Nyheder
17. dec 2009

Aktivister brød ind til gallamiddag

Christiansborg slot

To aktivister fra Greenpeace snød hele det massive sikkerhedsapparat omkring den gallamiddag som Dronningen afholder netop nu.

Foran de rullende kameraer viste hev aktivisterne to gule bannere med teksten "Politicians talk Leaders ACT" (Politikere snakker, ledere handler) frem, men blev straks ført væk af sikkerhedsfolk.

I følge den norske avis VG er den ene aktivist nordmand, mens den anden er spansk.

- Greenpeace har lagt op til flere aktioner under det her topmøde og derfor er det faktisk ikke overraskende, at det er dem, der foretager aktionen, siger DR Nyheders Kriminalredaktør, Claus Buhr.

- Jeg er overrasket over, at det er nået at komme så langt som de er. De burde var blevet stoppet væsentlig før, hvis politiet afspærring og tjek er i orden, siger Claus Buhr.

Politiet oplyser til DR, at der er anholdt tre og arbejder netop nu på at finde ud af, hvordan aktivisterne kunne komme igennem afspærringen.

Nyheder

  1. I går kl. 23:56

    Politiet har anholdt en 68-årig mand for kirke-skyderi i Los Angeles

    Amerikansk politi har anholdt en 68-årig mand, som de mistænker for at stå bag det skyderi, der fandt sted søndag aften dansk tid ved en kirke i Los Angeles.

    Det skriver Reuters.

    En person blev dræbt, mens fire andre blev såret, da en person åbnede ild uden for kirken lige efter en gudstjeneste.

    Taiwans udenrigsministerium oplyser mandag, at ofrene, der alle er mellem 66 og 92 år, var kinesere af taiwansk oprindelse.

    Sheriffen i Orange County, Don Barnes, fortæller til Reuters, at politiet efterforsker hændelsen som en hadforbrydelse, idet man mener, at manden var motiveret af sit had til Taiwan og de seneste spændinger mellem østaten og Kina.

  2. I går kl. 23:23

    Ukrainske soldater er blevet evakueret fra Azovstal-stålværket

    Nogle af de ukrainske soldater, som indtil for kort tid siden har været fanget under stålværket Azovstal i Mariupol, er angiveligt blevet evakueret.

    Det skriver Reuters.

    Soldaterne er blevet fragtet i busser til den russisk-kontrollerede by Novoazovsk i Donetsk-regionen, hvor de ifølge tidligere russiske udmeldinger vil blive tilbudt lægehjælp.

    Det er uvist, hvor mange soldater der er tale om, men omkring 12 busser er angiveligt set forlade Mariupol. Et øjenvidne fortæller desuden til Reuters, at flere af de soldater, der er ankommet til byen, blev båret ud af busserne på båre.

    Tidligere i aftes meddelte det russiske forsvarsministerium, at der var indgået en aftale om, at sårede ukrainske soldater ville få lov at komme ud af det belejrede stålværk,

  3. I går kl. 22:42

    Dansk nobelprismodtager død

    Her ses Ben Roy Mottelson (th) sammen med sin kollega Åge Bohr, som han vandt Nobelprisen i fysik sammen med. (Foto: MOGENS LADEGAARD © Scanpix Nordfoto)

    Nobelprismodtager Ben Roy Mottelson er fredag afgået ved døden 95 år gammel.

    Det bekræfter et medlem af familien overfor Ritzau.

    Mottelsen blev født i Chicago i USA, men kom til Danmark da han fik muligheden for at forske ved Københavns Universitet under ledelse af Niels Bohr.

    I 1971 fik han dansk statsborgerskab, og fire år senere vandt han Nobelprisen i fysik sammen med Aage Niels Bohr, som var en af Niels Bohrs sønner.

    Prisen fik de for deres arbejde med at beskrive atomkernens struktur - en bedrift, som var med til at ændre forståelsen af kernefysikken.

  4. I går kl. 22:10

    Togfører død og 85 mennesker såret i stor togulykke i Barcelona

    En lokomotivfører er død, efter at et godstog og et passagertog mandag aften kørte ind i hinanden omkring klokken 18 lidt uden for Barcelona i Spanien.

    Det oplyser det regionale beredskab i Catalonien ifølge Reuters.

    Desuden er 85 personer kommet til skade i ulykken, og ud af dem er mindst to alvorligt sårede, lyder det.

    Ulykken skete, da godstoget kørte af skinnerne og ramte ind i passagertoget ved togstationen Sant Boi de Llobregat ca. 14 kilometer uden for Barcelona.

    Omkring 100 mennesker blev ved sammenstødet fanget inde i passagertoget, men er efterfølgende blevet evakueret.

  5. I går kl. 21:45

    Amerikansk politi: Gerningsmand bag supermarked-skyderi ville skyde endnu flere

    I lørdags gik en mand ind i et supermarked i Buffalo i delstaten New York og dræbte 10 personer med et skydevåben, inden han blev anholdt.

    Men havde han fået sin vilje, havde han fortsat sit masseskyderi andetsteds.

    Det siger politichefen i Buffalo, Joseph Gramaglia, ifølge CNN. Han siger, at man har fundet beviser for, at gerningsmanden ville "fortsætte sin hærgen og blive ved med at skyde folk".

    - Han havde endda talt om muligvis at tage over i en anden butik, siger han.

    Politiet har anholdt en 18-årig formodet gerningsmand for ugerningen, der menes at være et racemotiveret masseskyderi. Han nægter sig skyldig.

    Myndighederne mener, at manden står bag et 180 sider langt racistisk dokument, hvor han betegner sig selv som fascist og tilhænger af hvidt overherredømme.

    11 af de i alt 13 personer, der blev ramt af skud, var sorte, beretter BBC.

    De efterladte sørger over tabet af 86-årige Ruth Whitfield, der var blandt de dræbte i supermarkedet i Buffalo. (Foto: scott olson © Ritzau Scanpix)
  6. I går kl. 21:17

    Rusland: Sårede soldater må evakueres fra Azovstal-stålværket

    En såret ukrainsk soldat opholder sig på felthospital, der er blevet oprettet under Azovstal-stålværket. (Foto: AZOV REGIMENT PRESS SERVICE © Ritzau Scanpix)

    Rusland er gået med til, at Ukraine må evakuere de sårede ukrainske soldater, som befinder sig i det belejrede Azovstal-stålværk i Mariupol.

    Det er i hvert fald beskeden fra det russiske forsvarsministerium, skriver Reuters.

    - Der er nået en aftale om at flytte de sårede, lyder det ifølge nyhedsbureauet i en udtalelse fra ministeriet.

    Angiveligt skulle der allerede være åbnet en humanitær korridor ud af Mariupol.

    Ukraines viceforsvarsminister, Hanna Malyar, udtaler til ukrainsk tv, at hun ikke kan fortælle, hvad der sker lige nu, fordi det kan skade processen.

    Men et øjenvidne har ifølge Reuters angivelig set et dusin busser med ukrainske soldater forlade Azovstal.

    Området omkring stålværket har i mange uger været under massiv russisk beskydning, og derfor har både civile og soldater søgt tilflugt i stålværket.

    Flere tusinde mennesker menes at have opholdt sig i det massive værk, men en stor gruppe af de civile er blevet evakueret med hjælp fra FN.

  7. I går kl. 20:57

    Grønlandske forældre i Danmark risikerer at få fjernet deres børn på grund af dårlige test

    DR har talt med flere herboende grønlandske kvinder, der har mistet deres børn i anbringelsessager. Risikoen for, at et barn bliver anbragt, er syv gange så høj, hvis man som barn har to grønlandske forældre. (© DR Grafik)

    De psykologiske test, som forældre skal igennem for at måle deres forældrekompetencer i anbringelsessager, får kritik for ikke at tage højde for grønlandske forældre og den kultur, de stammer fra.

    I testene bliver forældrene, som DR har talt med, vurderet på dansk, selvom det ikke er deres førstesprog. Samtidig er de grønlandske forældre blandt andet blevet vurderet ud fra test om ansigtsudtryk og figurer, som er udviklet til vestlige kulturer, men som kritiseres for ikke at tage højde for grønlandsk kultur.

    Børn af herboende grønlændere risikerer nemlig i langt højere grad end børn af danske forældre at blive anbragt uden for hjemmet. Hvis begge forældre stammer fra Grønland, bliver barnet fjernet syv gange oftere end børn af danske forældre, mens det sker fem gange oftere, hvis én af forældrene er fra Grønland.

    Det viser tal fra Social- og Indenrigsministeriet ifølge Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, også kaldet Vive.

    En af de herboende grønlandske forældre, som har fået fjernet sit barn, er Pilunnguaq Olsen.

    Pilunnguaq skulle blandt andet igennem en test, hvor hun skulle aflæse, hvordan en person føler. Hun havde svært ved det, fordi den grønlandske mimik er anderledes end den danske, siger hun. (© PRIVATFOTO)

    Pilunnguaq Olsen har fået fjernet tre børn og ser dem mellem en og to gange om ugen. En af de test, hun var igennem, var den såkaldte RME-test. Her bliver man præsenteret for en række ansigtsbilleder, hvor øjnene er synlige. Ud fra billederne skal man vurdere, hvilken følelse personen på billedet har og dermed også vurdere ens evner til at forstå andres følelser.

    Du kan se et eksempel på en RME-test via linket her.

    - Jeg skulle gætte, hvordan de havde det, og det var meget svært, fordi de er anderledes end vores grønlandske mimik. Jeg kan ikke se deres følelser, siger Pilunnguaq Olsen til P1 Morgen.

    Hun forklarer blandt andet, at grønlændere bruger øjnene, når de kommunikerer. Blandt andet rynker grønlændere på næsen, som hvis man lugter noget grimt, hvis de vil svare: Det ved jeg ikke. Altså uden at kommunikere svaret verbalt.

    Jeg synes, det var svært, når man ikke forstår så meget dansk.
    Qupalu Platou, mor til fjernet barn

    I konklusionerne fra testen konkluderer psykologen, at Pilunnguaq Olsen viser ubalancer.

    "Nogle følelser genkender hun lettere end andre – for eksempel glæde, accept og frygt, mens hun overser vrede, afsky og tristhed."

    Samtidig konkluderes det, at hun "har en underudviklet evne til at få øje på alt det negative, som andre vil hende. Det har konsekvenser for moderskabet, at hun har svært ved at læse børnenes mere vanskelige følelser", står der blandt andet.

    DR har fået indblik i flere sager om grønlandske forældre, der har fået fjernet deres børn. Generelt fremgår det, at det har haltet med kommunikationen under testene, og mange af dem har en forholdsvis lav IQ.

    Det kan afspejle en afvigende personlighed, hvis man kommer til at sige noget, der ikke passer ind i det normale i en dansk kultur.
    Rune Nielsen, seniorforsker og ph.d., Rigshospitalet

    En af dem er Qupalu Platou, der er mor til tvillinger, som er i dansk plejefamilie.

    Hendes IQ blev vurderet til 72, hvilket er så lavt, at det næsten svarer til at være lettere evnesvag.

    - Jeg synes, det var svært, når man ikke forstår så meget dansk.

    Hun husker, at hun blev opfordret til at tale dansk og ikke gøre brug af en tolk. I hendes sag står der, at den primære kommunikation foregik på dansk, og at psykologen har støttet med uddybende beskrivelser og anvendelse af nye formuleringer.

    En af de test, hun var igennem, var den såkaldte Rorschach-test. Her bliver man præsenteret for nogle abstrakte blækklatter og skal så vurdere, hvad de ligner.

    - Jeg kan huske, en af dem lignede en livmoder og noget Tupilak-agtigt, fortæller hun.

    Tupilak kan oversættes til forfaderens sjæl og er et væsen, der findes i den grønlandske åndeverden.

    En af de figurer, der er en del af Rorchach-testen. (© DR Grafik)

    I resultatet står der blandt andet, at Qupalu Platou forekommer at have "kroniske tilstande af irritation og modvilje mod autoritet og kan forventes at medføre betydelige tilpasningsvanskeligheder. Især kan vrede forstyrre hendes vurdering og medføre nedsat tolerance og tålmodighed."

    - Jeg kan ikke forstå det.

    Så du forstår slet ikke, hvad de har skrevet om dig?

    - Der er mange ord, jeg ikke kan forstå, siger hun.

    Johanne Geisler har ikke set sit barn siden 2020. Hun blev også testet på dansk, selvom det ikke er hendes modersmål. Her skriver psykologen, at hendes sproglige niveau kan være tegn på, at hendes forståelse og evne til at håndtere flere ting på én gang er nedsat.

    Hun var også gennem Rorschach-testen, hvor hun skulle vurdere blækklatfigurer.

    - Jeg følte mig som et barn. Jeg fortalte hende, at nogle af dem lignede par, og at nogle af blækklatterne mindede mig om natur. Hendes ansigt var sådan: "Ahh, hvad?" Og så spurgte hun, hvor jeg så det henne, siger Johanne Geisler.

    Johanne Geisler og Ulrik Olsen fik et barn, som nu er blevet fjernet. Johanne så sidste gang barnet i 2020. (© PRIVATFOTO)

    Efter Rorschach-testen bliver Johanne vurderet til at have nedsatte sociale kompetencer. Vurderingen er også, at Johanne fremstår som en person, der sandsynligvis ofte vil være mere optaget af sig selv.

    Johanne Geisler har klaget over, at psykologen ikke tog hensyn til hendes grønlandske kultur, men har ikke fået medhold. Dog forsøger Johanne at få genoptaget sagen.

    DR har forsøgt at få en kommentar fra de pågældende psykologer, men de har ikke ønsket at medvirke.

    Flere eksperter, som DR har talt med, mener, at det kan være problematisk at bruge testene på grønlændere.

    En af dem er Rune Nielsen, der er seniorforsker og ph.d. på Rigshospitalet, hvor han forsker i kulturelle fejlkilder i psykologisk testning.

    - Alle de test, vi bruger til psykologiske testninger, er målrettet vestlige populationer, fordi mange er udviklet i USA og England og tilpasset danske forhold. Når vi bruger testen på tværs af kultur og sprog - som for eksempel grønlændere, så kan der være risiko for, at man fejlvurderer, siger han.

