Nyheder

BILLEDER Irland jubler over ja til homoægteskaber

Overblik

  1. 23. maj 2015
    BILLEDER Irland jubler over ja til homoægteskaber
    • Området foran Dublin Castle i den irske hovedstad var lørdag proppet med mennesker med de symbolske regnbueflag. (© Getty)
    • Øjeblikket, hvor ja-resultatet bliver offentliggjort midt i Dublin. (© Getty)
    • Et homoseksuelt par fælder en glædeståre i et længe ventet øjeblik: De kan nu gifte sig. (Foto: Charles McQuillan © Getty)
    • To kvinder bliver tydeligt berørte, da resultatet bliver offentliggjort. (Foto: Cathal McNaughton © Scanpix)
    • Jubel hos Katherine Zappone (tv.), som sidder i det irske senat. Her ses hun med sin partner, Ann Louise Gilligan. (Foto: Clodagh Kilcoyne © Getty)
    • Den irske drag queen og forkæmper for homoseksuelle, Panti, er en berømthed i Irland. Hun førte an i jublen lørdag i Dublin. (Foto: Cathal McNaughton © Scanpix)
    • En mand hæver jublende regnbueflaget midt i de glade masser. (Foto: Aidan Crawley © Scanpix)
    1 / 7

    Skrevet af Lisbeth Quass. Billedserie af David Schulsinger Rehof.

    Jublende mennesker svøbt i regnbuefarvede flag strømmede lørdag ud i Dublins gader, da det stod klart, at irerne havde sagt rungende ja til ægteskaber mellem homoseksuelle.

    Rundt omkring i landet benyttede homoseksuelle par lejligheden til at fri til deres udkårne.

    En kvinde ved navn Billie gik for eksempel på knæ på et optællingssted i Limerick sekunder efter offentliggørelsen af afstemningens resultat.

    - Kate, vi udgør et stærkt hold. Jeg elsker dit indre og dit ydre, elsker dig fra top til tå. Jeg vil ikke spilde et minut mere af mit liv på ikke at have dig som min hustru, lød ordene i frieriet ifølge Irish Examiner.

    Og Billie fik samme svar, som irerne havde givet i afstemningen: Et stort ja.

    https://twitter.com/IrishTimes/status/602114797098782721

    Ifølge nyhedsbureauet Reuters stemte cirka 1,2 millioner irere for at ændre landets grundlov, mens 750.000 stemte imod. Kun i én af valgkredsene var der flest nej-stemmer.

    En af landets mest prominente forkæmpere for homoseksuelles rettigheder, senator Katherine Zappone, brugte også dagen til at gå på frierfødder.

    - I dag, i dette nye Irland, Ann Louise Gilligan: Vil du gifte dig med mig? spurgte hun sin partner på tv.

    Parret blev for flere år siden gift i Canada, men de vil nu også holde en bryllupsceremoni i Irland.

    En anden, der glæder sig over afstemningens resultat, er den 70-årige senator David Norris, der også i mange år har været en aktiv forkæmper for homoseksuelles rettigheder.

    Han fortæller til New Tork Times, at han som ung, homoseksuel mand var i "total isolation", og at homoseksualitet aldrig blev italesat offentligt.

    - Det blev ikke nævnt i aviserne, det blev ikke nævnt i radio og tv. Og så var der frygten for strafforfølgelse, for at blive tvangsanbragt på et sindssygehospital, for at miste dit job, for at blive ødelagt i sociale henseender. Det var en forfærdelig situation, siger David Norris.

  2. 9 min. siden

    Coronapasset forsvinder i 14 dage, når du tester positiv: Sådan gør du, hvis jobbet kræver coronapas

    Hvis du enten er vaccineret, har en ny negativ test eller er tidligere smittet med corona har du adgang til en QR-kode som denne i appen 'Coronapas'. Den fortæller, at dit coronapas er gyldigt, og det kræves der af de ansatte på flere danske arbejdspladser. Men bliver du smittet forsvinder dit coronapas i 14 dage. Dog er det muligt, at lave undtagelser for reglen, så du alligevel kan møde på arbejde, hvis du bliver rask, før de to uger er gået. (Foto: Signe Goldmann © Ritzau Scanpix)

    Når du tester positiv for corona, forsvinder dit gyldige coronapas i appen ’Coronapas’ automatisk i 14 dage. Og det har skabt stor undren og forvirring hos flere danskere, som DR Nyheder har været i kontakt med.

    For ifølge smitte.dk, hvor man finder myndighedernes officielle information om corona, må du ophæve din selvisolation, 48 timer efter at dine symptomer er forsvundet. Hvis du ikke har haft symptomer, må du begive dig ud i samfundet igen, syv dage efter at din test blev taget. Men coronapasset får du altså først 14 dage efter din positive test.

    Det er dybt frustrerende, at jeg har kollegaer, som render med tungen ud af halsen, fordi vi mangler en mand eller to. Og så kan jeg tage ned at handle eller købe julegaver, men jeg må ikke møde på arbejde.
    Tanja Atterman, Køkkenleder, Løgumkloster

    Så hvad gør du, hvis dit job kræver coronapas?

    Tanja Atterman fra Løgumkloster er en af dem, der har været i tvivl om, hvornår hun kunne møde på arbejde igen.

    Hun er køkkenleder på Sønderjyllands Gymnasie, Grundskole og Kostskole (STUK), hvor der kræves coronapas. I sidste uge fik Tanja Atterman en coronatest, der viste sig at være positiv. Hun har ikke haft symptomer de seneste 48 timer. Alligevel går der en uge endnu, før hun igen har et gyldigt coronapas.

    Derfor undrede hun sig over, at hun gerne måtte bryde isolationen, 48 timer efter at symptomerne var ovre, men at hun ikke kunne tage på arbejde.

    - Jeg synes, det er dybt frustrerende, at jeg har kollegaer, som render med tungen ud af halsen, fordi vi mangler en mand eller to. Og så kan jeg tage ned at handle eller købe julegaver, men jeg må ikke møde på arbejde. Det er fuldstændig fjollet.

    Tanja Atterman arbejder som køkkenleder på en skole, der kræver, at hun som ansat har coronapas. Men da hun har været smittet med corona har hun ikke et gyldigt coronapas før om en uge - også selvom hun nu er rask og må bryde isolationen. Derfor er hun lettet over at høre, at der må laves undtagelser, så hun kan møde ind allerede i morgen. (Foto: (privatfoto))

    Reglerne har skabt stor forvirring. Også hos myndighederne har der været usikkerhed om, hvem der egentlig havde overblik over, hvordan reglerne skal tolkes.

    Det blev tydeligt, da DR Nyheder henvendte sig og blev sendt fra ministerie til styrelse, tilbage igen og henvist til nyt ministerie i forøget på at finde nogen, der kunne forklare, hvordan reglerne hang sammen.

    Men det viser sig, at det faktisk er muligt for medarbejdere at møde ind på arbejde uden et gyldigt coronapas, selvom det egentlig er et krav. Det kræver, at du tager en snak med din arbejdsgiver.

    Både statslige arbejdspladser, kommunale arbejdspladser og private virksomheder, der er underlagt kravet om coronapas, må gerne lave undtagelser, så medarbejderne kan møde på arbejde uden et gyldigt coronapas, hvis arbejdsgiveren vurderer, at medarbejderen ikke længere kan smitte andre.

    Jeg må møde ind på fredag, og det vil jeg glæde mig rigtig meget til – det har jeg også en flok køkkenpiger, der ser frem til.
    Tanja Atterman, Køkkenleder, Løgumkloster

    Det oplyser både Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, der står for retningslinjerne for statsligt ansatte, Kommunernes Landsforening, der tager sig af de kommunale medarbejdere samt Beskæftigelesministeriet, der har ansvaret for de privatansatte. Også Region Syddanmark har besluttet at lave en dispensationsregel.

    Ifølge Marlene Kønig, der er presse- og kommunikationsrådgiver i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, kan man for eksempel lave undtagelser, hvis en medarbejder har haft corona og igen må bryde selvisoleringen, men endnu ikke har fået sit coronapas tilbage.

    - Der kan arbejdsgiveren gå ind og vurdere, at det er sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt forsvarligt at lade medarbejderen komme på arbejde igen, siger hun.

    Og den oplysning glæder Tanja Atterman sig over. Hun har nu talt med sin arbejdsgiver, der har givet grønt lys til, at hun møder ind igen, når hendes selvisolation er slut.

    - Jeg må møde ind i morgen, og det vil jeg glæde mig rigtig meget til – det har jeg også en flok køkkenpiger, der ser frem til, fortæller hun.

    Michael Bang Petersen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, leder til daglig HOPE-projektet, der undersøger danskernes adfærd under corona.

    Han har været i selvisolation, da han også har været smittet med corona. Han var ligesom mange andre i tvivl om, hvornår han kunne møde på jobbet igen. Men han fik ikke oplyst, at der kunne laves dispensation, hvis arbejdsgiveren gav grønt lys, da han talte med coronahotline, fortæller han.

    Det er er endnu et eksempel på de usikkerheder og forandringer, vi alle sammen lever med i en krise, som den her.
    Michael Bang Petersen, professor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

    - Jeg fik at vide, at på trods af, at man måtte bryde selvisolationen, var det coronapasset, der gjaldt i forhold til arbejdspladsen.

    Men det er faktisk helt typisk, at kommunikationen af nye restriktioner ikke er helt tydelig fra starten under en pandemi, forklarer Michael Bang Petersen.

    - Det er er endnu et eksempel på de usikkerheder og forandringer, vi alle sammen lever med i en krise som den her.

    Hvis du er vaccineret, er det faktisk stadig muligt at vise et gyldigt coronapas i appen ’Min Sundhed’, selvom du er smittet og syg med corona. Men det er en fejl, som Sundhedsministeriet har oplyst bliver rettet, så ’Min Sundhed’ og ’Coronapas’-appen bliver ensrettet.

    Ifølge Sundhedsministeriet er coronapasset ugyldigt i 14 dage, da det er det antal dage, sundhedsmyndighederne vurderer, der skal til, før man kan betragtes som immun.

  3. 13 min. siden

    Politiet opfordrer til at spare på strømmen i Nuuk: 'Udsæt al den vask og madlavning, der kan vente til senere'

    Den grønlandske hovedstad, Nuuk, blev ramt af en total strømafbrydelse tidligere på ugen. Og selvom strømmen er tilbage i det meste af byen, er der stadig problemer.

    Derfor opfordrer politiet i Grønland til, at man sparer mest muligt på strømmen i Nuuk for ikke at overbelaste nødkraftværket.

    - Vaskemaskiner, radiatorer og ovne bruger rigtig meget strøm – så udsæt al den vask og madlavning, der kan vente til senere og sluk for radiatorer i de rum, der ikke bruges, skriver Grønlands Politi på Facebook.

    Strømmen til Nuuk kommer normalt fra et vandkraftværk i Buksefjorden, men problemer på et kabel gav tidligere på ugen et strømnedbrud. Nu kommer strømmen i byen fra et dieseldrevet nødkraftværk.

  4. 15 min. siden

    Par med nyfødt pige i bilen sad fast i sneen, men så blev Troels og hans traktor tilkaldt

    Troels Højbjerg Knudsen med traktoren, der gravede den lille familie fri fra snedriverne nær Randers.

    Klokken halv tre i nat blev landmand Troels Højbjerg Knudsen vækket af et usædvanligt opkald.

    I røret var Mikkel Skødt Salling, der kunne fortælle, at han sad fast i en snedrive med sin kone og deres nyfødte datter - og havde brug for hjælp.

    Klokken 21.46 kom den lille pige, der skal hedde Octavia, til verden på regionshospitalet i Randers, samtidig med at sneen væltede ned og skabte trafikkaos i den nordlige og østlige del af Jylland.

    Godt 15 kilometer nord for Randers sad Mikkel Skødt Salling, hans kone og deres nyfødte datter fast i sneen.

    Godt tre timer efter startede Mikkel Skødt Salling bilen og satte kursen stik nord mod hjemmet ved Gjerlev cirka 15 kilometer væk.

    - Jeg vidste godt, at det havde sneet, men jeg havde slet ikke regnet med, at det var så slemt. Bilen kom til at hænge på maven, fordi sneen var så høj, fortæller han om mødet med snedriven godt en kilometer fra hjemmet.

    Mikkel Skødt Salling og hans familie bor på en gård, hvor der er en traktor, så han besluttede at vade ud efter den og vende tilbage for at grave sig selv, konen og den nyfødte datter fri.

    - Men da jeg kom derned, opdagede jeg, at driftslederen på gården havde taget den hjem. Det havde jeg ikke lige tænkt over, men det giver god mening, at han havde det, siger Mikkel Skødt Salling.

    Jeg vidste godt, det havde sneet meget, men jeg tænkte ikke over, at det ville være så slemt overhovedet. Men det er jo også, fordi det har sneede helt hjernedødt.
    Mikkel Skødt Salling

    Driftslederen er Troels Højbjerg Knudsen, der heldigvis ikke havde sat sin telefon på lydløs i nat. Han fik hurtigt noget tøj på og startet traktoren.

    - Foran dem og ned mod deres gård lå der driver på op til 70 centimeter. Jeg fik så lavet en vej igennem de her driver og satte et bette tov i bilen og fik dem trukket løs. Og så kunne de stille og roligt følge efter mig ned ad vejen, fortæller Troels Højbjerg Knudsen.

    Han har prøvet lidt af hvert, som han siger, men det var alligevel lidt specielt pludselig at stå midt i en redningsaktion.

    - For mig var det lidt en drengedrøm om et sjovt eventyr, hvor man hjælper nogle andre. Så er det altid fedt at sidde med det sne omkring sig, siger Troels Højbjerg Knudsen, der fortæller, at Mikkel Skødt Sallings kone var 'lettet' over at se ham.

    Mia Gyldenløve Jensen og babyen Octavia led dog ingen overlast, forsikrer Mikkel Skødt Salling. Men en hård oplevelse var det.

    - Min kone var hårdt presset i forvejen, for det var fysisk hårdt for hende at føde og have veer. Så tanken om at sidde fast var træls. Hun tog babyen om foran og sad med hende, og bilen stod i tomgang, så der var hele tiden varme på.

    - Vi havde også en dyne pakket rundt om hende, og hun havde en termodragt på. Babyen kom ikke til at fryse. Bilen var også tanket op fra Randers. Så den kunne sagtens have stået hele natten, siger Mikkel Skødt Salling, der nu er far til fire.

    Var der ikke nogen på sygehuset, der advarede jer om at køre hjem i snevejr?

    - Når man er fleregangsfødende, og fødslen er gået uden komplikationer, må du gerne køre hjem. Så de sagde bare til os, at vi godt måtte tage hjem nu, for der var ikke mere.

