Danmark er alvorlig. Skalaen hos PET spænder fra det øverste niveau, som hedder 'meget alvorlig' til det laveste, som kaldes 'minimal'.

    - Det er en integreret del af vores planlægning af store arrangementer.

    - Vi tænker på, hvordan afspærringerne skal være, hvordan ruten skal være, hvor vi placerer vores politifolk, og hvilke kompetencer de skal have.

    For en uge siden blev Oslo ramt af, hvad norsk politi betegner som en ekstrem, islamistisk terroraktion. To mennesker mistede livet og flere blev sårede, da en person begyndte at skyde mod flere barer.

    Og hos Københavns Politi har man også fulgt situationen i Norge, men det kommer ikke til at få den store betydning for afviklingen af Tour de France.

    - Selvfølgelig giver det altid anledning til at reflektere over det, men vi har været bevidste om, at terrortruslen mod Danmark er alvorlig.

    - Så jeg ville blive skuffet over vores egen planlægning, hvis hændelsen i Oslo skulle få os til at ændre væsentlige ting.

    Store dele af København bliver påvirket af enkeltstarten. (Foto: Martin Sylvest)

    Udover dansk politi vil man også kunne opleve fransk politi i aktion i Danmark under cykelløbet.

    For når Tour de France-rytterne suser gennem Danmark, kommer de til at blive fulgt tæt af cirka 30 franske motorcykelbetjente, der bærer våben.

    Det var en betingelse fra den franske løbsarrangør, ASO, at få franske betjente med under touren i Danmark.

    Men de kommer ikke til at spille en rolle i forhold til sikkerheden, forklarer Peter Dahl. For deres opgave er primært at eskortere cykelrytterne på ruten.

    - Det er politifolk, der følger Tour de France rundt på hele turen, og som har gjort det i mange år. De har en stor erfaring i at afvikle og at køre den meget tætte eskorte.

    - De har beføjelser, så hvis der skulle ske noget, så kan de forsvare sig selv.

    - Vi sikrer os, at de aldrig er ude af syne, så hvis der skulle komme en situation, hvor de franske politifolk skulle føle sig kaldet til at gribe ind, så vil der meget hurtigt være danske politifolk til stede, som kan overtage den situation.

    Udover sikkerhedssituationen har politiet også skulle håndtere de trafikale udfordringer, som Tour de France kan give de næste tre døgn.

    Og de bliver store.

    Der har i løbet af de seneste år været et tæt samarbejde mellem flere kommuner, de franske arrangører, flere politikredse samt flere af regionerne.

    - Jeg har før haft ansvaret for flere store operationer også på tværs af landskabet, men det her er helt særligt.

    - Det er et arrangementsområde, der bevæger sig med 50-60 kilometer i timen på tværs af Danmark, og det gør det her arrangement helt særligt i forhold til andre arrangementer.

    Her kører løbet

    • Tour de France bliver kørt i Danmark fredag, lørdag og søndag.

    • Fredag begynder enkeltstarten i København kl. 16.

    • Lørdag kører løbet over Sjælland med start i Roskilde klokken cirka 12:30 og slut i Nyborg.

    • Søndag kører løbet fra Vejle til Sønderborg med start klokken cirka 13.

  18. I dag kl. 05:52

    Roskilde-hovednavn lavede politisk protest: 'Fuck mænd, der fortæller os, hvad vi skal gøre med vores kroppe'

    Der var fuld smæk på attituden, da raptalentet Megan Thee Stallion indtog Roskilde Festival. (Foto: Helle Arensbak © Ritzau Scanpix)

    Megan Thee Stallion er givetvis opkaldt efter en hingst, men torsdag aften var der mere hårdtslående dressør end blid hoppe over den amerikanske verdensstjerne.

    Her rev den 27-årige rapper nemlig publikum foran Orange Scene rundt i manegen, da hun optrådte på årets Roskilde Festival.

    - Er I klar til at fucke det her lort op?, lød opfordringen fra rapstjernen, der gik på scenen omkring halv otte foran en tætpakket festivalplads, der svarede igen med massive klapsalver og pifteri.

    I løbet af den omkring én time lange koncert rappede - og twerkede - Megan Thee Stallion sig gennem verdenshits som 'Body', 'Savage' og den pikante Cardi B-duet 'WAP', der blev både hyldet og kritiseret, da den udkom i 2020.

    Stallions berømte bagparti - der også er fokuspunktet for flere af hendes tekster - var i fuld gallop under hele koncerten, hvor der i hvert eneste nummer på aftenens setliste var indlagt en dedikeret pause til numseryst og twerking.

    Se Megan Thee Stallion indtage Orange Scene:

    • Det var første gang Megan Thee Stallion optrådte på Roskilde Festival - og det lod til, at hun nød det. "Jeg kan sgu godt lide jer!" råbte hun fra scenen. (Foto: Helle Arensbak © Ritzau Scanpix)
    • Med sig på scenen havde Megan Thee Stallion en stor flok dansere, der twerkede og vred sig gennem den én time lange koncert. (Foto: Helle Arensbak © Ritzau Scanpix)
    • Megan Thee Stallion spillede både nye og gamle sange fra sin efterhånden velvoksne diskografi. (Foto: Helle Arensbak © Ritzau Scanpix)
    • Stallions bagdel stjal rampelyset flere gange og fik næsten mere skærmtid på storskærmen foran Orange Scene end den attitudefyldte rapper selv. (Foto: Helle Arensbak © Ritzau Scanpix)
    • Særligt i pitten foran scenen var der gang i publikum. Her stod mange af rapperens dedikerede fans, som hun selv omtaler som sine ”hotties”. (Foto: Helle Arensbak © Ritzau Scanpix)
    1 / 5

    Setlisten gemte også på rapperens seneste single, sommerhittet 'Sweetest Pie', hvor ét af årets andre store Roskilde-hovednavne, Dua Lipa, også medvirker.

    Men selvom selvsamme Dua Lipa faktisk skulle spille på Orange Scene lige efter Megan Thee Stallion, blev det - trods ønsketænkning fra undertegnede og mange andre i publikum - ikke til nogen gæsteoptræden fra den albansk-engelske sanger.

    Til gengæld fik Megan Thee Stallion følgeskab af en flok dansere og en særdeles veloplagt hypeman, der med skrig og skrål beordrede publikum til at "fuck this shit up" undervejs i showet.

    Mod slutningen af sit set kom Megan Thee Stallion også med en politisk brandtale, da hun langede ud efter den omdiskuterede nye højesteretsdom om abort i sit hjemland, USA.

    - Der er så mange fucking mænd, der bliver ved at fortælle os, hvad fuck vi skal gøre med vores kroppe. Men hvis I er en ægte motherfucking hottie (Stallions kælenavn til sine fans), så lad mig høre jer sige: "Min krop, mit valg!"

    En kommando, som publikum på Roskilde Festival adlød straks og efterfulgt af tusindvis af fuckfingre hejst op mod sommerhimlen i protest.

    Megan Thee Stallion er ét af Roskilde Festivals største, internationale hovednavne denne sommer, og skal man tro de gæster, DR mødte foran Orange Scene, levede den amerikanske rapper til fulde op til forventningerne.

    - Jeg tror faktisk, det er den bedste koncert, jeg har set i år på Roskilde Festival, lød det fra Esben Papaya, der var én af de heldige, der havde sikret sig adgang til pitten foran scenen til Megan Thee Stallions Roskilde-debut.

    - Det var et virkelig fedt show. Hun var god til fange publikum, og så var det superfedt, at hun dansede så meget. Hun er jo røvlækker og fuld af attitude.

    - Og hun kan bære det, for man ved, hun er meget mere end "bare" sin røv. Hun er jo benhård, lød det fra 22-årige Esben Papaya, der så koncerten med sin veninde Dana Hamio.

    - Det var så fedt, at hun ikke giver en fuck og bare ryster sin røv, som hun vil. Hun er bare sig selv, og det er vildt forfriskende at se at se, en stærk kvinde, der bare gør lige, hvad hun vil, lød det fra Dana Hamio, der så koncerten med vennen Esben Papaya. (Foto: Christian Ellegaard © DR)

    Hun var særligt begejstret for Megan Thee Stallions politiske protest.

    - Jeg synes, det er super fedt, når kunstnere bruger deres platform på den måde. Her har hun jo mulighed for at ramme 100.000 mennesker på én gang.

    - Det kan godt være, det er en lille bitte flok i det store billede, men hvis budskabet om abortlovgivningen ræsonnerer og får folk til at tænke over den her problematik, så kan det sgu noget. Det gik lige i hjertet.

    "Min krop, mit valg!" lød den remse, som Megan Thee Stallion fik publikum til at råbe i kor. (Foto: Helle Arensbak © Ritzau Scanpix)

    Det er et budskab, en anden koncertgænger, 25-årige Katrine Tvermoes Hermann, bakker om op.

    - Jeg tror, alle piger i verden tænker over, hvad der foregår i USA lige nu og er meget påvirkede af det, så jeg synes, det er nice, at hun kommenterer på det på den måde.

    Både hun og veninden Rikke Holtet Skov Olesen på 24 var svært begejstrede for torsdagens show, selvom de på forkant ikke var så velbevandrede i raphingstens musikalske bagkatalog.

    - Selvom vi kun kendte de store hits, så var det slet ikke kedeligt, fordi Megan havde så god energi, lød det fra Katrine Tvermoes Hermann (tv.), der så koncerten med veninden Rikke Holtet Skov Olesen (Foto: Christian Ellegaard © DR)

    - Selvom vi kun kender hendes store hits, så gav hun den bare fuld gas til hver eneste sang, og det påvirker jo også os i publikum. Det var en kæmpe fest, lød det fra veninderne:

    - Hun var bare så fucking nice. Hun havde god energi, gode sange og er bare pisselækker.

    Også anmelderkorpset var begejstrede for Megan Thee Stallions koncert. Hos Soundvenue får showet fem stjerner, ligesom Information også roser koncerten.

    Musikken fortsætter på Roskilde Festival fredag og lørdag, hvor blandt andre rapperen Tyler, the Creator og indiebandet The Strokes skal spille under den orange teltdug.

  19. I dag kl. 05:50

    STIL SPØRGSMÅL om Tour de France: Hvad kan Danmark få ud af de tre etaper - og hvor på ruten kan jeg få den største oplevelse?

  20. I dag kl. 05:50

    Sjaskvåde veje og vindstyrke for fuld skrald kan vente rytterne på første etape - men nogle slipper uden om

    Med en bagende sol over sig kørte Jonas Vingegaard en fremragende enkeltstart under sidste års Tour de France. I år kan han risikere at starte ud under lidt andre vejrforhold. (Foto: Stephane Mahe © Ritzau Scanpix)

    Nu er ventetiden endelig ovre.

    Tour de France skydes i gang med et brag, når 176 af verdens absolut bedste cykelryttere på skift kører ud på den blot 13,2 kilometer lange enkeltstart i de københavnske stræder. En kort etape, hvor splitsekunder kan blive afgørende.

    Skal man gøre sig forhåbninger om at holde sig til i kampen om etapesejren og den første gule trøje, skal der altså trampes godt og grundigt til i pedalerne, mens nedbremsningerne i svingene også gerne skal ske med den perfekte timing.

