Da hun tonede frem på skærmen, blev folk rasende. Nu kan den cerutrygende tv-stjerne Vera fejre 25-års jubilæum

Få hele historien om 00'er-ikonet Vera kendt fra 'Børne 1'eren' og 'Rutsj!'.

(Foto: © Dr)

De knaldrøde læber. Den grønne øjenskygge. Den brune cerutstump i mundvigen.

Var du barn omkring årtusindskiftet, så ved du udmærket, hvordan Vera ser ud.

I slutningen af 90'erne og starten af 00'erne var hun nemlig DR's helt store stjerne, når det gjaldt børne-tv, og i årevis dominerede den rygeglade pensionist skærmen i programmer som 'Børne 1'eren' og 'Rutsj!'.

Men hvordan endte hun egentlig dér?

I år er det 25 år siden, at Vera fik sin tv-debut. I den anledning har vi sat manden bag, skuespiller Michel Castenholt, i stævne til en snak om Vera og hendes betydning for de børn, der voksede op med den cerutrygende tv-stjerne.

Hvad tror du egentlig, Vera ville sige til, at jeg lavede det her jubilæumsportræt af hende?

- Det ville hun være fuldkommen på toppen over. Men hun ville heller ikke kunne forstå, det ikke var sket noget før. Det kan godt være, det først er i år, hun har 25-års jubilæum, men jeg tror nu, hun vil mene, man godt kunne have været ude i lidt bedre tid, siger Michel Castenholt med et grin om sin tro følgesvend gennem 25 år.

Dukkede pludselig op på skærmen

Historien om Vera starter dog endnu længere tilbage.

- Det er en karakter, jeg altid har haft med mig som en form for alter ego. Mange skuespillere har de der karakterer, der ligger lige til højrebenet, som de altid kan hive frem. Sådan var Vera for mig, fortæller Michel Castenholt.

Inspirationen til den aldrende madamme kom fra skuespillerens eget liv og de kvinder, han var vokset op omkring.

De grønne klips i håret er hentet fra damen bag disken i det ismejeri, han plejede at besøge med sin mormor, og Veras knaldrøde kinder og grønne øjenskygge er inspireret af en gammel dame, Michel Castenholt mødte i Paris i sine unge dage.

Veras personlighed hentede Michel Castenholt blandt andet inspiration til hos sig selv.

- Vera er doven, egotisk og mener altid, at hun har ret. Og så har hun en svært sød tand. På lige dét punkt minder hun nok desværre ret meget om mig.

Michel Castenholt fotograferet i 1999. Castenholt har både arbejdet som skuespiller, instruktør og tv-vært, og vandt i sine yngre dage DM i teatersport. (Foto: © Jesper Stormly Hansen, Ritzau Scanpix)

Første gang, