Højt hår, hærget livsstil og hang til stoffer og alkohol.
Det er svært at sige Amy Winehouse uden at tænke på hendes turbulente liv.
Selvom den kontroversielle sanger kun nåede at udgive to albums, har hun i årene efter sin død trukket opsigtsvækkende overskrifter i medierne, når en ny film om hende fik premiere, eller når nye sange dukkede frem fra gemmerne.
Men Amy Winehouse var meget mere end en skandaleramt mediepersonlighed.
Først og fremmest er hun blevet kaldt én af vor tids største sangerinder, og i DR-programmet 'Stjerneklar' kunne man i aftes blive mindet om hendes helt unikke talent, da flere deltagere blev forvandlet og optrådte som Amy Winehouse.
Men hvad var det egentlig, der gjorde hende til noget særligt?
Her kan du læse om fem ting du (måske) ikke vidste om den afdøde verdensstjerne:
Fik idé til monsterhit på gåtur
They tried to make me go to rehab. But I said no, no, no.
De fleste kan synge med på monsterhittet 'Rehab' fra 2006.
En sang, som for alvor gjorde Amy Winehouse til verdensstjerne. I modsætning til en del andre store artister, som har folk til at skrive hits, så skrev Winehouse mange af sine tekster selv.
'Rehab' er ingen undtagelse.
På en gåtur i New York med produceren Mark Ronson fortalte hun om sin fars insisterende forsøg på at få hende til at gå på afvænning for sit alkoholmisbrug.
- Hun sagde ligesom ordene "He tried to make me go to rehab and I was like, 'pfft, no no no"
- Jeg burde nok have spurgt ind til, hvordan det føltes for hende, men i stedet var jeg bare sådan: "Vi skal tilbage til studiet", har produceren Mark Ronson senere fortalt i et interview.
Og som sagt så gjort.
I dag regnes 'Rehab' for Winehouses største hit, og det blev på flere måder skæbnesvangert. Amy Winehouse døde nemlig som 27-årig - højst sandsynligt på grund af en alkoholforgiftning, men hendes afhængighed af stoffer og en langvarig spiseforstyrrelse har også spillet ind.
Lavede verdens (måske) mest hyldede slå-op-album
Der er et gammelt ordspil, der hedder: 'Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget'.
Lige netop denne sætning kunne man godt bruge om Winehouses andet album 'Back to black'.
For da sangerinden producerede albummet 'Back to black', var hun netop blevet forladt af kæresten Blake Fielder-Civil.
Selvom Amy Winehouse tydeligvis havde det rimelig skidt i perioden, virkede det voldsomme break up som eksplosivt kunstnerisk brændstof.
Albummet endte med at sælge 12 millioner eksemplarer, og hermed erobrede Amy Whinehouse for alvor verden med sin stemme.
'Back to black' refererede til, at hun efter at være blevet forladt igen gik helt i sort. Det satte fokus på utroskab, skænderier, sorg, afhængighed og dårlig samvittighed. Senere fandt Amy Winehouse og Blake Fielder-Civil sammen igen. De nåede også at blive gift og skilt igen.
Amy Winehouse gjorde jazz til mainstream
Hvis man lytter til Amy Winehouse-musik, er det tydeligt, at hendes stemme ikke er en stilren popstemme. I virkeligheden leder den tankerne hen på jazz, soul og til tider hiphop.
Og det er lige netop denne evne til at mikse stilarter, der gør hende til noget helt særligt, har Mads Gunnersen fra P6 Beat tidligere fortalt til dr.dk:
- Amy Winehouse var en ener for perioden, fordi hun fusionerede caféjazzen med det rockede og trashy.
Imens mange jazz-sangerinder aldrig har nået det brede publikum, så formåede Amy Winehouse at ramme bredt.
- Amy Winehouse var typen, der fik folk til at stoppe op og lytte efter. Hun tog en genre, der måske hørte hjemme på jazzklubben, og tog den med sit look, sin stemme og sine bad girl-tekster om forlist kærlighed, stoffer og provokationer til de største scener i verden, siger Mads Gundersen.
Blev nægtet visa til USA, da hun skulle modtage sine grammys
Man skal vist ikke være ekspert for at se, at den massive berømmelse ikke gjorde særlig meget godt for Amy Winehouse.
Gennem hele karrieren overskyggede hendes problemer med alkohol og stoffer nærmest hendes musik.
Men selvom hun blev fremstillet som en skandaleramt stofmisbruger i tabloidpressen, vandt hun sideløbende et utal af priser for sin musik.
I 2008 høstede hun i en alder af 24 år hele fem grammyer ved årets show i Los Angeles. Blandt andet vandt hun de prestigefyldte priser for som 'Bedste nye kunstner' og for 'Årets sang', som var 'Rehab'.
Sørgeligt nok fik Amy Winehouse ikke mulighed for at deltage i showet, da USA afslog at give hende et visum. I stedet måtte hun optræde fra en satellitforbindelse i London.
Hun kunne lide Frank Sinatra allerede som 2-årig
Amy Winehouse voksede op i London i en familie, der elskede musik.
I hjemmets pladesamling kunne man finde ikoner som Frank Sinatra, Ray Charles og Aretha Franklin.
Særligt 'Fly me to the moon' med Frank Sinatra var hendes yndlingssang, og allerede i en alder af to år begyndte hun at synge med på den, fortalte hendes far Mitch i et interview med det engelske medie, Digital Spy.
I det hele taget havde sangerinden med det høje hår et helt særligt forhold til sangeren og skuespilleren Frank Sinatra. Faktisk i så høj en grad, at hendes første album 'Frank' sandsynligvis blev navngivet efter ham.
Det var egentlig ikke, fordi Amy Winehouse syntes, Sinatra teknisk set var en genial sanger, og hun har også kaldt ham for et røvhul. Alligevel så hun ham som et forbillede, fordi han følelsesmæssigt levede sig så meget ind i sin musik og kunne røre de fleste med sin røst.
En evne som mange i dag husker Amy Winehouse for.