    Men for nogle af rytterne bliver det ikke nok.

    En del af dem kan nemlig risikere at skulle køre enkeltstarten i helt andre vejrforhold, end de første kommer til at opleve, fortæller meteorolog ved DR Vejret Anders Brandt.

    Når enkeltstarten skydes i gang klokken 16, er der sommer, sol og 'en let brise fra sydvest', men omtrent en time senere ændrer vejret sig radikalt.

    Oven i vinden, er der også risiko for regn og tordenbyger.
    Anders Brandt, DR's meteorolog

    - Dem, der starter inden for den sidste time, er med i et slags lotteri, siger Anders Brandt.

    - Ved 17-18-tiden kommer der et uvejr ind fra Polen og over Østersøen. Vinden kan skifte meget pludseligt, og der kan komme kortvarige kraftige vindstød. Og så får man pludselig en nordvestenvind med fuld skrald - i nogle prognoser er det oppe i kuling-styrke.

    Og en stiv kuling er bestemt ikke ubetydelig, fortæller han. Vinden kan nemlig lettere få fat i pladehjulene, rytterne kører med i en enkeltstart, end almindelige hjul med eger.

    - Vind fra siden har en helt anden effekt med de her hjul. De blæser rundt på vejen, siger meteorologen.

    Danske Kasper Asgreen kører normalt en god enkeltstart. Det bagerste hjul på hans cykel er et såkaldt pladehjul, og det har vinden let ved at få fat i. (Foto: BENOIT TESSIER © Ritzau Scanpix)

    Og skulle en ordentlig omgang blæsevejr ikke være nok, kan det gå hen og blive værre endnu for rytterne, der har de sidste starttider.

    - Oven i vinden, er der også risiko for regn og tordenbyger. Det er megausikkert, om der kommer noget og hvornår, men lige nu er der prognoser, der smider megameget regn af, siger han.

    Du kan se de danske rytteres starttider i faktaboksen neden for.

    Jo senere man starter, desto større er risikoen for, at man kommer ud for en omgang dansk uvejr, lyder prognosen. Og ligesom vinden er regnbyger bestemt heller ikke ønskværdige forhold for en cykelrytter, fortæller DR Sportens cykelekspert Brian Nygaard.

    - Det gør en verden til forskel. Det er en teknisk rute, og man skal tage svingene mere aggressivt end i andre sammenhænge. Så våde veje vil betyde et tidstab, siger cykeleksperten.

    Vejrfoholdene er der dog taget højde for hos langt størstedelen af holdene, mener han.

    - Holdene sætter rækkefølgen efter, hvad de tror, er de bedste betingelser for de bedste ryttere. Hvis vilkårene er bedre i starten, vil de lade de vigtigste folk starte tidligt, siger han.

    Langt størstedelen af rytterne, der har meget på spil i enkeltstarten, ruller derfor ned af rampen, inden klokken har slået 18.

    Det gælder blandt andet det danske klassementhåb Jonas Vingegaard og Mads Pedersen, der jagter etapesejren og den gule trøje. Begge ryttere starter, inden vejret skulle ændre sig markant, og går alt, som det skal, kommer de til at sætte fine tider, tror cykeleksperten.

    - Det skulle ikke undre mig, om Jonas Vingegaard kører en rigtig god enkeltstart. Men Mads Pedersen er nok det bedste bud på en dansk rytter, der taber mindst tid til de bedste ryttere, siger Brian Nygaard.

    For blandt de absolut bedste ryttere på enkeltstarten mener Brian Nygaard ikke, de to danskere er. På den disciplin kan få nemlig følge med italienske Filippo Ganna, og han er derfor den største favorit på etapen.

    - Det er en kendsgerning, at han er verdens bedste i den her disciplin. Han er meget, meget svær at slå, siger cykeleksperten.

    • Italienske Filippo Ganna excellerer i at køre enkeltstart. (Foto: YVES HERMAN © Ritzau Scanpix)
    • Og han er da også verdensmester i disciplinen. (Foto: YVES HERMAN © Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    Filippo Ganna starter klokken 17.03, mens sidste års vinder af Tour de France, slovenske Tadej Pogacar, kører ned ad rampen to minutter senere.

    Jonas Vingegaards slovenske holdkammerat Primoz Roglic, der sammen med sin landsmand og danskeren er blandt de største favoritter til at vinde løbet, starter klokken 16.20.

    Første etape af Tour de France starter fredag klokken 16. Du kan følge alle Tourens etaper på DR.dk og i LIGA på P4.

  21. I dag kl. 05:49

    Minkavlere håber at få svar på spørgsmål til statsministerens pressemøde: Mener Mette virkelig, hun ikke har et ansvar?

    Fredag formiddag holder Statsminister Mette Frederiksen (S) pressemøde om Minkkommissionens beretning. (Grafik: Søren Winther Nørbæk, DR Nyheder)

    Statsminister Mette Frederiksen (S) vildledte offentligheden, da hun på et pressemøde den 4. november 2020 sagde, at alle mink i Danmark skulle aflives

    Det slog Minkkommissionen fast i går i sin beretning.

    Først i dag klokken 10 hører vi, hvad Mette Frederiksen selv mener om sin egen rolle i minksagen.

    Men rundt på tidligere minkfarme i Midt- og Vestjylland er der flere forhenværende avlere, som håber, at statsministeren på sit pressemøde vil svare på helt konkrete spørgsmål om hendes eget ansvar i forhold til den ulovlige aflivningsordre.

    Tidligere minkavler Jens Feldbak savner svar på, hvordan Mette Frederiksen ser på sit eget ansvar i mink-sagne (Foto: Monica Jørgensen - DR)

    En af dem er Ib Lundgaard, der er formand for Holstebro Pelsdyravlerforening.

    - Jeg vil gerne høre, om statsministeren virkelig selv mener, at hun ikke har noget ansvar for den ulovlige beslutning, når det var hende selv, der sad for bordenden i koordinationsudvalget, da forslaget kom på bordet, siger han.

    Samme spørgsmål brænder sig på hos kollegaen - tidligere minkavler Jens Feldbak og formand for Bordingegnens Pelsdyravlerforening.

    - Som virksomhedsejer har jeg ansvar for at drive min butik lovligt. Også over for mine medarbejdere. Har du som statsminister ikke også det samme ansvar?, vil Jens Feldbak gerne spørge Mette Frederiksen om.

    Formand for de midtjyske pelsdyravlere, John Papsø undrer sig over, hvorfor Mette Frederiksen i hans øjne lader embedsværket tage skraldet efter mink-sagen. (Foto: (C) DR Nyheder)

    John Papsø som er formand for Midtjyllands Pelsdyravlerforening ønsker også svar på ansvarsfordelingen.

    Direkte til Mette Frederiksen siger han:

    - Du taler meget om at tage ansvar og sætte sig for bordenden som statsmnister. Hvorfor gør du ikke det i realiteten, men lader embedsmændene tage hele faldet?

    Hvem gav ordren til at aflive alle mink i Danmark? Det mangler Kent Bjerregaard fra Thyholm svar på. (Foto: (Privat foto))

    På Thyholm vil Kent Bjerregaard ønske, at han på pressemødet kan få sandheden frem, for han stoler ikke på, at det er hele sandheden, der er kommet frem i kommissionsrapporten, fordi vidnerne ikke har haft pligt til at svare sandt på det, de er spurgt om.

    - De kunne jo sige det, de ville sige. Mette Frederiksen vidste jo godt, der ikke var lovhjemmel. Det tror jeg på, hun vidste. Hun havde jo sagt, at hun ville begå fejl. Og hun burde have givet os den undskyldning allerede i januar 2021, så havde der ikke været mere i den sag.

    - Jeg vil gerne have hende til at svare på, hvem der gav ordren, for det har hun ikke svaret på endnu. Vi ved det jo ikke, siger Kent Bjerregaard.

    Minkkommissionen vurderer i sin beretning, at Statsministeriet har handlet 'meget kritisabelt'.

    Både departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen og Mette Frederiksen har under afhøringer forklaret, at det efter deres opfattelse var Fødevareministeriets opgave at sørge for, at der var lovhjemmel til beslutningen.

    Men Minkkommissionen mener, at Statsministeriet burde have forhørt sig om lovhjemmel i Fødevareministeriet, men det skete ikke.

    Statsminister Mette Frederiksen forventes at holde pressemøde klokken 10.

  22. I dag kl. 05:46

    Tidligere sikkerhedschef er taget i ed som Hongkongs politiske leder

    Det var Kinas præsident, Xi Jinping (til højre), som tog John Lee i ed. Han afløser Carrie Lam. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

    For 25 år siden blev Hongkong overdraget til Kina efter mere end 150 år som britisk koloni under en aftale om, at området fortsat skulle være "semiselvstændigt."

    Men især i de senere år har styret i Beijing strammet grebet om den særlige administrative region - og det ser ud til at fortsætte med udnævnelsen af den nye øverste politiske leder for Hongkong, John Lee, der i dag lokal tid er blevet taget i ed.

    Lee er tidligere sikkerhedschef og kendt for at støtte den politiske linje, som styret i Beijing står for.

    Han spillede blandt andet en nøglerolle i det kinesiske styres kamp mod de prodemokratiske demonstrationer, som udspillede sig i Hongkong i 2019 og 2020.

  23. I dag kl. 05:42

    USA's højesteret spænder ben for Bidens klimaplaner med ny afgørelse

    Et kulkraftværk i Baltimore i delstaten Maryland i USA, den 9. marts 2018. (Foto: MARK WILSON © Ritzau Scanpix)

    USA's højesteret lægger begrænsninger på, hvordan landets vigtigste lov mod forurening kan anvendes på CO2-udledning fra kraftværker.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Med seks stemmer mod tre har det konservative flertal i højesteret besluttet, at den såkaldte "Clean Air Act"-lov ikke giver USA's agentur for miljøbeskyttelse (EPA) bemyndigelse til at regulere udslip fra kraftværker.

    Udslippene bidrager til den globale opvarmning.

    Kendelsen kan gøre det sværere for præsident Joe Biden at bekæmpe klimaforandringer. Efter planen vil han inden udgangen af året fremlægge en plan for at regulere udslip fra kraftværker.

    Bidens mål er at reducere CO2-udslip med 50 procent i 2030 og opnå en udslipsfri sektor i 2035.

    Som det er i dag, står kraftværker for omkring 30 procent af USA's CO2-udslip, skriver AP.

    Nattens afgørelse betyder ikke, at EPA aldrig mere kan komme til at føre tilsyn med kraftværkernes C02-udslip. Den skal dog have Kongressens udtalte godkendelse til at gøre det. Ifølge BBC har den amerikanske kongres tidligere afvist EPA's forslag til C02-begrænsninger.

    Klimaaktivister demonstrerede torsdag foran Højesteret i Washington D.C., USA. (Foto: Sarah Silbiger © Ritzau Scanpix)

    Højesteret har behandlet sagen, samtidig med at et FN-panel slog fast, at virkningerne af klimaforandringerne bliver meget værre end forventet.

