DR Nyheder beklager historie om Esben Lunde Larsen

DR Nyheder beklager en alvorlig mangel i historien: ”Delte meninger om ph.d.” om forskningsminister Esben Lunde Larsens ph.d-afhandling.

DR Nyheder bragte onsdag d. 25. november i TV AVISEN kl. 2130 og på dr.dk historien: ”Delte meninger om ph.d.” om forskningsminister Esben Lunde Larsens ph.d-afhandling fra Københavns Universitet.

I indslaget i TV AVISEN og i artikler på dr.dk rejser flere eksperter, som DR Nyheder har forelagt citater fra ph.d.-afhandlingen, tvivl om ministeren i en række tilfælde har undladt at citere kilder og sine egne tidligere udgivelser korrekt i henhold til universitetets regler og god forskningsskik.

Desværre undlader DR Nyheder en central oplysning i både indslag og i artikler. DR Nyheder burde tydeligt have angivet, at ét af de centrale citater, som eksperter mener burde være angivet med tydelig reference, tidligere i afhandlingen er gengivet korrekt med behørig kildeangivelse. Den oplysning er central i nuancering af diskussionen om Esben Lunde Larsens afhandling, og den fremgår ikke i TV AVISENS indslag, og er ikke tilstrækkelig tydeligt fremhævet i artiklerne på dr.dk. Dermed kommer historien til at fremstå for ensidig i forhold til beskyldningerne om mulig plagiering i afhandlingen.

Det er en alvorlig mangel i historien, der burde have fremgået tydeligt i både TV AVISEN og på dr.dk. Det er fejl, som DR Nyheder beklager både over for seere, brugere og ministeren.

Ledende redaktionschef Thomas Falbe og ledende redaktionschef Sandy French, DR Nyheder

  • Print
  • Del artiklen: