Nyheder

Massakren i Srebrenica

Overblik

  1. 21. jun 2006
    Massakren i Srebrenica
    En kvinde sørger ved ceremonien 10 år efter Srebrenica. (Foto: Joe Klamar © Scanpix)

    Natten mellem den 11. og 12. juli 1995 havde 10.000 mænd og drenge fra byen Srebrenica i Bosnien begivet sig ud på en farefuld flugt.

    Deres by var fem dage forinden blevet indtaget af serbiske soldater under ledelse af general Ratko Mladic. Byen var allerede i 1993 erklæret for "sikker zone" og under opsyn af hollandske FN-tropper.

    Men beskyldninger har siden føjet om, at de hollandske soldater lod stå til og langsomt lod serberne overtage i Srebrenica.

    MediaLinks: Krigen i Bosnien

    I dagene op til d. 11. juli blev huse brændt ned, kvinder myrdet og mænd dræbt. En del kvinder blev deporteret fra byen i busser. Tilbage stod 10.000 mænd, der frygtede for, hvad serberne kunne finde på. Derfor valgte de flugten natten mellem den 11. og 12.

    Kun få tusinde af de flygtende nåede dog målet, der var sikre zoner i blandt andet Tuzla.

    Resten blev indhentet af serbiske styrker. De godt 7.400 mænd og drenge blev gennet sammen og dræbt med skud. De blev herefter kastet i enorme massegrave.

    Op til massakren i Srebrenica var der i det tidligere Jugoslavien udbrudt krig efter, at Slovenien, Kroatien, Bosnien-Herzegovina og Makedonien havde erklæret sig selvstændige.

    Men det var en kompleks krig, hvor alle begik forbrydelser mod hinanden i en blanding af nationaliteter og religioner. Betegnelser som bosniske serbere og muslimske bosniere gjorde krigen uigennemskuelig.

    Med massakren i Srebrenica havde man en forbrydelse så stor og omfattende mod en enkelt gruppe, at man følte, det kunne falde under kategorien folkedrab.

    Den blev dog ikke betegnet som folkedrab på samme måde som i Rwanda, hvor næsten 80 procent af tutsierne blev udryddet.

    I stedet for et "kvantitativt folkedrab", hvor antallet af dræbte fik betydning, blev det i stedet anerkendt som et "kvalitativt folkedrab".

    Der blev lagt vægt på, at det udelukkende var tale om mænd og drenge, der skulle forsvare byen og sørge for reproduktion.

    I august 2001 blev general Radislav Krstic ved en domstol i Jugoslavien dømt skyldig i folkedrab. For sin medvirken til massakren i Srebrenica fik Krstic 46 års fængsel.

    To forbrydere er stadig på fri fod. Generalerne Ratko Mladic og Radislav Karadzic har siden krigens afslutning skjult sig og er efterlyste for folkemord.

    Kun to kriser er juridisk blevet anerkendt som folkedrab ved en domstol. Den ene er Srebrenica. Den anden er Rwanda.

  2. 11 min. siden

    Over 100 anholdt efter voldsomt drab i Pakistan

    Over 100 mennesker er blevet anholdt i Pakistan, efter at en fabriksdirektør fra Sri Lanka blev pryglet ihjel for påstået blasfemi. Det oplyser Pakistans premierminister, Imran Khan, ifølge Ritzau til AFP.

    Drabet på fabriksejeren, der skete fredag, har vakt harme. Khan siger, at det var "en skammens dag for Pakistan". Den pakistanske regeringschef siger, at han har talt med Sri Lankas præsident om drabet.

    I et tweet skriver Khan: "Jeg har talt med Sri Lankas præsident, Gotabaya Rajapaksa, i dag i De Forende Arabiske Emirater og givet udtryk for vores nationale vrede og skam over srilankanere, som lynchede Priyantha Diyawadana i Sialkot".

    Han garanterer, at de anholdte vil blive retsforfulgt.

  3. 16 min. siden

    Norsk superspreder-julefrokost udvikler sig stadig: Nu er over 120 smittet

    Antallet af smittede efter en meget omtalt julefrokost i Oslo sidste weekend fortsætter med at stige.

    Nu er det konstateret, at flere end 120 har pådraget sig smitten efter festlighederne på Louise Restaurant & Bar, skriver NRK.

    Når lige det smitteudbrud får særlig opmærksomhed, skyldes det, at flere af deltagerne er smittet med Omikron-varianten.

    Indtil videre viser over halvdelen af prøverne, at der sandsynligvis er tale om den særlige Omikron-variant, der vurderes at være særlig smitsom. I går var 13 tilfælde bekræftet.

    70 af de smittede er fra samme julefrokostselskab. En af de ansatte havde netop været i Sydafrika. Selskabet sad i eget lokale, indtil stedet blev omdannet til en natklub med flere gæster.

    Af dem er mellem 45 og 50 nu konstateret smittet.

  4. 34 min. siden

    Ahmed Samsam blev dømt som terrorist: Nu hiver han efterretningstjenester i retten

    Over fire år.

    Så længe har en 31-årig dansk statsborger ved navn Ahmed Samsam siddet fængslet for en terrordom fra Spanien, hvor myndighederne stemplede ham som 'en meget farlig jihadist'.

    Lige så længe har han kæmpet for at komme ud, fordi han mener, at dommen er forkert.

    Han mener, at de spanske myndigheder har dømt ham for at tilslutte sig Islamisk Stat, selvom det aldrig skete, og at han rejste til konfliktzonen i Syrien på de danske efterretningstjenesters foranledning.

    Hele vejen gennem sagen har Ahmed Samsams advokater forsøgt at få efterretningstjenesterne til at erkende den fejlagtige anholdelse og siden dom.

    Det er ikke sket.

    Derfor går Ahmed Samsam nu rettens vej.

    Ahmed vil ikke acceptere, at han er stemplet som terrorist.
    Erbil Kaya, advokat

    I fredags stævnede advokat Erbil Kaya både Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) ved Københavns Byret med påstand om, at efterretningstjenesterne 'tilpligtes til at anerkende', at Ahmed Samsam blev sendt på missioner til Syrien.

    - På almindelig dansk skal efterretningstjenesterne anerkende, at Ahmed Samsam har arbejdet for dem og rejst med deres accept, fortæller Erbil Kaya.

    DR har set stævningen.

    Her fremgår en række detaljer om Ahmed Samsams rejser til Syrien, pengeoverførsler, møder og samtaler, som man beder PET og FE bekræfte.

    Det er for eksempel detaljer om, at Ahmed Samsam i 2014 skulle have fået træning på et militært øvelsesområde i Nordsjælland, og at han efterfølgende tog mod Syrien i en firhjulstrækker med campingvogn betalt af FE.

    Heri lå ifølge stævningen også udstyr som afstandsmålere, natkikkert og skudsikre veste.

    - Ahmed havde gerne været den her stævning foruden og har i lang tid forsøgt at få løst situationen i mindelighed. Han er dømt med urette, og når efterretningstjenesterne ikke har hjulpet ham med at komme ud af den her situation, så er det her eneste mulighed, siger Erbil Kaya om stævningen.

    - Han vil ikke acceptere, at han er stemplet som terrorist.

    Flere kilder fortæller til DR, at Ahmed Samsam har rejst på missioner for både PET og FE med et mål om at samle informationer om danske syrienkrigere.

    Kilderne oplyser, at Ahmed Samsam fik betaling for opgaverne.

    Berlingske har i en række artikler tidligere afdækket sagen og konsekvenserne for Ahmed Samsam.

    Ahmed Samsam i Syrien. Billedet er fra 2012. Privatfoto

    Ahmed Samsam blev anholdt under en ferie til Spanien i juni 2017.

    Han var ifølge eget udsagn taget derned for at få ro på og komme væk fra konflikter med bandemiljøet.

    Det spanske politi Guardia Civil havde fundet hans færden på den spanske solkyst mistænkelig, og da politiet ved anholdelsen fandt en telefon fyldt med billeder af Ahmed Samsam med våben i Syrien og poserende foran et sort IS-lignende flag, blev han sigtet efter terrorbestemmelserne.

    Efter et års varetægtsfængsling blev han idømt otte års fængsel for at have tilsluttet sig terrorbevægelsen Islamisk Stat. DR var til stede under retssagen.

    Her fortalte Ahmed Samsams spanske forsvarsadvokat, Iván Aybar, at han flere gange havde forsøgt at tage kontakt til efterretningstjenesterne herhjemme, men han var blevet mødt af en mur af tavshed.

    Han fik desuden ikke lov af retten til at præsentere nogen beviser fra Danmark.

    Erbil Kaya mener, at man allerede dengang kunne have løst sagen 'under radaren'.

    - Man kunne under hånden havde bekræftet for spansk politi eller anklagemyndigheden, at det var rigtigt, han havde været agent. Jeg mener, at det havde været tilstrækkeligt til, at spansk politi havde løsladt ham og lukket sagen, siger advokaten.

    Ahmed Samsam fortalte efter anholdelsen i 2017 til DR, at han næsten med det samme fortalte spansk politi om sit samarbejde med efterretningstjenesterne. Det samme gjorde han under retssagen.

    - Hvis jeg havde tilsluttet mig en terrororganisation, var jeg nok blevet dømt i Danmark. Det har jeg ikke, og efterretningstjenesterne vidste alt, hvad jeg lavede, sagde Ahmed Samsam under retssagen.

    Den spanske anklager oplyste dengang, at hun ingen oplysninger havde fået fra de danske efterretningstjenester.

    Ahmed Samsam blev for knap et år siden overført til afsoning i Danmark efter at have siddet 3,5 år i et spansk højsikkerhedsfængsel.

    Ved Retten i Glostrup blev den spanske dom på otte år konverteret til seks års fængsel, som var den maksimale strafferamme for overtrædelsen efter dansk lov på tidspunktet.

    Sagen har påvirket ham meget, fortæller Erbil Kaya.

    - Han har været igennem en opslidende og sej kamp i Spanien først og nu i Danmark. Han har siddet under barske forhold i Spanien, og han føler, at hans ære og værdighed er væk.

    - Han har hjulpet nogen og bliver straffet for det, så hans retfærdighedssans er skudt i sænk, siger Erbil Kaya.

    I stævningen beder Ahmed Samsam PET om at bekræfte, at han blev hvervet som kilde i 2012, fordi PET havde set dette indslag om Ahmed Samsams første tur til Syrien:

    For professor ved juridisk fakultet på Syddansk Universitet Frederik Waage bliver sagen 'særdeles interessant' at følge.

    - Det her er retshistorisk. At man stævner efterretningstjenesterne på den her måde, er ikke set før, og at retten nu skal tage stilling til, hvorvidt han var agent eller ej, er også meget atypisk.

    Han mener, at det er det eneste værktøj at tage i brug, hvis Ahmed Samsam i fremtiden skal have omstødt dommen.

    Det kan dog alligevel blive svært at Ahmed Samsam og advokat Erbil Kaya at få udtalelser fra efterretningstjenesterne. For selvom man i en retssal har pligt til at tale sandt, så kan ansatte i PET og FE påberåbe sig tavshedspligt.

    - Problemet er bare, at der er en regel om, at hensynet til statens sikkerhed og hensynet til fremmede magter gør, at man kan undlade at vidne eller fremlægge dokumenter, siger Frederik Waage.

    - Derfor kan retten ikke tvinge PET eller FE til at bekræfte, om Ahmed Samsam har været agent eller ej.

    PET har ingen kommentar til stævningen.

    FE er ikke vendt tilbage på DR Nyheders henvendelse.

  5. 41 min. siden

    I 2017 gik det grueligt galt: Kom med til Grønland, hvor Forsvaret forbereder sig på den næste tsunami

    (Foto: Steffen Fog)
  6. I dag kl. 11:03

    Viktor Axelsen vinder sæsonfinalen i suveræn stil

    Viktor Axelsen vandt også sæsonfinalen i 2016 og 2017. (Foto: INDONESIAN BADMINTON ASSOCIATION © Ritzau Scanpix)

    Danske Viktor Axelsen vinder sæsonfinalen i badminton med en sejr på 21-12, 21-8 over Kunlavut Vitidsarn fra Thailand.

    Der var aldrig for alvor tvivl om udfaldet af søndagens finale, hvor Viktor Axelsen særligt i begyndelsen af andet sæt viste, at han var klasser bedre end sin modstander.

    Det er tredje gang, at Viktor Axelsen vinder sæsonfinalen. Han vandt også i 2016 og 2017.

    Axelsen blev for to dage siden kåret til årets mandlige badmintonspiller i verden af det internationale forbund.

    En hæder, der senest blev givet til en dansker i 1999, da Camilla Martin vandt prisen på kvindesiden.

  7. I dag kl. 10:50

    Politiet har fået brugbare tips i sag om skyderi, men holder kortene tæt til kroppen

    Flere borgere har henvendt sig til politiet med oplysninger om gårsdagens skudepisode på Frederiksberg, hvor en 39-årig mand blev hårdt såret.

    Hvad der er kommet frem, vil politiet af gode grunde ikke oplyse.

    - De ting holder vi lidt ind til kroppen i øjeblikket, siger Rasmus Bernt Skovsgaard, der er politiinspektør i Københavns Politi.

    Københavns Politi arbejder ud fra en teori om, at det var én mand, som kom ind på vandpibecaféen og affyrede skuddet. Det kan dog ikke udelukkes, at der har været flere personer inde over eksempelvis planlægning af episoden.

    - Det er det, vidneforklaringer skal kortlægge, og det arbejdes der på højtryk på i øjeblikket, siger Rasmus Bernt Skovsgaard.

    Politiet vil fortsat gerne have henvendelser fra alle, der mener at have brugbar viden om hændelsen.

  8. I dag kl. 10:38

    Vesten fordømmer Talibans henrettelser af tidligere modstandere

    I Afghanistan er 47 personer blevet henrettet eller forsvundet uden rettergang fra august til oktober.

    Det fremgår af en rapport, som menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch har lavet.

    Flere af de 47 personer var medlemmer af de sikkerhedsstyrker, som bekæmpede Taliban inden magtskiftet i landet.

    Både EU, Australien, Storbritannien, Japan og USA står bag fordømmelsen.

    Efter Talibans sejr i Afghanistan lovede bevægelsens ledere, at medlemmer af sikkerhedsstyrkerne ikke ville blive straffet. Det løfte bliver de nu bedt om at leve op til.

    - Vi gør opmærksom, at de formodede handlinger er alvorlige menneskerettighedskrænkelser og går imod det amnesti, som Taliban ellers har meddelt, lyder det fra de aktører, der står bag fordømmelsen.