    Konsekvensen for kloden vil være flere sygdomme, sult, fattigdom og uro i de kommende år, konkluderer FN.

    Talsmand for FN Stéphane Dujarric tøver heller ikke med at kalde afgørelsen for et tilbageslag i kampen mod klimaforandringer.

    - Men vi bliver også nødt til at huske på, at det er en global klimakrise, og ét lands handlinger bør ikke og skal ikke have betydning for, om vi når de globale mål eller ej, siger Dujarric.

    Aktuelt består den amerikanske højesteret af ni dommerne, hvoraf seks af dem tilhører den konservative fløj. Tre af de konservative dommere er udpeget af tidligere præsident Donald Trump.

    Højesteret kan underkende lovgivning fra Kongressen og de enkelte delstater, hvis den vurderer, at lovgivningen strider mod den amerikanske forfatning.

    /ritzau/

  24. I går kl. 23:13

    Robot tegner gigantisk portræt af afdød cykelhelt på stadion i Holbæk

    • Sådan ser det ud, det 30 gange 40 meter store portræt af Chris Anker Sørensen i Holbæk Sportsby. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
    • Sådan ser det ud, det 30 gange 40 meter store portræt af Chris Anker Sørensen i Holbæk Sportsby. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
    • Sådan ser det ud, det 30 gange 40 meter store portræt af Chris Anker Sørensen i Holbæk Sportsby. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    Hvis man af én eller anden årsag flyver ind over Holbæk Sportsby i de her dage, kan man få sig et særligt syn.

    To robotter har nemlig tegnet et 30 gange 40 meter stort portræt af cykelrytteren Chris Anker Sørensen, der omkom 18. september sidste år efter en påkørsel på en træningstur i Belgien.

    Robotterne plejer at kridte fodboldbanen op, men de kan altså også kodes til at fremstille mere kunstneriske motiver, som man kan se på billederne herunder.

    Til TV2 Øst fortæller initiativtager Kasper Birkeholm Munk, at håbet er, at det store Chris Anker-portræt bliver vist frem i tv, når helikopterne flyver rundt over rytterne i Tour de France-feltet, der passerer Holbæk under anden etape på lørdag.

  25. I går kl. 23:01

    Nøgenløbet på Roskilde i billeder: 16 mænd og otte kvinder spurtede for en fribillet

    • Nøgenløbet på Roskilde Festival torsdag den 30. juni 2022. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Ritzau Scanpix)
    • Nøgenløbet på Roskilde Festival torsdag den 30. juni 2022. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Ritzau Scanpix)
    • Nøgenløbet på Roskilde Festival torsdag den 30. juni 2022. (Foto: Ida Guldbaek Arentsen © Ritzau Scanpix)
    • Nøgenløbet på Roskilde Festival torsdag den 30. juni 2022. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    Det traditionsrige nøgenløb under Roskilde Festivalen blev afviklet torsdag.

    16 mænd og otte kvinder deltog i løbet, hvor vinderne - én af hvert køn - får en billet til næste års festival. Sådan har det været siden det første løb i 1998.

    I år gik sejren til 20-årige Zara Hansen og 23-årige Anton Kunnas fra Finland.

    Vi har samlet et galleri med billeder fra løbet her på dr.dk.

  26. I går kl. 22:27

    Danmarksdemokraterne runder 10.000 bekræftede vælgererklæringer

    (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    Torsdag aften rundede Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne, 10.000 bekræftede vælgererklæringer.

    Det skriver Ritzau.

    Det betyder, at den tidligere Venstre-minister på en uge er halvvejs til at kunne opstille sit parti ved et folketingsvalg, hvor der kræves mindst 20.182 vælgererklæringer for at være opstillingsberettiget.

    Allerede den 25. juni skrev Inger Støjberg på sin Facebook-side, at hun da havde modtaget 50.000 vælgererklæringer bare to dage efter præsentationen af Danmarksdemokraterne, men sådanne erklæringer er først endelige efter en såkaldt eftertænksomhedsperiode på syv dage.

    Den periode er nu overstået for de første 10.000 danskere, der har tilkendegivet, at de støtter Støjbergs parti.

  27. I går kl. 21:53

    Danske filmfolk springer fra aftale efter halvt års produktionsstop

    Der er ikke bestilt nye danske film og tv-serier til en række store streamingtjenester som Netflix og Viaplay siden årsskiftet til 2022.

    Det skyldes, at organisationen Create Denmark, der samler en række forbund for blandt andet skuespillere, scenografer og filminstruktører, har valgt at trække sig fra en rammeaftale indgået med Producentforeningen.

    Aftalen er dermed ikke længere gældende.

    Den havde til formål at sikre, at kunstnerne bag film og serier får en større bid af den økonomiske kage, når produkterne streames, men streamingtjenesterne har gjort det klart, at aftalen kostede dem for mange penge.

    Create Denmark forhandler nu i stedet om nye rammeaftaler med hver enkelt streamingtjeneste, oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

  28. I går kl. 21:43

    For 20 år siden døde verdensstjerne på tragisk vis. Nu bliver hun hyldet på Roskilde Festival

    R'n'B-legenderne TLC blev hyldet på Roskilde Festival torsdag aften i et propfyldt Arena-telt. I midten ses Rozonda 'Chilli' Thomas og Tionne 'T-Boz' Watkins. (Foto: Stefan Wessel © DR)

    - This is for Lisa.

    Sådan lød ordene fra amerikanske TLC torsdag aften på Roskilde Festival, hvor de optrådte klokken 18 på Arena-scenen.

    I løbet af det én time lange show førte de publikum gennem monsterhits som 'Waterfalls', 'No Scrubs' og 'Unpretty' - for bare at nævne nogle stykker - med liveband og farverige kostumer som i deres storhedstid.

    • Her ses TLC (fra venstre: Chilli, T-Boz og Left Eye) midt i karrierens højdepunkt til MTV Music Awards 1995, hvor de skovlede priser ind i kølvandet på deres album 'CrazySexyCool'. Andre nominerede navne det år var blandt andet Green Day, Weezer, Madonna, Björk samt Michael og Janet Jackson med fællesnummeret 'Scream'. (Foto: Mike Segar © Scanpix)
    • På Roskilde Festival dedikerede de resterende medlemmer af TLC nummeret 'Waterfalls' til deres afdøde ven og kollega. (Foto: Stefan Wessel © (c) DR)
    • T-Boz på scenen til Roskilde Festival. (Foto: Stefan Wessel © DR)
    • (Foto: Stefan Wessel © (c) DR)
    • Den ene halvdel af, hvad der nu er en duo, Chilli. (Foto: Stefan Wessel © (c) DR)
    • (Foto: Stefan Wessel © (c) DR)
    • (Foto: Stefan Wessel © (c) DR)
    • (Foto: Stefan Wessel © (c) DR)
    1 / 9

    Trods deres enorme succes tilbage i 90'erne og start-nullerne blev det aldrig til et besøg i Danmark i velmagtsdagene. Derfor var torsdagens koncert på Roskilde Festival deres allerførste optræden på dansk jord. Og det blev også bemærket af stjernerne.

    - Vi har eksisteret i 30 år, og det er første gang, I har set os. Det er jo crazy. Det vil jeg sætte en stopper for lige nu - vi kommer tilbage igen snart, lovede det ene medlem, 'Chilli'.

    TLC var ti minutter forsinkede, og på scenen sagde de meget høfligt undskyld til publikum, at det ikke var med deres gode vilje. - Vi stod og var så klar, lød det fra stjernerne til publikum, som ikke virkede til at bære nag. (Foto: Stefan Wessel © DR)

    Desværre blev deres danske debut uden det tredje medlem, L'et i TLC, rapperen Lisa 'Left Eye' Lopes. Hun døde nemlig på tragisk vis for 20 år siden i en bilulykke i Honduras, hvor hun sad bag rattet i en jeep.

    Alligevel var rapperen stadig til stede på Roskilde Festival - i starten af showet i form af billeder af gruppen sammen, og da musikken begyndte, fyldte hendes stemme Arena-scenen under de sange, der indeholdte hendes rap, mens de to tilbageværende medlemmer dedikerede deres største hit 'Waterfalls' til hende.

    Her bad de publikum tænde lyset på deres telefoner til ære for Lisa Lopes.

    - I har støttet os i alle de her år, og vi takker jer så meget for det, lød det fra 'Chilli', som roste publikum for en fantastisk stemning. (Foto: Stefan Wessel © DR)

    TLC består i dag af de to sangere Tionne 'T-Boz' Watkins, 52, og Rozonda 'Chilli' Thomas, 51, og selvom de to navne måske ikke siger dig det store, er TLC et af de mest succesfulde hovednavne, der nogensinde har gæstet Roskilde Festival, målt på salgstallene.

    Gruppen har solgt mere end 65 millioner albums, hvilket gør dem til den bedst sælgende amerikanske girl group i historien - på verdensplan er de kun overgået af Spice Girls.

    Men siden 2002 har de altså måttet spille videre uden Lisa Lopes. Og lad os derfor kort tage et nærmere blik på kvinden, der blev mindet under Roskilde Festivals sommersol.

    Lisa 'Left Eye' Lopes døde i 2002 som kun 30-årig, men hun nåede i sin relativt korte levetid at være med til at sætte TLC i fokus - og ikke altid kun på grund af musikken.

    Hør TLC med deres hit 'No Scrubs' fra albummet 'Fanmail':

    For da TLC mistede deres rapper, mistede de også gruppens største og vildeste personlighed, som var kendt for at sige sin mening højt; om det var at dyrke sikker sex, som var en af TLC's mærkesager, eller da de anklagede deres nu tidligere manager og musikindustrien for at snyde dem for millioner af dollars.

    Og mens de to andre medlemmer var meget diskrete om deres privatliv, tiltrak rapperen sig derimod stor opmærksomhed med sit sprængfarlige forhold til den daværende NFL-stjerne Andre Rison.

    'Left Eye' aka Lisa Nicole Lopes døde som 30-årig i en bilulykke den 25. april 2002 på Honduras, da hun sad bag rattet i en lejet jeep. Hun fik sit øgenavn 'Left Eye', fordi hendes ene øje syntes lidt større end det andet, og det blev derfor hendes trademark, hvor hun optrådte med en slags klap udformet som et spejlæg for øjet eller havde en sort streg under sit venstre øje. (Foto: Shutterstock © Scanpix)

    Forholdet endte i bogstaveligste forstand i bål og brand efter en vild bytur i juni 1994, hvor Andre Rison angiveligt var fysisk voldelig overfor Lisa Lopes, som til gengæld tændte ild til hans samling af sneakers, der endte med at brænde hans Atlanta-mansion ned.

    Lisa Lopes meldte sig til politiet dagen efter, men holdt fast i, at ildebranden var et uheld, og som led i sin dom skulle hun bo på et afvænningssted for kriminelle med stof- og alkoholproblemer.

    Og det var her, hun skrev sin måske mest legendariske raptekst til TLC's største hit 'Waterfalls', som bostedet gav hende tilladelse til at køre til pladestudiet for at indspille.

    - Jeg havde den her kæreste for lang tid siden. kan I fatte, at han fik mig til at tro, jeg ikke var god nok? I dag har vi sociale medier, som gør, at mange af os føler, vi skulle være perfekte - og ingen er perfekte. Men bare rolig - jeg gav den kæreste et los i røven, sagde 'T-Boz' som introduktion til storhittet 'Unpretty'. (Foto: Stefan Wessel © DR)

    'Waterfalls' handler om ikke at jagte et liv, der vil ende destruktivt - noget, Lisa Lopes virkelig kunne relatere til efter brandstiftelsen, har kollegaen 'Chilli' udtalt til Huffington Post.

    - 'Waterfalls' lod hende komme ud med alle sine følelser. Det var et af hendes bedste raptekster nogensinde. Da jeg hørte den endelige version af sangen, var jeg bare sådan "wow". De ting, hun sagde, så dyb hun var, og så sårbar, hun lod sig selv være, var fantastisk. Hvert et ord i den sang og i hendes rap er noget, andre kan relatere til.

    Hør 'Waterfalls' med TLC her:

    Selvom det i dag er to årtier siden, hun døde, har det "aldrig været på tale", at 'T-Boz' eller 'Chilli' ville erstatte deres afdøde rapper. De har også fortalt, at det især de første år efter hendes død var helt umuligt at mindes deres hårdt savnede kollega under et show.

    - Vi kiggede aldrig på storskærmen, fordi vi ikke ville kunne færdiggøre showet, har Chilli tidligere udtalt.

    Men det lykkedes altså her på Roskilde Festival, hvor hun tonede frem i starten af showet. Og spørger man en fan blandt publikum, Beatrice Kamoga, 37, var det en flot præstation.

    Beatrice Kamoga har været fan af TLC, siden hun var helt lille og overvejede at tage til USA for at se dem. Torsdag på Roskilde Festival skete det endelig. (Foto: Stefan Wessel © DR)

    - Jeg er stolt af dem, at de kunne stå på en scene. Hvis det var en af mine venner, der døde, kunne jeg aldrig stå på en scene. Aldrig. Så jeg tager hatten af for dem, de er super cool, siger hun.

    Beatrice Kamoga havde stået i kø i pitten for at komme helt op at stå foran scenen. Det lykkedes, og koncerten skuffede ikke.

    - Det var en fantastisk koncert, som jeg har ventet på i flere år. Det var en barndomsdrøm, der gik i opfyldelse for mig. Jeg har altid hørt TLC. Især 'Unpretty', den brugte jeg selv meget, da jeg var teenager, hvor man følte sig lidt forkert. Der hørte jeg TLC, og det gjorde mig glad.

    Også andre festivalgæster var taget en tur down memory lane.

    Veninderne Søs, Cecilia og Nadja var taget sammen til TLC-koncert.

    De tre veninder fra højre: Nadja Søs, Cecilia. (Foto: Rikke Bjerge © DR)

    - Jeg havde et kassettebånd med albummet 'CrazySexyCool' i 1994 og fik CD'en til jul, da jeg var 10 år gammel. Jeg havde plakaterne på værelset, og de var helt klart de første af mine rigtige ægte idoler, som jeg kunne se op til som rollemodeller, og jeg kunne alle numre. Så det er lidt en drøm at se dem i dag, siger Søs

    - Selvfølgelig mangler Lisa 'Left Eye', men sådan er livet desværre, ting sker, og det er fedt, de stadig performer. Om de indfriede forventningerne? Jeg kan godt gå hjem nu, jeg har set det, jeg skulle se på Roskilde, var Cecilia og Nadja enige i.

    Vennerne Johnny, Jesper, Lykke, Vicki og Gitte havde også en skøn koncert.

    Fra højre: Johnny, Jesper, Lykke, Vicki og Gitte til TLC-koncerten. (Foto: Rikke Bjerge © DR)

    - Vi genoplevede 90'erne. Det var fuldstændigt, som det skulle være. Det levede helt sikkert op til det, der var god stemning, og det var på tværs af generationer. Der var kun folk med smil.

    Så selvom TLC mistede sit L for tyve år siden, forhindrede det ikke Roskilde Festival at blive fyldt med 90'er og nuller-nostalgi - og mindes Lisa 'Left Eye' Lopes.

  29. I går kl. 21:18

    Risiko for kraftig regn og torden over København til Tour de France-starten

    Danmark lægger for første gang asfalt til Tour de France, når startskuddet lyder i København i morgen.

    Men det kan blive en våd fornøjelse for de cykelglade fremmødte.

    Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, peger nemlig på, at der er risiko for kraftig regn og torden for Nordøstsjælland og København i morgen mellem klokken 18 og 23.

    Etapen starter klokken 16, og den sidste rytter forventes at være i mål lidt efter klokken 19.

    Der er dog kun tale om en risiko og ikke et decideret varsel fra DMI's side.

  30. I går kl. 20:41

    Ukraine varsler sanktioner mod Syrien

    Ukraine vil indføre en handelsembargo mod Syrien og sanktioner mod enkeltpersoner og juridiske enheder, skriver BBC.

    Det sker ifølge Ukraines udenrigsministerium som en reaktion på, at Syrien har besluttet officielt at anerkende de to selverklærede republikker i Donbas-regionen, Donetsk og Luhansk.

    Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har nu afbrudt de diplomatiske forbindelser med Syrien.

  31. I går kl. 20:40

    Eksperter: Ligner ikke en rigsretssag mod Mette Frederiksen - men embedsfolk i historiske problemer

    Både statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes departementschef Barbara Bertelsen bliver udsat for kritik i beretningen fra Minkkommissionen. (Foto: Claus bech © fotograf@clausbech.dk)

    De tunge juridiske skyer, der kunne trække sig sammen og true statsminister Mette Frederiksen (S) med en rigsretssag, ser ud til at lette, efter Minkkommissionen i dag er kommet med sin længe ventede beretning.

    Det vurderer en række eksperter.

    Godt nok kommer kommissionen frem til, at det var groft vildledende, da Mette Frederiksen på et pressemøde den 4. november 2020 sagde, at alle mink skulle aflives. Men samtidig lyder det, at statsministeren ikke var klar over, at der manglende lovhjemmel og derfor ikke med forsæt udstak den ulovlige instruks.

    Samlet set betyder det ifølge flere juridiske eksperter, som DR Nyheder har talt med, at der ikke ser ud til at være et grundlag for en rigsretssag mod Mette Frederiksen.

    - Som jeg læser det, går Mette Frederiksen stort set fri. Hun var ikke klar over, hun gjorde noget ulovligt, da hun på pressemødet sagde, at minkavlerne skulle slå deres mink ihjel, siger Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet.

    Samme vurdering kommer fra Jørgen Albæk Jensen, professor emeritus ved juridisk Institut på Aarhus Universitet.

    - Kommissionen slår fast, at Mette Frederiksen ikke vidste, der manglede hjemmel.

    Den kritik, der er af Mette Frederiksen, ville det normalt være noget, man kan rejse en rigsretssag på baggrund af?

    - Jeg vil sige nej. Man kan sige, at hvis man ved vilje træffer en ulovlig beslutning, er det oplagt, man kan rejse en rigsretssag. Her bliver det klart konkluderet, at det ikke var med vilje, og at hun ikke var klar over det. Så synes jeg, at grundlaget for en rigsretssag falder væk, siger Jørgen Albæk Jensen.

    Det ændrer dog ikke på, at den alvorlige kritik, som bliver rettet mod Statsministeriet i Minkkommissionens rapport, også er en kritik af statsministeren selv.

    Det siger Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

    Han siger, at det er vigtigt at skelne mellem to ting.

    - Man skal sondre mellem det juridiske og det politisk organisatoriske. Juridisk bliver der ikke leveret præmisser til at indlede en rigsretssag ud fra en antagelse om, at hun ikke havde forsæt til at gøre det, der blev besluttet. Men den anden side af sagen er det politiske og tilrettelæggelse af regeringsarbejdet. Der er hun bestemt ikke sluppet af krogen, siger Jørgen Grønnegaard Christensen.

    For kommissionen siger, at Statsministeriets håndtering af sagen har været 'meget kritisabelt'. Den beskriver, hvordan Statsministeriet kørte Fødevareministeriet ud på et sidespor og overtog styringen i sagen. Men Statsministeriet fulgte ikke op ved samtidig at sikre sig, at lovhjemlen var på plads.

    - Hun er dybt involveret i tilrettelæggelsen af regeringsarbejdet. Den beslutningsproces, der første til, at man traf en ulovlig beslutning, er en proces, hvor hun selv sad for bordenden, siger Jørgen Grønnegaard.

    Justitsministeriets departementschef Johan Legarth er en af de topchefer, der står til en disciplinær sag. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Eksperterne ser også rapporten som en omfattende og hidtil uset kritik af embedsmænd. Og det er ikke nogle tilfældige embedsfolk, der får kritik. Det er den absolutte top i statsadministrationen anført af Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen.

    - Det må sende nogle rystelser gennem embedsværket den her dag, fordi der er tale om så alvorlig kritik. Noget af det, jeg synes er mest tankevækkende, er, at der er tale om så klassiske og vigtige embedsmandsdyder som lovlighed og sandhed, som så mange af systemets topfolk ikke har holdt tilstrækkeligt i hævd, siger Pernille Boye Koch, forskningschef i Institut for Menneskerettigheder.

    For både Barbara Bertelsen, Justitsministeriets departementschef Johan Legarth og daværende deparmentschef i Fødevarministeriet Henrik Studsgaard bliver kritiseret for ikke at overholde sandhedspligten og legalitetsprincippet, to helt basale regler for embedsmænd.

    - Det er meget sjældent, vi ser ansvar blive placeret i det omfang i forhold til topembedsmænd. Når jeg underviser mine studerende i de her regler, plejer jeg at sige, at placeringen af ansvar for embedsmænd er forbeholdt de laveste i hierarkiet, og toppen altid går fri. Det skal jeg lige hilse og sige, at de ikke gjorde i denne omgang. Det er de allerhøjest placerede embedsmænd, som kommissionen anbefaler, der bliver rejst sager mod, siger Sten Bønsing.

    Også professor i forfatningsret Jens Elo Rytter ser kritikken af embedsmændene som meget voldsom.

    - Jeg synes, der tegner sig et billede af en historisk omfattende sag på topembedsniveau i en historisk alvorlig sag også rent indholdsmæssigt, siger han.

    Statsminister Mette Frederiksen har ikke haft mulighed for at kommentere kritikken i dag, men holder pressemøde i morgen klokken 10. De implicerede embedsfolk har ikke ønsket at stille op til interview.

  32. I går kl. 20:36

    Så voldsom er kritikken i minkskandalen: Her er de fem afgørende afsnit fra kommissionen

    Folketingets Granskningsudvalg til et møde, hvor Minkkommissionens beretning afleveres på Christiansborg torsdag den 30. juni 2022. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Disciplinærsager mod en række af landets absolutte topembedsmænd. Grov vildledning af befolkningen fra statsministerens side. Særdeles kritisabelt håndteret af det ansvarlige ministerium.

    Sådan lyder et udpluk af den mest opsigtsvækkende kritik i de ni bind, 1.649 sider, som Minkkommissionens beretning fylder.

    Kommissionen fik for godt et år siden til opgave at undersøge både myndigheders og ministres ageren i den ulovlige beslutning om, at alle mink i landet straks skulle aflives som led i bekæmpelsen af corona.

    Og i dag har kommissionen afleveret sin beretning til Folketinget. Den fastslår, at "det var klart, at der manglede hjemmel til at aflive alle mink i Danmark" og placerer ansvaret for den ulovlige beslutning hos en række centrale personer.

    Hvad den voldsomme kritik skal have af konsekvenser for blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) er nu op til et flertal i Folketinget at afgøre. Du kan læse her, hvad de afgørende støttepartier mener.

    Men først kan du herunder blive klogere på de fem helt afgørende kritikpunkter fra Minkkomissionen:

    Statsminister Mette Frederiksen (S) vil forholde sig til kritikken på et pressemøde i morgen, fredag, klokken 10. (Foto: Linda Kastrup © Ritzau Scanpix)

    Det var "objektivt set groft vildledende", da statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde den 4. november 2020 meddelte, at alle landets mink skulle aflives.

    Det er en alvorlig kritik af statsministeren, selv om kommissionen samtidig slår fast, at vildledningen ikke var bevidst. Kommissionen tilføjer nemlig, at Mette Frederiksen "subjektivt ikke havde viden herom eller hensigt hertil".

    Derfor har kommissionen ikke foretaget en vurdering af, "om der foreligger grov uagtsomhed" som er et central begreb i forhold til ministeransvarsloven og i vurderingen af, om der er grundlag for en rigsretssag.

    Kommissionen lægger til grund, at Mette Frederiksen først blev orienteret om den manglende lovhjemmel søndag den 8. november om aftenen, altså fire dage efter pressemødet.

    Det er også det, som statsministeren selv har forklaret. Det vil altså sige, at Mette Frederiksen blev orienteret om den manglende lovhjemmel som en af de sidste centrale aktører.

    Daværende fødevareminister Mogens Jensen (S) orienterede fødevareordførere fra Folketingets partier om eftermiddagen den 8. november, altså før statsministeren fik besked.

    Samlet set har Statsministeriet som ministerium handlet "meget kritisabelt", blandt andet fordi man i de hektiske dage omkring pressemødet skubbede Miljø- og Fødevareministeriet, der ellers var ressortministeriet, ud på et sidespor.

    Mette Frederiksen har ikke ønsket at stille op til interview i dag, men forholder sig til kritikken på et pressemøde i morgen klokken 10.

    Herunder kan du se klippet med statsminister Mette Frederiksen på pressemødet den 4. november 2020:

    Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Statsministeriets øverste embedsmand, departementschef Barbara Bertelsen, har "begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar".

    Der er med andre ord grundlag for at rejse en disciplinærsag mod Mette Frederiksens meget omtalte departementschef.

    Kommissionen kritiserer hende på en række punkter for den meget centrale rolle, hun spillede i "en forceret proces, som hun selv havde tilrettelagt".

    En konsekvens af hendes beslutninger var, at Miljø- og Fødevareministeriet "i nogen grad trådte i baggrunden og blev koblet af, uanset at ministeriet havde ressortansvaret i forhold til mink" – og at det "indebar øget risiko for fejl på en uhensigtsmæssig måde".

    Barbara Bertelsen skulle have indset, at den "meget vidtgående" beslutning på et møde i regeringstoppen den 3. november om at aflive alle mink "meget vel ikke havde været forudset af ressortministeriet".

    Fra beslutningen blev truffet på mødet, til den blev meldt ud på pressemødet dagen efter, gik der "det meste af en arbejdsdag", og dermed var der med kommissionens ord "tid til at behandle sagen ad flere omgange" eller at sende den tilbage til ressortministeriet.

    Kommissionen lægger til grund, at Barbara Bertelsen ikke var bekendt med, at der manglede lovhjemmel. Men hun er selv jurist og "burde havde rejst spørgsmålet om hjemmel over for ressortministeriet, i hvert fald forinden statsministerens pressemøde den 4. november 2020, med henblik på at sikre, at der var fornøden lovhjemmel".

    DR har forelagt kritikken af Barbara Bertelsen hos hendes bisidder og i Statsministeriet. Indtil videre har det ikke været muligt at få en kommentar.

    Den skarpeste kritik i den ni bind lange beretning, der her blev kørt ind til mødet i dag, er rettet mod Miljø- og Fødevareministeriet. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Den skarpeste kritik er rettet mod Miljø- og Fødevareministeriet, der ifølge kommissionen "har handlet særdeles kritisabelt i forløbet, som førte til den grove vildledning af minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020."

    Kommissionen lægger vægt på, at ministeriet "i nogen grad blev kørt ud på et sidespor" i dagene op til pressemødet – blandt andet af Statsministeriet.

    Men som ressortministerium havde ministeriet "både anledning og pligt til så vidt muligt at sikre sig, at udmeldingerne på pressemødet (...) ikke forudsatte en hjemmel til aflivning af mink eller en hjemmel til tempobonus, som ikke forelå".

    Det var altså "ikke tilstrækkeligt" at spørgsmålet om lovhjemmel blev rejst på et afdelingsmøde i ministeriet, ligesom ministeriet heller ikke kunne forlade sig på tidligere udmeldinger om lovhjemlen:

    - Efter kommissionens opfattelse burde Miljø- og Fødevareministeriet i tiden frem til udmeldingen af beslutningen til minkavlere og offentlighed på pressemødet den 4. november 2020 have delt sin vurdering af spørgsmålene om hjemmel og så vidt muligt sikret, at der ikke på pressemødet skete vildledning eller ulovlig instruktion.

    Mogens Jensen (S) trak sig fra posten som minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde den 18. november 2020 - et par uger efter det afgørende mink-pressemøde. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Manden, der stod i spidsen for det stærkt kritiserede fødevareministerium i de hektiske dage, er Mogens Jensen. Han trådte af som minister to uger efter det omdiskuterede pressemøde.

    I dag forkaster Minkkommissionen Mogens Jensens egen forklaring om, at han først blev orienteret om den manglende lovhjemmel den 7. november 2020, tre dage efter pressemødet.

    - Kommissionen lægger til grund, at Mogens Jensen blev orienteret om den manglende hjemmel til at aflive alle mink den 5. november 2020, og at Mogens Jensen således afgav urigtige oplysninger under samrådet den 11. november 2020, hvor han sagde flere gange, at han først blev gjort opmærksom på den manglende hjemmel "i weekenden".

    Mogens Jensen orienterede først fødevareordførerne fra Folketingets partier om den manglende lovhjemmel til aflivningen af mink den 8. november.

    Mogens Jensen kommenterer selv kritikken i en længere tekst på Facebook, hvor han afslutter:

    - Hele denne meget beklagelig sag må også ses som det, den var: en nødvendig krisehåndtering under ekstremt vanskelige vilkår. Der blev begået kritisable fejl, men det var på ingen måde intentionen eller forsætligt.

    Henrik Studsgaard, daværende departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet, er en af de embedsfolk, der får allerhårdest kritik i Minkkommissionens beretning. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Ud over Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, får ni andre embedsmænd kras kritik i beretningen.

    Og det er ikke hvem som helst i embedsværket. Det er en stor skare af topembedsmænd, departementschefer og afdelingschefer, som kommissionen vurderer, at der er grundlag for at rejse sager mod.

    Det gælder blandt andre Justitsministeriets departementschef, Johan Legarth, rigspolitichef Thorkild Fogde, afdelingschef i Miljø- og Fødevareministeriet Tejs Binderup og daværende departementschef samme sted, Henrik Studsgaard.

    Sidstnævnte er en af de embedsfolk, der får den allerhårdeste kritik, fordi hans ministerium var ressortministerium for mink. Det daværende Miljø- og Fødevareministerium er siden delt op i to, og Henrik Studsgaard er i dag departementschef i Miljøministeriet.

    Kritikken mod ham er massiv og handler om flere forskellige ting. Han var med på mødet den 3. november, da regeringen traf beslutningen om at aflive alle mink. Det blev meldt ud på et pressemøde dagen efter.

    Og i det tidsrum burde Henrik Studsgaard have undersøgt, om der var lovhjemmel til at aflive alle mink. Kommissionen kalder det kritisabelt, at det ikke skete.

    Efter pressemødet var Studsgaard til møde med Fødevarestyrelsen, hvor han fik at vide, at der efter styrelsens vurdering ikke var lovhjemmel til aflivning. Kommissionen mener også, det er kritisabelt, at Studsgaard derefter ikke gjorde noget for "at bringe minkavlere og offentlighed ud af vildfarelsen, som var skabt ved pressemødet".

    Og kritikken stopper ikke her.

    Studsgaard godkendte den 6. november - to dage efter pressemødet - et brev til minkavlerne, som efter kommissionens vurdering kunne opfattes som et påbud om aflivning af mink. Det kalder kommissionen også kritisabelt.

    Endelig kritiserer kommission Studsgaard for at godkende et skriftligt citat fra Mogens Jensen den 8. november om aftenen, hvor der stod:

    - Regeringen har besluttet, at det hastede, situationens alvor taget i betragtning. Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud.

    En disciplinærsag kan eksempelvis munde ud i en irettesættelse eller advarsel og i yderste konsekvens en afskedigelse.

    DR har forelagt kritikken af Henrik Studsgaard i Miljøministeriet, hvor han i dag er departementschef. Han ønsker ikke at kommentere kritikken.

  33. I går kl. 20:31

    WHO forventer sommerbølge med corona efter tredobling i smittetal

    Verdenssundhedsorganisationen, WHO, forventer en ny bølge med coronavirus i Europa hen over sommeren.

    Meldingen kommer, efter at WHO har registreret en tredobling i antallet af nye smittetilfælde den seneste måned.

    - I takt med at lande over hele Europa har lempet deres coronarestriktioner fra tidligere, vil virusset sprede sig og nå høje niveauer hen over sommeren, siger WHO-chef Hans Kluge til det franske nyhedsbureau AFP.

    - Virusset vil ikke forsvinde, bare fordi landene holder op med at holde øje med det. Det spreder sig stadig. Det muterer stadig. Det kræver stadig liv, siger han videre.

    Den mildere, men mere smitsomme omikronvariant kaldet BA.5, som også er den mest dominerende her i Danmark, har ført til en tredobling af antallet af smittetilfælde i Europa.

  34. I går kl. 20:18

    Den første sorte kvindelige højesteretsdommer i USA's historie er taget i ed

    Ketanji Brown Jackson er nu officielt taget i ed som højesteretsdommer i USA. (Foto: ELIZABETH FRANTZ © Ritzau Scanpix)

    Den første sorte kvindelige højesteretsdommer i USA's historie er nu blevet taget i ed.

    Ketanji Brown Jackson skal dermed træde ind som ny dommer i det højest dømmende organ i landet.

    Den amerikanske præsident, Joe Biden, har valgt Ketanji Brown Jackson som kandidat til højesteretten, hvor hun erstatter Stephen Breyer, der går på pension.

    Jackson har siden 2021 siddet som dommer ved en appeldomstol i Washington D.C., og før det var hun distriktsdommer i otte år.

