Uffe Elbæk danner nyt grønt parti

Uffe Elbæk, tidligere radikal kulturminister, danner et nyt grønt parti.

Uffe Elbæk, der tidligere har været radikal kulturminister, danner et nyt grønt parti med navnet Alternativet. (© DR)

Den tidligere radikale kulturminister Uffe Elbæk danner et nyt parti, som får navnet Alternativet, oplyser Elbæk.

Partiet vil arbejde for en seriøs bæredygtig omstilling af Danmark. Målet er større livskvalitet for borgerne, samtidig med at forbruget af knappe naturressourcer begrænses markant.

- Hvis vi ønsker, at vores børn og børnebørn skal have de samme chancer som vi har haft, kan vi ikke blive ved med at vende det blinde øje til. Vi er som samfund ikke bare på vej hen til kanten, men på vej ud over den, når det gælder vores forbrug af jordens begrænsede ressourcer, siger Uffe Elbæk.

Meldte sig ud af Radikale

Han understreger, at det er vigtigt, at danskerne ikke bliver handlingslammede af udfordringens omfang.

Uffe Elbæk måtte i december 2012 gå af som kulturminister på grund af beskyldninger om nepotisme. Årsagen var, at Elbæk havde placeret fem arrangementer på Akademiet for Utæmmet Kreativitet, AFUK, hvor hans mand var ansat.

Den 17. september 2013 annoncerede Uffe Elbæk, at han havde meldt sig ud af Det Radikale Venstre og fortsatte som løsgænger.

Partiet præsenteres onsdag formiddag ved et pressemøde på Christiansborg. Se partiets hjemmeside her.

/ritzau/

Facebook
Twitter