Er du typen, der grubler over, hvordan du selv ville klare dig i den nordnorske natur, når du sidder og ser 'Alene i vildmarken'?

Det er jeg.

Og jeg er temmelig sikker på, at jeg ville klare mig rimelig råddent.

Mit shelter ville uden tvivl suge regnvand til sig som en svamp i en vaskebalje. Efter ganske få døgn uden fisk i nettet ville min sult drive mig til vanvid i en sådan grad, at jeg ville spise min nødration af havregrød, ringe til produktionsholdet og tigge dem om at komme hjem med det første og varmeste fly.

Men hvis der er én ting, jeg sagtens tror, jeg kunne klare, så er det at være alene.

Det skal deltagerne også kunne klare i den nye sæson af 'Alene i vildmarken'. For mens det i de to foregående sæsoner har været mulig at tage en ven, kæreste, kollega eller familiemedlem med sig ud i det norske ingenmandsland, så er denne mulighed droppet i den nyeste sæson.

Nu er deltagerne igen helt alene i vildmarken.

Og netop det at være alene skulle efter sigende være en kæmpestor udfordring rent mentalt. Men hvorfor er det egentlig så hårdt?

For at blive klogere på det spørgsmål ringer jeg til Julie Christiansen, der er adjunkt ved Institut for psykologi på SDU og forsker ved Defactum i Region Midtjylland. Som én af de få i Danmark forsker hun i fænomenet ensomhed.

Julie Christiansen giver mig ret i, at det at være alene kan være nok så dejligt.

- At være alene er en neutral tilstand – eller i udgangspunktet i hvert fald hverken godt eller skidt. For mange kan det være forbundet med noget rigtig rart at være alene. Det er her, du kan få tid til refleksion, være kreativ og måske komme i flow, siger hun.

Ensomhed er kroppens alarm-signal

Men selvom det kan være rart at være alene, sker der jo tit dét, at man på et eller andet tidspunkt oplever en lidt mere udfordrende tilstand komme snigende: ensomheden.

En tilstand, som tidligere har fået selv de mest hardcore vildmarksmænd og -kvinder til at hoppe på en båd tilbage til civilisationen. Men hvorfor pokker opstår ensomheden overhovedet? Hvad er det, der sker?, spørger jeg Julie Christiansen.

- Ensomhed opstår, når man føler ens sociale behov ikke opfyldes. Vi mennesker er sociale væsner. Ser man det i eksempelvis et evolutions perspektiv, så har det altid givet mening for os at samles i grupper. Ja, af den simple årsag at vi kan beskytte hinanden, maksimere muligheder for overlevelse og reproduktion, siger Julie Christiansen og uddyber:

- Så man kan sige, at ensomhed næsten er en form for alarm-signal, der har til formål at informere os om, at vi nu er for langt væk fra gruppen. Derfor opstår et ubehag, som motiverer os til at række tilbage til flokken og drage nytte af alt det, vores flok kan. Det er her, vi kan hjælpe hinanden, skaffe føde, lave børn og passe på hinanden.

Julie Christiansen understreger i samme ombæring, at ensomhed ikke kun opstår, når vi er alene. Man kan sagtens føle sig ensom, selvom man er omgivet af andre mennesker. Måske har man masser af bekendte, samtidig med at man savner de nære relationer, og så kan ensomhed sagtens opstå.

For at forstå, hvordan ensomhed føles, får jeg fat i vildmarks-deltageren Camilla Varming Nielsen. I sæson fem drog hun til Nordnorge med sin kone Martha, og i den nyeste og syvende sæson af programmet er hun så vendt tilbage til ødemarken netop for at afprøve, hvad det vil sige at opleve omgivelserne på egen hånd.

- Jeg synes, der var meget stor forskel på at være i vildmarken med Martha og så være der alene. Da jeg var der med Martha, nåede det aldrig at blive kedeligt, for selvom vi ikke snakkede sammen hele tiden, så kunne jeg jo fornemme hende. Men da jeg tog alene ud, var følelsen en helt anden, siger Camilla Varming Nielsen og uddyber:

- Allerede da jeg ankom til mit habitat alene, kunne jeg øjeblikkeligt mærke, hvor fuldstændig forfærdeligt det var. Det føltes simpelthen hårdt og voldsomt. Et godt bevis på, hvad det vil sige at være på afvænning, fortæller hun og understreger, at hun altid har været et meget socialt menneske, der omgav sig med mange mennesker og meget larm.

Der gik heller ikke lang tid i vildmarken, før Camilla Varming Nielsen kunne mærke de fysiske konsekvenser af ensomheden.

- Det var meget tydeligt for mig, at kroppen reagerede. Jeg fik angstlignende anfald, hjertebanken og myldertanker. Kroppen var bare ved at gå i panik, fordi ingenting var, som det plejede, og der ingen stimuli var.

Ensomhed påvirker vores stressniveau

At kroppen reagerer fysisk på ensomhed, er ikke unormalt, fortæller ensomhedsforsker Julie Christiansen.

- Kigger man på folk, der lider af ensomhed i længere tid, kan vi se et øget forekomst af en række alvorlige sygdomme som for eksempel hjertekarsygdomme, og på lang sigt øger ensomhed risikoen for tidlig død.

Men på den korte bane kan ensomhed også have fysiske konsekvenser, forklarer Julie Christiansen.

- Selv på kort sigt kan fraværet af social kontakt have negative konsekvenser fysisk og mentalt. Der skal mere tid til, før man udvikler hjertekar-sygdomme, diabetes eller lignende, men man kan forestille sig et øget stressniveau allerede efter kort tids følelse af ensomhed.

- Samtidig er kroppen jo også ekstra udsat i vildmarken, fordi man sover dårligt og får et begrænset antal kalorier, så det kan selvfølgelig være svært at sige, hvad der er hvad.

Selvom ensomhed i længden kan få alvorlige konsekvenser for vores helbred, skader det dog ikke, at man føler sig ensom under et ophold i vildmarken.

Tværtimod kan det være en sund oplevelse at mærke, at man savner dem derhjemme, mener Julie Christiansen.

Camilla Varming Nielsen er enig.

- Ensomheden har ikke været skadelig for mig, men man skal ikke tage fejl af, hvor hårdt er. Ens hjerne kan virkelig køre rundt med én, når man er alene derude i vildmarken.

- Når man sidder derhjemme i sofaen med sin kaffe og flødekage, kan det måske se så nemt ud, men det er det altså ikke. Når man er så mutters alene uden stimuli i længere tid, så opfinder hjernen alle mulige undskyldninger for, hvorfor man skal hjem. Det er ret vildt at opleve.