preload loader

© Plus Pictures

 

Ny serie viser børns alsidige liv

11. okt. 2017 15.00 

7-årige Maise har muskelsvind. Hun har siddet i kørestol, siden hun var to år. Hendes tvillingebror Pelles dage er fyldt med fodbold og fysisk aktivitet.

Hver morgen står de op på samme tid, spiser morgenmad, børster tænder, tager i skole og går til fritidsaktiviteter – men på hver deres måde.

Fra begge børns synsvinkler
I Ramasjangs nye webserie, Vi er Pelle og Maise, fortæller Maise og Pelle i parallelle afsnit om deres hverdag. Rammen for dagen er den samme, men opleves meget forskelligt alt efter, om det er Maises eller Pelles fortælling.

Maises hverdag er betinget af hendes sygdom. Pelles hverdag ligner de flestes, men er præget af at være tvilling til en søster med specielle behov.

- Med den nye serie om Maise og Pelle fortsætter Ramasjang med at skildre virkeligheden for de 3-6-årige. Ramasjang-serier som Sofus og MikroMakkerne har med stor succes bevist, at de danske børn synes, det er meget interessant og lærerigt at se genkendelige situationer og hverdagens udfordringer gennem andre børns øjne. Vi tror og håber, at serier som Vi er Pelle og Maise kan være med til at gøre børnene klogere på livet og dermed styrke dem i mødet med en stor og alsidig verden, siger Ramasjangs redaktør, Pelle Møller.

En digital fortælling
Serien, der er skabt til Ramasjangs digitale platforme, handler om, hvordan Maise og Pelle hver for sig finder en identitet i denne specielle livssituation, når de som tvillinger er særligt forbundne.

Som seer kan man vælge mellem Pelles historier og Maises historier og frit gå på opdagelse i de to børns verden. Man kan selvfølgelig også vælge begge børns perspektiver og blive klogere på, hvordan de oplever verden ens – og forskelligt.

- Med Vi er Pelle og Maise optimerer Ramasjang børnenes unikke indblik i hinandens liv. Men vi optimerer også oplevelsen ved kun at lade serien udkomme digitalt. Det gør nemlig, at børnene kan klikke sig rundt og gå på opdagelse i enten Maises eller Pelles virkelige verden. På Ramasjang er det en helt ny og anderledes måde at fortælle på, og vi er derfor meget spændte på, hvordan børnene vil modtage det, siger Pelle Møller.

Se Vi er Pelle og Maise
Vi er Pelle og Maise består af 20 afsnit á 5 minutter, hvoraf 10 afsnit følger Pelles perspektiv, og 10 følger Maises. Du kan se de to første afsnit af Vi er Pelle og Maise i Ramasjangs app i morgen, fredag den 13. oktober, og herefter ligger der to nye afsnit klar hver morgen til og med uge 42.

 

dr_ramasjang #ramasjang
 

 

Idéer til Ramasjang

Har du en sang, en video eller en ide, du vil sende til Ramasjang?

 
 

Kontakt

Kontakt

Vi vil altid gerne modtage gode input, kommentarer eller spørgsmål fra jer.

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > Ramasjang > Voksne > Artikler > 2017 > oktober

© Copyright DR 2017. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.