    Sneen faldt tungt i Randers-området onsdag aften og natten til torsdag. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

    - Så tænkte vi, at det var fint nok. Men set i bakspejlet, så vidste de jo nok godt, at al unødvendig kørsel frarådtes, så de burde nok have sagt, at det var en god ide at blive deroppe natten over, siger Mikkel Skødt Salling.

    Han mener nu også, at han selv kunne have fået den tanke, at det ikke var så smart at tage turen hjem over i nat.

    - Jeg havde så heller ikke selv tænkt over det. Jeg vidste godt, det havde sneet meget, men jeg tænkte ikke over, at det ville være så slemt overhovedet. Men det er jo også, fordi det har sneede helt hjernedødt, siger Mikkel Skødt Salling.

  5. I dag kl. 19:51

    Blinken: Op til Rusland at nedtrappe konflikt

    I forbindelse med OSCE-mødet i Stockholm i dag har den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, mødtes med sin russiske modpart Sergej Lavrov.

    Det skete, efter at USA og Nato-landene har udtrykt bekymring over den russiske troppeopmarchering ved grænsen til Ukraine. Mødet, som varede omkring en halv time, ses som et skridt på vejen til et egentligt topmøde mellem USA's præsident, Joe Biden, og Ruslands Vladimir Putin. I mellemtiden opfordrer Blinken russerne til at trække deres mange tropper tilbage fra området nær den ukrainske grænse.

    - Nu er det op til Rusland at nedtrappe de nuværende spændinger ved at sætte den nylige troppeopbygning i backgear, vende til normal fredstidspositioner og afstå fra yderligere intimidering og forsøg på at destabilisere Ukraine, sagde Antony Blinken ved et efterfølgende pressemøde.

  6. I dag kl. 19:39

    Skuddræbt på Nørrebro var 'kendt af politiet i bandesammenhæng': To er anholdt

    Politiet har siden i eftermiddag været massivt til stede i området omkring Nørrebrogade. (Foto: THOMAS SJØRUP © Ritzau Scanpix)

    I eftermiddag blev en person skudt i ryggen og dræbt på Nørrebro i København.

    Nu fortæller Københavns Politi, at den dræbte mand i forvejen var "kendt af politiet i bandesammenhæng" - altså en person med tilknytning til bandemiljøet.

    Samtidig oplyser politiet, at man har anholdt to personer, som muligvis kan sættes i forbindelse med skuddrabet. Det skriver Københavns Politi på Twitter.

  7. I dag kl. 18:29

    Sms afslører, at Bertelsen var vred på Mølbak: 'FUCK!!! Han er ved at hive tæppet helt væk under os'

    Departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen var endnu en gang en central figur i Minkkommissionen. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Det var egentligt den tidligere departementschef i Sundhedsministeriet, Per Okkels, der torsdag havde indfundet sig i vidneskranken i Minkkommissionen. Men dagens afhøring kom i lange perioder til at handle om to andre nøgleskikkelser, Barbara Bertelsen, departementschef i Statsministeriet, og Kåre Mølbak, faglig direktør i Statens Serum Institut (SSI).

    Klokken var 16 den 4. november sidste år, da regeringen holdt pressemøde med en alvorlig beslutning: Alle mink i Danmark skulle aflives.

    Baggrunden var en risikovurdering fra Statens Serum Institut, der fastslog, at en fortsat minkavl under en corona-pandemi ville udgøre ’en betydelig risiko for folkesundheden’.

    Men da Mølbak fik ordet på pressemødet, kom han med en lang forklaring om RNA-virus, mutationer, aminosyrer og spikeproteiner, før han konkluderede, at en fortsat minkavl ville have en betydelig risiko for folkesundheden.

    Barbara Bertelsen ville have ham til at gå længere. Hun ville have ham til at anbefale, at alle mink skulle aflives.

    Derfor skrev hun klokken 16.18 en sms til Per Okkels, der som departementschef var chef for Kåre Mølbak.

    'FUCK!!! Han er ved at hive tæppet helt væk under os.'

    Tre minutter senere sendte Okkels en besked til Mølbak. Pressemødet var digitalt, så Mølbak kunne tjekke sin telefon undervejs.

    FUCK!!! Han er ved at hive tæppet helt væk under os.
    Sms fra Barbara Bertelsen.

    'Du var meget modificerende her. Mere skarp på partiledermøde. Genfind risikovurderingen.'

    Okkels sagde i sin afhøring, at var han enig i, at Mølbak ikke var skarp nok på pressemødet.

    - Hvis du læser, hvad Mølbak starter med at sige, så er det meget teknisk, meget nørdet og meget svært at forstå. Jeg siger til ham, om han ikke kan sige på dansk, hvad han mener.

    - Han kunne i princippet læse op af risikovurderingen, men i stedet fordyber han sig i spikeproteiner. Han er en dejlig videnskabsmand, og jeg holder meget af ham. Men lige præcis der taler han jo til den danske befolkning, sagde Per Okkels.

    Senere på pressemødet sagde Mølbak:

    - Vi har ikke tidligere advokeret for en aflivning af mink. Og i det hele taget har vi ikke advokeret for en aflivning af mink.

    Målbak holdt fast i, at SSI stod for risikovurdering, mens risikohåndteringen lå et andet sted.

    Det var heller ikke en melding, som Barbara Bertelsen var vild med.

    16.43 skrev hun igen en sms til Per Okkels:

    ’Kåre har lige undsagt anbefaling om at slå minkene ihjel. I sagde i går, at SSI stod bag risikovurderingen'

    Okkels svarede:

    'Det gør de i vurderingen'

    Se Mølbak modtage sms'erne fra Okkels i videoen.

    Per Okkels forklarede i kommissionen, at der for ham ikke var den store forskel.

    - Der er noget principielt i det her. Sundhedsmyndighederne vil ikke sige, hvad man skal gøre. Det principielt rigtige er at sige, at noget er farligt, og så må politikerne beslutte, hvad de vil gøre

    - Det er ikke mange minutter fra man får skæld ud, til man får ros.
    Per Okkels, forhenværende departementschef i Sundhedsministeriet

    - Men her var risikovurderingen så tydelig, så det var lidt en leg. Jeg vil sige, at en naturlig konsekvens af det, der stod, var, at mink i Danmark skulle aflives. Det var ikke noget alternativ, sagde Okkels.

    Han forklarede, at risikovurderingen var den mest alvorlige, han havde set i sine 35 år i sundhedsvæsenet.

    16.55 skrev Bertelsen igen. Hun var tydeligt vred over, at Kåre Mølbak ikke ville sige direkte, at han anbefalede at aflive alle mink.

    'Tror mildest talt stm er forundret efter KU i går. Altså over alt det, I ikke siger nu.', skrev hun.

    Med ’stm’ henviser hun sandsynligvis til statsminister Mette Frederiksen og med KU til koordinationsudvalget.

    Okkels sagde i kommissionen, at han ikke mente, det var en rimelig betragtning. Han lagde vægt, at sundhedsminister Magnus Heunicke havde udtrykt sig klart i spørgsmålet om minkene.

    - Jeg synes, Magnus sagde tingene klart. Jeg synes, det var en urimelig forundring, sagde Okkels.

    Selv om Barbara Bertelsen den 4. november langede hårdt ud efter Kåre Mølbak, sendte hun en rosende sms sent om aftenen til Per Okkels.

    Her skrev hun blandt andet:

    'Tusind tak for en kæmpe indsats' og 'Hils Kåre og Anders og giv min store respekt videre.'

    Anders er Anders Fomsgaard fra Statens Serum Institut.

    - Det er ikke mange minutter fra man får skæld ud, til man får ros, sagde Okkels med et smil under sin afhøring.

    Så han kommer med risikovurdering, som er helt klar. Når regeringen træffer den eneste beslutning, der skal træffes der pba hans anbefaling er han total fej kujon, som ikke vil tage del i ansvaret.
    sms fra Barbara Bertelsen til Per Okkels.

    Men dagen efter var den gal igen. Regeringen var bekymret for, om SSI bakkede kraftigt nok op. Det handlede igen om, hvorvidt SSI direkte ville sige, at de anbefalede at aflive alle mink. I en sms fra Barbara Bertelsen til Per Okkels, der blev sendt klokken 14.57, lod hun ingen tvivl om situationen stå tilbage.

    'Nu har vi balladen igen. Stm spurgte flere gange i KU: er det her sundhedsmyndighedernes anbefaling at aflive minkene? Det var den klare anbefaling fra sundhedsmyndighederne forlød det, at der ikke kunne være reservoir af mink mht folkesundheden. På pressemødet i går sagde Kåre det modsatte.'

    Baggrunden var, at en journalist fra Jyllands-Posten havde spurgt, om man havde lagt branchen ned uden at have en sundhedsfaglig anbefaling at læne sig op ad.

    Derfor lød det videre i sms'en:

    'Den her gang bliver I nødt til selv at tage den nu - 100 %. I kan ikke skubbe den på statsministeren. Og I kan ikke kun gentage papiret fra SSI og lade hende falde i det hul, Kåre nu har lavet. Hvad foreslår du I gør nu ift Kåres undsigelse?'

    Syv minutter senere var tonen blevet skærpet, da Barbara Bertelsen skrev en ny sms.

    "Er sgu virkelig ikke i orden over for Mette, det han (Kåre Mølbak red.) gør. Han ved udmærket godt hvad, det betyder. Så han kommer med risikovurdering, som er helt klar. Når regeringen træffer den eneste beslutning, der skal træffes der pba (red. på baggrund af) hans anbefaling er han total fej kujon, som ikke vil tage del i ansvaret."

    Den nu pensionerede departementschef lod flere gange forstå, at han ikke var enig i kritikken af Kåre Mølbak.

    - Han gik så langt, som han syntes, han kunne gå. Det var ikke ham, der skulle træffe beslutningen på baggrund af en risikovurdering. Det må være op til politikerne, sager Per Okkels.

    Han pointerede også, at han var ked af ordlyden i beskederne.

    - Jeg er rigtig ked af det både min egen og Barbaras vegne. Det er sådan nogle nedslag, hvor vi lige så godt kunne have strejfet hinanden ude på gangen. Jeg er ked af, der står, han er en fej kujon. Jeg synes ikke, at Kåre var en total fej kujon, understregede Per Okkels.

    Allerede under mødet i regeringens koordinationsudvalg den 3. november, hvor det blev besluttet at aflive alle mink, ville Barbara Bertelsen have Sundhedsministeriet helt frem i sagen. I en sms til Per Okkels under mødet lød det således:

    'Gentag gerne det, du sagde tidligere: klar anbefaling fra SSI om at slagte alle mink mht folkesundheden'

    Var det en opfordring til, at du skulle gentage noget på mødet, ville udspørger Jakob Lund Poulsen vide.

    - Det kan godt se sådan ud, svarede Per Okkels.

    - Om man så brugte ordet slagte eller hvad ved jeg, det er smag og behag. Det var en klar forlængelse af risikovurderingen, at mink skulle ud af Danmark i væsentligt omfang, sagde Per Okkels.

    Afhøringerne i Minkkommissionen fortsætter i morgen.

  8. I dag kl. 18:24

    Tyskland strammer reglerne for uvaccinerede: Udelukkes fra butikker, barer og biografer

    Der er udsigt til en noget amputeret jul for uvaccinerede tyskere i år. (Foto: Thilo Schmuelgen © Ritzau Scanpix)

    Fremover bliver det sværere ikke at være vaccineret i Tyskland.

    Det står klart, efter den afgående kansler, Angela Merkel, i dag holdt pressemøde i kølvandet på et møde med ministre fra de tyske delstater.

    Her kom det frem, at der venter en række coronastramninger, der særligt retter sig mod de uvaccinerede tyskere.

    Det betyder blandt andet, at det fremover kun er tyskere, der er vaccinerede eller raskmeldt efter coronasmitte, der kan få adgang til en række butikker, blandt andet tøjbutikker, samt kultur- og fritidstilbud så som barer, fitnesscentre og biografer.

    Dermed indfører hele landet den kurs, som en række tyske delstater i forvejen havde taget hul på.

    - Situationen i vores land er alvorlig, lød det fra Merkel ved dagens pressemøde, hvor hun kaldte stramningen "en solidaritetshandling", beretter Reuters.

    Samtidig fortalte kansleren, at man er blevet enige om at indføre maskepåbud på de tyske skoler og indføre forsamlingsloft. Her er der også særlige regler for tyskerne, som har sagt nej til at rulle ærmerne op.

    Herunder at uvaccinerede - uanset om det er i det offentlige eller i hjemmet - bør begrænse private sammenkomster til egen husstand og højst to personer fra en anden husstand.

    De tyske smittetal stiger voldsomt, og flere delstater har allerede været nødt til at flytte patienter til andre dele af landet på grund af overfyldte hospitaler. (© Ourworldindata.org)

    De tyske smittetal er eksploderet i den seneste tid, hvilket har ført til advarsler fra eksperter om, at de tyske hospitaler risikerer at blive overbelastede, hvis der ikke sker noget drastisk.

    Og her bliver obligatoriske vacciner set som et tungt redskab i regeringens værktøjskasse. For i øjeblikket er kun lidt over 68 procent af tyskerne færdigvaccinerede. Et godt stykke under regeringens minimumsmål på 75 procent.

    Både Angela Merkel og Olaf Scholz, som forventes at overtage som kansler i næste uge, har hidtil været imod vaccinepligt, hvor førstnævnte har ment, at det er myndighedernes ansvar at overbevise borgerne, mens Scholz så sent som i september under en debat i Forbundsdagen sagde:

    - Jeg synes, det er forkert at starte en debat om vaccinepligt.

    - Vi er i denne situation, fordi der ikke er nok mennesker, der er vaccinerede. Det er derfor det rette, at medlemmerne af Forbundsdagen skal stemme ud fra deres egen samvittighed om at indføre en vaccinepligt fra det tidspunkt, hvor alle, der nu lader sig vaccinere, også har fået andet stik, skrev Olaf Scholz på Twitter i går.

    Hør ham uddybe argumentet i videoen herunder:

    Og i dag slog kansler Merkel fast, at hun vil have indført vaccinepligt i Tyskland.

    - I lyset af denne situation er det nødvendigt at gøre vaccination obligatorisk. Hvis jeg sad i Forbundsdagen, ville jeg stemme for det, siger Angela Merkel ifølge Bild, og hun oplyser, at en eventuel vaccinepligt tidligst vil kunne træde i kraft fra februar.

    Det er uvist, hvordan loven konkret skal skrues sammen – og hvad straffen i givet fald skal være, hvis man fortsat nægter at lade sig vaccinere.

    I Tysklands naboland Østrig har regeringen varslet vaccinepligt fra 1. februar. Ifølge flere medier indeholder lovudkastet bøder på op mod 54.000 kroner eller seks ugers fængsel som straf for overtrædelser.

