Nyheder
4. dec 2014

Energimærkning af huse er fuld af fejl

Kontant afslører i aften, at der er fejl i flere energimærkninger af huse. (© DR Kontant)

Når vi sælger vores hus skal det være forsynet med et energimærke, præcis som vi kender det fra for eksempel vaskemaskiner og fladskærme. Men næsten hver anden energimærkningsrapport har fejl og mangler. Det viser de seneste stikprøvekontroller af ordningen, som DR's forbrugermagasin Kontant har fået indsigt i.

I den nyeste kontrol fra 2012 er hver ottende energirapport så fuld af fejl, at mærket ifølge Energistyrelsen, er direkte misvisende.

- Det er uacceptabelt, at der er de her alvorlige fejl, for boligejerne skal kunne stole på energikonsulenternes rapporter, siger Energistyrelsens vicedirektør Dorthe Nøhr Andersen til Kontant. Hun understreger, at styrelsen nu har sat massivt ind for at forbedre kvaliteten.

Fejlagtige og upræcise mærker koster nemt flere hundrede tusinde kroner i en hushandel. Undersøgelser viser nemlig, at mærket får stadig større opmærksomhed fra huskøberne – og dermed indflydelse på den endelige salgspris.

Når næsten halvdelen af energimærkerne har fejl, så er det et problem
Torben Kaas, direktør i Brancheforeningen for Byggesagkyndige og Energikonsulenter

Kontant har talt med direktør, Torben Kaas i Brancheforeningen for Byggesagkyndige og Energikonsulenter (BfBE). Han er bestemt ikke tilfreds med de mange fejl og mangler i rapporterne.

- Når næsten halvdelen af energimærkerne har fejl, så er det et problem. Et problem, der ikke alene skyldes sjusk. Jeg tror, at de retningslinjer konsulenterne får stukket i hånden er for upræcise, siger Torben Kaas.

Branchedirektøren mener desuden, at mere efteruddannelse vil gavne ordningen.

Viser ikke dit forbrugDet er energikonsulenter fra private firmaer, der for cirka 6.000 kroner vurderer, om et hus lander på topkarakteren A eller et andet sted på skalaen, der slutter med et G.

Karakteren afspejler husets "kvalitetsmæssige tilstand," – det betyder, at konsulenten bruger en håndbog med et sæt standardkriterier til at udregne energiforbruget – og altså ikke det faktiske forbrug. Idéen er, at man let skal kunne sammenligne boliger med hinanden.

Hvis energikonsulenten giver huset en forkert vurdering, kan en enkelt karakter op eller ned ad skalaen betyde en forskel på mellem 7 og 15 procent af husets salgspris. Det indikerer forskellige analyser fra henholdsvis HOME og Statens Byggeforskningsinstitut.

- Det afhænger meget af, hvor huset ligger. I København betyder energimærket mindre end i provinsen, forklarer Ole Michael Jensen, der er seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut.

Fra D til E

Kontant har besøgt Lis Aagaard Hansen, der købte et parcelhus i Viborg for fire år siden. Hun fandt senere en række fejl i energirapporten og klagede til den ansvarlige myndighed, Energistyrelsen.

I deres afgørelse hed det, at energikonsulenten ikke fulgte retningslinjerne og der forelå "andre væsentlige afvigelser fra retningslinjerne..". Energikonsulenten blev efterfølgende pålagt at lave et nyt energieftersyn, som sænkede karakteren fra D til det ringere mærke E. Lis Aagaard Hansen købte og betalte altså for et hus, der var i ringere stand end det der fremgik af energirapporten.

- Jeg har fået medhold i min klage, men der bliver dækket over klamphuggerne, der laver fejlene, fortæller hun.

Der bliver dækket over klamphuggerne, der laver fejlene
Lis Aagaard Hansen, husejer

Det er husets nuværende ejer, der hænger på energikonsulentens sjusk. Udover at huset kan være mindre værd på grund af energimærkets lavere karakter, er der ingen erstatning for de eventuelle fejl og mangler, som man efterfølgende finder i boligen.

- Jeg kan jo dokumentere, at jeg er blevet snydt. Det er mig, der kommer til at stå med regningen, fortæller Lis Aagaard Hansen.

Det er svært at bevise, hvor stort et tab hun præcist har måttet indkassere. Derfor er hun blevet frarådet af sin advokat at trække energikonsulenten i retten.

Hos Energistyrelsen medgiver vicedirektør Dorthe Nøhr Andersen, at fejlene fylder alt for meget.

- Stikprøven fra 2012 viser, at det er 13 procent af mærkerne, hvor boligejeren har fået et mærke, der er anderledes end det mærke, man ellers skulle have haft, siger vicedirektøren.

På trods af fejlene er det ifølge Energistyrelse og brancheforening aldrig sket, at en energikonsulent eller et firma har fået frataget tilladelsen til at lave energimærker. Derfor varsler Energistyrelsen nye sanktionsmuligheder overfor firmaer og konsulenter, som begår "gentagne" eller "alvorlige" fejl.

Se Energistyrelsens fulde svar i Kontant i aften kl. 21:00 på DR1.

Nyheder

  1. 28 min. siden

    Blodbanker og Seruminstituttet vil undersøge, hvor mange der egentlig har haft corona

    De daglige smittetal slår rekord dag for dag i øjeblikket. Men hvor mange af os har egentlig været smittet med coronavirus?

    Det vil Statens Serum Institut (SSI) undersøge i samarbejde med blodbankerne, skriver SSI i en pressemeddelelse.

    Fra i tirsdags er bloddonorernes blod blevet undersøgt for antistoffer mod coronavirus, hvilket kan være med til at kortlægge, hvor udbredt smitten er i Danmark og kaste lys på mulige mørketal.

    - Der er mindre sandsynlighed for, at en tidligere omikronsmittet bliver smittet igen – medmindre der kommer en ny variant. Vi har derfor brug for at vide, hvor mange der har været smittet, for at vi bedre kan komme med et estimat om, hvad vi kan forvente af smittebølgen, siger Henrik Ullum, der er SSI-direktør.

    Hver uge tappes omkring 6.000 bloddonorer mellem 17 og 70 år.

  2. 29 min. siden

    Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke fjerde vaccinestik til plejehjemsbeboere og ældre over 85

    Efter tredje vaccinestik er både plejehjemsbeboere og ældre over 85 år godt beskyttet mod et alvorligt forløb, hvis de bliver smittet med covid-19.

    Det viser både danske data og international forskning, oplyser Sundhedsstyrelsen.

    Derfor vil myndighederne ikke lige nu anbefale et fjerde stik til de to grupper af borgere. Men det kan hurtigt blive ændret, siger Helene Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.

    - Vi er forberedt på at udrulle fjerde stik til gruppen, og hvis der viser sig et behov, kan fjerde stik rulles ud inden for meget kort tid, fortæller Helene Probst.

  3. 55 min. siden

    Frømandskorpsets chef er renset i sag om tjenestemisbrug

    I årevis har der kørt en sag mod chefen for frømandskorpset, der var mistænkt for tjenestemisbrug i forbindelse med indkøb af bådmotorer, men nu er den blevet lukket.

    Det er Forsvarsministeriets Auditørkorps, der fungerer som anklager i militære anliggender, der har behandlet sagen og besluttet ikke at gå videre med den.

    - Der er ikke fundet grundlag for at antage, at chefen for Frømandskorpset, kommandørkaptajn Jens Birkebæk Bach, eller øvrige ansatte har gjort sig skyldige i tjenestemisbrug eller forsøg på ulovlig påvirkning af processen i forbindelse med indkøbet, oplyser Forsvaret.

    Sagen blev rejst i 2019, og sidste år blev en række anklagepunkter om blandt andet vennetjenester og embedsmisbrug droppet uden sigtelser.

  4. I dag kl. 14:14

    DF-folketingsmedlem peger på Merete Dea Larsen som ny formand

    Karina Adsbøl har peget på sin foretrukne kandidat i Dansk Folkepartis formandsvalg. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Dansk Folkepartis social- og ældreordfører, Karina Adsbøl, er det seneste folketingsmedlem, der har peget på en ny formand for partiet.

    Hun mener, at den nye formand skal hedde Merete Dea Larsen, skriver hun på Facebook.

    - Mon ikke det bedste for folketingsgruppen er, at de to dygtige formænd, vi har haft, giver en ny formand plads og rum til at blive en god leder?

    Mens Morten Messerschmidt og Martin Henriksen allerede har flere støtter bag sig, er den eneste anden, der har peget på Merete Dea Larsen som formand, partiets sundhedsordfører Liselott Blixt.

    Valget tages ved det forestående formandsvalg på søndag.

  5. I dag kl. 14:01

    Der er registreret 46.831 nye coronatilfælde det seneste døgn

    Der er registreret 46.831 coronatilfælde det seneste døgn. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) fredag.

    Det er det højeste antal under pandemien. I går var tallet 40.626.

    Fredagens smittetal er fundet i 268.092 PCR-prøver. Det svarer til, at lidt flere end hver sjette af dem har været positive. Det har også været niveauet de foregående dage.

    Antallet af indlagte med covid-19 falder med 12 til 813. En del af dem er dog ikke indlagt på grund af covid-19. I den sidste uge af 2021 gjaldt det for lidt flere end hver tredje, skriver Ritzau.

    21 personer, der inden for den seneste måned er testet positiv for covid-19, er afgået ved døden. SSI arbejder på en ny opgørelsesmåde, da tallet for coronadødsfald er blevet mere usikkert.

  6. I dag kl. 13:53

    Diskriminerede gravide og nybagte mødre: Nu får landets forsikringsselskaber millionbøde

    Forsikringsselskaberne har afvist at hjælpe kvinder, der var gravide, men det er ulovligt. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

    Forsikringsselskaberne har allerede betalt erstatning til tusindvis af kvinder, der stik imod reglerne fik afslag på hjælp, fordi de var gravide. Nu har selskaberne også fået bøder, der tilsammen når op i millionklassen.

    Selskaberne ville nemlig ikke dække fysioterapeut, psykolog eller kiropraktor, hvis kunden var en gravid kvinde eller nybagt mor, afslørede DR i efteråret 2020. Og det var altså ulovligt.

    PFA, Topdanmark, Danica Pension, AP Penson og LB Pension har allerede accepteret bøder for i alt 2,7 millioner kroner.

    Det skriver Inside Business, og flere af selskaberne har efterfølgende bekræftet overfor DR Nyheder, at de tager imod bøderne.

    PFA's bødestraf er den suverænt største. Selskabet, der administrerer pensionsmidler for omkring en million danskere og hører til i den europæiske sværvægtsklasse med investeringsmidler for over 600 milliarder kroner, skal betale 1,2 millioner kroner.

    Danica Pension og AP Pension har hver fået en bøde på 100.000 kroner, og bøderne til en række andre selskaber placerer sig derimellem.

    - Det her er det sidste kapitel i en beklagelig sag, lyder reaktionen fra administrerende direktør i brancheorganisationen Forsikring og Pension, Kent Damsgaard.

    Flere selskaber har endnu ikke besluttet, om de accepterer bøderne, og beløbene synes Kent Damsgaard 'er svære' at vurdere.

    - Det handler om at få sat et sidste punktum i en sag, man har beklaget, hvor man har rettet op, og hvor man har kompenseret de mennesker, som er kommet i klemme, siger han.

    I alt 14 pensionsselskaber er blevet meldt til Bagmandspolitiet af Finanstilsynet efter DR's afsløringer af, at de systematisk sagde nej til at betale for eksempel fysioterapi eller kiropraktik for gravide kvinder eller nybagte mødre.

    Ingen af selskaberne har ønsket at medvirke i interview med DR Nyheder.

    Hele sagen er et resultat af afsløringer, som P1 Orientering begyndte at afdække tilbage i efteråret 2020.

    Blandt andet kunne DR fortælle, hvordan forsikringsselskaber på stribe nægtede at hjælpe deres gravide kunder og kvinder, der havde fået mén efter graviditetsforløb.

    For eksempel Rikke Juhl, der er kunde hos PFA.

    - Da jeg fortalte dem om problemerne med min ryg, og at jeg var gravid, sagde manden i telefonen: Stop – hvis du er gravid, så dækker vi ikke, har hun tidligere fortalt.

    Den slags svar har flere tusinde kvinder fået, hvis de henvendte sig til forsikringsselskaberne med ryg- og bækkensmerter eller for at få dækket udgifter til behandlinger hos fysioterapeut eller kiropraktor gennem en sundhedsforsikring, ulykkesforsikring eller lignende.

    I to årtier har den ulovlige og helt systematiske praksis stået på.

    Det har selskaberne selv erkendt, og derfor satte Finanstilsynet forrige efterår forsikringsselskaberne på et gevaldigt arbejde med at afdække omfanget og informere deres nuværende og tidligere kunder om, at de nu har krav på erstatning.

    Intet mindre end 3,4 millioner breve med beklagelser er blevet sendt ud fra forsikringsselskaberne. Sagen har foreløbigt kostet selskaberne over 30 millioner kroner, og 3.300 kvinder har indtil videre fået erstatning.

    Bøderne er fastsat ud fra selskabernes nettoregnskaber, men deres størrelse gør ikke Mødrehjælpens direktør, Ninna Thomsen, synderligt begejstret.

    - Det er lavt, siger hun.

    Hun peger på Danica Pension som eksempel. I 2020 havde selskabet et regnskabsresultat før skat på 1,3 milliarder kroner.

    - En bøde skulle jo gerne betyde, dels at man får en straf, men også at man ikke gør det igen.

    - Jeg kan godt frygte, at hvis man som forsikringsselskab ser, at det her kan betyde en bøde på 100.000 kroner, så tænker man 'går den, så går den', næste gang, man står i sådan en situation.

    Men at selskaberne accepterer bøderne er først og fremmest godt nyt, mener Nikolaj Nielsen, der er ligebehandlingschef i Institut for Menneskerettigheder. Han er dog tilbøjelig til at give Ninna Thomsen ret.

    - Det, der er afgørende, er, om det her reelt er noget, der afskrækker forsikringsselskaberne fra at tilsidesætte ligebehandlingslovgivningen. Men der er også andre konsekvenser for selskaberne: De enkelte sager, den administrative byrde og sådan noget som omdømme.

    Han hæfter sig ved, at der er slået to streger under, at man ikke kan undtage gravide eller nybagte mødre i forsikringsbetingelserne.

    Men der er stadig huller at lukke - for hvis forsikringsselskaberne vil, kan de undgå at betale på andre måder - for eksempel ved at kræve en anden type af forsikring, påpeger han.

    - Det, der stadig er uklart, det er, hvad det betyder, hvis man for eksempel kommer til skade under en fødsel. Er det så en ulykke i ulykkesforsikringsforstand? Der kan stadig være nogle retslige spørgsmål at afklare dér, siger Nikolaj Nielsen.

    De enkelte kvinder, der er blevet diskrimineret, har desuden mulighed for at føre individuelle sager om krav på dispensation. Det kan du læse mere om i faktaboksen herunder.

  7. I dag kl. 13:48

    Grundvandet blev ikke undersøgt for sneglegift og ukrudtsmiddel: Statsrevisor forlanger svar

    Grundvandet er ikke blevet testet for en række pesticider, der blandt andet er blevet brugt som sneglegift og til ukrudtsbekæmpelse, fremgår det af en orientering, der er sendt fra Statsrevisorerne til folketingsmedlemmerne i Miljø- og Fødevareudvalget.

    Screeningen af stofferne er ikke blevet foretaget på trods af, at styrelsen og ministeriet blev gjort opmærksom på at få screenet for pesticiderne i en beretning fra Rigsrevisorerne i 2019.

    Og det er "særdeles kritisabelt" lyder det fra revisorerne.

    - Statsrevisorerne konstaterer, at Miljøstyrelsen mere end 2 år efter, at beretningen er afgivet, kun har screenet grundvandet for 3 ud af de 9 pesticider, fremgår det af en orientering, der er sendt til medlemmerne af Miljø- og Fødevareudvalget.

    Ud af de tre stoffer, som grundvandet er blevet screenet for, er to af dem blevet fundet.

    Miljøstyrelsen forklarer til DR, at årsagen til de manglende undersøgelser skyldes, at ingen laboratorier har været i stand til analysere vandet for stofferne.

    Ifølge Martin Hansen, lektor ved Aarhus Universitet ved Institut for Miljøvidenskab, halter det med viden omkring, hvorvidt stofferne har en sundhedsskadelig effekt på mennesker.

    Dog er en af de pesticider, Maleinhydrazid, som Miljøstyrelsen har fået kritik for ikke at have undersøgt, ifølge lektoren mistænkt for at være skadelig for mennesker.

    - Maleinhydrazid er brugt til ukrudtsbekæmpelse i Danmark, og der er mistanker om, at det kan forårsage forstyrrelse i det centrale nervesystem og leverskade. Men alt er jo er et spørgsmål om dose, vurderer Martin Hansen.

    Hos Danmarks Naturfredningsforening er præsident, Maria Reumert Gjerding, rystet over, at drikkevandet ikke er blevet testet.

    - De skal tydeligt vise, at de tager det her alvorligt. Når det bare kører videre, og vi endnu engang skal høre om det på bagkant i statsrevisorernes kritik, så får man den fornemmelse, at de bare ikke tager det alvorligt. Det er ikke tilfredsstillende, mener Maria Reumert Gjerding.

    Præsidenten bakker op om Statsrevisorernes kritik.

    - Tilliden er i hvert fald temmelig tyndslidt. En ting er, at man én gang får kritik, men når man i ti år ikke har lykkes med at rette op på det, så har man jo et problem, forklarer hun.

    Hos Miljøministeriet lyder forklaringen, at undersøgelserne ikke er blevet foretaget, fordi der ikke findes nogen laboratorier, der kan analyse vandet for de pågældende pesticider og nedbrydningsprodukter.

    - Der var ikke nogle udbydere, der kunne tilbyde at analysere for disse stoffer og deres nedbrydningsprodukter i forbindelse med ministeriets massescreeninger af grundvand, skriver Miljøministeriet i et skriftligt svar.

    Den forklaring giver Maria Reumert Gjerding dog ikke meget for.

    - Jeg savner meget større åbenhed og transparens for, hvad der foregår i Miljøstyrelsen. Har de et problem med analyser, der ikke eksisterer, så må de råbe op og informere ministeriet og Folketinget, mener præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening.

    Hos vandbranchens interesseorganisation, Danva, forklarer seniorkonsulent Claus Vangsgård, at de naturligvis også er interesseret i at have så god en viden som muligt, om hvad der er i vandet.

    - Så vidt angår nedbrydningsprodukterne fra terbutylazin (som der ikke er blevet screenet for, red.), har vi analyseværktøjer for moderstoffet og andre nedbrydningsprodukter derfra, så de steder, hvor man har fundet dem, ville man sikkert også kunne finde de andre, som der ikke screenes for. Og omvendt.

    Miljøstyrelsen vil nu undersøge, hvad der kan gøres for at gøre det muligt at teste vandet for stofferne.

    - Der kan være behov for at understøtte udvikling af egnede metoder til at analysere for udvalgte stoffer, skriver kontorchef Maria Sommer Holtze i et skriftligt svar til DR.

  8. I dag kl. 13:45

    Efter forsinkelser på grund af aske og corona er nødhjælpen nu på vej til Tonga

    En australsk fly er ved at blive lastet med nødhjælp til Tonga i Queensland, Australien, tidligere i dag. (Foto: AUSTRALIAN DEPARTMENT OF DEFENCE © Ritzau Scanpix)

    Efter flere dages forsinkelse er nødhjælpen nu så småt på vej til øgruppen Tonga, som lørdag blev ramt af et voldsomt vulkanudbrud.

    I løbet af i dag vil det første store skib med nødhjælp, som kommer fra New Zealand, ankomme til øen med blandt andet 250.000 liter rent vand til Tongas indbyggere. Skibet har også udstyr med, der kan omdanne saltvand til drikkevand. Det skriver blandt andre BBC.

    Også Australien og Storbritannien har skibe med nødhjælp på vej til landet, som i høj grad har været afskåret fra omverdenen siden vulkanudbruddet.

    Udbruddet af vulkanen Tonga-Hunga Ha'apai lørdag udløste en tsunami, der blandt andet ødelagde landsbyer, ferieresorts og mange andre bygninger i Tonga, som huser omkring 105.000 indbyggere.

    Også østatens kommunikation blev slået ud af tsunamien, og det har været så godt som umuligt at komme i kontakt med Tongas indbyggere indtil onsdag.

    Ifølge de lokale myndigheder har tre mennesker mistet livet, men omfanget af de materielle skader er stadig uafklaret.

    I videoen her kan man se satellitoptagelser af, hvordan det så ud, da vulkanen gik i udbrud:

    Vulkanen sendte store mængder af aske ud over Tonga, og her en uge efter kæmper befolkningen stadig med asken og med at finde rent drikkevand.

    - Vi forsøger at fjerne asken og har været i gang siden mandag. Alt er så støvet, og vi er ved at løbe tør for vand, fortæller Branko Sugar, en 61-årig indbygger i Tongas hovedstad, Nuku'alofa, til nyhedsbureauet Reuters.

    - Vi har kun postevand, og det er forurenet. Vi rydder bare op og rydder op og rydder op, og vi kan næsten ikke trække vejret på grund af asken, fortæller han i et telefoninterview.

    Vi rydder bare op og rydder op og rydder op, og vi kan næsten ikke trække vejret på grund af asken
    Branko Sugar, indbygger på Tonga

    Også FN peger på, at manglen på rent vand er det mest presserende problem for Tongas befolkning lige nu.

    - Vi er meget bekymrede for adgangen til rent vand for 50.000 mennesker rundt omkring i landet. Vi fortsætter med at teste vandet, og de fleste mennesker er afhængige af vand på flaske, siger FN-talsperson Stéphane Dujarric til Reuters.

    Ifølge Dujarric er 60.000 mennesker på Tonga påvirket af skader på afgrøder, husdyr og fiskeri på grund af aske, indstrømning af havvand og risikoen for syreregn.

    Tæppet af aske, der lagde sig henover øriget, ramte også lufthavnen, hvor frivillige efter udbruddet brugte hele dage på manuelt at fjerne asken fra landingsbanen, så nødhjælpsfly kunne lande.

    • Beskadigede bygninger i Tongas efter sidste uges vulkanudbrud og tsunami. (Foto: MARIAN KUPU/BROADCOM BROADCASTIN © Ritzau Scanpix)
    • Billederne er hentet fra sociale medier. (Foto: MARIAN KUPU/BROADCOM BROADCASTIN © Ritzau Scanpix)
    • Ifølge FN er 60.000 indbyggere i Tonga påvirket af vulkanudbruddet. (Foto: MARIAN KUPU/BROADCOM BROADCASTIN © Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    De første fly med nødhjælp fra New Zealand og Australien landede derfor først på Tongas hovedø i går, lastet med blandt andet drikkevand, hygiejneprodukter og medicinsk udstyr, ligeså vel som telekommunikationsudstyr.

    Nødhjælpen er ikke kun blevet forsinket på grund af aske, men også af corona-bekymringer i den lille østat, som indtil videre har holdt sig fri for smitte og lige nu har en meget striks grænsekontrol. Derfor har myndighederne bedt om, at al nødhjælp bliver overdraget kontaktfrit, fordi man er bekymret for, at nødhjælpsarbejdere ved et uheld bringer smitte ind på øen.

    Et australsk nødhjælpsfly måtte da også torsdag vende om, fordi en person ombord på flyet var testet positiv for coronavirus. Det oplyste en talsperson fra det australske forsvarsminierium til Reuters i går.

    Forsyningerne blev lastet om på et andet fly, der ankom til øen i dag. Også Japan og Kina har sendt nødhjælp til Tonga i form af både forsyninger og i økonomisk assistance.

    I videoen her kan du se røg og aske stige fra vulkanen efter udbruddet:

  9. I dag kl. 13:42

    Hans Lindberg tester positiv for coronavirus

    Hans Lindberg har afleveret en positiv coronatest og skal nu isoleres fra resten af EM-truppen. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Den danske håndboldspiller Hans Lindberg har afleveret en positiv coronatest under det igangværende EM. Fløjspilleren isoleres derfor nu fra resten af EM-truppen.

    Det skriver Dansk Håndbold Forbund på sin hjemmeside.

    Håndboldherrerne blev sent torsdag aften PCR-testet, og Hans Lindberg har altså efterfølgende fået et positivt testsvar.

    Dansk Håndbold Forbund skriver yderligere på sin hjemmeside, at de er i dialog med Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) om de kommende dages testfrekvens.

    Danmark spiller næste kamp ved EM i håndbold lørdag aften. Her møder de Kroatien klokken 20.30.

  10. I dag kl. 13:23

    Messerschmidt vil alligevel ikke være med i tv-debat mod formandskandidater

    Formandskandidat Morten Messerschmidt (DF) dropper tv-debat med konkurrenter før det forestående formandsvalg i Dansk Folkeparti på søndag.

    Det siger han ifølge Ritzau til TV2 News, som i dag klokken 14 havde arrangeret en debat mellem Messerschmidt og de to andre formandskandidater Martin Henriksen og Merete Dea Larsen.

    Ifølge Messerschmidt har valgkampen mellem kandidaterne været "ret beskidt", og det er ikke blevet bedre, som valgkampen er skredet frem, lyder forklaringen på hans afbud.

    Messerschmidt vil i stedet for svare på spørgsmål klokken 14 på Facebook. Det skriver han på sine sociale medier.

  11. I dag kl. 12:55

    Taliban-delegation kommer til Norge for at forhandle om nødhjælp

    For første gang siden magtskiftet i Afghanistan sender Taliban en delegation til møder i et vestligt land.

    Det sker, når repræsentanter fra Taliban ankommer til Norge på søndag for at tage hul på tre dages forhandlinger om nødhjælp til Afghanistan, skriver Reuters.

    - Disse møder er ikke udtryk for en legitimering eller anerkendelse af Taliban. Men vi må tale med de facto-myndighederne i landet, siger den norske udenrigsminister, Anniken Huitfeldt, i en erklæring ifølge nyhedsbureauet.

    - Vi kan ikke tillade, at den politiske situation fører til en endnu værre humanitær katastrofe, lyder det.

    Talibans repræsentanter skal også mødes med norske og andre vestlige diplomater.

  12. 48 min. siden

    MINUT FOR MINUT: Blinken og Lavrov mødes i Genève

    Antony Blinken og Sergej Lavrov mødtes i dag. (Foto: Alex Brandon © Ritzau Scanpix)
  13. I dag kl. 12:26

    Lang ventetid på at bestille tid til PCR-test efter nedbrud

    Hvis du tidligere i dag prøvede at bestille tid til en PCR-test på hjemmesiden coronaprover.dk, er du måske blevet mødt med en besked om, at siden var utilgængelig.

    Det skyldes, at siden var nede og havde problemer med at lukke folk ind på selve sitet.

    Region Nordjylland, som er ansvarlig for hjemmesiden, skriver i en mail til DR, at der er styr på problemet igen, men at man må væbne sig med tålmodighed.

    - Coronaprover.dk har haft et kort udfald, hvor det ikke var tilgængeligt. Siden er oppe igen, men der kan opleves meget lang kø i øjeblikket, skriver de.

    Regionen oplyser, at de arbejder på at finde en løsning på at nedbringe ventetiden.

  14. I dag kl. 12:21

    Trods flere end 60 smittede vil EHF gennemføre EM i håndbold

    Coronatilfældene fortsætter med at tikke ind ved EM i håndbold for herrer, men endnu er der ingen tegn på, at slutrunden skulle aflyses.

    Sådan lyder budskabet fra EHF's generalsekretær, Martin Hausleitner, på et digitalt pressemøde fredag formiddag.

    - Vi tager det dag for dag. Vi ved ikke, hvilke udfordringer vi bliver mødt af i morgen, så jeg kan kun give jer status for nu.

    - Lige nu er planen at gennemføre turneringen. Vi er i kontakt med alle hold, og det er lykkedes os at løse alle problemer for hold, der enten er kommet hertil med coronasmittede spillere eller har fået smitte i løbet af turneringen, siger han.

    Siden EM begyndte for lidt over en uge siden, er flere end 60 spillere blevet smittet med coronavirus. De seneste dage er store håndboldnationer som Tyskland, Holland, Kroatien og Island blevet ramt af coronasmitte.

    Da Danmark mødte Island torsdag, manglede modstanderne hele seks spillere.

  15. I dag kl. 11:54

    Ældre kvinde sender politiet på sporet af pengeskab med hash og kontanter

    I går mødte en politibetjent en ældre kvinde foran politistationen i Tønder. Hun havde fundet en bæltetaske, som hun gerne ville aflevere som hittegods.

    Da betjenten åbnede tasken, lå der et sygesikringsbevis og omkring 20 gram hash i den. Det fik en patrulje til at rykke ud på adressen og ransage hjemmet. Under ransagningen fandt patruljen et pengeskab, der blev beslaglagt og taget med på stationen, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    I pengeskabet fandt politiet 585 gram hash og knap 14.000 kroner i kontanter. Patruljen anholdt derfor de to mænd, der opholdt sig på adressen i Tønder, og sigtede dem for narkohandel.

    Efter afhøring blev de to mænd løsladt og kan vente et retsligt efterspil.

  16. I dag kl. 11:43

    Blinken og Lavrov mødes om krise i Ukraine i Genève

    Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, og hans russiske modpart, Sergej Lavrov, har netop indledt et møde i Genève om konflikten i Ukraine.

    Mødet ventes at vare omkring to timer.

    Blinken har ifølge Reuters gjort det klart, at han ikke har forventninger om noget diplomatisk gennembrud hurtigt. Men han siger, at den amerikanske delegation har konkrete forslag med til forhandlingerne.

    Se de to udenrigsministre give hånd forud for mødet i videoen nedenfor:

  17. I dag kl. 11:25

    Kødtransporten bliver mere klimavenlig i Skive: De første el-køletrailere er sendt på vejene

    Nu kan transporten af din flæskesteg, skinke og dit bacon blive mere klimavenlig.

    I dag sender Skive Køletransport som de første i landet tre el-køletrailere på vejene, der skal fragte Danish Crowns kød ud til kølediskene på en mere grøn måde.

    Indtil nu har de danske køletrailere udelukkende været dieseldrevne, og derfor kan den nye teknologi gøre en stor forskel for kødtransporten i Danmark, hvor der hver dag kører hundredvis af dem rundt.

    Anders Mikael Christensen, der er administrerende direktør i Skive Køletransport, kalder det revolutionerende, at de første eldrevne vogne nu kommer på vejen.

    - Det er enormt stort. Alene i vores forretning taler vi mellem 500 og 1000 køletrailere, der kan konverteres til ren el, hvis vores kunder også er klar til at tage dem ind som en del af deres logistikkæde.

  18. I dag kl. 11:12

    Vestas-aktien i stiv modvind

    Vindmølleproducenten Vestas' aktie er på vej mod det største fald på børsen i flere måneder.

    Kort før klokken 11 faldt aktien med over syv procent, hvilket er det største fald i det ledende danske C25-indeks, som næsten udelukkende består af røde tal, skriver Ritzau.

    Ifølge aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank hænger faldet sammen med dårligt nyt fra konkurrenten Siemens Gamesa, der har problemer med forsyningskæden, og de økonomiske forventninger til året er blevet skruet ned.

    - Tingene kommer ikke frem til tiden, og det gør vindmøllerne meget dyrere, end man havde regnet med. Derudover gør de prisforhøjelser, man forsøger at gennemtrumfe, at kunderne er længere om at bestille vindmøllerne. Og det gør, at indgangen af ordrer bliver skubbet, fortæller han.

  19. I dag kl. 11:05

    Claus Hjorts forsvarer: Vi kan ikke fortælle detaljer om sigtelse

    I sidste uge kom det frem, at tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er sigtet for at røbe statshemmeligheder.

    Den nøjagtige sigtelse er imidlertid ikke kendt af offentligheden.

    Claus Hjort Frederiksen er ikke blevet pålagt tavshed af politiet eller PET, fortæller hans forsvarsadvokat, René Offersen. Han vurderer, at det er bedst ikke at fortælle konkrete detaljer om sagen.

    - Vi går ikke i detaljer med sigtelsens ordlyd, fordi vi ikke ønsker en diskussion af, om det i sig selv kan være strafbart efter straffelovens paragraf 109, siger René Offersen og tilføjer:

    - Men det er klart, at jeg som forsvarer kender sigtelsen i detaljer.

    René Offersen blev beskikket som forsvarer for den tidligere minister den 11. januar.

    Ifølge DR’s oplysninger blev Claus Hjort Frederiksen dog allerede sigtet før årsskiftet.

  20. I dag kl. 10:53

    To dage før formandsvalg fyger anklagerne mellem Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard

    Der er kold luft mellem partistifter og værdiordfører Pia Kjærsgaard på den ene side og afgående formand Kristian Thulesen Dahl på den anden. Om to dage vælger Dansk Folkeparti sin nye formand. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix Denmark)

    To dage før Dansk Folkeparti vælger sin nye formand, forsøger en række af partiets markante profiler nu at mane til ro og orden i partiet.

    Men opfordringerne til trods sender de selvsamme profiler også en række markante bredsider mod hinanden.

    Afgående formand Kristian Thulesen Dahl vil have partistifter Pia Kjærsgaard til at blande sig mindre i ledelsen af partiet. Omvendt mener hun, at han har forsømt at skabe ro i partiet under formandsvalgkampen.

    Vi begynder med Kristian Thulesen Dahl, der nu beder Pia Kjærsgaard om ikke at være en del af den nye ledelse i partiet. For det er en forudsætning for at få skabt ro i Dansk Folkeparti, at hun ikke blander sig, siger han.

    Det har været en Pia, der ikke har været parat til at slippe tøjlerne. Det har vi jo også set med Martin Henriksens fyring i efteråret
    Kristian Thulesen Dahl, afgående formand, Dansk Folkeparti.

    - Hvis vi i virkeligheden har den tro, at vi kan træde tilbage som formænd, men alligevel skal være dem, der skal lede partiet, så duer det ikke. Så forstyrrer vi det for de andre, som skal kunne tage ledelsen af partiet, siger han i P1-programmet Ugens Gæst.

    - Derfor appellerer jeg jo til, at hun også genovervejer den beslutning, hun har truffet om, at hvis Morten (Messerschmidt, red.) bliver formand, så vil søge ind i ledelsen af partiet igen for at styre partiet. Det tror jeg hverken Pia eller jeg skal.

    Har det været et problem for dig?