  9. I dag kl. 10:34

    Socialdemokratiet forlader konstitueringsaftale i Assens efter beskyldning om 'kammerateri'

    Kommunalvalget er for længst ovre, men det betyder ikke, at der er faldet ro på i alle kommuner.

    I Assens Kommune vælger Socialdemokratiet nu at hoppe fra en konstitueringsaftale med Venstre og Konservative. Det skriver TV2 Fyn.

    Beslutningen skyldes, at Venstre har valgt at afgive en plads i økonomiudvalget til Mogens Mulle Johansen, der har besluttet at forlade SF.

    - Socialdemokratiet vil ikke være en del af borgmesterens kammerateri med Mogens Mulle Johansen og har derfor d.d. meddelt borgmester Søren Steen Andersen, at Socialdemokratiet ikke kan indgå i nuværende konstitueringsaftale, lyder det i et Facebook-opslag.

    Tidligere er også SF hoppet ud af konstitueringsaftalen. Venstre og Konservative har dog stadig et flertal i byrådet med 16 mandater ud af 29.

  10. I dag kl. 10:07

    Lille fly nødlandede på tysk motorvej og kolliderede med lastbil - men piloten overlevede

    Flyet efter den imponerende nødlanding, der dog kostede skrammer til både fly og pilot. (Foto: Polizei Rheinland-Pfalz © Polizei Rheinland-Pfalz)

    Da en 72-årig pilot på vej fra Frankrig til Holland i går fik motorproblemer, måtte han tænke hurtigt.

    Under ham var et stykke asfalt, han vurderede kunne gøre det ud for en landingsbane. Ulempen var bare, at der var tale om en 100 meter høj bro befærdet med trafik.

    Men med enmotorsmaskine og motorproblemer var der ikke mange mulige alternativer, og han landede derfor på Bundesautobahn A62 i delstaten Rheinland-Pfalz.

    På broen kom det til en kollision med en lastbil, men piloten slap med lette skader og chaufføren helt uden, skriver dw.com.

  11. I dag kl. 09:56

    Dansk ønske om flere coronatest ved VM bliver opfyldt

    Spillerne ved det igangværende VM i håndbold for kvinder i Spanien skal fremover testes for corona på alle kampdage.

    Det har Det Internationale Håndboldforbund (IHF) meddelt den danske lejr.

    - Vi har fået at vide af IHF, at de indfører coronatest på kampdage fra i morgen (søndag, red.), sagde Morten Henriksen, der er sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF), til TV2 Sport lørdag aften.

    /ritzau/

  12. I dag kl. 08:49

    2. søndag i advent bliver kold og blæsende

    Det var en mørk og stormfuld aften. Den kendte sætning fra De Nattergales folkekendte 'The Julekalender' stemmer fint overens med, hvad man kan forvente af årets 2. søndag i advent.

    Det bliver nemlig en dag med temperaturer fra lige under frysepunktet i Nordjylland til 4-5 graders varme ved Østersøen samt blæsende med jævn til hård vind fra øst og nordøst. Ved kysterne er der op til kuling, skriver DMI.

    I aften og i nat bliver der temperaturer fra frysepunktet til fem graders frost.

    Der forventes ligeledes lidt regn eller slud hen mod aftenen omkring Østersøen og ellers stedvis klart vejr. Ved kyster ud til Kattegat kan der komme snebyger.

  13. I dag kl. 08:39

    Der er stadig brand på skib lastet med træ nær Göteborg

    Hele natten har brandfolk kæmpet med at få styr på flammerne på et skib, der ligger ud for Göteborg.

    - Branden er ikke slukket, men vi har begrænset udviklingen og kan se, at vores indsats har en effekt, siger Markus Erik Green fra den svenske kystvagt ifølge SVT.

    Mellem 50 og 70 meter af det 177 meter lange skib menes at være påvirket af branden, men det er svært at danne sig et præcist overblik, lyder det.

    Det er lasten af træ, som ligger på den forreste del af dækket, der brænder, og selve skibet er altså ikke i brand, siger en talsmand for kystvagten til SVT.

    Kaptajnen har ikke villet evakuere sit mandskab, så de 17 besætningsmedlemmer er stadig om bord, men på den bagerste del af skibet.

    Der er helikoptere klar til at evakuere, hvis det skulle blive nødvendigt.

    Skibet var på vej til Göteborg.

    Billederne er fra i går. Branden blev anmeldt i går eftermiddag.

  14. I dag kl. 08:23

    Dødstallet stiger til 13 efter voldsomt vulkanudbrud i Indonesien

    Mindst 13 personer har mistet livet som følge af vulkanudbruddet på Java i Indonesien. (Foto: ANTARA FOTO © Ritzau Scanpix)

    Redningsarbejdet er stadig i fuld gang på Java i Indonesien, efter vulkanen Semeru gik i udbrud tidligt på eftermiddagen lørdag dansk tid. Indtil videre er det officielle dødstal på 13 personer, men der er stadig syv personer, man ikke har fundet, skriver AP.

    Det er dog også lykkedes at redde ti personer ud af bygninger i området, der er dækket af aske fra vulkanen.

    Knap 1.000 mennesker er flygtet fra området til lejre, som staten har oprettet som følge af udbruddet.

    Semeru er det højeste bjerg på Java og har været i udbrud tidligere på året også. Der er knap 130 aktive vulkaner på øen.

    Se video fra området her:

  15. I dag kl. 08:06

    Amerikansk tv-station fyrer vært, der hjalp sin guvernør-bror i sag om seksuelle krænkelser

    Chris Cuomo er blevet fyret fra tv-stationen CNN.

    Den højt profilerede nyhedsvært har tilsyneladende hjulpet sin bror, der var rodet ind i en sag om seksuelle krænkelser.

    En sag, der fyldte i medierne, fordi hans bror er Andrew Cuomo, der var guvernør i delstaten New York.

    Ifølge en undersøgelse kontaktede Chris Cuomo personer på andre medier for at finde ud af, om der var nye påstande på vej mod Andrew Cuomo. Noget han tidligere har nægtet at have gjort.

    Han har også rådgivet sin bror i sagen, som han også har omtalt på skærmen. Blandt andet har han til kameraet sagt, at broren havde 'dårlig dømmekraft'.

    Chris Cuomo blev suspenderet for nogle dage siden, og han er nu fyret med øjeblikkelig virkning.

    Chris Cuomo er blevet fyret fra sit job på CNN. (Foto: Mike Segar © Ritzau Scanpix)
  16. I dag kl. 08:02

    Dansk speedskater henter historisk medalje

    Danmark har fået sin første herremedalje ved et World Cup-stævne i speedskating nogensinde.

    Lørdag aften kørte Viktor Hald Thorup over stregen som nummer to i disciplinen fællesstart i sæsonens tredje World Cup-stævne, der bliver afholdt i Utah i USA.

    Den belgiske stjerneskater Bart Swings vandt løbet, og danske Stefan Due Schmidt blev nummer ni.

    Landstræner Jesper Carlson erklærer sig pavestolt.

    - Drengene gennemførte præcis den taktik, som vi havde aftalt, siger han i en pressemeddelelse.

    Håbet er nu, at præstationerne er nok til en OL-kvalifikation i fællesstart.

    /ritzau/

  17. I dag kl. 07:38

    Offer for skyderi på Frederiksberg blev ramt i hovedet

    Det var en 39-årig mand, der i går blev skudt på en vandpibecafé på grænsen mellem Frederiksberg og København.

    Han blev ramt i hovedet og er fortsat i kritisk tilstand, oplyser politiet søndag morgen.

    Der er stadig ingen anholdte, og politiet efterlyser derfor vidner i sagen. Nærpolitiet vil i dag være til stede på Nørrebro, hvor eventuelle vidner kan tage kontakt. Der kan også ringes på 1-1-4.

    Politiet beskriver den formodede gerningsmand som "en ung mand med fuldskæg" og mørkt hår, cirka 175 centimeter høj. Han bar ifølge politiet mørkt tøj, sort jakke, sorte eller blå bukser, sorte sko og handsker og et sort mundbind.

    Billede af den formodede gerningsmand, der efter skyderiet gik i Netto. (Foto: Københavns Politi © Københavns politi)
  18. I dag kl. 06:52

    1000 år gammel egyptisk ørering fundet på jysk mark undrer og begejstrer

    Den halvmåneformede ørering består af en guldplade med emaljeudsmykning, som forestiller to fugle omkring et træ eller en plante. Ifølge Nationalmuseets ekspert er det Livets Træ, der forstås både i islam og den kristne tankegang (Foto: Søren Greve - Nationalmuseet)

    En detektorfører har gjort et unikt smykkefund. På en vestjysk mark stod han pludselig med en klump jord, som indeholdt en særlig guldørering fra 1000-tallet. Øreringen stammer sandsynligvis fra Egypten, og der er aldrig før fundet et lignende smykke i hele Skandinavien.

    - Der findes på verdensplan kun 10-12 stykker. Alle i gamle museumssamlinger i USA, Storbritannien eller arabiske lande. Sådan et stykke er et unikum, siger arkæolog og museumsinspektør Peter Pentz fra Nationalmuseet.

    Men findestedet, en mark i Bøvling nær Lemvig, vækker undren.

    - Hvorfor hulen er den havnet i Jylland? Det er interessant, siger Peter Pentz.

    Denne lille video lavede detektorfører Frants Fugl Vestergaard kort efter, at han havde fundet det usædvanlige guldsmykke.

    Efter tusind år i jorden på en vestjysk mark kan museumsinspektør Peter Pentz kun gætte sig til et svar.

    En mulig forklaring kan være, at kejseren i Byzans (kristent storrige i 900-tallet, der havde det nuværende Istanbul som hovedstad, red.) har doneret øreringen til en dansk viking, som var i hans livgarde.

    En anden tese lyder, at smykket er kommet til Danmark med en dansker, som har været på pilgrimstur til det østlige middelhav.

    - Men jeg tror dog, at øreringen er fra Kairo i Egypten. Andre lignende halvmåneformede øreringe, vi har i museumssamlinger, stammer derfra, siger Peter Pentz.

    • Konservatorer fra Nationalmuseet i gang med at rengøre guldøreringen, som har ligget begravet i en vestjysk mark i tusind år. (Foto: Mette Klüver Rongsted - Nationalmuseet)
    • Smykket har været brugt som ørering eller tindinge-ring. Det vil sige, at smykket har hængt fra et pandebånd. Sådanne tindinge-ringe har været brugt af både mænd og kvinder, fremgår det af byzantiske mosaikker. (Foto: Mette Klüver Rongsted - Nationalmuseet)
    • Sådan så øreringen ud, da detektorfører Frants Fugl Vestergaard fandt den i april i år på en mark ved Bøvling nær Lemvig. (Foto: Frants Fugl Vestergaard - privatfoto)
    • Smykket er cirka 3 x 3 centimeter - og er sandsynligvis fremstillet i Kairo i Egypten. (Foto: Mette Klüver Rongsted - Nationalmuseet)
    1 / 4

    På en skala fra 1 til 10, hvor 10 er det bedste, betegner han fundet fra Bøvling som et rent 8-tal.

    Blandt andet på grund af smykkets emaljearbejde, som man herhjemme bedst kender fra Dagmarkkorset, der i 1683 blev fundet i en af de kongelige grave i Skt. Bendts Kirke i Ringsted.

    - I kvalitet er emaljen på øreringen ikke helt så god som Dagmarkorset. Men hvor Dagmarkorset er fundet i en dronningegrav, hvor kontekst giver sig selv, er øreringen fundet uden kontekst på en mark i Vestjylland. Det er lidt fascinerende med detektorfund, at man kan forestille sig meget, siger Peter Prentz.

    Fantasien har også fået vinger hos 54-årige Frants Fugl Vestergaard fra Gudum ved Lemvig.

    Det var hans metaldetektor, der præcis klokken 9.57 den 30. april i år begyndt at bippe, da han gik på den vestjyske mark.

    - Man glemmer ikke, når man finder et drømmefund. Så står tidspunktet lysende klart, siger Frants Fugl Vestergaard, der slet ikke havde forventet at finde noget på marken.

    - Mange andre detektorførere har gennem årene gået på marken, og den har været pløjet mindst tusinde gange. Så jeg blev lidt paf.

    Samme dag, som han fandt smykket, kontaktede han Holstebro Museum, hvor Astrid Toftdal Jensen er museumsinspektør og arkæolog. Hun husker også tydelig dagen.

    - Da jeg ser den, tænker jeg, at den er helt vild flot. Vi var alle helt oppe at køre over, at det er fundet i vores område, siger hun.

    Øreringen blev hurtigt sendt til Nationalmuseet, hvor konservatorerne på rekordtid har renset guldsmykket, så det allerede fra mandag den 6. december kan indgå i museets igangværende udstilling ’Togtet’, som viser Danmarks største samling af skatte fra vikingetiden.

    54-årige Frants Fugl Vestergaard har været detektorfører i 10 år. (Foto: (privatfoto))

    - Vi tilføjer ikke ret tit nye fund til eksisterende udstillinger, men når vi nu har en udstilling, der fortæller om vikingerne, der tog på togt til middelhavslandene, er det fint, at der tilfældigt kommer et fund fra det område, siger museumsinspektørNationalmuseet, Peter Prentz.

    For detektorfører Frants Fugl Vestergaard er det et ekstra klap på skulderen, at hans fund hurtigt bliver vist frem.

    - Det betyder meget for mig at levere en lille brik til vores fælles kulturarv. Det er ligesom at få en sms, der er 1000 år gammel og få den videresendt, siger han.

    Øreringen vil senere også kunne ses på Moesgaard Museum i Aarhus, som i slutningen af februar næste år også har en særudstilling om vikingerne.

  19. I dag kl. 06:52

    Coronahjemmetest er revet ned fra hylderne siden pressemøde: 'Sundhedsministers anbefaling har stor betydning'

    Hjemmetest eller selvtest er blevet populære de seneste uger. Eksperterne er dog ikke enige om, hvor god en effekt de her. (Foto: Dr © Grafik: Nathalie Nystad)

    Hvis du har planer om lige at smutte ned på det lokale apotek for at hente en coronahjemmetest inden julefrokosten, så er der risiko for, at du kommer tomhændet hjem.

    Der har nemlig været massiv efterspørgsel på coronahjemmetest, siden sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde onsdag nævnte dem som et alternativ til PCR-testen, hvis man ikke har symptomer.

    Det viser en rundringning, som DR har lavet. Her svarer mange apoteker landet over, at de enten har udsolgt eller er tæt ved at have udsolgt.