    Læs mere om den nye højesteretsdommer i artiklen her, fra da Senatet stemte for hendes indsættelse.

    Ketanji Brown Jackson overfor Stephen Breyer, som hun erstatter. (Foto: handout © Ritzau Scanpix)
  35. I går kl. 19:47

    USA's højesteret begrænser magt til at reducere CO2-udledning

    USA's højesteret lægger begrænsninger på, hvordan en vigtig grøn lov kan bruges overfor kraftværker, der udleder CO2.

    Med seks stemmer mod tre har det konservative flertal i højesteret besluttet, at den såkaldte Clean Air Act-lov ikke giver USA's agentur for miljøbeskyttelse (EPA) ret til at regulere udslip fra kraftværker, skriver AP.

    Udslippene bidrager til den globale opvarmning, og kendelsen kan gøre det sværere for landets præsident, demokraten Joe Biden, at bekæmpe klimaforandringerne.

    Bidens mål er blandt andet at reducere CO2-udslip med 50 procent i 2030, og kraftværker står for omkring 30 procent af landets udslip, skriver AP.

    Højesteret kan underkende lovgivning fra Kongressen og enkeltstaterne, hvis den vurderer, at lovgivning strider mod den amerikanske forfatning.

  36. I går kl. 19:33

    Erdogan afviser ikke, at han igen vil blokere for finsk og svensk Nato-medlemskab

    Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, til Nato-topmøde i Madrid i dag. (Foto: Gabriel bouys © Ritzau Scanpix)

    Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, kan ikke udelukke, at Tyrkiet igen kan tænkes at nedlægge veto mod et svensk og et finsk medlemskab af Nato.

    Det sagde han ifølge Reuters på et pressemøde efter et Nato-topmøde i Madrid tidligere i dag.

    Erdogan fastslår, at Finland og Sverige skal gennemføre "deres del af aftalen" hurtigst muligt, og med det henviser han til nogle løfter, som tidligere på ugen blev givet af Sverige og Finland over for Tyrkiet.

    Det drejer sig blandt andet om, at de to lande skal betragte Det Kurdiske Arbejderparti (PKK) som en terrororganisation, hvis aktiviteter de forpligter sig til at modarbejde.

    Hvis et nyt land skal optages som Nato-medlem, skal alle de 30 andre landes parlamenter godkende det.

  37. I går kl. 19:28

    DGI's store landsstævne er skudt i gang

    Nu er ventetiden ovre.

    Massevis af idrætsglade mennesker er i dag valfartet til Svendborg, hvor DGI's Landsstævne officielt skydes i gang.

    Det tilbagevendene idrætsstævne afholdes hvert fjerde år, og starter som altid ud med et stort åbningsshow, der består af en række flotte koreografier, forskellige idrætsindslag, og hvor bevægelsesglæden er i højsædet. Åbningsshowet kan i dag følges på DR1 fra klokken 19.30 til 21.00.

    Ifølge DGI forventes det, at helt op mod 25.000 mennesker deltager i Landsstævnet i år.

    DR sender også live fra efterskolernes store opvisning samt verdensholdets show. Du kan se hele sendeplanen for Landsstævnet i Svendborg her.

  38. I går kl. 18:53

    FN advarer: 'Katastrofal situation' på Afrikas Horn kan udvikle sig til den værste sultkrise i 40 år

    En somalisk kvinde står foran en af sine døde geder i Gedo-regionen i Somalia under tørken i maj måned. (Foto: FEISAL OMAR © Ritzau Scanpix)

    Visne afgrøder og døende husdyr er blevet hverdag på Afrikas Horn, hvor fire fejlslagne regnsæsoner i træk har skabt en ”katastrofal situation”, som ikke er set lige i 40 år.

    Sådan lyder advarslen onsdag fra FN’s fødevare- og landbrugsorganisation, FAO.

    - Vi står over for en katastrofal situation på Afrikas Horn. Mere end 18 millioner mennesker lever i fødevareusikkerhed på grund af tørken, siger Rein Paulsen, direktør ved FAO’s kontor for nødsituationer og modstandskraft.

    - Det er en situation, vi ikke har set i de sidste 40 år. Fire fejlslagne regnsæsoner, og en femte på vej – det er virkelig katastrofalt. Vi har store befolkningsgrupper, der står lige på kanten af hungersnød.

    Fire fejlslagne regnsæsoner, og en femte på vej – det er virkelig katastrofalt.
    Rein Paulsen, FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO

    Tørken på Afrikas Horn er gået særligt hårdt ud over landene Djibouti, Etiopien, Kenya og Somalia. Den har ramt afgrøder, græsgange, forstyrret handlen og i værste tilfælde kostet både menneske- og dyreliv.

    Ofte har hyrder måttet søge væk fra deres område for at finde vand og andre græsgange til deres dyr - noget som kan skabe konflikter mellem befolkningsgrupper, fordi der er så få ressourcer til rådighed, fortæller FAO.

    - Milllioner af kvæg og andre husdyr er allerede døde på Afrikas Horn. Den seneste vurdering lyder på, at mere end syv millioner dyr er døde – det udgør en tredjedel af den samlede mængde. Dette betyder, at det, som sårbare familier er helt afhængige af, er væk, siger Rein Paulsen fra FAO.

    - Helt lavpraktisk betyder det, at fattige, marginaliserede landbrugsfamilier for eksempel ikke længere har mælk til deres børn.

    Internt fordrevne børn står nær resterne af deres døde husdyr i Gedo-regionen i Somalia, 26. maj 2022. (Foto: FEISAL OMAR © Ritzau Scanpix)

    Allerede inden forårets tørke var regionen i en sårbar situation med 16,7 millioner mennesker i det, man kalder kritisk fødevareusikkerhed – eller værre.

    Det betyder, at man ikke får nok at spise i en sådan grad, at det udløser fejlernæring, eller at man kun lige præcis kan skaffe den mad, man har brug for, men at det sker på bekostning af andre nødvendigheder.

    Kombinationen af konflikt, klimaforandringer, COVID-10 og økonomisk krise i store dele af verden, som har fået antallet af sultne til at stige i alarmerende grad.
    Anne Poulsen, direktør for FN's World Food Programme i Norden

    I Somalia lever over halvdelen af befolkningen i fødevareusikkerhed - 7,1 million af dem i katastrofe-kategorien – altså ekstrem mangel på mad og andre grundlæggende nødvendigheder.

    Fra et globalt perspektiv står verden overfor en fødevarekrise, som er helt uden fortilfælde, siger Anne Poulsen, som er direktør i FN’s World Food Programmes (WFP) nordiske kontor.

    - Det er kombinationen af konflikt, klimaforandringer, covid-19 og økonomisk krise i store dele af verden, som har fået antallet af sultne til at stige i alarmerende grad. På bare to år er antallet af kritisk sultne steget fra 135 millioner til 345 millioner i 82 lande. De mest dramatiske stigninger i antallet af sultne ser vi i Afrika syd for Sahara.

    Børn i en lejr for internt fordrevne på grund tørken i byen Gode i Etiopien den 27. april. (Foto: Tiksa Negeri © Ritzau Scanpix)

    Det er ikke bare situationen på det afrikanske kontinent, der truer fødevaresikkerheden på Afrikas Horn, men også den generelle verdenssituation, ikke mindst krigen i Ukraine.

    Blokaden af det ukrainske korn, som krigen har medført, har haft voldsomme konsekvenser for fødevarepriserne, som i marts nåede et historisk højdepunkt med priser, der var 22,8 procent højere end året før. Det viser FAO’s fødevareprisindex.

    De stigende priser rammer verdens fattigste særligt hårdt, fortæller Anne Poulsen fra WFP.

    - Verdens fattigste er i forvejen tvunget i knæ på grund af konflikt, klimaforandringer og covid-19. Men især i Østafrika, som er afhængige af import af hvede og andre fødevarer – og især fra Sortehavsregionen, siger hun.

    Verdens fattigste er i forvejen tvunget i knæ.
    Anne Poulsen, direktør i FN's World Food Programme i Norden

    I Østafrika bliver 84 procent af efterspørgslen på hvede dækket af import. Rusland og Ukraine er langt de største leverandører og står for cirka 90 procent af al hvede, som bliver importeret i regionen, fortæller Anne Poulsen.

    Situationen har fået FAO til at bede om yderligere økonomisk støtte til 700.000 af områdets indbyggere. Pengene skal dække kontantydelser til indkøb af mad og andre nødvendigheder, fødevarehjælp, sundhedsydelser til dyrehold og genopbygning af infrastruktur.

    Organisationen har allerede indsamlet 335 millioner kroner - men beder nu om yderligere 1,2 milliarder kroner.

    På grund af fødevarekrisen rækker de samme penge ikke længere lige så langt, som de plejer, fortæller Anne Poulsen fra WFP, hvor man oplever samme problem.

    - For WFP betyder de stigende fødevare- og brændsstofspriser, at vi skal bruge 74 millioner dollar (524 millioner kroner, red.) mere om måneden for at kunne mætte det samme antal munde, sammenlignet med 2019. Hvis ikke vi får de ekstra penge, betyder det, at vi skal tage den daglige humanitære fødevareration fra fire millioner mennesker.

  39. I går kl. 18:49

    Minkavler: Velfortjent kritik af Rigspolitichefen

    Rigspolitichef Thorkild Fogde. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Politiets øverste chef, rigspolitichef Thorkild Fogde, reagerede ikke, da han fik at vide, at der ikke var lovhjemmel til at kræve alle mink i Danmark aflivet. Faktisk fortsatte politiet under hans ledelse med at kontakte avlere ud fra de meget omtalte action cards.

    - Thorkild Fogde har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage ham til ansvar i anledning af hans medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med opretholdelsen af den grove vildledning, lyder det fra Minkkommissionen.

    Det var usmageligt, det de gjorde, så det er helt på plads med den kritik
    Kent Bjerregaard, tidligere minkavler

    En af dem som oplevede, at politiet gentagne gange kontaktede ham ud fra de meget omtalte action cards, er Kent Bjerregaard, som har drevet minkfarm på Thyholm ved Struer. Og han er godt tilfreds med, at Minkkommissionen kritiserer politiets øverste chef.

    - Det er velfortjent efter det, han udsatte os avlere for tilbage i den tid. Det var usmageligt, det, de gjorde, så det er helt på plads med den kritik, siger Kent Bjerregaard.

    Kent Bjerregaard lægger ikke skjul på, at han føler sig dybt uretfærdig behandlet af myndighederne, som tvang ham til at aflive sine mink. Han har tidligere fortalt til DR, hvor opslidende det var for ham, at politiet kontaktede ham igen og igen i de hektiske dage i november 2020.

    - Man kan ikke ringe tre-fire gange i døgnet og presse os til at slå vores dyr ihjel, når man ikke havde en lovhjemmel, siger Kent Bjerregaard.

    Han mener, det er vigtigt, at der nu er placeret et ansvar.

    - Hvis jeg laver noget ulovligt, og politiet kommer forbi, så bliver jeg anklaget for det, jeg har lavet, og han har vidst, at det han lavede, var der ikke belæg for, siger den nu tidligere minkavler.