    - Nej, det har været en dans på roser hele vejen igennem, siger han ironisk og småklukker over telefonforbindelsen til P1-studiet, før han uddyber:

    - Det har været en Pia, der ikke har været parat til at slippe tøjlerne. Det har vi jo også set med Martin Henriksens fyring i efteråret, siger han.

    Formelt var Kristian Thulesen Dahl selv med til at træffe beslutningen om at fyre Martin Henriksen. Men det skete efter, at blandt andet Pia Kjærsgaard havde krævet Martin Henriksen ’ud af Christiansborg’.

    - Jeg var meget påvirket af - i forhold til valgkampen - om det var et nødvendigt skridt for at sikre, at Pia også syntes, at det kørte, som det skulle, så hun også holdt sig i ro. På den måde spillede Pia en rolle i fyringen af Martin Henriksen i efteråret, siger Kristian Thulesen Dahl.

    Kristian Thulesen Dahl forlader partiets gruppemøde den 17. november 2021. Her har han netop fortalt gruppen, at han vil stoppe som formand for Dansk Folkeparti. Beslutningen kommer efter et kommunalvalg, hvor partiet har fået en kæmpe vælgerlussing. (Foto: NILS MEILVANG © Ritzau Scanpix)

    Thulesen Dahls opfordring til Pia Kjærsgaard kommer efter, at hun ellers har udtrykt et ønske om at indtræde i ledelsen af Dansk Folkeparti, såfremt Morten Messerschmidt bliver valgt som ny formand for partiet.

    For et par uger siden sagde Pia Kjærsgaard i et interview med avisen Berlingske, at hun peger på Morten Messerschmidt som ny formand, og at hun ser sig selv i en kommende ledelse sammen med ham. Morten Messerschmidt har svaret, at det er en yderst god idé.

    - Jeg vil gerne være den, der skal holde styr på tingene, for det tror jeg, folk savner. Den topstyring, vi tidligere har brystet os af, skal tilbage, så vi forhindrer, at tingene eksploderer, sagde Pia Kjærsgaard.

    Men direkte adspurgt til opfordringen fra Thulesen Dahl er tonen nu en anden fra Pia Kjærsgaard.

    - Jeg gør gerne det, at jeg ikke opstiller til gruppebestyrelsen, hvis de medlemmer - og det er indtil videre Liselott Blixt, Bent Bøgsted og Marie Krarup - trækker deres trusler tilbage om at forlade partiet, hvis Morten Messerschmidt bliver valgt, siger hun.

    Pia Kjærsgaard mener, at Kristian Thulesen Dahl har forsømt sit ansvar for at få skabt ro i det parti, som hun har stiftet. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

    Men tonen ændrer sig, da DR spørger Pia Kjærsgaard til udtalelserne fra Kristian Thulesen Dahl her til morgen. For hun er ikke tilfreds med den måde, som den afgående formand har håndteret valgkampen mellem formandskandidaterne på, siger hun.

    - Jeg synes, at Kristian er forpligtet til at få gruppen på plads. Han er stadig formand indtil på søndag. Han lovede, da han gik af sådan fuldstændig uventet, at det ville ske med ro og værdighed. Det har været en beskidt valgkamp, og der er indtil videre tre folketingsmedlemmer, der truer med at gå, hvis de - i deres øjne - får en forkert partiformand på søndag, og det mener jeg er uacceptabelt.

    Hvad er det Kristian Thulesen Dahl har forsømt?

    - Jeg synes, at han for langt tid siden virkelig burde have forsøgt at få ro på alt det her. Det her har været meget, meget ubehageligt for os alle sammen. Specielt for baglandet, der gør sit bedste og ikke fatter, at specielt folketingsgruppen i øjeblikket skændes meget.

    - Jeg kan bare love, at uanset hvem der bliver formand, er jeg stadig i Dansk Folkeparti. Jeg bliver ikke løsgænger eller noget som helst

    Siden rekordvalget i 2015 er opbakningen til Dansk Folkeparti faldet drastisk. Se udviklingen herunder. Artiklen fortsætter efter grafen.

    Den afgående formand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at man som tidligere formand selvfølgelig skal stille sig til rådighed med sin erfaring, hvis den nye ledelse har brug for den. Men at man ikke skal blande sig unødigt.

    Uanset hvem der bliver leder af partiet på søndag, så har han en forbandet pligt til at sørge for, at der sker forsoning
    Søren Espersen, udenrigsordfører, DF.

    - Vi skal acceptere, at rollen som eksformand er, at man bliver spurgt, hvis der er nogen, der har brug for en. Ikke at man selv træder til, siger han.

    Også en anden markant DF-profil i skikkelse af udenrigs- og forsvarsordfører Søren Espersen efterlyser ro i partiet.

    - Der har været to fraktioner i Dansk Folkeparti. Den ene er groft sag med Martin (Henriksen, red.), den anden med Morten (Messerschmidt, red.). Det vil også række ind over det formandsvalg, der kommer.

    - Det vil jeg ikke acceptere fortsætter. Så uanset hvem der bliver leder af partiet på søndag, så har han en forbandet pligt til at sørge for, at der sker forsoning, og at de to parter arbejder sammen - også i partiets ledelse, siger Søren Espersen.

    Adspurgt til de tidligere formænd, Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl, lyder svaret ganske klart:

    - De skal ikke ind og have ledende poster. De skal holde sig i baggrunden. Det skal man gøre, når man er tidligere leder og så lade den nye formand få råderum og mulighed for at arbejde videre.

    Dansk Folkeparti finder som tidligere nævnt sin nye formand på søndag, hvor de 957 delegerede skal vælge mellem tre kandidater: Næstformand Morten Messerschmidt, hoved- og kommunalbestyrelsesmedlem Martin Henriksen og Merete Dea Larsen, der også er hoved- samt kommunalbestyrelsesmedlem for partiet.

  21. I dag kl. 11:03

    Rusland anklages af Ukraine for at hyre lejesoldater og smugle våben ind over grænsen

    Rusland er aktivt i gang med at hyre lejesoldater og sende dem ind i de separatistkontrollerede områder i det østlige Ukraine efter "intensiv træning".

    Det mener i hvert fald Ukraines militære efterretningstjeneste, som også anklager Rusland for at sende våben ind i den østlige del af landet. Det oplyser efterretningstjenesten i en udtalelse.

    Ifølge efterretningstjenesten er der især siden starten af januar blevet smuglet brændstof, kampvogne, artilleri og mortergranater ind i området fra Rusland.

    Udmeldingen kommer kort inden, at den russiske udenrigsminister, Sergeij Lavrov, senere i dag skal mødes med USA's udenrigsminister, Antony Blinken, i Geneve for at diskutere den tiltagende krise ved grænsen mellem Ukraine og Rusland.

  22. I dag kl. 10:48

    Fem nordmænd fra sunket fragtskib er udskrevet

    De fem nordmænd, der i går blev reddet op fra et norsk fragtskib, som var kommet i problemer, er alle udskrevet fra hospitalet i Sverige.

    Det oplyser vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter Jesper Berthelsen her til formiddag ifølge Ritzau.

    Det norske fragtskib kom i aftes i nød omkring 11 sømil nordvest for Gilleleje, og det gik ned natten til fredag.

  23. I dag kl. 10:45

    Claus Hjort ville beskytte spionsamarbejde: Forsøgte at bremse kulegravning af Forsvarets Efterretningstjeneste

    Claus Hjort Frederiksen er i dag sigtet for at have røbet eller videregivet statshemmeligheder. (Foto: søren bidstrup © Ritzau Scanpix)

    Forsvarsminister Trine Bramsen (S) burde have forhindret, at det uafhængige kontrolorgan Tilsynet med Efterretningstjenesterne gik ud med deres voldsomme kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

    For når oplysninger om efterretningstjenesternes arbejde slipper ud, kan det skade Danmarks muligheder for at indgå i samarbejde med udenlandske efterretningstjenester.

    Sådan har det flere gange lydt fra Claus Hjort Frederiksen (V), der selv bestred posten som forsvarsminister fra 2016 til 2019, og som for nylig er blevet sigtet for at have røbet statshemmeligheder.

    - Man skulle have sagt til tilsynet: Stop, stop, stop!, sagde Claus Hjort Frederiksen i september 2020 i et interview med Jyllands-Posten.

    DR kan nu fortælle, hvordan Claus Hjort Frederiksen som forsvarsminister selv forsøgte at tale tilsynet – der ikke er underlagt tjenestebefalinger fra Forsvarsministeriet – fra at gennemføre en særlig undersøgelse, der mundede ud i den hårde kritik af FE.

    Det skete på et hidtil hemmeligholdt møde i FE’s hovedsæde på Kastellet i København.

    • Claus Hjort Frederiksen var forsvarsminister fra november 2016 til juni 2019.

    • Tidligere i januar oplyste Claus Hjort Frederiksen, der er 74 år, at han ikke genopstiller til Folketinget, da hans kone er alvorligt syg.

    • Efterfølgende bekræftede han, at han var sigtet for brud på straffelovens § 109 om at røbe eller videregive statshemmeligheder.

    Formålet med mødet var ifølge kilder at få tilsynet til at droppe den særlige undersøgelse, som omhandlede FE’s samarbejde med NSA om aflytning af kommunikation, der strømmer gennem internetkabler ind og ud af Danmark.

    Men mødet i de historiske, røde bygninger på Kastellet fik ifølge DR’s oplysninger ikke den ønskede effekt.

    Tilsynet fortsatte efterfølgende arbejdet med at granske det tophemmelige samarbejde.

    Og som kulmination offentliggjorde tilsynet i august 2020 en fire sider lang pressemeddelelse med hård kritik af FE.

    En kritik, som sidste måned blev afvist af en særlig kommission.

    Claus Hjort Frederiksens møde med tilsynet på Kastellet fandt sted den 28. februar 2019.

    Det eneste punkt på dagsordenen var tilsynets undersøgelse af samarbejdet med NSA.

    - Mødet var usædvanligt, fordi det handlede om en konkret, uafsluttet undersøgelse, siger en kilde.

    På den ene side af bordet sad medlemmerne af tilsynet, der omfattede flere danske topjurister og eksperter i forvaltning, blandt andet KL’s chefjurist Pernille Christensen, professor emeritus Jørgen Grønnegaard samt tilsynets formand, landsdommer Michael Kistrup.

    Landsdommer Michael Kistrup har siden 2017 været formand for Tilsynet med Efterretningstjenesterne, der kontrollerer, at efterretningstjenesterne overholder loven. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    På den anden side sad Claus Hjort Frederiksen, FE-chef Lars Findsen, den daværende departementschef i Forsvarsministeriet, Thomas Ahrenkiel, samt den daværende departementschef i Statsministeriet, Christian Kettel Thomsen.

    Christian Kettel Thomsen var daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens højre hånd og den på tidspunktet mest magtfulde embedsmand i Danmark.

    Det var ham, man tog med, når man gerne ville spille med musklerne over for nogen, forklarer en kilde om, hvorfor Christian Kettel Thomsen var med til mødet med tilsynet.

    - Signalet til tilsynet var, at det var en regerings synspunkter, der blev fremlagt ved mødet, og at hele det politiske niveau stod bag FE. Det var på en måde det ultimative pressionsmiddel over for tilsynet, siger en kilde.

    Christian Kettel Thomsen ønsker ikke at kommentere udlægningen af hans tilstedeværelse.

    På tidspunktet for mødet havde Claus Hjort Frederiksen været forsvarsminister i godt to år, og han havde ifølge DR’s oplysninger aldrig tidligere været til et møde med det uafhængige tilsyn.

    Forretningsgangen er normalt sådan, at tilsynet løbende taler med chefen for FE, hvorefter tilsynet aflægger rapport skriftligt til forsvarsministeren. Det sker typisk i form af årlige redegørelser.

    Men en ekstraordinær udvikling havde fået tingene til at ændre sig – og ført til det usædvanlige møde på Kastellet.

    Et lille år forinden – i foråret 2018 – var en whistleblower gået til tilsynet med hemmeligt materiale fra FE. Materialet påviste ifølge whistlebloweren mulige ulovligheder i FE’s samarbejde med NSA.

    Det havde fået tilsynet til at indlede den særlige undersøgelse af samarbejdet, viser et baggrundsnotat, som DR har fået delvis aktindsigt i.

    Det fremgår af baggrundsnotatet, at tilsynet i november 2018 havde "stillet en række opfølgende og uddybende spørgsmål til FE" vedrørende det tophemmelige samarbejde om aflytning af internetkabler.

    Det fremgår også af baggrundsnotatet, at tilsynet stillede spørgsmål til, om FE’s indhentning og behandling af oplysninger skete på lovlig vis.

    Undervejs i den særlige undersøgelse var tilsynet ifølge DR’s oplysninger flere gange i dialog med FE’s ledelse om sagen.

    Det har ikke været muligt for DR at få svar på, hvem der traf beslutningen om at indkalde tilsynet til et møde om den særlige undersøgelse, men den officielle mødeinvitation blev sendt fra Forsvarsministeriet.

    DR har fået aktindsigt i dele af korrespondance om mødet udvekslet mellem Forsvarsministeriet og Statsministeriet i januar 2019.

    Af korrespondancen fremgår, ”at chefen for FE har talt med formanden for Tilsynet med Efterretningstjenesterne og varslet om, at TET (tilsynet, red.) vil blive indkaldt til et møde med deltagelse af blandt andet ministeren” – altså forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

    Det fremgår også af korrespondancen, at departementscheferne i Statsministeriet, Justitsministeriet samt chefen for FE var inviteret med til mødet.

    Daværende departementschef i Justitsministeriet Barbara Bertelsen – som i dag er departementschef for statsminister Mette Frederiksen (S) – deltog ifølge DR’s oplysninger ikke i mødet på Kastellet, selvom hun står nævnt i korrespondancen.

    Det var ifølge DR’s oplysninger Claus Hjort Frederiksen, der førte ordet ved mødet, hvor han understregede vigtigheden af samarbejdet med NSA over for tilsynet. Ifølge kilder med henblik på at bremse tilsynets undersøgelse.

    Men tilsynet fortsatte undersøgelsen – også efter regeringsmagten var skiftet.

    Sådan lød dele af tilsynets kritik:

    • Tilsynet kritiserede FE for at tilbageholde "centrale og afgørende oplysninger" for tilsynet og for at give tilsynet urigtige oplysninger om tjenestens indhentning og videregivelse af oplysninger.

    • Der var ifølge tilsynet "risici for, at der uberettiget kan foretages indhentning mod danske statsborgere".

    I august 2020 afleverede tilsynet resultatet af deres undersøgelse til Trine Bramsen, som havde overtaget posten som forsvarsminister efter Claus Hjort Frederiksen.

    Tilsynet udsendte samtidig pressemeddelelsen med den hårde kritik af FE.

    Flere ledende medarbejdere i FE og tidligere departementschef i Forsvarsministeriet Thomas Ahrenkiel blev hjemsendt som følge af tilsynets kritik.

    Claus Hjort Frederiksen og andre har efterfølgende kritiseret Trine Bramsen for beslutningen om at hjemsende FE’s ledelse og for ikke at bremse tilsynets pressemeddelelse.

    - Hun skulle sammen med statsministeren have talt med formanden for tilsynet og sagt, at ’den der pressemeddelelse, den sender I ikke ud, for den får sagen til at eksplodere omkring nogle af de hemmelige arbejdsmetoder’, sagde Claus Hjort Frederiksen i december i et interview på TV 2.

      Regeringen må dog slet ikke blande sig i tilsynets arbejde, siger forskningschef Pernille Boye Koch fra Institut for Menneskerettigheder, der har forsket i demokratisk kontrol med efterretningstjenester.

      - Det følger af tilsynets uafhængighed – som understreges flere gange i loven og dens bemærkninger – at regeringen og dens ministre ikke må forsøge at påvirke tilsynets kontrolarbejde, når de arbejder inden for det mandat, de har fået i lovgivningen, siger hun.

      Signalet til tilsynet var, at det var en regerings synspunkter, der blev fremlagt ved mødet, og at hele det politiske niveau stod bag FE. Det var på en måde det ultimative pressionsmiddel.

      Pernille Boye Koch finder det problematisk, hvis Claus Hjort Frederiksen har forsøgt at bremse tilsynets undersøgelse af FE’s samarbejde med NSA.

      - Der er netop ikke instruktionsbeføjelse fra ministeren over for tilsynet. Det er derfor uacceptabelt, hvis den daværende forsvarsminister har forsøgt at få tilsynet til at stoppe en særlig undersøgelse, som de har ret til at foretage i medfør af lovgivningen, siger hun.

      Morten Heiberg, professor i historie og tidligere ansat PET-kommissionen, vil ikke forholde sig til mødet mellem Claus Hjort Frederiksen og tilsynet.

      Men han påpeger, at stort set alle regeringer historisk set har stillet sig på efterretningstjenesternes side – hvad enten vi taler regeringer ledet af Socialdemokratiet eller Venstre:

      - Statsræsonen, altså hensynet til statens sikkerhed, har altid vejet tungest, siger han.

      Morten Heiberg mener, at den nuværende regering har brudt med dette princip.

      - I den nuværende sag vælger Mette Frederiksens regering for første gang at lade tilsynets kritik veje tungest, selv om al historisk erfaring viser, at tjenesterne ikke handler uhjemlet eller som en stat i staten, siger Morten Heiberg.

      - At dette stadig er tilfældet, bekræftes af FE-kommissionsundersøgelsen, der 13. december offentliggør sin klare konklusion fra sin beretning: FE har handlet korrekt i de sager, som er omdrejningspunktet i tvisten med tilsynet, siger han.

      Forsvarsminister Trine Bramsen har ikke ønsket at stille op til et interview med DR, men har sendt et skriftligt svar.

      - Jeg har noteret, at personer – uden at kende nærmere til, hvad der er gjort forud for tilsynets udsendelse af deres pressemeddelelse – føler anledning til at kritisere regeringens håndtering af sagen. Tilsynet er uafhængigt, og hverken denne eller andre regeringer kan pålægge tilsynet ikke at kommunikere offentligt, skriver hun.

      Claus Hjort Frederiksen oplyste i januar, at han er blevet sigtet for at røbe statshemmeligheder. Det er uvist, hvilke hemmeligheder han er sigtet for at have ladet slippe ud.

      Men sigtelsen er kommet, efter han i flere interview har fortalt om samarbejdet mellem FE og NSA.

      Claus Hjort Frederiksen har ingen kommentarer til udlægningen af mødet eller sin sigtelse.

      Advokat René Offersen bekræfter, at han den 11. januar blev beskikket som forsvarer for den tidligere forsvarsminister. Det skete ved Københavns Byret.

      Ifølge DR’s oplysninger blev Claus Hjort Frederiksen dog allerede sigtet inden årsskiftet.

      René Offersen fortæller, at politiet og PET ikke har pålagt Claus Hjort Frederiksen tavshed om sigtelsen, men at det er blevet besluttet ikke at fortælle om sagens detaljer.

      - Vi går ikke i detaljer med sigtelsens ordlyd, fordi vi ikke ønsker en diskussion af, om det i sig selv kan være strafbart efter straffelovens paragraf 109, siger René Offersen og tilføjer:

      - Men det er klart, at jeg som forsvarer kender sigtelsen i detaljer.

      Tilsynet med Efterretningstjenesterne har ingen kommentarer til sagen.

    • I dag kl. 10:35

      Vesten taler om aggressivt Rusland, men i Rusland taler man om nazi-tilstande i Ukraine

      Ukrainsk soldat tæt på grænsen til Rusland (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

      Natten til torsdag begik den amerikanske præsident, Joe Biden, en fejl. En fejl, som russiske medier ikke var sene til at gribe.

      Biden talte om alvorlige konsekvenser, hvis Rusland invaderer Ukraine, men sagde samtidig, at hvis der var tale om en ’mindre invasion’, så ville tingene muligvis se anderledes ud. Det fik den ukrainske præsident til at fare i blækhuset og kritisere Biden på Twitter.

      Biden rettede efterfølgende sig selv ved en ny pressekonference, hvor han understregede, at heller ikke en mindre invasion ville blive tolereret. Men i det russiske medie Russia Today blev uenigheden blotlagt.

      - USA har tidligere insisteret på, at Kiev fortjener en urokkelig opbakning fra Washington, skriver de blandt andet.

      Mediet bruger episoden til at fortælle, at Nato-landene er internt uenige om, hvordan situationen skal tackles.

      I videoen her kan du høre, hvordan de lød, da Joe Biden præciserede sin tidligere udtalelse:

      I dag mødes udenrigsministrene fra Rusland og USA til forhandlinger i Geneve i Schweiz. Her skal de forsøge at finde fælles fodslag i den tilspidsede situation, som ifølge Ukraine og Vesten skyldes den russiske udrustning nær grænsen til Ukraine.

      Ifølge Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), vil Rusland bruge mødet til at presse Vesten.

      - De vil sige 'hvad har I til os?' Rusland har stillet krav til Vesten, hvis der ikke skal komme krig. Og de krav vil de have igennem.

      - Rusland viser med deres tropper, at de er klar til krig. Men samtidig siger de hele tiden, at de ikke har planer om krig. Det er en måde at presse Vesten på, siger Flemming Splidsboel.

      Her ankommer USA's udenrigsminister, Antony Blinken, til Geneve i Schweiz. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

      Den seneste tid har der være bekymring for, om en russisk invasion af Ukraine kunne være nært forestående. Ifølge Ukraine har Rusland flyttet op mod 100.000 tropper til grænsen mellem de to lande, og det har fået flere Nato-lande til at sende våben til Ukraine.

      Men det kan få alvorlige konsekvenser for de russisk-sindede separatister i den østukrainske Donbass-region, lyder beskyldningen fra det russiske udenrigsministerium.

      - I Ukraine bliver den militære assistance opfattet som et carte blanche til at udføre militære operationer i Donbassregionen. De væbnede styrker stopper ikke beskydningen af den civile befolkning i den østlige del af landet, sagde talsperson for det russiske udenrigsministerium, Maria Zakharova, i går på et pressemøde.

      Ruslands ambassadør i Berlin, Sergey Nechaev, fortæller ifølge det russiske nyhedsbureau TASS, at de russiske tropper er blevet sendt til grænsen som modsvar til Vestens våbenleverancer til Ukraine.

      - Vi reagerer på, at vores vestlige forhandlingspartnere oversvømmer Ukraine med våben, siger han.

      Ifølge Ukraine befinder en stor del af de russiske tropper sig på halvøen Krim, mens en del også er at finde langs grænsen til den østlige Donbas-region.

      Ifølge Flemming Splidsboel er fortællingen i Rusland, at situationen i det østlige Ukraine minder om nazi-tilstande med undertrykkelse af den russisksindede del af befolkningen.

      - Man har givet russisk pas til dele af befolkningen i Østukraine. Det betyder, at Rusland nu kan sige, at 'vi har ikke bare ret til at gribe ind, vi har pligt til det, fordi det er vores statsborgere' siger han.

      USA har gentagne gange advaret om, at det vil få alvorlige konsekvenser, hvis Rusland invaderer Ukraine. Det gentog den amerikanske præsident, Joe Biden, så sent som i går.