    - Mange skal til julefrokost, og har man brug for at blive testet inden da, så kan man også bruge de selvtest, som kan købes for billige penge i rigtig mange forretninger rundt omkring i Danmark. Det er også en god idé. Der er ingen grund til, at alle skal igennem PCR-sporet, lød det fra ministeren.

    Og det har sat ekstra skub i salget, fortæller Jørgen Moestrup, der er apoteker på Ringsted Apotek.

    - Det gav turboeffekt, da Heunicke havde pressemøde den anden dag sammen med statsministeren. Jeg har ikke kunnet lægge nye ordrer ind nogen steder, men kæmper selvfølgelig alt, hvad jeg kan.

    Hjemmetest koster omkring 50 kroner, og de fungerer ligesom kviktest, hvor man poder i næsen. (Foto: Grafik: Nathalie Nystad © DR)

    Og det er ikke kun på landets apoteker, at der er ved at være tømt godt ud på lagrene.

    I kæden Matas havde de sidste uge hjemmetest på lager i 170 butikker, men i denne uge er man nede på 50, fortæller kommunikationschef Klaus Fridorf.

    - Man skal regne med, at man skal bevæge sig lidt, hvis man skal have nogle af de her hjemmetest, for det er gået rigtig, rigtig stærkt de seneste uger.

    Ifølge apoteker Jørgen Moestrup er en af årsagerne til de udsolgte apoteker, at kunderne ikke bare køber en enkelt test.

    - En stor del er enkeltpersoner, men virksomhedsledere kommer også og køber måske 50 hjemmetest, fordi de skal holde julefrokost med deres medarbejdere, og så beder de medarbejderne tage en test inden julefrokosten, så de ved, at de er rene, når de kommer, siger han.

    Der er ingen, der har lyst til at være den, der smitter andre. Det handler også om, at vi gerne vil beskytte andre og være trygge, når vi møder andre.
    Michael Bang Petersen, professor, Aarhus Universitet

    Selvom sundhedsministeren altså nævnte hjemmetest på pressemødet onsdag, så kan man ikke bruge hjemmetest til for eksempel at få opdateret coronapasset.

    Men det er med til at give ro i maven, når man for eksempel skal sidde tæt ved bordet til julefrokost, fortæller Michael Bang Petersen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og leder af Hope-projektet, som undersøger danskernes corona-adfærd.

    - Der er ingen, der har lyst til at være den, der smitter andre. Det handler også om, at vi gerne vil beskytte andre og være trygge, når vi møder andre.

    Derudover har der også været pres på testcentrene mange steder, hvilket har gjort det svært at få tid til test. Og her kommer hjemmetest ind i billedet.

    - De to ting i kombination gør, at folk er motiverede til at lede efter alternativer.

    Og så har det stadig stor betydning, når sundhedsministeren blåstempler hjemmetest, siger Michael Bang Petersen.

    - Magnus Heunicke kom med det afgørende ved at sige, at det faktisk godt kan være en mulighed. På den måde har selvtest fået et mere officielt stempel som en del af det, som man i en eller anden grad anbefaler.

    Det var på pressemødet onsdag, at sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke fortalte, at hjemmetest kan være en god idé. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Det helt store spørgsmål er så, om det er en falsk tryghed, man tager med sig til julefesten, på arbejde eller med hen på plejehjemmet.

    Og det spørgsmål deler lige nu eksperterne, hvilket du kan blive klogere på her.

    Uffe Schneider, afdelingslæge på Klinisk Mikrobiologisk afdeling på Hvidovre Hospital, har undersøgt 45 test fra 30 forskellige virksomheder for Danske Regioner.

    Han mener ikke, at vi kan stole på hjemmetest.

    Ifølge Uffe Schneider er sikkerheden ved hjemmetest alt for forskellig. Nogle vil have en sikkerhed på helt op til 95 procent, mens andre kun har en på 30 procent. Ifølge ham er de også udviklet før den britiske variant kom til, og de er derfor ikke lige så gode til at genkende nye varianter som Delta og Omikron.

    For to uger siden lød der dog en noget anden vurdering fra overlæge Lars Østergaard fra infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital, der har undersøgt to hjemmetest.

    - Resultaterne viser, at hjemmetest finder 6 ud af 10 PCR-positive test. Det svarer til de tal, man tidligere har set for lyntest udført af sundhedspersonale, lød det fra Lars Østergaard.

    Statens Serum Institut har for nylig vurderet, at hjemmetest kan være et godt værktøj til både at give mere tryghed og muligvis også til at bremse smittekæder.

    Direktør Henrik Ullum mener dog ikke, at kvaliteten lige nu er høj nok til, at testene vil kunne bruges i coronapasset.

    Lægemiddelstyrelsen opfordrer til, at man er særlig opmærksom på følgende ting, når man er på udkig efter en hjemmetest:

    • Det skal tydeligt fremgå af mærkning og brugsanvisning, at testen er tiltænkt selvtestning.

    • Der skal være fire cifre efter yderpakningens og brugsanvisningens CE-mærke.

    • Mærkning og brugsanvisning skal være på dansk.

  20. I dag kl. 06:50

    Formodet pirat har fået amputeret benet: Advokater anklager Danmark for at henrette uden rettergang

    Presset stiger på Danmark, hvor fire levende samt fire døde pirater fortsat er tilbageholdt - uden en løsning i sigte. (Foto: STAVROS IOANNIDES © Ritzau Scanpix)

    En formodet pirat på Esbern Snare har fået amputeret benet efter skudskader. Fire andre ligger døde i skibets kølerum. En sjette er formentlig druknet og tre andre sidder fængslet i trådbure ombord.

    Det er nu gået 10 døgn siden Frømandskorpsets ildkamp mod formodede pirater i Guineabugten.

    Imens stiger presset på Danmark for at finde en løsning.

    - Det er en super kompleks situation, der skal løses virkelig hurtigt, siger seniorforsker Katja Lindskov Jacobsen fra Center for Militære Studier, der netop har udgivet en FN-rapport om pirateri i Guineabugten.

    - Vi har mindst fire døde og fire tilbageholdte. De kan ikke blive ved at være der og alle står og kigger på Danmark og forventer, at der bliver fundet en løsning på problemet, siger hun.

    Problemet opstod onsdag i forrige uge, hvor den danske fregat Esbern Snare forsøgte at stoppe et mistænkeligt fartøj, der havde kurs mod flere handelsskibe.

    Fregatten er sendt til Guineabugten, hvor missionen er at sikre fri passage for handelsskibe samt forebygge og bekæmpe pirateri.

    Trods flere varselsskud, så stoppede det mistænkelige fartøj ikke. I stedet åbnede de ombordværende ild mod Frømandskorpsets soldater samt fregattens Seahawk-helikopter.

    Frømandskorpset skød tilbage og fire formodede pirater mistede livet i skudvekslingen, mens en femte blev såret.

    Det var i en motorbåd som denne, at Frømandskorpset kom i ildkamp med formodede pirater. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix Denmark)

    Tidligere i denne uge kom det frem, at en femte person formentlig mistede livet, da vedkommende faldt overbord og ikke blev fundet igen.

    - På baggrund af informationer fra de tilbageholdte pirater har vi gennemgået videomaterialet. Vi er kommet til den konklusion, at det ikke kan afvises, at der var ni personer ombord på pirat-fartøjet. Det er overvejende sandsynligt, siger flotilleadmiral Carsten Fjord-Larsen fra Søværnet.

    I alt blev fire personer - antageligvis sørøvere - taget med ombord på Esbern Snare, hvor de stadig er tilbageholdt.

    Sagen har vakt opsigt, fordi det på forhånd stod klart, at det ikke var lykkedes Danmark at indgå overdragelsesaftaler om retsforfølgelse med nogle af kyststaterne, da fregatten sejlede afsted.

    Opgaven var at afskrække pirater, slog forsvarsministeren fast før afrejsen. Ikke at fange dem eller jage dem.

    Hvis vi ikke får en overleveringsaftale på plads, så risikerer vi, at vi kan blive nødt til at sætte pirater på fri fod, er det rigtigt forstået?

    - Formålet med at være i Guineabugten er ikke at fange pirater. Vi er ikke til stede for at jagte pirater og for at fange dem og sætte dem bag tremmer. Men hvis det alligevel sker, så er der også retningslinjer for det. Og ikke mindst arbejdes der intenst med at få de sidste aftaler på plads med landene i lokalområdet, sagde Trine Bramsen (S) i oktober.

    Ikke desto mindre er det nu situationen. Overleveringsaftalerne kom ikke på plads og fire formodede pirater ombord på Esbern Snare er fanget i et ingenmandsland.

    Derfor arbejder jurister og embedsmænd fra Forsvarsministeriet, Justitsministeriet og Udenrigsministeriet på at finde en løsning.

    Arbejdsgruppen ønsker ikke at kommentere sagen, før Statsadvokaten for Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) er færdig med at efterforske og eventuelt har rejst tiltale.

    - Man må antage, at arbejdsgruppen har flere løsninger i spil og at de har utrolig travlt lige nu, siger seniorforsker Katja Lindskov Jacobsen.

    Havde aftalen været på plads, så havde vi også vidst, hvor vi kunne sejle ind og overdrage piraterne.
    Katja Lindskov Jacobsen, seniorforsker

    - Havde aftalen været på plads, så havde vi også vidst, hvor vi kunne sejle ind og overdrage piraterne. Det har vi ikke, konstaterer hun.

    Hvis arbejdsgruppen ikke lander en aftale kan det ende med, at de formodede pirater - der vel at mærke har skudt mod danske styrker og beskadiget dansk materiel - skal slippes fri.

    - Ingen havde ønsket sig, at der skulle være dødsfald på denne måde. Men det er situationen, fordi piraterne skød efter først vores helikopter og senere vores frømænd, siger Trine Bramsen nu.

    - Derfor står vi nu i en situation, som vi håndterer efter alle juridiske forskrifter. Men uanset hvor mange aftaler vi havde haft på forhånd, så er det stadigvæk en situation, hvor man skulle vurdere den konkrete sag og hændelse og det er der, vi står nu, siger Trine Bramsen.

    Samtidig opfordrer en sammenslutning af nigerianske havretsadvokater nu til, at Danmark kaster lys over episoden - for at undgå bekymring og mane rygter til jorden.

    - Ud fra hvad vi ved om episoden, så kunne der lige så godt være tale om henrettelser uden rettergang, siger Emeka Akabogu, advokat med en doktorgrad i maritim lovgivning, til DR Nyheder.

    Han udtaler sig på vegne af brancheforeningen for nigerianske havretsadvokater, NMLA.

    - Når det antydes, at nigerianske statsborgere er blevet henrettet uden rettergang så er det klart, at der er grund til at være bekymret. Vi repræsenterer ikke nigerianske myndigheder, men vi har bedt dem om at 'uppe deres game' i sagen, siger han.

    Samtidig opfordrer han nu SØIK og Forsvaret til at åbne efterforskningen af sagen for de lokale myndigheder.

    - Vi har endnu ikke set fakta der beviser, at der var tale om pirateri og vi har ikke set beviser på, at der var et forestående angreb på et skib. Så under visse omstændigheder kan det tolkes som en summarisk henrettelse. Derfor er det vigtigt at få afhørt de involverede, siger han.

    Emeka Akabogu opfordrer til, at Danmark og Nigeria enes om, at de tilbageholdte skal retsforfølges i Nigeria.

    - Sagen skal for en nigeriansk ret, fordi det skete lige uden for den nigerianske søgrænse. Desuden har vi lovgivningen og de juridiske rammer på plads, konstaterer Emeka Akabogu, der understreger, at han støtter kampen mod pirateri.

    - Vi er lige så bekymrede som alle andre over pirateriet og støtter alle indsatser for at fjerne problemet fra vandet. Men det skal ske under ordnede forhold, der tager højde for lokale rettigheder og forhold.

    Katja Lindskov Jacobsen forklarer, at Nigeria sammen med Togo er de første lande langs kysten, der har afsagt domme efter nye anti-pirateri-love.

    Det skete i sommerens løb.

    - Meget peger på Nigeria som en interessant spiller at have dialog med. Det ved jeg, at vi allerede har. Nigeria er en meget stolt nation og hvis det er deres statsborgere, vi har på fregatten, vil det give bedst mening, at det er Nigeria vi laver en overleveringsaftale med, siger hun.

    Flotilleadmiral Carsten Fjord-Larsen fortæller, at skudhullerne i Frømandskorpsets båd nu er blevet lappet.

    - Jeg håber piraterne indser, at vi tager vores opgave alvorligt og vi tager handelsskibenes sikkerhed meget alvorligt. Hvis man skyder på os, så håber jeg virkelig det rygtes, at det er bedst at overgive sig, siger han.

    De tre tilbageholdte i skibets celler er blevet tilbudt telefonopkald hjem. Den fjerde tilbageholdte er på skibets hospital, men kræver fortsat pleje lidt endnu.

    - Så vidt jeg er orienteret, så har vedkommende fået benet amputeret, fordi der var kraftige skader i underbenet, siger Carsten Fjord-Larsen.

    Det er Militærpolitiet, der døgnet rundt bevogter de tilbageholdte ombord.

    - Det kan besætningen blive ved med, så lang tid situationen kræver det. Selvfølgelig kræver det en indsats 24-7, men det er vi forberedt på, siger han.

    Senest onsdag skal Københavns Byret igen tage stilling til varetægtsfængslingen.

  21. I dag kl. 07:25

    Tredje skyderi på to døgn i hovedstadsområdet: 'Nu skyder de for at kvæste og dræbe'

    (Arkivfoto) Tre skyderier har der været i hovedstadsområdet de seneste par døgn. Her er det fra Nørrebrogade, hvor en 27-årig mand i torsdags blev dræbt. (Foto: THOMAS SJØRUP © Ritzau Scanpix)

    Københavns Politi er på jagt efter en gerningsmand, efter en person blev skudt på Frederiksberg i aftes.

    Manden, der er 39 år, er i meget kritisk tilstand, fortalte Rasmus Bernt Skovsgaard, der er politiinspektør hos Københavns Politi, ved et pressemøde lørdag aften.

    Søndag morgen har politiet oplyst, at offeret blev ramt i hovedet af skud.

    Politiet fik en anmeldelse klokken 21.38 om, at der var afgivet skud på en vandpibecafé på Åboulevarden, der deler den københavnske bydel Nørrebro og Frederiksberg.

