Nyheder

Nyheder

  • Ellen DeGeneres' populære talkshow stopper efter 17 år: Jeg trænger til udfordringer

    Ellen DeGeneres har haft mange prominente gæster. Her er det USA's tidligere præsident Barack Obama i 2016. (Foto: Kevin Lamarque © Scanpix)

    Den amerikanske talkshow-vært Ellen DeGeneres har gennem 17 år interviewet nogle af verdens største berømtheder i sit show 'The Ellen DeGeneres Show'.

    Men snart er det slut.

    - Når du er en kreativ person, så trænger du konstant til at blive udfordret - og uanset hvor godt og sjovt showet er, så er det ikke udfordrende mere, siger DeGeneres til Hollywood Reporter.

    Showet, der har vundet 64 af de prestigefulde Emmy-priser, slutter dog først i 2022, efter den 16. sæson er slut.

  • Topfolk fra Radio24syv vil gøre fiktiv og satirisk radiostation til virkelighed

    Tidligere programchefer på Radio24syv, Mikael Bertelsen og Mads Brügger, er klar på nye radioeventyr. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

    Måske kender du 'Undskyld vi roder', der i knap et år, har været en af landets mest populære podcasts.

    I podcasten følger man tilblivelsen af den fiktive radiostation R8dio, hvis medarbejdere mildt sagt fremstår ekstremt uprofessionelle.

    Men nu lader det til, at R8dio bliver til virkelighed, skriver finans.dk. I hvert fald er nogle af de mest fremtrædende folk fra hedengangne Radio24syv blevet medejere af det nystiftede selskab R8dio ApS. Det drejer sig om de tidligere programchefer Mads Brügger og Mikael Bertelsen samt Rasmus Bruun og Frederik Cilius, der stod bag en af kanalens mest populære programmer, 'Den Korte Radioavis'.

    Selskabet R8dio ApS skal "producere og levere radio og podcast", som der ifølge finans.dk står i cvr-registeret.

  • Uefa bekræfter mulig flytning af Champions League-finalen

    Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) bekræfter på Twitter, at Champions League-finalen måske alligevel ikke skal spilles på Atatürk Stadium i Instanbul, som det ellers har været planlagt.

    Uefa skriver, at der snarest vil komme en melding om, hvor finalen skal spilles.

    Tvivlen om finalens spillested er opstået efter Tyrkiet er blevet nedlukket på nationalt plan på grund af coronapandemien, og Storbritannien har forbudt rejser til netop Tyrkiet.

    Originalt skulle sidste års finale have været spillet på Atatürk Stadium i Istanbul, men det blev udskudt med et år på grund af coronapandemien.

    Chelsea og Manchester City er de to finalehold.

  • Bøn til foreningsliv i Holstebro: Luk ned, inden det sker automatisk

    Holstebro er en af de kommuner, der i øjeblikket har så høje smittetal, at kommunen er i fare for automatisk nedlukning.

    For at forhindre det, har kommunens økonomiudvalg en bøn til foreningslivet: Luk ned i 14 dage for at få bugt med smittetallene.

    Det skriver Holstebro Kommune i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at smitten særligt er stigende blandt børn og unge.

    Kommunens økonomiudvalg opfordrer derfor til, at foreningslivet, hvor bobler blandes, og hvor man ikke altid kan overholde afstandskrav, aflyser alle deres aktiviteter.

    Håbet er, at man kan undgå at lukke skoler, uddannelsessteder, butikker, serveringssteder, frisører og så videre, hvis foreningslivet lukker i 14 dage.

  • Hamas: Flere af vores ledere dræbt i israelsk angreb

    Ifølge Hamas har flere af dets ledere mistet livet i de israelske luftangreb. Det skriver nyhedsbureauret AFP.

    Samtidigt oplyser Israels militær, at 16 medlemmer af den militante palæstinensiske bevægelse er dræbt i et luftangreb onsdag.

    Gazas sundhedsministerium melder om mindst 53 dræbte, siden volden for alvor eskalerede mandag. Ifølge nyhedsbureauet Reuters har seks personer mistet livet i Israel.

  • Efter skarp kritik af Trump: Nu bliver Liz Cheney fjernet fra ledende post

    Liz Cheney har været i modvind efter sin hårde tale om Donald Trump. (Foto: Kevin Dietsch © Scanpix)

    Det er ikke faldet i god jord i det republikanske parti i USA, at Liz Cheney har rettet skarp kritik mod den tidligere præsident Donald Trump.

    Liz Cheney, der er datter af den tidligere vicepræsident Dick Cheney, er i dag blevet fjernet fra ledelsen i partiet, men inden da nåede hun at tale dunder for sine partikolleger i nat.

    Det skriver Reuters.

    - At forholde sig tavs og ignorere løgnen gør, at løgneren opmuntres. Jeg kommer ikke til at sidde stille og se på, mens andre leder vores parti i en retning, hvor man ser stort på landets love og slår sig sammen med den tidligere præsident og hans korstog for at underminere vores demokrati, lød det blandt andet natten til onsdag i dundertalen i Repræsentanternes Hus, der altså nu har fået konsekvenser for Liz Cheney.

    Cheney har haft en rolle som en art gruppeformand i partiet.

    Liz Cheney har ikke bare afvist Donald Trumps påstånde om valgfusk ved præsidentvalget, men stemte også for en rigsretssag mod Trump, da hun mener, at han var med til at opildne til angrebet på Kongressen den 6. januar i år.

  • Søren Brostrøm glæder sig: Nu bliver de 55-59-årige inviteret til vaccine

    I denne uge dumper der en invitation til coronavaccine ind hos de 55-59-årige.

    Og det glæder Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, der selv hører til denne aldersgruppe:

    - Jeg ser frem til, at det bliver min tur til at blive vaccineret, udtaler han i en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen, der gør status over vaccinationsudrulningen i Danmark.

    Her fremgår det også, at mindst 92 procent af borgerne over 70 år har sagt ja til til vaccinen.

    Men for at få endnu flere vaccineret sender Sundhedsstyrelsen påmindelsesbreve ud til alle dem, der er blevet inviteret til vaccination, men endnu ikke har booket tid.

  • Næsten en million danskere er færdigvaccineret

    Helt præcist regnes 929.200 danskere for at være færdigvaccineret.

    Det viser onsdagens opgørelse fra Statens Serum Institut.

    Derudover har lidt over hver fjerde af os fået det første vaccinestik mod covid-19.

    Herunder kan du se Ritzaus overblik over, hvordan vaccinationerne fordeler sig regionalt:

    * Region Hovedstaden

    Færdigvaccinerede: 293.383 (15,8%).

    * Region Midtjylland

    Færdigvaccinerede: 204.404 (15,3%).

    * Region Nordjylland

    Færdigvaccinerede: 95.485 (16,2%).

    * Region Sjælland

    Færdigvaccinerede: 151.371 (18,0%).

    * Region Syddanmark

    Færdigvaccinerede: 184.559 (15,1%).

  • Tivoli udskyder 'Fredagsrock' på ubestemt tid

    Hvis du bor i København eller omegn, ved du sikkert også, at Tivoli hver sommer blænder op for 'Fredagsrock', hvor forskellige prominente kunstnere fredag efter fredag sommersæsonen igennem spiller på Plænen i den københavnske forlystelsespark.

    Men det er slut nu. I hvert fald indtil videre.

    'Fredagsrock' udsættes nemlig på ubestemt tid på grund af coronarestriktionerne, oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.

    I stedet lancerer man et nyt fredags-musikkoncept, hvor der optrædes tre forskellige steder i haven i mindre formater. Det koncept får navnet 'Havefest'.

    Foreløbig skal Christopher, Peter Sommer, Drew Sycamore, Faustix, Søs Fenger og Hans Phillip spille til 'Havefest', som der er premiere på den 21. maj.

  • Uefa åbner sag mod Super League-trio

    Udbryderlysten kan få konsekvenser.

    Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har åbnet en disciplinærsag mod Juventus, Real Madrid og FC Barcelona, der skal undersøge, om klubberne forbrød sig mod reglerne i forsøget på at oprette en europæisk superliga, Super League.

    Det skriver AFP.

    De tre klubber er de sidste tilbageværende af de oprindelige 12 klubber bag initiativet, som stadig mener, at ligaen er en god idé og ikke har forkastet projektet.

    De ni forhenværende Super League-klubber har accepteret at betale en bøde til Uefa.

    De har også forpligtet sig til at give et beløb på over 100 millioner kroner til børne-, ungdoms- og græsrodsfodbold rundt om i Europa.

  • 1.246 personer nye smittede: Positivprocenten er 0,55

    1.246 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. Ingen personer er døde.

    Det er det højest antal smittede siden januar, men tallet skal ses i lyset af, at der er foretaget mange test. Positivprocenten ligger i tråd med de seneste dage.

    Dagens smittetal er baseret på 226.660 pcr-test. Det svarer til, at 0,55 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Der er nu 158 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er syv færre end i går. Af de indlagte er 29 på intensiv afdeling og 19 er i respirator.

    Der er indtil videre vaccineret 1.560.879 personer, hvilket svarer til 26,7 procent af befolkningen. 929.200 personer er færdigvaccinerede, hvilket er 15,9 procent af befolkningen.

  • Statsrevisorerne retter skarp kritik af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri for mangel på tilsyn med EU-midler

    Kritikken er den næsthøjeste kritik, som statsrevisorerne kan rette. (arkivfoto) (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

    Statsrevisorerne retter en skarp kritik af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri for ikke at have ført tilstrækkeligt tilsyn med de EU-midler, der er blevet givet til danske landmænd.

    Også Landbrugsstyrelsen modtager kritik for at have lavet fejlagtige juridiske vurderinger i en række sager. Statsrevisorerne retter kritik efter en skala, og kritikken i denne her sag er den næsthøjeste kritik, som statsrevisorerne kan rette.

    Sagerne omhandler midler udbetalt i perioden fra 2014 til 2019.

    Kritikken går på, at Landbrugsstyrelsen, der hvert år udbetaler EU-støttekroner til danske landmænd, ikke har ført ordentligt tilsyn.

    Det har haft den konsekvens, at landmænd potentielt har haft mulighed for at få udbetalt støttekroner uberettiget. En mulighed, Landbrugsstyrelsen i omkring 15 år - siden 2005 - har haft kendskab til kunne ske - uden at ændre praksis.

    - Det, der er situationen, er, at Rigsrevisionen har fundet ud af, hvor stor svindel der potentielt kunne have været. Det er selvfølgelig ikke svindel det hele, og vi kan ikke afdække det nøjagtige svindelbeløb, siger Klaus Frandsen (RV), statsrevisorernes næstformand.

    De seks statsrevisorerne retter skarp kritik af, at der har mangelfuld kontrol med udbetaling EU-midler.

    Statsrevisorernes undersøgelse viser, at der er 138 landbrugere, der har fået direkte støtte, og 19 landbrugere, der har modtaget såkaldt miljøteknologiordningstilskud, har kunne begå svindel.