    Kent Bjerregaard fik midt i november 2020 en telefonisk undskyldning fra Rigspolitiet. (Foto: PRIVATFOTO)

    Rigspolitiet har da også erkendt, at brugen af action card ikke var i orden, fordi de var baseret på en ulovlig ordre, netop fordi der ikke var lovhjemmel.

    Derfor ringede de i midten af november 2020 til Kent Bjerregaard og syv andre avlere for at give dem en telefonisk undskyldning. Men den tidligere minkavler fra Thyholm var ikke imponeret over det og havde ikke brug for at tale med dem om det.

    Men han er tilfreds med kommissionens beretning i dag. Og så kunne han ønske, at Thorkild Fogde vil kaste lys over, hvilke ordrer han har fået fra den daværende justitsminister, Nick Hækkerup.

    - Det er jo ikke sikkert, han har bestemt det hele selv. Men så må han jo sige, hvad han har fået at vide oven fra. Jeg synes, at vores tidligere justitsminister også skal have en over trynen, og så må Mette Frederiksen også gerne tage en for holdet, siger Kent Bjerregaard.

    Rigspolitiet og chef Thorkild Fogde ønsker ikke at kommentere konklusionerne, før man har haft mulighed for at gennemlæse hele rapporten.

  40. I går kl. 18:36

    Sjældent portræt af prinsesse Diana udstilles i London

    Sådan ser maleriet ud. DR har fået tilladelse af galleriet til at vise det. Prinsesse Diana mødtes mere end 30 gange med kunstneren bag, Nelson Shanks, da han skulle portrættere hende i 1994.

    Et meget sjældent portræt af den afdøde prinsesse Diana vil for første gang blive udstillet i et galleri i London.

    Maleriet - olie på lærred - er i virkeligheden en skitse til et andet maleri lavet af den amerikanske portrætmaler Nelson Shanks i 1994. Altså tre år før Dianas tragiske død i en bilulykke i Paris.

    I januar i år dukkede det op på en auktion med værker fra nu afdøde Nelson Shanks private atelier. Det blev solgt for mere end 200.000 dollar, og nu bliver det så udstillet for første gang.

    Det sker hos galleriet Philip Mold & Company på udstillingen "Masterpiece London Art Fair" i bydelen Chelsea.

  41. I går kl. 18:23

    Popstjerne i panik på Roskilde: Mistede alle kostumer før 'enorm' koncert

    Sådan skulle det have set ud, da amerikanske Todrick Hall onsdag nat gik på scenen til Roskilde Festival. Billedet her stammer fra en koncert i USA den 24. juni. (Foto: Lauren Witte © Ritzau Scanpix)

    Normalt optræder sangeren Todrick Hall på scenen iført ekstravagante rober og store parykker, men forud for sin koncert på Roskilde Festival onsdag nat, blev den amerikanske entertainer og LGBT-ikon mødt med noget af en udfordring:

    Ingen af Todrick Halls kostume-kufferter kom nemlig frem efter flyrejsen til Danmark.

    Derfor stod den 37-årige sanger, der blandt andet er kendt fra YouTube og tv-showet 'RuPauls Drag Race', pludselig uden kostumer, parykker og make-up til både ham og sine to dansere.

    - Mit liv er en evig rutsjebanetur. Vi er landet her i København uden kufferter og lydudstyr. Men vi tænkte: "Det er et show på en onsdag i København, hvor stort kan det lige være?" Det viser så sig så, at det er enormt, fortalte en panikslagen Todrick Hall selv før showet i en story på Instagram delt med sangerens næsten to millioner følgere.

    Her så man også, hvordan stjernen få timer før sit show var på skoindkøb i en skobutik i København for at finde en erstatning til de høje hæle, han normalt optræder i.

    Vi har siddet og syet backstage lige indtil for et øjeblik siden.
    Todrick Hall, musiker

    Heldigvis kom musikerens egen kuffert frem, og derfor måtte han og danserne i al hast forsøge at sy nye kostumer ud af det tøj, Todrick Hall havde liggende i sin private kuffert.

    Alligevel måtte YouTube-stjernen gå på scenen i nogle noget mere afdæmpede gevandter end normalt.

    - Vi har siddet og syet backstage lige indtil for et øjeblik siden for at få lavet nogle kostumer ud af de gamle H&M-t-shirts i min kuffert. Normalt er jeg jo iført store kostumer og kjoler under de her shows, så jeg føler mig meget uden for min komfortzone, og jeg er ret nervøs, lød det fra Todrick Hall fra scenen.

    Todrick Hall på scenen på Roskilde Festival onsdag nat. Stjernen måtte gennemføre det meste af showet iført hættetrøje og t-shirts fremfor kjoler og kostumer. (Foto: PRIVATFOTO)

    Publikum lod sig dog ikke mærke af, at mængden af similisten og pailletter på scenen var mere beskeden end normalt.

    Kort efter koncerten gik i gang måtte vagter fra Roskilde Festival lukke helt for indgangen til koncerten, der blev spillet på den indhegnede Apollo-scene, og flere skuffede gæster gik derfor forgæves i håbet om at se det amerikanske LGBT-ikon i aktion.

    De, der fik sneget sig ind foran scenen, oplevede dog et show, der både bød på fællessang, dansefest og flere brandtaler fra stjernen om vigtigheden af at elske sig selv og leve sit liv, som man selv ønsker.

    Et budskab, der blev mødt med klap, jubel og anerkendende knips fra publikum.

    For Todrick Hall endte koncerten også som en succes, hvis man skal tro den story, han lagde op på Instagram halvvejs under showet:

    - Det her publikum er nok det bedste publikum, vi nogensinde har optrådt for. Det her fucking crazy!

    Torsdag fortsætter musikken på Roskilde Festival, hvor blandt andre Megan Thee Stallion, Dua Lipa og 90'er-ikonerne TLC skal på scenen.

    Der bliver normalt ikke sparet på noget, når Todrick Hall går scenen. Her ses han ved en tidligere koncert. (Foto: Marion Curtis/StarPix/Shutterstock © Ritzau Scanpix)
  42. I går kl. 18:23

    Politiforbund: 'Vores medlemmer er frifundne - ansvaret ligger i toppen'

    Ansvaret for aflivningen af alle danske mink uden lovhjemmel ligger udelukkende i toppen, fastslår Heino Kegel, formanden for de danske politibetjentes fagforbund, Politiforbundet.

    Dermed mener han, at hans medlemmer nu er frifundne efter dagens udmeldinger fra Minkkommissionen.

    - Det er på ét eller andet plan en lettelse for mine medlemmer, uagtet at der er løftet en kritik af deres øverste chef (rigspolitichef Thorkild Fogde, red.), siger han til Ritzau.

    Thorkild Fogde burde have reageret med det samme, da han fik at vide, at der ikke var hjemmel til at kræve alle mink aflivet, men det gjorde han ikke, og derfor kørte politiet i flere dage videre med en ulovlig plan, lyder kritikken fra Minkkommissionen.

    Her fra klokken 19 kan du på dr.dk stille spørgsmål til en række eksperter og to politikere om alt, hvad der vedrører dagens store historie. Det foregår her på siden.

  43. I går kl. 18:06

    Radikal eksminister: Statsministeren bør stå ved sit ansvar i minkskandale

    Christian Friis Bach (R) var udviklingsminister under statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Nu er han igen folketingskandidat for De Radikale i Nordjylland. (Foto: Maria Albrechtsen Mortensen © Ritzau Scanpix)

    Christiansborg er meldingen fra De Radikale, at støttepartiet nu vil læse Minkkommissionens lange beretning grundigt, før man vil forholde sig til, hvad beretningens voldsomme kritik skal have af konsekvenser.

    Men den tidligere radikale udviklingsminister og nuværende folketingskandidat, Christian Friis Bach, er klar til at sætte flere ord på situationen.

    På Twitter skriver han:

    - Jeg overlader det trygt til den radikale folketingsgruppe at tage stilling til konsekvenserne. Men jeg finder det forunderligt, hvis man som statsminister kan unddrage sig ansvar ved ikke at vide besked. Har man magten, tager man magten, så har man ansvaret.

    I en sms til DR Nyheder tilføjer Christian Friis Bach, at "det burde statsministeren stå ved".

    På spørgsmået om, hvorvidt Mette Frederiksen bør gå af som statsminister, lyder hans svar:

    - Det kan jeg ikke vurdere, da jeg ikke har læst hele rapporten. Men statsministeren bør tage ansvaret på sig. Og manglende viden er ingen undskyldning.

    - Hvis kritikken er så alvorlig, at det bør have konsekvenser for Statsministeriet, så bør Mette Frederiksen tage ansvaret på sig. Man kan ikke skille ministeren fra ministeriet.

  44. I går kl. 18:04

    New Zealand vil skrotte told til EU med ny handelsaftale

    New Zealand premierminister, Jacinda Ardern, og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, på pressemødet, hvor aftalen blev præsenteret. (Foto: OLIVIER HOSLET © Ritzau Scanpix)

    På et møde torsdag er EU og New Zealand blevet enige om en ny handelsaftale, som skal fjerne toldmurene overfor europæiske varer.

    Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, efter et møde med den newzealandske premierminister, Jacinda Ardern, skriver Reuters.

    Aftalen betyder ifølge von der Leyen store muligheder for både virksomheder, landmænd og forbrugere, fordi den fjerner New Zealands toldmure over for europæiske varer, som i dag ligger på mellem 10 og 15 procent.

    Det forventes, at aftalen kan få handlen mellem de to parter til at stige med 30 procent.

    Ifølge Dansk Industri (DI) er aftalen "utrolig opløftende" i lyset af de aktuelle problemer i forsyningskæderne, fordi danske virksomheder nu får lettere adgang til både nye leverandører og kunder i New Zealand.

  45. I går kl. 17:56

    Putin svarer igen på voksenmobning: G7-ledere uden tøj ville være et 'hæsligt syn'

    Den højspændte internationale konflikt om krigen i Ukraine er for en kort bemærkning hevet ned på skolegårdsniveau.

    Ved åbningen af G7-topmødet i Tyskland i sidste uge kastede de forsamlede stats- og regeringschefer sig ud i en omgang voksenmobning af Ruslands præsident, Vladimir Putin.

    Anført af Storbritanniens premierminister Boris Johnson jokede G7-lederne med, at de skulle vise Putin deres muskler - en reference til hans forkærlighed for at lade sig fotografere i bar overkrop.

    Se optrinnet i videoen her:

    Og nu har Putin så svaret på G7's drilleri:

    - Jeg ved ikke, hvordan de ville tage tøjet af - over eller under bæltestedet. Men jeg tror, at det ville være et hæsligt syn under alle omstændigheder, sagde Putin under et besøg i Turkmenistan.

    Præsident Putin på en hest i Sibirien i 2009. (Foto: RIA Novosti © Scanpix Denmark)
  46. I går kl. 17:37

    Polsk hegn på grænsen til Hviderusland er færdigbygget

    Et kraftigt grænsehegn langs grænsen til Hviderusland står nu færdigt i Polen. Det skal forhindre flygtninge og migranter i at komme ind over grænsen fra nabolandet. (Foto: Wojtek Radwanski © AFP or licensors)

    Et europæisk nabohegn på 186 kilometer er færdigbygget.