    Østrig indførte allerede i sidste måned krav om vaccinationspas for blandt andet at komme i ikke-essentielle butikker. (Foto: Lisi Niesner © Ritzau Scanpix)

    I Grækenland har borgere over 60 år fået frem til den 16. januar 2022 til at blive vaccineret eller bestille en tid til en vaccine. Ellers vil de blive opkrævet 100 euro om måneden, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Den varslede vaccinepligt i Tyskland er allerede inden dagens udmelding blevet kritiseret for at være en alvorlig indskrænkning af borgernes frihed, og nogle kritikere mener også, at det vil være decideret forfatningsstridigt.

    Omvendt mener andre dele af det tyske samfund, at coronasituationen i landet betyder, at regeringen må tage endnu strengere midler i brug. En vaccinepligt fra februar vil nemlig ikke stoppe smitten her og nu, og derfor lyder argumentet, at der skal indføres en ny hård nedlukning af tre ugers varighed.

    En alvorligt syg coronapatient ankommer til lufthavnen i Osnabrück nord for Dortmund. (Foto: Fabian Bimmer © Ritzau Scanpix)

    På flere hospitaler er situationen nu så presset, at overlæger direkte opfordrer folk til at undgå ekstremsport og være ekstra årvågne i trafikken for ikke at belaste intensivafdelingerne, der får stadigt flere coronapatienter.

    Derudover er det tyske luftvåben sat ind for at hjælpe med at transportere coronapatienter fra hårdt pressede hospitaler til andre delstater, fordi man er løbet tør for plads på intensivafdelingerne.

  9. I dag kl. 18:21

    Østrigs kansler vil træde tilbage, når hans parti har fundet ny leder

    Østrigs kansler, Alexander Schallenberg, har tænkt sig at træde tilbage, så snart hans parti - det konservative ÖVP - har fundet en ny partileder.

    Partiet skal have en ny formand, efter den tidligere kansler Sebastian Kurz trak sig fra formandsposten tidligere i dag. Kurz gik af som Østrigs kansler for mindre end to måneder siden, da han blev efterforsket i en korruptionssag.

    Partiet skal altså nu have valgt en ny formand.

    - Jeg er af den faste overbevisning, at begge poster – regeringschef og leder af det østrigske parti, der har fået flest stemmer – snart igen bør besættes af en og samme person, siger kansler Schallenberg ifølge Ritzau.

  10. I dag kl. 18:16

    Kasper er 21 år og seksuelt tiltrukket af børn: 'Jeg føler mig ulækker og klam'

    - Ofte har jeg mest af alt lyst til at isolere mig fuldkomment, siger Kasper. Modelfoto med grafik: Søren Winther Nørbæk

    Kasper har to sider. Den ene er en 21-årig, udadvendt studerende, der bor i Aarhus, dyrker sport og bruger en masse tid med sine venner.

    Den anden side er fyldt med en skam, der er så stor, at han ikke kan dele den med nogen.

    Ikke engang Kaspers nærmeste familie kender til den, fordi han er bange for, at de så aldrig igen vil have noget med ham at gøre.

    Hvor mange har lyst til at leve et liv velvidende, at man har de her tanker og følelser?
    Kasper, studerende

    Kasper har seksuelle tanker om mindreårige. Han fortæller, at han aldrig har ført sine tanker ud i livet, at han ikke nogensinde ønsker at gøre det, og han tager afstand fra overgreb på børn. Men han fantaserer seksuelt om mindreårige drenge, og han hader sig selv for det.

    På de dårligste dage spørger han sig selv, om livet overhovedet er værd at leve.

    - Hvor mange har lyst til at leve et liv velvidende, at man har de her tanker og følelser?

    Kasper er ikke hans rigtige navn, men DR Nyheder kender hans identitet.

    Med et nyt initiativ vil Red Barnet nå unge, der som Kasper er seksuelt tiltrukket af børn. Organisationen ønsker med en ny hjemmeside at informere dem om, hvorfor de har de tanker, de oftest godt selv ved, er forkerte, og hvor de kan finde hjælp.

    Håbet er, at det i sidste ende vil kunne forhindre, at de nogensinde skulle ende med at forgribe sig på børn, forklarer Per Frederiksen, som er psykolog og seniorrådgiver hos Red Barnet.

    - Vi skal nå ud, inden der sker overgreb mod et barn, siger han.

    Skal jeg give afkald på nogensinde at få en kæreste? Og hvis jeg får det, vil jeg så fortælle det til personen?
    Kasper, studerende

    Red Barnets nye tiltag er en hjælpende hånd til den måske mest forhadte gruppe i vores samfund. Mennesker med seksuelle fantasier rettet mod børn vækker væmmelse, had og forargelse.

    Og det efterlader mennesker som Kasper til sig selv.

    - I det store hele er det jo ikke accepteret at have det, som jeg har det, siger han.

    Derfor føler han sig ensom med den facade, han trækker på overfor selv sine bedste venner, når han kysser med piger i byen og gør som om, at han er tiltrukket af dem. Det er opslidende at lade som om.

    - Ofte har jeg mest af alt lyst til at isolere mig fuldkomment, siger Kasper.

    Og det kan være farligt, hvis mennesker med pædofile tanker bliver udstødt eller trækker sig fra samfundet, siger Per Frederiksen fra Red Barnet.

    - Det er ikke en god idé at skubbe dem, der har seksuelle tanker om børn hen i et hjørne, hvor ingen kan nå dem, fordi vi ved, at det øger risikoen for overgreb, siger Per Frederiksen.

    Red Barnet anslår, at mindst 3.500 mellem 12 og 21 år har seksuelle tanker om børn. Modelfoto med grafik: Søren Winther Nørbæk

    Hvorfor skal man hjælpe nogen, der har så forfærdelige tanker?

    - Vi skal først og fremmest beskytte børn mod alle former for seksuelle overgreb. Og vi lader børn i stikken, hvis vi ikke tør gå ind i den arena, siger Red Barnets psykolog.

    Kasper opdagede, at der var noget galt, lige før han selv blev teenager. Da de andre drenge i skolen begyndte at tale om pigerne, kunne han ikke snakke med.

    Pigerne interesserede ham ikke. Det gjorde drenge, der var en smule yngre end ham selv, derimod.

    - I starten troede jeg bare, at jeg var homoseksuel. Det i sig selv kan jo også være en udfordring i teenageårene, siger han.

    Men mens han selv blev ældre fulgte alderen på dem, han finder tiltrækkende, ikke med. I dag er han stadig tiltrukket af den samme aldersgruppe, som da han selv var i den spæde start af puberteten.

    Er man seksuelt tiltrukket af børn, vil det ofte vise sig i de tidlige teenageår, hvor ens seksualitet bliver udviklet. Derfor er det væsentligt at lave et oplysningstilbud målrettet unge, mener Per Frederiksen.

    - Vi skal sætte langt tidligere ind, end vi gør i dag. Vi skal sætte ind allerede, når tankerne opstår. Det er der, hvor der er det største forebyggelsespotentiale, siger han.

    Kasper prøver at fortie sine pædofile tanker og forsøger at få dem til at forsvinde ved at holde sig selv travlt beskæftiget med andre ting.

    Men det kan være svært at fortrænge tanker, der kan dukke op i alle tænkelige hverdagssituationer.

    Det kan være på vej til skole. Fra sit tidligere hjem gik Kasper gerne en omvej til og fra sit uddannelsessted, fordi der lå en folkeskole på den mest oplagte rute.

    Jeg er jo voksen for helvede - jeg bør ikke tænke sådan noget.
    Kasper, studerende

    Det kan være på en tur i supermarkedet. Her kan Kasper pludseligt blive distraheret fra indkøbene, hvis han ser et barn, som han er fysisk tiltrukket af.

    - Typisk er det jo en dejlig følelse at se en person, man er tiltrukket af, og det er det også for mig.

    Det er "flovt" at indrømme det, siger han. Og kort efter rammer væmmelsen over sig selv.

    - Jeg er jo voksen for helvede - jeg bør ikke tænke sådan noget. Jeg føler mig ulækker og klam, når jeg sætter mig i barnets sted, siger han.

    Først troede Kasper, at der bare var tale om "en underlig teenage-fase", da han indså, at hans seksuelle præferencer ikke var som de andres.

    I dag går han stadig med håbet om, at tankerne forsvinder.

    Mens han venter, vokser bekymringerne for fremtiden, og hvad det er for et liv, han kommer til at få.

    Kasper håber, at han kan få et forhold til en jævnaldrende. Modelfoto med grafik: Søren Winther Nørbæk

    - Skal jeg give afkald på nogensinde at få en kæreste? Og hvis jeg får det, vil jeg så fortælle det til personen?

    Og så er der det helt store spørgsmål.

    - Ville det være uansvarligt selv at få børn?

    Det er nok for de færreste 21-årige, at den slags er hverdagstanker. Men siden Kasper opdagede sine seksuelle præferencer, har han ikke fået det bedre, og det fylder ham med mismod.

    Når han taler om fremtiden, klynger han sig til et håb om, at han kunne blive forelsket i en jævnaldrende og få et velfungerende forhold med en på sin egen alder.

    Kasper fortæller, at han tidligere har oplevet at blive forelsket i jævnaldrende - senest i en pige for omkring tre år siden.

    - Desværre har det ikke været for nyligt, så jeg begynder at miste håbet lidt.

    Samtidig vokser frygten i ham. Hvad hvis tankerne vokser? Hvad hvis han får det værre? Kan det få konsekvenser for andre?

    - Jeg er bange på vegne af mennesker omkring. Ikke fordi jeg tror, der vil kunne ske noget nu, men jeg ved jo ikke, om det bliver værre eller bedre. Og jeg ønsker ikke at skade nogen børn, siger han.

    Vi skal alle lære at leve med os selv - også dem, der har seksuelle tanker om børn
    Per Frederiksen, psykolog, Red Barnet

    Ifølge Red Barnet tyder forskning på, at det kan det være svært at ændre ens seksuelle orientering, men man kan ved hjælp af information og behandling blive bedre til at håndtere tankerne og ikke handle på dem, fortæller Per Frederiksen.

    - Vi skal alle lære at leve med os selv - også dem, der har seksuelle tanker om børn, siger han.

    Med den nye hjemmeside håber Red Barnet på at kunne få unge med seksuelle tanker om børn til at opsøge hjælp og fortælle dem, at de ikke er alene med deres problemer.

    Kasper stødte først selv på ligesindede, da han for halvandet år siden hørte P1-podcasten 'Hjælp mig, jeg er pædofil'.

    Jeg håber stadig, at jeg på en eller anden måde kan lægge det bag mig. Eller i hvert fald få det bedre med det
    Kasper, studerende

    Indtil da anede han ikke, at andre havde det på samme måde som ham, og han ville i dag ønske, at han langt tidligere var stødt på et tilbud som det, Red Barnet lancerer.

    - Det er noget, jeg selv kunne have brugt, da jeg var yngre og ikke helt vidste, hvad det var, jeg følte. Og jeg kan også bruge det nu.

    Han tager i øjeblikket tilløb til at komme i behandling for sine pædofile tanker. Det kræver en henvisning fra hans egen læge, og Kasper håber, at han en dag finder modet til at bede om den.

    - Jeg håber stadig, at jeg på en eller anden måde kan lægge det bag mig. Eller i hvert fald få det bedre med det. Det ville være dejligt.

  11. I dag kl. 17:42

    Kronprinsessens 50-årsfødselsdag fejres med taffel på Rosenborg

    Når kronprinsesse Mary den 5. februar næste år fylder 50, så vil det på aftenen blive markeret med et gallataffel på Rosenborg Slot i Kongens Have i København. Det oplyser kongehuset.

    Dronningen er vært for taflet, hvor blandt andet den kongelige familie og repræsentanter for det officielle Danmark deltager.

    Det seneste taffel på Rosenborg blev afholdt i 2006 i forbindelse med slottets 400-års jubilæum.

  12. I dag kl. 17:36

    Skud på Nørrebro: En person er dræbt af skud i ryggen

    Politiet er talstærkt til stede på Nørrebro. (Foto: Emma Toft)

    En person er blevet ramt af et skud på Nørrebro i København. Københavns Politi oplyser til flere medier, at vedkommende er blevet dræbt af skud i ryggen.

    - Vi kommer derud, hvor vi kan konstatere, at én person er ramt af skud i ryggen. Personen bliver kørt på hospitalet. Kort efter får vi at vide, at personen er afgået ved døden, siger vagtchef i Københavns Politi Martin Kajberg til TV 2 Lorry.

    Tidligere på eftermiddagen meldte politiet ud, at man var rykket ud med mange styrker til en anmeldelse om et muligt skyderi, og nu bekræfter man altså, at en person er skudt og dræbt.

    Ifølge politiet er det sket i et område omkring Nørrebrogade, hvor der nu også er spærret af. Anmeldelsen kom klokken 16.28, oplyser politiet til TV 2 Lorry.

    Artiklen er opdateret klokken 17.53 med nye oplysninger.

  13. I dag kl. 17:30

    Kun syv sygeplejersker har sagt op i Region Nordjylland

    Kampagnen blandt sygeplejerskerne med opfordring til en kollektiv opsigelse har tilsyneladende ikke båret frugt i Nordjylland.

    Region Nordjylland har modtaget syv opsigelser fra sygeplejerske den 30. november.

    - Til sammenligning modtog vi den 30. november 2020 i alt otte opsigelser fra sygeplejersker, lyder det fra Region Nordjyllands pressekonsulent Mathias Mosskov.

    Opfordringen til protestopsigelser kom fra en Facebookgruppe med navnet '#Kollektivopsigelse - Vi siger fra!' med sygeplejersken Luca Pristed som administrator.

  14. I dag kl. 17:12

    Alle skal testes ved indrejse til Norge

    Som en del af de nye coronarestriktioner, som den norske regering indfører for at bremse smitten med Omikron-varianten, bliver det nu obligatorisk for alle indrejsende at blive testet for corona.

    Hvis der er et testcenter ved grænsen, hvor man kommer ind i Norge, skal testen tages der.

    Ellers skal testen tages senest 24 timer efter ankomsten.

    Kravet gælder også for færdigvaccinerede samt personer, som allerede har været smittet med corona, fastslår den norske sundhedsminister, Ingvild Kjerkol.

    Alle indrejsende over 12 år skal bære mundbind på offentlige steder, hvor det ikke er muligt at holde afstand, indtil de har fået en negativ test.

    Det nye krav om test gælder fra midnat.

  15. I dag kl. 16:56

    I morgen starter politiets jule-spirituskontroller

    Hvis din julefrokost ikke er blevet aflyst, er der en stor sandsynlighed for, at en fredag eller lørdag i de kommende uger står på netop julefrokost.

    Det gør de nemlig for rigtig mange. Derfor sætter politiet fra i morgen gang i de årlige jule-spirituskontroller i trafikken, som har fokus på lidt for glade julefrokostgæster, der har sat sig i bilen med for høj promille.

    Der vil især være fokus på fredage og lørdage i december, men også på søndage, hvor promillen stadig kan være høj fra om lørdagen, skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse. Desuden vil der være ekstra kontroller 1. og 2. juledag.