    Han peger blandt andet på, at Rorschach-testen, der fortæller noget om ens indre følelsesliv og personlighed, vurderes ud fra normale svar, som man forventer, danskere vil svare.

    Eksempelvis kan et billede af blækklatter for en dansker ses som to nisser, selvom det angiveligt ikke vil være normalt at se to nisser, hvis man stammer fra Grønland.

    De fleste danskere vil nok se to nisser på dette billede. Men det er nødvendigvis ikke det, en grønlænder vil se. (© Rorchach/bearbejdet af DR Grafik)

    Samtidig fortæller han også, at det er sværere at vurdere en anden persons følelser ud fra øjnene, hvis den person, man skal vurdere, ikke har samme race som en selv. Det er netop det, de grønlandske mødre har gjort i RME-testen, der har til formål at måle evnen til at sætte sig i en anden persons sted.

    - Det kan afspejle en afvigende personlighed, hvis man kommer til at sige noget, der ikke passer ind i det normale i en dansk kultur, siger Rune Nielsen til P1 Morgen.

    I Dansk Psykologforening mener fungerende formand Dea Seidenfaden, at kvaliteten skal hæves i undersøgelserne, så man sikrer, at testene tager højde for kulturforskelle og sproglige barrierer, og at de vurderes på baggrund af det.

    - Det er alvorlige beslutninger, der træffes, så der er ikke plads til fejl. Derfor ønsker vi også en certificeringsordning på de psykologer, der udfører testene, så de ved, hvordan de skal tolke resultaterne, og så kommunerne kan træffe en afgørelse på baggrund af det.

    Hvad med de sager, der allerede er truffet afgørelse i?

    - Det er kommunernes ansvar, og de har et stort ansvar i at sikre, at det materiale, der ligger til grund for afgørelserne, er i orden.

    Er det tilfældet her?

    - Jeg har ikke set de konkrete sager, men der skal være fokus på det, siger Dea Seidenfaden.

    DR forholder sig i forbindelse med denne artikel ikke til selve anbringelsessagerne, men udelukkende til, hvordan forældrene har oplevet de test, som afgørelsen blandt andet bliver konkluderet ud fra.

  8. I går kl. 20:50

    Sten fik demens som 51-årig. Så lavede han en ønskeliste med alt det, han skal nå

    Sten Haunstrup. (Foto: Asger Mow)

    "Maraton i Burma," står der på toppen af papiret.

    Efterfulgt af "flyve luftballon."

    Længere nede er der blevet skrevet "tag Rikke med til Island."

    Det er blot tre af de i alt 21 oplevelser, som ægteparret Rikke og Sten Haunstrup har skrevet på deres ønskeliste over ting, de gerne vil opleve sammen – inden det er for sent.

    For i 2018 ændrede deres liv sig markant.

    Den dengang 51-årige Sten Haunstrup havde egentlig godt bemærket, at han det seneste år havde haft sværere ved at huske ting og ord, og for sine omgivelser virkede han både presset og træt.

    I første omgang tænkte de derfor, at det store arbejdspres, han var under dengang som project manager for en større leverandør af laboratorieudstyr, måske havde givet ham stress eller en depression - men virkeligheden var en helt anden.

    For da han pludselig også havde svært ved at samle en IKEA-kommode, vidste de, at noget var ændret. Sten Haunstrup havde nemlig altid været en "George Gearløs-type," som kunne fikse alt.

    Sten Haunstrup bliver jævnligt undersøgt på Rigshospitalets afdeling for hjerne- og nervesygdomme af overlæge Peter Roos. (Foto: Asger Mow)

    Han gennemgik derfor forskellige test på Rigshospitalet for at finde ud af, hvad der mon kunne være galt. Og efter kort tid kunne lægerne giver ham den nedslående besked: At han har pandelapsdemens.

    Nyheden sendte både Sten Haunstrup og resten af den sammenbragte familie i en dyb sorg.

    - På godt almindeligt jysk så er det bare en træls besked at få. For når man får den, så er det slut, forklarer han.

    I dag kan han ikke længere varetage et arbejde.

    Sygdommen vendte fuldstændig op og ned på hele familiens liv og på de forventninger, ægteparret ellers havde haft til deres fælles fremtid.

    - Sten er min soulmate, og jeg troede, at det var meningen, at jeg skulle sidde som 80-årig i en gyngestol og gynge med ham.

    - Det billede krakelerede, forklarer Rikke Haunstrup.

    De to fandt sammen efter et Excel-kursus i 2007, og der var mange ting, de følte, at de manglede at opleve sammen. Men med demensdiagnosen hængende over sig var fremtiden pludselig mere usikker end nogensinde før.

    Derfor valgte de at gøre noget ved det.

    Inspireret af filmen 'The Bucket List', hvor to ældre og alvorligt syge mænd prøver at nå at opleve alt det, de ellers ikke har gjort i løbet af deres liv, valgte Rikke og Sten Haunstrup at lave deres egen liste.

    På Rikke og Stens Haunstrups ønskeliste er der plads til både store og små drømme. (© DR)

    De kaldte den for ønskelisten, og de havde kun en regel: at alt kunne og skulle skrives ned på den.

    - Vi brugte ikke energi på at tænkte over, om vores drømme var realistiske, eller om det økonomisk kunne lade sig gøre. For der er intet, som er urealistisk, når man drømmer, siger Rikke Haunstrup.

    Og så var det ellers bare om at komme i gang. For de vidste ikke, hvornår demensen endegyldigt ville tage over.

    - Listen blev vores drive til at komme videre i livet, for da Sten fik diagnosen, blev vores liv kuldkastet, og alt gik lidt i stå, siger Rikke Haunstrup.

    Nedenfor kan du se flere af de oplevelser, parret indtil videre har nået at krydse af deres ønskeliste. Måske den kan give dig inspiration til at lave din egen "bucketliste"?

    • Det første, Rikke og Sten Haunstrup krydsede af på deres liste, var at opleve en solnedgang ved sundet på Hasseløs – tæt på deres sommerhus. For selvom de havde haft muligheden for at gøre det i mange år, havde de aldrig fået det gjort. (Foto: Asger Mow)
    • For Rikke Haunstrup var det en barnedrøm, som blev til virkelighed, da hun endelig prøvede at være i drive-in-bio. (Foto: Asger Mow)
    • Sten Haunstrup har været med til at udvikle motoren til Vestas største vindmølle i Danmark. Derfor var det et ønske for dem begge at få lov til at stå på toppen af den sammen. (Foto: Asger Mow)
    • Herefter gik turen til Burma. Sten Haunstrup skulle løbe maraton, og Rikke Haunstrup var med for at støtte ham. Mange har nok drømt om at prøve at flyve luftballon. Det havde parret i hvert fald, og derfor greb de lejligheden, da den bød sig i Burma. (Foto: Asger Mow)
    • Et punkt på listen, som betød meget for både Sten og Rikke Haunstrup, var Rikkes uddannelse til kropsterapeut. (Foto: Asger Mow)
    • Da corona blev en del af alle danskeres hverdag, blev ønskelisten for en stund sat på pause. I stedet lavede Sten og Rikke Haunstrup en dansk pendant med oplevelser, de godt kunne tænke sig at have i Danmark. Her er de eksempelvis ved Vadehavet. (Foto: Asger Mow)
    • Ægteparret tog også på troldejagt efter nogle af Thomas Dambos mange trætrolde, som er placeret rundt om i landet. (Foto: Asger Mow)
    • De var også på Under Klippen. Det er en Michelin-restauranten i centrum af Holstebro, ved Færch Torvet tæt på en stor og kunstig klippe. (Foto: Asger Mow)
    • Skulpturen Dodekalitten står på en lollandsk mark med udsigt over Smålandsfarvandet, og her var parret selvfølgelig også forbi. (Foto: Asger Mow)
    • Rikke Haunstrup var også afsted på et reatreat for kvinder.
    • Sten Haunstrup har altid været kæmpe fan af Lis Sørensen. Derfor var det en stor oplevelse, da de endelig fik mulighed for at tage til en af hendes koncerter og møde hende.
    • I foråret var parret i Island. Her jagtede de nordlyset, blev gennemblødte af gejsere og badede i de varme kilder. (Foto: Asger Mow)
    1 / 12

    Selvom parret straks gik i gang med at udleve så mange drømme som muligt, oplevede de også tidligere end forventet de begrænsninger, som demensen satte for dem.

    For Sten Haunstrups sygdom udvikler sig hurtigt, og det gør det hele tiden sværere og sværere at udforske deres ønskeliste.

    Parret er netop hjemvendt fra en tur til Island, men ellers er der faktisk ikke planlagt rejser eller andre store oplevelser i den nærmeste fremtid.

    Det betyder dog ikke, at de ikke stadig drømmer om dem, forsikrer Rikke Haunstrup.

    - Vi må bare tænke os om og gøre tingene på en anden måde. I stedet for at tage på øhop i Portugal kan vi måske bare besøge én ø og så blive der. Det er bedst for os begge.

    I klippet herunder kan du se scener fra parrets kobberbryllup i 2021.

    Selvom de altid kommer til at have ønskelisten for øje, er de, siden Sten Haunstrup fik konstateret demens, kommet frem til, at det er mindst lige så vigtigt at have en god og stabil dagligdag.

    Han kan ikke længere arbejde, hvi

    Derfor afsætter de også hver dag tid til at tale om, hvilke positive ting der er sket i løbet af dagen.

    - Det var det første skridt for os til at komme videre efter sorgen, siger Rikke Haunstrup og uddyber:

    - For det vigtigste for mig er, at Sten stadig har indhold i sit liv. Og så må ønskelisten repræsentere guldkornene, vi får engang i mellem.

    På trods af at livet til stadighed bliver mere og mere begrænset for Sten Haunstrup, vil han stadig have mest muligt ud af det.

    - Vi ved jo alle sammen, at vi skal dø til sidst. Så derfor kan man jo lige så godt bruge sin tid og energi på noget, som giver livet værdi, forklarer han.

    Hans bedste råd til andre er derfor, at de skal udleve og nyde livet, inden det er for sent.

    - Det er en kæmpe fejl at lade være, hvilket Rikke Haunstrup er fuldstændig enig i.

    - Man skal ikke være syg for at lave en ønskeliste, og jeg ville da også have ønsket, at vi havde gjort det tidligere. Man skal lade være med at udsætte det, man har mest lyst til. Gør det, mens du kan, siger hun.

  9. I går kl. 20:50

    Emmas voldtægtssag bliver sendt til domstol for menneskerettigheder: 'Den danske stat har klokket alvorligt i det'

    22-årige Emma blev ifølge eget udsagn voldtaget af en mand på Hornbæk Strand i Nordsjælland sidste sommer. Manden mener, at der var tale om frivillig sex. Sagen kom aldrig for retten på grund af en fejl hos statsadvokaten. (Foto: Sille Veilmark © DR)

    Den danske stat har krænket 22-årige Emmas menneskerettigheder, da staten er skyld i, at Emmas voldtægtssag ikke kom for en dansk domstol.

    Det vurderer den danske advokat Tyge Trier, der har ført en række sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

    Tyge Trier mener, at krænkelsen i Emmas sag, som DR har omtalt de seneste dage, er så alvorlig, at han nu vil indbringe sagen for den internationale domstol og håber, at domstolen vil tage sagen op.

    - Det er simpelthen ikke godt nok, den måde Emmas sag er kørt på. Derfor er det også rigtigt, at der kommer nogle internationale øjne på, så Emma kan få en eller anden afslutning på sin sag og en eller anden form for retfærdighed, siger Tyge Trier.

    22-årige Emma optræder kun med sit fornavn i DRs dækning, da hun ikke ønsker at blive forbundet med voldtægtssagen i fremtiden.

    Det er flere fejl hos statsadvokaten i København, der har betydet, at Emma ikke får prøvet sin sag i en dansk retssal.

    Emma får dermed ikke svar på, om en dommer vil give hende medhold i, at hun blev voldtaget af en mand sidste sommer på Hornbæk Strand i Nordsjælland.

    En anklage, som manden i sagen har nægtet sig skyldig i over for politiet. Manden har via sin advokat oplyst, at han ikke har nogen kommentarer til DR i sagen.

    Kort fortalt kom Emmas sag ikke for retten, fordi statsadvokaten i København ikke i tide fik oplyst manden om, at sagen mod ham ville fortsætte, selvom Nordsjællands Politi i første instans havde droppet sigtelsen mod ham.

    Alene på grund af den manglende besked fra statsadvokaten blev sagen afvist efter krav fra mandens forsvarsadvokat, selvom der var sat en dato for, hvornår sagen skulle for retten i Helsingør.

    Sagen blev afvist, fordi loven siger, at der højst må gå to måneder, fra en sag er droppet af politiet, og indtil en tidligere sigtet får besked om, at statsadvokaten har besluttet, at sagen alligevel skal for retten.

    En tidsfrist, som justitsminister Mattias Tesaye og flere partier i Folketinget nu vil kigge på.

    Der er ingen garanti for, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vil behandle Emmas sag. Men Emmas advokat, Tyge Trier, mener, at det skal prøves, om der er sket en krænkelse af artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

    - Jeg ser klar støtte for Emma i tidligere domme fra Den Europæiske Menneskeretighedsdomstol, siger Tyge Trier.

    Artikel 8 handler om, at staten skal sikre borgernes personlige integritet.

    Det betyder helt konkret ifølge Tyge Trier, at hvis man som borger bliver groft krænket af en anden borger, så har staten en aktiv pligt til at sørge for, at sagen bliver efterforsket, og at en potentiel gerningsmand bliver retsforfulgt.

    - Det er forplumret på en ganske graverende måde i denne her sag, og derfor er det velbegrundet at få fastlagt om Emmas menneskeret er krænket. Det er helt åbenbart, at myndighederne har klokket alvorligt i den og ikke har fået gjort det helt almindelige arbejde, siger Tyge Trier.

    En voldtægt kan give op til otte års fængsel, og det understreger ifølge Tyge Trier behovet for, at sagen kommer for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

    - Vi skal huske, at sager om mulig voldtægt hører til de allermest alvorlige sager, vi har.

    Emma håber, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tager hendes sag op.

    - Det er rigtig vigtigt, at der kommer noget mere fokus på de fejl, der er sket i den her retsproces. Jeg synes, at det er under al kritik, at min sag er endt, hvor den er endt. Så jeg håber, at jeg kan få en eller anden form for afslutning, siger hun.

    Hvis Emma skulle vinde sagen ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, betyder det ikke, at den mand, der blev tiltalt i voldtægtssagen, kan komme for retten.

    Alligevel er både Emma og advokat Tyge Trier enige om, at det er værd at forsøge at få sagen rejst i Strasbourg, hvor Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ligger.

    - Hun kan få en anerkendelse af, at hun skulle have haft en retssag i Danmark i en straffesag mod ham, og hun kan også få en kompensation for sagen, siger Tyge Trier.

    Hvad kan vi lære af sagen som samfund?

    - Jeg tror allerede, at der er sat nogle sorte streger i panden på nogen. Men selvfølgelig er det en påmindelse til alle, der sidder med straffesager, om, at de der frister, skal man gøre alt for at overholde, siger Tyge Trier.

    Nordsjællands Politi har ingen kommentarer til sagen. Statsadvokaten i København ønsker ikke at stille op til interview, men Lise-Lotte Nilas, der er statsadvokat ved statsadvokaten i København, siger i et skriftligt svar til DR, at det selvfølgelig er dybt beklageligt, hvad der er sket.

    - Der er sket en menneskelig fejl, som desværre førte til, at sagens ene part ikke i tide blev underrettet om, at den pågældende skulle møde i retten.

    - Vi har efterfølgende indskærpet procedurerne i ekspedition, og vi skal endnu engang meget beklage forløbet i sagen.

    Du kan læse hele historien om Emmas sag her:

  10. I går kl. 20:46

    Militæranalytiker: Svensk og finsk Nato-medlemskab kan føre til en fundamental ændring af Rusland

    Et svensk pansret køretøj på øvelse. (Foto: Yves Herman/Reuters/Scanpix)

    Finland og Sveriges beslutning om at tilslutte sig forsvarsalliancen Nato ændrer fundamentalt på situationen mellem Nato og Rusland.

    For med Finland og Sverige inde under Nato-paraplyen strækker forsvarsalliancens grænser sig hele vejen fra Tyrkiet i syd til Arktis i nord.

    Det giver Nato en lang række strategiske muligheder, at de to lande, der ligger i et ”geografisk nøgleområde”, bliver medlemmer, og det er generelt et ”mareridtsscenarie” for Rusland, at Nato får tilføjet Finlands 1.340 kilometer lange grænse til Rusland samt Sveriges store kystlinje med Østersøen, vurderer Steen Kjærgaard, der er major og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.

    Han peger på, at Norden nu står samlet i Nato-samarbejdet om Østersøen, sikkerhedsgarantien til de tre baltiske Nato-medlemslande, Estland, Letland og Litauen, bliver troværdig, og længden af grænser mellem et Nato-land og Rusland mere end fordobles.

    - Det betyder, at russerne reelt bliver pakket ind af Nato fra Anatolien og hele vejen op til Arktis. Det er russernes værste skræk overhovedet. Det betyder, at Nato kommer til at stå i en helt anden situation i forhold til Rusland.

    - Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at i de store linjer, kan det her måske være starten på, at Rusland fundamentalt kommer til at ændre sig, siger Steen Kjærgaard.

    Finlands statsminister, Sanna Marin (tv), og præsident, Sauli Niinistö, fortæller på et pressemøde, at Finland vil ansøge om Nato-medlemskab. (Foto: Lehtikuva © Ritzau Scanpix)

    Steen Kjærgaards vurdering er, at Finlands og Sveriges offentlige tilkendegivelser om at søge Nato-medlemskab vil medføre stribevis af russiske reaktioner.

    - Der vil være en hel masse politisk retorik og trusler nu, det er der ingen tvivl om. Der kommer til at være nogle kraftige politiske reaktioner fra Rusland, siger Steen Kjærgaard.

    Et vigtigt punkt for særligt Sverige i processen har været, at man kunne få stillet en sikkerhedsgaranti i overgangsperioden fra ansøgning til fuldbyrdet Nato-medlem. Sådan en sikkerhedsgaranti stillede Danmark mandag.

    Ifølge Steen Kjærgaard er chancen for et konventionelt militært angreb på Sverige eller Finland i overgangsperioden dog så godt som nul. Men han kan sagtens forestille sig andre former for angreb.

    - Det er nok nærmere fremflytning af strategiske våbensystemer, suverænitetskrænkelser, cyberangreb, misinformation, mystiske hændelser og sådan nogle ting, siger han.

    Vladimir Putin har gentagne gange fastslået, at Natos ekspansion mod øst har været en bevæggrund bag invasionen af Ukraine. Omvendt fastholder Nato, at forsvarsalliancen udelukkende er defensiv og afviser, at alliancen nogensinde har lovet ikke at udvide mod øst, som Putin ellers hævder.

    Ifølge Reuters siger Putin, på et topmøde i CSTO-organisationen, som er en militæralliance mellem Rusland og en række tidligere Sovjetlande, at Nato-udvidelsen bliver brugt af USA på en ”aggressiv” måde til at forværre en allerede vanskelig global sikkerhedssituation.

    Nato afviser, at alliancen er aggressiv og siger, at Nato ”ikke søger konfrontation og ikke udgør en trussel mod Rusland”. Putin fastslog, at Rusland ikke har nogen udeståender med Sverige og Finland, men derimod Nato.

    - Udvidelsen af militær infrastruktur i dette territorium vil utvivlsomt fremprovokere vores modsvar. Hvad det modsvar vil være afhænger af, hvilke trusler mod os der bliver skabt, siger den russiske præsident ifølge Reuters efter CSTO-topmødet.

    De politiske ledere i CSTO-organisationen. Rusland, Armenien, Belarus, Kasakhstan, Kirgisistan og Tadsjikistan er de nuværende medlemslande i den eurasiske militæralliance. (Foto: SPUTNIK © Ritzau Scanpix)

    Den tidligere russiske præsident og nuværende viceformand i Ruslands sikkerhedsråd, Dmitrij Medvedev, var meget klar i sine udtalelser om, hvad et russisk modsvar kunne være, da de første meldinger om mulige Nato-ansøgninger fra Sverige og Finland kom midt i april.

    - Der kan ikke længere være tale om atomfri status for Baltikum. Balancen skal genoprettes, sagde Medvedev midt i april ifølge Reuters.

    Rusland har eksklaven Kaliningrad, der ligger mellem Litauen og Polen, hvor russerne altså principielt kan opstille strategiske atomvåben, som et led i Medvedevs ambition om at "genoprette balance". I forvejen har russerne atomstyrker på flådebasen i Murmansk i det nordvestlige hjørne af Rusland.

    Men det vil ikke tjene russerne at indgå i et våbenkapløb, vurderer Steen Kjærgaard.

    - Vi kan risikere, at vi er på vej ind i, at det kan blive vejen til Ruslands kollaps, fordi hvis russernes svar på svensk og finsk Nato-medlemskab bliver, at de starter et nyt kernevåbenkapløb, så taber de. Ikke på den korte bane, men på den lange bane, for de har hele den rige verden imod sig, siger han.

    Han fastslår, at hvis det skulle komme til et våbenkapløb mellem Rusland og Nato, øger det ikke nødvendigvis risikoen for atomkrig.

    - Atomvåben er et politisk afskrækkelsesmiddel, mere end det er et militært våben.

    - Al logik, vi har set, lige siden atomvåben blev opfundet og brugt første gang, er, at stater, der har atomvåben, ikke bliver angrebet. Fordi man har den gensidige afskrækkelsesstrategi, siger Steen Kjærgaard.

  11. I går kl. 20:44

    Eurovision-vinderne vil sælge trofæet

    Kalush Orchestra vil sælge det trofæ, de fik overbragt efter sejren ved Eurovision forleden. (Foto: MARCO BERTORELLO © Ritzau Scanpix)

    For under to døgn siden stod de på scenen i Torino omgivet af konfetti og blitzlys foran mange millioner af seere fra hele verden.

    Men allerede i går måtte Eurovision-vinderne fra Kalush Orchestra rejse fra Italien for at vende tilbage til deres krigsramte hjemland Ukraine. Det skriver Aftonbladet.

    Her skal de være med til at forsvare deres land, idet alle mænd mellem 18 og 60 år, ifølge et dekret fra præsident Volodimir Zelenskyj, er beordret til at blive i Ukraine.

    Gruppen havde fået en særlig tilladelse fra de ukrainske myndigheder, så de kunne forlade landet for at dyste ved Eurovision, men skulle senest være tilbage i Ukraine to dage efter sejren, altså i dag, mandag.

    På en række billeder fra Italien kan man se forsangeren, 27-årige Oleh Psiuk, kysse sin kæreste farvel, inden han rejser til Ukraine.

    Se Kalush Orchestra optræde med 'Stefania' ved Eurovision her:

    Efter sejren har Kalush Orchestra også valgt at skille sig af med deres Eurovision-statuette.

    - Vi har planlagt at sætte vores statuette på auktion og donere pengene til velgørenhedsorganisationer, der kan hjælpe de bevæbnede styrker og Ukraine. Vi tror, at det vil gavne Ukraine, udtaler forsanger Oleh Psiuk ifølge mediet Ukrinform.

    Præcis hvilken velgørenhedsorganisation, der skal stå for auktionen, ved gruppen endnu ikke - ligesom der heller ikke er taget stilling til, hvor stort et beløb man regner med, at statuetten kan inkassere.

    Dog slår Oleh Psiuk fast, at sejren har betydet alverden for gruppen:

    - Det her er et meget vigtigt skridt og en sejr for Ukraine lige nu. Jeg er glad for, at jeg kan overbringe så gode nyheder, eftersom der ikke er så mange af dem. Og jeg kan allerede nu se, hvordan det har opmuntret vores folk. Så jeg er glad for at se, at al dette arbejde ikke var forgæves.

    Kalush Orchestra sejrede - som fans, eksperter og bookmakere havde forudset - stort ved lørdagens Eurovision Song Contest med sangen 'Stefania', som fik i alt 631 point.

    Fagjuryen gav gruppen 192 point, mens seerne tildelte dem svimlende 439 point og dermed sikrede Kalush Orchestra sejren.

    Ukrainske militærfolk følger Eurovision fra en kælder i Kyiv lørdag aften. (Foto: VALENTYN OGIRENKO © Ritzau Scanpix)

    I et interview med dr.dk, inden Kalush Orchestra sejrede ved den europæiske sangdyst, fortalte Oleh Psiuk, at det langt fra var uproblematisk for ham at være med i Eurovision-boblen i Torino:

    - Jeg vil ikke sige, det er let for mig at være her. Jeg har stadig øjeblikke, hvor jeg bliver bange for, hvordan min familie har det hjemme i Ukraine.

    Gruppen blev udpeget som Eurovision-repræsentanter i februar, og blot to dage efter deres sejr begyndte Rusland sin invasion af Ukraine.

    Kalush Orchestra optræder i den østukrainske by Lviv nær grænsen til Polen i april. (Foto: ALKIS KONSTANTINIDIS © Ritzau Scanpix)

    Derfor har Kalush Orchestra ikke kunnet mødes og øve deres optræden sammen. I stedet har forsanger Oleh Psiuk brugt de seneste par måneder på at indsamle mad og drikke til nødstedte ukrainere, mens et andet medlem, Slavik Hnatenko, selv har været en del af kampene som soldat i den ukrainske hær.

    Siden Kalush Orchestras sejr i lørdags har både gruppen selv, præsident Volodymyr Zelenskyj og Ukraines kulturminister, Oleksandr Tkatjenko, ytret ønske om, at Ukraine næste år afholder Eurovision.

    Det er første gang i Eurovisions historie, at et krigsramt land har vundet konkurrencen.

  12. I går kl. 20:25

    Toprepublikaner: Bred amerikansk opbakning til at få Finland med i Nato

    Mindretalslederen i det amerikanske senat, republikaneren Mitch McConnell, siger, at der er "stor tværpolitisk støtte" i USA for at få Finland med i Nato.

    Det siger han under et besøg i den finske hovedstad, Helsinki, skriver CNN.

    Her siger republikaneren, at han forventer, at den amerikanske kongres "hurtigst muligt" vil stemme om det finske medlemskab.

    Mitch McConnell i selskab med præsident Niinisto i Helsinki i dag. (Foto: Lehtikuva © Ritzau Scanpix)

    I går oplyste den finske præsident, Sauli Niinistö, og statsminister, Sanna Marin, at man ønsker at blive en del af forsvarsalliancen.

    I dag besluttede Sverige formelt at søge om Nato-medlemskab, og en lignende melding forventes snart at komme fra Finland.

    I Tyrkiet er man dog langt fra lige så positivt stemt ved udsigten til at få de to nordiske lande i Nato. Her til aften siger præsident Erdogan, at Tyrkiet ikke vil sige 'ja' til, at Sverige og Finland bliver optaget i Nato.

    Erdogan begrunder det med, at Sverige og Finland er "rugekasser" for terrororganisationer, der bekæmper Tyrkiet.

  13. I går kl. 20:25

    Jeppe Kofod: Rusland kommer til at betale for genopbygningen af Ukraine

    Jeppe Kofod vil have Rusland til at betale for de ødelæggelser de er ansvarlige for i Ukraine. (Foto: OLIVIER HOSLET © Ritzau Scanpix)

    Når krigen i Ukraine engang er ovre, venter der et enormt og meget dyrt genopbygningsarbejde.

    Den regning skal sendes til Putin, fastslår udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ifølge Ritzau i forbindelse med et møde for EU-landenes udenrigsministre i Bruxelles.

    - De konkrete ødelæggelser kommer Rusland til at betale en pris for.

    - Præcis hvordan vi gør det, skal vi drøfte. Men den danske holdning er klar: Det her kommer med de maksimale omkostninger for Rusland. Også i forhold til genopbygningen, siger han.

    En række andre EU-lande er enige med Kofod. Alternativet er nemlig, at regningen kan ende lande hos EU's skatteydere.

  14. I går kl. 20:19

    Tv-personligheden Sidney Lee er død

    Den kendte tv-personlighed og realitydeltager Sidney Hassel Hansen, kendt som Sidney Lee, er død.

    Det bekræfter familien over for Ekstra Bladet.

    - Vi er i stor sorg, fortæller familien til Ekstra Bladet.

    Sidney Lee blev 43 år.

    Familien ønsker ifølge Ekstra Bladet ikke at oplyse yderligere om dødsfaldet.

    Ifølge DR’s oplysninger var politiet til stede, da Sidney Lee mistede livet, og sagen er derfor overdraget til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).

    Denne sammenhæng kan Københavns Politi dog ikke bekræfte.

    - Jeg kan bekræfte, at der i dag er viderebragt en sag til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Vi har ikke yderligere detaljer at oplyse, fortæller Martin Kajberg, vagtchef ved Københavns Politi til DR.

    Sidney Lee var en af Danmarks første og mest kendte realitystjerner. (Foto: Jonas Olufson © Ritzau Scanpix)
  15. I går kl. 20:11

    Erdogan: Tyrkiet vil ikke sige 'ja' til, at Sverige og Finland bliver optaget i Nato

    Tyrkiet ikke vil sige 'ja' til, at Sverige og Finland bliver optaget i Nato.

    Den siger den tyrkiske præsident Erdogan på et pressemøde i dag.

    Udmeldingen kommer, efter at Sverige i dag officielt har meldt ud, at landet vil søge om at blive en del af forsvarsalliancen.

    Erdogan begrunder det med, at Sverige og Finland er "rugekasser" for terrororganisationer, der bekæmper Tyrkiet.

    På en pressekonference siger præsident Erdogan, at Sverige og Finland ikke behøver at sende diplomatiske delegationer til Ankara for at overbevise Tyrkiet om at ændre holdning.

    For at Sverige og Finland skal blive optaget kræver det enstemmighed hos Nato-landene. Tyrkiet kan derfor blokere for optagelsen ved at stemme nej.

  16. I går kl. 19:10

    Præsident Macron peger på kvindelig premierminister

    Élisabeth Borne beskrives af nyhedsbureauet Reuters som en afdæmpet bureaukrat, der blandt andet har været med til at nedbringe arbejdsløsheden i Frankrig. (Foto: LUDOVIC MARIN © Ritzau Scanpix)

    Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har udpeget på den 61-årige Élisabeth Borne som ny premierminister.

    Hun kommer til at afløse Jean Castex, der trådte tilbage i dag efter to år på posten.

    Élisabeth Borne har et indgående kendskab til det politiske system i Frankrig og ventes at kunne hjælpe Macron til at gennemføre reformer, skriver Ritzau.

    Hun bliver den kun anden kvindelige premierminister i Frankrigs historie.

  17. I går kl. 18:30

    Facebooks whistleblower modtager dansk pris: 'Vi bør lovgive om Metaverset allerede nu'

    Den amerikanske whistleblower Frances Haugen mener, vi bør være opmærksomme på Metas kommende såkaldte Metavers. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

    - Facebooks forretningsmodel er at beholde os på platformen så længe som muligt, så de kan tjene penge på reklamer. Og den korteste vej til flere clicks er vrede og had.

    Sådan lyder det fra 38-årige Frances Haugen, tidligere ansat hos techgiganten Meta, der ejer Facebook og Instagram.

    I maj 2021 forlod Frances Haugen Facebook, men tog i al hemmelighed tusindvis af interne dokumenter med sig.

    De dokumenter delte hun med verden via en række medier for blandt andet at afsløre, at Facebook havde en særlig VIP-gruppe på over fem millioner mennesker, som netværkets regler ikke gjaldt for. Og at Instagram var skadelig især for unge piger og kvinder.

    - Min overbevisning er, at selskabets algoritmer fremmer bestemt ekstremt indhold, siger Frances Haugen til DR Nyheder.

    Francen Haugen har netop vundet den danske Libre-prisen for sine afsløringer. Det er en pris, der gives til en person eller virksomhed, der har gjort en særlig indsats for at fremme menneskerettigheder og gennemsigtighed i den digitale tidsalder.

    Årets Libre-Pris går til Frances Haugen på grund af hendes modige deling af vigtig information om Meta og Facebook, lyder det fra Libre-Prisens formand Lisbeth Bech-Nielsen i en pressemeddelelse.

    - Det ønsker vi i Libre-Prisen at hædre. For det er kun med modige whistleblowere som Frances Haugen, at verden - i denne digitale tidsalder - bliver et bedre sted, siger hun.

    Frances Haugens afsløringer har spillet en stor rolle i EU’s reguleringer af techgiganterne. Blandt andet har afsløringerne haft en betydning for den nye, såkaldte 'Digital Services Act', som på dansk hedder 'retsakten for digitale tjenester'.

    Her lægges der op til, at techgiganterne ændrer deres algoritmer, så de ikke bevidst prioriterer indhold hos brugerne, der har negativ indflydelse på for eksempels borgernes helbred.

    Desuden forpligter retsakten Facebooks moderselskab til at offentliggøre detaljer om de algoritmer, der bestemmer hvilket indhold, en bruger præsenteres for.

    Men ét er at regulere techgiganterne, som de fungerer i dag. Tingene kommer til at ændre sig markant, når Facebook står klar med deres såkaldte Metavers - et virtuelt univers, hvor du eksempelvis kan mødes med andre, via VR-briller, selvom de ikke er i det samme fysiske rum som dig.

    - I metaverset vil de have tusindvis af forskellige apps. Her kan du blive chikaneret eller råbt ad med hate speech, siger Frances Haugen.

    - Derfor skal vi sikre os, at Meta bygger sikkerhedssystemer fra starten, fortsætter hun.

    Siden Frances Haugens lækkede de interne dokumenter, har Meta været ude og forsvare sig selv flere gange i forbindelse med afsløringerne. Blandt andet har de sået tvivl om Frances Haugens troværdighed.

    - Påpeger bare det faktum, at Frances Haugen ikke arbejdede på børns sikkerhed eller Instagram eller researchede på disse problemer og havde derfor ikke noget direkte kendskab til emnet fra hendes arbejde på Facebook, lød det sidste år i et tweet fra Metas Andy Stone.

    CEO Mark Zuckerberg har også udtalt sig offentligt om sagen og blandt andet kaldt Frances Haugens påstande for misvisende:

    - Mange af påstandene giver ingen mening. Hvis vi ønskede at ignorere forskning, hvorfor skulle vi så skabe et førende forskningsprogram for at forstå disse vigtige spørgsmål i første omgang?, sagde han sidste år ifølge the Guardian.

    Men Frances Haugen holder fast i sin kritik af det sociale medie.

    - Jeg har aldrig sagt, at folk skal forlade sociale medier som Instagram. Vi kan godt have sociale medier, som vi har det godt med at bruge. Spørgsmålet er, hvorvidt de her systemer bør operere uigennemsigtigt, når de kontrollerer så stor en del af vores information, siger hun.

  18. I går kl. 18:24

    Kriseramt Sri Lanka løber snart tør for benzin: Har kun nok til én dag mere

    Demonstranter på gaden i hovedstaden Colombo i Sri Lanka for at vise deres utilfredshed med politikernes håndtering af den økonomiske krise. (Foto: Adnan Abidi © Ritzau Scanpix)

    Efter måneder med med uroligheder, undtagelsestilstand og den værste økonomiske krise siden landet fik sin selvstændighed, er Sri Lanka nu snart ved at være helt i knæ.

    Landet løber nemlig ifølge premierminister Ranil Wickremesinghe snart fuldstændig tør for benzin, skriver Reuters.

    - Lige nu har vi kun et lager af benzin til en enkelt dag. De næste par måneder bliver de sværeste i vores liv, siger Wickremesinghe, der næsten lige er tiltrådt på posten.

    Udover benzin er der også stor mangel på mad og medicin, hvilket i flere måneder har fået befolkningen til at gå på gaden i protest mod politikernes håndtering af krisen.

    Det førte til, at næsten hele Sri Lankas regering inklusiv den daværende premierminister i seneste måned måtte gå af.

    • Folk står i kø for at køre benzin ved en bezinstation. Foto: REUTERS/Adnan Abidi (Foto: Adnan Abidi © Ritzau Scanpix)
    • En chauffør tager sig en lur inde i sin ricksaw mens han venter på at kunne købe benzin ved en benzinstation. Foto: REUTERS/Adnan Abidi (Foto: Adnan Abidi © Ritzau Scanpix)
    • Der har i lang tid været mangel på benzin i Sri Lanka, men nu ser det ud til snart at være sluppet op. Folk står i køer over hele landet for at købe benzin. Foto: REUTERS/Adnan Abidi (Foto: Adnan Abidi © Ritzau Scanpix)
    1 / 3
  19. I går kl. 18:15

    Russerne lider store nederlag og kan miste evnen til offensive operationer: 'Vi taler måske om uger'

    Vladimir Putins Rusland har på det seneste oplevet flere tilbageslag i Ukraine. (Foto: SPUTNIK © Ritzau Scanpix)

    Rusland kan have mistet en tredjedel af alle sine indsatte styrker i Ukraine siden invasionens start.

    Sådan lyder det i en opsigtsvækkende melding fra det britiske forsvarsministerium, som dagligt opdaterer om krigen i Ukraine.

    Med andre ord så kører det ikke på skinner for den russiske krigsmaskine, små tre måneder efter at invasionen af Ukraine blev påbegyndt.

    For det er "ret dramatisk" at have mistet så stor en andel styrker, som Rusland har indtil videre, siger Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker hos Forsvarsakademiet.

    Der tales om, at inden længe - vi taler måske om uger - mister Rusland evnen til at fortsætte den nuværende offensive operation.
    Mads Korsager, DR's forsvarsanalytiker

    - Hvis man har mistet så mange soldater, så siger det noget om, at ukrainernes forsvar har været rigtigt godt. Og at det hen over tid kan betyde, at Rusland kommer til at miste evnen til at nå sine mål.

    Ifølge analysen fra det britiske forsvarsministerium betyder de store russiske tab, at de vil få svært ved at accelerere deres offensiv de næste 30 dage.

    Den analyse er DR's forsvarsanalytiker, Mads Korsager, enig i. Faktisk forlyder det, at Rusland inden længe helt kan miste evnen til at lave offensive operationer.

    - Der tales om, at inden længe - måske om nogle uger - vil Rusland miste evnen til at fortsætte den nuværende offensive operation, fordi de hverken har grej eller soldater nok. De vil simpelthen være ude af stand til at lave større angreb, hvis ikke forudsætningerne ændres afgørende, siger han.

    En af de byer, hvor man for alvor kan se, at russerne har mistet kontrollen, er i millionbyen Kharkiv, der ligger i det østlige Ukraine, og som ligger tæt på grænsen til Rusland.

    Siden invasionens begyndelse har Kharkiv været plaget af voldsomme missilangreb, store ødelæggelser og mange dødsfald blandt civile.

    Kharkiv, der siden krigens begyndelse har været genstand for massive russiske bombardementer, er blevet tilbageerobret af ukrainske styrker. (Foto: SERGEY BOBOK © Ritzau Scanpix)

    Men det billede er nu vendt på hovedet, hvor Ukraine har indledt en modoffensiv, fortæller Anders Puck Nielsen.

    - I Kharkiv er situationen fin set fra Ukraines synspunkt, fordi man for første gang i flere måneder ikke er indenfor rækkevidde af russisk artilleri. Så byen er ikke under daglige angreb længere, siger han.

    - I områderne nord for Kharkiv, hvor russerne stadig står, virker det som om, at russerne har gang i en kontrolleret tilbagetrækning henover den russiske del af grænsen. Det virker til, at de har givet op. De kæmper ikke rigtig mere, og det ser ud til, at det kun er et spørgsmål om tid, før ukrainerne tager området tilbage.

    Tilbageerobringen af Kharkiv er en stor fjer i hatten for Ukraine, siger Claus Mathiesen, der er lektor ved Forsvarsakademiet.

    - Omkring Kharkiv har vi set, at ukrainerne har smidt russerne ud. Kharkiv er vigtig, fordi det er Ukraines næststørste by, og så er det en vigtig milepæl, fordi det er deres selverklærede mål at trænge de russiske styrker ud af Ukraines grænser, siger han.

    Slaget om Kharkiv er dog ikke det eneste sted, hvor Rusland har lidt nederlag på det seneste.

    I sidste uge lykkedes det også Ukraine at forårsage skade på både russisk materiel og mandskab ved Siverskyi Donets-floden i Luhansk-regionen, da man ødelagde to såkaldte pontonbroer.

    Billeder, der er udlevet af det ukrainske militær, viser de ødelagte køretøjer ved flodens bred. (Foto: UKRAINIAN AIRBORNE FORCES COMMAN © Ritzau Scanpix)

    - Ukrainerne havde regnet ud, hvor russerne ville krydse floden, og derfra ventede de tålmodigt, indtil overgangen startede. Derfra plastrede man de russiske enheder til med artilleri. På den måde lykkedes det tilsyneladende Ukraine at udslette det meste af en russisk bataljonskampgruppe.

    - Det er endnu et eksempel på, at ukrainerne har været i stand til at hindre en storoffensiv fra russisk side, siger Claus Mathiesen.

    Ifølge det ukrainske militær blev omtrent 1.000 soldater dræbt og 50 militærkøretøjer ødelagt, skrev Ekstra Bladet. Oplysningerne har DR ikke kunnet verificere.

    Med de russiske tilbageslag forventer Claus Mathiesen, at krigen inden for kort tid bevæger sig ind i en ny fase, som han kalder den tredje fase.