    Hegnet bugter sig som et jerntæppe på grænsen mellem Polen og Belarus, tidligere kendt som Hviderusland.

    Det oplyser nyhedsbureauet AP.

    Formålet med hegnet er at forhindre flygtninge og migranter i at komme ind i Polen fra nabolandet.

    Opførelsen af det fem og en halv meter høje grænsehegn blev indledt sidste vinter, da tusindvis af migranter fra Mellemøsten og Afrika forsøgte at komme ind i Polen.

    Belarus forsøgte ifølge flere EU-parlamentsmedlemmer at fremkalde en "falsk flygtningekrise" ved at sende migranter fra Mellemøsten ind over EU's ydre grænse i Polen.

    Polen indførte undtagelsestilstand under krisen og forhindrede folk i at besøge grænseområdet og beskrive situationen.

    Mange migranter frøs ihjel ved grænsen, skriver Reuters.

  47. I går kl. 17:31

    Enhedslisten freder Mette Frederiksen i minkskandale: Hun gjorde det ikke med vilje

    Enhedslistens gruppeformand, Peder Hvelplund (i midten), freder regeringen i minkskandalen, efter han i dag har fået Minkkommissionens beretning. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Statsminister Mette Frederiksen (S) kan ånde lettet op i forhold til støttepartiet Enhedslisten.

    Det bliver ikke med Enhedslistens stemmer, at der bliver rejst en rigsretssag mod Mette Frederiksen. Det slår partiets gruppeformand, Peder Hvelplund, fast efter et møde i Folketingets granskningsudvalg, der i dag har fået Minkkomissionens beretning.

    - Det centrale spørgsmål er spørgsmålet om forsæt. Altså om man gør noget med vilje mod bedre vidende. Det er der ikke noget, der tyder på i forhold til statsministeren, siger Peder Hvelplund.

    Det kræver et politisk flertal, hvis der skal rejses en rigsretssag mod Mette Frederiksen. Det betyder, at de blå partier skal have opbakning fra et af regeringens støttepartier - ellers er der ikke flertal.

    På forhånd har flere af de borgerlige partier rejst krav om, at uafhængige advokater skal vurdere kritikken og komme med en indstilling til Folketinget om, hvorvidt der er grundlag for en rigsretssag mod eksempelvis statsminister Mette Frederiksen.

    Netop en sådan indstilling fra uafhængige advokater var fremgangsmåden, der blev brugt i instrukssagen, som førte til at Folketinget rejste en rigsretssag mod tidligere udlændingeminister Inger Støjberg for brud på ministeransvarsloven.

    Dengang bakkede både blå partier og hele rød blok op om at få uafhænige advokater til at vurdere, om der var basis for en rigsretssag.

    Men det skridt bliver ikke gentaget i forhold til Mette Frederiksen, hvis det står til Enhedslisten.

    Peder Hvelplud, hvad kan en advokatvudering skade, hvis I ikke mener, at der er noget at komme efter?

    - Prøv nu at høre: Hvis vi skulle bede om en advokatvudering, så er det, fordi vi oprigtigt er i tvivl om, om der kan rejses en rigsretssag. Eller fordi vi er fuldstændig sikre på, at der kan. Det var det, som var tilfældet med Støjberg, hvor det stod fuldstændig klart i afhøringerne, at her var der tale om fortsæt - altså Støjberg tilsidesatte bevist den viden, hun havde om, at det der foregik var ulovligt.

    - I det her tilfælde står det fuldstændig klart - og det er det, vi får at vide af kommissionen - at der ikke er tale om fortsæt, siger Peder Hvelplund.

    Hvordan ved du, at statsministeren ikke har handlet groft uagtsomt på en måde, der gør, at hun kan straffes i en rigsret?

    - Den præcedens, der er i forhold til grov uagtsomhed i forhold til en rigsret - og her skal vi vist tilbage til år 1910 - handler også om, hvorvidt en minister er blevet advaret af sine embedsmænd, og har overhørt de advarsler. Så hvis vi taler om grov uagtsomhed, så er vi her meget tæt på kategorien 'forsæt', siger Peder Hvelplund.

    De Radikale udelukker noget i forhold til, hvilke konsekvenser partiet mener der bør komme ud af sagen, fortæller Andreas Steenberg. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Minkkommissionen har kulegravet hele forløbet bag regeringens beslutning om at aflive alle danske mink den 4. november 2020. En beslutning, som det få dage senere stod klart, at regeringen ikke havde lovhjemmel til at træffe.

    Og kommissionens ni bind lange beretning bliver også betegnet som 'alvorlig' læsning af De Radikales politiske ordfører, Andreas Steenberg.

    - Jeg synes, man skylder de mennesker, det handler om, at man nu bruger tid på at læse sig ned i det her. Det vil vi gøre. Vi vil rådføre os. Vi vil drøfte det i det Radikale Venstre, og så vil vi komme med vores konklusioner senere, siger han.

    Men Andreas Steenberg, hvordan skal du kunne finde ud af, om der er foregået noget groft uagtsomt fra ministres side, hvis du ikke vil have nogle advokater til at vurdere det?

    - Jeg svarer helt bevist ikke på det, fordi jeg siger, at jeg ikke træffer nogen konklusioner i dag, siger Andreas Steenberg og understreger, at han ikke udelukker noget i forhold til, hvilke konsekvenser partiet mener, der bør komme ud af sagen.

    SF's retsordfører Karina Lorentzen vil heller ikke svare på, om partiet støtter en uvildig advokatvurdering, sådan som SF ellers gjorde, da det var Inger Støjberg, der fik kritik af en kommission.

    - Jeg har lige modtaget beretningen. Den er på rigtig mange sider, så jeg har brug for at komme hjem og læse mig ind på den, siger Karina Lorentzen og fastslår:

    - Mere specifikt kan jeg sige, at det, som vi kommer til at lægge vægt på i SF, er, om der har været forsæt, og der er givet bevidst vildledende oplysninger til Folketinget. Og det var i virkeligheden også de samme kriterier, vi lagde vægt på i forbindelse med instrukskommssionen og Inger Støjberg.

    Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) vil læse Minkkommissionens beretning ordentligt, før hun drager nogen konklusioner. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Enhedslisten kommer ikke til at udtrykke mistillid til statsministeren i sagen, understreger gruppeformand Peder Hvelplund. Dermed freder støttepartiet reelt regeringen.

    Peder Hvelplund betegner dog Minkkommissionens beretning som "alvorlig" og understreger, at den vil få konsekvenser - også selvom det ikke bliver i form af en rigsretssag.

    - Det kommer som minimum til at betyde udtalelse af skarp kritik af måske flere ministre, siger han.

    Helt anderledes ser de borgerlige partier på sagen. Venstres politiske ordfører, Sofie Løhde, mener i lighed med flere andre blå partier, at uafhængige advokater bør få til opgave at vurdere, om der skal rejses en rigsretssag mod Mette Frederiksen.

    Statsministeren har vildledt Folketinget. Har vildledt offentligheden. Hvordan kan Enhedslisten så sige, at man kan blive siddende som minister?
    Sophie Løhde, Venstres politiske ordfører

    - Vi har i dag fået slået fast, at der er løjet over for Folketinget. Der er sket en grov vildledning af offentligheden, af Folketinget, af de mennesker, som har mistet hele deres livsgrundlag, nemlig dem, som det i sidste ende handler om: Minkavlerne, siger Sofie Løhde.

    Hun langer samtidig ud efter Enhedslisten, der for få måneder siden fyrede transportminister Benny Engelbrecht (S) for vildledning af Folketinget.

    - Statsministeren har vildledt Folketinget. Har vildledt offentligheden. Hvordan kan Enhedslisten så sige, at man kan blive siddende som minister, siger Sofie Løhde.

    Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, er enig, og kræver nu direkte, at sagen også får konsekvenser for landets øverste embedsmand: Mette Frederiksens højre hånd, departementschef i Statsministeriet, Barbara Bertelsen, der også får kritik af kommissionen.

    - I min optik bør det have i hvert fald to konsekvenser. Den ene er, at statsministeren afskediger sin departementchef. Den anden er, at hun beder Barbara Bertelsen om at tilbagebetale den bonus, hun fik i 2020, på 125.000 kroner, siger Morten Messerschmidt.

    Statsminister Mette Frederiksen har ikke ønsket at lade sig interviewe om kritikken i dag, men har indkaldt til et pressemøde i morgen klokken 10.

  48. I går kl. 17:29

    Tour-favorit om Vingegaard: En af de bedste i verden

    (Foto: Stephane Mahe © Ritzau Scanpix)

    Jonas Vingegaard er en af de bedste cykelryttere i verden.

    Det er der nok mange, der mener, og det gælder også den dobbelte Tour de France-vinder Tadej Pogacar.

    Vingegaard endte sidste år som Pogacars hårdeste konkurrent, da han blev nummer to.

    Og danskeren er selvfølgelig igen på radaren hos den slovenske storfavorit.

    - Han er en af de bedste bjergryttere i verden lige nu. Sidste år viste han, at han er i stand til at gøre det godt i en grand tour, og han kan også køre en god enkeltstart. Som rytter er han ret komplet, og han er virkelig stærk, siger Tadej Pogacar.

  49. I går kl. 17:18

    Mogens Jensen om kommissionens beretning: 'Jeg tog konsekvensen af fejlene'

    Den tidligere minister Morgens Jensen og hans daværende ministerium fik sønderlemmende kritik i Minkkommissionens beretning.

    Den skriver blandt andet, at Mogens Jensen gav urigtige oplysninger til Folketinget om sit kendskab til den manglende lovhjemmel til at aflive samtlige danske mink.

    På Facebook skriver Mogens Jensen nu, at der blev begået fejl i Minksagen.

    - Det er erkendt, og det er der naturligvis endnu en gang grund til at undskylde for over for de berørte minkavlere, skriver han.

    Men han holder fast i, at det var "en nødvendig og vigtig politisk beslutning at gennemføre aflivningen af hensyn til folkesundheden, og for at få stoppet coronasmitten fra mink til mennesker".

    - Jeg tog derfor også ansvaret for og konsekvensen af fejlene og trådte tilbage som minister.

    (Foto: (Skærmbillede))
  50. I går kl. 16:58

    Mads Pedersen bliver skuffet, hvis han ikke vinder en af de danske Tour de France-etaper

    (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

    Cykelrytteren Mads Pedersen har store ambitioner på de første etaper af årets Tour de France.

    Den danske Trek-Segafredo-rytter håber nemlig på at vinde en af etaperne på dansk grund. Og en dag i den gule trøje vil han bestemt heller ikke sige nej til.

    - Hvis ikke jeg vinder en etape eller kommer i gult, ved jeg godt, at det bliver en skuffelse. Men det bliver en endnu større skuffelse for mig end for alle dem, der følger med, siger Mads Pedersen.

    - Jeg kører ikke cykelløb for at blive nummer to.

    Første etape af Tour de France starter fredag klokken 16. Du kan følge alle Tourens etaper på DR.dk og i LIGA på P4 i din radio.

Mere fra dr.dk