Nyheder
9. maj 2015

BILLEDER Kampråb og kampvogne: Rusland holder parade

  • Soldaterne står ret, mens en gruppe kampvogne passerer dem. (Foto: Ria Novosti © Scanpix)
  • Et overblik over paraden mens den er i fuld gang. (Foto: Ria Novosti © Scanpix)
  • Fremvisning af jord-til-luft-missilsystemer. (Foto: Ria Novosti © Scanpix)
  • Kampvogne og statuer på Den Røde Plads. (Foto: Ria Novosti © Scanpix)
  • Russiske kampfly flyver over Kreml med det russiske flags farver i hælene. (Foto: Maxim Shipenkov © Scanpix)
  • Veteraner fra Anden Verdenskrig taler inden paradens start. (Foto: Ria Novosti © Scanpix)
  • Chefen for den russiske motorcykelklub Night Wolves - Alexander Zaldostanov - hilser på en veteran. Night Wolves har tætte bånd til Vladimir Putin, som endda har kørt ture med dem på en Harley Davidson iført klubbens vest med påtrykt rygmærke. Gruppen har et blandet ry - den organiserer rockkoncerter, men hjælper samtidig også til politisk og militært - blandt andet ved annekteringen af Krim, hvor gruppen hjalp med at patruljere og endda angribe strategiske mål side om side med det russiske militær. (Foto: Kirill Kudryavtset © Scanpix)
  • Den amerikanske skuespiller, Steven Seagal, er til stede ved Den Røde Plads. Han har i flere år haft et venskab med præsident Putin, som han omtaler som sin 'bror'. Seagal støttede i øvrigt annekteringen af Krim og var til stede, da Night Wolves spillede en rockkoncert på Krim efter annekteringen. (Foto: Ria Novosti © Scanpix)
  • Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, ankommer til Kreml. (Foto: Ria Novosti © Scanpix)
  • Vladimir Putin hilser på sin kollega fra Venezuela - præsident Nicolas Maduro. (Foto: Ria Novosti © Scanpix)
  • Putin går side om side med Kinas præsident, Xi Jinping, ved paradens start. (© Scanpix)
  • På grund af de mange statsledere og ministre, er sikkerhedsopbudet stort. Her er det en snigskytte og en observatør, der er placeret på et tag ved Den Røde Plads. (Foto: Yuri Kochetkov © Scanpix)
  • En parade af den gamle skole. Ruslands forsvarsminister, Sergej Shoigu, kører i den forreste bil under selve militærparaden. (Foto: Ria Novosti © Scanpix)
  • Sergej Shoigu kørte frem og tilbage, mens han gjorde honnør. Turen endte ved præsident Putin, der derefter holdt sin tale. (Foto: Sergei Karpukhin © Scanpix)
  • Soldater på rad og række ankommer til Den Røde Plads. (Foto: Sergei Karpukhin © Scanpix)
  • Høj benføring under paraden. (Foto: Grigory Dukor © Scanpix)
  • Russiske kampfly flyver over Kreml med det russiske flags farver i hælene. (Foto: Maxim Shipenkov © Scanpix)
  • Militærets helikoptere blev også fremvist. (Foto: Yuri Kadobnov © Scanpix)
  • Soldater med mere officiel påklædning. (Foto: Ria Novosti © Scanpix)
  • En deling russiske soldater ankommer til Den Røde Plads iført historiske uniformer. (Foto: Ria Novosti © Scanpix)
1 / 20

Rusland afholder i dag landets største parade siden 1991. Paraden markerer 70-året for Europas befrielse ved slutningen af Anden Verdenskrig.

16.000 soldater, 200 pansrede køretøjer og 150 fly udgør en stor del af paraden.

Tidligere var alle de allierede sammen om at markere afslutningen på krigen, og præsident Vladimir Putin inviterede også 68 statsoverhoveder til paraden. Stort set alle vestlige lande har meldt afbud på grund af Ruslands konflikt med Ukraine.

Udover den militære del af paraden holdt præsident Putin også en tale.

Nedenfor kan du se video fra paraden og Putins tale. Øverst kan du se billeder fra paraden.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:554dc09f6187a41544e3ac96

Nyheder

  1. 51 min. siden

    Regeringen vil fjerne restriktionerne fra på tirsdag

    (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Det er formentlig snart slut med at bære mundbind og vise coronapas i det offentlige rum.

    Regeringen vil nemlig fjerne covid-19 som samfundskritisk sygdom. Det meddeler sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i et brev til Folketingets Epidemiudvalg.

    - Jeg ønsker at følge Epidemikommissionens indstilling, men dog således, at kategorisering af covid-19 som samfundskritisk sygdom ophæves med den 1. februar 2022, lyder det fra sundhedsministeren.

    Epidemikommissionen har anbefalet, at coronavirus ikke længere skal betegnes som samfundskritisk.

    Hvis coronavirus fjernes fra den særlige liste over samfundskritiske sygdomme, er der ikke længere hjemmel til en lang række restriktioner, som vi kender.

    Epidemiudvalget mødes klokken 15.45.

  2. 19 min. siden

    Rockikon nægter at dele streamingplatform med corona-skeptiker: Fjern min musik fra Spotify

    Neil Young, der er kendt for en perlerække af rockklassikere i 1970'erne, er utilfreds med, at Spotify lægger platform til Joe Rogans (til højre) podcast. (Foto: ALICE CHICHE © Ritzau Scanpix)

    Rockikonet Neil Young har ikke meget tilovers for, at man på Spotify kan lytte til podcasten 'The Joe Rogan Experience'.

    I podcasten, som i øjeblikket er Spotifys mest populære, bliver der, ifølge hundredvis af amerikanske sundhedseksperter, spredt misinformation om coronavirus.

    Derfor ønsker Young at få sin musik fjernet fra streamingtjenesten, skriver The Guardian.

    - Spotify har et ansvar for at dæmpe spredningen af misinformation på sin platform (...) De kan få Rogan eller Young. Ikke begge to, skriver Neil Young blandt andet i et brev henvendt til sin manager og pladeselskab.

    Joe Rogan er i sin podcast blevet beskyldt for at sprede misinformation om coronavacciner og for at promovere konspirationsteorier.

  3. I dag kl. 09:02

    Biden overvejer sanktioner mod Putin, hvis Rusland invaderer Ukraine

    Hvis Rusland invaderer Ukraine, vil USA's præsident, Joe Biden, overveje at indføre personlige sanktioner mod Ruslands præsident, Vladimir Putin. Det skriver Ritzau.

    Faren for en invasion er ifølge Det Hvide Hus "overhængende".

    - Det vil have enorme konsekvenser for verden, hvis Rusland angriber, siger Biden.

    Den sjældne trussel om personlige sanktioner mod Putin kommer på et tidspunkt, hvor Nato-styrker er sat i forhøjet alarmberedskab. Desuden er krigsskibe og kampfly rykket til Østeuropa.

    Det er sket som reaktion på, at Rusland har udstationeret 100.000 soldater ved Ukraines grænse.

    Rusland afviser beskyldninger om, at landet gør klar til en invasion af Ukraine. Moskva hævder, at krisen skyldes Nato og USA.

  4. I dag kl. 08:34

    Forældre, der mister nyfødt barn, får særlige afsnit på hovedstadshospitaler

    Mister man sit nyfødte barn, skal man ikke længere ligge på afdeling med en masse lykkelige og nybagte forældre.

    I stedet får par, der står i den ubarmhjertige situation, særlige afsnit.

    Det er planen på Herlev og Hvidovre Hospital, hvor 20 millioner kroner skal bruges på at modernisere hospitalernes fødeafdelinger.

    Beløbet er afsat af politikerne i Region Hovedstadens forretningsudvalg, skriver regionen i en pressemeddelelse.

    Moderniseringerne skal være færdige allerede i foråret 2022.

    Tidligere har DR beskrevet, hvordan flere par oplevede "helt horrible" forhold i forbindelse med, at de var indlagt på hospitalet som følge af et mistet barn.

  5. I dag kl. 08:26

    Uheld på Helsingørmotorvejen påvirkede morgentrafikken

    Kl. 08.58 er der igen ryddet op efter uheldet, og der er nu igen helt farbart, oplyser P4 Trafik på Twitter.

    Et uheld på Helsingørmotorvejen her til morgen betyder, at det kun er muligt at passere i et spor.

    Det gælder for trafikken i nordgående retning, skriver P4 Trafik på Twitter.

    Uheldet er sket ved udfletningen til rute 201 Lyngby Omfartsvej.

  6. I dag kl. 07:53

    Game of Thrones-stjerne kritiserer Disneys remake af 'Snehvide' for at være tilbageskuende

    Peter Dinklage, som har vundet flere Emmy-priser for sin rolle i 'Game of Thrones', kritiserer Disney i en podcast med Marc Maron. (Foto: Mike Blake © Ritzau Scanpix)

    Hollywood-stjernen Peter Dinklage, kendt for eksempelvis sin rolle i 'Game of Thrones', langer ud efter Disney, der barsler med en live-action udgave af 'Snehvide og de syv dværge'.

    I en podcast kritiserer han ifølge The Guardian Disney for på den ene side at caste den latinamerikanske skuespiller Rachel Zegler i hovedrollen som Snehvide, men samtidig fortælle historien om de syv dværge.

    Dinklage, der selv har dværgvækst, siger:

    - I er progressive på den ene side, men I laver stadig en fucking tilbageskuende historie om syv dværge, der bor i en hule.

    Som respons på kritikken udtaler Disney, at man har en "anderledes tilgang" til de syv dværge og er i dialog med personer med dværgvækst for at undgå at forstærke stereotyper i filmen.

  7. I dag kl. 07:33

    Onsdag bliver blæsende og giver lidt sol og byger

    Vi starter igen dagen med grå skyer over det meste af landet, men senere kommer der sol til særligt de nordlige dele af landet.

    Temperaturerne ligger mellem fem og syv grader, og der kommer enkelte byger i dag, mens man formentlig også i højere grad vil mærke, at vinden har taget til i styrke.

    Vindretning er stadig fra vest, og de fleste får jævn til hård vind, men fra Thy og op til Skagen kan der være stormende kuling og vindstød af stærk storm.

  8. I dag kl. 07:22

    Store protesterer mod omstridt helligdag i Australien: Demonstranter kalder dagen 'Invasion Day'

    • Demonstration i Sydney i dag. Også i hovedstaden Canberra bliver der protesteret. (Foto: STEVEN SAPHORE © Ritzau Scanpix)
    • - I dag er en national helligdag, hvor folk bliver opfordret til at holde grillfest og få en øl for at fejre folkedrabet på os, lød det ifølge Daily Mail fra en af de fremmødte demonstranter. (Foto: STEVEN SAPHORE © Ritzau Scanpix)
    • De yngstre demonstranter flagrer med aboriginal-flaget i Sydney. (Foto: STEVEN SAPHORE © Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    Australiere i tusindvis er i dag gået på gaden i Sydney og andre storbyer for at vise deres utilfredshed med helligdagen Australia Day, der finder sted i dag. Det skriver Reuters.

    Den nationale helligdag markerer, at det var på denne dag i 1788, at den britiske flåde ankom til det, der i dag er Sydney, for at starte en fangekoloni.

    Briterne anså dengang landet for at være ubesat, selv om de mødte flere bosættelser på deres vej.

    Derfor går helligdagen under navnet 'Invasion Day' for mange af de indfødte australiere, der kan spore deres rødder 50.000 år tilbage i tiden.

  9. I dag kl. 06:53

    USA godkender milliardaftale om salg af militært udstyr til Egypten

    Militære transportfly og radarsystemer er snart på vej fra USA til Egypten, efter USA's udenrigsministerium i går godkendte to store salg af militært udstyr i milliardklassen.

    Det sker, selvom en række politikere i Washington D.C. er bekymrede over menneskerettighedssituationen i Egypten, skriver Ritzau.

    Ifølge USA's Agentur for Forsvarssikkerhedssamarbejde (DSCA) vil salget, der endnu ikke er gået endeligt igennem, forbedre Egyptens evne til at afværge potentielle trusler i fremtiden.

    Det amerikanske salg af 12 Hercules-fly og andet udstyr har en værdi af 2,2 milliarder dollar, eller hvad der svarer til knap 14,5 milliarder kroner.

  10. I dag kl. 06:07

    Norge efter Talibanbesøg: Vi har stillet krav

    Skolerne i Afghanistan har været lukket land for piger over 12 år, siden Taliban kom til magten i landet - og det skal der laves om på.

    Samtidig skal der gives adgang til humanitær bistand, og folk i hele landet skal have adgang til mad, medicin og menneskerettigheder.

    Alt sammen er på listen af krav fra Norge, der netop har haft besøg af en Taliban-delegation for at forhandle om støtte til landet, skriver Ritzau.

    Ifølge Norges udenrigsminister, Anniken Huitfeldt, har samtalerne været en god start, og Taliban har blandt andet tilkendegivet, at de vil åbne skolerne for piger over 12 år

  11. I dag kl. 05:51

    WHO finder undervariant af omikron i over 40 andre lande - men er ikke bekymret

    Der er stadig fuld fart på coronavarianten omikron med rekordmange smittetilfælde verden over den seneste uge.

    Og nu har en ny undervariant af omikron også gjort sit indtog.

    Det drejer sig om en variant, der går under navnet BA2, som Verdenssundhedsorganisationen WHO har påvist i mere end 40 lande.

    WHO betragter ikke varianten som værende af bekymring, men organisationen overvåger den nøje, efterhånden som antallet af tilfælde stiger. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

    Varianten er fundet i blandt andet Danmark, Storbritannien, USA og Sverige. De første meldinger lyder, at den ikke ser ud til at være mere dødelig end tidligere varianter.

  12. I dag kl. 05:50

    Tidslinje: Få styr på alle de påståede Downing Street-fester

    De seneste uger er det kommet frem, at der er blevet holdt flere sammenkomster på premierministerens adresse i Downing Street. (Foto: Neil hall © Ritzau Scanpix)

    Boris Johnson er presset. Meget presset.

    Det skyldes flere uger med beskyldninger om forbudte fester i Downing Street under coronakrisen.

    Det har fået opbakningen til premierministeren til at styrtdykke, og i disse dage spekuleres der i Johnsons politiske fremtid, mens briterne venter spændt på en rapport om påståede fester på den famøse adresse i London, der huser premierministerens kontor og embedsbolig.

    Imens dukker nye meldinger om forbudte fester op, og i går meddelte Londons politi så, at man nu efterforsker mulige brud på corona-restriktionerne under "flere begivenheder" i Downing Street 10.

    Derfor venter der formentlig premierministeren en hård omgang, når han her til eftermiddag skal stå skoleret i det britiske parlament til den ugentlige spørgetime i Underhuset.

    Premierministeren har udsigt til flere verbale mavepustere i eftermiddag. (Foto: JESSICA TAYLOR © Ritzau Scanpix)

    Her forventes han at blive spurgt ind til en hel række fester, som efter sigende har fundet sted i regeringstoppen, selv om Storbritannien var underlagt strenge coronarestriktioner.

    Få overblikket over de påståede fester her:

    The Guardian bragte i december 2021 dette billede af Boris Johnson, Carrie Symonds, hans dengang forlovede og nu kone, og op mod 17 kolleger, der drikker vin og spiser ost i haven bag Downing Street den 15. maj 2020. Johnson har fastholdt, at dette var et arbejdsarrangement. (Foto: Guardian / eyevine © © Guardian / eyevine. All Rights Reserved.)
    Premierministeren sammen med to ansatte i Downing Street under en julequiz over Zoom 15. december 2020. (Foto: Mirrorpix © Mirrorpix)
  13. I dag kl. 05:50

    Flere eksperter mener, det er sundhedsmæssigt forsvarligt at genåbne samfundet

    En genåbning vil på den lange bane hjælpe til at opbygget befolkningsimmunitet, som vi kommer ud af epidemien, mener ekspert. (Foto: Grafik: Søren Winther Nørbæk © DR)

    Fra på mandag kan det være slut med mundbind og flere af de restriktioner, som har sat en stopper for en bytur, en tur i badeland eller de store koncerter.

    Epidemikommissionen anbefaler nemlig, at covid-19 ikke længere skal være en samfundskritisk sygdom, og at stort set alle restriktioner ophører 31. januar - på nær krav om test og isolation ved indrejse til Danmark.

    Derfor ventes statsminister Mette Frederiksen (S) senere i dag på et pressemøde at fortælle, at regeringen vil følge anbefalingerne.

    Selvom smittetallene har slået rekord de seneste dage, giver det god mening at smide mundbind og restriktioner i skraldespanden. Det mener flere eksperter, som DR har talt med.

    - Selvom vi har høje smittetal, er der ikke mange på intensiv eller i respirator. Og blandt de ældre på plejehjemmene er der ikke mange, der er kritisk syge. Så sundhedsfagligt set jeg ikke de store problemer, siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i virusinfektioner ved Københavns Universitet.

    Han siger dog, at han gerne ville have udfaset restriktionerne mere gradvist, og når man kunne se, at epidemien havde stoppet. Derfor ville det optimale være at vente med at åbne nattelivet og de dele af kulturlivet, hvor man står tæt.

    I to år har vi bombarderet befolkningen med, hvor farlig sygdommen er. Nu skal vi til at forklare folk, at risikoen er ved at være drevet over.
    Jes Søgaard

    Det er ikke af sundhedsfaglige årsager, men mere for at undgå at nogle brancher bliver ramt af manglende hænder, som sygdommen trækker med sig.

    Han forudser, at vi nok vil se en stigning i antallet af smittede i forbindelse med genåbningen, men at indlæggelsestallet vil stige langt mindre, end det gjorde, da deltavarianten var dominerende.

    - Vi vil hurtigere få opbygget befolkningsimmunitet, som skal til for, at vi på den lange bane kommer ud af denne her epidemi. Så der er både fordele og ulemper, men det vigtige er at slå fast, at der ikke er nogen væsentlige sundhedsfaglige risiko, vi løber, siger Allan Randrup Thomsen.

    Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, mener heller ikke, det er noget problem at fjerne restriktionerne.

    - I mine ører lyder det fornuftigt, fordi trusselbilledet efter årsskiftet har ændret sig. Vi har fået bekræftet flere gange, at sygeligheden med omikron er meget lavere end de tidligere varianter, så jeg synes, den akutte fare er drevet over.

    Selvom han selv påpeger, at han kan lyde kæphøj, så ser han ikke nogen grund til at være nervøs. Udover omikron er mindre strid, så er sundhedsvæsnet også blevet bedre til at håndtere sygdommen hos dem, der bliver alvorligt syge, siger han.

    Viggo Andreasen fra Roskilde Universitet mener, vi nærmer os et tidspunkt, hvor vi godt kan droppe restriktionerne. Ideelt så han dog gerne, vi ville beholde mundbindet på en uge eller to mere for at undgå kaotiske vagtplaner på grund af sygdom. (© DR)

    - Der er stadig rigtig mange, der bliver bange, når de hører, at nogen er smittet med covid. Men risikoen for den enkelte er så lille nu. I to år har vi bombarderet befolkningen med, hvor farlig sygdommen er. Nu skal vi til at forklare folk, at risikoen er ved at være drevet over. Det skylder vi de cirka 25 procent af danskerne, der stadig er bekymrede, siger Jes Søgaard.

    Heller ikke Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, er bekymret.

    - Vi nærmer os et tidspunkt, hvor vi faktisk ikke har brug for restriktioner. Det er klart, at epidemien kører ret hurtigt lige i øjeblikket, men den kaster ikke mange tilfælde af sygdom, der kræver hospitalsbehandling, af sig, siger Viggo Andreasen.

    For ham er det særligt det tredje stik – også kaldet booster-stikket, der gør, at vi kan sige adjø til restriktionerne. Men i den optimale verden havde han dog gerne set, at vi måske have ventet en lille uge mere.

    - Det ville være en fordel for os at trække epidemien lidt længere, så vi ikke kommer i samme klemme som sidste uge, hvor mange er væk fra arbejdslivet på én gang, og hvor det var svært at udfylde vagtplaner på hospitaler, plejehjem, skoler og daginstitutioner, siger han.

    Det er dog ikke alle, der er lige så positivt stemt for den mulige genåbning. Eskild Petersen, der er professor emeritus i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet, siger til Ritzau, at det går for hurtigt, blandt andet fordi karantænereglerne er ændret.

    - Hvorfor i alverden skal vi gøre det? Vi ved, at der kommer en ny variant på et tidspunkt, der er 918 indlagte, og det hele tordner deropad, lyder det fra Eskild Petersen.

  14. I dag kl. 05:30

    39 meldes savnet i Florida, efter mistænkt menneskesmuglerbåd kæntrer

    En tilfældig forbipasserende i den amerikanske stat Florida måtte i går hive en mand op af det kolde vand ved kysten øst for byen Port Fierce.

    Manden, der klyngede sig til skroget af en kæntret båd, kunne fortælle, at han lørdag aften var sejlet fra den lille ø Bimini, som er en del af østaten Bahamas.

    Med om bord var desuden 39 andre mennesker.

    I løbet af turen sejlede båden ind i et alvorligt uvejr og kæntrede.

    Det har fået amerikansk redningspersonale til at starte en eftersøgning efter de 39 savnede ombord på båden, som kystvagten i Florida mistænker for at være ofre i en sag om menneskesmugling.

  15. I går kl. 23:46

    Talibans udenrigsminister i interview med norsk medie: Vores soldater slår ikke nogen uden rettergang

    Amir Khan Muttaqi i midten af billedet har været i Norge de seneste dage sammen med 15 andre delegerede fra Taliban. (Foto: Stian Lysberg Solum / POOL © Ritzau Scanpix)

    Repræsentanter fra Taliban har tirsdag aften forladt Norge, efter bevægelsen har været i landet siden søndag for at tale med blandt andet diplomater fra USA og EU.

    Inden delegationen forlod landet, fik det norske medie NRK dog muligheden for at interviewe den fungerende udenrigsminister i Afghanistan, Amir Khan Muttaqi.

    Her blev han blandt andet spurgt til videoer fra de sociale medier, hvor Taliban-soldater tilsyneladende slår på kvinder, der demonstrerer for deres rettigheder i Afghanistan.

    Muttaqi hævder i første omgang, da han ser videoerne, at kvinderne har sat kameraer op på forhånd og provokeret soldaterne for at få en reaktion. Men den forklaring ændrer han efterfølgende.

