(© Rigsarkivet / DR)

400 flugtforsøg: De anbragte på berygtet ø-anstalt prøvede konstant at komme væk

I årtier blev "uønskede afvigere" isoleret på Livø-anstalten. Man kunne kun komme væk, hvis man lod sig sterilisere – eller hvis man flygtede.

Fra en ikke så fjern fortid ser de på os. De unge mænd. Med bange blikke, vrede øjne og nervøse smil.

De var ægte mennesker, men blev af den danske stat betragtet som uønskede afvigere, hvis gener og adfærd skulle stoppes i at sprede sig.

De passede nemlig ikke ind i fremtidens velfærdssamfund, som i mellemkrigstiden var i gang med at blive opbygget.

Derfor blev over 700 drenge og mænd fra 1911 til 1961 anbragt på en isoleret anstalt på øen Livø i Limfjorden. Mange af de anbragte blev også steriliseret.

"Racehygiejne," kaldte man det.

"For det fælles bedste," lød logikken.

Der var indirekte tale om sterilisation med tvang, da indgrebet ofte var en betingelse for nogensinde at komme væk. Det eneste andet alternativ var at flygte. Men det lykkedes næsten aldrig, og flere døde under flugtforsøgene.

- Det er kapitel i danmarkshistorien, som vi ikke taler om så ofte. Men det burde vi, siger historieprofessor Poul Duedahl fra Aalborg universitet.

Han medvirker i dokumentarserien 'Nyrup - søn af en udstødt', som netop har fået premiere på DRTV og har desuden været med til at skrive bogen 'Afvigernes ø' om netop Livø-anstalten, som udkommer i det nye år.

Nyrup - søn af en udstødt

Se billederne, og hør mere om de anbragtes liv på Livø herunder:

  • - Livø-anstalten var en krudttønde af forskellige mennesker. Alt fra helt almindelige utilpassede unge, som havde svært ved at følge med i skolen, homoseksuelle og småkriminelle til pædofile og andre seksualforbrydere blev placeret på Livø. Hvis man ikke vidste noget om kriminalitet i forvejen, så lærte man det derude, fortæller historiker Poul Duedahl. (© Løgstør Lokalarkiv)
    1 / 12
  • - De anbragte på øen fik diagnosen 'moralsk åndssvaghed', som var en bred betegnelse for at have udvist dårlig dømmekraft enten i kraft af en forbrydelse, ved at stikke af fra en anstalt i land eller gennem ens personlige adfærd. (© Rigsarkivet)
    2 / 12
  • - Det kunne både være en dommer, som sendte en ung mand derud som en behandlingsdom – men også helt almindelige unge kunne ende på øen. For eksempel kunne en lærer sende en ung mand til embedslægen, hvis han havde svært ved at følge med, skulkede fra skole og vandrede omkring. Lægen kunne så erklære ham åndssvag eller moralsk defekt. Cirka en tredjedel af beboerne på øen var præventivt anbragt uden at have gjort noget ulovligt. (© Privateje Ib Svenningsen)
    3 / 12
  • - De yngste anbragte var helt ned til 13 år gamle. De kom typisk fra samfundets nederste sociale lag. Det var børn af arbejdsmænd og mennesker med sociale problemer. Børn der havde været overladt til sig selv. Unge der blev mobbet og skulkede, fordi de ikke kunne følge med i skolen. Og det kunne der være mange årsager til. Ikke bare psykisk udviklingshæmning, men også ordblindhed og senmodenhed. (© Rigsarkivet)
    4 / 12
  • - Anstalten blev betragtet som meget progressiv. De anbragte kunne gå frit omkring på øen og blev indlogeret i små huse med en 'husfar' tilknyttet. De måtte ikke forlade øen og var altså reelt spærret inde – eller rettere ude – selvom forholdene var langt friere, end hvis de havde siddet i et fængsel. (© Rigsarkivet)
    5 / 12
  • - Mange af de indsatte anså sig selv som fejlanbragte, og en del af de kriminelle havde sandsynligvis foretrukket en almindelig fængselsdom. Opholdet på øen var nemlig på ubestemt tid. Hvis man havde smårapset, ville man i et almindeligt fængsel måske kun have fået nogle få dages fængsel, men på Livø bestemte overlægen, og et typisk ophold varede to-tre år. Det var uvisheden, der fik dem til at flygte. Nogle er der i årtier. En enkelt i 47 år. (© Rigsarkivet)
    6 / 12
  • - Behandlingen for den 'afvigende’ adfærd var arbejde og faste rammer. Når de kom i land igen, havde de på den måde også fået nogle praktiske evner, som de kunne bruge til at sikre sig et arbejde. En del endte i landbruget. Og når de så samtidigt var steriliserede, sikrede man sig, at afvigelsen stoppede med dem. Så udgjorde kun de og ikke eventuelle børn en belastning for velfærdsstaten. Det var cyklussen: anbringelse, arbejde, disciplin, sterilisering og udslusning – og så var der plads til en ny. (© Rigsarkivet)
    7 / 12
  • - Mange mente, at de var fejlanbragte og følte ikke, at de hørte til på Livø. Derfor er drømmen om frihed også helt central i øens historie. De anbragte sejlede over i tønder, og efter blot få år var alle øens stakitter og hegnspæle af træ forsvundet, fordi de skulle bruge det til at bygge tømmerflåder af. (© Rigsarkivet)
    8 / 12
  • - De anbragte talte stort set ikke om andet end flugt. Hvordan de kunne kapre en båd, gå over isen eller bygge en tømmerflåde. Der var i anstaltens levetid omkring 400 flugtforsøg i alt. Ti døde ved drukning, blandt andet som følge af at være gået igennem isen. (© Privateje Ib Svenningsen)
    9 / 12
  • - Anstaltslægerne mente ikke, at de moralsk åndssvage forstod straf. I stedet skulle de behandles med arbejde og begrænset frihed. Det var progressivt for sin tid. Straf forekom dog alligevel. Den milde form var tvungen sengeligning, som gik ud på, at den anbragte blev lukket inde på et værelse, skulle blive i sengen og fik frataget sit tøj. Kosten bestod imens af havresuppe. Stak en af mændene af, eller prøvede han at gøre oprør, så røg han i en af øens seks celler. Det var nogle små rum med ovenlys og uden noget på væggene. Du blev også klippet skaldet og fik frataget dit tøj. Alt hvad der var i rummet, var en madras. (© Rigsarkivet)
    10 / 12
  • - Det lykkedes for en del at få et nogenlunde normalt liv efter opholdet på øen. Omkring en tredjedel. Nogle blev også gift, men fik som oftest så ikke børn, fordi de jo var blevet steriliseret. Men et ophold på Livø var et stigma for alle, der havde været på øen. Det rygtedes hurtigt i små samfund. Mange skriver til overlægen og fortæller, at de er så kede af, at folk griner af dem bag deres ryg – og at det er svært at få et arbejde med et ophold i bagagen. (© Rigsarkivet)
    11 / 12
  • - De ting, der foregik på Livø-anstalten, blev udført i den bedste mening. Anstaltslæger og politikere mente, at anstalten var for det fælles bedste, men også at opholdet var det bedste tilbud for den enkelte. I dag vil vi nok snarere være tilbøjelige til at se Livø som velfærdsstatens bagside. Det er virkelig vigtigt, at vi får talt åbent om de her ting. Ellers bliver vi ikke klogere. (© Rigsarkivet)
    12 / 12