    Helt konkret har en landmand kunne opsplitte sin landbrugsbedrift i flere virksomheder - flere CVR-numre - og derved kunne søge om økonomisk støtte flere gange, selvom der var tale om samme landbrug. Et eksempel kunne være marker som én virksomhed og ejendom som en anden. Derved ville en landmand kunne modtage 10 millioner kroner i støtte imod de 5 millioner, som ellers er støtteloftet.

    Det har vist sig, at der har været personsammenfald i ejerkredsen i 2.061 af landbrugsselskaberne. Selskaberne har fået udbetalt i alt 888 millioner kroner i 2019, uden at Lanbrugsstyrelsen har udført en nødvendig kontrol.

    Landbrugsstyrelsen oplyser, at der er behov for at styrke kontrollen af ejerforholdene.

    Esben Lunde Larsen var miljø -og fødevareminister fra 2016-2018 for Venstre. I dag er han fellow ved World Resources Institute. (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

    Det var den tidligere miljø- og fødevarerminister fra Venstre, Esben Lunde Larsen, der i 2018 godkendte det administrationsgrundlag for at opsplitte sin landbrugsbedrift og den manglende kontrol. På trods af, at han var blevet advaret af embedsværket.

    Og det kalder statsrevisorerne en 'skærpende faktor' i deres kritik.

    - Vi mener, der var advarselssignaler nok til, at han godt kunne have set, at det var problematisk, siger statsrevisor Klaus Frandsen (RV).

    Esben Lunde Larsen er ikke længere politiker, men havde han siddet som minister i dag, ville det være problematisk, siger Klaus Frandsen.

    - Det er en helt personlig holdning. Han ville næppe være minister efter sådan en sag, siger han.

    Undersøgelsen viser også, at interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer har lagt pres på for at fortsætte med at godkende ansøgninger om støtte, der gjorde brug af opsplitningen.

    - Det er højest usædvanligt. Vi må antage, det har været et meget graverende pres, siger Klaus Frandsen.

    - Der er en interesseorganisation, der har været inde og prøve og trygge på forvaltningen af EU-regler - det ser ikke kønt ud. Du har lagt noget op til en minister, hvor man godt vidste, at det lå skidt i forhold til EU-reglerne, siger han.

    - Vi kan se, at både den daværende minister, men også erhvervet har presset på. Det er der telefonnotitser og andet, der indikerer. Vi risikerer nu at skulle betale penge tilbage til EU på baggrund af denne sag, siger statsrevisor Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti.

    Hvorvidt der er foregået noget ulovligt i nogen af sagerne i sådan en grad, at det kan føre til politianmeldelse, siger statsrevisor Klaus Frandsen:

    - Der er en konkret konkret sag til vurdering hos Kammeradvokaten i øjeblikket.

  • Amazon vinder milliardstor skattesag over Vestager

    Amazon med Jeff Bezos i spidsen har i dag vundet en opsigtsvækkende appelsag mod Europa-Kommissionen. (Foto: LINDSEY WASSON © Scanpix)

    Det er ikke i tilstrækkelig grad blevet bevist, at den amerikanske nethandelgigant Amazon skulle være blevet begunstiget med ulovlige skattefordele i Luxembourg.

    Det er meldingen fra EU-domstolen, som nu har besluttet at annullere en knap fire år gammel afgørelse fra Europa-Kommissionen, hvor Amazon blev pålagt at tilbagebetale 250 millioner euro - knap 1,9 milliarder kroner - plus renter i skat.

    Vi bifalder domstolens afgørelse, som er helt i tråd med vores synspunkt om, at vi har fulgt alle de relevante love, og at Amazon ikke har modtaget nogen form for særbehandling.
    Amazon

    Dengang lød det fra konkurrencekommissær Margrethe Vestager (R), at Amazon over en årrække havde modtaget ulovlig statsstøtte i Luxembourg, hvor den har sit europæiske hovedsæde.

    Det havde ifølge den danske EU-kommissær ført til, at næsten tre fjerdedele af virksomhedens overskud ikke var blevet beskattet i det lille EU-land.

    - Amazon fik lov til at betale fire gange mindre i skat end andre lokale virksomheder, som var underlagt de samme nationale regler. Det er ifølge EU’s statsstøtteregler ulovligt, konkluderede Margrethe Vestager, som efterfølgende krævede en milliardstor tilbagebetaling.

    Den afgørelse blev dog hverken godtaget af Amazon selv eller de luxembourgske myndigheder, som begge valgte at appellere sagen til EU-domstolen.

    Og her til formiddag har domstolen så slået fast, at Europa-Kommissionen "ikke i tilstrækkelig grad" har kunnet bevise, at der rent faktisk var tale om "en urimelig reduktion af skattebyrden for et europæisk datterselskab af koncernen Amazon".

    Konkurrencekommissær Margrethe Vestager (R) sagde i 2017, at Amazon havde modtaget ulovlig statsstøtte i Luxembourg. (Foto: Emmanuel Dunand © Scanpix)

    Hos den amerikanske virksomhed, der er verdens største netbutik, møder dagens afgørelse ikke overraskende glæde.

    - Vi bifalder domstolens afgørelse, som er helt i tråd med vores synspunkt om, at vi har fulgt alle de relevante love, og at Amazon ikke har modtaget nogen form for særbehandling, lyder det ifølge Reuters i en udtalelse.

    Hvis fælden ikke klapper her, må reglerne strammes.
    Kira Marie Peter-Hansen (SF), europaparlamentariker

    Margrethe Vestager udtaler i en skriftlig kommentar, at hun nu vil "studere dommen nøje og overveje mulige næste skridt". Og hun understreger, at kampen for fair skattebetalinger ikke er slut endnu trods det nye nederlag.

    Skattesagen mod Amazon og Luxembourg er blot én i en række af højprofilerede sager, som Margrethe Vestager har ført i sin kamp mod det, hun ser som ulovlig og konkurrenceforvridende statsstøtte – og som har givet hende tilnavnet 'EU's tax lady' i den internationale presse.

    Europa-Kommissionen skal nemlig sikre, at der er ens spilleregler og konkurrencebetingelser på EU's indre marked. Og Starbucks, Fiat Chrysler og Nike er blandt de multinationale selskaber, som ifølge Margrethe Vestager har nydt godt af lidt for gunstige skatteforhold i Luxembourg, Holland og Irland.

    Det har i de senere år ført til krav om millionstore tilbagebetalinger. Men det er dog langt fra alle, der har været enige i de afgørelser, og sidste år annullerede EU-domstolen noget opsigtsvækkende en sag fra 2016, hvor de irske myndigheder var blevet pålagt at indkræve mere end 100 milliarder kroner i skat fra Apple.

    Ifølge Europa-Kommission havde den amerikanske techgigant fået ulovlige skattefordele, der havde gjort det muligt for firmaet at betale væsentligt mindre i skat end andre virksomheder i Irland.

    Men det var heller ikke blevet dokumenteret i tilstrækkelig grad, lød det efterfølgende fra EU-domstolen, som ligeledes annullerede afgørelsen. Europa-Kommissionen har efterfølgende anket sagen, og det er endnu uvist, hvor den ender.

    Amazon, der er verdens største nethandel, har sit europæiske hovedkvarter i Luxembourg. (Foto: Emmanuel Dunand © Scanpix)

    Amazon-sagen var dog ikke den eneste statsstøttesag, som EU-domstolen skulle tage stilling til i dag.

    I 2018 fastslog Europa-Kommissionen, at det franske energiselskab Engie havde fået særlige skattefordele i Luxembourg, og derfor var det blevet pålagt at betale knap 900 millioner kroner i skat til myndighederne i hertugdømmet. Den afgørelse blev der dog ikke ændret ved.

    Hos organisationen Oxfam IBIS, der blandt andet forsøger at bekæmpe skattely rundt om i verden, kalder skattespecialist Christian Hallum dagens afgørelser for "ét skridt frem og to tilbage".

    - Det er et broget billede, der viser sig i de her sager. For os er det dog Amazon-sagen, der har været afgørende i dag. Det er et selskab, der i den grad er kendt for at være aggressiv i deres brug af skattely. Og vi ser samtidig mange techgiganter, som ikke betaler skat, selvom de har store overskud. Derfor er det enormt skuffende, at netop sagen mod Amazon tabes på denne måde, siger han og tilføjer, at EU-domstolen blot har fastslået, at Europa-Kommissionen ikke har kunnet bevise sin påstand om ulovlig statsstøtte.

    Konkurrencekommissæren vil nogle gange gøre klogt i at holde sig fra fængende politiske overskrifter og i stedet forberede sine sager bedre, så de holder i retten.
    Markus Ferber, talsperson for EPP

    - Det er åbenlyst, at de nuværende statsstøtteregler ikke er løsningen, når det er så svært for Europa-Kommissionen at løfte de her sager. Derfor bliver vi nødt til at have fundamentale politiske reformer af den måde, vores selskabsskattesystem fungerer på, hvis det skal være mere retfærdigt, siger han.

    Det budskab møder opbakning fra Kira Marie Peter-Hansen, europaparlamentariker for SF og næstformand i Europa-Parlamentet udvalg for skatteanliggender, der kalder dagens afgørelse "en skandale".

    - Hvis fælden ikke klapper her, må reglerne strammes, skriver hun på Twitter.

    Omvendt mener Europa-Parlamentets kristenkonservative EPP-gruppe, at dommen er "en ydmygelse" og et "stort slag" mod den danske kommissær.

    - Konkurrencekommissæren vil nogle gange gøre klogt i at holde sig fra fængende politiske overskrifter og i stedet forberede sine sager bedre, så de holder i retten, siger Markus Ferber, der er EPP-talsmand for økonomi.

    Margrethe Vestager understreger i sin skriftlige kommentar, at "Europa-Kommissionen benytter sig af alle tilgængelig redskaber i kampen mod unfair skatteforhold", og at man i OECD-regi er tæt på at reformere de internationale rammer for selskabsskat.

    - Desuden er EU-Kommissionen i færd med at fremsætte et forslag til en digital skat, så virksomheder, der drager nytte af det digitale indre marked, også bidrager retfærdigt til EU-budgettet. Vi er nødt til at udnytte dette momentum, hvis vi vil sikre os en fair beskatning på alle niveauer, skriver konkurrencekommissæren.

    Opdateret 14.54 med kommentarer fra konkurrencekommissær Margrethe Vestager.

  • Unge er splittede om muligheden for hurtigere stik: Mød ja-sigeren, nej-sigeren og tvivleren

    Skal man melde sig frivilligt til at modtage en fravalgt vaccine, så man kan komme afsted på eksempelvis en sommerferie eller et udvekslingsophold?

    Eller gør man klogest i at vente, til det er ens tur i køen - og dermed risikere at få corona og døje med eventuelle senfølger?

    Dansk Selskab for Almen Medicin, DSAM, fraråder folk at tage imod vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson, som er pillet ud af massevaccinationsprogrammet.

    - Vi mener, at gevinsten nærmest ikke er eksisterende. Det er velbeskrevet, at der kan være nogle alvorlige bivirkninger, men der kan også være andre bivirkninger, som man først er ved at undersøge nu, siger Anders Beich, der er formand for DSAM.

    Hos foreningen Danske Patienter frygter direktør Morten Freil, at udsigten til hurtigere vaccination får unge, kronisk syge til at takke ja, fordi de så kan tage hurtigere del i genåbningen.

    - Jeg forstår godt behovet for at sætte tempoet op med vaccinerne, og ja - alle kan vælge at sige nej, men når du er kronisk syg og ikke kan tage del i genåbningen, vil du alt andet lige føle dig mere presset til at takke ja end den almindelige, raske dansker, siger Morten Freil.

    Han så gerne, at politikerne i stedet rykkede de kronisk syge frem i køen til de godkendte vacciner fra Pfizer/BionTech og Moderna.

    - Det er den eneste måde, hvorpå vi kan sikre, at ingen følger sig presset til noget. Sagen er jo, at netop de syge, der er i øget risiko for alvorlig sygdom ved covid-19, vil være dem, som vurderes at have størst gavn af at blive vaccineret med et dårligere alternativ. På den måde forskelsbehandler vi syge og raske, siger Morten Freil.

    Dr.dk har talt med tre unge fra den fynske hovedstad om, hvad de tænker om situationen.

    De har alle opvejet fordele og ulemper ved at sige ja og nej, og de kommer - næppe overraskende - frem til vidt forskellige resultater.

    Der er en masse overvejelser i forhold til det fysiske helbred, men jeg vil stadig tage en vaccine fra AstraZeneca eller Johnson & Johnson.
    Martin Sandgaard

    Martin Sandgaard siger, at det handler meget om det mentale, når han vælger at takke ja.

    - Det er hårdt at leve under alle de her restriktioner og gå rundt med både frygt og skyldfølelse i kroppen. Corona er meget inddæmmet af frygt. Man går og tænker 'hvad nu hvis', men for mig er det lige så vigtigt, at mit mentale helbred har det godt, og at jeg ikke skal testes og godkendes hele tiden for at kunne færdes i samfundet.

    - Der er en masse overvejelser i forhold til det fysiske helbred, men jeg vil stadig tage en vaccine fra AstraZeneca eller Johnson & Johnson. Det er måske den ungdommelige uovervindelighed, men jeg går ud fra, at når vaccinen er godkendt i USA og andre steder i Europa, så er den relativt sikker at tage. Jeg forstår det sådan, at de fraråder den herhjemme, fordi de ikke ved nok om den endnu.

    Jeg tænker, at eksperterne har styr på sagerne, så dem lytter jeg til.
    Peter Bjørn

    Peter Bjørn siger nej, og det er der flere grunde til.

    - Min mor er læge, og det samme er min storebror. De har begge rådet mig til ikke at tage imod en vaccine, som eksperterne ikke anbefaler i massevaccinationsprogrammet. Det er afgørende for mit valg, for jeg synes ikke, jeg selv har de store forudsætninger til at vurdere konsekvenserne, siger Peter Bjørn.

    - Jeg tænker, at eksperterne har styr på sagerne, så dem lytter jeg til. Selvfølgelig kan det give noget frihed, hvis man ikke skal rende og testes hele tiden, men jeg vil bare hellere testes, end løbe en risiko ved at lade mig vaccinere med de her.

    Lægerne fraråder det. Andre taler om alle fordelene ved at blive vaccineret, hvor den vigtigste er, at man ikke længere risikerer at blive smittet og få senfølger.
    Rikke Blomgreen

    Rikke Blomgreen er i tvivl.

    Det er hun blandt andet, fordi hun hele tiden bliver bombarderet fra alle sider med forskellige holdninger til det her vigtige og potentielt livsændrende spørgsmål.

    - Lægerne fraråder det. Andre taler om alle fordelene ved at blive vaccineret, hvor den vigtigste er, at man ikke længere risikerer at blive smittet og få senfølger. Jeg har bekendte, der døjer med mistet lugte- og smagssans og så videre. Det ønsker jeg selvfølgelig ikke at opleve, og derfor er det i sidste ende et spørgsmål om, hvor risikovillig, man er, siger Rikke Blomgreen.

    - Jeg stoler meget på systemet, så hvis eksperterne ender med at sige, at vi bør tage vaccinen, selv om der er en risiko, er jeg nok tilbøjelig til at blive ja-siger. Jeg er bare stadig meget i tvivl.

    Anton Pottegård fra Syddansk Universitet er professor i brug af lægemidler.

    Og så er han som 34-årig selv i den allersidste vaccinationsgruppe, der lige nu først står til at være færdigvaccineret sidst i august, når det meste af sommerens sjov og muligheden for udlandsrejser er forbi.

    Han siger, at man skal opveje med sig selv, hvad man egentlig ønsker at få ud af den hurtigere vaccination, hvis man er i tvivl om sit valg.

    Anton Pottegård.

    - Man skal vurdere, hvad der er af fordele og ulemper lige præcis for én selv ved at tage imod den fremskudte vaccination frem for at vente. Nogle vil få en reaktion, hvor de bliver sløje dagen efter vaccinationen, og så er der den omdiskuterede og meget lave risiko for nogle alvorlige blodpropper, siger Anton Pottegård og bemærker, at der er forsket meget i, hvem der er i risikogruppen.

    - Det er der bare ikke kommet noget brugbart ud af. Samlet set må vi derfor sige, at alle nok er i risiko, siger han.

    Når det kommer til fordelene, bliver det mere individuelt.

    - Måske vil man gerne kunne tage sig af en bedstemor, der ikke vil eller kan vaccineres. Måske handler det om egentlig mistrivsel på grund af de sociale restriktioner. At de her vacciner er taget ud af massevaccinationsprogrammet betyder ikke, at de ikke kan være gavnlige for nogen grupper.

    Og så har den unge professor en opfordring, når snakken falder på for og imod vaccinationer.

    - Sørg nu for at passe på hinandens grænser. Det må og skal være et helt personligt valg, hvad man vil. Det er et utroligt personligt emne, og når man snakker om det her, bliver det hurtigt en snak om, hvordan man går og har det indeni, hvordan man har det med vacciner, hvad man er bange for, og i øvrigt hvad man måtte fejle, siger Anton Pottegård.

  • Skuespiller-formand: 'Pilou Asbæk er blevet angrebet af socialdemokratiske dødspatruljer'

    Pilou Asbæk har fået voldsom kritik fra flere socialdemokrater på Twitter. (Foto: CAITLIN OCHS © Scanpix)

    Det er ikke nemt at være skuespiller, der deltager i den politiske debat. Faktisk får man alt for ofte et drag over nakken og bliver mødt af usaglig kritik, mener formanden for Dansk Skuespillerforbund, Benjamin Boe Rasmussen.

    Der er jo tale om en holdningstilkendegivelse. Han har ret til sin holdning. Skal man være togfører for at mene noget om togdrift?
    Benjamin Boe Rasmussen, formand for Dansk Skuespillerforbund

    Det viser de seneste ugers Twitter-slagsmål mellem stjerne-skuespilleren Pilou Asbæk og en række socialdemokrater, efter skuespilleren har kastet sig ind i debatten om hjemsendelser af syriske flygtninge.

    - Han er blevet angrebet af, hvad jeg kalder "de socialdemokratiske dødspatruljer". Og det gør mig virkelig fortørnet. Han bliver angrebet på, at han er kunstner, at han har penge, og at han er en del af den kreative klasse. Der er ingen, der angriber ham på, hvad han mener, siger Benjamin Boe Rasmussen.

    På sin Twitter-profil opfordrer Pilou Asbæk til at samles til en demonstration og til at støtte "kampen for en human flygtningepolitik" økonomisk. Mest kontroversielt får han - i hvert fald ifølge socialdemokraterne og flere andre - sammenlignet den danske udlændingepolitik med Nazitysklands deportation af jøder til udryddelseslejrene.

    - Lejre i udlandet, hvor man deporterer mennesker, som er uønsket i ens land...!!!?? Åh, hvad dælen er det nu, de hedder?? Jeg ved det godt! Har det lige på tungen! Åh, kom nu....kan godt huske det. Giv mig et sekund...hmmm...ok, jeg er blank, giv mig en ledetråd @regeringDK!!

    Og det er altså ikke faldet i god jord hos en række socialdemokrater, der er gået i flæsket på Pilou Asbæk for at kritisere regeringens politik og hans "sammenligning".

    Indfødsretsordfører og folketingsmedlem for socialdemokraterne Lars Aslan Rasmussen skriver blandt andet, at Pilou Asbæk absolut ikke skal gøre sig til dommer over andres moral, når han selv har reklameret for bettingfirmaet Bet365.

    Også den socialdemokratiske debattør og tidligere folketingskandidat Malthe Johan Poulsen anklager skuespilleren for at plædere for en politik, der aldrig nogensinde kommer til at ramme ham selv.

    - Husk nu, at når Pilou Asbæk og andre velstillede fra den kreative klasse siger, at vi godt kan tage imod flere flygtninge. Så mener de, at I godt kan tage imod flere flygtninge, skriver han på Twitter.

    Og slår man vejen forbi Twitter, ser man hurtigt, at udlændingeordfører Rasmus Stoklund, en ministers særlige rådgiver og en formand for en ungdomsorganisation, der fremgår på en liste over DSU-afdelinger, har været inde over debatten.

    Pilou Asbæk selv meddeler via sin agent, at han ikke ønsker at stille op til interview om sagen.

    Men formand for Dansk Skuespillerforbund Benjamin Boe Rasmussen er harm over den måde, Pilou Asbæk - og skuespillere i almindelighed - angribes på.

    Benjamin Boe Rasmussen er fortørnet over den måde, danske skuespillere behandles på, når de deltager i den politiske debat. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

    - Da flygtningene gik op ad motorvejen, var der også mange af mine medlemmer, der var ude at ytre sig. Der var Naser Khader ude at sige, at de skulle bare holde deres kæft, siger Benjamin Boe Rasmussen.

    Men er der ikke noget om, at I sidder der med jeres kendisstatus og kloger jer på noget, I ikke ved særligt meget om?

    - Det spørgsmål gør mig så harm. Der er jo tale om en holdningstilkendegivelse. Han har ret til sin holdning. Skal man være togfører for at mene noget om togdrift? Jeg kan jo heller ikke sige, at Lars Seier ikke må have en holdning til, hvad dagpengesatsen skal være, siger Benjamin Boe Rasmussen.

    Hvad synes du om, hvad flere har udlagt som en sammenligning med Nazityskland?

    - Den er da lidt hårdt spændt for, men det er jo ikke anderledes, end når nogle foreslår, at vi skal smide flygtninge ud over en øde ø.

    Han mærker ikke konsekvenserne af integrationsproblemerne. Hvis han oplever problem på sine børn skole, kan han sende dem på privatskole, og han bliver ikke overfaldet i S-toget på vej hjem.
    Malthe Johan Poulsen, debattør og socialdemokrat

    Men de har da også skullet lægge ryg til meget kritik?

    - Man skal også stå på mål for, hvad man siger. Og den er hårdt skåret. Men man angriber ham for, hvem han er, ikke hvad han mener.

    Men er Socialdemokraterne særligt slemme?

    - De er i hvert fald de mest ømtålelige. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om de er blevet sendt i byen? Det er jo de samme mennesker, og de mener det samme.

    En af de socialdemokrater, der ikke giver meget for Asbæks nyfundne politiske gnist, er den socialdemokratiske debattør og tidligere folketingskandidat Malthe Johan Poulsen.

    - Det er mere end glimrende, at han deltager i debatten, men han bidrager ikke med noget interessant.

    - Han mærker ikke konsekvenserne af integrationsproblemerne. Hvis han oplever problemer på sine børns skole, kan han sende dem på privatskole, og han bliver ikke overfaldet i S-toget på vej hjem.

    Men man ser jo også folk i fast arbejde mene noget om dagpengesatsen eller folk uden børn mene noget om folkeskolen. Hvorfor skal Pilou Asbæks penge diskvalificere ham?

    - Det skal heller ikke diskvalificere ham, men det er en vigtig nuance, når folk taler for en politik, der reelt vil medføre fri indvandring, siger Malthe Johan Poulsen.

    Malthe Johan Poulsen giver ikke meget for Pilou Asbæks bidrag til debatten. (Foto: (privatfoto))

    Men det er vel heller ikke fri indvandring, han taler for? Er det ikke en stråmand?

    - Nej, når han siger, at folk ikke skal rejse hjem, når de ikke længere har beskyttelseskrav, så er det jo lige præcis det, der kommer til at ske. Det er lige præcis det, der er mit problem. Han forstår ikke konsekvensen af, hvad det i virkeligheden er, han taler for.

    Er der tale om et koordineret angreb fra jeres side, som Benjamin Boe Rasmussen frygter?

    - Nej, det lyder helt paranoidt. Det er ikke koordineret fra noget sted af.

    Det samme afviser indfødsretsordfører Lars Aslan Rasmussen, der kritiserer Pilou Asbæk i skarpe vendinger for, hvad han ikke tøver med at kalde en nazisammenligning. Han kritiserer særligt skuespilleren for at have reklameret for bettingfirmaet Bet365.

    - Jeg synes, at det er helt vildt svinsk og en hån mod ofrene. Selvom han ikke vil stå ved det. Han er ikke fredet, fordi han er kunstner, siger Lars Aslan Rasmussen.

    Men er det ikke uden for skiven at kritisere ham for at have lavet reklamer for et spilfirma?

    - Når man gør sig til et bedre menneske end andre, så synes jeg også, at det er relevant, at man har været ansigt for et bettingfirma, som kynisk udnytter folk, der er ludomaner, siger Lars Aslan Rasmussen.

    Pilou Asbæk har sidenhen afvist, at der var tale om en henvisning til Nazityskland.

    DR Nyheder ville gerne have konfronteret gruppeformand for Socialdemokratiet Jesper Petersen med anklagerne mod deres metoder. Han henviser i stedet til kulturordfører Kasper Sand Kjær.

    Kulturordfører Kasper Sand Kjær afviser, at Socialdemokratiet skulle være et specielt "ømskindet" parti. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

    Han afviser ligeledes, at der på nogen måde skulle være tale om et koordineret angreb, men:

    - Det er klart, at når man træder ind i den offentlige debat, så må man også forvente, at man får modspil. Skuespillere har jo en stor megafon, og når man bruger den, bliver svaret også voldsomt.

    Men er det de rigtige ting, Pilou Asbæk bliver kritiseret for?

    - Jeg tror generelt, at der er meget på sociale medier, hvor tonen bliver meget hård. Det er da en udfordring for samtalen. Men når man går ind i debatten og sammenligner med et af de mørkeste kapitler i verdenshistorien, så får man igen.

    Er I et parti, der tåler kritik meget dårligt?

    - Nej, det synes jeg ikke, vi er, men når man blander sig i debatten og mangler nuancer, så får man jo svar på tiltale, siger Kasper Sand Kjær.

    Benjamin Rud Elberth, ekspert i digital, politisk kommunikation, er dog ikke afvisende over for tanken om et koordineret angreb.

    - Noget tyder på, at der sidder en eller anden form for tæskehold klar. Jeg husker eksemplet med Jonas Eika, der kritiserede Mette Frederiksen og partiets politik i sin takketale. Der var Stoklund ude at kalde ham forfatterklovn.

    Forfatteren Jonas Eika modtog i 2019 Nordisk Råds Litteraturpris. I sin takketale beskyldte han Danmark for "at have statsracisme". Det fik Rasmus Stoklund til at kalde Eika "en forfatterklovn.

    - Hvis Socialdemokratiet var et fodboldhold, så ville deres strategi være at gå ud med knopperne forrest på sociale medier. For kan de skræmme manden tilstrækkeligt, bliver historien ikke lige så stor i de klassiske medier, siger Benjamin Rud Elberth.

    Hvem er det, der typisk går ud med de "angreb" her?

    - Jeg kan se, at der er et par, der altid bider. Lars Aslan og Rasmus Stoklund er gode eksempler. Så har de gennem tiden haft de professionelle i presseafdelingen, der er ansat. Og så er der debattører, der bliver ægget til at forsvare partiet - blandt andet igennem Facebookgrupper.

    - Af og til har der været for eksempel kredsformænd, og så Pio-folket. Pio-folket er et stærkt sparkeben, for de har jo en netavis, der kan hænge en ud med navns nævnelse.

    Netavisen Pio er et medie, der er stiftet af blandt andre Henrik Sass Larsen og lige nu har den socialdemokratiske debattør Niels Jespersen som chefredaktør. Avisen kalder sig uafhængig.

    Og det virker, når socialdemokraterne kaster sig ind i debatten med kunstnere, der er uenige i deres politik.

    - Jeg kan godt forstå, at man som utrænet skuespiller, forsker, kunstner og så videre bliver skræmt af det her. Forestil dig at blive overfaldet af nogen, der er trænet i debatteknik. Det er voldsomt at komme i den tørretumbler, siger Benjamin Rud Elberth.

    Er S særligt slemme?

    - Nej, de er bare dygtigere. Socialdemokraterne kan alle debattricksne. De har infrastrukturen, som man får ved at være et stort parti så længe.

    I modsætning til Benjamin Rud Elberth mener professor på DMJX Ejvind Hansen ikke, at man kan udråbe Socialdemokratiet som de værste - eller bedste - når det kommer til at gå i rette med kritikere.

    - Det er en tendens, at skuespillere, forfattere og musikere får en over nakken, når de deltager i den offentlige debat, og mit indtryk er, at det sker mere og mere. Men jeg kan ikke sige, at et parti er værre end et andet, siger professoren, der har forsket i demokratisk offentlighed og ytringsfrihed.

  • Fire tricks til at få styr på din corona-hundehvalp, der nu er ustyrlig teenager

    (Foto: Ralu Gal © Unsplash)

    Coronapandemien har givet danskere mere tid derhjemme, da mange har været sendt hjem fra arbejde.

    Den mulighed har mange danskere udnyttet til at få et ekstra familiemedlem: En hundehvalp.

    Nu melder hverdagen sig for nogle hundeejere. Hvis de fik en ny hund i sensommeren 2020, er deres hund nemlig blevet teenager.

    - Når vi kalder dem teenagere, er det, fordi hormonerne begynder at rase rundt i kroppen som hos mennesker, siger Lea Nor, der er professionel hundetræner hos HundeTV.

    - For hanhundene er det oplevelsen af, at der er damer overalt, og verden er spændende. De savler og humper løs. Tæverne begynder at bløde og komme i løbetid. Kønsorganerne hæver op, og de kan blive mere forsigtige og betuttede.

    Alle hormonerne kan gøre, at din hund begynder at opføre sig anderledes.

    Derfor giver Lea Nor fire bud på, hvordan en teenagehund opfører sig, og hvordan du bedst får den gennem teenagetiden.

    . (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

    Du oplever måske, at din hund på det senest ikke kommer, når du kalder, og den hiver i snoren, som det passer den.

    Lea Nor beskriver, at teenagehunden kan have en ‘talk to the paw’-attitude.

    - Det kan virke provokerende og pinligt, når din hund ikke gider høre efter, selvom den ellers har været velopdragen. Men hunden er på en anden planet, når den er teenager, siger hun.

    Der kan være mange grunde til, at hunden ikke hører godt efter i sin teenageperiode, men ligemeget hvad, er det vigtigt at huske, at det ikke er hundens skyld.

    - Du skal droppe at skælde den ud. Det eneste, der sker, hvis du bliver sur, er, at du kommer til at ødelægge den gode relation, som I ellers har opbygget, siger Lea Nor.

    - Når du står og råber, vil den trække sig endnu mere fra dig, og så hører den slet ikke efter.

    (Foto: Alvan Nee © Unsplash)

    En af grundene til, at din hanhund ignorerer, alt du siger, kan være, at den har tæver på hjernen.

    Når kønshormonerne flyver rundt i kroppen, tænker hunden nemlig kun på at parre sig.

    - Derfor må du sænke kravet til, hvad hunden skal kunne i den her periode, siger Lea Nor.

    I stedet for at skælde ud, skal du sørge for at være ekstra god ved din teenagehund.

    - Den har brug for omsorg i den her periode. Det kan du give den ved at fokusere på den gode træningsrelation med masser af belønninger og ros, siger hun.

    Her skal du faktisk skrue op for godbidderne og kvaliteten af dem.

    - Hvis den plejer at få en lille kiks, så giv den lidt leverpostej også, når den opfører sig pænt. Hunden skal have motivation for at høre efter, siger Lea Nor og fortsætter:

    - Hunden får også motivation, hvis I leger en masse. Det synes særligt teenagere er sjovt, og det er en skøn belønning. Det skal gerne være med legetøj, hvor den kan interagere en masse, trække og bide i legetøjet.

    . (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

    Din teenagehund har ekstra meget energi i kroppen i denne periode.

    Den energi skal bruges, for ellers render den rundt og laver ballade.

    - Det er vigtigt, at energien bliver fokuseret på noget positivt. Her er det oplagt at fokusere på samværet med os, siger Lea Nor.

    Du kan eksempelvis gemme godbidder i haven, som den skal søge sig frem til.

    - Det er vigtigt, at hunden bliver både fysisk og mentalt stimuleret. Det skal være sjove og nemme lege, der hurtigt fanger hundens interesse, og som den brænder krudt af ved, siger hun.

    (Foto: Joe Caione © Unsplash)

    Du kan opleve, at din hund pludseligt gør og reagerer dårligt overfor andre mennesker og hunde.

    Som teenager kan din hund have en frygtperiode, hvor den pludseligt forbinder helt almindelige ting med fare. Hvis du skælder ud, forstærker det følelsen af, at der sker noget farligt.

    - Derfor skal du sørge for at hundens grænser ikke overtrædes. Hold afstand til andre mennesker og dyr. Fornem hundens grænser, og lad hunden langsomt begynde at komme tættere på andre, siger hun.

    Og så skal godbidderne op af lommen.

    - Det kan virke modstridende, at den skal have godbidder, når den gør. Men det er vigtigt, at ændre følelserne i hunden. Hvis den er bange, skal du tage den væk fra situationen og give den godbidder og tryghed i situationen, siger Lea Nor.