    I julekontrollerne i 2020 - hvor mange julefrokoster var aflyst på grund af corona - blev 432 personer sigtet for spirituskørsel og 784 for at være påvirket af narkotika eller medicin under kørslen.

  16. I dag kl. 16:36

    Nye restriktioner i Norge efter mistanke om stort Omikron-udbrud

    Den norske regering skruer nu op for coronarestriktionerne for at forsinke udbredelsen af Omikron-varianten. Det har den norske statsminister Jonas Gahr Støre (Arbeiderpartiet) netop fortalt ved et pressemøde.

    Udmeldingen kommer, efter at man har konstateret, at mellem 50 og 60 mennesker er blevet smittet med corona i forbindelse med en julefrokost i Oslo, og man har fastslået, at en af dem er smittet med Omikron-varianten. Selvom det endnu ikke er fastslået, antager man, at de andre også er blevet smittet med den nye variant.

    Der bliver både regionale stramninger, som omfatter brug af mundbind, i Oslo og de omkringliggende kommuner, samt nationale tiltag og nye indrejserestriktioner. Derudover opfordrer regeringen til, at alle tager imod tilbuddet om booster-vaccinen.

  17. I dag kl. 16:31

    Snevejret forhindrer svin i at nå frem: Danish Crown forventer 10.000 færre slagtninger i dag

    Snevejret i Nordjylland har også haft betydning for Danish Crown, som i dag forventer at slagte tusindvis færre svin end planlagt.

    - Vi er faktisk rimelig hårdt ramt af snevejret. Når vi går ud af dagen, vil vi have tabt omkring 10.000 slagtninger. Det svarer til 15-20 procent af det, vi slagter over hele Danmark på en dag, fortæller pressechef for Danish Crown Jens Hansen.

    Det er Danish Crowns jyske slagterier i Horsens, Herning og Sæby, som er ramt.

    Slagteriet i Sæby skulle have stået for cirka halvdelen af de 10.000 slagtninger.

    - Vi har sendt en del medarbejdere hjem i Sæby – det vil sige flere hundrede, siger Jens Hansen.

  18. I dag kl. 15:58

    Tyskland strammer coronaskruen: Uvaccinerede udelukkes fra blandt andet butikker og barer

    Tyskland skruer nu bissen på og udelukker landets uvaccinerede borgere fra en lang række aktiviteter.

    Fremover vil kun tyskere, der er vaccinerede eller raskmeldt efter coronasmitte, få adgang til en række butikker og kultur- og fritidsbegivenheder.

    Det oplyser den afgående forbundskansler, Angela Merkel, her til eftermiddag efter et møde med ministre fra de tyske delstater, skriver Reuters.

    Dermed indfører hele landet den kurs, som en række tyske delstater i forvejen havde taget hul på, mens det tyske parlament, Forbundsdagen, skal stemme om en generel vaccinepligt for alle voksne tyskere, der ville gælde fra februar eller marts.

    De tyske smittetal er eksploderet i den seneste tid, og flere delstater har allerede været nødt til at flytte patienter til andre dele af landet på grund af overfyldte hospitaler. (© Ourworldindata.org)

    - Situationen i vores land er alvorlig, lød det fra Merkel ved dagens pressemøde, hvor hun kaldte stramningen "en solidaritetshandling", beretter Reuters.

    I øjeblikket er lidt over 68 procent af tyskerne færdigvaccinerede, hvilket er et stykke under regeringens minimumskrav om 75 procent.

  19. I dag kl. 15:52

    Nye EU-sanktioner mod Belarus er på plads

    For godt to uger siden blev EU-landene enige om at indføre nye sanktioner mod Belarus - tidligere kendt som Hviderusland - som reaktion på den voldsomme migrantkrise, der i den seneste tid har udspillet sig langs grænsen mellem Polen og Belarus.

    Nu er de nye sanktioner blevet forhandlet endeligt på plads og godkendt, og det glæder udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

    - Det er helt afgørende for os, at vi står sammen og ikke accepterer, at sårbare og uskyldige personer bliver brugt som gidsler i det kyniske magtspil, som Lukasjenko (landets præsident, red.) og hans regime står for, siger ministeren til Ritzau.

    Det er femte gang på blot et år, at EU-landene indfører sanktioner mod Belarus, og ifølge udenrigsministeren er sanktionerne denne gang rettet mod omkring 30 enkeltpersoner og virksomheder eller organisationer, der har medvirket til den politiske krise ved EU's ydre grænse.

    Sanktionerne træder i kraft i det øjeblik, at listen bliver offentliggjort.

  20. I dag kl. 15:36

    WHO: Tidligere smittede er ikke beskyttet mod Omikron-varianten

    En overstået corona-infektion er ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) ikke tilstrækkeligt til, at man er immun overfor at blive smittet med den nye Omikron-variant.

    - Vi mener, at en tidligere infektion ikke beskytter mod Omikron, siger den sydafrikanske professor i mikrobiologi Anne von Gottberg fra Sydafrikas Nationale Institut for Smitsomme Sygdomme (NICD) ved et pressemøde hos WHO's regionale Afrika-kontor ifølge The Guardian og Der Spiegel.

    Det er et område, som stadig bliver udforsket, så der er tale om en foreløbig observation. Det ser dog ud til, at hvis man har været smittet tidligere med andre varianter, får man ikke lige så slemme symptomer, hvis man får Omikron-varianten.

  21. I dag kl. 15:30

    LÆS SVARENE om håndboldkvindernes første VM-kamp: 'Danmark skal vinde - stort!'

    Danmarks kvindelandshold i håndbold spiller testkamp mod Ukraine i Sparekassen Thy Arena, Nykøbing Mors, lørdag den 27. november 2021. Glade ansigter på den danske bænk.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup)
  22. I dag kl. 14:54

    ECDC: Omikron kommer til at dominere i løbet af få måneder

    EU's sundhedsagentur, Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC), forudser, at Omikron-varianten inden for få måneder vil være den dominerende corona-variant i Europa.

    - Matematiske modeller, som ECDC har udarbejdet, indikerer, at Omikron i løbet af få måneder vil være i skyld i mere end halvdelen af alle SARS-CoV-2 infektioner i EU/EEA (Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, som også inkluderer Island, Liechtenstein og Norge, red.), lyder forudsigelsen fra ECDC i et offentliggjort notat om truslen fra den nye variant.

    Der tages dog forbehold for, at den nuværende viden om den nye variant er meget usikker, men de foreløbige data fra Sydafrika tyder på, at Omikron bliver spredt væsentlig hurtigere end delta-varianten.

  23. I dag kl. 14:53

    Betjente straffes for at filme og posere med død mand

    To betjente på 35 år og 36 år er blevet idømt fængselsstraffe for at have misbrugt deres stillinger som politibetjente, da de blandt andet filmede en død mand.

    Det skriver Ritzau, som har fået det oplyst fra sagens anklager, Jette Malmberg.

    Den 36-årige er blevet straffet med tre måneders ubetinget fængsel, men den 35-årige har fået en betinget fængselsstraf på 20 dage.

    De har begge anket dommen til landsretten, hvor de vil frifindes.

    Her tog den ene betjent sin mobiltelefon og begyndte på Snapchat at filme sin kollega, som poserede grinende og lavede fremstrakte arme ved siden af den afdødes hoved, som var smurt ind i størknet blod.

    Ifølge Ritzau blev den 36-årige er også blevet kendt skyldig i flere andre forhold. Han skulle have filmet en nøgen mand, der sad i håndjern på bagsædet af en patruljevogn.

  24. I dag kl. 15:18

    Silas var bæltefikseret i 25 timer: Nu har han indgået forlig med staten

    23-årige Silas Dam var bæltefikseret i mere end 25 timer. Nu har han indgået forlig med den danske stat. (Foto: Rie Lund © DR)

    Det er tidlig morgen, da Silas Dam under en indlæggelse pludselig bliver vækket.

    Aftenen forinden har han sendt en sms med skældsord til sin kontaktperson. Derfor får han konfiskeret sin mobil og computer. Silas Dam reagerer voldsomt. Han hyperventilerer og vælter en stol, efter at personalet har forladt værelset. Personalet reagerer ved at fiksere ham med bælte-, hånd- og fodremme.

    Han falder til ro efter halvanden time. Alligevel bliver han først sluppet fri af bæltet, da han har været fastspændt i 25 timer og 35 minutter.

    Sådan beskriver 23-årige Silas Dam selv den bæltefiksering, han blev udsat for på den lukkede psykiatriske afdeling i Glostrup i 2018. Det bekræfter hans advokat, Tobias Stadarfeld Jensen.

    Han har tilbragt næsten tre år af sit liv på en psykiatrisk afdeling og har oplevet lidt af hvert. Alligevel er der ingen tvivl om, at det er netop den oplevelse, han har sværest ved at slippe.

    - Bæltefikseringen på over 25 timer er uden tvivl den værste episode, jeg har været udsat for. Det giver mig stadig kvalme at tænke på. Udover at jeg var fastspændt, bange og alene, så var episoden også ekstremt ydmygende, siger han.

    Og nu medgiver den danske stat via Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at bæltefikseringen var problematisk. En afgørelse, som Silas Dam har håbet på i flere år.

    - Det er en sejr for alle psykiatriske patienter. For min sag vil jo forhåbentlig bane vejen for en bedre psykiatri, siger han.

    Silas Dam har nu indgået et forlig med den danske stat. Dermed kan han se frem til en erstatning på 90.000 kroner.

    Men, hvad der er endnu vigtigere for ham, så forpligter regeringen sig til at stille et lovforslag om, at der i fremtiden skal skrives notat minimum en gang i timen, når en patient er bæltefikseret.

    Silas Dam ville ikke indgå i et forlig, medmindre lovforslaget blev en del af det, da der ifølge ham ikke er noget beløb, der kan rette op på de ting, som han har været udsat for.

    Og lovforslaget kan få stor betydning for andre psykiatriske patienter. Det vurderer advokat Tobias Stadarfeld Jensen, der har ført sagen ved menneskerettighedsdomstolen.

    - Det betyder konkret, at personalet under en bæltefiksering skal dokumentere hyppigere end hidtil, hvordan vedkommende har det og opfører sig. Sådan så man mellem hver halve eller hele time kan sige noget om patientens tilstand, siger han.

    Silas Dam er ikke i tvivl om, at det kunne have gjort en forskel i hans egen sag.

    - Hvis den faste vagt havde haft notatpligt, havde det fremgået sort på hvidt, at jeg hurtigt faldt til ro, var venlig og opførte mig, som man skal. I så fald havde jeg formentlig vundet denne her sag noget før, og det havde ikke være nødvendigt med denne tre år lange kamp for retfærdighed, siger han.

    Se Silas Dams reaktion, da han får at vide, at staten gennem EU's menneskerettighedsdomstol giver ham medhold.

    Med til Silas Dams historie hører, at han er autist. Men ifølge ham var det psykiatriske personales viden om autisme mangelfuld.

    Han mener selv, at personalet på den lukkede afdeling tolkede hans frustration forud for bæltefikseringen som en psykose, selvom det ikke var det.

    - Hvis personalet havde haft mere kendskab til autisme, så er det meget muligt, at jeg slet ikke havde været bæltefikseret. For så havde de vidst, hvordan man skal håndtere en autistisk nedsmeltning, siger han.

    Derfor vil regeringen nu - som en del af forliget - også gå sammen med Sundhedsstyrelsen for at se på, om der er behov for at styrke de ansatte i psykiatriens viden om netop autisme.

    Hos Landsforeningen Autisme er man også meget tilfreds med forliget.

    - Det betyder meget for fremtiden, at man får sat fokus på, at man er nødt til at vide mere autisme i psykiatrien, siger Kathe Johansen, formand for Landsforeningen Autisme.

    Hun efterlyser blandt andet en autismespecialeplan i psykiatrien og forliget kan få stor betydning for andre med autisme i psykiatrien, mener Kathe Johansen.

    - Hvis man bliver mødt med forståelse og får den rette hjælp, så bliver man sandsynligvis hurtigere rask til at komme ud og være i sin hverdag igen.

    I dag har Silas Dam det bedre, men den langvarige bæltefiksering har sat dybe spor i ham.

    - Det er helt klart noget, som har efterladt et permanent spor i min psyke. Jeg lider af panikanfald, jeg er bange for andre mennesker og jeg græder meget, siger han.

    Derfor er det en stor forløsning, at hans sag måske kan hjælpe andre patienter i fremtiden.

    - Det er helt klart en sejr. Det giver mig håb om, at vi så småt er på vej mod at skabe et bedre system i psykiatrien, siger han.

    Fra den anden side af bordet anerkender Sundhedsminister Magnus Heuinicke (S), at det var forkert behandling, som Silas Dam fik. Han skriver blandt andet i et skriftligt svar til DR, at sagen "med stor sandsynlighed vil føre til en ny dom. Derfor er der heller ikke grund til at kæmpe en langvarig kamp ved domstolen."

    Samtidig skriver han også, at han ser frem til at møde Silas Dam og høre om de udfordringer, som autister møder i psykiatrien.

    - Sagen understreger desuden behovet for at udbrede kendskabet til gældende ret, så ingen af vores sundhedspersoner er i tvivl om, hvad der gælder, når det handler om noget så indgribende som brugen af tvang, skriver ministeren til DR.

  25. I dag kl. 14:05

    4.680 nye coronatilfælde det seneste døgn

    4.680 er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn.

    Det er det næsthøjeste antal registrerede tilfælde på et døgn hidtil. I går var tallet 5.120, og det var det højeste registrerede nye tilfælde på et døgn herhjemme.

    Samtidig er der nu i alt fundet 14 tilfælde af Omikron-varianten. 11 af de 14 har forbindelse til rejseaktiviteter

    Der er nu 427 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er 12 færre end i går. Af de indlagte er 57 på intensivafdeling, og 35 af dem får hjælp af en respirator.

    Tre personer er døde med corona det seneste døgn.

    Dagens smittetal er baseret på 189.695 PCR-test. Det svarer til, at 2,47 procent af de testede været smittet med covid-19.

  26. I dag kl. 13:59

    Nu sættes Hæren ind: Smitteopsporingen måtte opgive kontakten i hver fjerde sag

    Lige nu er det omkring 80 procent af sagerne for coronaopsporingen som afsluttes inden for 24 timer. I september var det 93 procent. Foto af Birgitte Drewes.

    15, 16 eller 17 opkald, og borgeren tager stadig ikke telefonen.

    Det er i mange tilfælde hverdagen for Styrelsen for Patientsikkerhed. Det er dem, der står for corona-smitteopsporing.

    Den seneste uge er der sket en markant stigning i andel af sager, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed aldrig kommer i mundtlig dialog med borgere, som de burde.

    Derfor har man nu bedt Forsvaret om hjælp.