    - Mange patruljer var relativt hurtigt fremme på stedet, hvor vi kunne konstatere, at der havde været fire-seks personer inde på vandpibecaféen. En ung mand var ramt af skud, sagde Rasmus Bernt Skovsgaard.

    Københavns Politi leder efter en ung mand med mørkt hår og fuldskæg, der er cirka 175 centimeter høj.

    Han bar mørkt tøj, sort jakke, sorte eller blå bukser, sorte sko, sorte handsker og sort mundbind.

    Efter han havde affyret skud, løb han ifølge politiet ind mod centrum og gjorde ophold ved en Netto, hvor han blev fanget af et overvågningskamera.

    Her ses den formodede gerningsmand, som blev fanget af et overvågningskamera i en Netto tæt på gerningsstedet. (© Københavns politi)

    Torsdag eftermiddag blev en 27-årig mand dræbt af skud på Nørrebrogade i København. Her er en 21-årig svensktalende mand og en 18-årig dansk mand blevet sigtet og varetægtsfængslet frem til 22. december.

    De nægter sig begge skyldige.

    Ifølge DR Nyheders oplysninger havde den dræbte tilknytning til banden NNV, hvilket ifølge politiet kan spille en rolle i sagen.

    NNV står for Nørrebro/Nordvest.

    • Politiet var massivt tilstede på Nørrebro torsdag eftermiddag, efter en person blev skudt på åben gade. (Foto: THOMAS SJØRUP © Ritzau Scanpix)
    • Siden er der lagt blomster på gerningsstedet. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)
    • Og politiet har været på Nørrebro med en mobil politistation efter skyderiet. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    Fredag ved middagstid blev en 17-årig dreng dræbt af skud i en frisørsalon i Islev i Rødovre Kommune. Ifølge politiet var han bulgarsk statsborger.

    En 15-årig dreng og en 28-årig mand blev såret ved skyderiet.

    To formodede gerningspersoner er endnu ikke pågrebet.

    Politiet har indtil videre ikke kunnet oplyse, om episoderne har forbindelse til hinanden.

    Rasmus Bernt Skovsgaard siger lørdag aften, at politiet i København altid er meget forsigtige med at konkludere, hvad der er årsag til sådanne episoder. Men lørdagens skyderi gør, at de i højere grad end tidligere arbejder ud fra en hypotese om, at de er relateret til bande- og rockermiljøet.

    - Det er klart, at med de episoder og hændelser, der har været, er det en hypotese, der fylder mere og mere, siger han.

    Ifølge DR's retsanalytiker, Louise Dalsgaard, så styrkes hypotesen særligt af omstændighederne omkring skyderierne.

    - Det handler både om, hvem man har gået efter, hvor det er foregået henne, og at det er skudepisoder, der er sket lige efter hinanden. Derudover så fortalte vidner i går om, at rigtig mange mennesker pludselig løb igennem Pusherstreet på Christiania, og det er alt sammen noget, der gør, at det er den klare hypotese, at det handler om et bandeopgør, fortæller hun.

    Hashhandlen i Pusherstreet er i vid udstrækning kontrolleret af rockere og bander, og derfor kan heftig og pludselig aktivitet tyde på, at der er noget i gære i miljøet, forklarer retsanalytikeren.

    Ifølge Louise Dalsgaards oplysninger så er politiet lige nu af den opfattelse, at der sandsynligvis er tale om en konflikt mellem NNV-banden og rockergruppen Saturdarah.

    Retsanalyikeren peer dog på, at det kan være svært allerede at konkludere, og at der ifølge DR's oplysninger lige så godt kan være tale om andre grupperinger.

    Om der i givet fald er tale om en gammel krig, der blusser op, eller om en ny konflikt er endnu ikke klart. Dog ligger der altid noget historik bag, når der er tale om bandeskyderier, forklarer Louise Dalsgaard.

    - Det kan være gammelt had, der blusser op, hvis for eksempel nogle bestemte folk bliver løsladt fra fængslet.

    Det er vanskeligt at spå om, hvordan konflikten vil udvikle sig fra nu af, og om københavnerne skal forvente flere skyderier i gaderne den næste tid.

    - Det er altid enormt svært at forudse, når det handler om et bandeopgør, fordi der jo hersker den her retorik om 'byttere', hvor drab og skyderier skal hævnes, siger hun, og tilføjer:

    - Det afhænger af, hvad der ligger bag, om det er en personlig konflikt eller en kamp om hashmarkedet. Hvis det er det første, kan det godt bare være et øje for et øje og en tand for en tand og så er det slut.

    Men uanset hvad, så peger Louise Dalsgaard på, at banderne er blevet mere kyniske.

    - Tidligere var det nok bare at skyde lidt rundt, der hvor de vidste, at den rivaliserende gruppe holdt til. Men nu skyder de for at kvæste og dræbe, understreger hun.

    Både Københavns Politi og Københavns Vestegns politi har efter skyderierne oprettet visitationszoner. På Vestegnen gælder det i dele af Rødovre og Herlev, mens det i København er i dele af bydelene Nørrebro og Nordvest.

    Det betyder, at politiet i de områder har ret til at kropsvisitere enhver uden konkret mistanke.

    Visitationszonerne gælder til 17. december.

  22. I dag kl. 06:47

    Indiske sikkerhedsstyrker dræber mindst 11 ved en fejl

    Mindst 11 indere er ved en fejl blevet skudt ned af sikkerhedsstyrker i den indiske delstat Nagaland, der ligger ved grænsen til Myanmar. Det skriver det indiske medie Times of India ifølge Reuters.

    Man har påbegyndt en undersøgelse for at fastslå, om hændelsen var et tilfælde af forkert identitet, oplyser politiet i området.

    Den indiske indenrigsminister, Amit Shah, fordømmer den uheldige hændelse.

    - Statens regering vil grundigt undersøge denne hændelse for at sikre retfærdighed til de efterladte familier, skriver han på Twitter.

    Ifølge Times of India var det meningen, at sikkerhedsstyrkerne skulle udføre en aktion imod oprørere i Nagaland, der blandt andet kæmper for, at delstaten skal være selvstændig.

  23. I dag kl. 06:41

    Én af Disneys største succeser fylder 30 – og det er stadig en af verdens bedste tegnefilm

    (© Disney)

    Okay, du tænker måske, det lyder fjollet, men selvom jeg er en voksen mand på 33 år, har jeg altid knuselsket 'Skønheden og udyret'.

    Det er fjollet, fordi filmens hovedkarakter er en fiktiv Disney-prinsesse, der forvilder sig ud i skoven for at finde sin far, som er taget til fange på et afsidesliggende slot beboet af forheksede tjenere og et skrækindjagende udyr.

    Belle, som filmens heltinde hedder, tager farens plads, bliver Udyrets fange og dernæst venner med de forheksede tjenere, som er blevet forvandlet til alt fra lysestager til tepotter. Og nå ja, så forelsker hun sig i Udyret, som viser sig at være meget mere end et behåret, frådende bæst.

    Jeg har hverken besøgt slotte med forhekset inventar eller indehavere med kløer og hugtænder. Men Disney-filmen fra 1991, som var den første tegnefilm nogensinde, der blev nomineret til en Oscar for bedste film, har altid haft en helt særlig plads i mit hjerte.

    Det har den stadig i 2021. I anledning af filmens 30-års fødselsdag har jeg derfor endnu engang begivet mig mod det forheksede slot langt, langt ude i skoven.

    Jeg kan ikke huske præcis, hvornår jeg så 'Skønheden og udyret' første gang. Men den har fulgt mig siden barndommen, hvor jeg sled vhs-båndet op sammen med min jævnaldrende fætter og kusine.

    Som barn var det filmens eventyrlige fortælling, den vidunderlige musik og de fejende flotte billeder, der fangede min opmærksomhed. Og ja, selvfølgelig også de finurligt forheksede tjenestefolk og bogormen Belle, som jeg allerede som barn kunne spejle mig i.

    Det giver god mening ifølge Kirsten Drotner, der professor i medievidenskab ved Syddansk Universitet og blandt andet har skrevet bogen 'Disney i Danmark: at vokse op med en global mediegigant'.

    - Hvis historierne er gode, er børnene på. For børnene er det udelukkende fortælleuniverset, der betyder noget.

    Og fortælleuniverset var der i dén grad styr på i 'Skønheden og udyret', mener Kirsten Drotner:

    - Det er et velafprøvet koncept, som Disney ved virker. Det virker, fordi det trækker på nogle meget grundlæggende interesser i os alle, som handler om, at man kan forandre og forvandle sig.

    Det er Belle, der i 'Skønheden og udyret' repræsenterer evnen til at forandre og forvandle sig. Og for mig viser hun også, at det hele nok skal gå, selvom jeg måske ikke altid føler, at jeg passer ind i de miljøer, jeg færdes i.

    Måske er det ligefrem godt, hvis man tør være en "meget mærkelig mademoiselle", som der bliver sunget om hende i filmen.

    Sådan har den 31-årige 'Skønheden og udyret'-fan Diana Haugland Jensen det også:

    - Belle har været en rollemodel for mig, som jeg har spejlet mig rigtig meget i. Da jeg blev gammel nok til at læse skønlitteratur, lænsede jeg biblioteket for bøger. Nogle i skolen spurgte lidt drillende, hvorfor jeg ikke spillede fodbold, men jeg ville hellere bare læse, forklarer hun.

    - Og når Belle gjorde det i filmen, følte jeg også, jeg kunne tillade mig det.

    Disney postulerer, at Belle er en helt ny slags heltinde, forklarer ph.d. Maja Rudloff: - Hun læser bøger, er intelligent, vil ud at se verden og vil en masse med sit liv. Det er i hvert fald sådan, Disney sælger os 'Skønheden og udyret'. Virkeligheden er dog mere nuanceret, understreger Disney-specialisten. (© Disney)

    Mens det nok er "en måneds tid siden", at Diana Haugland Jensen sidst har set filmen, så ser jeg den selv rundt regnet en gang om året – og altså senest i forbindelse med dens 30-års jubilæum.

    Jeg tyr især til den, hvis jeg skal stene på sofaen efter en hård uge. Her virker filmen som et tæppe af tryg og velkendt underholdning. Og når verden indimellem går mig imod, tilbyder den mig en salvende flugt fra virkelighedens krav og forventninger.

    Det er især Belles skyld, fordi hun vil så meget mere, end indbyggerne i hendes landsby kan forstå. Faktisk indkapsler hun i filmens første minutter selve den følelse, jeg voksede op med som barn i Nordjylland, når hun synger:

    "Jeg længes ud mod fjerne horisonter / Jeg vil have liv og eventyr / Og jeg tænker ofte på / Om dog bare nogen så / Jeg vil mere, end de kan forstå."

    Belle har slået sig ned med en bog på torvet i sin landsby, mens hun længes væk. (© Disney)

    Jeg følte mig nemlig altid lidt anderledes, lidt ved siden af som barn – uden at jeg helt kunne sætte ord på det. I dag ved jeg, at i hvert fald en del af det skyldtes, at jeg voksede op som et homoseksuelt menneske i en heteroseksuel verden.

    Når der blev holdt børnefødselsdage, inviterede man som dreng enten klassens andre drenge eller hele klassen. Jeg ville hellere bare invitere pigerne; det var dem, jeg var venner med.

    Jeg spejlede mig ikke i Action Man eller Power Rangers. Derimod viste en Disney-prinsesse som Belle mig en udlængsel mod noget andet – noget større – der fascinerede mig. Hun viste mig, at det godt kunne ende lykkeligt, selvom man ikke passede ind.

    Lyt til én af filmens i alt tre Oscar-nominerede sange, 'Belle', mens du læser videre:

    Mens Diana Haugland Jensen også har haft Belle som en rollemodel, så mener den 25-årige Disney-fan Marie-Louise Møller, at Belle banede vejen for de fremtidige Disney-prinsesser.

    - Alle dem, der er kommet efter Belle, har været påvirket af hendes værdier og den måde, hun gik til tingene på: De er selvstændige, handlekraftige, og det er ikke nødvendigvis en mand, der behøver at redde dem. Belle var virkelig moderne og forud for sin tid.

    Belle er dog ikke helt så progressiv, som Disney gerne vil have os til at tro.

    I hvert fald ikke, hvis man spørger Maja Rudloff, der er ph.d. i medievidenskab og har skrevet speciale om køn i Disney-tegnefilm og undersøgt, hvordan Disney-prinsesserne har udviklet sig med tiden.

    Det er hendes rolle at være madonna-figuren, der lærer Udyret pli og gode manerer og at udvise kærlighed og omsorg. Det kan han ikke af sig selv.
    Maja Rudloff, ph.d. i medievidenskab, Roskilde Universitet

    - Filmens skurk, Gaston, vil jo for eksempel have hende på grund af hendes udseende – alt imens det ikke er noget problem for hende at blive forelsket i et på overfladen skrækkeligt udyr. Der er nogle meget traditionelle kønshierarkier i filmen, siger Maja Rudloff og uddyber:

    - Hvis man kigger på det maskulinitets- og femininitetsbillede, der bliver præsenteret i filmen, så er både Gaston og Udyret jo repræsentanter for en virkelig giftig maskulinitet, mens Belle er en meget traditionel kvindefigur, der ofrer sig selv for andres skyld.

    - Det er hendes rolle at være madonna-figuren, der lærer Udyret pli og gode manerer og at udvise kærlighed og omsorg. Det kan han ikke af sig selv.

    - Det er ikke, fordi det ikke er en god film. Det er en fantastisk smuk film med noget helt eminent musik, lyder det fra Disney-forsker Maja Rudloff, der fortsætter: - Men fra et kønsperspektiv er den ikke særligt progressiv. (© Disney)

    Mens Belle næppe havde forestillet sig, at hun skulle lære et udyr om takt og tone, havde hun nok heller ikke fantasi til at forestille sig det univers af fortryllede lysestager og garderobeskabe, som ventede hende, da hun ankom til det mørke og uhyggelige slot.

    Hun søger mod slottet på grund af en dyb nødvendighed; nemlig for at befri sin tilfangetagne far. For at befri ham må hun træde i hans sted. Snart bliver faren sendt retur til landsbyen, mens Belle bliver taget til fange i et tårnværelse. Madonna-figuren er med andre ord på spil igen.

    Den dekadente lysestage Lumière får siden overtalt Udyret til at give Belle et mere komfortabelt værelse, og da hun efter at have afvist Udyrets middagsinvitation under voldsomme protester fra den rasende slotsherre, lister hun sig alligevel ned i køkkenet.