  • Globale protester i solidaritet med palæstinenserne

    De mange drab på palæstinensere i Gaza under muslimernes hellige måned, Ramadan, har blandt andet ført til globale protester i går. Her ses Palæstina-supportere på Times Square i New York. (Foto: Eduardo Muñoz © Scanpix)

    I mange storbyer verden over har der i går været store protester imod Israels angreb på Gaza, hvor mindst 43 palæstinensere nu meldes dræbt.

    Palæstina-støtter i protestmarch igennem Times Square i New York i går efter en protest foran den israelske ambassade. (Foto: Eduardo Muñoz © Scanpix)

    Palæstina-støtter er dog også gået på gaderne for at protestere imod angrebene på Al-Aqsa moskéen i Jerusalem og for at vise solidaritet med de palæstinensere, som i stort omfang bliver fordrevet fra deres huse på Vestbredden.

    Også i London gik tusindvis på gaden for at protestere i solidaritet med palæstinenserne. (Foto: Toby Melville © Scanpix)

    Missil-udvekslingen har også ført til mindst seks dræbte israelere.

    Udvekslingen kommer efter måneder med forstærkede spændinger, fordi mange palæstinensiske familier er blevet tvunget ud af deres boliger af israelske bosættere i området Sheikh Jarrah i Øst Jerusalem.

    I Sydafrikas hovedstad, Cape Town, gik demonstranter også på gaden i går for at vise solidaritet med palæstinenserne. (Foto: RODGER BOSCH © Scanpix)

    FN fordømmer løbende Israels drab på palæstinenserne, og FN har også erklæret de israelske bosættelser på Vestbredden for ulovlige.

  • Regnen slipper os ikke, men der venter sol i Kristi himmelfartsferien

    Der bliver grå skyer de kommende dage, men solchancerne ser ud til at stige. Her er det Ørnsø ved Silkeborg.

    Det startede så fint i denne uge, men medmindre man har adresse på Bornholm, så var det en kortfattet affære. Og den grå og rimelig regnfulde vejrudsigt gælder stadig, når vi kigger på resten af ugen. Et ustadigt vejr, der skyldes, at Danmark stadig er stridspladsen mellem kulden fra vest og varmen fra øst.

    Men selvom der er regndråber på skemaet de næste dage, så er der dog ikke mange millimeter at gøre op, siger vejrvært ved DR Vejret, Morten Lynge

    - Det ser ud til, at en smule regn kan drille helligdagen. Men det er meget ustadigt, og vejret skifter hurtigt, men vi skal nok få lidt sol de næste dage, men det er ikke alle forundt, fortæller han og fortsætter med et kig i prognosen.

    - Umiddelbart ser det ud, som om at solen er forbeholdt det nordlige af Jylland og Nordsjælland. Og så holder Bornholm stadig fast på sol og vil også være med i kampen om Kristi himmelfartsdags højeste temperatur.

    Og befinder du dig et af de steder, hvor solen bryder gennem skyerne, så kan du være heldig at opleve ganske pæne temperaturer torsdag.

    - Temperaturmæssigt er der stor forskel. Under skyer og regn når vi ikke meget over 10 grader, mens der hvor solen får fat, kan termometeret ramme 15 til 18 grader.

    Hvis du er ved at være træt af at læse om regn i dine vejrudsigter, har du fra dags dato også god grund til at mene, at nu har det regnet rigeligt for maj.

    Klimanormalen, det vil sige et gennemsnit for vejret gennem de seneste 30 år, viser, at maj normalt giver 47,3 millimeter nedbør. 12. maj passerede vi det gennemsnit, og lige nu ligger det på 51,5 millimeter, uden at vi er halvvejs gennem måneden.

    De næste dage kommer til at føje yderligere til, men det bliver let regn, siger vejrvært Morten Lynge.

    - Fredag er i samme spor. Det bliver mest skyet, men solen vil vise sig. Der kommer også nedbør. Det bliver ikke de store mængder, og temperaturen læner sig op af torsdag, og det samme gør den svage til lette vind.

    Et blik mod weekenden giver en lignende melding fra Morten Lynge, der særligt fremhæver lørdag som den dag, hvor du skal planlægge efter at kunne nyde sol og udeliv.

    - Lørdag ser mest samarbejdsvillig ud. Den starter med let regn i nord, men ellers ligner det en dag med opholdsvejr og temperaturer, der ligger mellem 10 og 16 grader. Her er solchancerne størst i den sydlige del af landet.

    - Søndag fortsætter det ustadige og skiftende forårsvejr med en god blanding af skyer, regnbyger, men også lidt sol indimellem. Temperaturen bliver nok knap så høj som lørdag. Vi kan nok trække en grad eller to fra niveauet lørdag.

  • Statsrevisorerne retter skarp kritik af Fødevareministeriet for mangel på tilsyn med EU-midler

    Statsrevisorerne retter en skarp kritik af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri for ikke at have ført tilstrækkeligt tilsyn med de EU-midler, der er blevet givet til danske landmænd.

    Også Landbrugsstyrelsen modtager kritik for at have lavet fejlagtige juridiske vurderinger i en række sager. Kritikken er den næsthøjeste kritik, som statsrevisorerne kan tildele.

    Sagen omhandler midler udbetalt i perioden fra 2014 til 2019.

    Helt konkret har der manglet kontrol, sådan at en landmand har kunne opsplitte sin landbrugsbedrift i flere virksomheder og derved kunne søge om økonomisk støtte flere gange, selvom der var tale om samme landbrug.

    Opdateres...

  • Forsvaret sender F-16-fly på vingerne for at undersøge uidentificerede fly over Østersøen

    Hvis der kom nogle ordentlige brag over Fyn og det sydlige Sjælland, var det højst sandsynlig Forsvarets F-16-fly, der er sendt på vingerne mod Østersøen. Der kom så meget fart på, at de brød lydmuren.

    Her skal de møde nogle uidentificerede fly, skriver Forsvaret på Twitter.

    - F-16 fra Forsvaret har brudt lydmuren over Fyn og det sydlige Sjælland. Flyene er på vej til Østersøen for at møde uidentificerede fly over internationalt farvand, lyder det.

    Det sker mellem 30 og 40 gange om året, at danske militærfly må afsted for at "hilse" på andre landes fly - for eksempel på foranledning fra Nato. Senest var det i april i år, hvor der var tale om russiske bombefly.

  • Ny uvildig task force skal undersøge branden på Scandinavian Star

    Et flertal i Folketinget har besluttet at nedsætte en ny task force, der endnu engang skal kigge på omstændighederne ved branden på færgen Scandinavian Star.

    Det oplyser Justitsministeriet.

    Der bliver tale om en uvildig undersøgelse, som mere specifikt skal undersøge reder-, ejer- og forsikringsforholdene omkring branden, der kostede 159 personer livet i 1990.

    - Viser der sig et grundlag for, at politiet iværksætter yderligere efterforskning af mordbranden, vil den kunne foregå parallelt med task forcens undersøgelse, skriver Justitsministeriet.

    Det forventes, at task forcen vil være færdig med sin undersøgelse om halvandet år, men hvert halve år, skal der aflægges rapport.

  • Kovending i appelsag: Håndboldklub beholder alligevel ligaplads

    Håndboldens appelinstans har givet TMS Ringsted medhold i en sag om uberettet nedrykning, og dermed beholder klubben sin plads i ligaen.

    Det skriver DHF.

    TMS Ringsted rykkede ud af herreligaen, men straks efter grundspillets afslutning indgik Skanderborg og Århus et samarbejde, hvorefter Århus begærede sig konkurs.

    Begge hold sluttede over Ringsted i ligaen.

    Det sjællandske hold mente dog, at reglerne omkring konkursen og tidspunktet for den gjorde, at TMS Ringsted skulle forblive i ligaen.

    I første omgang valgte disciplinærinstansen at idømme Århus og Skanderborg en bøde og ikke lade det påvirke tabellen, men efterfølgende har appelinstansen omstødt dommen.

    Kendelsen får betydning for ligaen, der udvides fra 14 til 15 hold i næste sæson. Samtidig skal der i næste sæson findes to direkte nedrykkere, siger formand i DHF, Per Bertelsen.

  • Vestager taber stor EU-skattesag mod Amazon

    Det er ikke blevet bevist, at den amerikanske nethandelgigant Amazon er blevet begunstiget med ulovlig statsstøtte i Luxembourg, hvor den har sit europæiske hovedkvarter.

    Det har EU-domstolen her til formiddag slået fast. For fire år siden lød det ellers fra EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager (R), at den amerikanske nethandelsgigant gennem en årrække havde modtaget ulovlig statsstøtte i Luxembourg.

    - Medlemslande kan ikke give selektive skattefordele til multinationale grupper, som ikke er gives til andre, konkluderede Margrethe Vestager dengang.

    Hun krævede efterfølgende, at Amazon skulle betale knap 1,9 milliarder kroner plus renter tilbage i skat. Men den afgørelse er nu blevet annulleret, lyder det i en pressemeddelelse fra EU-domstolen.

    Sidste år tabte den danske EU-kommissær en lignende højprofileret skattesag mod Apple.

  • Ingen plan for mulig genhusning af naboer til minkgrave

    Viborg og Holstebro kommuner anbefaler Fødevarestyrelsen at sikre genhusning for naboerne til de døde mink, der fra i morgen skal graves op.

    Fødevarestyrelsen har endnu ikke taget stilling til, om naboer kan få tilbudt at rykke på hotel eller anden indkvartering, hvis de i en periode bliver stærkt generet af lugten fra de døde mink.

    Fødevarestyrelsen oplyser dog, at hvis bekymrede borgere henvender sig, vil styrelsen gå i dialog med dem, og tage kontakt til kommunerne for at høre, hvad deres anbefalinger kunne være for genhusning.

  • Jagt på OL-billet starter godt: Holten roer sig direkte i finale

    Den danske kajakroer René Holten gav onsdag sig selv de bedste forudsætninger for at sikre kvalifikation til OL i Tokyo til sommer i 1000 meter enerkajak.

    Holten var bedst af alle i sit indledende heat ved World Cuppen i ungarske Szeged, og det gav ham en direkte plads i torsdagens finale.

    Der er kun muligheder tilbage for at kvalificere sig til OL, hvoraf stævnet i Ungarn er den ene, og derfor er roer René Holten under maksimalt pres.

    I finalen skal Holten ro for at ende i top-2, hvis den 32-årige dansker skal kvalificere sig til sit fjerde OL i træk.

    Kikser det for Holten i torsdagens finale, har han en sidste mulighed i næste uge i Rusland. Her er dog kun en enkelt OL-billet på højkant.

    Morten Graversen/Simon Schuldt Jensen og Sara Corfixen Milthers/Caroline Emilie Faurschou jagter OL-billetter i Szeged i toerkajak.

  • Corona mere end halverer antallet af kunder hos DSB

    Ligesom under resten af coronaepidemien har DSB i første kvartal af 2021 kørt med færre passagerer end normalt.

    Det oplyser det statsejede togselskab.

    I alt har DSB i perioden kørt med 17,4 millioner passagerer.

    Det er mere end en halvering i forhold til de 38,2 millioner passagerer, der blev kørt med i den samme periode året før.