    - Når jeg ser billeder af mine soldater, der går løs på kvinder på denne måde, tvivler jeg på, at det er vores soldater. Eller om nogen lader som om, at de er os.

    - Vores soldater har fået ordre om ikke at slå på nogen uden rettergang. De har en ordre om, at lovbrydere skal behandles med respekt, tages med på politistationen og stilles for retten inden for 72 timer, siger udenrigsministeren til NRK.

  16. I går kl. 22:41

    Fransk turist får otte års fængsel i Iran for spionage

    Franske Benjamin Briere blev anholdt i Iran i 2020 og har været tilbageholdt siden. (Foto: - © Ritzau Scanpix)

    Franske Benjamin Briere fløj med en lille fjernstyret helikopter for at optage billeder og video i ørkenen på grænsen mellem Iran og Turkmenistan.

    Det førte til en anholdelse og nu en dom på otte års fængsel for spionage i Iran. Det skriver Reuters.

    Brieres iranske advokat, Saeid Dehghan, fortæller, at franskmanden er chokeret over tirsdagens fængselsdom. Han har også fået otte måneders fængsel fra propaganda mod Iran.

    - Hans straf er baseret på nogle helt andre paragraffer end tidligere. Han er blevet dømt for at samarbejde med fjendtlige stater mod Iran. Det har en meget højere strafferamme end de tidligere, siger advokaten.

    Briere sultestrejker i øjeblikket i protest, og hans familie siger, at den er forfærdet over hans fysiske og mentale helbred.

    Det er forventet, at han vil anke dommen inden for de næste 20 dage.

  17. I går kl. 22:12

    Sverige stjæler semifinaleplads for næsen af Norge

    Den sidste, mulige semifinalemodstander for de danske håndboldherrer ved EM er fundet.

    Sverige snuppede den anden plads videre fra mellemrundegruppen, hvor Spanien tidligere tirsdag tog den første billet.

    Svenskerne vandt med 24-23 over Norge i en direkte duel om en plads i semifinalen.

    Norge lignede kampen igennem det bedste bud på en vinder, men i kampens afslutning smed nordmændene en firemålsføring over styr og indkasserede med 12 sekunder igen et afgørende straffekast, der sender nordmændene ud af EM-slutrunden.

    I morgen spiller Danmark mod Frankrig i den sidste mellemrundekamp. Får Danmark point, hedder modstanden i semifinalen Sverige. Vinder Frankrig, skal Danmark møde Spanien i fredagens semifinale.

    Norges Sander Sagosen blev ved sidste EM topscorer. I år får han ikke mulighed for at følge op på den bronzemedalje, som Norge sikrede ved EM i 2020. (Foto: RADOVAN STOKLASA © Ritzau Scanpix)
  18. I går kl. 22:04

    Video: Fortsat ekstreme vejrforhold i Grækenland og Tyrkiet

    Minus 14 grader og et massivt snefald. Det lyder som noget, der er sket nord for Danmark, men det er ikke tilfældet. Vejret har for anden dag i træk voldt store problemer i Grækenland.

    Tusindvis af bilister har været fanget på vejene, og op til 300 har været nødt til at overnatte i bilerne.

    Som følge af vejret har man i Athen erklæret dagen for en offentlig helligdag, hvor alt har været lukket bortset fra supermarkeder, apoteker og tankstationer.

    Også Tyrkiet har kæmpet med voldsomme snemængder, og det betød blandt andet, at flytrafikken blev sat på pause, som flere tusinde var fanget i lufthavnen i Istanbul. Strande i Antalya har fået sne for første gang i 29 år.

    Se billeder fra Grækenland her:

  19. I går kl. 20:53

    De Konservative vil af med alle restriktioner fra 31. januar: 'Vi skal også af med indrejserestriktioner'

    Per Larsen, der er De Konservatives sundhedsordfører, vil af med anbefalingen om test ved indrejse i Danmark. (Foto: NILS MEILVANG © Ritzau Scanpix)

    Epidemikommissionen anbefaler, at stort set alle restriktioner ophører fra den 31. januar.

    Det vil altså betyde, at natklubberne kan åbne igen, at vi kan tage mundbindene af, og at restauranterne igen kan holde åbent, som før vi kendte til ordet corona.

    Samtidig anbefaler kommissionen også, at covid-19 ophører med at være en samfundskritisk sygdom fra den 5. februar.

    Dog vil få restriktioner fortsætte.

    Det drejer sig om fortsat at bruge mundbind på sygehuse og i ældreplejen, og at der vil være krav om test 24 timer efter indrejse til Danmark, hvis du ikke er vaccineret.

    Anbefalingen om test ved indrejse forstår De Konservatives sundhedsorfører, Per Larsen, ikke meget af.

    Jeg ser ikke en grund til at opretholde indrejserestriktioner. Det er den samme omikron, der er i hele Europa, så det giver ikke mening.
    Per Larsen, sundhedsordfører (K)

    - Vi har en meget høj immunitet i den danske befolkning, og vi har lave indlæggelsestal på intensivafdelingerne. Det er grunden til, at man aflyser andre restriktioner. Derfor synes jeg også, vi skal af med indrejserestriktionerne, siger Per Larsen.

    Men vil test ikke være med til at sikre, at folk, der kommer udefra, bliver fanget i et net?

    - Nu har jeg ikke set indstillingen fra Epidemikommissionen endnu, men jeg ser ikke en grund til at opretholde indrejserestriktioner. Det er den samme omikron, der er i hele Europa, så det giver ikke mening.

    Per Larsen siger også, at han umiddelbart vil stemme imod, hvis forslaget om test ved indrejse skal behandles i Folketingets epidemiudvalg.

    DR Nyheder har forsøgt at få fat i sundhedsordførerne fra Enhedslisten, Radikale, SF og S, men det har ikke været muligt her til aften.

    Alle partiers sundhedsordførere vil dog være samlet i morgen klokken 12.15, hvor regeringen har indkaldt til møde om Epidemikommissionens anbefalinger.

    Herefter mødes Folketingets epidemiudvalg klokken 15.45, og så ventes statsminister Mette Frederiksen (S) at holde pressemøde sidst på dagen i morgen.

    Her til aften har Sundhedsministeriet lagt indstillingen fra Epidemikommissionen ud på sin hjemmeside.

  20. I går kl. 20:42

    I Sydafrika krammer man igen efter omikron

    Efter omikron kan man igen give krammere i Sydafrika. (© (C) DR Nyheder)

    En læge og en sygeplejerske i kærlig omfavnelse midt i det der for bare to måneder siden var omikrons epicenter - Steve Biko hospitalet i Sydafrikas hovedstad, Pretoria.

    Det var her, de første patienter med omikron blev indlagt.

    Her, hvor læge og forsker Fareed Abdullah og sygeplejerske og assisterende leder af skadestuen Thelma Mokoena lige siden pandemiens start har kæmpet en ulige kamp mod corona.

    Vi har haft 80 procent færre døde i forhold til alle de tre foregående bølger.
    Fareed Abdullah, læge

    Foran skadestuens indgang er der oprettet en teltlejr for de syge. Det er her coronapatienter bliver taget imod, og flere gange sidste år var her så mange patienter, at de måtte ligge i det fri, mens de fik ilt.

    Ved forrige voldsomme sygdomsbølger havde 99 procent af de indlagte brug for ilt, forklarer Fareed Abdullah. Personalet var presset til det yderste.

    - I slutningen af november begyndte antallet af patienter at stige voldsomt igen, da det startede, var vi slet ikke klar over, at det var en ny variant, siger Fareed Abdullah.

    Da omikron-alarmen så lød, og hele verden forsøgte at isolere Sydafrika, gjorde hospitalet klar til det, der her blev betegnet som fjerde bølge. Antallet af positive prøver skød i vejret, og niveauet var langt over de tidligere smittebølger.

    Hurtigt kunne man dog se, at antallet af indlæggelser ikke fulgte med smittetallene, og dem der kom, var slet ikke lige så syge.

    - Tidligere ville vi have tre afdelinger med coronapatienter, men vi fik kun brug for en. Vi behøvede ikke engang at kalde ekstra personale ind, vi kunne klare det med lidt overarbejde, fortæller en tilfreds Thelma Mokoena.

    - Der var tilmed plads til at fejre både jul og nytår, siger sygeplejersken.

    Sundhedsarbejdere ved Steve Biko Academic Hospital i Pretoria i Sydafrika. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

    I dag er der kun to patienter med corona i modtagelsen på skadestuen på Steve Biko hospitalet. Begge patienter er kommet af andre årsager end corona og har kun milde symptomer.

    Er det slut? Spørger jeg lægen med det store overblik.

    - Ja, det er det. Det er ikke sådan, at vi kommer på nul patienter, sådan har det ikke været på noget tidspunkt i pandemien. Vi har altid et par patienter, men det er overstået for vores vedkommende.

    Han vurderer, at et sted mellem 70 og 90 procent af befolkningen i denne del af landet har været smittet med corona. De sidste uger har han samlet data for omikronbølgen, og sammenligningen med de forrige er nu grundigt beskrevet i en artikel i det videnskabelige tidsskrift 'International Journal of infectious Diseases'.

    - Vi har haft 80 procent færre døde i forhold til alle de tre foregående bølger, vi har haft 70 procent færre indlæggelser, og måske vigtigst så er de patienter, der kommer på hospitalet, indlagt i meget kortere tid. Før var gennemsnittet over otte dage, nu er det nede på fire.

    Sydafrika holdt sig tidligere i pandemien ikke tilbage for voldsomme restriktioner, udgangsforbud, alkoholforbud, skolelukninger og lignende. Men med omikronbølgen valgte man anderledes.

    Myndighederne kæmpede for at lokke en skeptisk befolkning til vaccinestederne, men lagde få begrænsninger på dagligdagen. Julen er i Sydafrika et endnu større samlingspunkt for familie og venner end i for eksempel Danmark, da den også falder sammen med sommerferien.

    Alligevel oplevede ingen hospitaler at blive rendt over ende. Ved tidligere bølger har der mange steder i landet udspillet sig nogle hjerteskærende scener, hvor både patienter og personale har stået magtesløse overfor den ødelæggende virus.

    I dag skal der stadig bæres mundbind i det offentlige rum, men derudover er livet ved at være tilbage i en form for normaltilstand.

    Sydafrika er et af de lande i verden, der har været hårdest ramt af corona. Officielt er lige under 100.000 døde med covid-19, men kigger man på tal for overdødelighed, så er det rigtige tal tættere på 300.000.

    Men lige nu tør lægen Fareed Abdullah og sygeplejersken Thelma Mokoena altså godt kramme midt i det oprindelige epicenter for omikronvarianten.

    De har været gennem meget sammen. I tre måneder sidste år var Thelma Mokoena syg af corona, og det var Fareed Abdullah, der fik hende på højkant, så hun igen kunne tage ansvar for skadestuen og teltlejren for coronapatienter.

    De håber begge, at Sydafrika er igennem det værste nu. Grinende lyder der et klart ja fra sygeplejersken på spørgsmålet om, hvorvidt verden skal til at takke Sydafrika i stedet for den ødelæggende isolering, landet røg i, da omikron blev opdaget her.

    For Fareed Abdullah er det ikke et spørgsmål om tak, men et håb om, at verden vil læse og bruge hans forskningsresultater.

  21. I går kl. 20:41

    Carolina ventede et år på servicehunden Wilson: 'Han er min klippe'

    Wilson er servicehund for 20-årige Carolina Kloster. Hun er psykisk sårbar og har angst og OCD, og det hjælper Wilson hende med at håndtere. For eksempel vækker han hende, hvis hun har mareridt. (Foto: Peter Øvad Halkjær © DR)

    Wilson ligner enhver anden sort labrador, men han kan noget særligt. Han er nemlig servicehund for 20-årige Carolina Kloster fra Vejle.

    Hun er ramt af angst og OCD, men Wilson har gjort, at hun nu kan gå en tur på egen hånd.

    Wilson er blevet trænet af folk i organisationen Servicehundeforeningen, og lige omkring nytår fik han et nyt hjem hos Carolina Kloster.

    På den korte tid har han allerede gjort hendes liv markant bedre.

    - Han er min klippe og årsagen til, at jeg kan komme ud uden mine forældre, fortæller hun.

    Labradoren er blevet fast sovemakker for Carolina Kloster, og selv om natten er han en stor hjælp for hende.

    - Han kan mærke, hvis jeg har mareridt. Så vækker han mig, så det er en kæmpestor befrielse at have fået ham.

    Han er min klippe, og årsagen til at jeg kan komme ud.
    Carolina Kloster, ejer af servicehunden Wilson

    Carolina Kloster er langt fra den eneste, der har fået øjnene op for, hvad en våd snude og en logrende hale kan.

    Interessen for servicehunde er steget voldsomt, og det mærker man hos Servicehundeforeningen.

    Her er ventetiden på en hund det seneste år gået fra et halvt til et helt år.

    Det skyldes blandt andet, at mange familier har fået hund under corona, og det har været svært at finde nok egnede hundehvalpe. Nogenlunde samme melding kommer fra Team Servicehunden, en anden organisation, som uddanner hunde, der kan hjælpe psykisk sårbare.

    - Vi har rigtigt mange ansøgninger, og det gør, at man skal vente længere tid på, at vi kan levere en hund, siger instruktør Jimmi Koldenborg fra Servicehundeforeningen.

    Samtidig har der også manglet instruktører til at træne hundene, og det tager tid at få nye instruktører uddannet.

    - Fra vi får en instruktør ind, til vi kan sætte dem til at arbejde selvstændigt, går der næsten et år, forklarer Jimmi Koldenborg.

    Det er ham, der har trænet Wilson, og han bliver helt rørt over at høre, hvor stor en hjælp han er blevet for Carolina Kloster.

    - Det betyder alt, at der er et menneske, der får noget livskvalitet. Det er det, vi er her for, siger han.

    Det betyder alt, at der er et menneske, der får noget livskvalitet.
    Jimmi Koldenborg, instruktør Servicehundeforeningen

    Også hos Sind, landsforeningen for psykisk sundhed, har medlemmerne opdaget servicehundens særlige egenskaber.

    - Mennesker med psykiske lidelser er blevet opmærksomme på, at der findes servicehunde, og at det er en mulighed for hjælp i hverdagen, så man kan klare sig mere selvstændigt, siger formand Mia Kristina Hansen.

    Hjemme i Vejle-forstaden Bredballe er Wilson hurtigt blevet en del af Carolina Klosters hverdag.

    Han har gjort mange ting meget lettere for familien. Før Wilson kom, var det for eksempel meget svært for hende at komme ud.

    - Jeg var virkelig fanget i mit eget hjem, og jeg var afhængig af, at mine forældre kunne tage fri og rydde deres kalender, hvis jeg skulle noget, fortæller hun.

    Nu er det ikke længere så svært for hende at komme ud.

    - Han kan en masse øvelser, som hjælper med at aflede min opmærksomhed på angsten, når den sniger sig ind. Det er blevet meget nemmere at gå ud alene, siger Carolina Kloster.

    Wilson har en meget fin fornemmelse for, hvordan hun har det.

    - Han kan hurtigt mærke, hvis jeg ikke har det så godt og så selv tage kontakt. Så kommer jeg til at tænke på ham i stedet for de tanker, der kommer med angsten.

    Før Carolina Kloster fik Wilson, forsøgte hun at håndtere sin angst på mange forskellige måder. På den måde ligner hun mange andre, der får en servicehund, når alle andre behandlinger er forsøgt.

    - Jeg synes, at jeg har prøvet alt - udover en servicehund. Det, der er sket på de tre uger, jeg har haft Wilson, er helt sindsygt. Så jeg tør slet ikke tænke på, hvor jeg er om et halvt år. Det er helt vildt, siger hun.

  22. I dag kl. 07:51

    Korrespondent om magtfuld fagboss' farvel: 'Handlingerne i privatlivet var ganske enkelt for slemme'

    Tidligere i dag kom det frem, at Per Christensen er fortid som formand i 3F. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    Rettelse 26. januar: Tidligere var økonomikorrespondent Casper Schrøder citeret for følgende i artiklen: ’mange personer i 3F har trods alt kendt dele af historierne om formanden siden 2014’ – det har vi ikke belæg for at konkludere, hvorfor det er rettet til ’nogle personer i 3F har trods alt kendt dele af historierne om formanden siden 2014’.

    Det var den rigtige beslutning, at den skandaleramte og nu forhenværende 3F-forbundsformand, Per Christensen, fra i dag er historie i Danmarks største fagforening.

    Det var den klare konklusion hos adskillige hovedbestyrelsesmedlemmer efter et kort krisemøde her til formiddag, hvor det blev meddelt, at formanden og 3F er nået til 'gensidig forståelse' om, at Per Christensen skal stoppe med øjeblikkelig virkning.

    Sagen, der har sat en brat stopper for Christensens otte år lange virke som en af de mest magtfulde personer i fagforeningsdanmark, kom til offentlighedens kendskab i weekenden.

    Her kunne avisen BT fortælle, at den nu tidligere formand af to omgang har haft forhold til to forskellige kvinder, der i begge tilfælde ikke kendte til hinanden.

    BT kunne ligeledes berette om, at Per Christensen ifølge avisen havde haft adgang til en lejlighed, der normalt er til 'værdigt trængende chauffører', hvorfra han kunne dække over sit dobbeltspil.

    Den anklage har han afvist pure, men til gengæld har han erkendt sin utroskab og dobbeltspil og har i et Facebook-opslag skrevet, at han søger professionel hjælp.

    Men hvordan stiller skandalesagen og Per Christensens afgang 3F og dets mere end 250.000 medlemmer?

    Herunder svarer DR's økonomikorrespondent, Casper Schrøder, på fire centrale spørgsmål om sagen.

    Et billede fra en 3F-demonstration sidste år. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    - Sagen har uden tvivl skadet 3F og fagbevægelsens omdømme. Men selvom formanden er totalhavareret, så ser forbundet ud til at slippe med buler, der kan rettes ud igen. Her er det en afgørende undvigemanøvre for fagforeningen, at formanden går af nu – at ulykken stoppes før den bliver større.

    - Fagforeningen er dog ikke kommet ud af sagen uden skrammer og kan godt kritiseres for ikke at handle hurtigere – nogle personer i 3F har trods alt kendt dele af historierne om formanden siden 2014. Det bekræfter jo lidt et billede af en forstokket fagbevægelse, der beskytter sine egne – et billede, som man kæmper med at komme af med, siger Casper Schrøder.

    Et billede af Per Christensen fra en tale i 2019. (Foto: Niels Christian Vilmann © Ritzau Scanpix)

    - At være formand er et tillidshverv, hvor troværdighed er hård valuta - og troværdighedskontoen gik i overtræk for Per Christensen.

    - Med historierne om omfattende løgn og bedrag på det personlige plan var det svært at se formanden indgå professionelt i svære forhandlinger med arbejdsgivere, politikere og navigere i sin egen politiske organisation – for ville modparterne kunne stole på ham?

    - Hans handlekraft og manøvredygtighed som formand var væk, siger DR's økonomikorrespondent.

    Næstformand i 3F Tina Christensen bliver indtil videre konstitueret som formand. Det sker senere denne uge. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson © Ritzau Scanpix)

    - Forsøget på at adskille hans personlige handlinger i privatlivet fra hans formandsarbejde holdt kun et par dage, før det ikke længere kunne modstå det pres, som rejste sig både inde fra 3F og udefra.

    - Handlingerne i privatlivet var ganske enkelt så slemme, at selvom privatlivet som udgangspunkt er privat, så kunne man ikke holde det ude af den professionelle vurdering.

    - Hvis ikke Per Christensen var gået af i dag, så ville der formentlig være åbnet en kamp om at afsætte ham, der ikke ville have ført meget godt med sig, siger økonomikorrespondent Casper Schrøder.

    En 3F-kongres til efteråret kan blive stedet, hvor en ny formand skal vælges.Her et billede fra den seneste kongres i 2019, hvor blandt andet statsminister Mette Frederiksen (S) var på talerstolen. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    - Det afgørende er nu for 3F, at de kan finde en stærk formand uden for megen grøftegravning.

    - Forventningen er, at næstformanden konstitueres frem mod det allerede planlagte formandsvalg i efteråret. Det er den nye formands opgave at få banket bulerne fra denne sag ud og få organisationen ud over stepperne igen, siger Casper Schrøder.

  23. I går kl. 20:37

    Antonsen og Axelsen får bøde på 25.000 kroner for DM-afbud

    Viktor Axelsen og Anders Antonsen meldte afbud til DM i badminton i 2021, og det har Badminton Danmark tirsdag givet dem en bøde for.

    Begge spillere skal således hoste op med 25.000 kroner, skriver TV 2 Sport.

    Bødens årsag er, at de to spillere gennem landsholdsaftalen var forpligtet til at stille op til DM, medmindre de var syge eller skadede.

    Axelsen og Antonsen begrundede deres afbud med mental udbrændthed, efter at de kort forinden havde været til OL i Tokyo.

    Selv om det også kan være en gyldig grund til afbud, blev det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, mener Badminton Danmark.

    /ritzau/

  24. I går kl. 20:21

    Ekspert: Sundhedsfagligt er det ikke et problem at genåbne samfundet

    Mundbind og langt størstedelen af restriktionerne forventes at blive ophævet fra 31. januar. Det vil efter DR's oplysninger være humlen, når statsminister Mette Frederiksen i morgen inviterer til pressemøde.

    Der er heller ikke nogen sundhedsfaglig grund til at opretholde restriktionerne, mener Allan Randrup Thomsen, der er professor i virologi ved Københavns Universitet.

    - Selvom vi har høje smittetal, er der ikke mange på intensiv eller i respirator. Og blandt de ældre på plejehjemmene er der ikke mange, der er kritisk syge. Så sundhedsfagligt set ser jeg ikke de store problemer, siger Allan Randrup Thomsen.

    Han så dog alligevel gerne, at blandt andet natklubber holdt lukket. Men det skyldes mest for at bremse smitten, så man eksempelvis begrænser smitten på blandt andet skoler.

  25. I går kl. 19:52

    Indisk domstol frikender Bollywood-stjerne, 15 år efter hun fik et kys af Richard Gere

    Det er i denne situation, at Richard Gere kysser Shilpa Shetty tilbage i 2007, som skabte drama i Indien. (Foto: Stringer/India © Scanpix Denmark)

    Et kys af skuespilleren Richard Gere ville have varmet mange hjerter for 15 år siden, og det gjorde det måske også i momentet for Bollywood-skuespilleren Shilpa Shetty. Men det endte med at give hende 15 års hovedpine.