    Første fase var forsøget på at lave et hurtigt regimeskifte i Kyiv i krigens begyndelse. Det endte med, at russiske styrker trak sig væk fra hovedstaden.

    Anden fase begyndte, da Rusland erklærede, at man ville koncentrere sig om en offensiv i øst.

    - Den offensiv har vi set på og i nogen grad ventet på i halvanden måned, uden at det for alvor ser ud til at lykkes. Ukraine været gode til at ramme russernes svage punkt, nemlig logistikken og opbygningen til de store fremstød, som russerne havde i tankerne, siger han.

    Derfor regner han med, at tredje fase indledes inden længe.

    - Efter min overbevisning vil russerne nu gå efter at befri resten af Luhansk-republikkens territorium, og der mangler man cirka ti procent.

    - Derefter tror jeg, man vil vende tilbage til Donetsk-republikkens territorium. For hvis russerne skal erklære bare en minimal sejr, så skal man have de to republikker, som man i princippet gik i krig for, siger Claus Mathiesen, der dog ikke er sikker på, at det er en plan, der med garanti bliver en succes:

    - Om det kan lykkes med det, er en anden sag. For man har set alvorlige svaghedstegn hos de russiske styrker.

  20. I går kl. 17:41

    Mand i kritisk tilstand efter togpåkørsel

    En mand befinder sig i kritisk tilstand, efter at han mandag eftermiddag er blevet ramt af et tog ved Dybbølsbro Station i København. Han er nu overført til Rigshospitalet.

    Det oplyser Martin Kajberg, der er vagtchef ved Københavns Politi, til Ritzau.

    - Omstændighederne har vi fastlagt som en ulykke. Det er sket med udgangspunkt i vidneafhøringer og overvågning.

    - Vi kan konstatere, at han krydser skinnerne og får ikke orienteret sig ordentligt. Derefter bliver han påkørt af et tog, siger han til Ritzau.

    Det var anden gang i dag at en person blev påkørt af et tog i København. Togtrafikken var kortvarigt sat i stå, men nu er de fleste tog begyndt at køre igen.

  21. I går kl. 17:35

    LÆS SVARENE: Hvorfor vil finland og Sverige med i Nato - og kan Tyrkiet bare sige nej?

  22. I går kl. 17:23

    Fransk premierminister går af forud for ventet rokade

    Frankrigs premierminister, Jean Castex, fik to år på posten. (Foto: LUDOVIC MARIN © Ritzau Scanpix)

    Frankrigs premierminister, Jean Castex, har som ventet afleveret sin opsigelse og forlader dermed posten efter godt to år.

    Opsigelsen kommer efter Emmanuel Macrons genvalg som præsident, og det baner vejen for, at han kan udpege en ny premierminister og gennemføre en ministerrokade.

    Den franske præsident sagde for godt en uge siden, at han allerede kender navnet på den, der skal være ny premierminister.

    I Frankrig er præsidenten statsoverhoved og den klart mest magtfulde.

    Premierministeren skal sikre, at landets love bliver implementeret og leder regeringen og dens daglige arbejde, skriver Ritzau.

  23. I går kl. 17:12

    Region Sjælland vil undersøge omfanget af amputationer

    Region Sjælland vil nu sætte gang i en undersøgelse, der skal kaste lys over, om der er sket unødvendige benamputationer i regionen.

    Det oplyser regionen til DR Nyheder.

    Det sker som en direkte konsekvens af, at det for nylig kom frem, at Region Midtjylland har foretaget op mod 47 unødvendige benamputationer om året i en længere årrække og som kunne have været undgået med forebyggende behandling.

    Også Region Hovedstaden har meldt ud, at den vil undersøge antallet af benamputationer.

    Sagen i Region Midtjylland har foreløbigt kostet koncerndirektør Ole Thomsen jobbet.

  24. I går kl. 16:49

    Partilederne får indblik i fortrolige oplysninger i Claus Hjort-sagen

    Justitsminister Mattias Tesfaye (S) har i dag inviteret alle partiledere til møde for at give dem indblik i de fortrolige oplysninger om, hvad tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) præcist er tiltalt for.

    Men selvom partilederne har fået lov at få indsigt i de hemmelig sagsakter, så må de ikke fortælle, hvad de får at vide, til resten af Folketingets medlemmer.

    Det har fået folketingsmedlemmer fra begge fløje til at rette skarp kritik af regeringen, fordi Folketinget snart skal stemme om, hvorvidt Claus Hjort Frederiksens immunitet skal ophæves.

    Kritikerne mener ikke, at de kan stemme om en sag, hvor de ikke kender detaljerne.

    Både Nye Borgerliges Pernille Vermund og Liberal Alliances Alex Vanopslagh afslog derfor Tesfayes invitation.

  25. I går kl. 16:47

    Fik 16 års fængsel for at indsmugle 70 kilo kokain - to andre også idømt lange straffe

    Tre mænd er blevet idømt henholdsvis 16, 10 og 8 års fængsel for medvirken til indsmugling, opblanding og videresalg af en større mængde kokain.

    Det har Københavns Byret afgjort, skriver Ritzau.

    En 33-årig mand fik den hårdeste straf på 16 års fængsel. Han var tiltalt for at have håndteret knap 70 kilo kokain og for at være lederen i indsmuglingen.

    Sagen er en del af et større sagskompleks, der er blevet døbt "Operation Hugin".

  26. I går kl. 16:28

    Togene holder stille ved Dybbølsbro efter to personpåkørsler

    Togtrafikken ved Dybbølsbro Station i København blev mandag eftermiddag indstillet, fordi hele to personer er blevet påkørt af et tog.

    Det oplyser DSB og Københavns Politi.

    Ifølge politiet fik man den første anmeldelse om en påkørsel mandag morgen og den anden klokken 15.30.

    Det er uvist hvilken tilstand de to personer er i, men ifølge B.T. er én af dem kørt til Rigshospitalet.

    Både politi og brandvæsen er på stedet, fortæller vagtchef ved Københavns Politi, Martin Kajberg til Ritzau.

    Næsten samtlige S-toge er berørt af ulykkerne, men nogle få af togene er begyndt at køre igen.

    DSB oplyser, at man skal være forberedt på at uregelmæssige afgange og forsinkelser.

  27. I går kl. 16:34

    Danmark melder sig klar til at beskytte Nato-ansøgerne Sverige og Finland: 'Deres sikkerhed er vores sikkerhed'

    Skulle Finland eller Sverige blive offer for aggression på deres territorium, inden de opnår Nato-medlemskab, vil Danmark "bidrage med alle tilgængelige midler", siger statsministeren. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Danmark har sammen med Island og Norge besluttet at udstikke 'sikkerhedsforsikringer' til Sverige og Finland, mens de venter på at blive optaget i forsvarsalliancen Nato.

    Det oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) på et såkaldt doorstep her til eftermiddag sammen med forsvarsminister Morten Bødskov (S).

    - Det betyder, at vi er parate til at gøre alt, hvad der står i vores magt for at hjælpe til, hvis de to lande skulle blive udsat eksempelvis for et væbnet angreb i optagelsesperioden, siger statsministeren.

    Sverige og Finland har begge kurs mod at søge om Nato-medlemskab, men der kan gå måneder, før de bliver optaget og dermed bliver omfattet af Artikel 5 - den såkaldte musketered, hvor alle Natos medlemslande forpligter sig til at komme et medlemsland til undsætning, hvis det bliver angrebet.

    - Det gør vi i solidaritet, men vi gør det også, fordi de to landes sikkerhed er vores sikkerhed, lyder det fra statsministeren, der fortæller, at sikkerhedsforsikringerne gælder fra i dag.

    En lignende melding kommer fra forsvarsministeren, der siger, at Danmark er "klar til at gøre, hvad der skal til og til at støtte - også militært".

    - Det er vigtigt for os at understrege, at der ikke er nogen konkret trussel mod Danmark, men vi må også forholde os til, at Rusland er en trussel. Vi må også forholde os til, at Østersøen er blevet et område med øgede spændinger, siger Morten Bødskov.

    Med sikkerhedsforsikringerne tilkendegiver Danmark, at man vil "stå side om side" i tilfælde af angreb, siger statsministeren:

    Her til eftermiddag meddelte den svenske statsminister, Magdalena Andersson, at Sveriges regering formelt har besluttet at søge om svensk medlemskab af Nato.

    - Vi forlader en epoke og går ind i en anden. Vi vil informere Nato om, at vi ønsker at blive medlem af alliancen, lød det for kort tid siden fra statsminister Andersson.

    Dermed er Sverige klar til at gøre op med mere end 200 års svensk neutralitet.

    Og det skyldes i høj grad en "spektakulær fejlvurdering" fra præsident Putins side, lyder det fra Ulf Kristersson, formand for oppositionsspartiet Moderaterne.

    Hans parti har sigtet efter svensk Nato-medlemskab i 20 år, og nu har Sverige altså taget et historisk skridt i den retning.

    - Mens jeg begræder årsagen til, at vi nu drager ud på denne rejse, så er det ikke mindre en stor dag. Vi vender endelig hjem, lyder det fra Ulf Kristersson.

    Og han er ikke alene om at tage store ord i brug.

    - Det er en historisk forandring, der kan sidestilles med indtrædelsen i EU, lyder vurderingen fra Elisabeth Marmorstein, indenrigspolitisk kommentator hos den svenske public service-kanal SVT.

    Også Finland forventes inden for kort tid endeligt at bekræfte, at man sender en ansøgning afsted. Landet har kørt parløb med Sverige i forhold til Nato, og i går oplyste landets præsident, Sauli Niinistö, og statsminister, Sanna Marin, at man ønsker at blive en del af forsvarsalliancen.

    Mens Danmark og Norge har været medlemmer af Nato siden stiftelsen i 1949, så har Finland og Sverige indtil nu insisteret på at holde sig uden for forsvarsalliancen.

    Men i begge lande har Ruslands invasion af Ukraine medført et stort flertal for at komme med i Nato.

    Og udviklingen er langt fra hverdagskost. Der er tale om ”det største sikkerhedspolitiske paradigmeskift siden afslutningen på den kolde krig”, lød vurderingen i går fra Major Steen Kjærgaard, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, efter de to landes regeringer signalerede, at der var et kursskifte på vej.

    - Det betyder, at russerne reelt bliver pakket ind af Nato fra Anatolien og hele vejen op til Arktis. Det er russernes værste skræk overhovedet.

    Og Rusland lader da heller ikke til at være tilfredse med udviklingen.

    For mens præsident Putin her til eftermiddag udtrykte, at Rusland ikke har nogen udeståender med Sverige eller Finland, så slog han fast, udvidelsen er et problem for Rusland, og at det kræver en russisk reaktion, hvis Nato udvider sin militære infrastruktur.

    Præsident Putin er i dag vært for et møde i den regionale sikkerhedsalliance CSTO. På billedet har han følgeskab af lederne af Armenien, Belarus, Kirgistan, Kasakhstan og Tadjikistan. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

    En Nato-udvidelse vil føre til større spændinger i Europa, lyder meldingen ligeledes fra Stanislav Zas, generalsekretær hos forsvarsgruppen CSTO, som Rusland står i spidsen for, skriver Reuters.

  28. I går kl. 16:03

    Tidligere overlæge Svend Lings sigtet for hjælp til selvmord

    Den fynske, tidligere overlæge Svend Lings er igen blevet sigtet for at at bryde straffelovens § 240, der handler om hjælp til selvmord.

    Det bekræfter Svend Lings over for DR Fyn.

    Ifølge ham kommer anmeldelsen fra en pårørende til en person, som begik selvmord i 2020.

    Fyns Politi bekræfter også sigtelsen, men har ikke yderligere kommentarer.

    Svend Lings blev i 2019 idømt 60 dages betinget fængsel for medvirken til to selvmord og et selvmordsforsøg.

    Han blev samme år frataget sin autorisation som læge og blev ekskluderet af Lægeforeningen.

  29. I går kl. 15:28

    Mette Frederiksen: Danmark stiller en 'sikkerhedsforsikring' overfor Finland og Sverige, indtil de er optaget i Nato

    Det kan tage flere måneder, at behandle Sveriges og Finlands ansøgninger om medlemskab i Nato.

    Derfor har Danmark sammen med Norge og Island besluttet at stille en forsikring om sikkerhed overfor de to lande, indtil de er formelt optaget.

    Det fortæller statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde.

    Hun forklarer, at det betyder, at Danmark vil gøre "alt hvad vi kan for at hjælpe de to lande", hvis de skulle blive udsat for angreb.

    Hun siger desuden, at ligeså snart Nato er klar, så vil regeringen "så hurtigt som muligt" fremsætte et beslutningsforslag til Folketinget om de finske og svenske Nato-ansøgninger.

    Alle Natos medlemslande skal nemlig godkende nye medlemskaber.

    Regeringens melding kommer efter, at Sverige for kort tid siden annoncerede, at landet officielt er klar til at søge om at blive medlem af Nato. Tidligere på ugen kom Finland med samme melding.

  30. I går kl. 15:22

    LIVE-TV: Statsministeren og forsvarsministeren holder doorstep om Nato

    Mette Frederiksen (S) holder doorstep med forsvarsminister Morten Bødskov (S). (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Statsminister Mette Frederiksen (S) holder doorstep med forsvarsminister Morten Bødskov (S), efter at Sverige og Finland har meldt ud, at de agter at søge om medlemskab af Nato.

    Se pressemødet i playeren herover.

  31. I går kl. 15:08

    Sverige har formelt besluttet at søge om Nato-medlemskab

    Den svenske regering har nu formelt besluttet, at Sverige vil søge om at blive medlem af Nato.

    Det siger landets statsminister, Magdalena Andersson, på et pressemøde.

    - Vi forlader en epoke og går ind i en anden. Vi vil informere Nato om, at vi ønsker at blive medlem af alliancen, siger hun blandt andet.

    Udmeldingen kommer dagen efter, at det svenske regeringsparti, Socialdemokraterna, meddelte, at den var klar til at søge om optag i forsvarsalliancen.

    Ved samme lejlighed udtalte Andersson, at ansøgningen dog vil indeholde de forbehold, at der ikke må opstilles kernevåben og permanente baser på svensk terrirorium.