  • Flere vaccinationer giver økonomisk optimisme i EU

    Coronakrisen har i den grad været økonomisk hård for EU-landene. Men nu går de en noget mere gunstig tid i møde, efter at de blandt andet har fået gang i deres vaccinationsprogrammer.

    Ifølge Europa-Kommissionens nye forårsprognose kan landene se frem til en vækst i bruttonationalproduktet på 4,2 procent i år og 4,4 procent næste år.

    Det er et noget højere vækstskøn end det, som blev præsenteret i februar. Her ventede Europa-Kommissionen en vækst på 3,7 procent i 2021 og 3,9 procent i 2022.

    - Selv om vi endnu ikke er igennem krisen, ser Europas økonomiske udsigter noget lysere ud, siger handelskommissær Valdis Dombrovskis.

    Sidste år skrumpede medlemslandenes økonomier med 6,1 procent, hvilket var historisk stort.

  • Højhuse og rørledning bombet: Her foregår kampene i konflikt mellem Israel og palæstinensere

    Sort røg stiger op fra israelske bombeangreb mod Gaza By onsdag. (Foto: HAITHAM IMAD © Scanpix)

    Befolkningerne i Gaza og Israel lever igen i en tilstand af akut fare.

    Siden mandag har militante palæstinensere sendt hundredvis af raketter mod israelske byer. Israel har på sin side gennemført endnu flere luftangreb mod Gaza. Området er kontrolleret af Hamas-bevægelsen, der står på EU's og USA's terrorliste.

    Kampene mellem de to parter er de værste siden en krig i 2014. FN's udsending i Mellemøsten, norske Tor Wennesland, advarer om, at situationen er ved at udvikle sig til en egentlig krig.

    Foreløbig har 48 mennesker mistet livet. 43 er blevet dræbt i Gaza, siger Hamas, mens fem meldes dræbt i Israel.

    Her følger en overblik over de steder, som i øjeblikket er direkte påvirket af kampene:

    Beboelsesejendommen Hanadi i Gaza By styrter sammen efter et luftangreb tirsdag. (Foto: Mohammed Abed © Scanpix)

    Natten til onsdag har israelske kampfly og droner gennemført hundredvis af luftangreb mod mål i Gaza by.

    Indtil videre har mindst 35 personer - heriblandt 10 børn - mistet livet i Gaza, oplyser Hamas.

    I den seneste runde bombardementer er det israelske militær gået efter at destruere hele bygninger, skriver nyhedsbureauet AP. Det er en taktik, som udløste omfattende, international kritik af Israel under krigen i 2014.

    Det mest opsigtsvækkende angreb sent tirsdag var rettet mod en beboelsesejendom, som også husede Hamas-kontorer. Bygningen styrtede sammen under angrebet. Forinden havde beboerne modtaget advarsler via tekstbeskeder og telefonopkald.

    Se en video af angrebet:

    Militante i Gaza affyrede i nat 210 raketter mod den israelske storby Tel Aviv i nord og byen Beersheba i syd som svar på angrebene mod etageejendomme i Gaza By.

    Det israelske missilskjold Iron Dome i aktion mod raketter affyret fra Gazastriben. (Foto: Mohammed Abed © Scanpix)

    Luftalarmerne har hylet natten igennem i flere byer i Israel, hvor himlen har været oplyst af eksplosioner fra missilskjoldet Iron Dome's møde med raketter fra Gaza.

    I en forstad til Tel Aviv slap en raket gennem skjoldet og dræbte en mand og hans datter, skriver The Times of Israel.

    Se en video af missilskjoldet i aktion nær Tel Aviv i nat:

    Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har advaret om, at militante palæstinensere kommer til at betale "en meget høj pris" for raketangrebene.

    Religiøse skrifter bliver båret ud af en synagoge, som blev stukket i brand under uroligheder i forstaden Lod. (Foto: Ronen Zvulun © Scanpix)

    Netanyahu har natten til onsdag erklæret undtagelsestilstand i byen Lod, som er en forstad til Tel Aviv.

    Lod, der har en blandet befolkning af jøder og palæstinensere, har de seneste to dage oplevet voldelige uroligheder.

    Forstandens palæstinensiske beboere - også kaldet arabiske israelere - har nedbrændt jødiske skoler, forretninger og synagoger.

    Urolighederne begyndte, da en arabisk israeler blev dræbt under en protest i forlængelse af den seneste tids voksende spændinger mellem Israel og palæstinensere.

    Det er første gang siden 1966, at regeringen i Israel har benyttet sin ret til at erklære undtagelsestilstand i et arabisk område, skriver The Times of Israel.

    En rørledning i brand nær Ashkelon i Israel onsdag. (Foto: ILAN ROSENBERG © Scanpix)

    Ud over Tel Aviv har de seneste raketter fra Gaza har også ramt andre kystbyer i Israel.

    Det gælder byen Ashdod, og uden for byen Ashkelon slog en raket ned i en rørledning ved et kraftværk.

    Der er også fortsat rapporter om en anspændt stemning i Jerusalem, hvor kimen til den seneste militære optrapning blev lagt tidligere på måneden.

    Der har også været uroligheder flere steder på Vestbredden. En 26-årig palæstinenser blev dræbt onsdag, da den israelske hær gik ind i flygtningelejren al-Fawar syd for Hebron.

  • Skal du også i sommerhus? Vejdirektoratet varsler lange bilkøer i Kristi himmelfartsferien

    I dag og i de kommende dage er det en god idé at holde ekstra øje med trafikmeldinger, hvis du ikke vil bruge dine "hellige" timer i kø på motorvejen.

    Når vi ikke bare lige kan tage på forlænget weekend i London eller Paris, bruger ekstra mange danskere nemlig helligdagene på at tage i sommerhus.

    Vejdirektoratet forventer derfor heftig trafik i dag i tidsrummet 14 - 19 og i morgen på selve Kristi himmelfartsdag i tidsrummet 11 - 14.

    Trafikken vil hovedsageligt bevæge sig fra hovedstadsområdet mod Jylland via Fyn og Sjællands Odde.

    Hjemtrafikken forventes at være på sit højeste søndag den 16. maj i tidsrummet 12 - 16.

    Du kan løbende holde øje med trafikken her.

  • 'Du er blevet hacket, og dine penge er væk': Lillian er et af 170 ofre i stor sag om NemID-svindel 

    170 danskere har været ofre i en af de største sager om NemID-svindel for millioner af kroner.

    Lillian glemmer aldrig opkaldet fra banken.

    - De siger, at nu skal du sætte dig ned og tage det roligt. Du er blevet hacket, og dine penge er væk, fortæller Lillian om opringningen fra hendes bank i april sidste år. Hun ønsker ikke sit fulde navn frem, men DR kender hendes identitet.

    Lillian er et af 170 ofre i en af de største sager om NemID-svindel herhjemme. Det fremgår af anklageskriftet mod otte af de tiltalte, erfarer DR Nyheder.

    Det er ubegribeligt for mig, at det kunne foregå. Så mange transaktioner på så kort tid.
    Lillian, offer for NemID-svindel

    Lillian har stadig svært ved at forstå, hvordan svindlen kunne ske.

    - Jeg havde været inde og tjekke min konto dagen før, og alt var, som det skulle være, fortæller Lillian.

    Men få dage efter var mere end 900.000 kroner forsvundet fra hendes bankkonto. To af de gerningsmænd, som er en del af svindel-grupperingen, har allerede tilstået svindlen mod blandt andre Lillian.

    DR har fået aktindsigt i retsdokumenterne, og her fremgår det, at Lillians penge blev overført til 77 forskellige konti fordelt på 133 transaktioner.

    - Når jeg ser på det i dag, så er det ubegribeligt for mig, at det kunne foregå. Så mange transaktioner på så kort tid, siger Lillian.

    Dommen mod de to gerningsmænd, der allerede har tilstået, og anklageskriftet mod yderligere otte tiltalte afslører også, hvordan svindlerne overhovedet kunne få adgang til Lillians netbank.

    Den første del af forklaringen skal findes på Lyngby Bibliotek. Her har Lillian brugt sit NemID på en af de offentlige computere. Hvad hun ikke vidste var, at svindlerne havde installeret ulovligt overvågningsudstyr på computeren; en såkaldt keylogger, der gemmer alle tastetryk. På den måde har svindlerne fået fat på Lillians bruger-id og adgangskode til NemID.

    Med de oplysninger har de kunnet finde ud af, hvornår Lillian ville få tilsendt et nyt nøglekort, som de derefter har kunnet stjæle fra hendes postkasse.

    Fremgangsmåden har ifølge retsdokumenterne været stort set den samme mod de 170 ofre, der bor forskellige steder i landet.

    I nogle tilfælde har gerningsmændene primært flyttet penge fra ofrenes bankkonti, i andre tilfælde har de optaget lån eller købt varer i offerets navn, og i mange tilfælde har de gjort det hele.

    Lillian er utilfreds med den manglende it-sikkerhed på biblioteket.

    - Det er hårrejsende, at man ikke kan stole på bibliotekerne, siger hun.

    DR har kortlagt, at svindel ved brug af keyloggere har involveret mindst 46 biblioteker landet over siden 2015.

    Lillian fik tabet dækket af banken. Men ifølge retsdokumenterne har banken nedlagt krav om erstatning mod gerningsmændene, hvilket tyder på, at svindlerne slap væk med pengene.

    Ifølge DR’s oplysninger er stort set alle pengene fra den aktuelle svindelsag forsvundet.

    - Jeg er glad for, at de er fanget, men det er vigtigt, at der sker de forandringer, der skal til, så det her ikke kan ske igen, siger Lillian.

    En af de tiltalte, som ifølge sigtelsen har spillet en ”fremtrædende rolle i organisationen”, er en 27-årig dansk-somalier, der både har en terrordom og en dom for millionsvindel med NemID i bagagen. Det afslørede DR sidste år.

    DR har været i forbindelse med den terrordømte mands forsvarer, der ikke ønsker at udtale sig.

    De to gerningsmænd, der har tilstået NemID-svindel mod mere end 60 forskellige ofre, blev tidligere på foråret idømt fængselsstraffe på henholdsvis 2,5 og 3 år.

    DR erfarer fra flere kilder, at anklagemyndigheden går efter længere fængselsstraffe til flere af de otte personer, der nu er tiltalt i sagskomplekset.

    Anklagemyndigheden har ikke ønsket at give interview om sagen.

    I grafikken herunder kan du se, hvordan svindlen med keyloggere er foregået. Efter DR fortalte om metoden har Digitaliseringsstyrelsen ændret NemID-systemet, så man ikke længere får oplyst det resterende antal nøgler på nøglekortet, når man forsøger at logge ind med sit NemID.

  • Københavns Lufthavn i knæ: Frygter for konsekvenserne ved udskudt vaccineplan

    Københavns Lufthavn håber på en sommer med luft under vingerne.

    Mens vi igen strømmer på café eller i biografen, er det nemlig stærkt begrænset, hvor mange som benytter sig af flytrafikken.

    Det forsinkede vaccinationsprogram vil formentlig fortsat sætte en stopper for rejsefeberen, og det bekymrer den kommercielle direktør, Peter Krogsgaard.

