Camilla Varming Nielsen er ikke som vildmarksdeltagere er flest.

Mange husker hende nok som kvinden, der takker naturen for de fisk, hun fanger, og som i øvrigt starter dagen i vildmarken med at drikke en kop morgenurin.

Men inden Camilla tog afsted på sin anden tur til vildmarken, kæmpede hun også med en usædvanlig udfordring.

Hun hadede at være alene.

Og hvis hun var det, dulmede hun altid sin ensomhed med en eller anden form for stimuli.

- Inden jeg tog afsted, ville jeg altid tænde for Netflix eller hive mobilen frem, hvis min kone Martha ikke var i nærheden. Jeg kunne sidde der og scrolle i timevis eller bare gå rundt med noget tilfældig lyd i ørerne, fortæller Camilla.

Dulmede stilhed med lydbog

Allerede som barn blev Camilla nødt til at høre lydbog for at kunne falde i søvn.

Den totale stilhed var simpelthen for ubehagelig, når hun lå alene om aftenen i sin seng og kiggede på børneværelsets lyserøde babytapet med små hvide får på.

Heldigvis var Camillas værelse udstyret med en kassettebåndoptager og en stak såkaldte bånd og bog-lydbøger - dem som siger DING, hver gang man skal bladre.

Men Camilla kiggede ikke i bogen. For det var ikke selve historien, men blot lyden, der på messende vis lullede hende i søvn.

Da hun blev større, sørgede hun for, at der altid var mennesker omkring hende, og at der altid skete noget.

- Jeg klatrede i træer, spillede fodbold og var sammen med vennerne. Selv hvis min forældre bad mig om lige sidde ned og tage en slapper, ville jeg finde en kontorstol, der kunne dreje rundt, forklarer Camilla.

I virkeligheden var al den stimuli, som Camilla udsatte sig selv for, slet ikke god for hende. Det betød nemlig, at hun i mange år kæmpede med en manglende evne til at finde ro.

- Jeg har faktisk tit haft følelsen af, at mit hoved har været fyldt med dynamit, forklarer hun.

Bedøvede sig selv med hash og bajere

For at dulme følelsen af at være så overstimuleret, begyndte Camilla i slutningen af sine 20'ere at ryge hash. Ikke hver dag, men ligesom en alkoholiker kan være kvartalsdranker, har hun i gentagende perioder i sit liv været afhængig af at ryge sig skæv for at slappe af.

- Det er virkelig ikke kun hash, jeg har været afhængig af. Jeg har også drukket for mange bajere, røget cigaretter og spist alt for meget sukker, fortæller Camilla, som generelt føler, at hun alt for nemt bliver afhængig af ting.

Selvom Camilla i flere år har holdt sig væk fra hash, har hun stadig oplevet den konkrete trang til at stimulere sig selv med larm, sukker eller en telefon, hver gang hun var alene.

Det var netop derfor, hun syntes, ideen om at tage alene til vildmarken uden konen Martha lød lokkende, da tv-produktionen ringede og spurgte, om hun ville afsted igen.

- Jeg sagde ja, fordi jeg vidste, at jeg blev nødt til at kigge angsten for at være alene dybt i øjnene og finde ud af, hvad fanden der foregik inden i mig.

'Følte, jeg var på afvænning'

Når man ser det første program i 'Alene i vildmarken' sæson 7, kan det måske virke, som om at Camilla trives med at være alene i de øde omgivelser. Vi ser hende spørge naturen, hvor hun skal bygge sit shelter, og vi hører hende gå rundt og synge for sig selv mellem de høje fyrretræer.

Men i virkeligheden havde hun det ikke særlig godt.

- Følelsen var direkte forfærdelig. Hård og kold. Jeg følte faktisk, jeg var på afvænning, og jeg mærkede et fysisk ubehag. Min krop rystede, jeg fik hjertebanken og tankemylder af at befinde mig i den her nye virkelighed, fortæller Camilla.

Når hun tænker tilbage på sin tur nu, føler hun, at det især var den første uge, der var ulidelig, og efter tre uger begyndte hun faktisk at nyde sit eget selskab.

Den enorme mængde af tid gjorde, at hun fik ro til at spekulere over, hvorfor hun havde det så svært med at være alene.

- Jeg fandt ud af, at jeg i mange år har følt, at jeg skulle passe ind i en bestemt hverdag, hvor det var vigtigt, at jeg fik mig en uddannelse, et job og tjente nok penge. Jeg har prøvet at opfylde en masse usynlige forventninger til mig selv uden at opdage, at det udmattede mig, siger Camilla og uddyber:

- Og når jeg så har været alene, så har jeg slet ikke kunnet finde ro, fordi jeg var udmattet. I stedet dulmede jeg bare mine flyvske tanker og larm i hovedet med alt andet larm udefra.

I takt med at Camilla begyndte at blive klogere på sine handlemønstre, begyndte hun også at opdage, at stilheden slet ikke var så forfærdelig.

- Jeg opdagede, at hvis jeg bare sad og kiggede ind i et bål, så kedede jeg mig helt vildt, men hvis jeg ligesom trickede min hjerne til at se det som en meditationsøvelse, så begyndte jeg at kunne være i det.

Til sidst blev Camilla så glad for at være alene, at hun frygtede, hun ville blive for glad for det. Og da livet derhjemme med Martha også trak i hende, valgte hun at ende sit ensomheds-eventyr på dag 36.

- Det var en svær beslutning, for jeg havde det jo rigtig godt derude. Men da jeg kom hjem, opdagede jeg også, hvor svært det var at vende tilbage efter at have været så meget i overlevelsesmode. Så på den måde, tror jeg det var godt, at jeg ikke blev længere.

Selvom Camilla føler, hun gjorde sig mange opdagelser om selv, falder hun stadig i stimuli-fælderne herhjemme, så det er ikke, fordi hun lever et sukkerfrit liv, hvor hun aldrig scroller sociale medier til døde.

- Når man kommer hjem, bliver man lynhurtigt en junkie igen, men i dag har jeg en anden bevidsthed om mine mønstre og behov for stimuli. Jeg ser også på mig selv med mildere øjne. På den måde har min tur i vildmarken været livsomvæltende.

Vil du læse mere om Camilla og Marthas livs- og menneskesyn, så tjek dette portræt ud: