12 mand, 69 hunde – og 50 graders frost: Her er 10 ting, du (måske) ikke vidste om Slædepatruljen Sirius

Man skal have en ekstraordinær psykisk og fysisk udholdenhed for at gøre tjeneste i patruljen, der overvåger Nordøstgrønland, som man kan se i DR-programmet 'Sirius'.

Vidste du, at Slædepatruljen Sirius' hunde kan veje op til 50 kilo? (Foto: © Lasse Rahbek, DR og Scanpix)

Du synes måske, januar er en kold og mørk omgang her i Danmark.

Så skulle du prøve januar i det nordøstligste Grønland.

Her kan temperaturen snildt falde til 50 graders frost, ligesom ekstreme snestorme og vind af orkanstyrke er ganske almindeligt. Og nå ja, så går solen ned sidste gang den 7. november og står ikke op igen før i starten af februar.

Læg hertil, at de eneste andre levende væsener, du har mulighed for at være sammen med, er 11 andre personer og 69 hunde.

Nogenlunde sådan kunne – i hvert fald en lille del af – et ophold i Slædepatruljen Sirius opsummeres.

Sirius

Patruljen har eksisteret siden 1950. Den har til opgave at overvåge og hævde Kongeriget Danmarks suverænitet langs cirka 16.000 kilometer kyststrækning i det nordøstligste Grønland. Det gør de på hundeslæde som en del af den eneste militære hundeslædeenhed i verden.

Og det er altså ikke for sarte sjæle at gøre tjeneste ved patruljen, som du kan læse mere om herunder:

1

Har patruljeret siden 1950

Sirius har patruljeret i Nordøstgrønland siden 1950 og haft sit nuværende navn – Slædepatruljen Sirius – siden 1953. (Foto: © Lasse Rahbek, DR)

Efter en konflikt mellem Danmark og Norge bestemte den internationale domstol i Haag i 1933, at Danmark skulle "vise vilje og evne til at være til stede i hele Nordøstgrønland". Det førte til, at man i 1950 oprettede en militær hundeslædepatrulje, der har overvåget og hævdet Rigsfællesskabets suverænitet i området lige siden. Rigsfællesskabet består af Danmark, Færøerne og Grønland, der tilsammen udgør Kongeriget Danmark.

I 1953 fik patruljen sit nuværende navn – Slædepatruljen Sirius. Sirius er både navnet på himlens klareste stjerne og hovedstjernen i stjernebilledet Store Hund.

2

Består af 12 mand og 69 hunde

Der er flere hunde end mennesker tilknyttet Slædepatruljen Sirius. (Foto: © Mikkel Christiansen)

Slædepatruljen Sirius består af 12 mand – i daglig tale kaldet "fupper" – og cirka 69 hunde.

De 12 mand er inddelt i seks slædehold med en ny og en mere erfaren mand på hvert hold. De bliver kaldt for yngste- og ældstemand. Hver person i Slædepatruljen er udstationeret i to år, og udstationeringen afbrydes kun af et tandeftersyn på Island, der varer en uges tid og sker efter et år.

Halvdelen af patruljen udskiftes hvert år om sommeren. På den måde er halvdelen af folkene hele tiden "nye", mens den anden halvdel er "gamle" med ét års erfaring. Ældstemandsoplæringen er essentiel for patruljen.

3

Skal indtage 8.000 kalorier om dagen

Det er indimellem hård kost at være Sirius-mand. Her er det Jonas Andersen, der er en del af slædehold syv i 'Sirius'-serien. (Foto: © Lasse Rahbek, DR)

Det er et fysisk krævende arbejde at gøre tjeneste i Slædepatruljen Sirius. Det er det af mange grunde, men især fordi Sirius-folkene som udgangspunkt ikke sidder på slæden under deres rejser, men løber på ski ved siden af.

Det betyder, at en patruljefører skal indtage omkring 8.000 kalorier om dagen. Det er cirka tre-fire gange så mange kalorier, som et "almindeligt" menneske anbefales at indtage dagligt.

4

Én dødsulykke siden 1950

Pelle døde i tjeneste, da han omkom i en snestorm i januar 1968. (Foto: © Lasse Rahbek, DR)

Selvom det altså kræver sin mand – eller kvinde – at gøre tjeneste ved slædepatruljen, er kun én Sirius-mand død i aktiv patruljetjeneste siden 1950.

Pelle omkom i januar 1968, da han blev fanget i en snestorm, hvilket en række gamle Sirius-folk fortæller om i første afsnit af 'Sirius'. I alt har mere end 300 mænd har gjort tjeneste ved Slædepatruljen Sirius, siden den blev oprettet.

5

Kronprinsen har ikke været med i Sirius

Kronprins Frederik modtages i juni 2000 af børn i Qaanaaq efter den fire måneder lange slæderejse, der blev til tv-dokumentaren 'Expedition Sirius 2000'. (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Kronprinsen har ikke selv gjort tjeneste ved Sirius.

Han drog derimod på en næsten 3.000 kilometer lang slæderejse i tv-dokumentaren 'Expedition Sirius 2000' sammen med Sirius-folkene som en markering af slædepatruljens 50-års jubilæum.