    - Det kommer jo også til at udskyde folks lyst til at rejse. Mens resten af Danmark er godt i gang med at lukke op, er luftfarten stadig i knæ og omfattet af mange krav og restriktioner, siger han i en pressemeddelelse.

    Antallet af rejsende er i april faldet med hele 92,7 procent sammenlignet med april i 2019.

  • Direkte patientlinje til lungesygeplejersker sparer indlæggelser

    Direkte kontakt til et særligt team af lungesygeplejersker har betydet færre indlæggelser og større tryghed for KOL-patienter i Aarhus. (© Aarhus Universitetshospital)

    Mere tryghed og færre og kortere indlæggelser.

    Det er et af resultaterne af et forskningsprojekt med KOL-patienter, hvor lungepatienterne har kunnet kontakte et specialiseret lungeteam døgnet rundt.

    Et samarbejde mellem Aarhus Kommune og Aarhus Universitetshospital, som nu bliver permanent.

    Det er lungesygeplejersker fra KOL-klinikken og kommunens akutsygeplejersker, der tager imod lungepatienternes opkald.

    Den direkte vej til de sygeplejersker, der kender både patient og sygdom, betyder, at lungepatient og sundhedsvæsen bliver sparet for henvendelser til hjemmesygeplejerske, vagtlæge og måske i sidste ende en indlæggelse.

    - At vide hvornår der er nogen, der kommer, skaber tryghed, siger Birgit Refsgaard, der er sygeplejerske og forsker bag forsøget.

  • Hvem havde ansvaret for 12 år gammelt fransk flystyrt? Det skal en retssag nu kaste lys over

    På godt tre minutter styrtede Airbus 330-flyet i havet d. 1. juni 2009. Det tog rednings- og eftersøgningshold fem dage at finde frem til de første vragdele i havet ud for Brasiliens kyst. (Foto: ho © Scanpix)

    De to franske flygiganter, flyproducenten Airbus og luftfartsselskabet Air France, skal nu i retten på baggrund af det dødeligste flystyrt i Air Frances historie.

    Det har en domstol i Paris afgjort i dag.

    I 2009 døde 228 personer om bord på et Air France-fly, da det styrtede ned i Atlanterhavet på vej fra Rio de Janeiro i Brasilien til Paris.

    Heriblandt den danske psykoterapeut Christiane Zeuthen.

    Det tog eftersøgningsholdet hele to år, før flyets sorte boks blev fundet.

    Anklagemyndigheden går nu efter at få både Airbus og Air France dømt for drab.

    Undersøgelser har nemlig konkluderet, at piloten ikke reagerede hensigtmæssigt, da flyets fartmålere frøs til is.

  • To rockere kendt skyldige i planlægning og drab på 18-årig

    To mænd på 29 og 26 år er kendt skyldige i at have planlagt og efterfølgende dræbt en 18-årig mand tilbage i april 2019 i Holbæk.

    Det skriver Ritzau.

    I alt var tre mænd på anklagebænken, men en 34-årig mand blev frikendt for at have bestilt drabet. De var alle medlem af rockerklubben Bandidos, da drabet fandt sted.

    Bandidos lå dengang i konflikt med en lokale gruppe, og retten har givet anklagemyndigheden medhold i, at drabet skete som led i konflikten.

    Senere i dag kommer der strafudmåling for de to dømte.

    I september sidste år blev en 28-årig idømt 12 års fængsel for medvirken til drabet.

  • Danmarks fjerdestørste bryggeri på vej på finske hænder

    Bryggeriet Vestfyen skal sælges til den store finske bryggerikoncern Olvi Group.

    Det skriver bryggeriet i en pressemeddelese.

    Medarbejderne kommer dog ikke til at sige yksi, kaksi, kolme, når de går og tæller flasker på lageret - det er nemlig meningen, at bryggeriet fortsat skal ligge på Fyn i Assens og Indslev. Aftalen mellem det danske og finske storbryggeri er på plads, men alle aktionærerne først takke ja til at sælge deres aktier.

    Bryggeriet Vestfyen er landets fjerdestørste bryggeri, og står blandt andet bag drikkevarer som Vestfyen, Willemoes, Frejdahl, Indslev og Jolly Cola.

  • Indsamling til afdød heks runder 185.000 kroner: 'Jeg ved sgu ikke rigtig, om Dannie har en finger med i spillet'

    185.000 kroner.

    Så meget har indsamlingen til fordel for et skov-mindesmærke over den afdøde nordjyske heks Dannie Druehyld nu rundet.

    Det er stadig uvist, hvor mindesmærket kommer til at ligge. Kræfterne bag indsamlingen samarbejder med Naturfonden, og det er planen, at skoven bliver en del af et større naturprojekt.

    - Jeg ved sgu ikke rigtig, om Dannie har en finger med i spillet. Men ikke desto mindre passer det med, at vi kan hjælpe det projekt og få noget, der er helt unikt for Dannie, fortæller Tina Syssel Weiss, der står bag indsamlingen.

    Druehyld døde sidste uge efter længere tids kræftsygdom.

  • Rambuktyveri mod stormagasinet Illum i København i nat - maskerede mænd stjal ure

    Der har i nat været ubudne gæster i stormagasinet Illum. Det oplyser Københavns Politi til Ritzau.

    Omkring klokken 01:57 blev der anmeldt et rambuktyveri mod stormagasinet, der ligger på Strøget.

    Det lykkedes to maskerede gerningsmænd at slippe afsted med et endnu ikke opgjort antal ure.

    - En bil er kørt ind gennem indgangspartiet. To er steget ud af bilen og har banket hul på diverse glasmontrer med ure i. De er kørt derfra på et flugtkøretøj, siger Anders Frederiksen, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

    Flugtkøretøjet er formentlig en scooter. Den mindre personbil, som personerne ankom i, er efterladt på stedet.

  • Gravearbejde formodentlig skyld i sammenstyrtet gavl i Esbjerg

    Her til morgen er gravemaskiner ved at fjerne murbrokkerne fra det, der engang var en gavl på et hus i Østergade i Esbjerg.

    I går styrtede gavlen delvist sammen, og beboerne blev sendt på hotel, uden at vide om de nogensinde kommer ind i deres hjem igen.

    Østergade er stadig spærret, indtil beredskabet er sikker på, at huset er lukket og sikret for yderligere nedstyrtning.

    - Lige nu regner ingeniørerne på, hvad der skal ske, siger vagthavende indsatsleder fra Sydvestjysk Brandvæsen Lenni Schmidt.

    Årsagen til sammenstyrtningen er formodentlig et gravearbejde ved nabohuset, men der skal undersøgelser til, før det kan siges med sikkerhed, siger Lenni Schmidt.

  • De Konservatives sundhedsordfører udfordrer den siddende S-regionsrådsformand

    Region Nordjylland skal have ny formand, når der er valg til november. I hvert fald hvis det står til De Konservatives sundhedsordfører i Folketinget, Per Larsen.

    Per Larsen har siddet i regionsrådet i det nordjyske siden 2007 og vil nu udfordre den nuværende regionsrådsformand Ulla Astman (S), der har siddet knap 14 år på posten.

    - Jeg synes som udgangspunkt, jeg er et rigtig godt bud på en ny formand. Vi i de borgerlige partier har talt om, at tiden er inde til et nyt styre, siger Per Larsen.

    Ved det seneste regionsrådsvalg fik Per Larsen knap 11.000 personlige stemmer - det næsthøjeste antal personlige stemmer, kun overgået af regionsrådsformand Ulla Astman, der fik 49.000.

  • SE FOTOS: Voldsomme raketangreb fra Gaza og israelske luftangreb i nat

    • Israel udførte et luftangreb på Hanadi-komplekset i Gaza, hvor Hamas holder til. (Foto: Mohammed Abed © AFP or licensors)
    • Bygning i Gaza jævnet med jorden i israelsk luftangreb. (Foto: SUHAIB SALEM)
    • Det israelske anti-luftskytssystem "Jernkuplen" forsøger at nedskyde raketter, der kommer fra Gaza. (Foto: MENAHEM KAHANA © AFP or licensors)
    • Flere hundrede raketter blev affyret fra Gaza ind over Israel i nat. (Foto: Mohammed Abed © AFP or licensors)
    • Flere israelere blev dræbt i raketangreb fra Gaza. Her er en raket slået ned i Holon nær Tel Aviv. (Foto: HEIDI LEVINE)
    • Et raffinaderi i Ashkalon i Israel brænder, efter at være blevet ramt af raketter fra Gaza. (Foto: Jack guez © AFP or licensors)
    1 / 6

    Kampene mellem Hamas-bevægelsen i Gaza og israelske styrker fortsatte i nat.

    Hamas har i løbet af natten sendt over flere hundrede raketter ind over Israel, der til gengæld har svaret igen med de voldsomste luftangreb over Gaza siden 2014.

    Ifølge Jerusalem Post er mindst seks israelere dræbt i raketangrebene.

    Gazas sundhedsministerium oplyser, at 35 er blevet dræbt i israelske luftangreb, deriblandt 12 børn.

  • Nu er Bornholm også ramt af en svindler, der udgiver sig for at være betjent

    Flere politikredse har gennem de seneste par måneder advaret om en mand, der ringer og udgiver sig for at være en betjent. Men der er tale om en svindler, selv om det fremgår, at han ringer fra et ægte polititelefonnummer.

    Nu er svindlen nået til Bornholm, hvor en kvinde i Rønne blev ringet op af en mand, der påstod, at han var fra Aarhus Politi. Han fortalte, at nogen var ved at hacke hendes konto.

    Da den undrende kvinde sagde, at hun ville kontakte Bornholms Politi, blev samtalen afbrudt.

    - Husk aldrig at udlevere kontooplysninger eller NemId til nogen. Heller ikke til politiet, advarer Bornholms Politi.

    Om der er tale om den samme mand, der ringer rundt, vides ikke.

  • Oplev New York fra nye højder i nyt observatorium i One Vanderbilt-skyskraberen

    • Summit One hedder det nye observatorium, som åbner for offentligheden til oktober. (Foto: TIMOTHY A. Clary © AFP or licensors)
    • Empire State Building ser ret lille ud fra det nye observatorium (Foto: TIMOTHY A. Clary © AFP or licensors)
    • Der er også udsigt til Chrysler Building. (Foto: TIMOTHY A. Clary © AFP or licensors)
    1 / 3

    Til oktober kan du opleve New York fra nye højder.

    Et nyt observatorium i One Vanderbilt-skyskraberen åbner nemlig i 427 meters højde.

    Pressen har nu fået adgang, og de første billeder af den imponerende udsigt er afsløret.

    Observatoriet giver udsigt til både Empire State Building, Chrysler Building og Frihedsgudinden.

  • Over 6.000 cpr-numre fundet hos terrordømt

    I en af de største sager om NemID-svindel nogensinde viser det sig nu, at en af de tiltalte - en tidligere terrordømt dansk-somalier - har været i besiddelse af cpr-numre på flere end 6.000 danskere.

    Det fremgår af anklageskriftet i svindelsagen, erfarer DR.

