preload loader

 

Skrevet af: 

 

Hver anden tosprogede dreng er funktionel analfabet

20. nov. 2012 07.34 Nyheder

Omkring halvdelen af Københavns indvandrerdrenge alderen 25 til 29 år har ikke en højere uddannelse end niende klasse.

Det viser nye beregninger, som Politiken og P4 København har fået fra Københavns Kommune.

Forlader folkeskolen uden læsefærdigheder
Og det er et meget højt tal. For kigger man på de danske drenge, så har 85 procent mere end en folkeskoleuddannelse.

Og den niende klasse - indvandrerdrengene trods alt gennemfører - kan ikke bruges til særligt meget.

For mere end halvdelen af indvandrerdrengene forlader nemlig folkeskolen uden at kunne læse ordentligt, viser nye beregninger fra PISA København.

Ender på understøttelse
Det billede genkender Thomas Hovaldt, der har været lærer på Hillerødgade skole i København gennem tolv år.

- Der er mange, der ikke er i stand til at gå videre og tage det næste skridt. Og derfor ender de med at have ufaglærte jobs, eller bare være på understøttelse, siger Thomas Hovaldt. 

Professor Niels Egelund, der står bag PISA-undersøgelserne frygter, at vi står over for en ny underklasse. Og det er blandt andet samfundets skyld, siger han.

- Fejlen ligger den måde vores skolesystem og samfundssystem er skruet sammen på overfor unge med anden etnisk baggrund, siger Professor Niels Egelund.

Forældre skal på banen
Men drengenes forældre går ikke fri for at have et ansvar.

- Det er et spørgsmål om, at man fra hjemmenes side, prøver på at give de unge mennesker nogle normer og holdninger, der passer til det danske samfund, siger Niels Egelund.

Det er Thomas Hovaldt enig i. Det er bare ikke så lige til, overhovedet at få børnene til at dukke op i skolen, siger han.

- Vi mangler sanktioner i forhold til de familier, der ikke tager ordentligt hånd om deres børn, siger Thomas Hovaldt.

Børne- og Ungdomsborgmester i København, Anne Vang, er grundlæggende enig.

- Thomas Hovaldt har ret. Derfor har vi også sat en masse initiativer i gang. Blandt andet uddanner vi nu vores lærere til den svære samtale, hvor de skal konfrontere forældrene, hvis deres børn ikke opfører sig ordentligt. Derudover så jeg gerne, at kvartererne blev mere blandede, men det er ikke op til kommunerne, siger Anne Vang

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > arkivP4 > København > Nyheder

© Copyright DR 2018. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.