    Tidligere på ugen meddelte Finland også, at landet officielt er klar til at sende en ansøgning om medlemskab afsted mod Nato.

  32. I går kl. 15:07

    Universitetsstuderende søger igen mod udlandet

    Københavns Universitet sender igen sine studerende til udlandet i stor stil.

    På forårssemesteret har universitetet sendt knap 500 studerende til udlandet. Til efteråret er omkring 1.100 skrevet op til at skulle afsted, og det er tæt på det normale før coronaen, skriver Ritzau.

    De studerende søger særligt mod store europæiske lande som Tyskland og Frankrig. Men også andre verdensdele kan være med, viser trenden de seneste fem år.

    - Kina, New Zealand, Australien og Canada er blevet populære destinationer, mens det er gået ned ad bakke for USA, siger skolens sektionschef i International Uddannelse, Anne Bruun.

  33. I går kl. 14:30

    Indien ramt af ny voldsom hedebølge: 49 grader i hovedstaden

    En mand beskytter sit ansigt for solen i den indiske hovedstad i dag. (Foto: Sajjad Hussain © Ritzau Scanpix)

    En voldsom hedebølge har hårdt fat i den indiske hovedstad, New Delhi. Her viser termometret over 49 grader i dele af byen, beretter BBC.

    Dermed er hovedstaden ramt af sin femte hedebølge siden marts.

    Det er ikke kun i Delhi, at befolkningen lider under ulidelig varme. Også delstaterne Himachal Pradesh, Haryana, Uttarakhand, Punjab og Bihar oplever voldsomme temperaturer i øjeblikket, rapporterer BBC.

    Mediet påpeger, at mens hedebølger langt fra er et ukendt fænomen i Indien, så ankom varmen ganske tidligt i år med en hedebølge allerede i marts måned.

    En dreng køler ned i New Delhi. (Foto: Sajjad Hussain © Ritzau Scanpix)
  34. I går kl. 14:02

    Byret fængsler 29-årig i sag om drab til markedsfest

    En 29-årig mand er ved Retten i Nykøbing Falster blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for et knivdrab fredag på Døllefjelde Musse Marked på Lolland. Det oplyser senioranklager Susanne Bluhm til Ritzau.

    Den 29-årige blev søndag anholdt efter at have meldt sig selv til politiet.

    Ved retsmødet nægtede han sig skyldig. Han tog også forbehold for, om han vil kære kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

    Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, så det er uvist, om den afdøde og den formodede gerningsmand kendte hinanden, eller hvad motivet til det dødelige overfald skulle være.

    Offeret for drabet var en 32-årig mand, der efter knivstikkeriet blev fløjet til Rigshospitalet for at blive behandlet for sine skader. Men lørdag afgik manden ved døden.

  35. I går kl. 14:01

    Partier orienteres om Claus Hjort-sagen: Flere partier vil give indsigt til alle folketingsmedlemmer

    Claus Hjort Frederiksen (V) udtaler sig på Christiansborg, torsdag den 12. maj 2022. Anklagemyndigheden vil tiltale Claus Hjort Frederiksen for viderebringelse af statshemmeligheder. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Her til formiddag har de første partiledere været til orientering i Justitsministeriet i sagen om tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

    Justitsminister Mattias Tesfaye (S) og Rigsadvokaten var til stede for at give sin forklaring på, hvorfor Rigsadvokaten mener, at han skal tiltales efter paragraf 109 for at røbe statshemmeligheder.

    Møderne i Justitsministeriet er fortrolige, så partilederne må ikke videregive indholdet til folketingsgrupperne.

    Regeringen lægger derefter op til, at de 179 folketingsmedlemmer skal stemme om at ophæve Claus Hjort Frederiksens immunitet. Det kritiserer flere partier i Folketinget, da medlemmerne så skulle stemme uden at kende det konkrete indhold af sagen.

    Her er, hvad partierne mener om sagen forud for møderne i Justitsministeriet:

    I sidste uge sagde justitsminister Mattias Tesfaye, at han er klar til at retsforfølge den tidligere forsvarsminister, hvis Folketinget vælger at ophæve Hjort Frederiksens immunitet.

    - Vores indstilling er, at vi skal følge den anmodning, der er fra Rigsadvokaten og have respekt for det faglige arbejde, som er blevet foretaget der.

    Justitsministeren oplyser, at Socialdemokratiet stemmer samlet om at ophæve immuniteten.

    Justitsminister Mattias Tesfaye (S) er klar til at ophæve Claus Hjort Frederiksens (V) immunitet på baggrund af Rigsadvokatens indstilling om tiltale. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Claus Hjort Frederiksens partifæller i Venstre vil ikke tage stilling til, om man skal stemme for at ophæve hans immunitet, før man kender tiltalen mod ham. Det skriver Jakob Ellemann-Jensen på Facebook.

    Ifølge Venstres Karen Ellemann bør Folketingets øverste ledelse, Præsidiet, arbejde for, at Folketingets medlemmer får at vide, hvad regeringen vil tiltale Claus Hjort Frederiksen for.

    Ellers kan folketingsmedlemmerne ikke vurdere, om Hjort skal fratages sin immunitet, mener Karen Ellemann, der selv er 1. næstformand i Præsidiet.

    - Jeg synes ikke, det er rimeligt, at et folketingsmedlem går ned og stemmer uden at vide, hvad sagen drejer sig om.

    Karen Ellemann (V) mener, at Folketingets øverste ledelse, Præsidiet, skal orientere Folketinget om Rigsadvokatens indstilling. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021) (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

    Står det til Enhedslisten så skal alle folketingsmedlemmer have indsigt i sagen. Derfor opfordrer partiets politiske ordfører, Mai Villadsen, også til, at sagen kommer for Præsidiet. Derfor er Enhedslisten endnu ikke klar til at melde ud, om de vil ophæve immuniteten.

    - Vi ønsker generelt mere åbenthed i retsplejen. Og vi synes helt generelt, at alle de folketingsmedlemmer, der skal trykke på knappen og ophæve immuniteten bør have indsigt i denne her sag, før vi er klar til det i Enhedslisten, siger Mai Villadsen.

    Politisk ordfører Mai Villadsen (EL) portrætteret under Enhedslistens årsmøde i Hafnia-Hallen i København fredag den 13. maj 2022.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Hos Konservative mener formand Søren Pape Poulsen, at der er vigtige principper på spil. Han har ikke gjort partiets stilling op endnu, men ser nogle principielle prorblemer, hvis Folketinget ikke ophæver Claus Hjort Frederiksens immunitet.

    - Vi har et stort problem, hvis vi har et folketing, der mener, at jo mere hemmelige oplysninger man har tilgængeligt, så kan man så blive fredet af sine kolleger i folketinget, siger han.

    Søren Pape Poulsen (KF) er klar til at diskutere om, Folketingets medlemmer skal tage stilling til lignende sager i fremtiden. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Dank Folkeparti meddelte i sidste uge, at partiet vil have "fuld åbenhed" om, hvad den tidligere forsvarsminister er tiltalt for, før de tager stilling til, om Hjorts immunitet skal ophæves.

    - Vi skal have fuld viden, fuld indsigt. Ellers kan vi ikke vurdere, siger DF's retsordfører, Peter Skaarup.

    Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup vil have fuld indsigt i sagen om Claus Hjort Frederiksen (V), før partiet tager stilling til, om hans immunitet skal ophæves. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Nye Borgerliges formand Pernille Vermund sagde allerede i sidste uge, at partiet vil frede Claus Hjort Frederiksens immunitet, hvis ikke folketingsmedlemmer får indblik i sagen.

    Pernille Vermund ønskede at få en jurist med som bisidder til mødet i Justitsministeriet, men det fik hun ikke lov til, og derfor dropper hun at møde op.

    - Jeg vil hverken selv eller bede mine partifæller om at stemme i blinde. Jeg synes, det er meget bemærkelsesværdigt med en sag, hvor ingen får at vide, hvad der står i anklageskriftet.

    Pernille Vermund (NB) vil ikke deltage i orienteringen i Justitsministeriet, da hun ikke måtte medbringe en juridisk bisidder. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Samme holdning finder man hos Liberal Alliance. Heller ikke her vil formand Alex Vanopslagh møde op til den fortrolige orientering. Blandt andet fordi de så ikke vil kunne udtale sig kritisk om sagen bagefter uden at bryde fortroligheden.

    - Det er jo mageløst. Regeringen forsøger at give os partiledere mundkurv på, ved at give os en fortrolig orientering, som vi ikke må dele med nogen. Det er ikke sådan et folkestyre skal være, skriver han på Twitter.

    Alex Vanopslagh (LA) mener ikke, at det er holdbart, at orienteringen om Claus Hjort Frederiksen (V) er fortrolig. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    I Frie Grønne er man også skeptisk omkring, at møderne i Justitsministeriet er fortrolige. Og ligesom Konservative vil partiet gå ind i en diskussion om, hvorvidt Folketinget overhovedet skal tage stilling til den slags sager. Men formand Sikandar Siddique medgiver, at der er en række dilemmaer i sagen.

    - På den ene side så ønsker Frie Grønne mere åbenhed i politik, og alt det hemmelighedskræmmeri virker suspekt. Men på den anden side så har vi også dilemmaet med, at danskerne ikke skal føle, at politikerne kan slippe afsted med ikke at stå til ansvar, siger Sikandar Siddique.

    Frie grønne venter med at tage endelig stilling til immunitetsspørgsmålet.

    Frie Grønne har endnu ikke taget stilling til, om de vil ophæve Claus Hjort Frederiksens (V) immunitet, oplyser formand Sikandar Siddique forud for mødet i Justitsministeriet. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    SF, Radikale Venstre, Kristendemokraterne og Alternativet har endnu ikke meldt ud, hvor de står i sagen.

  36. I går kl. 13:52

    Skatterabat til hybridbiler har været en dyr omgang: 'Utrolig lidt klima for pengene'

    Socialdemokratiet og støttepartierne er i gang med at genforhandle aftalen om rabatten til plugin-hybridbilerne. Støttepartierne kræver, at rabatten bliver udfaset ved udgangen af 2025 i stedet for 2030. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix – colourbox – illustration: DR Nyheder

    I over et år har et flertal i Folketinget givet forbrugerne store skatterabatter på plugin-hybridbiler for at få os til at droppe benzinbilen og redde klimaet.

    Men efter Detektor har regnet på sagerne, så mener flere eksperter, at skatterabatten på plugin-hybridbilerne bør skrottes.

    - Vi får utrolig lidt klima for pengene, og det er dermed ineffektiv klimapolitik, siger Mogens Fosgerau, professor i transportøkonomi ved Københavns Universitet.

    Siden rabatten blev indført, er den blevet kritiseret for at være en dyr løsning på klimaforandringerne. Men først nu er der et bud på, præcis hvor dyr den har været.

    På baggrund af nye tal fra Skatteministeriet har professor Mogens Fosgerau sammen med tænketanken Cepos beregnet prisen på rabattens klimaeffekt.

    Det har kostet cirka 6.500 kroner for hvert ton CO2, den danske stat har sparet klimaet for ved at få flere danskere til at køre i plugin-hybridbiler. Og det er dyrt sammenlignet med andre klimatiltag.

    - Atmosfæren er fuldstændig ligeglad med, hvor CO2-udledningen kommer fra. CO2 er CO2. Så det er jo fjollet at give 6.500 kroner for et ton CO2, når man kan få det meget billigere på andre måder, siger professor Mogens Fosgerau

    Klimaministeriet har lavet en liste over prisen på forskellige klimatiltag og langt de fleste er billigere end skatterabatten til plugin-hybridbiler.

    Til sammenligning vil det for eksempel koste 560 kroner at spare et ton CO2 gennem statslig skovrejsning, vurderer ministeriet.

    - Det siger mig, at vi køber CO2-reduktionerne alt, alt for dyrt ved plugin-hybridbilerne, siger Otto Brøns-Petersen, der er analysechef i tænketanken Cepos og har lavet beregningen for Detektor.

    Han er desuden tidligere direktør med ansvar for økonomi og skattepolitik i Skatteministeriet.

    Det giver ikke mening at holde fat i rabatten. Man køber CO2-besparelsen meget dyrt, mener Otto Brøns-Petersen, analysechef i Cepos. (© Cepos)

    Otto Brøns Petersen sammenligner de cirka 6.500 kroner, det koster at reducere et ton CO2 ved hjælp af skatterabatter på plugin-hybridbiler, med den CO2-afgift på 750 kroner, som regeringen foreslår at indføre.

    Regeringens CO2-afgift vil betyde, at en virksomhed fremover skal betale 750 kroner for at udlede et ton CO2. Derfor skal klimatiltag til at mindske CO2-udledningen helst ikke koste meget mere, hvis det skal give mening at indføre dem, påpeger Otto Brøns Petersen.

    Det giver jo ingen mening, at regeringen accepterer, at plugin-hybridbilerne koster 6.500 kr. for et ton sparet CO2
    Henning Hyllested, transportordfører Enhedslisten

    Han bakkes op af miljøøkonomisk vismand Lars Gårn Hansen, der også er professor i miljøøkonomi på Københavns Universitet.

    - Det er med til at sætte en streg under, at det ikke giver mening at give skatterabatter på plugin-hybridbiler.

    - Det er væsentligt dyrere end det behøver at være for at nå målet om at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 procent i 2030, siger Lars Gårn Hansen.

    Han er også kritisk over for skatterabatten på rene elbiler. Med den koster det cirka 4.700 kroner at reducere udledningen med et ton CO2, viser Detektors beregning.

    Lars Gårn Hansen mener, det vil være mere effektivt at få folk til at skifte fra benzinbiler til elbiler ved at indføre en ny CO2-afgift på brændstof.

    Også i Klimarådet bliver der set med skepsis på den nuværende skatterabat på plugin-hybridbilerne.

    Klimarådet er en gruppe af uafhængige eksperter, der rådgiver den danske regering om klimaindsatsen

    Rådets næstformand, Niels Buus Kristensen, foreslår i et interview med Detektor at skærpe kravene til, hvornår en plugin-hybridbil tæller som grøn og dermed kan få rabat.