    Snart vrimler det frem med forheksede ure, testel, støvekoste og garderobeskabe. Hele slottet er forhekset, og seerens interesse er skærpet. Samtidig finder vi ud af, at det uhyggelige måske slet ikke er så uhyggeligt endda.

    Tre af de forheksede tjenestefolk. Fra venstre: Lumière, Mrs. Potts og Cogsworth. De fik deres danske stemmer af henholdsvis Preben Kristensen, Kirsten Cenius og John Hahn-Petersen. (© Disney)

    Filmanmelder Johan Albrechtsen fra moovy.dk sad også med øjnene på stilke, da han første gang så 'Skønheden og udyret'. Faktisk så meget, at filmen den dag i dag er hans yndlingsfilm fra Disney.

    - Det magiske univers og den fantastiske musik sugede mig ind. Filmen turde virkelig være mørk og dyster. Det gør den også enormt spændende og dragende. Den spiller virkelig på sanseapparatet på alle tænkelige fronter.

    Johan Albrechtsen pointerer også, at én af filmens helt store styrker er, at den har noget for enhver smag.

    - Der er både romance, action og humor i 'Skønheden og udyret'. Det er dén film, der for alvor cementerer Disneys succes efter nogle år med dyb krise og viser en vej for mediegigantens fremgangsmåde de følgende år: De dykker ned i klassiske eventyr og mytologier og får nogle vildt succesfulde film ud af det, siger han og uddyber:

    - Disney skabte hit på hit på hit op gennem 1990'erne, og det er i høj grad 'Skønheden og Udyret's fortjeneste.

    Kirsten Drotner kalder også 'Skønheden og udyret' for "fantastisk vigtig" for Disney:

    - Vi skal huske på, at den udkom, før vi havde globalisering i form af et udbredt internet og sociale medier. Dér betød det stadig fantastisk meget, hvis en film kunne få global rækkevidde.

    Det må man sige, 'Skønheden og udyret' fik. Den indtjente over 400 millioner dollar i biografer verden over.

    Filmen når sit klimaks, da landsbyboerne er blevet fordrevet fra slottet, og filmens skurk Gaston forsøger at tage livet af Udyret med et knivstik. Straks efter stikket får Udyret ved et uheld verfet til Gaston, der styrter i døden. Belle, der i mellemtiden er vendt tilbage til slottet, får hjulpet Udyret ind på slottets balkon.

    Mens regnen pisker ned over dem, er Udyret er ved at dø.

    - Jeg fik da lov til at se dig en sidste gang, lyder det spagt fra det sårede udyr, mens han lægger sin enorme pote på Belles kind. Så mister han bevidstheden.

    Da Belle efterfølgende knuger sig ind til hans bryst med tårerne trillende ned ad sine kinder, hvisker hun stille:

    - Jeg elsker dig.

    Så falder det sidste blad langsomt af den fortryllede rose, der kan ophæve den forhekselse, der har forvandlet Udyret til et udyr og hans tjenere til boliginventar.

    - Det er bare en vildt dramatisk fortælling, lyder det fra filmanmelder Johan Albrechtsen.

    - Filmen har action med ulvene, der angriber Udyret, og landsbyboerne, der går amok på slottet. Den er også virkelig sjov med Lumière og Cogsworth, der krydser klinger. Og så har den en skurk, man elsker at hade, og en heltinde, man elsker at elske.

    - Den er enormt romantisk og følelsesladet og helt vildt flot lavet. Hvert eneste stillbillede fra filmen kunne man nærmest klippe ud og hænge op på sin væg derhjemme.

    Det gælder ikke mindst i sekunderne, efter det sidste blad er faldet af den føromtalte rose.

    Mens Belle og Udyret ligger dér, og alt håb tilsyneladende er ude, begynder små lysglimt nemlig at vise sig i den silende regn. Så flere og flere, indtil Udyret til sidst bliver løftet op i luften af den tindrende magi. Belle elsker også Udyret – hans kærlighed er gengældt – og han bliver forvandlet tilbage til et menneske.

    Eventyret går i opfyldelse.

    Det er i denne scene – hvor Belle og Udyret danser sammen – at man første gang hører Oscar-vindersangen 'Beauty and the Beast'. På dansk hedder sangen 'Det er ganske vist'. (© Disney)

    Jeg kan ikke selv huske, om jeg blev rørt eller fascineret af den veleksekverede slutscene som barn. Men som voksen kan jeg ikke se den, uden at tårerne nærmest sprøjter ud af øjnene på mig.

    Slutningen på den 30 år gamle Disney-film repræsenterer nemlig mere end den klassiske: "… og de levede lykkeligt til deres dages ende".

    Det er en historie om at kæmpe for at få lov til at være den, man er. At stå fast. At gå ind i det, der først føles mørkt og uhyggeligt, men som viser sig at være helt rigtigt.

    Det er en historie om at lære at elske og få sin kærlighed gengældt.

    Ifølge professor Kirsten Drotner er filmen et pragteksempel på et velafprøvet koncept, som Disney ved virker. Anmelder Johan Albrechtsen mener, den har alt dét, der kræves for at skabe et stort, magisk filmeventyr, der stadig holder tre årtier efter premieren.

    Og uanset, om man som homoseksuel kan spejle sig i filmens tematikker, eller blot var et barn, der fik tændt sin fantasi af et velturneret filmeventyr, så tilbyder 'Skønheden og udyret' os en mulighed for at blive klogere på os selv.

    Det er sgu stor filmkunst i min bog. Uanset, om man er 6, 17 eller 33 år gammel.

  24. I går kl. 23:56

    Ny skudepisode i københavnsområdet: Person i kritisk tilstand

    Politiet er massivt til stede i området omkring Åboulevard 39 efter en skudepisode, hvor en mand er blevet ramt. (Foto: Benjamin Ager Riis)

    Københavns Politi er massivt til stede omkring Åboulevard 39 på Frederiksberg, efter en person er blevet ramt af skud, og personens tilstand er meget kritisk.

    Skyderiet foregik på en vandpibecafé, hvor fire til seks personer var til stede, men politiet ved endnu ikke, hvem offeret er.

    Rasmus Bernt Skovsgaard, politiinspektør ved Københavns Politi, fortæller om den aktuelle situation nedenfor:

    Det er den tredje skudepisode i københavnsområdet på tre dage.

    Torsdag blev en mand dræbt af skud på Nørrebro. Fredag blev en 17-årig dreng ligeledes dræbt af skud i Rødovre.

    Politiet har et signalement på gerningsmanden, der fortsat er på fri fod, læs mere her.

    Opdateret 23:56

  25. I går kl. 23:54

    Politiet jagter gerningsmand efter skudepisodeFrederiksberg

    Her er billedet af den formodede gerningsmand, politiet er på jagt efter. Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.

    Københavns Politi er på jagt efter en formodet gerningsmand, efter en person er blevet skudt på Frederiksberg her til aften.

    Offeret er i meget kritisk tilstand.

    Københavns Politi leder efter en ung mand med mørkt hår og fuldskæg, der er cirka 175 centimeter høj.

    Han bar mørkt tøj, sort jakke, sorte eller blå bukser, sorte sko, sorte handsker og sort mundbind.

    Vidner opfordres til at kontakte politiet på 1-1-4 eller gå til politipersonalet på stedet.

    Politiet er lige nu "massivt til stede" omkring Åboulevard 39 på Frederiksberg.

    Opdateret 23:54

    Her er billedet af den formodede gerningsmand, politiet er på jagt efter. Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4. (Foto: Billeder fra overvågningskamera)
  26. I går kl. 23:06

    Tre skiløbere er dræbt af lavine på østrigsk bjerg

    Tre skiløbere har lørdag mistet livet efter at være blevet fanget i en lavine på bjerget Lachenspitze i den østrigske delstat Salzburg.

    Det skriver Ritzau på baggrund af oplysninger fra det østrigske nyhedsbureau APA.

    I alt 11 personer var afsted på tur lørdag, inden lavinen ramte. Otte personer blev fanget af lavinen, der var omkring 200 meter bred og 500 meter lang.

    Nogle af dem blev begravet i op til 4,5 meter dyb sne.

    Gruppen af skiløbere kom fra de østrigske områder Pongau, Ennstal og Ober-österreich. De var alle under 30 år.

  27. I går kl. 22:03

    Danmark får VM-storsejr over Congo

    To kampe, to klare sejre.

    Det var kravet til det danske kvindelandshold før VM, og det har spillerne indfriet efter 33-18 over Congo lørdag aften.

    Dermed er opvarmningen overstået, og nu bliver det så småt alvor for Jesper Jensens mandskab, der foreløbig slet ikke er blevet presset i turneringen.

    Det bliver det givetvis i den sidste indledende kamp på mandag mod Sydkorea.

    Althea Reinhardt brillerede i det danske mål, men holdets præstation var blandet, da Danmark vandt over Congo lørdag aften.

    Du kan se højdepunkter fra Danmarks kamp her:

    /ritzau/

  28. I går kl. 21:31

    Fynske Motorvej helt spærret i østgående retning på grund af væltet trailer

    Opdatering 21:40: Det er nu muligt at passere i ét spor "med forsigtighed", skriver Fyns Politi.

    Er du på vej på tværs af landet i bil mod Øst, så skal du være opmærksom, når du når til den fynske hovedstad, Odense.

    Et færdselsuheld har nemlig resulteret i, at Fynske Motorvej er helt spærret ved det østlige Odense i retning mod Sjælland.

    - En trailer med mursten er væltet og påkørt. Pas på os og redningspersonalet derude, skriver Fyns Politi på Twitter.

    Konkret er det mellem afkørsel 49 ved Svendborgmotorvejen og afkørsel 48, Tiegtenbyen, at der er spærret.

    Tidshorisonten er ukendt, så det kan nok betale sig at tage et smut af motorvejen.

    (Foto: (Screendump))
  29. I går kl. 20:57

    Merete Dea Larsen vil være formand for Dansk Folkeparti

    Morten Messerschmidt får nu konkurrence fra Merete Dea Larsen, der sidder i Dansk Folkepartis hovedbestyrelse. (Foto: Claus Fisker © Scanpix Denmark)

    Tidligere folketingsmedlem og nuværende hovedbestyrelsesmedlem Merete Dea Larsen vil være formand for Dansk Folkeparti. Det skriver Berlingske.

    Der er ikke nogen, jeg er sur på - jeg kan godt med alle.
    Merete Dea Larsen, Dansk Folkeparti

    Dermed udfordrer hun partiets næstformand, Morten Messerschmidt, der også stiller op til valget 23. januar, hvor afløseren for Kristian Thulesen Dahl skal findes.

    43-årige Merete Dea Larsen påpeger, at hun ikke er en landskendt profil. Hun kalder det derfor "lidt vildt" at række ud efter formandsposten.

    - Det havde jeg aldrig set komme. Derfor indrømmer jeg også, at jeg er gået lidt frem og tilbage. Skal jeg gøre det? Jeg ved jo også, at Morten (Messerschmidt, red.) står stærkt med mange trofaste støtter.

    Morgen Messerschmidt har indtil nu været eneste kandidat til posten som ny formand for Dansk Folkeparti. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Ritzau Scanpix)

    - Men jeg mener, at jeg skylder medlemmerne, at de får forskellige kandidater. Derfor har jeg truffet den her beslutning, siger hun til avisen.

    Merete Dea Larsen har været medlem af byrådet i Roskilde siden 2006, og ved det netop overstående kommunalvalg opnåede hun sjetteflest stemmer i kommunen.

    Hun har desuden flere gange været suppleant i Folketinget for Dansk Folkeparti. Hun blev valgt til sit eget mandat ved folketingsvalget i 2015. Her fik hun over 3500 personlige stemmer.

    Hun opnåede dog ikke genvalg ved folketingsvalget i 2019, men blev i september 2021 valgt ind i DF's hovedbestyrelse ved partiets årsmøde.

    Bliver Merete Dea Larsen DF's nye formand, ser hun det som sin vigtigste opgave at samle partiet efter flere års magtkampe.

    Hun siger, at det faktisk er en fordel for hende, at hun ikke sidder i Folketinget. For dermed har hun ikke været en del af de "åbenlyse uenigheder", der har været.

    - Fordi jeg ikke har været en del af de fløjkrige, der har været. Jeg har været lidt ude på bænken og passe mit her i Roskilde. Der er ikke nogen, jeg er sur på - jeg kan godt med alle, siger Merete Dea Larsen til Berlingske.

    Meldingen fra Merete Dea Larsen kommer, præcis en uge efter at Morten Messerschmidt meldte sig på banen som Dansk Folkepartis næste formand.

    I et interview med Berlingske offentliggjorde Morten Messerschmidt sit kandidatur. Det gjorde han sammen med Peter Kofod, der er medlem af Europa-Parlamentet, som gerne vil være partiets nye næstformand.

    Morten Messerschmidt har indtil nu været den eneste officielle kandidat, men en række DF-profiler har længe offentligt bejlet til Inger Støjberg, der er tidligere folketingsmedlem for Venstre og i dag løsgænger i Folketinget, som de gerne ser overtage formandsposten i partiet.

    Morten Messerschmidt har endda sagt, at han trækker sit kandidatur tilbage, hvis Støjberg vil være formand for DF.

    Merete Dea Larsen er ikke klar til at give samme garanti. Hun siger til Berlingske, at hun vi "tænke over", hvad hun skal gøre, hvis Inger Støjberg stiller op som formandskandidat.

    /ritzau/

  30. I går kl. 20:45

    Skudangreb mod bus koster 31 civile livet i Mali

    31 personer er døde, efter en gruppe gerningsmænd gik til angreb mod en bus i det vestafrikanske land Mali.

    Det skriver Reuters på baggrund af oplysninger fra de lokale myndigheder.

    Bussen fragtede folk til et lokalt marked, da det blev angrebet af uidentificerede bevæbnede mænd.

    Angrebet fandt sted i et område, der er et epicenter for vold i Mali, drevet af oprørere med tilknytning til al-Qaeda og Islamisk Stat, skriver Reuters.

    Mali har haft store udfordringer med at bekæmpe et radikalt islamistisk oprør, der opstod i landets nordlige del i 2012.

  31. I går kl. 20:40

    Mentorordning i fængsler får indsatte ud af kriminalitet

    Røde Kors' mentorordning hjalp Mikkel Vestergaard med at bryde ud af sin kriminelle fortid. (Foto: Michael Drost-Hansen © Info)

    Narko, tyveri, hæleri er blandt nogle af de 24 forhold som Mikkel Vestergaard har siddet i fængsel for i fire et halvt år.

