Vidste du, at det var ulovligt for to mænd at danse sammen? Her er 8 eksempler på, hvordan det var at være homoseksuel i 1960'erne

Tilværelsen som homoseksuel var meget anderledes i den tid, hvor dramaserien 'Carmen Curlers' udspiller sig.

Karaktererne Frans og Benjamin fra serien 'Carmen Curlers'. (Foto: © Dr)

Forestil dig, at du ikke måtte danse med din kæreste i offentligheden. Eller at du kunne miste dit job, hvis din chef ikke brød sig om dem, du kyssede på.

Sådan var livet for danske homoseksuelle for omkring 60 år siden.

For selvom vi danskere i dag bryster os af frisind og tolerance, når det kommer til seksuelle minoriteter, så har livet som homoseksuel ikke altid været lige let herhjemme.

Det blev også tydeligt i sjette af DR's dramaserie 'Carmen Curlers', hvor der blev sat fokus på livet som homoseksuel mand i Danmark i 1960'erne.

En periode, hvor seksualitet var noget, de fleste holdt for sig selv, og hvor homoseksuelle oplevede at blive diskrimineret.

- I 60'erne har man som samfund generelt en opfattelse af, at man er meget tolerante og åbne, men i realiteten er homoseksualitet ikke noget, man taler højt om, og det opfattes af mange stadig som noget skamfuldt på det her tidspunkt, forklarer Peter Edelberg.

Han er lektor ved Københavns Universitet og har forsket i forholdene for danske homoseksuelle gennem historien.

- Det betyder også, at homoseksuelle bliver mødt af særlige udfordringer, som heteroseksuelle ikke oplever på samme måde i 1960'erne, forklarer han.

Men hvordan var det egentlig at være homoseksuel i Danmark for 50-60 år siden?

I punkterne herunder kan du blive klogere på nogle af de udfordringer, danske bøsser og lesbiske blev mødt med dengang.

Folk så på homoseksualitet som et handicap

Skuespiller Ebbe Langberg, kendt fra film som 'Frøken Nitouche' og 'Soldaterkammerater', sprang aldrig ud, men det var bredt kendt, at Langberg var homoseksuel. Langberg var én af flere kendte profiler fra 50'erme og 60'erne, der ikke talte offentligt om deres homoseksualitet. (Foto: © POUL PETERSEN, Ritzan Scanpix)

I dag vælger mange homoseksuelle at springe ud og fortælle venner, familie og kollegaer om deres seksualitet, men sådan var det ikke i 60'erne.

- Dengang var det ikke noget, man fortalte omverdenen. Uanset om folk så havde lugtet lunten og godt kunne regne ud, at man nok var homoseksuel, så var det ikke noget, man gik ud med offentligt på den måde, som det er blevet normalt i dag, forklarer Peter Edelberg.

Generelt var synet på homoseksualitet dengang et noget andet end det, vi har i dag:

- I 60'erne er den grundlæggende holdning, at homoseksualitet er en form for handicap. Det er noget, du er født med, og ikke noget, du selv er skyld i, forklarer Peter Edelberg og fortsætter:

- Derfor har mange i samfundet – også de mest tolerante – en form for misforstået medlidenhed med de homoseksuelle. Man tænker: "Åh, er han bøsse? Den stakkel! Men nu skal vi ikke gøre det værre, for han har det jo svært nok med det handicap, han skal leve med." Man anskuer på en måde homoseksualitet som en sygdom, forklarer han.

Homoseksuelle risikerede at blive fyret

I 60'erne mente mange ikke, at homoseksuelle måtte arbejde som for eksempel skolelærer. Arkivbilledet her stammer fra 1955 og har ikke konkret relation til emnet. (Foto: © Ulf Nilsen, Ritzau Scanpix)

Grundene til at holde sin seksualitet skjult var mange, forklarer Peter Edelberg.

For selvom det ikke var ulovligt at være homoseksuel, så kunne det stadig få konsekvenser, hvis folk fik nys om ens seksualitet.

- Udover at man kunne blive stigmatiseret i samfundet, så kunne det også have den konsekvens, at man riskerede at blive smidt ud af sin lejlighed eller blev fyret fra sit job. I 60'erne var der ingen lov mod diskrimination af homoseksuelle, og det var fuldt lovligt for en arbejdsgiver at fyre en medarbejder på grund af vedkommendes seksualitet, fortæller Peter Edelberg.

Ét af de mest kendte eksempler på det er den såkaldte 'Blovstrødsag' fra 1961.

Her blev en 58-årig overlærer i den lille by Blovstrød i Nordsjælland presset til at sige op efter 35 år som lærer på den lokale skole, fordi en kollega havde fundet homoerotiske nøgenbilleder på hans værelse.

En beslutning, et flertal af danskerne tilsyneladende bakkede op om. I en Gallup-undersøgelse fra 1962 mente blot 15 procent af danskerne nemlig, at overlæreren skulle have lov at fortsætte i sit job, selvom han var bøsse.

Bøsser og lesbiske giftede sig for at få bedre boliger

I 'Carmen Curlers' fortæller fotografen Benjamin (til højre) sine konservative kunder, at han er forlovet med en kvinde, selvom han er homoseksuel og hun er lesbisk. (Foto: © Tine Harden, DR)

Ens seksualitet spillede også ind, når det kom til at finde en lejlighed.

I 60'erne kom børnefamilier og heteroseksuelle par nemlig forrest i køen, når der skulle tildeles boliger i de almennyttige boligselskaber.

Derfor valgte nogle bøsser og lesbiske at indgå et proforma-ægteskab i håbet om at få en bedre og større lejlighed.

- Kendte man en lesbisk eller en bøsse, så kunne man ret let gå ned på rådhuset og blive gift, og så havde man en vielsesattest, man kunne vise frem til boligadministrationen, forklarer Peter Edelberg.

Nogle homoseksuelle havde dog også andre grunde til at gifte sig med én af det modsatte køn.

- For nogle bøsser og lesbiske handlede det også om, at man skulle have én, man kunne vise frem "derhjemme på gården i Jylland", så man undgik for mange spørgsmål, siger Peter Edelberg og fortsætter:

- Men det er svært at sige, hvor udbredt de her proforma-ægteskaber egentlig var. Rigtig mange homoseksuelle kunne sagtens leve et stille og fredeligt liv sammen, så længe man gik stille med dørene og holdt sig på den rigtige side af loven.

Det var ulovligt for mænd at danse sammen

I 'Carmen Curlers' tager karaktererne Benjamin og Frans på café, hvor de mødes med andre homoseksuelle. (Foto: © Tine Harden, DR)

I 60'erne fandtes der i landets største byer særlige caféer og restauranter, hvor homoseksuelle kunne møde ligesindede.

Skulle bøsserne få lyst til at danse med hinanden, kunne de dog godt pakke danseskoene væk igen. I 60'erne var det nemlig ulovligt for to mænd at danse sammen offentligt, da man mente, at pardans mellem mænd stred imod orden og sømmelighed.

Derfor kunne to mænd kun – på lovlig vis – danse sammen til særlige fester afholdt af foreninger som Forbundet af 1948 ( i dag kendt som LGBT+ Danmark), der som forening havde en særlig dansetilladelse fra myndighederne.

Først i 1973 blev danseloven sløjfet, blandt andet efter protester fra foreningen Bøssernes Befrielsesfront, der i kampen mod loven i protest arrangerede pardans mellem mænd på Rådhuspladsen i København.

Hemmelig toiletsex var udbredt

Byens toiletter var et typisk mødested for homoseksuelle mænd, der var ude på sjov. (Foto: © PERJESI NICOLAI, Ritzau Scanpix)

Selvom der i 60'erne altså fandtes caféer og restauranter for homoseksuelle, mødte mange bøsser fortsat hinanden i det skjulte.

Møderne foregik ofte i parker og på offentlige toiletter, hvor mænd mødtes og dyrkede sex.

- Som bøsse kunne det være svært at score på arbejdet eller i byen, fordi man både var en lille minoritet og samtidig ikke talte højt om, at man var homoseksuel. Derfor blev bøsserne presset lidt ud på et sidespor, forklarer Peter Edelberg.

- Selvom man kunne mødes på barerne, så føltes det nok mere anonymt at mødes på et toilet eller i en park, hvis man ikke ønskede, offentligheden skulle vide, at man var bøsse. Det er også vigtigt at huske på, at mange bøsser dengang havde et enormt selvhad og så på sig selv som syge, og derfor skulle den slags aktiviteter gerne foregå i det skjulte.

Det var dog ikke lovligt at dyrke sex på offentlige steder, og ofte risikerede homoseksuelle mænd at blive anholdt af betjente i civil, hvis de forsøgte at lægge op til sex på toiletter eller i parker.

