Når Christian Ørum hører soundtracket til computerspillet 'Minecraft', har han svært ved ikke at græde.
Det er ikke, fordi 'Minecraft' vækker dårlige minder hos Christian – det er faktisk lige omvendt.
Måske kender du Christian fra 'Løvens hule – velkommen til virkeligheden', som lige nu kan ses på DRTV.
Sammen med sin partner Nicklas Stokholm præsenterede han i sæson otte af 'Løvens hule' et helt særligt samtalesystem for løverne.
Et system, som kunne gøre det muligt for folkeskoleelever med ADHD og koncentrationsforstyrrelser at lukke forstyrrende støj ude fra klasseværelset og samtidig kommunikere direkte med underviseren.
Idéen var så solid, at løverne Louise Herping Ellegaard og Tommy Ahlers kastede 800.000 kroner i projektet.
I dag er virksomheden Bubbles vokset til syv medarbejdere, og i de første to kvartaler i 2023 har de lukket kontrakter for fem millioner kroner.
En udvikling, som Christian selv kalder for surrealistisk. Men hvordan opnår man sådan en kæmpe succes som 20-årig?
En del af svaret skal findes i Christians barndom.
'Jeg har altid været fascineret af at bygge ting fra bunden'
Her følte han sig nemlig tit alene.
- Jeg kan huske, at jeg de første fem år af mit liv fik meget opmærksomhed fra mine forældre. Men så kom min søster til verden, og lige fra begyndelsen var der noget galt.
Christians lillesøster Tilde har autisme og ADHD.
De to diagnoser betød, at Christians forældre måtte bruge en stor del af deres opmærksomhed og energi på at få Tilde til at fungere nogenlunde i hverdagen.
Selvom forældrene altid var der for Christian, når han skulle bruge dem, så blev det helt naturligt for Christian selv at finde sine egne måder at få tiden til at gå på i huset i Snejbjerg lidt uden for Herning.
- Jeg var et meget kreativt barn, og jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg blev suget ind i en verden af Lego, hvor jeg kunne sidde i timevis og bygge med det.
Når Christian legede med Lego, holdt han sig ikke bare til papir-manualerne, der fulgte med i æskerne.
I en alder af ni år begyndte han at bygge sine egne våben. Våben, som ved hjælp af elastikker kunne affyre hjemmebyggede Lego-missiler afsted mod fjerne horisonter i det lille limegrønne drengeværelse.
Senere blev Lego-våbnene erstattet af computerspillet 'Minecraft'.
- Jeg har altid været fascineret af at bygge ting fra bunden, og der var 'Minecraft' bare perfekt. Det er som at blive placeret i en sandkasse, hvor du bare kan bygge alt i hele verden, siger Christian.
'Minecraft' blev et trygt helle
For Christian blev Minecraft en tryg byggeplads midt i en hverdag, som var det modsatte af tryg.
I klassen var han den overvægtige, lidt introverte dreng, som hurtigt blev én, man kunne tryne. Og derhjemme var der Tilde, som havde tilpas mange problemer til, at Christian ikke følte, at hans forældre også skulle bekymre sig om ham.
I stedet blev han en del af et online 'Minecraft'-fællesskab, og på kort tid blev Christians byggeprojekter mere og mere avancerede.
Han byggede skyskrabere med store automatiserede døre og særlige lamper, der tændte i forhold til solens bane på himlen – discipliner som enhver 'Minecraft'-spiller ved kræver særlig teknisk formåen at programmere.
- Når jeg tænker tilbage på dengang, så var det nok her, at min evne til at søge på nettet – søge hjælp, researche, gå på YouTube – blev skabt.
- Jeg blev bare vant til selv at kunne lære mig det hele, siger Christian.
Var det skæbnen?
Med tiden udviklede Christians passion for 'Minecraft' sig til en generel passion for computere.
Som 12-årig byggede han sin første computer, og senere begyndte han sig også at interessere sig for selve computersoftwaren. En interesse, der i dag gør, at han kan kalde sig selvlært programmør.
Når Christian kigger tilbage på sin barndom og folkeskoletid, er han ikke i tvivl om, at han følte sig ensom.
De mange timer foran computeren påvirkede hans sociale evner, og selvom han gerne ville lege med, når kammeraterne i klassen spillede computerspil med hinanden, turde han ikke spørge, om han måtte deltage.
Da Christian startede på HTX efter 9. klasse, mødte han en fyr på valgfaget innovation. En fyr, der skulle vise sig at vende op og ned på hans tilværelse.
Det skete, da underviseren sagde, at nu skulle alle på holdet skaffe sig en makker, oprette en virksomhed og opfinde et konkret produkt.
