preload loader
 

Skrevet af: 

 

Tag Sikker & Søn med i børnehaven

 

Nu kan du lave børnehavens legeplads til en hovedvej af papkassebiler og grønne frøer, som styres af trafiklys-slikkepinde. Alt sammen i trafiklæringens tjeneste. Sikker & Søn er klar med tre trafiklege, som nemt kan bruges til at gøre børnehavebørn klogere på trafik.

Materialet med legene indeholder både beskrivelser, læringsmål og illustrationer, som nemt kan sætte dig i gang med at lege trafik med børnene. Desuden er der vejledning til, hvordan børnene kan lave deres egne biler af pap, som kan være med til at gøre legen endnu sjovere.

Legene er lavet til Ramasjangs Trafikklub, som er et samarbejde med Rådet for Sikker Trafik og Nordea-Fonden.

Testet af pædagoger
Legene er på forhånd testet af en række børnehavepædagoger. En af dem er Matias Sindersen fra Børnehuset Bavnehøj i Aarhus, som har haft en god oplevelse.

- Materialet er brugervenligt, da det er forklaret med ord, hvordan de tre spil fungerer, og der er også illustrationer, som gør det intuitivt hvordan og hvorledes det skal løbes af stablen, siger Matias Sindersen.

Som meget andet materiale er det ikke nødvendigt at følge beskrivelsen slavisk for at få et godt udbytte. I Matias Sindersens børnehave havde de ikke tid til at lave papkassebilerne, men brugte i stedet børnenes løbecykler til legene. Desuden op- og nedjusterede han sværhedsgraden efter børnene, der var med.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at legene virkelig har rørt nogle børn. De er ivrige og spørger mange gange om vi ikke skal lave det igen. Vi har gjort det et par gange, og de er rigtig tørstige efter det, siger Matias Sindersen.

Børn bliver bevidste om trafikken
Efter forløbet kan han selv mærke en forskel i børnenes forståelse af trafikken, når børnehaven forlader legepladsen og bevæger sig ud på byens fortove.

- Det er helt tydeligt, at de børn, som har været med til legene, fører an rent verbalt. Det er dem der siger 'hov stop. Vi skal kigge til højre inden vi går over'. Så bevidstheden om, hvordan vi går på tur og opfører os i trafikken, har de helt styr på, fortæller Matias Sindersen.

Du kan selv prøve trafiklegene i din børnehave. Hent materialet her på siden.

De tre trafiklege

DE 3 TRAFIKLEGE

Rødt lys/Grønt lys
Simpel øvelse i trafiklys, hvor børnene leger, at de er bilister, som skal stoppe for rødt og køre ved grønt lys.

Sikkert over vejen
Nogle børn er små frøer, mens andre er biler. Frøerne skal forsøge at komme sikkert over vejen. Her lærer børnene at være opmærksomme i trafikken og gå sikkert over vejen.

Find skiltene
En form for huskespil, hvor børnene lærer forskellige vejskilte, at bruge fodgængerfeltet og hvordan en skolepatrulje styrer trafikken.

Hent instruktionerne her:
TRAFIKPAKKEN

Hent trafikskilte her:
SKILTEBRIKKER

 

 

Se alle artikler

Se Sikker & Søn

Spil Trafikkøbing

Hent Trafikpakken

Hent trafikskilte

 
 
 
Du er her: dr.dk > Ramasjang > Voksne > Trafikstart > Artikler

© Copyright DR 2018. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.