    Kysset, der skete i 2007, udløste nemlig protester fra radikale hinduistiske grupper, som så det som en fornæmmelse af indiske værdier. I Indien bliver det at kysse offentligt af nogen set som et tabu.

    Men nu har den indiske domstol frikendt stjernen med begrundelsen, at hun var et offer for en uønsket handling. Det skriver BBC.

    Richard Gere undskyldte i 2007 for episoden, der skete ved en begivenhed, der skulle gøre opmærksom på aids. Han sagde, at handlingen blev udført for at vise, at et kys er sikkert og ikke kan give HIV.

  26. I går kl. 19:10

    Udenrigsministeriet fraråder nu alle ikke-nødvendige rejser til hele Ukraine

    Situationen i Ukraine er alvorlig.

    Derfor har udenrigsministeriet i dag opdateret rejsevejledningen til det østeuropæiske land, så alle ikke-nødvendige rejser til hele landet frarådes.

    Det sker "i lyset af den anspændte regionale sikkerhedssituation", skriver ministeriet.

    Rusland menes at have opmarcheret op mod 100.000 soldater ved grænsen til Ukraine, og flere lande er begyndt at frygte en egentligt invasion.

    Situationen i området er ifølge ministeriet stabil lige nu, men der er en risiko for, at den ændrer sig med kort varsel.

    Udenrigsministeriet fortsætter desuden med at fraråde samtlige rejser til regionerne Donetsk, Luhansk og til krim-halvøen.

  27. I går kl. 18:50

    Uvaccinerede nægtes adgang til barer og biografer i Grønland

    Der går noget tid, før man i Grønland kommer tilbage til normaliteten. I dag har de valgt at forlænge og stramme flere af landets restriktioner indtil den 14. februar.

    Det oplyser Pele Broberg, minister for handel og erhverv, på et pressemøde tirsdag.

    Der vil blandt andet være krav om mundbind og coronapas i hele Grønland, og så udelukkes uvaccinerede personer over 15 år fra offentlige lokaler såsom barer og biografer.

    Uvaccinerede, der er 15 år eller ældre, nægtes adgang, medmindre de skal udføre deres arbejde. Det vil sige, at uvaccinerede fra onsdag til og med den 14. februar nægtes adgang til restauranter, biografer og værtshuse, siger Pele Broberg.

    Prioriteringen af coronahåndteringen i Grønland betyder, at det ikke længere vil være muligt at tilbyde uvaccinerede PCR-test, sådan at de kan få coronapas, fortæller Landslæge Henrik L. Hansen.

  28. I går kl. 18:26

    Jeppe Kofod: Danmark bliver brugt som brik i 'et modbydeligt spil' i Mali

    I sidste uge ankom danske styrker til Mali for at assistere den franskledede militærmission i området. Men nu er der sået tvivl om den danske tilstedeværelse (arkivfoto). (Foto: BENOIT TESSIER © Ritzau Scanpix)

    Sent i aftes løb en overraskende melding ind.

    Malis regering noterer sig med forbløffelse indsættelsen på sit territorium af et hold af danske specialstyrker i Takuba-styrken.
    Udtalelse fra Malis regering

    Ifølge militærstyret i Mali har Danmark ikke konsulteret tilstrækkeligt med regeringen, hvad angår udsendelsen af de danske soldater. Danmark har angiveligt heller ikke overholdt de nødvendige protokoller, lyder det.

    Men det afviser den danske udenrigsminister nu blankt.

    Ifølge Jeppe Kofod (S) så er Danmark blevet inviteret til Mali, "og vi er der på et klart folkeretligt grundlag".

    - Og det er også Frankrigs overbevisning, siger den danske udenrigsminister.

    Han mener i stedet, at Danmark bliver brugt som brik i "et modbydeligt spil" af Malis generaler, fordi flere vestlige lande - herunder Danmark - presser dem til at genindføre demokrati i landet ved blandt andet at true med målrettede sanktioner.

    - Så er det klart i den kontekst, at generalerne forsøger at kaste grus i maskineriet, siger udenrigsministeren.

    - Det her er et spil, som Malis generaler forsøger at lave, fordi de er under pres for at levere en plan, der kan genindføre demokratiet i Mali - det demokrati, som de selvsamme generaler har taget fra Malis befolkning, siger han.

    - Det er et modbydeligt spil, fordi dem, der bliver ofre, er Malis befolkning, som lever i fattigdom og med terrorbevægelser, der risikerer at sprede sig, hvis vi ikke får dem slået ned. Og i sidste ende kan det også gå ud over europæisk sikkerhed i forhold til migration, og også at terrorbevægelser kan rodfæste sig i Afrika.

    Ifølge Jeppe Kofod vil man tale med overgangsregeringen i Mali om, hvad der er op og ned i sagen:

    Her til aften er der opbakning til Danmark fra det franske udenrigsministerium. Her kalder man beskyldningerne fra styret i Mali for "ubegrundede", beretter Reuters.

    Netop Frankrig leder militærmissionen Operation Barkhane, der har været i gang omkring Mali siden sommeren 2014.

    Franske soldater har derfor i årevist forsøgt at jagte terrorister med tilknytning til ISIS og al-Qaeda, samtidig med at en stor fredsbevarende FN-mission har forsøgt at beskytte befolkningen. Men ingen af delene har været en stor succes.

    Den internationale indsats er heller ikke blevet nemmere af, at Mali har været i gennem to kup - i 2020 og igen i maj 2021.

    Og her har kupmagerne tidligere på måneden afvist at afholde et lovet valg og har i stedet meldt ud, at de agter at sidde på magten de næste fem år. Det har frustreret Frankrig og nabolandene voldsomt, men forsøgene på FN-sanktioner er blevet blokeret af Kina og Rusland.

    EU har også kritiseret, at Malis regering angiveligt har indsat russiske lejesoldater i landet.

  29. I går kl. 18:20

    Planen var at skabe ro - men uroen fortsætter i Dansk Folkeparti efter første gruppemøde

    Morten Messerschmidt ville skabe ro på sit første gruppemøde. Men i stedet flød kritikken inden mødet.

    Efter en lang og beskidt formandsvalgkamp er der stadig uro i Dansk Folkeparti.

    For på vej ind til første gruppemøde i partiet, efter Morten Messerschmidt blev valgt, flød det med spydige kommentarer fra kritikerne af den nye formand.

    DF-profilen Marie Krarup frygter ligefrem for partiets overlevelse. Det bekræftede hun på vej ind.

    Er du bange for, at partiet går i opløsning?

    - Ja, sagde hun.

    Flere i Dansk Folkeparti har både før og efter valget luftet, at de overvejer deres fremtid i partiet med Morten Messerschmidt som leder.

    Og da blot seks ud af de 16 folketingsmedlemmer har meldt ud, at de stemte på ham, havde det første gruppemøde derfor også til formål at skabe ro og opbakning fra folketingsgruppen, sagde den nye formand, der var langt mere optimistisk.

    - Jeg mener ikke, det er ved at gå op i limningen. Vi har lige fået knap 2.000 nye medlemmer - det er jo udtryk for en vis begejstning. Så er det min opgave at sørge for, at den begejstring også er inde i gruppelokalet, lød det fra Morten Messerschmidt.

    Men modsat ønsket om ro rettede både tidligere formand Kristian Thulesen Dahl og Marie Krarup skarp kritik mod partistifter og ex-ex-formand Pia Kjærsgaard.

    Pia Kjærsgaard skaber ballade ved at gå i medierne med intern kritik, mener Marie Krarup, som har meldt ud, at hun overvejer at forlade partiet.

    - Jeg kan ikke leve med, at en tidligere formand, Pia Kjærsgaard, sidder i den danske verdenspresse og taler grimt om mig og andre, sagde hun.

    - Hun er en meget, meget stor del af problemet.

    Også Pia Kjærsgaard efterfølger på formandsposten, Kristian Thulesen Dahl, fik luftet, at Pia Kjærsgaard har gjort det svært for ham i hans tid som formand.

    Har du følt dig undergravet af Pia Kjærsgaard som formand?

    - Undergravet... definér undergravet?, sagde han og fortsatte:

    - Der er ingen tvivl om, at Pia har haft sine egen dagsordener og har ønsket at styre noget mere, end hun skulle som ex-formand, siger han og slår fast, at han ikke mener, hverken han selv eller Pia Kjærsgaard skal være en del af ledelsen fremover.

    Men hvilken fremtid Pia Kjærsgaard skal have under Morten Messerschmidts formandsskab, vil Morten Messerschmidt ikke ind på endnu.

    - Jeg ser Pia Kjærsgaard som en central del af folketingsgruppen, lød det.

    Faktisk ville han slet ikke udtale sig om, hvilke tanker han gør sig om, hvem der skal bestride hvilke poster.

    - Jeg har en masse ønsker, men jeg vil gerne lytte til de 15 andre, sagde han om folketingsgruppen.

    Særligt problematisk har det været for kritikerne af Morten Messerschmidt, at hans projekt har lagt op til, at Peter Kofod, der er valgt til Europa-Parlamentet, skal være partiets næstformand.

    Jeg kan ikke leve med, at en tidligere formand, Pia Kjærsgaard, sidder i den danske verdenspresse og taler grimt om mig og andre. Hun er en meget, meget stor del af problemet.
    Marie Krarup, integrationsordfører DF

    Det kan man kun, ifølge partiets vedtægter, hvis man er medlem af Folketinget.

    Men spændingen - eller balladen - om de nye poster må holdes tilbage lidt endnu.

    - Jeg kommer ikke til at lægge kabale for, hvordan en gruppeledelse skal se ud, sagde Morten Messerschmidt.

    Partiets ordførerskaber vil han heller ikke endnu tage stilling til - på trods af at flere i folketingsgruppen har meldt ud, hvad vi vil.

    Kristian Thulesen Dahl har sagt, at han gerne ser sig selv i en rolle med økonomi, Bent Bøgsted forventer at fortsætte som beskæftigelsesordfører, og nuværende gruppeformand Peter Skaarup vil gerne fortsætte på posten.

    En af dem, som dog ikke har et ønske om at indgå i et samarbejde med Morten Messerschmidt, er hans rival til formandsvalget Martin Henriksen.

    Tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen vil ikke genopstille til Folketinget for DF. Ved kommunalvalget i november blev han valgt ind i byrådet i Stevns Kommune.

    Han melder i stedet ud, at han ikke ønsker at genopstille til Folketinget for Dansk Folkeparti ved næste valg.

    - Så skal man også kunne forsvare sin formand i stort og småt. Jeg kan simpelthen ikke se mig selv stå nede i de lokale byggemarkeder og stå og forsvare Messerschmidts sager og ledelsesmetoder, siger han.

    En melding, der ærgrer Morten Messerschmidt, der ellers har rakt ud.

    - Det er jeg oprigtigt ked af, sagde han efter gruppemødet.

    - Jeg sendte i går en invitation til at mødes.

    Martin Henriksen er medlem af hovedbestyrelsen, og han har på nuværende tidspunkt ikke tænkt sig at trække sig fra den post.

    Efter gruppemødet lød der positive meldinger fra Morten Messerschmidt.