    Når indsatte, der ligesom Mikkel har begået hård kriminalitet, bliver løsladt, begår én ud af tre kriminalitet igen og ryger tilbage i fængselscellen.

    For at sikre en bedre overgang for fanger mellem fængsel og frihed oprettede Røde Kors i 2015 et pilotprojekt med navnet Primus Motor. Projektet går ud på at tilbyde løsladte fængselsfanger en mentorordning bestående af frivillige. Ordningen skal sikre, at de fængselsdømte bliver hjulpet på deres vej tilbage til samfundet igen, så de ikke ender med at begå kriminalitet igen.

    En gruppe på 97 indsatte har deltaget i projektet. Halvdelen af gruppen fik tildelt to mentorer ved lodtrækning, og den anden halvdel fik ikke nogen mentorer.

    Mentorerne er blevet matchet op med en indsat to måneder inden løsladelse og skulle hjælpe vedkommende igennem hele løsladelsesprocessen. Mentorerne skulle også hjælpe med de udfordringer, den indsatte havde, efter vedkommende blev sluppet fri.

    Nu har Oxford Research undersøgt effekten af mentorordningen, og resultaterne ser positive ud.

    Resultaterne viser, at mentorordningen har mere end halveret kriminaliteten hos de indsatte, som har haft en mentor, da de blev løsladt.

    For de indsatte, som har fået en mentor, har 29 procent af dem begået ny kriminalitet indenfor to år. Hos de indsatte, der ikke fik en mentor, har hele 67 procent begået ny kriminalitet indenfor to år.

    Da Mikkel Vestergaard blev tilbudt at være en del af projektet, tøvede han ikke.

    - På det tidspunkt havde jeg været igennem så meget lort og lavet så meget lort, at jeg havde truffet et valg om, at nu skulle jeg sige ja til alt godt, som jeg blev tilbudt, siger han.

    I dag er det næsten to år siden, han blev løsladt. Og for ham har mentorordningen haft stor betydning for, at han i dag ikke er vendt tilbage til kriminalitet og lever et velfungerende liv udenfor fængselsmurerne.

    Jeg var skræmt fra vid og sans. Da jeg endelig skulle ud, havde jeg ikke lyst til at forlade stedet.
    Mikkel Vestergaard, tidligere indsat

    Allerede to måneder inden han blev løsladt, mødte han sine to mentorer, så de kunne nå at danne en relation, før han blev sluppet fri.

    - Vi fik bygget et rigtig godt forhold, inden jeg blev løsladt, siger han.

    Ifølge Mikkel Vestergaard var det afgørende, at mentorerne var der for ham i det øjeblik, han blev løsladt, fordi han havde mistet kontakten til sine nærmeste.

    - Jeg var skræmt fra vid og sans. Da jeg endelig skulle ud, havde jeg ikke lyst til at forlade stedet. Men jeg vidste, at hun (Mentoren red.) holdt derude og skulle køre mig hjem til min familie.

    - Når du har droppet alle dine kontakter, har du ingen chance for at lykkes. Du står fuldstændig på bar bund, når du kommer ud, siger han.

    Mikkels mentorer var til rådighed for ham 24 timer i døgnet, og de har hjulpet ham både med praktiske ting og med de svære tanker, som han har bakset med.

    - Jeg brugte dem som en slags psykolog, hvor jeg kunne læsse af for alle mine bekymringer.

    Den 23. marts 2020 blev Mikkel Vestergaard løsladt fra Nørre Snede fængsel i Midtjylland. (© MichaelDrost-Hansen)

    Ifølge Mikkel Vestergaard har det stor betydning, at mentorerne arbejder frivilligt.

    - Jeg tror ubevidst, at du giver meget mere af dig selv, når det er frivilligt, siger han og tilføjer:

    - Når jeg møder folk, der er så søde og vil gøre så meget for dig, giver det mig lysten til at give ti gange mere igen.

    Når der opstår menneskelig relation ikke baseret på, at man er ansat til at gøre det, men at man gerne vil et andet menneske, kan det skabe mirakler.
    Anders Ladekarl, Generalsekretær Røde Kors

    Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Røde Kors mener også, at frivilligheden er en vigtig faktor i ordningen.

    - Vi ved, at frivillige kan noget specielt. Vi ved, at når der opstår menneskelig relation, der ikke er baseret på, at man er ansat til at gøre det, men at man gerne vil et andet menneske, kan det det skabe mirakler, siger han.

    Han understreger, at mange indsatte generelt er trætte af systemet. Relationen mellem en indsat og ansatte i kriminalforsorgen for eksempel en socialrådgiver eller en fængselsbetjent er ikke ligeværdig.

    - De frivillige, der er med i Røde Kors, gør det, fordi de gerne vil gøre en forskel for et andet menneske, siger Anders Ladekarl og uddyber, at det har stor betydning, at den frivillige ikke er en del af systemet.

    Mie Moritzen, der er frivillig i mentorordningen, mener også, at en vigtig årsag til, at de indsatte rykker sig skyldes, at mentorerne arbejder frivilligt.

    - Flere af dem har sagt, at de er vant til bare at være et nummer i rækken, når det er nogle fra kommunen eller en socialrådgiver, siger hun.

    - De føler bare, at de er der, fordi de skal være der. Når man er frivillig, føler de, at man gør det med en god vilje, og at man har lysten til at hjælpe. Det føler de ikke på samme måde, de er i systemet, tilføjer Mie Moritzen.

    Jeg føler, at de rykker sig personligt og fagligt. De finder ud, hvad de gerne vil arbejde med eller finder en anden vej, de gerne vil gå.
    Mie Moritzen, Jurastuderende og frivillig i Primus Motor

    Mie Moritzen har været mentor i over to år. Hun er glad for at kunne hjælpe de indsatte, og hun kan se, at det gør en stor forskel. De opgaver, hun har, er meget forskellige og afhænger af, hvad den enkelte indsat har brug for.

    - Det kan være alt fra at være med til møder i kommunen eller det offentlige, fordi de føler sig set ned på og derfor har brug for støtte. Det kan være ting som at tage med dem ud at handle, fordi de synes, det er overvældende at komme ud i et kæmpe supermarked, hvor der er mennesker overalt. Det kan også være, at nogle har brug for hjælp til at finde en ny omgangskreds, fordi de gerne vil ud af det miljø, de er i, siger hun.

    Ved siden af jobbet som frivillig studerer Mie Moritzen jura og er mor til tvillinger. Selvom hun har en travl hverdag, prioriterer hun at være frivillig, fordi hun mener, at de indsatte er en overset målgruppe, som ingen hjælper.

    - Jeg føler, at de rykker sig personligt og fagligt. De finder ud, hvad de gerne vil arbejde med eller finder en anden vej, de gerne vil gå, siger Mie Moritzen.

    Hun understreger, at mentorordningen er en rigtig god måde at hjælpe denne gruppe på, og en måde man faktisk kan se virker.

    Mikkel Vestergaard har haft stor glæde af at være en del af ordningen, og han mener, at andre, der har siddet i fængsel, også vil have stor gavn af støtten.

    - I den perfekte verden havde alle en mentorordning, så havde alle to mentorer, når de kom ud. Jeg tror virkelig, at det ville batte noget, siger han.

  32. I går kl. 20:40

    Stigende smitte: Danskere bliver hjemme fra tyske julemarkeder

    Julemarked i Bremen. Skave Turistfart oplever et fald på cirka 70 procent, som tager på deres ture til tyske julemarkeder. (Foto: Mette Skov-Jensen - DR)

    Julelys og boder med glühwein og julekager.

    Det er nogle af de ting, du kan finde på et tysk julemarked.

    Men i år kommer der ikke lige så mange danske turister til de traditionsrige tyske julemarkeder.

    Flere rejseselskaber, som sender busser med turister til julemarkederne, melder nemlig om mindre interesse.

    • Julemarked i Berlin. (Foto: Riis Rejser)
    • Julemarked i Berlin. (Foto: Riis Rejser)
    • Julemarked i Bremen. (Foto: Mette Skov-Jensen - DR)
    1 / 3

    Skave Turistfart, som hvert år arrangerer busrejser, kan mærke, at danskernes rejselyst ikke er, som den plejer.

    Det fortæller salgs- og marketingsansvarlig Heidi Dahl.

    - Efterspørgslen er faldende på det tyske marked. Der har ellers været en okay interesse, men med den smitte der er udbrudt nu, så falder efterspørgslen stille og roligt, siger hun.

    Hos Skave Turistfart er der cirka 70 procent færre, som tager på deres ture til tyske julemarkeder i forhold til i 2019. Heidi Dahl tror, at nedgangen skyldes usikkerheden i forhold til de restriktioner, som kan dukke op i Tyskland.

    Den usikkerhed har konsekvenser for forretningen, siger hun.

    - Det betyder blandt andet, at vi har visse ture, som er blevet aflyst, hvor vores grupper ikke er interesserede i at tage af sted, og det betyder selvfølgelig også en faldende omsætning.

    Den stigende coronasmitte i Tyskland har allerede betydet, at den tyske delstat Bayern for et par uger siden valgte at aflyse alle sine julemarkeder.

    Det er en af grundene til, at Riis Rejser, som arrangerer busture til julemarkeder, ikke sender så mange busser afsted i år.

    Efterspørgslen er faldende på det tyske marked. Der har ellers været en okay interesse, men med den smitte der er udbrudt nu, så falder efterspørgslen stille og rolig
    Heidi Dahl, salgs- og marketingsansvarlig i Skave Turistfart

    Før corona i 2019 sendte de over 5.000 danskere på julerejser til vores nabolande, men i år er det faldet til 2.000. Det kan især aflæses i antallet af afgange, siger direktør Søren Riis.

    - Der er mange af rejserne, hvor vi har haft dobbeltafgange, hvor to busser har kørt til for eksempel Lübeck og Flensborg, men så kan vi nu kun samle til én bus, siger han.

    Riis Rejser har også været nødt til at aflyse nogle af de rejser, som de havde gjort klar, fordi de ikke kunne samle deltagere til det.

    Skave Turistfart holder lige nu nøje øje med situationen i Tyskland og overvejer, om de skal aflyse nogle af deres ture til julemarkederne, hvis der kommer flere restriktioner.

    For allerede nu falder efterspørgslen stille og roligt, fortæller Heidi Dahl.

    - Det afhænger lidt af, hvad der bliver truffet de kommende dage, for vi har stadig en måned mere at køre på i det her år. Så vi ved ikke, om der er yderligere ture, der må annulleres på nuværende tidspunkt, siger hun.

  33. I går kl. 20:27

    Manchester City stryger til tops i Premier League

    Portugisiske Bernardo Silva (i midten) spillede en hovedrolle med to mål, da Manchester City sikrede sig førstepladsen i Premier League (Foto: Ben Stansall © Ritzau Scanpix)

    Manchester City kunne let have ført med tre eller fire mål efter bare et kvarter af udekampen mod Watford, som var totalt chanceløse mod mesterholdet.

    Pep Guardiolas tropper brændte dog mange chancer, og efter 2-0 ved pausen slap Watford med et hæderligt nederlag på 1-3.

    Mestrene fik dog pointmæssigt fuldt udbytte af Chelseas nederlag til West Ham tidligere lørdag.

    City er nyt tophold i Premier League - et point foran Liverpool og to foran Chelsea.

    /ritzau/

  34. I går kl. 19:58

    Vejle Boldklub vinder stort over Kolding i målrig pokalkvartfinale

    Vejle Boldklub har taget et stort skridt mod semifinalerne i pokalturneringen.

    Lørdag aften havde Superliga-klubben besøg af lokalrivalen Kolding IF fra 2. division og vandt med 5-1 i den første af to kvartfinaler.

    Selvom det var gæsterne fra Kolding, der startede med bulder og brag, så var det hjemmeholdet der åbnede målfesten efter 22 minutters spil.

    Vejle spillede sig op og udnyttede sine chancer i den resterende del af kampen, hvor styrkeforholdet blev mere udtalt.

    Returopgøret bliver spillet 11. december, hvor Kolding virkelig skal finde storspil frem for at gøre sig forhåbninger om en billet til semifinalen. Du kan følge kampen på DR's kanaler.

    Se højdepunkter fra kvartfinalen i videoen:

  35. I går kl. 19:50

    Hovedbestyrelsesmedlem i DF slår fast: Jeg stiller op som formand

    Merete Dea Larsen stiller op som formand i Dansk Folkeparti, når denne skal vælges i slutningen af januar. (Foto: Claus Fisker © Scanpix Denmark)

    Der er budt op til kampvalg, når Dansk Folkeparti til et ekstraordinært årsmøde til januar skal pege på en ny formand.

    Nu stiller hovedbestyrelsesmedlem Merete Dea Larsen nemlig også op og udfordrer dermed partiets næstformand, Morten Messerschmidt, der også har meldt sit kandidatur forud for valget 23. januar.

    Det skriver Berlingske.

    Hun påpeger, det er vigtigt at samle partiet, og derfor kan det være godt, at hun ikke er en kendt profil, der sidder i Folketinget.

    - Jeg har ikke siddet på Christiansborg det seneste lange stykke tid, og jeg tror, det er godt at få en person ind, som ikke har været en del af de åbenlyse uenigheder, der har været, siger hun til Berlingske.

  36. I går kl. 19:36

    Sydkorea slår Tunesien i tæt VM-opgør

    Det var spænding i et par af de fire tidlige kampe lørdag ved VM i håndbold for kvinder.

    Kroatien var særdeles overbevisende i gruppe G og vandt sikkert med 38-16 over Paraguay, mens Tyskland vandt 36-22 over Slovakiet i gruppe E.

    Argentina vandt 31-29 over det coronaramte østrigske hold i deres gruppe H.

    I Danmarks gruppe F spillede Sydkorea og Tunesien. Her blev det til en sejr på 31-29 til Sydkorea, der dermed har fire point efter to kampe.

    Danmark møder Congo i aften kl. 20.30. Du kan følge kampen på DR1, på DR.DK eller i LIGA på P3.

    Se højdepunkter fra Sydkoreas sejr i videoen:

  37. I går kl. 19:11

    Minister efter kritik af trawlfri zone: En hjælp til fiskerne

    En kommende trawlfri zone i Bælthavet er ikke tænkt som en hån mod fiskeriet, men som en hjælp.

    - Biologernes miljøalarm for Østersøen og de her bælter bimler og bamler. Vi har en historisk lav kvote, fordi der mangler fisk, siger Rasmus Prehn.

    - Gør vi ikke det nødvendige nu, kan vi stå i en situation, der er meget værre for fiskeriet.