      - Der er ingen tvivl overhovedet. Hvis præsident Putin vælger at gøre det, så vil Rusland komme til at betale dyrt for det, sagde Biden.

      Men den slags udtalelser gør kun situationen værre, lyder det fra præsident Putins talsmand, Dmitry Peskov.

      - Alle disse udtalelser kan være med til at destabilisere hele situationen, fordi de kan plante et falsk håb i hovedet på nogle af de ukrainske ledere, som mener, at de kan starte en ny borgerkrig i deres land for at løse problemerne i den sydøstlige del af landet. Det bekymrer os, siger han

      Rusland har gentagne gange understreget, at der ikke er planer om at invadere Ukraine. Til gengæld har russerne opstillet en række krav, som skal imødekommes, hvis spændingerne skal deeskaleres.

      Et af kravene er, at Ukraine aldrig må blive en del af Nato-alliancen. Det krav har Nato's generalsekretær, norske Jens Stoltenberg, pure afvist af flere omgange.

      - Det er op til Ukraine og Nato’s medlemslande at beslutte, om Ukraine er klar til at blive med af Nato. Ingen andre har noget at skulle have sagt i den forbindelse, sagde han under et pressemøde tidligere på måneden.

      Rusland kræver også, at Nato-styrkerne skal trække sig ud af Rumænien og Bulgarien. Det oplyser det russiske udenrigsministerium fredag ifølge Reuters.

    • I dag kl. 10:20

      Pia Kjærsgaard er klar til at droppe plads i partiledelse for at skabe ro

      Partistifter og tidligere Dansk Folkeparti-formand Pia Kjærsgaard er parat til at give afkald på en plads i en mulig, ny DF-ledelse under Morten Messerschmidt, hvis det kan bidrage til ro i partiet.

      Det siger hun forud for søndagens ekstraordinære årsmøde, hvor enten Messerschmidt, Martin Henriksen eller Merete Dea Larsen afløser Kristian Thulesen Dahl som formand.

      Meldingen fra Kjærsgaard kommer, efter en række folketingsmedlemmer har luftet tanker om at smutte fra DF, hvis Messerschmidt - DF's nuværende næstformand - bliver ny formand.

      Tidligere på måneden annoncerede Kjærsgaard i Berlingske, at hun peger på Messerschmidt som ny formand, og at hun så sig selv i en kommende ledelse sammen med ham. Den idé bakkede Messerschmidt op om.

    • I dag kl. 09:35

      Beskæftigelsen stiger til hidtil usete højder

      Antallet af lønmodtagere fortsatte også i november med at stige med 17.000 personer. Dermed steg det samlede antal lønmodtagere til 2.915.000 lønmodtagere, hvilket ikke er sket før, skriver Danmarks Statistik.

      Det er 114.000 flere personer med lønmodtagerjob end før den første nedlukning grundet coronavirus, hvilket svarer til en stigning på 4,1 procent siden februar 2020.

      Her ses kurven over antallet af lønmodtagere, der bliver ved med at stige. (© Danmarks Statistik)

      Tallene kan dog ifølge Søren Kristensen, der er Sydbanks cheføkonom, også give anledning til bekymring, da manglen på arbejdskraft fortsat er "historisk stor".

      Det kan nemlig koste på væksten, hvilket i sidste ende kan overophede økonomien.

      - Det er vi dog heldigvis fortsat et stykke fra, og derfor bør man i dag primært glæde sig over, at vi har et så bomstærkt arbejdsmarked, som vi har, siger han ifølge Ritzau i en kommentar.

    • I dag kl. 09:05

      Den amerikanske rockstjerne Meat Loaf er død

      Meat Loaf døde torsdag aften med sin kone Deborah ved sin side, oplyser hans agent Michael Greene på vegne af familien. (Foto: SERGIO DIONISIO © Ritzau Scanpix)

      Den amerikanske rockstjerne Meat Loaf med det borgerlige navn Michael Lee Aday er død. Han blev 74 år.

      Det oplyser mediet Deadline, der har talt med hans mangeårige agent, Michael Greene.

      Meat Loafs album "Bat Out of Hell" er et af de bedst sælgende albums nogensinde.

      Derudover er han kendt for at have spillet Eddie i The Rocky Horror Picture Show og Robert Paulsen i Fight Club.

      Meat Loaf døde torsdag aften lokal tid, oplyser familien. Dødsårsagen er ikke blevet oplyst.

    • I dag kl. 08:55

      På det første internationale fly til coronafrit ørige i næsten et år var 36 ud af 54 passagerer smittede

      Det var ellers lykkedes det lille ørige Kiribati at holde coronavirusset for døren i de to år, der er gået, siden pandemien brød ud.

      Men nu er øriget i Stillehavet løbet tør for held, efter myndighederne for nyligt åbnede landets grænser for besøgende. Ombord på det første internationale fly i ti måneder var to tredjedele af passagererne smittede med coronavirus. Det skriver The Guardian.

      Alle 54 passagerer på flyet fra Fiji, hvoraf 36 testede positive ved ankomst, er nu i karantæne.

      Virusset har dog allerede spredt sig i lokalsamfundet, efter en sikkerhedsvagt på karantænecenteret, hvor turisterne opholder sig, og to andre er blevet smittet. Myndighederne har derfor indført en to ugers fuld nedlukning fra på mandag.

      I sidste måned havde 93,4 procent af Kiribatis befolkning over 18 år fået første stik, mens kun 53,1 procent havde fået andet.

    • 6. jan kl. 07:17

      Minkkommissionen dag 30: Politichefer afhørt

      Kommissionen har tre medlemmer. Landsdommer Michael Kistrup i midten er formand. De øvrige medlemmer er professor Helle Krunke fra Københavns Universitet og advokat Ole Spiermann Bruun & Hjejle. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

      Hvad: Dagens to vidner kom fra Rigspolitiet. Det var politidirektør Lykke Sørensen og Birgitte Buch, juridisk sektionsleder i Nationalt Beredskabscenter.

    • I dag kl. 08:43

      Søren Espersen kræver samarbejde mellem Messerschmidt og Henriksen

      Dansk Folkepartis tidligere mangeårige næstformand Søren Espersen kræver, at formandskandidaterne Morten Messerschmidt og Martin Henriksen inddrager hinanden i en kommende DF-ledelse.

      Og det er uanset, hvem af de to som bliver partiets næste formand ved DF's ekstraordinære årsmøde i Herning på søndag. Det siger han Ritzau.

      - Jeg forlanger af de to, at de tager den anden med i en eller anden form for lederskab, så vi kan få ro i partiet, uanset hvem der bliver ny chef.

      Messerschmidt og Henriksen har bekriget hinanden længe, og det er kun taget til de seneste uger i formandsvalgkampen.

      Merete Dea Larsen er den tredje formandskandidat. Men Espersen mener, at valget reelt står mellem Messerschmidt og Henriksen.

    • I dag kl. 08:32

      Antallet af nyindlagte med coronavirus på intensiv halveret

      Selvom antallet af indlagte på landets sygehuse er steget de seneste uger, så er antallet af indlagte på intensiv næsten halveret i begyndelsen af i år.

      Det er sket, efter at varianten omikron har overtaget fra deltavarianten.

      I uge 2 af 2022 var antallet af nyindlagte på intensiv 24 nyindlagte på intensiv. Det tal var i de sidste to uger af 2021 42 og 47, viser en rapport fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram.

      Her fremgår det også, at der er intensivpatienter, som ikke får "covid-19-specifik behandling".

      En ny rapport fra Statens Serum Institut viser også, at risikoen for at blive indlagt med omikron er 36 procent lavere end med deltavarianten.

      Mens antallet af intensivpatienter med corona er faldet i årets første uger, er antallet af indlagte generelt steget. 1. januar var 647 indlagt med corona, mens der i dag er 825.

    • I dag kl. 08:03

      Clara Tauson spiller nattekamp på Center Court

      REUTERS/James Gourley (Foto: JAMES GOURLEY © Ritzau Scanpix)

      Hvis du alligevel er sent oppe i dag, kan du passende holde øje med Danmarks unge tennisstjerne, Clara Tauson.

      For i nat, klokken 01 helt præcis, skal hun forsøge at spille sig videre i Australian Open. Den 19-årige dansker skal møde amerikaneren Danielle Collins i tredje runde på Rod Laver Arena.

      De to har mødtes i kamp én gang før ved French Open i 2020. Her vandt amerikaneren med 6-2, 6-3 over Clara Tauson.

      Danielle Collins ligger i øjeblikket nummer 30 på verdensranglisten, mens Clara Tauson har gjort store fremskridt siden de to mødtes sidst, og ligger nu nummer 39 i verden.

      I anden runde slog Tauson verdensranglistens nummer syv, esteren Anett Kontaveit, med 6-2, 6-4.

    • I dag kl. 08:01

      Dagen starter solrigt - men bliver efterhånden overskyet

      Solopgang over Mols tidligt i dag. Foto: Maria Brinks Arianfar.

      Der er i dag lagt op til solskin i store dele af landet - og der kan især være en idé i at få udnyttet dagens tidlige timer, hvis man gerne vil have solen at se.

      I løbet af dagen vil skyer nemlig trække ind over landet fra nordvest, mens det i Nordvestjylland fra morgenstunden vil være overskyet.

      Det beretter Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, der også forudser mere behagelige temperaturer i dag og i løbet af weekenden efter flere dage med koldt vejr.

      Temperaturerne vil i dag ligge på mellem to og fem grader, lyder det.

    • I dag kl. 07:50

      Nu er Danmarks OL-hold fuldendt

      Om præcis to uger skydes vinter-OL i Beijing i gang, hvor Danmark deltager med det største hold nogensinde.

      I dag er de to sidste danske atleter officielt udtaget til truppen. Det er de to speedskatere Victor Hald Thorup og Stefan Due Schmidt.

      Det rekordstore OL-hold består af 62-atleter, der skal dyste i curling, ishockey, speedskating, alpint skiløb og skiskydning.

      Du kan opleve de danske atleter i aktion på DR's kanaler og på DRTV, når de olympiske lege begynder den 4 februar frem til den 20 februar.

    • I dag kl. 07:26

      Vulkanudbrud i Tonga fører til alvorligt olieudslip i Peru

      • Arbejdere er ved at rydde op efter det store olieudslip, der har ramt Peru. Hændelsen har efterladt olie på 21 strande. (Foto: ANGELA PONCE © Ritzau Scanpix)
      • Både fugle og sæler er indtil videre skyllet døde op på strande nær landets hovedstad. Hundredvis af fiskere, som bor lige uden for Lima, frygter, at deres levebrød er truet som følge af olieudslippet. (Foto: ANGELA PONCE © Ritzau Scanpix)
      1 / 2

      Døde fugle og sæler skyller op på strande i Peru, efter at 6.000 tønder olie er sluppet ud fra et raffinaderi.

      Alt sammen er det konsekvenser af vulkanudbruddet i øriget Tonga i Stillehavet i sidste uge og de efterfølgende tsunamier, der har ført til et massivt olieudslip nær Perus hovedstad Lima.

      Det oplyser den peruvianske regering ifølge Ritzau.

      Perus præsident, Pedro Castillo, kalder hændelsen for en "miljømæssig katastrofe", mens oprydningshold kæmper for at begrænse det enorme olieudslip fra landets største raffinaderi.

      Udslippet stammer fra La Pampilla-raffinaderiet, der ejes af det spanske energifirma Repsol.

    • I dag kl. 06:45

      Berørt Adele udskyder koncerter: 'Jeg er så ked af det og er virkelig flov'

      Den storsælgende britiske sangerinde Adele måtte sent i går aftes skuffe de fans, der har købt biletter til hendes shows i Las Vegas i USA.