    I denne uge er andelen af coronasager, hvor man ikke har fået fat i borgeren, steget fra 10 til 25 procent. Det vil sige, at Styrelsen for Patientsikkerhed for eksempel tirsdag afsluttede over 1.000 sager uden nogensinde at tale med den borger, de ønsker at få fat på.

    I oktober og september lå andelen på cirka tre procent.

    I afslutter ret mange af jeres sager uden mundtlig dialog. Hvad skyldes det?

    - Vi ringer rigtig mange gange til folk - også over flere dage. Men når vi har så travlt, som vi har, så prioriterer vi opkald nummer 1, 2 og 3 frem for opkald 13, 14 og 15. For vi kan se, at hvis folk ikke tager telefonen ved de første tre kald, så er sansynligheden for, at de tager den ved opkald 15, 16 og 17 bare lavere, siger vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed Birgitte Drewes.

    Personale fra Hæren vil fra i dag blive oplært i at hjælpe med coronaopsporingen.

    Vi er i gang med at skaffe flere ressourcer, og i dag får vi bistand fra Forsvaret
    Birgitte Drewes, vicedirektør, Styrelsen for Patientsikkerhed

    - Vi er i gang med at skaffe flere ressourcer, og i dag får vi bistand fra Forsvaret til at komme ind og hjælpe os med testhenvisningerne. Fordi der kan vi hurtigt skalere vores kapacitet ved at oplære dem. Så mange som muligt, så hurtigt som muligt, siger Birgitte Drewes.

    En testhenvisning skal finde sted, hvis du er nær kontakt til en smittet. Så vil coronaopsporingen - og fremover også Hæren - henvise dig til en PCR-test uden om det normale bestillingssystem på coronaprover.dk.

    Det er ikke specificeret, hvilken del af Hæren der skal bistå smitteopsporingen.

    Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at de har anmodet om hjælp fra 80 medarbejdere fra Hæren.

    Der er lige nu 1.200 personer, som sidder klar ved telefonerne for at hjælpe borgerne, hvis corona-uheldet er ude. Men til trods for det, så beskriver vicedirektøren deres hverdag som meget travl.

    Lige nu oplever vi meget meget stor travlhed, fordi vi har et stigende smittetal (...) Og så har vi fået omikron oven i hatten.
    Birgitte Drewes, vicedirektør, Styrelsen for Patientsikkerhed

    - Lige nu oplever vi meget meget stor travlhed, fordi vi har et stigende smittetal. Og vi kan se, at der er pres på testkapaciteten i regionerne, så mange ringer til os for at få en henvisning til en PCR-test.

    - Og så har vi fået omikron-varianten oven i hatten, siger Birgitte Drewes.

    I går var antallet af smittede inden for et døgn det højest registrerede, siden pandemien ramte Danmark. Helt præcis var det 5.120 smittede borgere.

    Nu har smitteopsporingen derfra bedt om hjælp til opsporingsarbejdet.

    Tid er en afgørende faktor, når det gælder om at bryde smittekæder med covid-19.

    Derfor er ambitionen fra Styrelsen for Patientsikkerhed også høj, når det gælder om at opspore smittekæder. Og sagerne med smitteopsporing skal helst startes og afsluttes inden for 24 timer.

    - I den ideele verden skal procenten være 100. Men det kræver, at 100 procent tager telefonen, og det kan vi se, at folk ikke gør, siger Birgitte Drewes.

    I september blev 92 procent af alle sager vedrørende smitteopsporing afsluttet inden for 24 timer.

    Det tal krøb sig ned på 90 procent i oktober.

    Men i de seneste tre uger har det tal været omkring 80 procent - det vil sige, at hver femte sag tager mere end et døgn at opklare.

    - Konsekvensen er, at der er smittede, vi ikke taler lige så hurtigt med som for en måned siden.

    De kan derved uforvarende komme til at smitte flere mennesker.

    DR Nyheder har kontaktet Forsvarskommandoen for at få et interview med Hæren. Det har ikke været muligt inden den artikels udkomme.

  27. I dag kl. 13:55

    Nationalbanken er uenig med regeringen: Der er fortsat brug for indgreb på boligmarkedet

    En stigende andel af realkreditinstitutternes nye lån går til højt gældsatte boligejere, især i Storkøbenhavn og Aarhus, viser ny analyse fra Nationalbanken. (Foto: Grafik Morten Fogde Christensen)

    I September besluttede regeringen at lade boligmarkedet være i fred, selvom Det Systemiske Risikoråd og Nationalbanken anbefalede indgreb ovenpå lang tids prisstigninger.

    Der var tegn på stabilisering, og der ville komme mere ro på boligmarkedet fremover, lød grunden.

    Men Nationalbanken er uenig.

    Det giver stadigvæk mening at skærpe afdragskravene og reducere skatteværdien af rentefradraget for at øge robustheden, skriver Nationalbanken i en ny analyse torsdag morgen.

    - Der er fortsat brug for at reducere sårbarheden på boligmarkedet. Det skyldes, at boligejere med høj gæld i forhold til deres boligs værdi kan komme i problemer, hvis boligpriserne falder. Det kan også ramme samfundet og den finansielle sektor. Derfor mener vi stadig, at adgangen til afdragsfrihed bør begrænses, siger Peter Storgaard, der er chef for Finansiel Stabilitet i Nationalbanken.

    Det fortsatte behov for indgreb på boligmarkedet skyldes især to ting, ifølge Nationalbanken.

    For det første går en stigende andel af realkreditinstitutternes nye lån til højt gældsatte boligejere.

    Det er især i landets to største byer, København og Aarhus, at det er tilfældet, og halvdelen af lånene til de højt gældsatte lånere er afdragsfrie.

    Det gør køberne mere sårbare over for senere prisfald på boligen, og det bekymrer Nationalbanken.

    - Vi så ved finanskrisen, hvor hårdt den enkelte boligejer, den finansielle sektor og samfundet som helhed kan blive ramt af prisfald på boligmarkedet. Vi mener, at det vil være rettidig omhu at sikre, at sårbarheden ikke bliver for stor, siger Peter Storgaard.

    Hvor udsatte er bankerne egentlig nu?

    - De store banker, vi ser på i vores analyser, er generelt i god form med tilstrækkelig kapital og en god likviditetssituation. Samtidig tager de dog større risici i deres boligudlån, og de største institutter har stigende omkostninger.

    For det andet er andelen af nye, afdragsfrie lån steget i hele landet, og udgør nu over halvdelen af de nye lån, der bliver givet til boligejere.

    Væksten i afdragsfrie lån er især udbredt blandt boligejere, der omlægger deres lån.

    Samtidig har Nationalbanken stresstestet de danske kreditinstitutter.

    Og ifølge testen er der flere af de store danske kreditinstitutter, der bør overveje, om deres kapitalmålsætninger er tiltrækkelige i fremtiden.

    - Bankernes kapitalmålsætninger bør være høje nok til, at de kan modstå en hård recession i økonomien. Der er flere af de største banker, som ville komme i problemer i vores stresstest, hvis de havde kapital svarende til deres kapitalmålsætning. Derfor synes vi, at de skal overveje, om deres målsætning er tilstrækkelig høj, siger Peter Storgaard.

  28. I dag kl. 13:55

    Sms fra Barbara Bertelsen under møde: "Efter det her er der ingen efterspørgsel efter dansk mink"

    Under mødet i regeringens koordinationsudvalg 3. november fik Per Okkels, der var departementschef i Sundhedsministeriet, en sms fra Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen.

    Klokken 22.16 tikker den ind.

    - Det VAR en værdifuld stamme....efter det her er sgu ingen efterspørgsel efter dansk mink.... lige så lidt som efter kinesisk flagermus, skriver Bertelsen til Okkels.

    Den tidligere departementschef i Sundhedsministeriet blev i dag spurgt i Minkkommissionen om, hvad der menes med beskeden.

    - Det er en efterrationalisering, men jeg tror, Mogens Jensen siger (på mødet, red.), at mink i Danmark udgør en værdifuld stamme. Men jeg kan ikke genkalde det én til én, siger Okkels.

    Beslutningen om at aflive alle mink var blevet truffet få minutter før, at Bertelsen sendte sms'en.

  29. I dag kl. 13:50

    I Sydafrika står Omikron for 74 procent af smittetilfældene

    En sydafrikaner får foretaget en PCR-test ved et prøvested i Johannesburg, Sydafrika, den 30. november. (Foto: EMMANUEL CROSET © Ritzau Scanpix)

    For en måned siden, var der ingen, der endnu havde hørt om Omikron.

    Men virusvarianten havde allerede gjort sit indtog, i hvert fald i Sydafrika, hvor man i sidste uge officielt identificerede den nye variant af coronavirusset.

    Ifølge det sydafrikanske Nationale Institut for Smitsomme Sygdomme, NICD, var hele 74 procent af de positive tests, der blev taget i Sydafrika i løbet af november, af varianten Omikron.

    Og der er ikke bare flere Omikron-tilfælde i det sydafrikanske land. Faktisk har man i den seneste tid set en kraftig stigning i antallet af smittede i syv ud af landets ni provinser.

    Onsdag registrerede landet lidt over 8.500 smittetilfælde. Tirsdag var tallet 4.300, og for en uge siden knap 1.300.

    Smitten er steget eksponentielt i løbet af de seneste to uger, og landet står nu i begyndelsen af sin fjerde bølge, oplyser NICD.

    - Graden af stigningen er bekymrende, siger Dr. Michelle Groome fra NICD til The Guardian.

    Det første tilfælde af Omikron blev fundet i en test taget den 8. november i Guateng, Sydafrikas mest folkerige provins, som blandt andet huser hovedstaden, Johannesburg.

    Den blev internationalt kendt, efter Sydafrika onsdag i sidste uge meddelte til Verdenssundhedsorganisationen, WHO, at man havde identificieret en ny variant. Fredag fik den navnet Omikron af WHO, der samtidig stemplede den som "bekymrende".

    Det er svært at se anden forklaring, når den er gået fra stort set ikke at fylde noget for fem uger siden i specifikke geografiske områder til nu at være dominerende.
    Flemming Konradsen, professor i global sundhed ved Københavns Universitet

    Der er rigtigt meget, man stadig ikke ved om virusvarianten, men meget kan tyde på, at den er mere smitsom og i stand til at klare sig i konkurrence med tidligere varianter af coronavirusset.

    - Det er svært at se en anden forklaring, når den er gået fra stort set ikke at fylde noget for fem uger siden i specifikke geografiske områder til nu at være dominerende, fortæller Flemming Konradsen, som er professor i global sundhed på Københavns Universitet.

    - Den lader til at være mere smitsom og i stand til at udkonkurrere de andre varianter. Men det siger ikke noget om alvoren af sygdomsforløbet, hvordan den rammer de forskellige aldersgrupper, eller om den er mere eller mindre følsom overfor vaccinen, siger han.

    I Sydafrika har man kun registreret en mindre stigning i antallet af indlæggelser og endnu ingen stigning i antallet af dødsfald som følge af den seneste stigning og Omikron-variantens ankomst.

    Alligevel er Sydafrikas bekymring på sin plads, mener Flemming Konradsen. Der skal nemlig planlægges efter det værst tænkelige scenarie – også selvom man endnu ikke ved, hvordan Omikrons sygdomsforløb ser ud.

    - Man ved godt, at hvis man går fra at have 1.000 tilfælde om dagen til at have 3.000, og den har et sygdomsforløb, der minder om de tidligere varianter, så vil det udløse et pres på sundhedsvæsnet, siger han.

    Hvis det derimod viser sig, at Omikron er mindre sygdomsfremkaldende og har et mildere klinisk forløb, så vil det ifølge professoren tage noget af trykket, fordi patienter med den her variant ikke har samme behov for at blive tilset af en læge eller blive indlagt.

    - Men som udgangspunkt må man planlægge efter, at den måske har den samme indlæggelsesprocent og det samme sygelighedsmønster, for ellers bliver man taget med bukserne nede, siger Flemming Konradsen.

    Indbyggere i Soweto i Sydafrika går forbi et vægmaleri af en maskeklædt kvinde. Landets befolkning har siden pandemiens start haft høje smitte- og dødstal helt inde på livet, fortæller DR's Afrika-korrespondent. (Foto: KIM LUDBROOK © Ritzau Scanpix)

    Langt størstedelen af dem, der i dag er indlagt, er ifølge Det Nationale Institut for Smitsomme Sygdomme ikke vaccinerede.

    Og rent faktisk er langt størstedelen af landets befolkning i den gruppe. Der er nemlig stor vaccineskepsis i Sydafrika, fortæller DR's korrespondent i Afrika, Søren Bendixen.

    - Man er meget skeptisk, og der er kun omkring 25 procent af befolkningen, der er færdigvaccineret, siger han.

    - Der florerer konspiraionsteorier om, at vaccinen ikke virker, eller at man dør efter et par år. Og så har man generelt i befolkningen en stor skepsis omkring corona-håndteringen, fordi penge, der skulle været gået til corona-projekter, er forsvundet i korruption.

    I Sydafrika er der ingen vaccinemangel - men det er til gengæld svært at få befolkningen til at tage imod stikket. Landets præsident har derfor endnu en gang opfordret sydafrikanerne til at lade sig vaccinere. (Foto: SIPHIWE SIBEKO © Ritzau Scanpix)

    Selvom Sydafrika nu står over for den fjerde smittebølge siden pandemiens start, er fremkomsten af denne nye variant ikke det, der vækker mest bekymring i landet lige nu, fortæller Søren Bendixen.

    - Selvfølgelig er der opmærksomhed og bekymring omkring det. Men det, som befolkningen og regeringen har beskæftiget sig mest med, er, at Sydafrika er blevet ekskluderet fra det gode selskab, siger han.

    Nu, hvor varianten også er fundet andre steder, stiller man spørgsmålstegn ved, hvorfor Sydafrika skal straffes, bare fordi man opdagede den?
    Søren Bendixen, DR's korrespondent i Afrika

    I dagene efter Sydafrikas identifikation af den nye variant valgte store dele af den vestlige verden nemlig at stoppe al flytrafik til og fra landet. Også Danmark valgte i weekenden at indføre rejserestriktioner over for 10 sydafrikanske lande - noget, som har vakt stor vrede i det sydafrikanske land.

    - Nu, hvor varianten også er fundet andre steder, sætter man spørgsmålstegn ved, hvorfor Sydafrika skal straffes, bare fordi man opdagede den? Man er ekstremt oprevet over, at man har gjort det på den her måde, fordi økonomien i forvejen var banket i bund, og Sydafrika stod over for en forestående turistsæson.

    Siden Omikron blev opdaget er den registreret i 24 lande rundt om på kloden, heriblandt Danmark.