Unge trækkerdrenge solgte sex til mænd

Rådhuspladsen i København var centrum for en stor del af prostitutions-aktiviteterne blandt homoseksuelle i 60'erne. (Foto: © Walther Månsson, Ritzau Scanpix)

I 50'erne og 60'erne var mandlig prostitution et udbredt fænomen i de større byer, hvor unge – og ofte heteroseksuelle – mænd solgte sex til andre mænd.

- I København var de mandlige prostituerede en ret markant del af gadebilledet om aftenen og natten i området omkring Rådhuspladsen, og prostitution var en integreret og accepteret del af det homoseksuelle miljø, forklarer Peter Edelberg.

De unge mænd, der oftest var mellem 15 og 20 år, kunne tjene gode penge på arbejdet som prostitueret.

- Mange unge mænd så prostitution som en måde at få sex og tjene penge på. Dengang fandtes SU-systemet ikke, og unge havde ikke særligt mange penge, medmindre de havde et arbejde og virkelig knoklede. Men hvis du solgte sex, kunne du måske tjene 20-30 kroner (omkring 300-400 kroner i dag) relativt hurtigt, og derfor brugte nogle mænd prostitution som en måde at forsøde tilværelsen på.

Den udbredte prostitution i det homoseksuelle miljø forklares ofte med, at homoseksuelle ikke havde andre muligheder for at mødes, men den forklaring køber Peter Edelberg ikke.

- Der findes en million gode undskyldninger for, hvorfor prostitution var så udbredt, men jeg tror, de gjorde det, fordi det var en let måde at få lov til at dyrke sex med nogle unge, flotte mænd.

- Samtidig synes nogle homoseksuelle dengang, at det var forkert at gå i seng med andre bøsser, fordi man mente, der manglende en maskulin energi – og den kunne man få hos de unge, heteroseksuelle trækkerdrenge.

Politiet jagtede homoseksuelle sexkunder

Færdselsbetjent dirigerer trafikken på Vibenshus Runddel i København i 1962. (Foto: © Karl Nord Sørensen, Ritzau Scanpix)

I 1961 ønskede politikerne et opgør med den mandlige prostitution og indførte en særlov, kendt som 'Den grimme lov', der gjorde det forbudt for homoseksuelle at købe sex af mænd under 21 år.

Det betød, at den homoseksuelle lavalder for prostitution blev gjort tre år højere end den almindelige homoseksuelle lavalder, der var på 18 år – hvilket i forvejen var højere end den seksuelle lavalder for heteroseksuelle forhold, der, som i dag, lød på 15 år.

- Loven kom af medlidenhed med de unge drenge, der solgte sex, men byggede også på en homofobisk logik om, at det var bøsserne der forførte de unge fyre og lokkede dem i fordærv – og i værste fald var med til også at gøre dem homoseksuelle. Det var skrækforestillingen; at man fik en hel ungdomsgeneration af bøsser.

'Den grimme lov' blev dog også mødt med skarp kritik fra borgere, der mente, den var diskriminerende, og at politikerne kørte en hetz mod de homoseksuelle.

I alt 79 homoseksuelle blev dømt for at købe sex – og mange flere anholdt – inden loven efter stort pres fra dele af befolkningen blev skrottet i 1965.

60'erne ender med et opgør med diskriminationen

Befolkningens holdning til homoseksuelle ændrer sig markant i løbet af 60'erne. (Foto: © Tine Harden, DR)

I kølvandet på 'Den grimme lov' blomstrede debatten op om lige rettigheder for homoseksuelle i Danmark, godt fulgt på vej af den globale kamp for minoriteters rettigheder, der særligt prægede den sidste halvdel af årtiet.

- I slutningen af 60'erne sadler det danske samfund om, og man begynder at tale om, hvordan man kan skabe et samfund, hvor der er plads til alle seksualiteter og minoriteter. Man går til kamp mod intolerance og diskrimination og sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor én seksualitet nu egentlig er bedre end en anden, forklarer Peter Edelberg.

- På den måde er 60'erne i den grad en brydningstid. Det er dér, det hele skifter, og man begynder at gøre op med mange af de love, der diskriminerer de homoseksuelle danskere. Det er starten på det frisind, der kendetegner Danmark i dag.

Holdningsændringen kunne blandt andet ses i en Gallup-undersøgelse fra 1971, hvor kun 10 procent mente, at homoseksuelle havde en dårligere moral end andre mennesker, og 16 procent mente, at homoseksuelle selv var "skyld" i deres seksualitet.