    - Jeg ved godt, nogen sidder med nogle følelser. Det har jeg stor forståelse for, sagde han.

    - Som jeg hører det fra dem, der har taget ordet på mødet, så er alle med på, at jeg nu har denne her opgave til at få samling på partiet og genskabt den gode stemning.

    Én ting var i hvert fald faldet på plads - kritik skal holdes internt, lød det fra Marie Krarup.

    Er der fuld opbakning til Messerschmidt?

    - Der er en aftale om, at vi holder interne ting internt. Så I kan jo sende mig en sms, hvis Pia (Kjærsgaard, red.) går i pressen, sagde hun.

    Sundhedsordfører Liselott Blixts lydløse svar på spørgsmålet, om "der er enighed i partiet nu?", var at slå ud med armene. Hun har tidligere luftet, at hun vil overveje sin fremtid i partiet.

    Og det er ikke på én dag, det lykkedes for Morten Messerschmidt at skabe den ønskede begejstring, erkendte han.

    - Enhver kan jo se, at der er nogle stridigheder mellem personer. Det, jeg siger, er, at det ikke har sat sig ned igennem organisationen. Det er det, der gør, at vi kan bilægge det her, for det handler mere om personer end om politisk uenighed, sagde han.

  30. I går kl. 18:11

    Tour de France kan koste danske landmænd dyrt: Pynter du marken forkert, ryger landbrugsstøtten

    Som landmand skal man være opmærksom på hvilke regler, der gælder på ens mark, hvis man overvejer at opstille udsmykninger som denne her, når verdens største cykelløb Tour de France skydes igang på de danske landeveje til sommer. (Foto: Pauline BALLET © A.S.O./Pauline BALLET)

    Farvede afgrøder, græs slået i et særligt mønster eller halmballer lagt sådan at det fra oven ligner en cykelrytter.

    De festligt udsmykkede marker kender vi fra tv-billederne, når helikopteren følger Tour de France-feltet under verdens største cykelløb i Frankrig.

    Fænomenet hedder 'land art', og til sommer kan du også stifte bekendtskab med det dekorerede landskab, når Tour de France-rytterne cykler gennem Danmark.

    Her er eksempler på, hvordan franskmænd og hollændere har udsmykket deres marker under Tour de France. (Foto: Grand Départ Copenhagen Denmark)

    Men for de mange landmænd, der har jord langs ruten, er det ikke ligegyldigt, hvad de kaster sig ud i at pynte deres marker med. For der er regler, som skal overholdes for ikke at miste landbrugsstøtte.

    Sådan lyder det fra teamleder i Landbrugsstyrelsen, Peter Byrial Dalsgaard.

    - Landbrugsstøtten giver vi jo for, at der skal foregå landbrugsaktivitet på arealet, men vi tillader, at der i begrænset omfang kan være andre aktiviteter på arealet.

    Da Tour de France-feltet kører forbi de danske marker midt i dyrkningsperioden, skal landmændene derfor sørge for, at markerne kun er udsmykket i op til 14 dage. Og så må afgrøderne ikke blive ødelagt.

    - Så hvis man vil stille en vogn op eller lave en figur ud af halmballer, kan det godt lade sig gøre. Men hvis det strækker sig ud over de 14 dage, skal man være påpasselig, siger Peter Byrial Dalsgaard.

    Derudover skal landmænd også være opmærksomme på, at der kan være visse begrænsninger for marker, der ligger brak eller er underlagt særlige miljøregler.

    Seggelundgård ved Christiansfeld er en af de gårde, der har jord langs den vej, cykelrytterne skal køre på på 3. etape af Tour de France. Gårdejerens datter er Karen Hansen, som er initiativtager og koordinator for udsmykningen af marker på etapen mellem Vejle og Sønderborg.

    Det er hende, der har opfordret Landbrugsstyrelsen til at lave retningslinjer til landmændene, så frygten for at miste landbrugsstøtten i hvert fald ikke bremser initiativerne.

    - Der er forskellige regler på forskellige marker, så for at man ikke kommer i klemme i systemet, er det vigtigt at vide, hvilke regler der gælder på den mark, man gerne vil udsmykke, siger hun.

    Hun er ikke i tvivl om, at der skal laves en flot udsmykning på marken ved Seggelundgård, hvor feltet kommer forbi til sommer – måske bliver det noget med sætningen ’Å æ cykel’, som det er planen skal fremgå flere steder langs ruten mellem Vejle og Sønderborg.

    Er man i tvivl om, hvad der kan lade sig gøre på ens mark, opfordrer Peter Byrial Dalsgaard til, at man tager fat i Landbrugsstyrelsen, som er klar til at rådgive landmændene om, hvorvidt deres planer er inde for rammerne eller ej.

    - Det er en fremragende mulighed for danske landmænd at lave fest og farver ved den her kæmpestore begivenhed. Så vi vil gerne bidrage til, at vi får nogle rigtig festlige dage med Tour de France, uden at landbruget kommer i klemme.

    Tour de France-feltet krydser Danmark via tre etaper, der blandt andet bringer dem gennem København, Roskilde, Holbæk, over Storebæltsbroen, forbi Nyborg, Vejle og Sønderborg. Etaperne køres 1., 2, og 3. juli i år.

  31. I går kl. 18:01

    Kofod: Malis generaler vil kaste grus i maskineriet

    Malis overraskende melding i går aftes, hvor de beder Danmark om straks at trække de danske soldater i det afrikanske land hjem, er en brik i "et modbydeligt spil".

    Det siger den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, der påpeger, at soldaterne er i Mali på et folkeretligt grundlag.

    - Og det er også Frankrigs overbevisning, siger den danske udenrigsminister.

    Jeppe Kofod forklarer, at det skyldes, at de vestlige lande - herunder Danmark - presser Malis generaler til at genindføre demokrati i landet ved blandt andet at true med målrettede sanktioner.

    - Så er det klart i den kontekst, at generalerne forsøger at kaste grus i maskineriet, siger udenrigsministeren.

  32. I går kl. 17:57

    Regeringen har indkaldt partiernes sundhedsordførere til møde i morgen

    Det er i sidste ende politikerne, der bestemmer, om corona er en samfundskritisk sygdom.

    Men det skal altså først besluttes fra politisk hold, og derfor har regeringen indkaldt partiernes sundhedsordførere til møde i morgen klokken 12.15.

    Tidligere har regeringen fulgt anbefalingerne fra Epidemikommissionen tæt, men disse kan blive justeret.

    Statsministeren forventes også at holde pressemøde i morgen.

  33. I går kl. 20:57

    Se alle anbefalingerne: Epidemikommissionen peger på en bred genåbning

    Mange af de nuværende restriktioner kan kun håndhæves, så længe corona defineres som en samfundskritisk sygdom, så hvis kommissionens indstilling bliver til virkelighed, kan man godt vinke farvel til blandt andet coronapasset. (Foto: (Grafik) Søren Winther Nørbæk)

    Rettelse: Tidligere fremgik det, at Epidemikommissionen anbefaler, at covid-19 ophører med at være en samfundskritisk sygdom fra den 31. januar. Den nuværende aftale udløber først 5. februar, men ifølge DR's oplysninger er det fra politisk hold, at det ønskes, det allerede sker fra den 31. januar.

    Det kan snart kan være slut med mundbind de fleste steder og begrænsninger i nattelivet.

    Epidemikommissionen anbefaler at ophæve stort set alle restriktioner fra 31. januar.

    Kommissionen anbefaler også, at covid-19 ophører med at være en samfundskritisk sygdom.

    - Epidemikommissionen har i sin vurdering særligt lagt vægt på, at der er tale om en ny epidemisituation, hvor en høj og stigende smitte ikke i samme grad som tidligere omsætter sig i indlæggelser på sygehuse, står der blandt andet i indstillingen.

    Til gengæld anbefaler kommissionen, at der fortsat vil være krav om test ved indrejse til Danmark.

    Derudover anbefaler kommissionen også, at brugen af mundbind på sygehuse og i ældreplejen fortsætter.

    Indstillingen bærer præg af, at eksperterne i Epidemikommissionen ser lyst på den situation, som epidemien er i her til lands.

    Faldet i indlæggelser skyldes formentlig både effekten af revaccination samt omikronvariantens mindre evne til at fremkalde alvorlig sygdom.
    Epidemikommissionens indstilling

    Til trods for de stigende smittetal ser det nemlig lysere ud på landets intensivafdelinger, hvor indlæggelsestallene har været faldene her i januar.

    - Det betyder, at den hastigt stigende samfundssmitte, der er set med den hurtige fremvækst af omikronvarianten, ikke i samme grad som tidligere omsættes i indlæggelser på sygehuse.

    - Faldet i indlæggelser skyldes formentlig både effekten af revaccination samt omikronvariantens mindre evne til at fremkalde alvorlig sygdom, skriver de.

    Alligevel peger de på, at der kan ses en overdødelighed i perioden fra uge 49 sidste år til den første uge i år.

    - Størstedelen af denne overdødelighed afspejler primært deltavarianten, lyder det.

    Kommissionen lægger dog vægt på, at selvom corona ikke længere er på et kritisk stadie, er der stadig behov for smitteforebyggende tiltag, hvorfor de stadig anbefaler, at besøgende på sygehuse og plejehjem fortsat gør brug af mundbind og coronapas.

    Desuden opfordrer kommissionen, at store indendørs arrangementer afholdes med fokus på at minimere smitterisikoen, for eksempel ved at kræve coronapas, opfordre til test og muliggøre afstand.

    Det er i sidste ende politikerne, der bestemmer, om corona er en samfundskritisk sygdom.

    Anbefalingen er her til aften afleveret til regeringen, som har indkaldt partiernes sundhedsordførere til møde onsdag klokken 12.15.

    Herefter mødes Folketingets epidemiudvalg klokken 15.45, og så ventes statsminister Mette Frederiksen (S) at holde pressemøde sidst på dagen onsdag.

    Tidligere har regeringen fulgt anbefalingerne fra Epidemikommissionen tæt, men disse kan blive justeret.

  34. I går kl. 17:31

    Initiativer mod jødehad vækker håb for fremtiden

    Regeringens handlingsplan mod jødehad vækker håb fra flere fronter.

    - Jeg synes i allerhøjeste grad, at planen er god. Den er gennemarbejdet. Men vi bliver nødt til at se 5 til 10 år frem for at se, om den har haft den effekt, den skal have, siger Henri Goldstein, formand for Det Jødiske Samfund.

    Det er i dag kommet frem, at regeringen vil have holocaust på skoleskemaet, og det skal sammen med 14 andre initiativer sætte ind over for antisemitisme.

    For andre skaber det håb om et mere bekymringsfrit liv for kommende generationer.

    - Jeg kunne håbe, at min datter ikke skal gå på den jødiske skole med politibevogtning udenfor, siger jødiske Jonathan Fischer.

  35. I går kl. 17:29

    Spanien sejrer snævert over Polen og er klar til EM-semifinale

    Det spanske håndboldlandshold er første bud på en mulig dansk semifinalemodstander ved EM.

    Spanien slog tirsdag eftermiddag Polen 28-27 i deres sidste kamp i mellemrunden og har derfor sammenlagt otte point. Dermed er spanierne sikre på at ende på en af de to øverste pladser i deres mellemrundegruppe, der giver adgang til semifinalerne.