      Efter planen skulle hun have spillet en række koncerter, men dagen inden første show, har hun meddelt, at alle shows i spillebyen bliver rykket.

      - Vi er løbet tør for tid, og jeg er så ked af det og er virkelig flov, siger hun tydeligt berørt i en video på Instagram.

      - Halvdelen af mit hold er ramt af covid. Det er de stadig, og det har været umuligt at færdiggøre showet, uddyber hun.

      Ifølge sangerinden kommer der snart mere information om de ændrede planer.

    • I dag kl. 06:17

      Norsk fragtskib sunket efter redningsaktion ved Gilleleje

      Et norsk fragtskib, der i går aftes kom i nød omkring 11 sømil nordvest for Gilleleje, er gået ned natten til fredag klokken 01.30.

      Det oplyser vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter Allan Mortensen tidligt her til morgen til Ritzau.

      Forud for redningsaktionen havde skibet meldt mayday, da det havde fået slagside og lå skævt i vandet.

    • I dag kl. 06:03

      Islamisk Stat angriber syrisk fængsel og befrier jihadister

      Et ukendt antal medlemmer af den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) er undsluppet et fængsel i det kurdiskkontrollerede nordøstlige Syrien, efter at krigere fra IS angreb fængslet i går.

      Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr), der overvåger situationen i Syrien fra Storbritannien, ifølge Ritzau.

      Angrebet er bekræftet af Syriens Demokratiske Styrker (SDF), der i den mangeårige krig i Syrien har bekæmpet præsident Bashar al-Assads regeringsstyrker.

      - Det lykkedes et antal indsatte at slippe væk, oplyser Sohr, der baserer sine oplysninger på informationer fra et netværk af kilder inde i Syrien.

    • I dag kl. 07:52

      Rekordhøje varmeregninger tvinger Liv til at søge hjælp

      Liv Andrés er blevet overrasket over den dyre varmeregning. Hun har derfor tænkt sig at søge økonomisk hjælp hos Sorø Kommune. (Foto: (privat billede))

      Rekordhøje varmeregninger dumper i disse uger ind i postkassen, og de høje priser på el og varme får borgere i Region Sjælland til at henvende sig til deres kommune for at få hjælp til at betale regningerne.

      Siden regeringen i efteråret lovede 100 millioner kroner til kommunerne, så de kan hjælpe borgerne med at betale for de dyre gas-, olie- og elpriser, er flere kommuner blevet kontaktet af bekymrede borgere, der har brug for økonomisk hjælp.

      Jeg er bange. Decideret bange. Jeg bliver ved med at snerre herhjemme. Luk for vandet! Sluk for lyset! Luk døren! Det gør jeg for at spare penge, og det går ud over hverdagen.
      Liv Andrés, Sorø

      I Sorø Kommune er borgerservice i gang med at behandle 14 ansøgere og nummer 15 er snart på vej. Liv Andrés er enlig mor til to, og hendes seneste regning lød på 3.100 kroner. Hun er i ressourceforløb og har været på kontanthjælp siden 2009, og hun er i gang med at søge økonomisk hjælp.

      - Jeg havde ikke set den komme, at regningen ville blive så voldsom dyr. Jeg havde forestillet mig, at regningen ville være mellem 1.000 kroner og 1.200 kroner og havde også sat penge af og investeret i en varmepumpe, fordi jeg vidste, at elvarme ville slå mig ud af kurs, siger hun.

      Og den pressede situation med økonomien presser også dagligdagen i det lille hjem i Sorø, hvor Liv Andrés frygter for resten af vinteren.

      - Jeg er bange. Decideret bange. Jeg bliver ved med at snerre herhjemme. Luk for vandet! Sluk for lyset! Luk døren! Det gør jeg for at spare penge, og det går ud over hverdagen.

      Efter Regeringens planer om en økonomisk håndsrækning på 100 millioner kroner til ældre, kontanthjælpsmodtagere og andre, der kan have svært ved at betale, har der været travlt hos borgerservice i flere kommuner i Region Sjælland.

      Vi fik en telefonstorm på vores call center og i vores kontanthjælpsgruppe, hvor vi ikke kunne svare borgerne ordentligt, da der ikke var nogen udmeldinger.
      Sandra Oemig, leder af borgerservice i Sorø kommune.

      Holbæk og Stevns kommuner har de allerede givet penge til nogle af deres borgere, så varmeregningen kan blive betalt, mens Sorø Kommune lige nu er ved at behandle deres 14 sager. Og de har travlt, siger Sandra Oemig, der er leder af borgerservice i kommunen og savnede retningslinjer på området i starten.

      - Vi fik en telefonstorm på vores call center og i vores kontanthjælpsgruppe, hvor vi ikke kunne svare borgerne ordentligt, da der ikke var nogen udmeldinger.

      Kommunen har nu fået lidt flere retningslinjer at gå efter fra Beskæftigelsesministeriet, så arbejdet med ansøgningerne rigtigt kan begynde.

      - Nu afventer vi, at borgerne sender deres dokumentation videre til os, så vi kan begynde at regne på det. Her er det differencen på, hvad du har betalt pr. enhed for kilowatt, og hvad betaler du pr. kilowatt nu. Og så tager vi den difference, siger hun.

      Hos Dansk Energi er meldingen, at ekstraregningen afhænger af det enkelte boligs energiforbrug, men flere skal nok regne med en ekstraudgift på 1.000 til 1.500 kroner ekstra om måneden.

    • I dag kl. 05:50

      I dag får diplomatiet en chance mere i striden om Ukraine

      USA's udenrigsminister, Antony Blinken (tv), mødte sin russiske kollega, Sergeij Lavrov (th), i december i Stockholm. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

      USA og Rusland står meget langt fra hinanden, inden de to landes udenrigsministre i dag mødes i Geneve i Schweiz.

      Så det bedste, man kan sige om dagens forhandlinger, er nok, at de overhovedet finder sted. Det viser, at "diplomatiet måske ikke er dødt," som en amerikanske embedsmand udtrykte det tidligere på ugen.

      Baggrunden for mødet mellem amerikanske Antony Blinken og russiske Sergeij Lavrov er de omkring 100.000 soldater, som Rusland har samlet ved grænsen til Ukraine.

      Der har allerede været flere møder med deltagelse af Rusland og USA om den truende situation tidligere på måneden. Men de førte ikke til et gennembrud.

      Her er parternes krav og det, de har at forhandle med, i Geneve i dag:

      Et satellitfoto fra onsdag viser artilleriudstyr, som Rusland har samlet i Yelnya i den vestlige del af landet. (Foto: - © Ritzau Scanpix)

      Rusland siger, at man på ingen måde har planer om at angribe Ukraine. Men nu da de alligevel har fået Vestens opmærksomhed, vil russerne gerne benytte lejligheden til at pege på noget, der længe har ligget præsident Putin på sinde.

      Putin vil have en garanti for, at tidligere sovjetrepublikker som Ukraine, Georgien og Moldova aldrig bliver medlemmer af den vestlige forsvarsalliance Nato.

      Samtidig forlanger russerne, at Nato skal trække soldater tilbage fra østeuropæiske lande, der grænser op til Rusland.

      Et udkast til en traktat, som de vestlige magter har fået udleveret, indeholder også et krav om et forbud mod mellemdistanceraketter i Europa.

      En ukrainsk soldat i en skyttegrav ved frontlinjen i det østlige Ukraine. (Foto: AnatoliI Stepanov © Ritzau Scanpix)

      USA og Nato opfatter Ruslands krav som så langt ude, at de er svære at tage alvorligt.

      Nyhedsbureauet AP skriver, at USA og landets europæiske allierede under tidligere forhandlinger har tilbudt Rusland mindre indrømmelser. Men de er blevet fejet af bordet.

      Det viser, at præsident Putin har et skjult motiv for sin provokation, mener den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken. Og det handler ikke om våben og militærbaser.

      - Det handler om Ukraine og andre tidligere sovjetstaters suverænitet og selvbestemmelse. Og i sin kerne handler det om Ruslands afvisning af et Europa efter den kolde krig, der er komplet og frit, sagde Blinken torsdag.

      Udenrigsministeren tilkendegav ved samme lejlighed, at han ikke forventede en løsning på konflikten under dagens forhandlinger i Geneve.

      Ruslands præsident, Vladimir Putin, i Moskva den 20. januar. (Foto: Mikhail Metzel © Ritzau Scanpix)

      Som nævnt har Rusland allerede opmarcheret omkring 100.000 soldater, der truer stabiliteten i Europa ved at skabe frygt for en ny invasion i Ukraine. Så de brikker står allerede på skakbrættet.

      Men præsident Putin har andre muligheder for at lægge pres på USA og Europa, påpeger eksperter i New York Times.

      Blandt de mere drastiske metoder er at rykke rundt på Ruslands atomvåben, så de i højere grad udgør en trussel mod USA. Putin antydede i november, at Rusland kan indsætte ubåde med hypersoniske missiler, der kan nå mål i USA på få minutter.

      USA anser dog risikoen for den slags manøvrer som temmelig lille. Amerikanske embedsfolk anser det for langt mere sandsynligt, at Rusland vil gribe til cyberangreb, hvis konflikten med Vesten spidser til.

      Ifølge Ukraine befinder en stor del af de russiske tropper sig på halvøen Krim, mens en del også er at finde langs grænsen til den østlige Donbas-region.
      Nato holdt et sjældent møde med Rusland i Bruxelles den 12. januar. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

      USA's præsident, Joe Biden, kastede onsdag grus i kommunikationen om situationen i Ukraine.

      På et pressemøde fik Biden sagt, at der var "uenigheder" i Nato om det rette svar på Ruslands provokation. Uenighederne kunne især komme til udtryk, hvis Rusland laver en "mindre indtrængen" i Ukraine, mente Biden.

      Lige siden har de toneangivende Nato-lande haft særdeles travlt med at signalere enighed, ligesom Biden har lagt afstand til sine udtalelser. Det skriver Reuters.

      Torsdag sagde præsidenten, at hvis russiske militærenheder krydser grænsen til Ukraine, vil det blive opfattet som en invasion, der vil blive mødt med et "alvorligt og koordineret" økonomisk svar fra USA og landets allierede.

      Blandt de økonomiske sanktioner, der hyppigt bliver nævnt, er et stop for gasledningen Nord Stream 2, der løber mellem Rusland og Tyskland. Tyskerne har svært ved at undvære den russiske gas, men landets udenrigsminister Annalena Baerbock understregede torsdag, at alle muligheder er åbne, hvis Rusland invaderer Ukraine.

    • I dag kl. 05:50

      Der er lempelser af restriktionerne i luften, men eksperter trækker i bremsen

      Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil onsdag i næste uge fremlægge en plan for, hvilke restriktioner der bliver forlænget og lempet. (Foto: NILS MEILVANG © Ritzau Scanpix)

      Regeringen vil efter alt dømme onsdag i næste uge fremlægge en plan for, hvilke restriktioner der forlænges eller ophæves efter 31. januar.

      Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

      Her står der også, at regeringen forventer at fremlægge en plan for yderligere lempelser af covid-19-restriktionerne.

      Spørgsmålet er så bare, hvilke restriktioner der er forsvarlige at ophæve, og hvilke der bør forlænges.

      Men faktisk bør man slet ikke lempe på restriktionerne, som smittespredningen ser ud lige nu.

      Det mener Hans Jørgen Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet.

      - Man kan lempe ud fra en politisk beslutning, men der er ikke meget fagligt belæg for at lempe på restriktionerne på nuværende tidspunkt. Ikke med den smittespredning vi ser lige nu, siger han.

      Onsdag blev der registreret 40.626 personer smittet med coronavirus, og det er det højest antal smittede målt i hele coronaperioden.

      Og det høje smittetal er lige nu det største problem, siger Hans Jørgen Kolmos.

      Jeg tror, det er smartere at forlænge restriktionerne.
      Jan Pravsgaard, professor

      - Vi har lullet os ind i en lidt sorgløs tilgang, hvor vi udelukkende ser på syge, som bliver indlagt. Problemet nu er altså de høje smittetal. Vi skal huske på, at jo mere smittespredning der sker, jo større er risikoen for at virus muterer – og sagtens i retning af noget, der er værre.

      - Der er ingen garanti for, at den næste smitsomme variant er mindre sygdomsfremkaldende end omikronvarianten, tilføjer han.

      Jan Pravsgaard, der er professor i immunologi og mikrobiologi ved Københavns Universitet, mener heller ikke, at det er en god ide at lempe restriktionerne lige nu.

      - Lige nu skal man tænke sig grundigt om, hvis man vil til at ændre på restriktionerne. Smittetallene stiger, og hvis man ser på Seruminstituttets prognose, så kommer den også til at stige yderligere i den næste uges tid.

      - Med så mange smittede, så tror jeg ikke det er smart lige nu at løfte på restriktionerne.

      Han ser hellere, at man forlænger de nuværende restriktioner.

      - Jeg tror, det er smartere at forlænge restriktionerne, og det er også smart at blive ved med at kalde det en samfundskritisk sygdom, så man har muligheden for at have restriktionerne, siger Jan Pravsgaard.

      Spørger man Per Larsen, der er sundhedspolitisk ordfører for Det Konservative Folkeparti, så deler han ikke eksperternes vurdering.

      Han vil modsat have fjernet så mange restriktioner som muligt.

      - Vi står et gunstigt sted, hvor covid-19 ikke længere er at betragte som en sundhedskritisk sygdom, så derfor skal vi af med restriktionerne.

      Han vil også have fjernet covid-19 som en samfundskritisk sygdom.

      - Kriterierne for at det er en samfundskritisk sygdom er, at vores hospitalsvæsen skal være under voldsomt pres, og med det tryk, der er på intensivafdelingerne i øjeblikket, så er det ikke tilfældet, siger han.

      Det er vigtigt, at vi her til det sidste lytter til, hvad myndighederne siger, så vi får en sikker og gradvis udfasning.
      Peter Hvelplund, Enhedslisten

      For Enhedslistens sundhedsordfører, Peter Hvelplund, er det derimod vigtigt, at man følger de anbefalinger, som sundhedsmyndighederne kommer med.

      - Vi skal først se på, hvad epidemikommissionen kommer til at anbefale. Det er vigtigt, at vi her til det sidste lytter til, hvad myndighederne siger, så vi får en sikker og gradvis udfasning.

      Han mener, at der stadig kan gå flere uger, før vi kan sige farvel til alle restriktioner.

      - I dag havde vi over 40.000 smittede og over 800 indlagte med corona, så vi er ikke helt igennem endnu. Men ser vi to-tre uger frem, står vi et helt andet sted, hvor vi må kunne forvente, at vi kan siger farvel til alle restriktioner, siger Peter Hvelplund.

    • I dag kl. 05:35

      Fire er fundet døde i isnende kulde i Canada nær USA's grænse

      Fire personer, deriblandt en baby og en teenager, er fundet døde på den canadiske side af grænsen til USA.

      Personerne menes at være omkommet som følge af kulde. Det oplyser canadisk politi ifølge Reuters.

      Personerne blev fundet onsdag, hvor der i det snedækkede område var ned til 35 graders frost, når kuldeeffekten fra vind medregnes.

      Ligene blev fundet nær grænsen til den amerikanske stat Minnesota på en rute, der ifølge myndighederne benyttes af migranter, der forsøger at komme ind i USA fra Canada.

      En 47-årig mand er siden blevet sigtet for menneskesmugling af de amerikanske myndigheder.

    • I dag kl. 05:08

      Udvalg vil udspørge Ivanka Trump om stormløb mod Kongressen

      Et udvalg ønsker at udspørge Ivanka Trump i forbindelse med en undersøgelse om stormløbet mod Kongressen. Udvalget har noteret, at hun "var til stede i Det Ovale Værelse" under vigtige samtaler, der ledte op til 6. januar. Arkivfoto. (Foto: Mandel NGAN © Ritzau Scanpix)

      Det udvalg, der undersøger stormløbet mod Kongressen i USA for godt et år siden, ønsker at få Donald Trumps datter Ivanka Trump i tale.

      Således har udvalget i Repræsentanternes Hus anmodet om at udspørge datteren, der var rådgiver for sin far, da han var USA's præsident. Det skriver Ritzau.

      I et brev til Ivanka Trump lyder det, at udvalget søger et frivilligt samarbejde fra hendes side som en del af dets igangværende undersøgelse.

      Udvalget vil begrænse spørgsmålene til anliggender, der er relateret til begivenheder omkring 6. januar 2021, hvor stormløbet fandt sted.

      Det inkluderer aktiviteter, der ledte op til eller påvirkede forløbet på dagen og hendes rolle i Det Hvide Hus på det tidspunkt.

    • I går kl. 23:56

      1900 år siden opførelsen af Hadrians Mur begyndte

      Hadrians Mur kan fejre et flot 1900 års jubilæum. (Foto: Oli Scarff © Ritzau Scanpix)

      Hadrians Mur, der i mange år trofast beskyttede Romerrigets nordlige grænse, kan fejre et flot 1900 års jubilæum, hvis man begyndte at tælle, da den første sten blev lagt.

      Muren strakte sig fra Wallsend nær Newcastle i øst og tværs over Storbritannien til Solway Firth nær Carlisle i vest – en strækning på i alt 118 kilometer - og store dele af murforløbene, lejre og vagttårne er bevaret.

      Anlægget blev påbegyndt i 122 i forbindelse med kejser Hadrians besøg i Britannia og stod færdigt cirka seks år efter.

      Hadrians Mur blev opgivet omkring år 400, og i 1987 blev Hadrians Mur udpeget som verdensarv af Unesco.

      • En del af Hadrians Mur nær byen Hexham. Muren dannede Romerrigets nordlige grænse. (Foto: Oli Scarff © Ritzau Scanpix)
      • Muren bølger med bakkerne på tværs af det, vi i dag kalder England. (Foto: Oli Scarff © Ritzau Scanpix)
      • Billedet her viser Vindolanda, et stort romersk fort, der var med til at forstærke muren, den ligger syd for. Der var desuden opført såkaldte 'milecastles' for hver romersk mil, der svarer til cirka 1,5 kilometer. (Foto: Oli Scarff © Ritzau Scanpix)
      • I 1987 blev Hadrians Mur optaget på Unescos verdensarvsliste. (Foto: Oli Scarff © Ritzau Scanpix)
      1 / 4
    • I går kl. 23:25

      Danmarks håndboldlandshold om coronapræget EM: Vi må holde fokus på det, vi kan styre

      EM i håndbold har været hårdt ramt af coronasmitte, men indtil videre er Danmark sluppet relativt let.

      Men derfor fylder det stadig hos det danske landshold.

      - Man er altid påpasselig og tænker i skrækscenarier, hver gang man får en vatpind ind i næsen. Men vi holder afstand og gør alt, hvad vi kan, siger målmand Kevin Møller.

      - Inde på banen tænker vi ikke over det.

      Torsdag mødte danskerne Island, der har fået konstateret seks smittetilfælde i det seneste døgn. Men danskerne kan kun fokusere på sig selv, mener playmaker Rasmus Lauge.

      - Det, vi kan koncentrere os om, er at holde vores boble så tæt som muligt. Vi har spillet mod flere hold, der efterfølgende testede positiv. Hvem siger, at vi ikke kan have slæbt noget med fra gruppespillet også? Det ved vi ikke. Vi prøver at holde fokus på os selv og de ting, vi kan styre, siger han.

    • I går kl. 23:09

      Netflix fik millioner af nye kunder i 2021, men kun halvt så mange som året før

      "Ser du stadig med?"

      Sådan spørger Netflix lettere udstillende, hvis man har set tre episoder i træk af en serie uden at betjene videoafspilleren.

      Og noget tyder på, at flere og flere netop ser med. Netflix fik i 2021 18,2 millioner nye kunder og nåede op på i alt 221,8 abonnementer globalt.

      Det viser virksomhedens regnskab for fjerde kvartal 2021, skriver nyhedsbureauet Reuters.

      Det er dog skuffende få sammenlignet med 2020, hvor tjenesten kunne byde 36 millioner nye kunder velkommen.

    • I går kl. 22:40

      Fem personer reddet ud af nødstedt skib ud for Gilleleje

      Et norsk skib, der er i nød 11 sømil nordvest for Gilleleje, har fået reddet samtlige af skibets fem besætningsmedlemmer ud, og de er i god behold.

      Det er meldingen fra Forsvarets Operationscenter her til aften, efter tre helikoptere og fregatten Niels Juel blev sendt i retning af det nødstedte skib.

      De svenske to helikoptere, der nåede først frem, fik samtlige besætningsmedlemmer i sikkerhed.

      - Det er forløbet efter planen, og besætningen er reddet ud uden problemer, oplyser Thomas Larsen, vagthavende befalingsmand ved Forsvarets Operationscenter til DR Nyheder.

      Forsvaret observerer lige nu skibet og vurderer, hvad der nu skal ske med det.

    • I går kl. 21:57

      Danmark fortsætter sejrstogt ved EM

      (Foto: Attila KISBENEDEK © Ritzau Scanpix)

      De danske håndboldherrer kunne nok engang gå sejrsrigt fra banen, da første kamp i mellemrunden mod Island blev vundet med 28-24.

      Islændingene fulgte ellers godt med langt hen ad vejen, på trods af at flere nøglespillere var ude af kampen på grund af coronasmitte, men måtte til sidst bøje sig for det danske hold.

      Dansk topscorer blev Mathias Gidsel, der, fra højreback, noterede sig for ni mål.

      Med sejren er Danmark fortsat ubesejret efter fire kampe ved slutrunden, og har nu fire point i toppen af mellemrundens gruppe 1.

      Næste gang danskerne skal i aktion er lørdag aften, hvor Kroatien står på den anden banehalvdel.

    • I går kl. 21:33

      Real Madrid afværger pokalfiasko i forlænget spilletid

      Real Madrid balancerede på randen af et pokalexit, da den spanske hovedstadsklub torsdag aften var på besøg hos Elche i ottendedelsfinalen af den spanske pokalturnering, Copa del Rey.

      Den ordinære spilletid sluttede målløst, og derfor skulle der forlænget spilletid til.

      I den forlængede spilletid tydede det på, at Real Madrid for alvor var ved at dumme sig, da først Marcelo fik rødt kort, og Gonzalo Verdu et minut senere bragte Elche foran.

      Scoringer fra Isco og Eden Hazard fik dog vendt kampens stilling, og Real Madrid er derfor videre til kvartfinalerne i Copa del Rey.

    • I går kl. 21:16

      Se videoen: Hundredvis af franske lærere på gaden i frustration over landets coronaregler

      Hundredvis af franske lærere gik i dag på gaden i Paris i vrede over landets coronaregler, ligesom de også gjorde sidste uge.

      Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

      Lærerne ønsker præciseringer af regler og bedre beskyttelse af elever og personale overfor coronasmitten, der er voldsom i Frankrig.

      Frankrig har oplevet over 430.000 om dagen i denne uge, og coronasmitten er drevet af den meget smitsomme omikronvariant, skriver AP.

      Der var demonstrationer i flere franske byer, ofte med skilte, der omhandler eller afbilder undervisningsminister Jean-Michel Blanquer.

      Nedenfor ses video fra demonstrationen i Paris:

    Mere fra dr.dk