  30. I dag kl. 13:50

    Østrigs skandaleramte eks-kansler trækker sig helt fra politik: 'Jeg er hverken helgen eller kriminel'

    Sebastian Kurz holdt en følelsesladet tale, da han på et pressemøde i dag meddelte, at han trækker sig helt fra politik. (Foto: Joe Klamar © Ritzau Scanpix)

    Han var Østrigs yngste kansler nogensinde. Men hans imponerende politiske kometkarriere blev slået ud af kurs af alvorlige korruptionsanklager. Og nu sætter Sebastian Kurz selv et punktum. Han er færdig i politik og trækker sig fra alle poster.

    - Det har været en stor ære at kunne tjene republikken Østrig i ti år, sagde han tidligere i dag på et pressemøde i den østrigske hovedstad, Wien.

    Sebastian Kurz trak sig som kansler i oktober, efter anklager om at han skal have købt sig til positiv medieomtale på skatteydernes regning.

    Konkret går mistanken på, at Sebastian Kurz og en gruppe medsammensvorne har indrykket annoncer for over en million euro i en avis for til gengæld at få positiv omtale og manipulerede meningsmålinger, der gjorde Sebastian Kurz mere populær.

    - Jeg ser frem til den dag, hvor jeg i retten kan bevise, at beskyldningerne mod mig ikke holder – også selvom det vil tage år, sagde Sebastian Kurz på pressemødet.

    Den 35-årige politiker overlod tilbage i oktober kanslerposten til partifællen Alexander Schallenberg, men fortsatte selv som formand for det konservative parti, ÖVP. Kritikere mente, at han dermed fastholdt magten som en skyggekansler.

    Den post overlader han nu til indenrigsminister Karl Nehammer, mens hans post som gruppeformand i parlamentet overgår til partifællen August Wöginger. Det skriver avisen Kronen Zeitung.

    Sebastian Kurz giver ikke én, men flere årsager til sit exit fra politik. Først og fremmest har han mistet gnisten. I toppolitik har man brug for 100 procent entusiasme, forklarede den nu forhenværende politiker på pressemødet, hvor han konstaterede:

    - I de sidste par måneder, uger og dage er denne entusiasme blevet mindre.

    Årsagen er, at han ikke har kunnet bruge alle sine kræfter på politik, men i stedet har måttet forsvare sig mod "anklager og påstande".

    Jeg vil ikke påstå, at jeg aldrig har gjort noget forkert. Selvfølgelig har jeg truffet forkerte beslutninger. Jeg er hverken en helgen eller en kriminel, men en person med styrker og svagheder.
    Sebastian Kurz

    Og så bringer han også en personlig årsag på banen. Et liv i toppen af politik trækker store veksler på familielivet, og i weekenden blev Sebastian Kurz far for første gang.

    - Da mit eget barn blev født, indså jeg, hvor mange smukke og vigtige ting, der er uden for politik, sagde han på pressemødet.

    Trods alvorlige anklager hængende hen over hovedet ser Sebastian Kurz tilbage på sine ti år i politik med glæde:

    - Jeg håber, at jeg har været i stand til at gøre min del til at bringe vores smukke Østrig en lille smule i den rigtige retning, sagde han.

    • Da korruptionsanklagerne blev fremsat i begyndelsen af oktober, blev der demonstreret foran ÖVP's hovedkvarter i den østrigske hovedstad, Wien. (Foto: Lisi Niesner © Ritzau Scanpix)
    • Demonstranternes budskab var, at de vil have den nu tidligere østrigske kansler sat bag tremmer. (Foto: CHRISTIAN BRUNA © Ritzau Scanpix)
    • Sebastian Kurz afviser alle anklager. (Foto: ALEX HALADA © Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    Da Sebastian Kurz i oktober måtte trække sig som kansler, var det trods hans unge alder anden gang, han måtte forlade posten som følge af en skandalesag.

    Første gang var i 2019, hvor han efter et par år som verdens yngste regeringsleder blev væltet ved en tillidsafstemning. Den blev udløst, efter hans vicekansler, Heinz-Christian Strache fra Frihedspartiet, blev taget i at tilbyde store statslige ordrer til gengæld for økonimisk støtte i valgkampen.

    Sagen fik navnet Ibiza-gate, fordi episoden udspillede sig på et luksuriøst sommerhus på Ibiza i sommeren 2017, hvor Heinz-Christian Strache blev narret af en kvinde, der udgav sig for at være en rig niece til en russisk oligark.

    Optagelser, som du kan se herunder, viser, hvordan Heinz-Christian Strache tilbyder store statslige ordrer til den russiske kvinde til gengæld for støtte i valgkampen.

    Se uddrag af skandale-videoen her:

    Sagen førte til, at Sebastian Kurz udskrev valg. Her fik hans konservative parti, ÖVP, hele 37,5 procent af stemmerne og kunne indgå regering med De Grønne.

    Men sagen er ikke drevet over. En kommission, der undersøger Ibiza-gate, offentliggjorde i foråret sms'er, der sætter Kurz' indblanding i søgelyset, og som muligvis kan give ham tre års fængsel for falsk vidnesbyrd, hvis han bliver dømt.

  31. I dag kl. 13:40

    3,6 millioner år gamle og gådefulde fodspor kan være sat af ukendt abemenneske

    Forskere arbejder ved en berømt udgravning i Laetoli i det nordlige Tanzania, hvor man i 1970'erne fandt de fodspor, som kan vise sig at tilhøre en ukendt art af tidlige mennesker - de såkaldte abemennesker. (Foto: Shirley Rubin © Ritzau Scanpix)

    I 1970’erne opdagede en gruppe forskere tusindvis af fodspor i området Laetoli i Tanzania i Afrika.

    Fodsporene var blevet sat i våd aske fra en vulkan for cirka 3,66 millioner år siden, og størstedelen af dem kom fra forskellige dyr.

    Enkelte af sporene vurderede forskerne dog til at stamme fra den tidlige menneskeart. Det er den samme art, som det berømte fossil Lucy tilhører.

    En rekonstruktion af abemennesket Australopithecus afarensis fra det tyske Neanderthal Museum. I 1974 udgravede arkæologer et fossil af den for længst uddøde art i Etiopien. Fossilet fik navnet 'Lucy'.

    Og så var nogle aftryk, forskerne ikke kunne forklare.

    De lignede til dels spor fra afarensis, men de var samtidig noget bredere. På grund af den mystiske fodform konkluderede nogle forskere, at sporerne måtte være sat af bjørne.

    Men det er ikke tilfældet ifølge en ny undersøgelse udgivet i tidsskriftet Nature.

    En genudgravning og nye undersøgelser af fodsporene viser nemlig, at der i stedet kan være tale om en uidentificeret tidlig menneskeart. En såkaldt hominin - eller abemenneske.

    - Det er fantastisk, at vi 45 år efter opdagelsen kan få løftet noget af sløret for, hvad det er, der har gået der dengang.

    Sådan lyder det fra professor i evolutionshistorie og direktør på Statens Naturhistoriske Museum Peter C. Kjærgaard, der har kigget på undersøgelsen.

    - Man havde i sin tid en idé om, at det skulle være bjørnespor ud fra en lidt farverig sammenligning med cirkusbjørne, der gik på to ben. Men nu kan vi se, at det ikke passer, siger han og fortsætter:

    - Fodsporene viser blandt andet, at benene er blevet krydset ind over hinanden. Det vil ikke se sådan ud hos bjørne. Derudover har fodsporene nogle helt klare karakteristika, som vi kender fra mennesker. Der er en dyb hæl og en prominent storetå.

    Til venstre fodspor fra Australopithecus afarensis. Til højre fodspor fra det endnu ukendte abemenneske.

    Peter C. Kjærgaard har nogle bud på mulige forklaringer. Dem vender vi lige tilbage til.

    Den nye undersøgelse af fodsporene har krævet flere forskellige typer af forskningsarbejde.

    - Først har de genudgravet det sted, hvor sporene blev fundet. Så har de anvendt teknologier som 3D-scanninger, der gør det meget lettere at analysere fodsporene, siger Peter C. Kjærgaard.

    Derudover har forskerne lavet eksperimenter med bjørne for at finde ud af, om bjørne kan lave aftryk, der minder om de udgravede fodspor.

    Forskerne har 50 timers videooptagelse af amerikanske sortbjørne, der bliver lokket med sirup for at gå på to ben. Bjørnene gik på to ben i mindre end én procent af observationstiden.

    Forskerne mener derfor, at der burde være tegn på spor, hvor individet har gået på fire ben, hvis der skulle være tale om bjørne. Men det viser udgravningerne ikke.

    Da der ikke er tale om fodspor fra arten afarensis, vil Peter C. Kjærgaard ikke udelukke, at der kan være tale om en hidtil ukendt art af abemennesker.

    De fossile rester af det omkring 3,2 millioner år gamle abemenneske Lucy, som kun målte omkring 110 centimeter i højden. (Foto: handout © Scanpix Denmark)

    - Når vi kigger på hominine fossiler (fossiler af uddøde menneskearter, red.), så kender vi ikke rigtig til andre end afarensis, der levede på det her tidspunkt. Så hvem skulle det så være?, siger han.

    Men han hælder mest til, at der er tale om en mulig stamart til afarensis ved navn Australopithecus anamensis.

    Anamensis levede for mellem 4,2 og 3,8 millioner år siden.

    - Noget tyder på, at de to arter måske har overlappet hinanden. Så måske har anamensis levet længere tid, end vi troede. Vi har bare ikke fundet nogle fossiler endnu, der bekræfter det, siger Peter C. Kjærgaard.

    Peter C. Kjærgaard har et tredje bud på en forklaring på de mystiske fodspor.

    - Der kan også være tale om en stamart til chimpanserne. For deres fodspor er forholdsvis tæt på vores, selvom de også adskiller sig på nogle punkter, siger han.

    Forklaringen er hypotetisk, men kunne være sensationel.

    - Vi kender ikke meget til, hvordan chimpansernes forfædre har udviklet. For her har vi stort set ikke nogen fossiler. Så for mig at se vil det faktisk være endnu mere spændende, hvis det var tilfældet, siger Peter C. Kjærgaard.

  32. I dag kl. 13:21

    Efter opfordring til kollektive opsigelser: Fem har sagt op i Region Hovedstaden

    Region Hovedstaden har modtaget maksimalt fem opsigelser fra sygeplejersker, der er relateret til den kollektive opsigelse, der blev opfordret til i starten af ugen.

    - På den baggrund foretager Danske Regioner en vurdering af, hvorvidt omfanget er så stort, at det kan betragtes som kollektive opsigelser, som giver anledning til indberetning for Arbejdsretten, lyder det fra regionen i et skriftligt svar.

    Bliver sagen indberettet, skal der tages stilling til, om opsigelserne skal dømmes ugyldige.

    Opfordringen til protestopsigelser kom fra en Facebookgruppe med navnet '#Kollektivopsigelse - Vi siger fra!' med sygeplejersken Luca Pristed som administrator.

  33. I dag kl. 13:06

    Terrorsagen fra Holbæk: Dropper sigtelsen mod flere personer

    Statsadvokaten har valgt at droppe sigtelserne mod flere personer i en sag, der omhandler terror fra Holbæk.

    Det bekræfter kommunikationsenheden over for DR Nyheder. De ønsker dog ikke at sige, hvor mange personer der er tale om.

    DR Nyheder har kontaktet forsvarsadvokaterne til de syv personer, som er løsladt i sagen. De bekræfter alle, at sagen er droppet mod deres klienter.

    En ottende person, der blev løsladt i september, er efterfølgende afgået ved døden. Hans sag er ligeledes afsluttet.

    I begyndelsen af februar blev i alt 13 personer anholdt på baggrund af en sigtelse om forsøg og medvirken til forsøg på terrorisme, som ifølge politiet skulle være foregået i enten Danmark eller Tyskland.

    DR Nyheder har tidligere talt med A, som var sigtet i sagen, og som i over ti uger sad varetægtsfængslet.

    Han er en af de personer, hvor sigtelsen er droppet, oplyser hans forsvarsadvokat, Peter Secher.

    Der er stadig fem sigtede i sagen, og de sidder fortsat varetægtsfængslet.

  34. I dag kl. 16:56

    Sag om 25 timers bæltefiksering får regeringen til at fremsætte nyt lovforslag

    Det var ikke en korrekt handling, da den lukkede psykiatriske afdeling i Glostrup bæltefikserede 23-årige Silas Dam i over 25 timer tilbage i 2018.

    Det medgiver sundhedsminister Magnus Heunicke i en skriftlig kommentar til DR, efter at Silas Dams sag netop har været for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

    Silas Dam, der er autist, blev bæltefikseret efter en episode, hvor han reagerede voldsomt.

    Efterfølgende førte han en sag i både byretten, i landsretten og hos menneskerettighedsdomstolen.

    Nu har staten og Silas Dam indgået et forlig, der ikke alene giver ham en erstatning på 90.000 kroner, men også kræver, at regeringen fremsætter et lovforslag om indførelsen af en notatpligt minimum en gang i timen under en bæltefiksering.

    - Det er en sejr for alle psykiatriske patienter. For min sag vil jo forhåbentlig bane vejen for en bedre psykiatri, siger Silas Dam om afgørelsen.

  35. I dag kl. 12:51

    Axelsen spiller sig semifinalen ved World Tour Finals

    Viktor Axelsen er klar til semifinalerne ved World Tour Finals som gruppevinder. Det blev en kendsgerning, da han torsdag slog inderen Lakshya Sen med cifrene 21-15, 21-14.

    Den danske verdensetter er dermed sikker på gruppesejren efter bare to spillede kampe, da de to resterende deltagere i gruppen begge trak sig med skader i deres første kamp onsdag.

    Rasmus Gemke trak sig med en knæskade mod Axelsen, mens den tidligere japanske verdensetter Kento Momota opgav at spille mod Lakshya Sen, som dermed også avancerer til turneringens næste fase.

  36. I dag kl. 12:34

    Brand påvirkede togtrafikken i Holstebro

    Foto: Steen Færgemand

    En større brand i centrum af Holstebro påvirkede torsdag formiddag togdriften mellem Holstebro og Herning.

    Branden gav meterhøje flammer og sort røg, og man skulle holde sig ude fra røgfanen, da det kan være sundhedsskadeligt at indånde den kraftige røg, fortæller Midt- og Vestjyllands Politis indsatsleder Claus Ejlersen.

    - Der har været personer inde i bygningen, de er alle reddet ud.

    I alt ti personer er kørt til forskellige hospitaler med henblik på observation for røgskader.

    Brandårsagen er endnu ukendt.

  37. I dag kl. 12:26

    Christian Eriksen er igen på træningsbanen

    Christian Eriksen var senest i kamp mod Finland ved EM. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Christian Eriksen, der blev ramt af hjertestop under sommerens EM, genoptræner på OB's træningsanlæg i Ådalen i Odense.

    Det bekræfter sportschef Michael Hemmingsen over for B.T.

    - Vi er rigtig glade for, at Christian Eriksen i disse dage holder formen ved lige på vores baner.

    - Vi har holdt forbindelsen med Christian, siden han skiftede fra OB, og derfor er vi glade for, at han spurgte os, om han kunne genoptræne i Ådalen, siger Michael Hemmingsen.