    Tirsdag aften mødes Sverige og Norge i en direkte duel om en plads i semifinalen. Ender kampen uafgjort, vil Norge gå videre foran næsen på svenskerne på grund af en bedre målscore.

    Danmark spiller onsdag aften klokken 20.30 mod Frankrig. Resultatet af den kamp afgør, hvem Danmark kommer til at møde i semifinalen fredag.

  36. I går kl. 17:17

    Ældre mand dømt for seksuelle overgreb på børn

    Tre og et halvt års ubetinget fængsel har en 69-årig mand fået for seksuelle overgreb på to børn i en vestjysk by.

    Han er blevet dømt for adskillelige gange at have haft andet seksuelt forhold end samleje til to børn i perioden fra 2015 til 2021. Det oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Overgrebene begyndte, da børnene var henholdsvis fire og fem år gamle, og sluttede, da de var 9 og 11 år.

    Han er også blevet dømt for vidnetrusler, da han til det yngste af børnene sagde, at hvis han fortalte om overgrebene til nogen, ville manden komme i fængsel, og drengen selv ville ende på børnehjem. Han har også truet den ældste.

    Den 69-årige mand nægter sig skyldig og har valgt at anke dommen.

  37. I går kl. 16:44

    Tidligere Tour de France-vinder opereret to gange og indlagt på intensiv efter trafikuheld

    Den colombianske cykelrytter Egan Bernal var mandag involveret i et trafikuheld på en træningstur i hjemlandet.

    I dag er cykelrytterens hold, Ineos Grendadiers, kommet med en opdatering på rytterens tilstand på det sociale medie Twitter.

    Den 25-årige rytter er blevet opereret to gange i ryggen og er i stabil tilstand.

    Udover en fraktur i en ryghvirvel, som krævede to stabiliserende operationer, har han brækket flere ribben, højre knæskal og lårbensknogle samt punkteret en lunge.

    Den tidligere Tour de France-vinder ligger på intensiv på et hospital uden for Colombias hovestad, Bogotá.

  38. I går kl. 16:30

    Minkkommissionens beretning kommer til juni

    Når vi går ind i sommermånederne, så kan man forvente en beretning fra Minkkommissionen oven på de mange afhøringer. I juni kommer den samlede undersøgelse af forløbet om aflivning af alle mink.

    Det oplyser kommissionen efter et møde med Granskningsudvalget i Folketinget tirsdag, skriver Ritzau.

    Det var oprindeligt planen, at beretningen skulle være færdig til april, men kommissionen fik en ekstraopgave fra Folketinget i november, som udsatte processen. Den skulle også undersøge et såkaldt actioncard fra Rigspolitiet.

    Det var ønsket fra Folketinget at holde fast i april, men Minkkommissionens formand, Michael Kistrup, oplyste, at det ikke var muligt, og derfor er deadlinen nu faldet på juni.

  39. I går kl. 16:15

    Kommune får kritik af Folketingets Ombudsmand: Stillinger skal besættes af de bedst kvalificerede

    Det er ikke i orden, når kommuner slår nye stillinger op internt i kommunen, før andre får chancen.

    - Ledige stillinger i den offentlige forvaltning skal besættes med den bedst kvalificerede kandidat. Som altovervejende hovedregel skal stillingerne derfor slås op offentligt, så alle interesserede kan få kendskab til og mulighed for at søge dem, siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.

    I den nordjyske kommune blev stillinger som udgangspunkt først slået op internt i den kommunale forvaltning i syv hverdage. Kun hvis der ikke blev ansat en medarbejder, som i forvejen var ansat i kommunen, blev stillingen slået op offentligt.

  40. I går kl. 16:05

    Folketinget vedtager skærpede regler for at undgå fangeflugter

    En øget brev- og besøgskontrol samt øget brug af håndjern skal være med til at styrke sikkerheden for fængselsbetjente og give dem nye værktøjer mod fangeflugter.

    Det har et bredt flertal i Folketinget besluttet, oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

    Det er særligt i forbindelse med varetægtsfængslinger, at værktøjerne bliver taget i brug.

    Lovforslaget er kommet på bordet, efter den alvorlige fangeflugt i Slagelse i 2019, hvor flere medarbejdere på Retspsykiatrisk Afdeling blev truet med våben af et surrogatfængslet bandemedlem.

    - Dømte kriminelle skal afsone deres straf, og medarbejdere i fængslerne skal have bedre arbejdsvilkår, så de kan gå på arbejde uden at risikere at blive involveret i en fangeflugt, siger justitsminister Nick Hækkerup (S) i pressemeddelelsen.

  41. I går kl. 15:44

    Sag afgjort: Wolt-bud er lønmodtager, og selskabet skal indberette buddets skat

    Det har taget sin tid, og afgørelsen er blevet udskudt flere gange. Men i dag er Skatterådet kommet frem til en endelig konklusion om et enkelt Wolt-bud.

    Buddet skal anses som en almindelig lønmodtager i en skattemæssig sammenhæng. Det skriver tech-mediet Radar.

    Konkret betyder afgørelsen, at buddet ikke selv skal indberrette skat af sin indkomst fra Wolt - det skal Wolt selv sørge for på buddets vegne.

    Afgørelsen fra Skatterådet gælder dog kun for det pågældende bud.

    Som det er nu, bliver buddene ansat som selvstændige erhvervsdrivende af Wolt, og det har tidligere skabt meget kritik. Blandt andet fra fagforeningen 3F og ansatte budde.

    Skatterådet består af 19 medlemmer, der behandler og træffer afgørelse i sager, der forelægges for rådet.

  42. I går kl. 15:10

    Hvert fjerde plejehjem var ramt af corona i sidste uge

    Samfundssmitten er så høj, at coronaen ofte kan finde ind på landets plejehjem.

    I sidste uge steg coronasmitten på plejehjem faktisk til sit højeste niveau under epidemien.

    Her var der 810 bekræftede tilfælde blandt beboere, viser en opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

    Det er en stigning fra ugen før, hvor der blev registreret 615, som også dengang var rekord.

    Der blev registreret smitte på 259 plejehjem, hvilket svarer til cirka hvert fjerde af landets plejehjem.

    Dødsfaldene er dog langt færre end forrige vinter.

    I sidste uge var der 41 dødsfald blandt bekræftede tilfælde. Sidste vinter var der på én uge 110 smittede plejehjemsbeboere, som døde. Det skete i anden uge af 2021.

  43. I går kl. 14:55

    Polen er gået i gang med at opføre omstridt hegn langs grænsen til Belarus

    De polske myndigheder er i dag gået i gang med at opføre det 186 kilometer lange hegn, som skal løbe langs en del af grænsen mellem Polen og nabolandet Belarus. Det skriver Der Spiegel.

    Hegnet, der bliver 5,5 meter højt, skal ifølge det polske grænseværn stå klar i juni, og det kommer til at koste godt 2,6 milliarder kroner.

    Polens regering besluttede at opføre hegnet sidste år, hvor tusindvis af migranter fra blandt andet Mellemøsten og Afrika forsøgte at krydse grænsen fra Belarus til Polen.

    EU-lande som Litauen, Grækenland og Ungarn har etableret lignende grænsehegn til lande uden for unionen, men en række andre medlemslande, heriblandt Luxembourg, er stærke modstandere af hegn langs EU's ydre grænse.

    Europa-Kommissionen har flere gange understreget, at der ikke vil blive brugt EU-midler på at bygge sådanne hegn.

  44. I går kl. 14:49

    Mere end 3,5 millioner danskere er nu revaccineret

    Det kan være et stort tal at begribe. Men hele 3.506.730 danskere har nu fået det, der - i hvert fald indtil videre - er det sidste stik mod corona.

    Det svarer til 59,7 procent af befolkningen, der nu har fået det, som kaldes booster-stikket.

    Det viser Statens Serum Instituts opgørelse over antallet af vaccinerede landet over.

    Tilbage i december 2020 sagde direktør i Sundhesstyrelsen Søren Brostrøm ifølge Ritzau, at målet var, at 3,5 millioner skulle have lagt arm til tredje stik inden nytår.

    Målet er altså nået, lidt under en måned efter det oprindeligt var planen.

  45. I går kl. 14:34

    DF-gruppeformand Peter Skaarup vil gerne fortsætte på posten

    Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, håber, at han får lov at beholde sin post.

    Det siger han kort efter det første gruppemøde i partiet, efter at Morten Messerschmidt er blevet valgt til ny formand.

    - Det er op til folketingsgruppen, om jeg skal fortsætte, men ja, jeg vil gerne bidrage til, at Dansk Folkeparti kommer frem igen, siger Peter Skaarup.

    Skaarup er ikke en af de mange DF'ere, der har meldt ud, hvem de har støttet i formandsopgøret, men nu erklærer han sin støtte til Morten Messerschmidt.

    - Jeg vil bakke op om den formand, vi har nu.

    Hvem, der skal bestride posterne i den fremtidige ledelse i Dansk Folkeparti, er stadig uvist, men Morten Messerschmidt siger, at han nu vil tale med samtlige medlemmer af folketingsgruppen og høre deres mening.

  46. I går kl. 14:06

    Kontakttallet er 1,2: 'Epidemien vil toppe i nær fremtid'

    Selvom kontakttallet er beregnet til 1,2 og epidemien altså fortsat vokser, så er der grund til at holde humøret højt.

    For på mange områder går det godt, og vurderingen er, at epidemien topper i den nærmeste fremtid.

    Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

    - Vores nuværende vurdering er, at epidemien vil toppe i nær fremtid, skriver ministeren.

    - Vi har godt styr på indlæggelsestal, hvilket skyldes kombi af, at 3,5 mio danskere nu er revaccineret, og at omikron er mindre alvorlig.

    I sidste uge var kontakttallet også 1,2, og ugen før var det 0,9.

    (Foto: (Screendump))
  47. I går kl. 14:02

    46.590 er smittede med corona det seneste døgn

    Det sidste døgn er 46.590 personer registreret smittet med coronavirus. 14 personer er døde.

    Det viser tal fra Statens Serum Institut.

    Dagens smittetal er baseret på 213.616 pcr-test. Det svarer til en positivprocent på 21,8 procent.

    Samtidig stiger antallet af indlagte med covid-19 med 24 personer til 918. Heraf er 44 på intensiv og 28 får hjælp af en respirator.

    222 af dem er indlagt i psykiatrien - og er altså ikke indlagt på grund af corona.

    2.856 af de nye tilfælde har tidligere været smittet.

  48. I går kl. 13:58

    Berlins betjente vil gribe ind mod coronademonstranter med 'jødestjerner': Det er antisemitisk

    Under nazismen blev jøder tvunget til at bære den gule og sorte jødestjerne med ordet "jøde". Det vækker stor forargelse, at nogle modstandere af corona-restriktionerne bruger stjernen med ordet "sund" eller "uvaccineret". (Foto: AXEL SCHMIDT © Ritzau Scanpix)

    En gul stjerne hæftet på tøjet med sort skrift: 'Jøde'. I Adolf Hitlers nazistiske Tyskland i 1940'erne var det påkrævet for alle jøder at være iført jødestjernen.

    I dag, 80 år senere, ses den gule og sorte stjerne igen i de tyske gader. Nu med en anden skrift: 'Uvaccineret'. Den bæres af nogle af de mest indædte modstandere af den tyske coronapolitik.