    Nets, der driver NemID, ønsker ikke at svare på, om de pågældende borgere har fået besked, eller om deres NemID er blevet spærret.

  • 170 borgere i Korsør, der kan have spist forurenet kød, skal undersøges

    Omkring 170 borgere i Korsør, der har eller kan have spist kød forurenet med det sundhedsskadelige fluorstof PFOS, skal nu undersøges nærmere.

    Kødet stammer fra kvæg, der har græsset på en mark tæt på brandskolen i Korsør, hvor man tidligere har brugt skum med det svært nedbrydelige stof.

    Undersøgelserne sker via Holbæk Sygehus, hvor borgerne de kommende dage bliver indkaldt til blodprøve-tagning.

  • Læger advarer mod at springe køen over og tage AstraZeneca eller Johnson & Johnson

    Hvis du overvejer, om du skal springe vaccinekøen over og blive vaccineret med coronavaccine fra AstraZeneca eller Johnson & Johnson i den kommende tilvalgsordning, så bør du lade være.

    Så klar er opfordringen fra organisationen Dansk Selskab for Almen Medicin, de praktiserende lægers fagvidenskabelige selskab.

    Der er nemlig meget, vi endnu ikke ved om bivirkningerne ved de to vacciner, siger formand Anders Beich.

    - Vi mener, at gevinsten nærmest ikke er eksisterende. Det er velbeskrevet, at der kan være nogle alvorlige bivirkninger, men der kan også være nogle andre bivirkninger, som man først er ved at undersøge nu, siger Anders Beich.

  • Onsdag starter grå, men slutter med sol

    Der vil også onsdag være behov for en paraply i Jylland i morgentimerne. Her er det i Haderslev. (Foto: Viggo Hjort Kohberg © Viggo Hjort Kohberg)

    Nattens relativt kraftige regnvejr hænger i morgentimerne stadig over store dele af Jylland, men når det er trukket nordpå, vil der komme en opklaring med plads til lidt sol.

    Det får temperaturen til at stige til mellem 11 og 16 grader, varmest i de sydlige egne.

    Det ser ud til at holde sig tørt indtil de sene aften- eller nattetimer. Bornholmerne får endnu en lun dag med tørvejr, nogen sol og omkring 19 grader.

    Vinden i dag er svag til jævn fra vest- og nordvestlig retning.

  • Indien passerer 250.000 coronadøde efter trist rekord med 4.200 døde på et døgn

    Indien har det seneste døgn registreret 4.205 coronarelaterede dødsfald, hvilket er en trist rekord.

    Med den nye opgørelse kommer det samlede antal døde i landet op på 254.197, skriver Reuters.

    Der er registreret 348.421 nye smittetilfælde siden i går, og i alt er det samlede antal smittede oppe over 23,3 millioner.

    Reelt anses antallet af både coronadøde og -smittede at være langt højere i landet med cirka 1,3 milliarder indbyggere.

  • Kæmpe containerskib sad fast: Nu skal Suez-kanalen være 40 meter bredere og to meter dybere

    23. marts satte det gigantiske containerskib Ever Given sig fast i Suez-kanalen og blokerede en af verdens vigtigste handelsesveje i mange dage.

    Derfor skal Suez-kanalen nu udvides på 30 kilometer lange strækning fra byen Suez til den store sø Great Bitter Lake, skriver Ritzau.

    Ever Given er et af verdens største containerskibe med sine 400 meter. (Foto: Maxar Technologies © Scanpix)

    Kanalen skal udvides med 40 meter på den østlige side, mens dybden skal udvides fra cirka 20 meter til 22 meter.

    Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, har meddelt, at projektet skal være færdigt inden for to år.

  • Dødstallet stiger efter nye angreb mellem Israel og Hamas i nat

    En bygning i 12 etager styrtede sammen efter et israelsk luftangreb mod Gaza. (Foto: MAHMUD HAMS © Scanpix)

    Natten til onsdag har militante palæstinensere affyret over 100 raketter fra Gaza mod Israel.

    Samtidig fløj israelsk kampfly den modsatte vej og gennemførte hundredvis af luftangreb.

    Nyhedsbureauet Reuters skriver, at dødstallet nu er oppe på 40 - 35 i Gaza og 5 i Israel - under de voldsomste kampe mellem de to parter siden 2014.

    Israel angreb sent tirsdag blandt andet en 12-etagers beboelsesejendom, der også husede kontorer for Hamas - den islamististiske bevægelse, som kontrollerer Gaza. Beboerne i bygningen havde på forhånd fået besked på at forlade den.

    Se en video af angrebet:

    Det israelsk militær skriver på Twitter, at man under de seneste luftangreb har dræbt nøglefigurer i Hamas' efterretningstjeneste. Det er ikke bekræftet af Hamas.

    De optrappede angreb mellem Israel og Hamas risikerer at ende i en decideret krig.

    Sådan lyder advarslen fra FN's udsending i Mellemøsten, skriver Ritzau.

    FN-udsendingen, norske Tor Wennesland, opfordrer parterne til at stoppe raketangrebene "omgående".

    - Situationen udvikler sig til krig for fuld udblæsning. Ledere på alle sider er nødt til at tage ansvar for at nedtrappe konflikten, siger Wennesland og tilføjer:

    - Prisen for krig i Gaza er ødelæggende og betales af almindelige mennesker. FN arbejder med alle parter om at genoprette freden. Stop volden nu.

    Wennesland blev udnævnt som specialkoordinator i december og fungerer som generalsekretær António Guterres' øverste repræsentant i alle politiske og diplomatiske bestræbelser i forbindelse med dødvandet mellem palæstinenserne og israelerne.

    En mand holder en såret pige i Gaza tirsdag. (Foto: MAHMUD HAMS © Scanpix)

    FN's Sikkerhedsråd skal mødes onsdag for at drøfte kampene. Det lukkede møde er kommet i stand efter opfodringer fra flere lande.

    Der synes ikke at være en forestående afslutning på volden, og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har advaret om, at militante palæstinensere kommer til at betale "en meget høj pris" for raketangrebene.

    Netanyahu har natten til onsdag erklæret undtagelsestilstand i den centrale by Lod og sendt forstærkninger til byen. Her har israelske arabere lavet voldelige protester, skriver BBC.

    Israelske arabere begraver en mand fra Lod. Han blev dræbt under sammenstød med sikkerhedsstyrker. (Foto: - © Scanpix)

    De seneste dages uroligheder er de værste mellem Israel og Hamas siden en krig i Gaza i 2014.

    Volden kommer efter flere dages spændinger i Jerusalem, hvor israelsk politi og palæstinensiske demonstranter er stødt sammen, og hundredvis er såret.

  • Elon Musk har Aspergers syndrom, men hvad betyder det egentlig?

    Der kan være en stigmatisering omkring Aspergers syndrom, og derfor kan det hjælpe, at en succesfuld person fortæller om sin diagnose, siger ekspert. (Foto: Mike Blake © Scanpix)

    I weekenden var Elon Musk vært på ugens udgave af det amerikanske show ‘Saturday Night Live’ (SNL).

    Her afslørede Tesla-ejeren og manden bag SpaceX, at han har Aspergers syndrom.

    - Jeg skriver faktisk historie i aften som den første person med Aspergers, som er vært på 'Saturday Night Live'. I hvert fald den første, der indrømmer det, siger han i monologen, der kan ses her.

    I forbindelse med at Elon Musk fortæller om sin diagnose, nævner han sine tweets.

    - Jeg ved godt, at jeg nogle gange siger eller poster nogle underlige ting, men det er bare sådan, min hjerne fungerer.

    - Til dem, jeg har fornærmet, vil jeg bare sige: Jeg genopfandt elektriske biler, og jeg sender mennesker til Mars i raketter. Troede I, at jeg også bare ville være en afslappet, normal fyr?

    Men hvad er Aspergers syndrom overhovedet? Det kan du blive klogere på her.

    Efter Elon Musk afslører, at han har Aspergers, joker han med sin diagnose:

    - Jeg kommer ikke til at have meget øjenkontakt med holdet (holdet bag SNL, red.) i aften.

    Og manglende øjenkontakt er netop et af kendetegnene ved Aspergers syndrom.

    - Grundlæggende kommer tilstandene under autismespektrumforstyrrelser med nogle sociale og kommunikative udfordringer og særlige adfærdstræk og interesser, siger Meta Jørgensen, der er speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri og overlægekonsulent ved Region Midt i Specialområde Autisme.

    Personer med Aspergers syndrom kan have svært ved social interaktion, herunder at holde øjenkontakt. De kan have snævre interesser, som de foretrækker at tale om, og have problemer med at forstå humor og ironi.

    - Det er forskelligt fra person til person, hvor udtalt de autistiske symptomer er, og derfor er det også forskelligt, hvordan det påvirker deres liv og dagligdag, siger Meta Jørgensen og fortsætter:

    - Men typisk vil man have udfordringer i det sociale samspil, ved kommunikation i sociale sammenhænge og have behov for forudsigelighed eksempelvis i form af en klar plan over dagen. Nogle er også hypersensitive overfor eksempelvis lyd, lugte og lys.

    Når en person som Elon Musk stiller sig frem og fortæller om sin diagnose, kan det hjælpe andre med samme diagnose.

    - Der kan være en stigmatisering omkring autisme, herunder Aspergers syndrom, og derfor kan det hjælpe, at en succesfuld person fortæller om sin diagnose. Det kan øge opmærksomheden, interessen for og viden om tilstanden, siger Meta Jørgensen.

    Hun fortæller, at der indenfor de seneste år er kommet et øget fokus på de særlige ressourcer, som folk med autisme og herunder Aspergers syndrom kan have.

    Det kan eksempelvis være en ekstremt stor viden indenfor et nicheområde eller et særligt fokus på detaljer.

    - I stedet for kun at se på udfordringerne, er der kommet et skifte, hvor man også ser på ressourcer, hvilket kan hjælpe en person med Aspergers syndrom på en uddannelse eller i et job, fordi der er en bedre forståelse for, hvordan deres styrker kan understøttes, siger hun.

    Meta Jørgensen understreger dog, at Elon Musk er en person, som skiller sig ud, og at det ikke er alle med Aspergers syndrom, der klarer sig som ham.

    Elon Musk har skabt SpaceX, der udbyder kommerciel rumfart. De står blandt andet for at sende astronauter til Den Internationale Rumstation for NASA. (Foto: STEVE NESIUS © Scanpix)

    Derfor kan der også være en bagside ved, at personer som ham fortæller om deres diagnose.

    - Når fokus er på den lille gruppe med Aspergers syndrom, der klarer sig ekstremt godt, bliver fokus flyttet fra den store gruppe af personer med autisme, der kan have mange udfordringer, siger hun og fortsætter:

    - Vi ved, at også personer med Aspergers syndrom kan have udfordringer i forhold til, at tage en uddannelse, få et arbejde og socialt, eksempelvis i forhold til venskaber og relationer.

    De er også i risiko for at udvikle psykiske tilstande som depression og angst.

    - Den gruppe udgør majoriteten, og den gruppe af personer med diagnosen bør der også være et fokus på, siger Meta Jørgensen.

Mere fra dr.dk