    Ifølge avisen træner Eriksen alene i selskab med en personlig træner.

    Den italienske sportsvis La Gazzetta dello Sport skrev i november, at Eriksen har besluttet at fortsætte karrieren, men det er ikke blevet bekræftet fra Eriksen.

    Han kan dog blive tvunget til at skifte fra sin klub, Inter, hvis han vil fortsætte karrieren, da han har fået indopereret en hjertedefibrillator, som man ikke må spille med i Italien.

  38. I dag kl. 12:25

    Sundhedsstyrelsen vil sætte fødsler tidligere i gang

    Artiklen er blevet rettet, efter at Sundhedsstyrelsen har oplyst, at man ikke har formuleret tydeligt nok, at der var tale om anbefaling, der er sendt i høring. Det er også blevet præciseret, at det ikke er en anbefaling om senest at sætte fødslen i gang en uge efter termin, men blot at det er der, man i dialog med den gravide skal overveje en igangsættelse.

    Sundhedsstyrelsen har sendt en ny national klinisk anbefaling i høring, der ser på, hvornår en fødsel bør sættes i gang.

    Sundhedsstyrelsen anbefaler nu, at man overvejer en igangsættelse en uge efter termin, hvilket er tre-fem dage tidligere end i dag.

    Anbefalingen kommer på baggrund af en anbefaling fra en række faglige eksperter.

    Resultaterne viser, at igangsættelse en uge over terminen reducerer risiko for fosterdød med cirka 80 procent, og at der samlet set ikke er negative påvirkninger af barnet ved igangsættelse.

    Anbefalingen gælder kun for raske gravide.

  39. I dag kl. 12:23

    Forsvaret: Der var ni og ikke otte på piratfartøj

    Efter nærmere gennemgang vurderer Forsvaret, at der var ni og ikke otte formodede pirater om bord på det fartøj, Esbern Snare standsede.

    Ændringen sker på baggrund af yderligere gennemgang af videomateriale fra fregattens Seahawk-helikopter samt informationer fra de tilfangetagne pirater.

  40. I dag kl. 12:19

    To mænd skal i fængsel for at opbevare 200 kilo dynamit i et skur på Amager

    Torsdag middag har Københavns Byret idømt to mænd på 21 og 55 år fængselsstraffe på henholdsvis fem og fire år for at have opbevaret mere end 200 kilo dynamit på en adresse på Amager.

    Det skriver Ritzau.

    Dynamitten blev fundet i en planlagt politiaktion 18. april i et skur i Sundby på Amager.

    Begge mænd erkendte sig skyldige.

    Den 21-årige er ifølge politiet tilknyttet til rocker- og bandemiljøet.

  41. I dag kl. 12:11

    Østrigs korruptionsanklagede ex-kansler Sebastian Kurz trækker sig fra politik

    Efter en kometkarriere i Østrigs politik efterfulgt af anklager om korruption trækker den tidligere kansler Sebastian Kurz sig nu helt fra politik. (Foto: Leonhard Foeger © Ritzau Scanpix)

    Østrigstigs tidligere kansler Sebastian Kurz trækker sig nu fra formandsposten i det konservative parti, ÖVP, og siger helt farvel til politik. Det fortæller han på et pressemøde.

    - Jeg er hverken helgen eller kriminel. Jeg er en person med fejl og svagheder, med alt hvad dertil hører. Og jeg ser frem til den dag, hvor jeg i retten kan bevise, at beskyldningerne mod mig er falske, siger han ifølge avisen Kronen Zeitung.

    Den 35-årige politiker trak sig i oktober fra posten som Østrigs kansler, efter anklagemyndigheden meddelte, at han var under mistanke for korruption. Mistanken går på, at han skulle have købt sig til positiv medieomtale på skatteydernes regning.

    Det østrigske finansministerium mistænkes konkret for at have indrykket annoncer for over en million euro - svarende til cirka 7,5 millioner danske kroner - i en avis til gengæld for positiv omtale og manipulerede meningsmålinger, der gjorde Sebastian Kurz mere populær.

    Han har tidligere afvist alle anklager. Kanslerposten overlod han i oktober til partifællen Alexander Schallenberg.

  42. I dag kl. 11:35

    Politiet: Vi ved, hvem der ejer to hunde, der bed gymnasieelever

    Politiet ved, hvem der ejer de to hunde, der i dag har bidt fem elever på Tårnby Gymnasium på Amager.

    Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

    Det er tidligere meldt ud, at politiet har affyret skud mod den ene hund. Den er nu blevet aflivet af en dyrlæge.

    - Vi er fortsat til stede med beredskab og nærpoliti for at tale med de implicerede og klarlægge det præcise hændelsesforløb, skriver politiet.

    Det er fortsat uvist, hvor slemt de fem elever er kommet til skade, men politiet bekræfter altså nu, at alle fem er blevet bidt.

  43. I dag kl. 11:31

    Olympisk Komité aftaler personligt møde med 'forsvundet' kinesisk tennisspiller

    Den Internationale Olympiske Komité (IOC) bekymrer sig om tennisspilleren Peng Shuais ve og vel.

    Det understreger IOC i et statement om den kinesiske tennisspiller, der ikke har vist sig frem i andet end videosekvenser, efter at hun 2. november anklagede den tidligere vicepremierminister Zhang Gaoli for at have misbrugt hende seksuelt.

    21. november havde IOC et videomøde med Peng Shuai, og nu oplyser IOC, at man har haft endnu et videomøde med den omtalte doublespecialist.

    - Vi deler den samme bekymring for Peng Shuais velvære og sikkerhed som mange andre mennesker og organisationer. Det er netop grunden til, at et IOC-hold i går (onsdag, red.) afviklede endnu et videoopkald med hende.

    - Vi har tilbudt hende bred støtte, vil holde regelmæssig kontakt med hende og har allerede aftalt et personligt møde i januar, lyder det fra IOC.

  44. I dag kl. 11:09

    Nyt forsøg på at genskabe slettede sms-beskeder

    Der bliver nu åbnet op for at FE, Forsvarets Efterretningstjeneste, skal forsøge at genskabe SMS-beskeder fra statsminister Mette Frederiksen, departementschef Barbara Bertelsen, stabschef Martin Justesen og departementsråd Pelle Pape.

    Det oplyser Minkkomissionen til B.T.

    For to uger siden kom det frem, at det ikke var lykkedes politiets teknikere at genskabe beskederne, der er blevet efterspurgt som dokumentation i den igangværende Minkkommission.

    Beskederne skal bidrage til at kaste lys over kommunikationen i Statsministeriet i sagen om den manglende hjemmel til aflivning af mink.

    - Vi har bedt bisidderne om at tale med deres klienter. Det handler jo også om samtykke. Nu venter vi på et svar, siger kommissionens formand, Michael Kistrup, til B.T.

    DR har forsøgt at få svar på om de fire har tænkt sig at lade andre end politiet forsøge at genskabe beskederne.

    Mette Frederiksens bisidder Lars Kjeldsen siger til DR:

    - Jeg kommunikerer ikke med kommissionen gennem pressen, selvom Michael Kistrup forsøger på det.

    Senere i dag skal Pelle Pape afhøres i minkkommissionen.

    Det er ikke lykkedes at få et svar fra Statsministeriet.

  45. I dag kl. 10:55

    Landmænd, sekretærer og piloter skal vaccinere mod corona

    Lige nu øver hun sig på appelsiner, men snart er 46-årige Mie Ingerslev Jensen uddannet til at vaccinere befolkningen mod coronavirus. (Foto: Anders Bøgelund Friis)

    De ældre og sårbare har allerede fået tilbuddet. Og snart får vi alle sammen mulighed for at få det tredje stik mod coronavirus. Det såkaldte boosterstik.

    Men med de tusindvis af coronavacciner, der skal gives, er der ikke nok sundhedsfaglige hænder til at stikke kanylerne i skuldrene.

    Derfor vil Region Sjælland forsøge at få flere til at hjælpe med at vaccinere befolkningen, og de er i fuld gang med at rekruttere personale.

    I en ny kampagne forsøger regionen at rekruttere personale til at stå for at vaccinere, selvom de ikke er uddannet læger, sygeplejersker eller SOSU-assistenter.

    - Der er ikke sundhedsfaglige hænder nok på nuværende tidspunkt, og der er forøget coronasmitte i vores samfund og derved forøget pres på vores sygehuse. Derfor rækker vi hånden ud til andre faggrupper, siger Søren Wistisen Rasmussen

    Han er lægefaglig enhedschef i det nære sundhedsvæsen i Region Sjælland.

    Også den ny indsats om at få de 5-11-årige vaccineret gør, at der er tryk på systemet og brug for flere hænder.

    Bettina Tomczyk er sygeplejerske og sundhedsfaglig konsulent i Region Sjælland, og hun har allerede lært over 200 personer uden sundhedsfaglig baggrund at vaccinere.

    Vaccinecentret i Næstved er et af de steder, hvor hun underviser i teori og praksis.

    Her bliver der brugt både appelsiner og dukkeskuldre i undervisningen, som eleverne sprøjter saltvand ind i. Og skal der bruges en rigtig muskel, lægger Bettina Tomczyk også gerne sin egen skulder til.

    Det her er ikke et lynkursus. De får teoretisk undervisning, en færdighedstræning og en praktisk supervision ude i virkeligheden, så de bliver rigtig godt trænet i det.
    Bettina Tomczyk, sygeplejerske og sundhedsfaglig konsulent, Region Sjælland

    Hun forstår godt, at nogle borgere kan blive bekymret over, at det ikke er en sundhedsfaglig person, der giver stikket. Men ifølge hende er oplæringen fuldstændig den samme, som når en læge eller en sygeplejerske skal oplæres i at vaccinere.

    - Det her er ikke et lynkursus. De får teoretisk undervisning, en færdighedstræning og en praktisk supervision ude i virkeligheden, så de bliver rigtig godt trænet i det.

    - Og man skal lige huske, at der er sygeplejersker, der aldrig har givet vaccination, for det er ikke en del af vores uddannelse, så det er samme kvalitet i stikket, siger Bettina Tomczyk.

    Hun slår desuden fast, at der altid er sundhedsfagligt personale til at hjælpe, hvis der er behov for en sundhedsfaglig vurdering.

    Sygeplejerske Bettina Tomczyk underviser Victor Rask og Mie Ingerslev Jensen i at vaccinere. (Foto: Anders Bøgelund Friis)

    46-årige Mie Ingerslev Jensen er en af dem, der i øjeblikket er ved at blive uddannet til at kunne vaccinere.

    Hun er oprindelig uddannet indenfor butiksfaget og har arbejdet i butik i 27 år. Men nu havde hun lyst til, at der skulle ske noget nyt.

    - Nu var tiden til det. Smitten stiger, og jeg fik lyst til at hjælpe befolkningen med at blive vaccineret, siger hun.

    - Jeg er egentlig glad for servicefaget, men her giver jeg jo også en form for service. Der er bare ikke et produkt imellem os, men en vaccination.

    Smitten stiger, og jeg fik lyst til at hjælpe befolkningen med at blive vaccineret
    Mie Ingerslev Jensen, kommende vaccinatør

    Hun er ikke nervøs for, at hun inden så længe skal skifte appelsinerne ud med rigtige menneskeskuldre, men hun forstår godt, hvis nogle borgere bliver nervøse over, at det ikke er en med sundhedsfaglig baggrund, der skal give dem stikket.

    - Men til gengæld er jeg specielt uddannet til det her, og jeg skal ikke vejlede i alle mulige andre ting. Jeg føler, jeg har helt styr på det, siger hun.

    Mie Ingerslev Jensen stikker kanyler med saltvand i appelsiner for at lære at vaccinere. (Foto: Anders Bøgelund Friis)

    Kampagnen fra Region Sjælland har til formål at hente personale til flere forskellige funktioner udover vaccination som for eksempel podning, transport og administration.

    Ifølge Region Sjælland søger de i øjeblikket 300 personer til både at teste og vaccinere.

    Der er allerede flere ikke-sundhedsuddannede som for eksempel landmænd, butiksmedarbejdere og en pilot, som er blevet lært op.

    Også i Region Midtjylland og Region Hovedstaden benytter man ikke-sundhedsfagligt personale til at foretage vacciner.

  46. I dag kl. 10:51

    Tidligst klokken 14 kører der tog over Storebælt

    Det bliver først hen ad eftermiddagen, at der igen kører tog mellem Odense og Korsør.

    Det skriver DSB på sin hjemmeside.

    - Vi forventer tidligst, at situationen er klokken 14, lyder det.

    Det er en nedrevet køreledning ved Nyborg, der har skabt problemerne.

    Indtil da er der indsat togbusser på strækningen.

  47. I dag kl. 10:50

    Energipriserhimmelflugt kan koste livsværk: Det er ikke sikkert, vi overlever vinteren

    De høje energipriser får John Christensen til at frygte for, om hans virksomhed overlever vinteren. (Foto: Sophie Baltzer © DR)

    I 51 år har John Christensens familie haft gartneri ved Langeskov på Østfyn.

    Gas- og elpriserne er de seneste måneder eksploderet, og for Gartneri Ellelund betyder det, at deres regning for blot en enkelt måned er steget fra omkring 200.000 kroner til 1 millioner kroner.

    Gasprisen er steget med 700 procent, og elpriserne er fordoblet. Så det er den perfekte tsunami
    Mads Pedersen, direktør, Alfred Pedersen & Søn

    - Det er voldsomt, så det er ikke sikkert, vi holder vinteren over. I øjeblikket tager vi en måned ad gangen og ser, hvad der sker, siger John Christensen, der ejer gartneri Ellelund.

    Gartneri Ellelund er langt fra de eneste, som mærker de stigende energipriser.

    Ifølge Lars Aagaard, der er administrerende direktør i Dansk Energi, så er situationen usædvanlig.

    - Vi har oplevet prissvingninger før. Men det usædvanlige her er, at vi kommer fra lave priser i både el og gasmarkedet til historisk høje priser, og det er gået mega hurtigt, siger Lars Aagaard.

    Hos gartneriet Alfred Pedersen & Søn lidt syd for Odense står der i øjeblikket tomme drivhuse. Det gør der, fordi de har skruet deres produktion af tomater og agurker ned med 40 procent, da energipriserne presser markedet.

    - Gasprisen er steget med 700 procent, og elpriserne er fordoblet. Så det er den perfekte tsunami, siger Mads Pedersen, der er direktør for Gartneriet Alfred Pedersen & Søn.

    På Gartneriet Alfred Pedersen & Søn har de skåret ned på produktionen af tomater og agurker og har måtte fyre medarbejdere på grund af de høje energipriser. (Foto: Sophie Baltzer © DR)

    Det betyder også, at gartneriet fyrer 30 medarbejdere.