    Men det vil politiet nu standse. Hvis demonstranter fremover bærer en jødestjerne, betragtes det som strafbart, skriver avisen Der Tagesspiegel.

    Det er en særlig antisemitisme-repræsentant i politiet, der har lagt den nye instruks på myndighedens intranet i går. Det bekræfter en talskvinde fra politiet.

    Når demonstranterne drager parallel mellem at være uvaccineret i 2020'ernes Tyskland og være jøde i 1940'ernes Tyskland, er det en alvorlig bagatellisering af Holocaust, lyder arugmentet. Og nedgørelse af Holocaust klassificeres som "sekundær antisemitisme".

    Meldingen kommer efter, at en 56-årig mand i efteråret blev dømt for opfordring til had, fordi han delte et opslag på Facebook, hvor han viste jødestjernen med skriften "uvaccineret" under overskriften: "Jagten på mennesker kan nu begynde igen".

    I sidste måned blev sedler med jødestjerner og skriften "Uvaccinerede er ikke velkomne her" hængt op på flere butiksfacader i byen Bruchsal i delstaten Baden-Württemberg. Byens borgmester fordømte omgående plakatkampagnen på det kraftigste.

    - Det er fuldstændig uacceptabelt og vil øjeblikkeligt blive undersøgt nærmere, sagde borgmester Cornelia Petzold-Schick ifølge RND.

    • "Grundloven er den røde linje", står der på banneret ved en demonstration i Berlin i går. Demonstranterne mener, at det vil være forfatningsstridigt at indføre en vaccinepligt for alle over 18 år, som kansler Olaf Scholz gerne vil. (Foto: CHRISTIAN MANG © Ritzau Scanpix)
    • "Dem, der sover i demokratiet, vågner op i et diktatur", lød et andet budskab under samme demonstration i Berlin i går. (Foto: CHRISTIAN MANG © Ritzau Scanpix)
    • Nogle af demonstranterne bar trøjer med budskabet: "Uvaccineret - jeg er ikke en forsøgsrotte". (Foto: CHRISTIAN MANG © Ritzau Scanpix)
    • Der har været talrige demonstrationer mod den tyske corona-kurs den seneste tid. Her bliver en demonstrant anholdt af politiet under en demonstration i Dresden lørdag. (Foto: MATTHIAS RIETSCHEL © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    Sammenligningen mellem jødeforfølgelsen og corona-restriktioner rettet mod uvaccinerede finder ikke kun sted i Tyskland.

    I Danmark har det skabt debat, at to undervisere på Copenhagen Business School nægter at undervise, så længe uddannelsesinstitutionen kræver coronapas.

    - For os er der ingen væsentlig forskel på coronapasset og det jødepas, som blev indført under Anden Verdenskrig, har de to undervisere skrevet i en mail til de studerende.

    Den slags sammenligninger er en foruroligende bagatellisering af Holocaust, lyder advarslen fra organisationen Combat Antisemitism Movement, CAM, der forsøger at bekæmpe antisemitisme.

    I en ny rapport har CAM identificeret 60 millioner eksempler, der forbinder coronarestriktioner med Holocaust.

    - Ofte drevet af politikere marcherer demonstranter gennem gaderne i deres byer med gule Davidsstjerner. Denne alarmerende tendens skal tages alvorligt, lyder det i rapporten.

    Her deltager også jøder, der oplevede - og overlevede - Holocaust. En af dem er Vera Grossman Kriegel, der overlevede grusomme menneskelige eksperimenter foretaget af den nazistiske læge Josef Mengele i den tyske koncentrationslejr Auschwitz.

    Hun finder sammenligningerne mellem jødeforfølgelsen og corona-restriktioner "dybt foruroligende", fortæller hun ifølge Redaktionsnetzwerk Deutschland:

    I dag får vi indsprøjtninger for at leve. Under Holocaust fik vi indsprøjtninger for at dø.
    Vera Grossman Kriegel, overlevede koncentrationslejren Auschwitz

    I Tyskland har der den seneste tid været flere og flere demonstrationer mod regeringens coronakurs, der blandt andet gør livet surt for uvaccinerede. De er hverken velkomne på restauranter, i biografer eller hos frisøren - heller ikke selvom de skulle have en negativ test.

    Og i morgen skal politikerne i det tyske parlament, Forbundsdagen, debattere, om der skal indføres en vaccinepligt, så alle voksne tyskere risikerer bøder, hvis de ikke lader sig vaccinere mod Covid-19.

    Cirka hver fjerde tysker er ikke vaccineret, og det fik før jul kansler Olaf Scholz til at varsle en vaccinepligt fra "slut februar/start marts".

    Tidsplanen er skredet, blandt andet på grund af intern uenighed i Scholz' egen trepartiregering, men kansleren fastholder, at det er den eneste vej ud af pandemien og tilbage til en normal hverdag.

  49. I går kl. 13:50

    Tusindvis af danskeres blod skal afsløre corona-mørketal

    Det tappede blod fra personer som Hans Jørgen Hansen bruges til patienter på sygehusene uanset om det indeholder antistoffer eller ej. (Foto: Christine Nørgaard © DR Nórdjylland)

    Siden omikronvarianten dukkede op i Danmark i begyndelsen af december, har flere end én million danskere været smittet med covid-19.

    Smittetallene er skudt i vejret, og det samme er antallet af danskere, som oplever enten meget lette eller slet ingen symptomer, efter at have fået et positivt testsvar.

    Og derfor kan antallet af smittede danskere være langt højere, end de daglige tal viser. For hvor mange danskere har faktisk været smittet uden at vide det?

    Nu bruger vi i stedet en test, der kun er positiv, hvis man har haft den naturlige infektion, men ikke slår ud, hvis man er blevet vaccineret.
    Christian Erikstrup, professor ved Aarhus Universitetshospital

    Allerede i sidste uge blev projektet, hvor man vil analysere antistoffer i donorers blod, sat i gang.

    Hans Jørgen Hansen er en af donerne, der har smøget ærmerne op og lagt sig på briksen i blodbanken i Aalborg. Han er glad for at være med i den landsdækkende undersøgelse.

    - Selvom jeg er blevet testet løbende, er det rart nok at få konstateret, om der har været en smitte, som ikke er kendt i systemet.

    Faktisk har Hans Jørgen Hansen god grund til at mistænke, at han måske har været smittet, uden det er blevet påvist.

    - Min kone blev smittet, og der gik kun et par dage, så fik jeg også selv symptomer. Men det viste sig ikke på hverken en PCR- eller kviktest. Derfor vil jeg gerne vide, om jeg måske har haft et eller andet.

    Hans Jørgen Hansen tror, at langt flere danskere har været smittet, end de officelle tal viser.

    Herhjemme har myndighederne allerede fra efteråret 2020 og frem til sommeren sidste år undersøgt, om bloddonorer har været smittet tidligere ved at kigge nærmere på antistoffer i blodet.

    Her blev godt 200.000 bloddonationer undersøgt for at følge med i, hvor mange af os, som havde haft infektionen. Men da flere og flere blev vaccineret, måtte man finde på en ny måde at teste blodet på.

    Det fortæller professor Christian Erikstrup fra Aarhus Universitetshospitals blodbank og afdeling for immunologi, som står i spidsen for den nye undersøgelse.

    - Efterhånden som mange af os blev vaccineret, kunne vi ikke bruge den gamle test mere. Men nu bruger vi i stedet en test, der kun er positiv, hvis man har dannet antistoffer efter at have haft den naturlige infektion, men ikke slår ud, hvis man er blevet vaccineret.

    Hver uge tappes cirka 6.000 bloddonorer mellem 17 og 70 år i hele Danmark. I det nye samarbejde mellem Statens Serum Institut og blodbankerne er det planlagt, at blodet fra donorerne skal testes hver anden uge. I de uger, hvor der ikke testes, bliver de indsamlede data analyseret.

    Indtil videre har stort set alle donorer i Aalborg takket ja til tilbuddet om at være med i tilbuddet, siger Bettina Sørensen, der er chef for blodbanken i Region Nordjylland.

    - Vi skal lave informationsmateriale til donorerne, og de skal spørges og give samtykke - og så skal vi jo lave en ekstra test. Men der er ikke meget ekstra arbejde i det, og derfor synes vi, det er en god idé at være med i det her store forsøg, siger Bettina Sørensen.

    Efter prøverne er blevet undersøgt for antistoffer hos blodbankerne, bliver resultaterne sendt til Statens Serum Institut. Her kobles data om antistof sammen med smittedate for at beregne, hvor stort mørketallet er.

    Hvis den testede person har fået en positiv PCR-test, vil personen ikke være en del af mørketallet, da personen allerede indgår i de kendte smittetal, som bliver opgjort hver eneste dag.

    Det kunne tyde på, at der er væsentlig flere af os, der allerede har haft infektionen, end vi går og tror.
    Christian Erikstrup, professor ved Aarhus Universitetshospital

    - Siden omikron kom til Danmark og blev den dominerende variant, har smittetallene været meget høje. Desuden er positivprocenten – det vil sige andelen af prøver, der hver dag tester positiv i de daglige PCR-test – også meget høj, siger Christian Erikstrup.

    - Det kunne tyde på, at der er væsentlig flere af os, der allerede har haft infektionen, end vi går og tror. Det er det, vi gerne vil undersøge.

    Fra Statens Serum Instituts side håber man også, at tallene fra undersøgelsen kan være med til at vise, hvor langt inde i bølgen, Danmark er. Og de tal kan få en ikke så ubetydelig rolle i den kommende tid, forklarer Christian Erikstrup.

    - Det vil kunne gøre os klogere på, om omikron måske er endnu mildere, end vi regnede med – eller hvor svær den i virkeligheden er. Det kan i sidste ende have betydning for de nødvendige restriktioner.

    I undersøgelserne kan der opstå nogle usikkerheder, da det kan være svært at undersøge antistoffer hos de personer, der har fået infektionen og samtidig har været vaccinerede, fortæller Christian Erikstrup.

    - Men vi bliver formentlig bedre over tid til at sige, hvor præcist mørketallet i virkeligheden er. Det er i hvert fald det, vi håber på.

    Allerede inden for de næste par uger forventes det, at de første bud på mørketallene ligger klar. Men undersøgelsen med at måle antistoffer vil fortsætte de næste tre måneder.

  50. I går kl. 13:32

    Brentford-træner Thomas Frank sigtet for rødt kort

    Thomas Frank fik rødt kort efter slutfløjtet i opgøret mod Wolverhampton. (Foto: HANNAH MCKAY © Ritzau Scanpix)

    Det Engelske Fodboldforbund (FA) sigter den danske Brentford-cheftræner, Thomas Frank, ovenpå det røde kort i weekendens kamp.

    Det sker på baggrund af Franks sprogbrug og opførsel over for dommer Peter Bankes efter slutfløjt af Brentfords nederlag til Wolverhampton, begrunder FA.

    Den danske træner, der netop har forlænget sin kontrakt i Brentford, kan forsvare sig indtil torsdag i sagen.

    Allerede efter kampen undskyldte Frank over for sine spillere.

    - Jeg sagde til spillerne, at de skulle passe på ikke at få gule kort, så jeg undskyldte til dem for ikke at kunne styre mine følelser, sagde Thomas Frank ifølge Sky Sports efter kampen.

Mere fra dr.dk