    - Ved at sænke den grønne grænse vil man kunne få de tungeste plugin-hybridbiler og dem med kortest rækkevidde til at blive undtaget fra rabatten. Derved vil man få en større CO2-besparrelse pr. plugin-hybridbil, man giver skatterabat til.

    Han vil dog ikke fjerne rabatten helt ligesom de tre andre eksperter. Han mener, at den kan være et skub på vejen til at få folk til at køre på ren el.

    - Transportsektoren - herunder plugin-hybridbiler - er generelt et af de dyre steder at opnå CO2-reduktioner. Der er ingen tvivl om, at vi på andre sektorer som landbruget og industrien kan opnå billigere reduktioner. Men vi skal have transportsektoren med over på el, siger Niels Buus Kristensen, der også er forskningsleder på Transportøkonomisk Institutt i Oslo.

    Selvom plugin-hybridbilerne udleder mindre CO2 end benzinbiler, er det ofte ikke nok til, at det for alvor batter for klimaet.

    Ifølge bilproducenternes test udleder mange plugin-hybridbilerne betydeligt mindre end benzinbiler. Men når bilerne kommer ud på vejene, er virkeligheden mindre grøn. Det skyldes, at bilejerne ikke oplader deres hybridbiler nok og derfor kommer til at køre en stor del af tiden på benzin.

    Det blev slået fast i et notat fra Vejdirektoratet, der kom frem i offentligheden i januar.

    Detektor kunne dengang afsløre, at daværende skatteminister Morten Bødskov kendte til undersøgelsen fra Vejdirektoratet uden at dele den med Folketinget eller medierne, selvom han blev spurgt specifikt ind til det.

    Socialdemokratiet og støttepartierne sidder netop nu og genforhandler aftalen om skatterabatten på plugin-hybridbiler.

    Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, blev “noget forbløffet”, da han så Detektors nye beregning af, hvor meget det koster at reducere CO2-udledningen gennem skatterabatter på plugin-hybridbiler.

    - Hvis regeringen vil stå på mål for en CO2-afgift på 750 kroner, så giver det jo ingen mening, at de accepterer, at plugin-hybridbilerne koster 6.500 for et ton sparet CO2. Det er jo vanvittigt, siger han.

    Enhedslisten kommer til at tage Detektors beregning med til forhandlingsbordet og kræve rabatten til hybridbilerne udfaset allerede ved udgangen af 2025 i stedet for 2030, som den nuværende aftale lægger op til. Enhedslisten bakkes op af både Radikale Venstre og SF.

    Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Skatteministeren inden deadline.

  37. I går kl. 13:40

    Fødevarestyrelsen advarer mod 57 farlige kosttilskud

    Fødevarestyrelsen advarer forbrugere mod 57 kosttilskud, der kan medføre hjertestop, hjerneblødning og skader på skjoldbruskkirtlen.

    Det skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.

    Der er tale om kosttilskud, som forhandles via hjemmesiden ironyou.dk.

    Virksomheden sælger blandt andet kosttilskuddet Angel Dust, som indeholder det farlige kemiske stof 1,3-dimethylamylamin (DMAA), der kan give både hjertestop og hjerneblødninger.

    Andre sundhedsskadelige kosttilskud på listen er Trec Nutrition - Asgwagandha, AllNutrition - Ashwagandha og Health Tru Nutrition - Ashwagandha.

    Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugere, der har købt kosttilskud via hjemmesiden, til at kassere dem, hvis de indeholder nogle af de nævnte stoffer og ingredienser.

  38. I går kl. 13:30

    Statsrevisorer kritiserer lange sagstider ved byretter

    Justitsministeriet og domstolene får kritik af Statsrevisorerne for ikke at nedbringe sagsbehandlingstiderne ved de danske byretter.

    De lange behandlingstider har i nogle tilfælde ført til, at dømte har fået strafrabat. Det har negative konsekvenser for borgernes retsfølelse, skriver Statsrevisorerne i deres beretning.

    Statsrevisorerne kalder det også "utilfredsstillende", at sagsbehandlingstiderne fortsat stiger, selv om Folketinget de senere år har vedtaget flere ændringer af retsplejeloven og bevilget flere penge til området.

    Justitsminister Mattias Tesfaye (S) erkender blankt, at der går for lang tid ved byretterne. Han siger til Ritzau, at han nu vil drøfte med Folketingets partier, om der skal tilføres yderligere penge for at nedbringe sagstiderne.

    I 2021 tog den gennemsnitlige almindelige straffesag 196,5 dage om at blive behandlet. Retterne skal så vidt muligt beramme straffesagerne inden for 2 uger.

  39. I går kl. 13:25

    Guvernør: Ukrainske soldater har nået Ruslands grænse

    De ukrainske soldater rykker efter eget udsagn tættere på grænsen mellem Rusland og Ukraine. (Foto: UKRAINIAN MINISTRY OF DEFENCE © Ritzau Scanpix)

    Guvernøren i regionen Kharkiv Oblast, Oleh Sinegubov, har delt en video på mediet Telegram, hvor man efter sigende kan se en gruppe ukrainske soldater ved den ukrainsk-russiske grænse tæt på Kharkiv.

    - Vi er her. Vi er ved grænsen, kan man høre soldaterne sige på videoen, ifølge BBC.

    Det er uvist, helt præcist hvor soldaterne befinder sig, og det har heller ikke været muligt at bekræfte udmeldingen fra guvernøren.

    - Vi er stolte af soldaterne fra den 227. bataljon, som har genrejst grænseskiltet. Vi takker alle, der risikerer deres liv, skriver Sinegubov på Telegram.

    Ukraines hær har de seneste dage haft held til at fortrænge russiske styrker fra området omkring storbyen Kharkiv, Ukraines andenstørste by. Ifølge Sinegubov betyder det, at beskydningen mod byen er aftaget.

  40. I går kl. 12:47

    McDonald's vil sælge sine forretninger i Rusland

    Den amerikanske fastfoodkæde McDonald's har besluttet sig for at sælge alle sine restauranter i Rusland efter mere end 30 år i landet, skriver Reuters.

    - Den humanitære krise, der er affødt af krigen i Ukraine, og den ustabile situation heraf har gjort, at det ikke længere er holdbart at have forretningen i Rusland, står der i en pressemeddelelse fra McDonald's.

    I marts lukkede burgerrestauranten alle sine butikker i Rusland, og de kan nu se frem til at indkassere cirka 1,2 milliarder dollars, hvis de lykkes med salget.

  41. I går kl. 12:26

    Fødevarestyrelsen tilbagekalder oliventapenade på grund af allergen

    Der er risiko for, at man får en allergisk reaktion, hvis man spiser oliventapenade, der er solgt i en række butikker.

    Sagen er den, at 'Irmas Oliven tapenade' med bedst før-datoen 25. marts 2024 indeholder udeklareret sesam, der for nogle kan fremkalde en allergisk reaktion.

    Så før det store tapasbord anrettes derhjemme, så tjek endelig datoen.

    Produktet sælges i Irma-, Kvickly-, SuperBrugsen og Dagli'Brugsen-butikker i hele landet, skriver Fødevarestyrelsen.

    Fødevarestyrelsen råder forbrugere til at levere produktet tilbage til butikken eller at kassere det.

    (Foto: Fødevarestyrelsen)
  42. I går kl. 11:59

    Prognose: Krigen i Ukraine vil dæmpe væksten i EU

    Krigen i Ukraine og de stigende priser på fødevarer, energi og andre produkter, får nu EU til at dæmpe forventningen om flot vækst i år.

    EU-Kommissionen har i dag offentliggjort en opdateret økonomisk prognose. Her forventer de en økonomisk vækst på 2,7 procent i EU i 2022.

    14 dage før Rusland invaderede Ukraine, var forventningen ellers en vækst på 4,0 procent.

    Samtidig forventer EU-Kommissionen en rekordhøj inflation på 6,8 procent i år.

    Sidste uge pegede en dansk økonomisk redegørelse fra Finansministeriet på, at inflationen vil falde til under to procent næste år, og at Danmark går mod mere normale tider.

  43. I går kl. 11:53

    Pop-fænomen var 'historisk' til Billboard Music Awards

    Sanger Olivia Rodrigo har haft lidt af en kometkarriere og høvler priser hjem i år. Senest er det blevet til syv styks ved Billboard Music Awards. (Foto: ANGELA WEISS © Ritzau Scanpix)

    Hun kom. Hun så. Og hun sejrede. Selvom hun faktisk ikke var til stede.

    For popsangeren Olivia Rodrigo var den helt store vinder til årets Billboard Music Awards, der løb af stablen natten til mandag i USA.

    Den 19-årige 'Drivers License'-sanger vandt syv priser – blandt andet for at være den bedste nye artist, den bedste kvindelige solist og som "top Hot 100 artist". Undervejs slog hun blandt andre store popstjerner som Dua Lipa og Taylor Swift.

    Ifølge Billboard er det en historisk bedrift og en af de bedste debuter til prissuddelingen for en sanger nogensinde. For at finde en tilsvarende bedrift skal man spole tiden 20 år tilbage, hvor sangeren Ashanti vandt otte priser.

    • Sanger Doja Cat var lutter smil med god grund. Hun vandt nemlig fire priser. (Foto: Steve Marcus © Ritzau Scanpix)
    • Rapperen Jack Harlow var blandt de fremmødte til Billboard Music Awards. Om halvanden måned optræder han på Roskilde Festival. (Foto: MARIA ALEJANDRA CARDONA © Ritzau Scanpix)
    • En sjælden optræden fra rap-veteranen og aftenens vært P Diddy blev det også til. (Foto: Mario Anzuoni © Ritzau Scanpix)
    • Megan Thee Stallion både optrådte og vandt. Også hun skal snart optræde på Roskilde Festival. (Foto: Mario Anzuoni © Ritzau Scanpix)
    • Den skandaleramte rapper Travis Scott optrådte for første gang i TV siden den forfærdelige ulykke til hans Astroworld Festival, der kostede flere mennesker livet. (Foto: Mario Anzuoni © Ritzau Scanpix)
    1 / 5
  44. I går kl. 11:21

    22-årig kvinde dør efter arbejdsulykke på skole i Ballerup

    En 22-årig kvinde er afgået ved døden i forbindelse med en arbejdsulykke på en skole i Ballerup søndag.

    Det fortæller vagtchef Torben Wittendorff fra Københavns Vestegns Politi til Ritzau.

    Flere personer var søndag aften ved at udføre noget arbejde på skolen. Undervejs kom kvinden alvorligt til skade og blev kørt på hospitalet, men hendes liv stod ikke til at redde.

    Ulykken skete indenfor, men det var ikke i forbindelse med undervisning, og det er hverken en elev eller lærer på skolen, som har mistet livet.

    Vagtchefen vil ikke komme med nærmere detaljer, men Arbejdstilsynet undersøger, hvad der ligger til grund for ulykken.

    Politiet vil i forbindelse med sin efterforskning undersøge, om der er sket noget strafbart. Kvindens pårørende er underrettet.

  45. I går kl. 10:59

    EU-landene strides fortsat om forbud mod russisk olie: 'Vi er blevet taget som gidsel af et enkelt land'

    Rusland leverer i dag omkring 25 procent af den råolie, som EU-landene får. Derfor er der også mange lande, heriblandt Danmark, der presser på for, at der hurtigst muligt bliver indført en olieembargo. (Foto: HANNIBAL HANSCHKE © Ritzau Scanpix)

    Det er snart to uger siden, at EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, præsenterede udspillet til den sjette sanktionspakke mod Rusland, efter at krigen i Ukraine brød ud. Mest opsigtsvækkende var forslaget om at standse al import af russisk olie for på den måde at presse præsident Vladimir Putin og resten af styret i Kreml.

    - Putin skal betale en høj pris for sin aggression i Ukraine, fastslog hun fra talerstolen.

    Men trods intense forhandlinger er EU-landene endnu ikke blevet enige om den nye sanktionspakke, som skal godkendes enstemmigt. Det har sat det politiske sammenhold, som ellers har præget medlemslandene i kølvandet på den russiske invasion af Ukraine, under pres.

    - Vi er 27 medlemslande, og vi bliver nødt til at overbevise alle 27 lande, sagde EU's udenrigschef, Josep Borrell, her til morgen, da han ankom til et møde med EU's udenrigsministre i Bruxelles.

    - Vi vil gøre vores bedste for at finde en løsning på situationen. Jeg kan dog ikke garantere, at det sker, for der er ret stærke holdninger til det. Men vi forstår den særlige situation, som nogle medlemslande står i, og hvis vi alle gør en indsats for vise en fælles front mod Rusland, vil vil lykkes med det, tilføjede han.

    EU's udenrigschef, Josep Borrell, håber på et finde en løsning snart. (Foto: YVES HERMAN © Ritzau Scanpix)

    Det er først og fremmest Ungarn, der har strittet imod, og premierminister Viktor Orbán, som har et tæt politisk forhold til den russiske præsident, har ligefrem udtalt, at forslaget i sin nuværende form vil være "som at kaste en atombombe over den ungarske økonomi".

    Vi er dybt nede i nogle sanktioner, som får store konsekvenser for enkelte medlemslande, og vi skal se på, hvordan vi håndterer det.
    Jeppe Kofod (S), udenrigsminister

    Europa-Kommission lægger op til, at EU-landene skal udfase deres import af råolie fra Rusland inden for seks måneder, mens importen af raffinerede olieprodukter skal stoppes ved årets udgang. Men Ungarn, der får stort set al sin olie fra Rusland, vil have mindst fem år til at kunne gøre sig uafhængig af russiske olie og finde alternative leverandører.

    Et af problemerne er, at Ungarn ligger midt på det europæiske kontinent uden noget hav omkring sig. Derfor er det også svært for ungarerne at få leveret olie via skibe fra andre leverandører.