    Danmarks Fiskeriforening kritiserer blandt andet, at organisationen ikke er blevet inddraget i processen.

    - Det, der er aftalt i dag, er, at der skal laves en plan næste år, og der vil de selvfølgelig blive inddraget, som vi plejer, siger ministeren.

    - Det er ikke tænkt som en hån, men som en hjælp til fiskerne.

  38. I går kl. 18:59

    Kraftig brand brudt ud på skib med trælast nær Göteborg

    En kraftig brand er brudt ud på et fragtskib med tømmer i lasten i nærheden af den svenske Göteborg, skriver Ritzau på baggrund af det svenske nyhedsbureau TT.

    Der er iværksat en stor redningsindsats med flere helikoptere og både. Også et fartøj fra den danske flåde deltager i arbejdet.

    Der er ikke nogen meldinger om, at de ombordværende skulle være kommet til skade. Besætningen deltager i arbejdet med at slukke ilden, lyder det.

    - Det brænder mere og mere. Det er en meget alvorlig situation, siger redningsleder Anders Lännholm fra Sø- og Fllyredningscentralen.

    Der befinder sig 17 personer om bord på skibet, skriver SVT.

  39. I går kl. 17:55

    Landsholdsanfører Simon Kjær blev hyldet efter sin knæskade

    Hele holdet varmede op i trøjer med teksten "Forza Simon" som en støttende hilsen til den skadede holdkammerat. Her er det den svenske angriber Zlatan Ibrahimovic. (Foto: DANIELE MASCOLO © Ritzau Scanpix)

    Det er ikke kun i Danmark, at landsholdsanfører Simon Kjærs korsbåndsskade i onsdags har fyldt. Også i hans italienske fodboldklub, AC Milan, har det påvirket holdkammeraterne.

    I lørdagens Serie A-kamp mod Salernitana blev der sendt støttende hilsner til den danske holdkammerat både før og under kampen.

    Hele holdet varmede op i hvide t-shirts, hvorpå der stod "Forza Simon" som en hilsen til deres uheldige holdkammerat.

    Efter en scoring blev der også sendt en hilsen videre til Simon Kjær.

    AC Milan vand 2-0 mod Salernitana.

    Alexis Saelemaekers sendte også en hilsen til Simon Kjær, da han scorede. Den 22-årige belgier fejrede scoringen ved at løbe ud til sidelinjen. Her lå der en spilletrøje med Kjærs navn og nummer på, som midtbanespilleren løftede op og holdt frem. (Foto: DANIELE MASCOLO © Ritzau Scanpix)
  40. I går kl. 17:04

    Jon Dahl og Malmö FF genvinder det svenske mesterskab

    Jon Dahl Tomasson har været træner for Malmö FF siden januar 2020. Han har nu ført klubben til to svenske mesterskaber. (Foto: 10600 Andreas Hillergren/TT © Ritzau Scanpix)

    For andet år i træk kan den tidligere danske landsholdsangriber Jon Dahl Tomasson og en stribe danske spillere kalde sig svensk mester i fodbold.

    I sidste spillerunde sikrede Jon Dahls Malmö FF sig mesterskabet i den bedste svenske fodboldrække efter 0-0 hjemme mod Halmstad efter stor spænding.

    AIK fra Stockholm var nemlig ikke langt efter. Klubben slog Sirius med 4-2 og nåede dermed op på samme antal point som Malmö. I sidste ende blev det en bedre målscore end AIK, der blev afgørende for, at Malmö FF lørdag kunne sikre sig mesterskabet.

    Lasse Nielsen og Søren Rieks startede opgøret på banen for hjemmeholdet, mens Andreas Christensen blev skiftet ind efter 73 minutters spil.

    Jonas Knudsen var ikke i truppen på grund af en skade.

  41. I går kl. 17:02

    Strømmen fra havvindmøller skal næsten fordobles, men flyafgiften forbliver en grøn drøm for støttepartier

    Selvom flere støttepartier havde håbet på, at der i aftalen også ville være en flyafgift, så lykkedes det ikke at få den igennem i denne omgang. (Foto: Michael Drost-Hansen © Ritzau Scanpix)

    Der skal produceres endnu mere strøm fra havvindmøller i Danmark frem mod 2030. Helt præcist to gigawatt mere end det, der allerede er planlagt. Det er næsten dobbelt så meget som i dag.

    Det er en central del af den delaftale om finansloven, som regeringen tidligere i dag blev enig med SF, Enhedslisten, De Radikale, Alternativet og Kristendemokraterne om.

    Heldigvis er der sket så meget, at private nu byder ind på de her opgaver, så når vi laver en havvindmøllepark, så skal der faktisk ikke offentlige støttekroner ind over.
    Dan Jørgensen (S), Klimaminister

    De to gigawatt ekstra havvind, svarer ifølge Finansministeriet til strømforbruget i to millioner danske husstande.

    - Vi skal bruge strømmen til at elektrificere vores samfund. Flere elbiler i stedet for benzinslugere. Flere varmepumper i stedet for olie og gas, sagde klimaminister Dan Jørgensen (S), da aftalen blev præsenteret.

    Vi har lavet en gigavigtig aftale, lød det fra finansminister Nicolai Wammen (S).

    Udover ekstra strøm fra havvindmøller har man også sat penge af til at reducere udledningen af CO2 frem mod 2025 med et halvt ton.

    Det skal blandt andet ske med såkaldt CO2-fangst, hvor man "tager CO2 ud af atmosfæren og ned i jorden med det", som klimaministeren forklarede på et pressemøde.

    Selvom der fra støttepartierne var opbakning til havvindmøllerne, så var det ikke alle steder, at man kunne mødes med regeringen i delaftalen.

    Enhedslisten, SF og De Radikale havde op til forhandlinger krævet en flyafgift, der skulle gøre det dyrere at købe en flybillet, når man vil rejse.

    Den bliver dog ikke til noget i denne omgang.

    - Det lykkedes os ikke at komme til enighed om en flyafgift i denne omgang. Vi kommer til fortsat til at presse på, så mon ikke, at vi i Danmark kommer med ombord på et tidspunkt, lød det fra politisk ordfører hos Enhedslisten, Mai Villadsen.

    Fra finansminister Nicolai Wammen (S), der altså har modsat sig forslaget om en flyafgift, lød det:

    - Regeringens holdning er den, at vi lige nu har en fly- og rejsebranche, der i kraft af corona er i knæ, og derfor synes vi ikke, at det er det rigtige tidspunkt af lave en afgift på.

    Kan du afvise, at der nogensinde kommer en flyafgift, mens du er finansminister?

    - Vi tager en finanslov ad gangen, og i denne her finanslov har vi ikke syntes, at det har været det rigtige tidspunkt med en flyafgift.

    Når du er nervøs for at indføre en flyafgift, er det så fordi, du er bange for at se et statsejet selskab som SAS gå konkurs?

    - Jeg er optaget af ikke alene SAS, men en hel branche, der har haft det rigtigt svært. Vi skal ikke lægge en afgift på dem, mens de prøver at komme op igen, lød det fra Nicolai Wammen.

    Aftalen kommer samlet set til at koste statskassen 1,3 milliarder kroner. Men den helt store del - den om havvindmøllerne - udgør ikke en ret stor del af de 1,3 milliarder.

    For i aftalen står der, at man forventer, at det ikke kommer til at "påvirke de offentlige finanser negativt" at opføre vindmøllerne.

    Med andre ord mener de altså, at det ikke kommer til at koste staten det store - udover nogle millioner kroner til planlægningen af projektet.

    - Heldigvis er der sket så meget, at private nu byder ind på de her opgaver, så når vi laver en havvindmøllepark, så skal der faktisk ikke offentlige støttekroner ind over. Vi skal træffe beslutningerne, men det vil være private investorer, der finansierer det, sagde klimaminister Dan Jørgensen efter doorsteppet.

    Man håber altså, at private virksomheder vil kaste sig ind i de nye havvindmølleparker, som det også har været tilfældet ved Danmarks hidtil største havmøllepark, Thor Havvindmøllepark. Her har det tyske energiselskab RWE vundet udbuddet.

    Han kalder samtidig dagens aftale for et vigtigt skridt hen imod at få strøm nok frem mod 2030, hvor Danmark har sat sig som mål at reducere CO2-udledningerne med 70 procent.

    - Vi er ikke i mål endnu. Det, der ikke er med i denne her aftale, er mulighederne for at udbygge vedvarende energi på land med sol og vind. Det skal vi forhandle i foråret.

    - Men når vi på sådan en god eftermiddag her træffer en beslutning, der næsten fordobler alt, hvad vi har lavet, siden starten af halvfemserne, så synes jeg, at det et en meget god dag at være klimaminister, sagde Dan Jørgensen.

    Flere af de her store vindmølleprojekter er faldet på grund af klager, kan vi risikere, at nogle af de her projekter også går i vasken?

    - En af de rigtig gode ting ved det her er, at de er placeret til havs, så de ikke generer naboerne. Det betyder også, at vi kan bygge dem i en langt større skala.

    Det er endnu ikke besluttet, hvor havvindmølleparkerne skal ligge.

    Karsten Capion er senioranalytiker ved den grønne tænketank Concito. Han forudser, at vi på trods af aftalen fortsat kommer til at mangle grøn strøm frem mod 2030.

    - Det er positivt, at man med denne her aftale har erkendt, at der er behov for mere grøn strøm til Danmarks grønne omstilling. Vores vurdering er dog, at det ikke helt er tilstrækkeligt i forhold til at gøre os uafhængige af dyr, sort strøm for udlandet.

    Han mener, at det er muligt, at fordoble havvindmøllekapaciteten indenfor en årrække, og kalder vindenergi for "et helt centralt element i Danmarks grønne omstilling". Men der er behov for mere end det, der er blevet fremlagt i dag.

    - Denne her aftale er et klart fremskridt for klimaet, men der er brug for rigtig mange fremskridt for at nå i mål, sige Karsten Capion.

    Han ærgrer sig for eksempel over, at der ikke er blevet plads til en flyafgift på finansloven.

    - Vi havde rigtig gerne set, at der også kom en flyafgift i finansloven. Danmark har, i modsætning til vores nabolande, nemlig ikke nogen afgift på fly.

    I delaftalen fremgår det også, at man vil gøre to havområder til såkaldte marinenaturnationalparker i Øresund og Lillebælt, og så vil man styrke indsatsen for at understøtte kvaliteten af det danske drikkevand.

  42. I går kl. 17:01

    Madame Pécresse kalder sig selv '1/3 Thatcher og 2/3 Merkel'. Nu vil hun være Frankrigs første kvindelige præsident

    Valérie Pécresse vandt som den første kvinde i Republikanernes historie nomineringen med 61 procent af stemmerne. (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT © Ritzau Scanpix)

    Hun har uden at blinke sammenlignet sig selv med konservative dronninger som Tysklands Angela Merkel og Storbritanniens Margaret Thatcher.

    Og nu har hun selv slået en armé af mænd af banen; 54-årige Valérie Pécresse er i dag blevet valgt som præsidentkandidat for Frankrigs konservative parti, Republikanerne.

    - I dagens Frankrig er det slut med kvinder, der kun spiller biroller. Jeg er klar til at blive Republikkens første kvindelige præsident.

    Sådan lød det allerede i sommer fra den konservative veteran Pécresse, der er tidligere økonomiminister og talsmand for Sarkozy-regeringen, og som i dag bestrider den magtfulde post som regionsrådsformand i hovedstadsområdet, Frankrigs folkerigeste region.

    Jeg tænker på alle franske kvinder i dag, og jeg takker partiets medlemmer for deres vovemod.
    Valérie Pécresse

    Efter lørdagens partiafstemning hos Republikanerne kan Madame Pécresse også skrive ’præsidentkandidat’ på CV’et.

    Hun vandt - som den første kvinde i partiets historie - nomineringen med 61 procent af stemmerne, og dermed har Madame Pécresse besejret adskillige mandlige rivaler i præsident Charles De Gaulles hæderkronede gamle parti.

    Blandt andre favoritten Xavier Bertrand fra Nordfrankrig, den sydfranske islamkritiker Eric Ciotti og EU’s tidligere Brexit-forhandler, Michel Barnier.

    - Jeg tænker på alle franske kvinder i dag, og jeg takker partiets medlemmer for deres vovemod, sagde Pécresse i eftermiddag i Republikanernes partihovedkvarter i Paris, da afstemningsresultatet stod klart.

    Pécresse har i årevis markeret sig som klassisk fransk konservativ. Hun er synonym med EU-begejstring, borgerlig skattepolitik og kampen for mere lov og orden (og har blandt andet foreslået obligatoriske cannabis-tests i de franske gymnasier).

    Valérie Pécresse har tidligere været en arg modstander af homoægteskaber, men ændrede holdning efter flere års kamp for konservative familieværdier og erklærede offentligt, at hun havde 'udviklet sig'.

    Republikanernes nyslåede præsidentkandidat har også udviklet sig på et andet område, nemlig indvandring, hvor Pécresse i sin valgkamp har anlagt en mere hård linje end tidligere.

    Således definerer hun nu immigration som 'Frankrigs største udfordring', og hun vil blandt andet skærpe straffene i landets mange og store såkaldte ghetto-områder, hun vil forbyde muslimske mødre at bære hovedtørklæde på børnenes skoleudflugter, og hun vil halvere antallet af opholdstilladelser til migranter fra ikke-EU-lande.

    Her er Valérie Pécresse sammen med partipræsident Christian Jacob (th) og den anden kandidat Eric Ciotti (tv). (Foto: Christophe Petit Tesson © Ritzau Scanpix)

    Der er ingen tvivl om, at den erfarne Valérie Pécresse bliver en svær udfordrer for den centrumpolitiske Emmanuel Macron.

    Franskmændene har historisk haft en forkærlighed for konservative præsidenter, og med sin hårde linje på indvandringsområdet går Valérie Pécresse samtidig i clinch med hele to præsidentkandidater fra den yderste højrefløj, nemlig Marine Le Pen og Eric Zemmour.

    Lige nu ligger Macron først i gennemsnittet af de franske meningsmålinger, efterfulgt af henholdsvis Le Pen og Zemmour. Over de næste måneder skal Valérie Pécresse overbevise franskmændene om, at hun kan være hårdere på indvandring end Macron, men mindre ekstrem og kontroversiel end Le Pen og Zemmour.

    Samtidig skal Pécresse overbevise franskmændene om, at hun ikke bliver 'de riges præsident'. Og det kan være svært, når man kaster et blik på hendes private CV:

    Pécresse, der selv er mor til tre voksne børn, er født i en katolsk, konservativ velhaverfamilie, og er uddannet fra privatskoler og samme eliteuniversitet som Emmanuel Macron og adskillige tidligere franske præsidenter.

