preload loader
Se billeder fra arrangementet i galleriet
  
 

GALLERI: Rullinger indtog barnebarns-lejr

26. okt. 2017 14.04 

- Vi kunne ikke få tingene pakket væk igen, fordi de ganske simpelt ville blive ved, ler Maja Lund Tast, som er udviklingskonsulent hos KFUMs børnebørns camp.

I efterårsferien brugte 50 børn og 30 bedsteforældre ferien på KFUMs børnebørns camp i Juelsminde. Som afveksling blandt boldspil og cirkuskunster, skulle deltagerne skabe kreative rullinger, og det var et populært punkt på dagsordenen.

- Det var planlagt til at fylde en eftermiddag, men strakte sig til alle pauserne dagen efter. Det ramte simpelthen dem alle sammen, fortæller Maja Lund Tast.

Show på storskærm og limpistol i hånden
To lokaler blev fyldt med limpistoler, toiletruller, glimmer, øjne og en masse småting, som børn og bedsteforældre selv havde taget med til legen. Mini MGP-showet sørgede for lydtapetet på en storskærm, mens deltagerne producerede rullinger, så fantasien slog gnister.

- Deltagerne fik en sjov og social oplevelse og gik rundt og så, hvad hinanden havde lavet. De havde rigtig mange snakke om rullingerne. Hvad de hed og hvorfor, fortæller Maja Lund Tast.

Rullingerne skulle sendes til Mini MGP, så de kunne få chancen for at komme på tv, men nogle havde svært ved at slippe deres kreationer. DR Ramasjang modtog cirka 70 rullinger i en flyttekasse fra arrangementet, men Maja Lund Tast anslår, at deltagerne tog mere end hundrede med sig hjem.

Små forberedelser bag stor succes
Forberedelserne til rullingelegen bestod i at samle toiletruller og at købe nogle limpistoler og øjne til at klistre på de små væsner.

Arrangørerne samlede toiletruller i et halvt år op til lejren, mens deltagerne selv blev opfordret til at medbringe egne, så der var rigeligt pap at pynte.

- Bedsteforældrene var lige så interesserede i at lave rullinger som børnene, og aktiviteten giver rigtig god mening, fordi det er så aktuelt og sjovt for børnene, der er 5-11 år gamle, fortæller Maja Lund Tast.

Mens børnene var helt med på, hvad en rulling er, skulle bedsteforældrene have en lille forklaring, før de gik i gang, men nu er der ikke brug for yderligere introduktion.

- Jeg er ikke i tvivl om, at de ved det nu, og de sidder sikkert og ser Mini MGP på fredag, siger Maja Lund Tast med et glimt i øjet.

Se billeder fra arrangementet i galleriet øverst i artiklen

 

dr_ramasjang #ramasjang
 

 

Idéer til Ramasjang

Har du en sang, en video eller en ide, du vil sende til Ramasjang?

 
 

Kontakt

Kontakt

Vi vil altid gerne modtage gode input, kommentarer eller spørgsmål fra jer.

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > Ramasjang > Voksne > Artikler > 2017 > oktober

© Copyright DR 2017. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.