    Derudover har olie- og gasselskab Mol Group, der holder til i Budapest, tidligere udtalt til Financial Times, at de ikke har den rette teknologi til at raffinere råolie fra andre steder. Det vil tage flere år og koste omkring 3,7 milliarder kroner at ombygge raffinaderierne, lyder det, og af den grund ønsker Ungarn også økonomisk støtte til at omstille sin energisektor.

    Men også Tjekkiet og Slovakiet er stærkt afhængige af den russiske olie, og de har også bedt om en længere indfasningsperiode.

    Den ungarske premierminister, Viktor Orbán, og den russiske præsident, Vladimir Putin, har et tæt politisk forhold. (Foto: BERNADETT SZABO © Ritzau Scanpix)

    Rusland leverer i dag omkring 25 procent af den råolie, som EU-landene får, og Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet står kun for en lille del af den samlede olieimport.

    Derfor er der også mange lande, heriblandt Danmark, der presser på for, at der hurtigst muligt kommer en afklaring på striden. For det vil nemlig komme til at gøre ondt på den russiske økonomi, hvis de mister milliardindtægterne fra olieeksporten til Europa.

    Vi bliver nødt til at blive enige. Vi kan ikke tillade, at bliver holdt som gidsler
    Gabrielius Landsbergis, Litauens udenrigsminister

    Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er fortsat overbevist om, at medlemslandene nok skal blive enige om den nye sanktionspakke inden for kort tid. Men han er helt med på, at det seneste udspil vil komme til at gøre ondt på enkelte medlemslande.

    - Vi er dybt nede i nogle sanktioner, som får store konsekvenser for enkelte medlemslande, og vi skal se på, hvordan vi håndterer det, sagde han inden dagens møde.

    Hvad kommer du til at sige til din ungarske kollega? Kan du forstå bekymringerne fra ungarsk side?

    - Altså, det er intet i forhold til, hvad ukrainerne er udsat for i øjeblikket med den russiske aggression. Med den sikkerhedspolitiske situation, vi står i i øjeblikket i Europa, skal vi indføre de hårdest mulige sanktioner, også på energiområdet. Det er den danske holdning, og det vil jeg også gøre fuldstændigt klart, sagde han.

    Mindre diplomatisk er Litauens udenrigsminister, Gabrielius Landsbergis. Han mener ifølge nyhedsbureauet Reuters, at "hele unionen er blevet taget som gidsel af et enkelt medlemsland", nemlig Ungarn.

    - Vi bliver nødt til at blive enige. Vi kan ikke tillade at bliver holdt som gidsler, sagde han her til morgen, da han ankom.

    Der har været snak om, at EU kunne blive nødsaget til at fjerne olieembargoen for på den måde at nå til enighed om resten af pakken, der blandt andet også vil afkoble endnu flere russiske banker fra det internationale betalingssystem Swift. Men ifølge Estlands udenrigsminister, Eva-Maria Liimets, skal der nok komme en sanktionspakke, hvor "olie er en del af den".

    Den østrigske udenrigsminister, Alexander Schallenberg, tror og håber også på, at der snart kan findes en løsning på striden "inden for de kommende dage". Men løsningen skal findes bag lukkede døre, understregede han.

    - Det er klart, at der er et vist behov for yderligere diskussioner. Jeg mener dog, at vi skal tage de diskussioner, hvor de hører hjemme, nemlig i Rådet, så vi ikke udadtil giver et indtryk af uenighed. Rusland holder øje med os, sagde han inden mødet.

    USA og Storbritannien har allerede indført olieembargo mod Rusland.

  46. I går kl. 15:01

    Skandale om amputationer: Rapport afslører, at læger gav dumpekarakterer til ledelsen

    Skandalesagen om amputationerne udspringer af en ny analyse lavet for Region Midtjylland, som viser, at man amputerer mange flere ben og underben i Region Midtjylland end i andre regioner, og at det muligvis kunne være undgået.

    Der har tilsyneladende været et elendigt arbejdsmiljø blandt lægerne på karkirurgisk afsnit på Aarhus Universitetshospital.

    Det er blandt andet her, at patienter har fået amputeret et ben, selvom det muligvis kunne være undgået.

    Ifølge den rapport, der afslørede de mange benamputationer i Region Midtjylland, gav karkirurgerne på det østjyske hospital meget lave karakterer til deres ledelse i en trivselsmåling i 2019.

    Ledelsen scorer særligt lavt på spørgsmål om, hvorvidt den medvirker til at skabe en motiverende og inspirerende arbejdsplads – og ifølge rapporten overordentligt lavt på spørgsmålet om ledelsen ”angiver en klar retning for arbejdspladsen”.

    Læge Jacob Budtz-Lilly har arbejdet i 15 år på det karkirurgiske afsnit og siger, at der ikke blev lyttet til lægerne.

    - Igennem mange år var vi underbemandede, og det kunne man mærke i det daglige. Vi tog den diskussion op flere gange, men det blev endnu værre. Folk meldte sig syge. Vi havde så vikarer, men det var altid lappeløsninger, siger han.

    Her kan du se trivselsmålingen fra 2019 - læg særligt mærke til scoren i kategorien "Læger Karkirurgisk Afsnit, Hjerte-, Lunge- og Karkirurgi":

    I 2019 fik afdelingen at vide, at en spareplan ville blive rullet ud.

    - Så blev det bare for meget. Følelsen var, at vi ikke blev hørt, siger Jacob Budtz-Lilly, der føler sig sikker på, at det dårlige arbejdsmiljø kan være en af grundene til det høje antal benamputerede patienter.

    - Selvfølgelig kan det have haft indflydelse. Arbejdsmiljø har en kæmpe indflydelse på, hvordan folk arbejder og deres håndværk, siger han.

    Sagen om amputationerne kulminerede foreløbig i torsdags, hvor Region Midtjyllands koncerndirektør, Ole Thomsen, blev fyret af politikerne i regionsrådet på et ekstraordinært forretningsudvalgsmøde.

    Amputationssagen udspringer af en analyse lavet for Region Midtjylland, som viser, at man amputerer mange flere ben og underben i Region Midtjylland end i andre regioner, og at det muligvis kunne være undgået.

    Læge Jacob Budtz-Lilly har arbejdet i 15 år på det karkirurgiske afsnit på Aarhus Universitetshospital.

    Helt konkret kunne det muligvis være undgået at amputere 47 patienters ben og underben hvert år i Region Midtjylland.

    I sidste uge blev dette tal korrigeret. I analysen er tallet 92, men ifølge Region Midtjylland er det rigtige tal altså 47 årligt. Forklaringen er, at Aarhus Universitetshospital er talt med to gange.

    Det har også vist sig, at regionsledelsen i flere omgange har fået henvendelser, der udtrykte bekymring for karkirurgien.

    Lektor i sundhedsret Kent Kristensen fra Syddansk Universitet har vurderet, at regionsledelsen burde have reageret, da for eksempel Det Tværfaglige Specialeråd for Karkirurgi i Region Midtjylland i 2019 henvendte sig.

    Specialerådet skrev blandt andet, at antallet af benamputationer "ligger væsentligt højere" i Region Midtjylland end i for eksempel Region Syddanmark.

    - Det er et ledelsesmæssigt svigt, at de ikke reagerede, siger Kent Kristensen.

    Trivselsmålingen fra 2019 på Aarhus Universitetshospitals afdeling for Hjerte-Lunge-Karkirurgi viser også, at lægerne inden for karkirurgi er utilfredse med, at de ikke føler, at de bliver inddraget i tilstrækkelig grad i de beslutninger, der træffes.

    Det dårlige arbejdsmiljø kan i sidste ende været gået ud over patienterne, vurderer Susanne Wammen, der er formand for Overlægeforeningen.

    - Hvis ikke man føler, at man bliver hørt, hvis man kommer med kritik eller ønsker om forandringer, som kunne bedre situationen, får man et dårligt arbejdsmiljø. Dermed fungerer medarbejderne dårligere. Og de skal jo fungere over for patienterne, siger hun.

    Tage Andersen fik amputeret højre ben i 2019. Han og hustruen Anne Ehlers er chokeret over, at der måske er lavet amputationer i Region Midtjylland, der kunne være undgået. - Det var først, da jeg hørte om den her sag, at jeg tænkte, 'hold da op. Jeg må være en af dem.

    Hvis ledelsen har fået viden om en dårlig medarbejdertrivsel i 2019 og ikke har reageret på det, så er det "meget, meget problematisk", mener Susanne Wammen.

    - Det er jo et spørgsmål om, at ledelsen virkelig tager sådan en utilfredshed og utryghed seriøst og går konkret ind og finder ud af, hvordan det her kan gøres anderledes og bedre, siger hun.

    Den ledende overlæge på afdelingen for Hjerte-Lunge-Karkirurgi på Aarhus Universitetshospital, Lars Ilkjær, oplyser til DR Østjylland, at han i torsdags fik at vide, at han ikke længere skal lede afdelingens karkirurger.

    Årsagen er ifølge ham selv, at det ikke er lykkedes ham at levere et tilfredsstillede arbejdsmiljø. Lars Ilkjær har ikke ønsket at stille op til interview.

    Ifølge hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital Poul Blaabjerg står Jacob Budtz-Lillys udsagn om den mulige sammenhæng mellem dårlig trivsel og amputationer "for egen regning".

    - Jeg forholder mig til, at vi kan se, at rapporten siger, at der er for lav kapacitet. Det er derfor, regionsrådet har bedt om en dybere granskning af de her data for at slå fast, hvad den rigtige bemanding er, siger han.

    Poul Blaabjerg understreger, at der blev reageret på trivselsmålingen i 2019 og sat en proces i gang, men at blandt andet coronavirus forsinkede arbejdet. Desuden opstod der uenigheder i de såkaldte lægefaglige specialeråd om den rette organisering.

    Artiklen er opdateret med et svar fra hospitalsdirektør Poul Blaabjerg.

  47. I går kl. 11:50

    Shanghai begynder at genåbne efter streng corona-lockdown

    Indbyggere i Shanghai kan fra i dag så småt igen begynde at gå i supermarked, i indkøbscentre og på restaurant. Det skriver nyhedsbureauet AP, og henviser til, at de kinesiske myndigheder i dag har meldt ud, at man langsomt vil begynde at lempe på restriktionerne.

    Ifølge DR's reporter i Shanghai, Philip Róin, er det dog begrænset, hvor mange, der reelt kan gå ud på trods af de nye ændringer.

    - Det er tydeligt, at den her nye politik stadig har til gode at blive accepteret af de helt lokale myndigheder på gadeniveau. Så selvom bystyret siger, vi må gå ud, så sidder langt størstedelen af de mennesker, jeg har talt med stadig indespærret, siger Philip Róin.

    Borgernes indespærring bliver efter planen gradvist ophævet i de kommende uger, men for nu står gaderne stadig tomme, og der er fortsat opsat hegn rundt om i byen.

    Ifølge myndighedernes tretrins plan for genåbningen af Shanghai vil livet i byen langsomt “normaliseres” efter 1. juni.

    Det bor cirka 25 millioner indbyggere i Shanghai. Ifølge AP rapporterede Kina mandag 1.159 smittetilfælde, langt de fleste i Shanghai.

    Rettelse: I en tidligere version citerede vi AP for, at flertallet af indbyggerne i Shanghai fra i dag kunne gå ud efter en længere coronanedlukning. Det er ikke helt korrekt. Artiklen er nu opdateret med citat fra DR's reporter i Shanghai.

  48. I går kl. 10:19

    PCR-testkapaciteten halveres

    Corona-smitten i samfundet er fortsat faldende, og vi behøver ikke længere en negativ test for at komme ind på spisesteder eller barer.

    Det betyder også, at der er markant færre danskere, som lader sig PCR-teste.

    I den seneste uge er der i gennemsnit foretaget ca. 5.000 test om dagen. Derfor er det blevet besluttet at nedjustere den daglige PCR-testkapacitet fra 40.000 til 20.000 daglige test, skriver Styrelsen for Forsyningssikkerhed i en pressemeddelelse.

    Nedskaleringen forventes at medføre færre test-steder, ligesom åbningstiderne nok også bliver ændret. Tilpasningerne vil ske løbende.

    Senere på året præsenterer regeringen en covid-19-teststrategi for 2022 og vinter 2022/23, der blandt andet definerer den fremtidige testkapacitet.

  49. I går kl. 09:45

    Jeppe Kofod før EU-møde: Den næste sanktionspakke vil gøre ondt på EU-lande

    EU's sjette sanktionspakke med udfasning af russisk olie har store konsekvenser for flere af unionens lande. Det er grunden til, at det trækker ud med at blive enige.

    Sådan lyder det fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på vej ind til møde med EU-landenes udenrigsministre mandag i Bruxelles.

    - Der er nogle lande, for hvem denne pakke gør rigtig ondt, fordi de er så afhængige af import af olie, forklarer udenrigsministeren til Ritzau.

    Han understreger, at Danmark stiller sig bag EU-Kommissionens forslag om at udfase russisk råolie inden for seks måneder. Raffinerede russiske olieprodukter skal ifølge EU-Kommissionens udspil udfases inden for ni måneder.

    Jeppe Kofod forventer, at det vil ende med en aftale.

  50. I går kl. 09:32

    Mindst to mennesker har mistet livet efter skyderi på et loppemarked i Texas

    Politiet mødte talstærkt op til et skyderi i Harris County, Texas. Flere mistænkte er anholdt i sagen. (Foto: MARK FELIX © Ritzau Scanpix)

    Mindst to mennesker har mistet livet og tre er blevet såret under et skyderi ved et loppemarked i byen Houston, i den amerikanske delstat Texas.

    Det bekræfter de lokale myndigheder i delstaten, der peger på, at der opstod en kontrovers blandt en gruppe af mænd "af latinamerikansk oprindelse".

    - Fem mænd af latinamerikansk oprindelse begyndte at slås, og det endte med, at de trak skydevåben frem, lyder det fra Susan Cotter fra politiet i Harris County, hvor skyderiet fandt sted.

    Myndighederne bekræfter desuden, at alle sårede og de to omkomne var en del af skænderiet, der førte frem til skyderiet.

Mere fra dr.dk