Protester mod Vietnamkrigen, smarte og belæste universitetsstuderende, fri sex, store fremtidsdrømme, flirt med kommunisme – og et stort had til amerikanerne.

Det er blot nogle af ting, Kathrine fra 'Carmen Curlers' støder på, da hun i seriens femte afsnit holder fri fra sit job som tjener på Hotel Grand og tager på weekendtur med en gruppe unge, venstreorienterede studerende.

Her bliver der røget smøger, drukket øl og spillet musik, alt imens der bliver diskuteret kommunisme, kapitalisme, fortid, fremtid og stillet store eksistentielle spørgsmål.

Og 1960'erne var da også på mange måder en skelsættende tid at være ung i.

Ungdomsoprøret ulmede fra midten af årtiet, og de yngre generationer ønskede – forenklet sagt – et opgør med både kønsroller, krigsførelse, sex og undervisning.

Musiker og tv-vært Keld Heick, der i dag er 77 år, var selv en ung mand på det tidspunkt.

I 1965, hvor anden sæson af 'Carmen Curlers' skal forestille at foregå, var han 19 år gammel. Han ville leve af at spille musik, mens hans forældre ville have, han skulle være advokat.

Kan kender derfor om nogen til den opbrudsstemning, der kendetegnede 1960'erne.

Vi har derfor spurgt ham om, hvordan han husker tilbage på sine ungdomsår:

Hej Keld! Du var selv ung i 1960'erne. Hvad syntes dine forældre egentlig om, at du ville leve af at lave musik?

- Puha, det var ikke noget for dem. De havde bestemt sig for, at jeg skulle være advokat. Advokater tjener jo godt med penge, og det syntes de var en god fremtid. Men det interesserede mig ikke et hak.

- Jeg ville helst være musiker, en dansk udgave af Elvis Presley. Men jeg skulle jo have "noget at falde tilbage på", som mine forældre sagde. Jeg besluttede mig for at læse til cand.mag. og blive gymnasielærer, så jeg begyndte på universitetet.

- Men så ramte jeg ind i en sang, der skulle vise sig at ændre mit liv. Nemlig 'Landsbyens Gadekær', som blev den mest solgte plade i 1966. Det væltede ind med musikjobs i hele landet, og så var det ofte umuligt at møde på universitetet, og sådan ville det blive de næste seks-syv år. Det gik slet ikke!

- I stedet læste jeg til folkeskolelærer, for det tog kun tre år. Jeg fik en udmærket lærereksamen, selvom der i eksamenspapirerne stod: "Må anses som uegnet til at undervise i matematik".

- Men at jeg skulle blive 77 år uden nogensinde at bruge min læreruddannelse, dét havde jeg ikke regnet med.

Hvordan husker du din egen ungdom? Kunne du mærke, at der var oprør i gang?

- Ja, det kunne jeg. Der var mange unge, der demonstrerede mod Vietnamkrigen, og som så et stort lys i Vietnams leder Ho Chi Minh. Han blev nærmest set som en gud.

- Sådan havde jeg det dog ikke. For det første interesserede jeg mig ikke ret meget for politik, og for det andet mente jeg, at det var en utrolig forenkling af hele konflikten i Vietnam.

- Men amerikanerne var ikke populære hos unge mennesker dengang. Bestemt ikke. Der blev demonstreret uden for den amerikanske ambassade, men det var jeg selvfølgelig ikke med til.

Du bliver gift med Hilda i 1968, da I er i starten af 20'erne, og det var jo kutyme dengang...

- Ja, det var det nok, og Hilda er da ofte blevet spurgt om, hvordan jeg friede. Men det var meget uromantisk, for der var slet ikke noget frieri.

- For vi var blevet tilbudt en lejlighed i Domus Vista (højhus på Frederiksberg i København), som var ved at blive bygget på det tidspunkt. Vi ville rigtig gerne flytte derind, men da vi mødte op til et møde, fik vi at vide, at vi var nødt til at blive gift inden for seks uger, hvis vi ville have lejligheden.

- Så Hilda sagde: "Vi skal giftes, hvornår har du fri?". Det havde jeg den 24. august, og der blev vi gift i Frederiksberg Kirke. Så kunne vi få den lejlighed.

Noget af det, der også præger 1960'erne, er synet på kvindens rolle. Bed du selv mærke i det?

- Ja, bestemt. For min mor var hjemmegående husmor, og hun syntes, det var noget mærkeligt noget, at Hilda gik på arbejde. Det måtte hun da holde op med, når vi blev gift.

- Men Hilda sagde: "Det gør jeg simpelthen ikke, jeg vil havde mit eget". Hun var programmør hos Lundbeck og enormt glad for sit arbejde.

- Hos Hildas familie arbejdede både hendes mor og far hårdt for at klare det hele. Det var en arbejderfamilie, og det var en ny verden for mig. For min familie var højere middelklasse, og jeg var vant til, at min mor gik hjemme, og min far tjente pengene, siger Keld Heick, hvis far var underdirektør i et rejsebureau.

Hvad var den største forskel på at være ung dengang i forhold til i dag?

- Dengang var man ikke så presset, som jeg synes, ungdommen er nu. Noget af det skyldtes, at vi ikke havde mobiltelefoner dengang. Det var vi dejligt fri for.

- Jeg ville nødig være ung i dag. Det må være svært at blive presset fra en masse forskellige sider: "Du skal tage denne her beslutning, og så er det resten af dit liv". Sådan var det ikke dengang i 1960'erne, dér tog man det lidt mere løst.