    Hun bor til daglig i velhaverforstaden Versailles sammen med sin ægtefælle Jérôme, en forretningsmand, der spiller bridge på konkurrenceplan.

    Dét er en virkelighed, der ligger mange verdener fra de fleste franskmænds, og i et land, hvor den sociale oprørsbevægelse De Gule Veste stadig rører på sig, vil det heller ikke just være populært i alle kredse, at Pécresse vil hæve den franske pensionsalder til 65 år og skære 200.000 jobs i den offentlig sektor.

    Men Pécresse er stålsat: Hun vil være Frankrigs første præsident og minder franskmændne om, hvad hun er i stand med til ordene:

    - Jeg er 1/3 Thatcher og 2/3 Merkel.

  43. I går kl. 16:53

    Se videoen: Tusinder på gaden i Wien i protest mod landets coronarestriktioner

    Tusinder tog på gaden i Wien i protest mod Østrigs håndtering af coronasituationen. (Foto: FLORIAN WIESER © Ritzau Scanpix)

    Tusindvis af mennesker marcherede gennem Østrigs hovedstad, Wien, for at protestere mod de stramme coronarestriktioner, myndighederne både har og overvejer at få indført for at dæmme op for smitten med coronavirus.

    Det skriver Reuters.

    På grund af høje smittetal indførte den østrigske regering i sidste måned en nedlukning og sagde, at den ville gøre vaccinationer obligatoriske fra februar. Der fremsættes efter planen et lovforslag om dette den anden uge i december.

    Folk bar blandt andet skilte, hvor der stod: "Jeg vil selv bestemme", "Gør Østrig godt igen".

    Her kan I se en video fra dagens demonstration:

  44. I går kl. 16:45

    Populær mafia-serie genopstår som film. Kan du få 13 rigtige i quizzen om filmhistoriens største gangstere?

    Fra venstre er det O-Ren Ishii fra 'Kill Bill', Tony Soprano fra 'The Sopranos' og Vito Corleone fra 'The Godfather'.

    Der er gennem tiden lavet utroligt mange gangsterfilm og serier. Men enkelte skiller sig ud – ofte fordi de er lykkedes med at skabe nogle hovedpersoner, som man virkelig husker.

    Blandt de mest mindeværdige karakterer finder man uden tvivl mafiabossen Tony Soprano, der blev spillet af James Gandolfini i HBO’s prisbelønnede serie ’The Sopranos’ fra 1999.

    I serien følger vi den hårdkogte gangsters mange udfordringer som boss – og ikke mindst hans sideløbende forsøg på at være en god ægtemand og et positivt moralsk forbillede for sine børn.

    James Gandolfino som Tony Soprano i 'The Sopranos'. (Foto: handout © Scanpix Denmark)

    Serien sluttede i 2007, og efter James Gandolfinis pludselige død i 2013 blev mange fans’ forhåbninger om mere Sopranos kraftigt nedjusteret.

    Men med premieren i denne uge på HBO Max-filmen ’The Many Saints of Newark’ kan de nu alligevel få deres fix. Den fortæller nemlig historien om, hvordan Tony Soprano blev til Tony Soprano. Fokus er på gangsterbossens opvækst, barndom og ungdom.

    Og hvis man synes, at filmholdet har været gode til at finde en ung skuespiller, som faktisk ligner James Gandolfini en del, så tager man ikke helt fejl.

    Filmens hovedrolle som den unge Tony Soprano spilles nemlig af James Gandolfinos søn Michael Gandolfini, som trods sin begrænsede erfaring allerede er blevet rost for sit skuespil i filmen.

    Michael Gandolfini ved en forpremiere på "The Many Saints of Newark". (Foto: ANGELA WEISS © Ritzau Scanpix)

    Men Tony Soprano er blot én af historiens største filmgangstere. Film som både ’Scarface’ og ’The Godfather’ og ’Pusher’ skabte lige så fantastiske karakterer.

    Men hvor godt har du egentlig styr på de velorganiserede, kokainsniffende og pengeglade voldsmænd fra nyere film- og tv-historie? Det kan du få svaret på i quizzen herunder.

    (OBS: Quizzen indeholder spoilers)

  45. I går kl. 16:44

    Når USA kommer på besøg, er alt timet og tilrettelagt som i Olsenbanden - bortset fra, at 'det altid går godt'

    Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix - illustration: Morten Fogde Christensen DR Nyheder
    Jeg sagde "welcome, Mr. Secretary" og så tillod jeg mig at sige: "It is wonderful to have America back," fordi det er jo det, de har sagt: "America is back at the table."
    Michael Zilmer-Johns

    Michael Zilmer-Johns er diplomat og Udenrigsministeriets protokolchef. Det er ham og hans kolleger, der står for officielle besøg fra alverdens diplomater og udenrigsministre:

    - Alt er timet og tilrettelagt. Det er som i en Olsenbanden-film, bortset fra at vores altid går godt. Af udenrigsministre der er det her besøg det største.

    I dagene op til besøget har medarbejdere i det danske udenrigsministerium arbejdet i døgndrift på at få det hele til at klappe. Alt dette følger DR i programserien Diplomaterne gennem afdelingen, der står for officielle besøg; Protokollen.

    - Det (USA, red.) er vores allervigtigste allierede og supermagten i verden, stadigvæk. Og så er det stadigvæk indviklet og besværligt, fordi der er de stærke sikkerhedskrav, som er anderledes end med mange andre udenrigsministre, siger Michael Zilmer-Johns.

    Og det er vigtigt for Michael Zilmer-Johns, at der ikke er noget i den stramme tidsplan, der begynder at skride.

    - I Danmark har vi den tradition, at vi kommer til tiden. Der var et par stykker fra Statsministeriet, der kom 20 minutter for sent. Og jeg sagde til dem ligesom min gamle far, der var oberst: "Det er noget civilt slinger." I den her kreds der kommer vi til tiden.

    Den amerikanske udenrigsminister bliver kørt i kortege fra lufthavnen til sit hotel og igen dagen efter fra hotel først til Amalienborg for at hilse på regenten, kronprinsen og den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S).

    Jeppe Kofod har været Danmarks udenrigsminister de sidste to år, og det er ikke første gang, han får besøg af en amerikansk udenrigsminister.

    - Sidste år havde vi jo også besøg af en amerikansk udenrigsminister i juli-måned. Mike Pompeo – hans (Antony Blinken, red.) forgænger. Så inden for et år to amerikanske udenrigsministre på besøg. Det er stort, fortæller Jeppe Kofod.

    Den amerikanske udenrigsminister havde et tætpakket program i de 24 timer, han var i København, som blandt andet bød på møder med udenrigsministrene for Danmark, Grønland og Færøerne.

    Blinken var nemlig i Danmark forud for et møde i Arktisk Råd i Island. Og han var nok ikke kommet til København, var det ikke, fordi Grønland er del af det danske Rigsfællesskab, vurderer Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, i Diplomaterne.

    Antony Blinken besøgte således også Grønland sammen med Jeppe Kofod efter mødet på Island.

    Klimaforandringerne har gjort Arktis sig til en vigtig international arena, hvor Rusland, USA og også Kina kæmper om indflydelse.

    USAs forhenværende præsident Donald Trump kom i den anledning med det radikale forslag at købe Grønland.

    - Der er masser af muligheder, i det store hele er det bare en stor ejendomshandel, sagde Trump dengang.

    - Det er en absurd diskussion, og Kim Kielsen (tidligere Formand for Grønlands regering, red.) har gjort det klart, at Grønland ikke er til salg, replicerede fra Mette Frederiksen.

    Og den plan er nu helt og aldeles smidt i skraldespanden, lovede Antony Blinken under sit besøg i Danmark.

    - Vi har et fremragende partnerskab med kongeriget Danmark. Og som en del af det vokser vores forhold til Grønland, sagde han.

    USA har brug for en alliance med Danmark og Grønland og resten af Norden for at forsvare landets strategiske interesser i området, forklarede Blinken. Særligt Rusland og Kina havde forud mødet i Arktisk Råd advaret Nato mod at rykke ind i Arktis.

    Og især når der er storpolitik på dagsordenen, er det vigtigt, at rammerne er de rigtige.

    - Det er jo vigtigt, at dem, der kommer og besøger os, føler sig godt tilpas. Føler sig velkomne, forklarer Michael Zilmer-Johns.

    - Vi er lige rundt om hjørnet, du skal sidde her, så der ikke kommer noget ind og forstyrrer.

    Forud for udenrigsministermødet viste Michael Zilmer-Johns DR rundt på Christiansborg i de flotte lokaler, som tages i brug, når der er statsbesøg og ved Dronningens nytårskur, hvor alle udenlandske ambassadører møder op i riddersalen.

    - Der er en ting, man absolut ikke må. Der er ingen selfies herinde. Ingen fotografering, det henstiller vi altid. Fordi – det er ikke et cirkus.

  46. I går kl. 16:42

    Tigre ender deres liv i en trykkoger: Forsker gik undercover for at undersøge makaber industri

    (Foto: Joshua Lee/grafik:Yana Yu Lin © Unsplash)
  47. I går kl. 16:39

    Fiskeriforening: Delaftale er en hån mod fiskeriet

    Danmarks Fiskeriforening langer heftigt ud efter en delaftale i finansloven, som ifølge foreningen "trækker tæppet væk" under en række danske fiskere.

    Det skriver de i en pressemeddelelse.

    I den delaftale for finansloven for 2022 på det grønne område, der blev præsenteret lørdag, står der blandt andet, at der næste år etableres en trawlfrie zoner i Lillebælt, Storebælt og Langelandsbælt.

    - Det her er en skandale, siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening, i meddelelsen.

    - Man sidder i Finansministeriet og forhandler om ting, man øjensynligt ikke har en døjt forstand på. Det her betyder lukning af arbejdspladser og fiskerihavne og får vidtgående konsekvenser i mange lokalsamfund.

    Den trawlfrie zone skal ifølge aftalen bidrage til at skabe bedre havmiljø, blandt andet ved "fremme af skånsomme fiskerier" og ved at "forbedre gyde- og opvækstforhold".

  48. I går kl. 16:02

    Indonesisk vulkanudbrud sender lokale på flugt og en person meldes omkommet

    En kæmpestor askesky tårner sig op over hustagene på øen Java, efter vulkanen Semeru gik i udbrud. (Foto: handout © Ritzau Scanpix)

    Vulkanen Semeru på øen Java i Indonesien er gået i udbrud i dag og har foreløbig såret 41, mens en enkelt person meldes omkommet.

    Det skriver Reuters på baggrund af udtalelser fra lokale myndigheder.

    Videoer viser lokale flygte og en massiv askesky, der mørkner himlen.

    Semeru er den højeste vulkan på Java, og den er blandt Indonesiens næsten 130 aktive vulkaner. Den brød senest ud for kanp et år siden, i januar, og her døde ingen.

    Videoen nedenfor viser redningsarbejdet og nogle af skaderne, udbruddet har forårsaget.

  49. I går kl. 15:32

    Så faldt hammeren: Chelsea og AC taber vigtige point i topstriden

    Andreas Christensen (til venstre) var for anden gang i træk at finde i Chelseas startopstilling. (Foto: GLYN KIRK © Ritzau Scanpix)

    Den engelske topklub Chelsea mistede lørdag vigtige point i topstriden i Premier League, efter at holdet tabte 2-3 på udebane mod West Ham.

    Chelsea var foran to gange undervejs, men to brølere af Edouard Mendy i Chelsea-målet endte med at sikre West Ham sejren.

    2-2 så længe ud til at skulle ende som kampens resultat, men tre minutter før tid sendte Arthur Masuaku et udmærket og overraskende forsøg mod mål helt ude fra den ene sidelinje. På stregen stod Mendy helt uforberedt, og bolden fik lov til at stryge i mål.

    Den danske landsholdsspiller Andreas Christensen spillede hele kampen for gæsterne.

    Nederlaget betyder, at Manchester City med en sejr senere lørdag kan overtage førstepladsen fra Chelsea, som smed point for tredje gang i de seneste fem Premier League-kampe.

  50. I går kl. 15:11

    Viktor Axelsen er finaleklar efter suveræn sejr

    Viktor Axelsen blev den 3. december kåret som årets mandlige badmintonspiller for 2020-2021 af verdensforbundet, BWF. (Foto: - © Ritzau Scanpix)

    Verdens bedste badmintonspiller, Viktor Axelsen, står igen i en stor finale.

    Det står klart efter danskerens semifinalesejr over indiske Lakshya Sen ved World Tour Finals på Bali.

    Lørdag levede han op til favoritværdigheden i semifinalen med sejren på 21-13, 21-11.

    Danskeren spillede en suveræn kamp og satte på den måde en tyk streg under, at han var det rette valg til hæderen som årets mandlige spiller i verden i 2020-2021, som han modtog fredag.

    Der var stor klasseforskel mellem den danske verdensetter og nummer 21 på verdensranglisten. Klasseforskellen var størst i andet sæt, hvor Axelsen undervejs var foran 12-1.

    I finalen skal Axelsen møde Kunlavut Vitidsarn fra Thailand, der vandt sin semifinale overraskende over Lee Zii Jia fra Malaysia med 21-18, 21-18.

  51. I går kl. 14:52

    Republikanere vælger ny udfordrer til Macron

    Valerie Pécresse ses her med partifælle Eric Ciotti. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN)

    Feltet af kandidater, som håber på at blive Frankrigs næste præsident, har lige vokset sig lidt større.

    Endnu en kandidat har nu meldt sig under fanerne i håbet om at vælte Emmanuel Macron af pinden ved næste års valg.

    Det franske konservative parti, Republikanerne, har netop valgt regionsrådsformand i Paris, Valérie Pécresse, som sin præsidentkandidat.

    Det er dermed lykkedes Pécresse at møve blandt andre EU’s tidligere brexit-forhandler Michel Barnier og også den forhenværende sundhedsminister Xavier Bertrand, som mange ellers tidligere så som favorit, af banen.

    Den 54-årige Pécresse er partiets første kvindelige præsidentkandidat og har sammenlignet sig selv med den tyske kansler, Angela Merkel, og den forhenværende britiske premierminister Margaret Thatcher.

    Tidligere på ugen annoncerede den stærkt højrenationalistiske Eric Zemmour sit kandidatur til præsidentvalget, der finder sted i april næste år.

Mere fra dr.dk