Selvom Christian aldrig havde vekslet et eneste ord med den høje, lyshårede fyr ved navn Nicklas, mødtes deres øjne.
- Vi har tit talt om, hvor vildt det var, at vi ligesom bare så på hinanden dér. Var det mon en eller anden form for skæbne, som ramte os?, griner Christian.
I alliance med den fødte sælger
Hvis man har set 'Løvens hule' eller opfølgningsprogrammet 'Løvens hule – velkommen til virkeligheden', er man ikke i tvivl om, at Nicklas er indbegrebet af et udadvendt menneske.
Et menneske, som virker til at være programmeret med et særligt sælger-gen, hvis der er altså findes sådan noget i vores dna.
Det var lige netop den udadvendte facon, som Christian så store muligheder i.
- Han var jo så forskellig fra mig. Jeg var den stille type. Programmøren, der sidder i sin hule. Han var teknisk inhabil, men havde alle de sociale færdigheder og det stof, der skulle til for at starte virksomhed. Det var helt perfekt.
Kombinationen af Christian og Nicklas' evner viste sig da også at være intet mindre end genial.
De måtte flere idéer igennem, før de fandt på deres endelige koncept. Et koncept, der var inspireret af Christians lillesøster Tilde.
- I takt med at vi udviklede vores idéer, lærte Nicklas mig jo bedre at kende. En dag kom det ligesom frem, at jeg havde en lillesøster med ADHD, og jeg fortalte, hvor svært hun havde det i skolen.
- På det tidspunkt gik hun i en specialklasse, og støjen i den klasse var bare en killer for hendes koncentrationsniveau. Når hun kom hjem fra skole om eftermiddagen, var hun helt ulykkelig og ødelagt af al den støj, forklarer Christian.
Idéen, der kunne det hele
Da Christian og Nicklas i forvejen havde udviklet en idé om, hvordan man kunne begrænse støjen i et åbent kontorlandskab, var det, som om de pludselig vandt jackpot i en usynlig innovationsautomat, da problematikken med Tilde kom frem til overfladen.
For tænk, hvis de kunne opfinde en form for lyddæmpende samtalesystem, der kunne sikre Tilde ro i klassen samtidig med, at læreren stadig kunne få kontakt til hende?
- Det var virkelig, som om det klikkede for os. Tænk at opfinde et produkt som kunne hjælpe Tilde, men også andre skolebørn, der kæmpede med koncentrationsproblemer. Det tændte os helt vildt, siger Christian.
På relativt kort tid fik han bygget en form for prototype på det samtalesystem, der senere fik navnet Bubbles.
I begyndelsen var systemet temmelig upålideligt, men i takt med at Bubbles er vokset, har Christian som firmaets produktionsansvarlige optimeret softwaren i produktet.
I dag har de to venner og partnere været på et forretningsmæssigt eventyr, som minder om noget fra en amerikansk film:
De har vundet danmarks-, europa- og verdensmesterskabet i entreprenørskab.
De har høstet løvernes anerkendelse i 'Løvens hule' og fået to stærke investorer, som hjælper dem med at opbygge Bubbles.
Lige nu har de solgt deres systemer til mere end hundrede skoler, og drømmen er at gøre firmaet så selvkørende i Danmark, at de kan bruge deres kræfter på at udbrede opfindelsen til mange andre lande verden over.
Her kan du se, hvordan det går Christian og Nicklas i programmet 'Løvens hule - velkommen til virkeligheden', når de holder evalueringsmøde med deres investorer:
Tak, Nicklas!
Når Christian tænker over den udvikling, han har været igennem med Bubbles, føler han, at han har meget at takke Nicklas for, fordi Nicklas har hjulpet ham med at træne sine sociale færdigheder.
Hvis ikke det havde været for Nicklas, havde han aldrig turdet stille op i 'Løvens hule' eller tale til kommende kunder på skoler landet over.
Han kunne godt ønske sig, at han dengang i barndommen havde haft de færdigheder, så han havde været i stand til at række ud efter kammeraterne.
Alligevel ser han også tilbage på timerne med Lego og 'Minecraft' med stor nostalgi og kærlighed.
- Jeg kan faktisk ikke høre soundtracket til Minecraft uden at græde, og jeg bliver også rørt, når jeg tænker på Lego. Hvis jeg skulle sige noget til mig dengang fra her, hvor jeg er i dag, så vil jeg nok sige "nyd det".
- For både Lego og Minecraft var jo med til at redde mig igennem, når jeg har haft det svært. Samtidig er det blev fundamentet for det, jeg har skabt i dag.
Hvis du vil følge Christian og Nicklas forretningseventyr, så se med i 'Løvens hule - velkommen til virkeligheden' på DRTV.