    - Det er kun på grund af de energipriser, vi har oplevet de seneste seks måneder. Det har gjort, at vores kunder er bange for, at aftaget ud i butikkerne bliver mindre. Derfor har de skåret ned for deres ordrer, og vi har skåret ned for vores produktion, siger Mads Pedersen.

    Med færre grøntsager i drivhusene forudser Mads Pedersen, at en bakke tomater i supermarkedet vil stige fra cirka 15 kroner til 18 kroner.

    Men hos COOP forventer kommunikations- og analysechef Lars Aarup ikke, at regningen for stigende elpriser kommer til at lande hos forbrugerne.

    - Lige nu er vi i gang med at lave årskontrakter med leverandørerne. Her er supermarkedets opgave er at holde priserne i ro, så forbrugerne mærker det mindst muligt. Der vil muligvis komme prisstigninger, men jeg forventer ikke det er mere end 1-2 kroner, siger Lars Aarup.

    Lige som boligejere beslutter sig for, om de om vil have et fastforrentet lån eller et flexlån, har gartnerier også mulighed for at fastlåse prisen på deres energipriser.

    Der er nok lidt for mange virksomheder, der er lullet ind i, at der ikke var nogen risiko for at priserne skulle stige. Det oplever de så nu, og det er klart, at det kommer som en ubehagelig overraskelse
    Lars Aagaard, administrerende direktør, Dansk Energi

    Det betyder også, at det i lange perioder er en god forretning at følge markedet. Men når priserne eksploderer, som de har gjort den seneste tid, så bliver virksomhederne også straffet prompte.

    Det gælder også hos Gartneriet Alfred Pedersen & Søn. Her har de bundet 25 procent af deres energi i faste priser.

    - Vi har desværre ikke bundet ret meget. Lige her og nu er det rigtig kedeligt. Omvendt har det været rigtig, rigtig godt i rigtig, rigtig lang tid, siger Mads Pedersen.

    Netop gartneriernes strategi med at følge markedets priser i stedet for at låse dem fast, er en kalkuleret risiko, siger Lars Aagaard fra Dansk Energi.

    - Der er nok lidt for mange virksomheder, der er lullet ind i, at der ikke var nogen risiko for, at priserne skulle stige. Det oplever de så nu, og det er klart, at det kommer som en ubehagelig overraskelse, siger Lars Aagaard.

    Hvordan energipriserne udvikler sig i den kommende tid er svær at spå om. Men ifølge Lars Aagaard tyder markedet på, at priserne vil forsætte til fyringssæsonen er overstået.

    Men det er ikke i år, vi skal håbe på en hvid jul, lyder det fra Lars Aagaard. Energipriserne vil nemlig være meget afhængige af det vejr, vi får de kommende måneder.

    - Hvis vi får en iskold vindstille vinter i Rusland, Tyskland, Frankrig og Norden, så vil energibehovet stige markant, og det vil presse naturgaspriserne yderligere op. Hvis vi derimod får en mild, blæsende og regnfuld vinter, får nordmændene vandkraft, og vi får vindkraft. Og så vil priserne falde igen, siger Lars Aagaard.

    Hos Gartneri Ellelund følger de også nøje med i udviklingen. Selv om de har sat ekstra gardiner op i gartneriet for at holde på varmen. Derfor er de dybt afhængige af prisudviklingen.

    Selv kalder gartneriejeren situationen for uvirkelig.

    - Vi skal have en bank til at føre os videre. Elles lever gartneriet kun i vores hænder i 51 år, siger John Christensen.

  48. I dag kl. 13:23

    Ændrer reglerne: Nu skal folketingsmedlemmer aflevere lægeerklæringer ved sygeorlov

    Samtlige partier støtter op om strammere regler for folketingspolitikere på orlov: En sygeorlov med fuld løn skal kræve en lægeerklæring.

    Der skal dokumentation på bordet, hvis folketingsmedlemmerne fremover vil på sygeorlov i ubestemt tid og med fuld løn.

    Det har partierne givet hinanden håndslag på. I fremtiden er det et krav, at der skal vises en lægeerklæring.

    Beslutningen er taget i Udvalg for Forretningsorden i Folketinget, der med manøvren gør krumspring omkring det faktum, at politikerne formelt set ikke er ansat. De er valgt til deres embede af vælgerne.

    Vi synes, det giver mening at indføre retningslinjer, der minder om dem, som gælder bredt på arbejdsmarkedet.
    Henrik Dam Kristensen, formand, Folketinget.

    - Vi har som udgangspunkt ingen grund til at betvivle, at medlemmer er syge, når de anmoder om at få sygeorlov. Men vi synes, det giver mening at indføre retningslinjer, der minder om dem, som gælder bredt på arbejdsmarkedet.

    - Også selv om man ikke kan sammenligne hvervet som folketingsmedlem med en ansat, der er underlagt en arbejdsgiver, siger Folketingets formand Henrik Dam Kristensen.

    Indtil nu har politikerne rent formelt skullet søge Folketingets formand om orloven - vel at mærke uden tidbegrænsning og med fuld løn. Den står i 700.000 kr. plus diverse tillæg og pension.

    Et flertal i Folketinget har tidligere afvist at indføre krav om lægeerklæring før et medlem kunne få sygeorlov.

    Dansk Folkeparti har nemlig ved flere lejligheder fremsat forslaget, som er blevet nedstemt, og derfor hilser partiets gruppeformand nu de nye, strammere regler velkommen.

    - Det er helt klart på sin plads, at det (en lægeerklæring, red.) skal afleveres som på andre arbejdspladser, siger Peter Skaarup.

    Samtidig peger han dog på et belejligt hul i de nye retningslinjer:

    I nogle tilfælde har man haft det indtryk, at partierne sender en person på sygeorlov.
    Peter Skaarup, gruppeformand, Dansk Folkeparti.

    - Jeg havde dog gerne set, at det skete til Folketinget og ikke til gruppeformanden (der er en partifælle, red.), siger han og fortsætter:

    - I nogle tilfælde har man haft det indtryk, at partierne sender en person på sygeorlov.

    Billedet af at sætte en ræv til at vogte gæs passer ifølge Peter Skaarup meget godt på de nye regler for politikerne. Underforstået mener han, at partifællen - eller bare partiet kan have nøjagtig samme interesse som politikeren i, at vedkommende tager orlov.

    Debatten om kravene til folketingsmedlemmers betalte sygeorlov er blusset op ved flere lejligheder. Blandt andet da den tidligere radikale leder Morten Østergaard trak sig efter et dramatisk krisemøde i partiet efter flere sager om krænkelser.

    Det skete i oktober 2020 og ved den lejlighed sygemeldte han sig fra sit hverv som folketingsmedlem. Det betød, at han frem til juni måned i år modtog vederlag - altså løn - fra Folketinget uden krav om dokumentation for, at han var syg.

    Også løsgængeren Naser Khader sygemeldte sig tilbage i april med stress. Det skete i umiddelbar forlængelse af en historien i Berlingske, hvor det daværende konservative folketingsmedlem blev beskyldt for at have intimideret en lang række kritikere ved at kontakte deres arbejdsgivere og/eller have truet med at gøre dette.

    Khader raskmeldte sig i august måned i år. Han er siden blevet smidt ud af partiet efter flere kvinder har anklaget ham for at stå bag grænseoverskridende adfærd over en længere årrække.

    Udvalget går samtidig i rette med, hvad folketingsmedlemmerne kan, når de har sygeorlov. For hvis man ikke kan passe sit hverv som folketingsmedlem, så skal man heller ikke udtale sig offentligt om politik, lyder det.

    - Samtidig er det efter udvalgets opfattelse af væsentlig betydning, at ordningen for folketingsmedlemmers sygeorlov anvendes på en måde, der – også i offentligheden – viser, at sygeorlov alene meddeles i tilfælde, hvor vedkommende medlem på grund af sygdom faktisk ikke kan varetage sit hverv.

    Folketingsmedlemmer, der er på sygeorlov bør derfor hverken stille op til interview eller deltage i politiske tv-programmer, mener udvalget.

    - Vi har nogle gange set folketingspolitikere på sygeorlov, som har været voldsomt aktive i debatten, og det synes jeg ikke passer sig, siger Folketingsformand Henrik Dam Kristensen.

    Betyder det også, at man skal lade være med at lave opslag på Facebook om store politiske sager?

    - Det synes jeg ikke, at man skal.

    - Der er forskel på at lave et opslag som giver en update på, hvordan man har det og så at kaste sig ind i voldsomt store debatter, siger han.

    De nye retningslinjer umuliggør ikke, at folketingsmedlemmer kan tage orlov efter for eksempel voldsomme mediesager.

    Men hvis ikke de kan dokumentere, at de faktisk er syge, skal de søge en såkaldt privat orlov, og med den følger der ingen vederlag - det vil sige løn.

    Samtlige partier i Folketinget har tilsluttet sig de nye retningslinjer.

    Kl. 13.08: Artiklen er opdateret med interview med Henrik Dam Kristensen.

  49. I dag kl. 10:44

    Regioner: Intet tyder på flere opsigelser blandt sygeplejersker

    Det tyder ikke på, at så mange sygeplejersker har fulgt opfordringen om at sige deres job op fra 30. oktober.

    I hvert fald ikke ifølge Danske Regioner, der har lavet en rundspørge blandt landets fem regioner. Rundspørgen viser, at det ikke ser ud til, at der har været flere opsigelser end normalt.

    Danske Regioner understreger dog, at der er tale om et midlertidigt billede, og at man først har de fuldstændige tal i januar.

    Luca Pristed, der er sygeplejerske på Rigshospitalet og talsperson for Styregruppen for National Arbejdsnedlæggelse, sagde tirsdag sit job op, og han sagde, at han håber, at flere tusind sygeplejersker vil gøre det samme.

  50. I dag kl. 10:42

    Politiet affyrer skud, efter at hunde angriber og bider elever på gymnasium

    Fem elever på Tårnby Gymnasium på Amager er kørt på hospitalet, efter at flere hunde har angrebet eleverne.

    - Der var nogle hunde, der omkring klokken 9 løber ind på skolen og bider nogle elever, siger han om angrebet, som han betegner som "voldsomt".

    Det er uvist, hvor voldsomt eleverne er kommet til skade.

    Både politiet og ambulancepersonale er til stede ved gymnasiet, oplyser Mikkel Harder Sørensen til B.T.

    På Twitter oplyser politiet, at man har affyret skud mod en hund, som blev ramt. Ifølge politiet er der angiveligt tale om to hunde.

  51. I dag kl. 10:40

    Kunder og ansatte sneede inde i Ikea: Fik farseret svinekam og en nat i en valgfri seng

    Kunder og ansatte måtte i nat sove i udstillingsrummet i Ikea. (© Ikea)

    Mellem halv syv og syv i morges vågnede seks kunder og omkring 20 til 25 ansatte i sengene i Ikea Aalborgs showroom.

    For i går blev de sammen med resten af Nordjylland mødt af store mængder sne, glatte veje og senere frarådet al udkørsel af politiet, hvilket fik Ikea til at tilbyde ansatte og kunder, der ikke kunne komme hjem, en nat i en udstillingsseng eller sofa efter eget valg.

    En af dem, der vågnede i Ikea her til morgen, er Nanna Drejer, som sammen med to andre arbejder ved siden af varehuset.

    Da de ville hjem fra arbejde i går, havde deres biler snedynger over sig, hvilket gjorde, at de ikke kunne bakke ud.

    Nanna Drejer (i midten) er en af de kunder, der har sovet i varehuset. Til morgen var der kaffe og rundstykker, inden nogle skulle hjem og andre videre på arbejde. (© (c) privatfoto)

    Derfor søgte de mod Ikea, hvor de havde hørt rygter om, at der var husly.

    - Vi så pludselig, at der var nogle, som var strandet derovre, og i stedet for at sove i et koldt butikslokale, ville vi prøve, om vi ikke kunne komme til Ikea og få en nogenlunde søvn, siger Nanna Drejer.

    Og den beslutning var de godt tilfredse med.

    - Aftenen og natten har været god. Det er noget bedre end at sove i sin bil. Det har været dejlig varmt, og vi er bare lykkelige for, at de ville lukke os ind, siger Michelle Barrett, der til daglig arbejder i en legetøjsbutik ved siden af Ikea, til DR Nord.

    Ideen opstod i går i Ikea Aalborg, da trafikken pludselig begyndte at stå stille i Nordjylland, fortæller Ikeas manager Peter Elmose, som også tog en overnatning i varehuset.

    Han har i sine 16 år i Ikea ikke prøvet noget lignende.

    • Ikeas manager Peter Elmose går rundt i varehusets showroom, hvor kunder og ansatte kan vælge deres favoritseng for en nat. (© (Privatfoto))
    • Der faldt store mængder sne omkring Aalborg og udenfor varehuset den første december. Her ses parkeringspladsen med en håndfuld strandede biler. (© (Privatfoto))
    • Medarbejdere og kunder tog plads i kantinen, hvor der var julekalender og fodbold i fjernsynet. (© (Privatfoto))
    • Folk gik til ro i varehuset omkring klokken 23 eller 01 i nat. (© (Privatfoto))
    1 / 4

    - Vi begyndte at tænke, hvad gør vi, hvis medarbejderne ikke kan komme hjem?

    - Vinden tog til, og det væltede ned med sne, og så besluttede vi det.

    Og konklusionen blev altså, at man ville holde natteåbent for kunder og medarbejdere, som derfor frit kunne vælge sig en seng eller sofa fra varehusets showroom.

    Her kan du høre, hvordan det lød, da natten blev sunget ind:

    Aftenens gæster gik ikke sultne i seng, for der var både farseret svinekam, brun sovs, lune kanelsnegle, risalamande og varm kakao på menuen.

    Derudover stod aftenen på julekalender og fodbold, hvorefter folk gik til ro omkring klokken 23 eller 01.

    Peter Elmose valgte endda at vandre rundt mellem sengene, mens han sang godnatsang for de sovende. Og i morges kunne medarbejdere og kunder så vågne til kaffe og nybagte rundstykker.

    Historien har kørt i flere medier. Tænkte I (Ikea, red.) i går, at det reklamemæssigt godt kunne gå hen og blive en god historie for Ikea?

    - Det havde vi ingen anelse om, og det var ikke derfor, vi gjorde det. Det har slet ikke være i min tanke. Det var for medarbejdernes og kundernes sikkerhed, siger Peter Elmose.

    Han tilføjer, at sengene selvfølgelig nok skal stå klar med rent sengetøj, når dagens kunder møder ind fra klokken 10.

    Ikea i Aalborg var ikke det eneste sted i Nordjylland, hvor folk måtte skifte egen boxmadras ud med andre forhold.

    Ifølge Nordjyske måtte omkring 300 personer overnatte i lufthavnsterminalen i Aalborg lufthavn, da man ikke kunne skaffe busser eller hotelværelser til dem, oplyser driftsdirektør Kim Bermann til mediet.

Mere fra dr.dk