6

Kører ikke rundt på indlandsisen

Det er ikke indlandsisen, Slædepatruljen Sirius drøner rundt på, men derimod blandt andet tilfrossede fjordsystemer. (Foto: © Lasse Rahbek, DR)

Man kunne måske hurtigt tro, at Slædepatruljen Sirius drøner rundt på hundeslæde på indlandsisen. Men faktisk kører de mest rundt på det tilfrosne hav.

Sirius foretager nemlig deres slæderejser på havisen, i de frosne fjordsystemer og over såkaldte landpassager. Det har før været ved at gå gruelig galt, som man får at se i tredje afsnit af 'Sirius', hvor to tidligere Sirius-mænd fortæller om dengang, de slog telt op på et stykke is, der viste sig at være løst og drive flere hundrede kilometer væk.

7

Patruljerer både sommer og vinter

I slutningen af januar begynder de lange slæderejser, der varer til omkring starten af juni. (Foto: © Lasse Rahbek, DR)

Patruljeringen med hundeslæde er inddelt i to perioder: de lange forårsrejser og de kortere efterårsrejser.

Afhængigt af hvornår isen bliver tyk nok, starter efterårets slæderejser i november og varer til omkring den 22. december. Alle prøver at nå hjem til Station Daneborg inden jul, hvilket dog ikke altid er muligt. Daneborg er hovedkvarteret for Sirius, og det er herfra, al forberedelse til slæderejserne finder sted.

I slutningen af januar begynder de lange slæderejser, der varer til starten af juni, hvor isen begynder at bryde op og bevæge sig sydover. I den periode dækker slædepatruljen en stor del af kystlinjen, og efter i alt tre-fire år vil patruljen have været igennem hele patruljeområdet.

8

Solen står ikke op i flere måneder

Det er med at nyde lyset, når det er der. Her ses Stauning Alper. (Foto: © Mikkel Christiansen)

Sirius overvåger og hævder suverænitet over den cirka 16.000 kilometer lange kystlinje. De gør de primært med hundeslæde, da hundeslæden den dag i dag stadig er den bedste transportform i det svært fremkommelige område. Den nordøstgrønlandske kystlinje er i øvrigt næsten dobbelt så lang som Danmarks, der er cirka 8.500 kilometer lang.

Ud over at kyststrækningen er lang, er den også tilfrossen. Havet i Nordøstgrønland er nemlig frosset til omkring ni måneder om året, og om vinteren står solen ikke op i flere måneder – ved Daneborg fra begyndelsen af november til begyndelsen af februar. Temperaturen kan falde ned til 50 graders frost, og ekstreme snestorme og vindstyrker af orkanstyrke hører til dagligdagen.

I den korte sommer – hvor temperaturen sjældent når over ti varmegrader – er der lange perioder med midnatssol, og her kan Sirius-folkene gøre klar til vinterens patruljerejser. Om sommeren foregår patruljering og opfyldning af depoter med patruljefartøjer og fly.

Herudover fører patruljen som politimyndighed også kontrol med ekspeditioner og fredningsbestemmelser i Grønlands Nationalpark, der er verdens største nationalpark.

9

Hundene kan veje op til 50 kilo

Sirius-hundene kan blive nogle ordentlige klepperter og veje op til 50 kilo. (Foto: © Lasse Rahbek, DR)

Sirius benytter grønlandske slædehunde og har deres eget avlsprogram. Hundene kan veje op mod 50 kilo og trives i stærk kulde. Derfor er de også ude i al slags vejr.

Af og til skaffer Sirius nye hunde fra grønlandske fangere, så man undgår indavl. Der er mellem 11 og 13 hunde i et slædespand – den hundeflok, der er spændt for hver slæde.

10

Skal både kunne sy og køre traktor

Sirius-mændene skal kunne klare alt vedligehold selv – inklusive syning. Her får Lasse Andersen (til højre) og Anders "Røde" fra slædehold to en slapper i deres telt i tredje afsnit af 'Sirius'. (Foto: © Lasse Rahbek, DR)

Man skal blot have afsluttet sin værnepligt for at kunne søge om optagelse i Sirius. Efter optagelsesprøver ved Forsvarets Rekruttering optages så syv mænd – eller kvinder – til efterfølgende kurser i Danmark og udlandet. Det er kun fem ud af de syv, der ender med at blive sendt til Grønland efter endt uddannelse.

Sammen med de fem nye følger også en sjette mand, der bliver leder af patruljen. Denne sjette mand er én, der i forvejen har gjort tjeneste i to år ved patruljen, og som nu er med som tredjeårsmand.

Uddannelsesforløbet, inden man ender som en del af Sirius, varer cirka syv måneder fra start til slut. De udvalgte skal udvise ekstraordinær psykisk og fysisk udholdenhed og bliver blandt andet undervist i syning, traktorkørsel, motorlære og arktisk overlevelse.

Kvinder kan søge på lige fod med mænd, men endnu er ingen blevet optaget i patruljen.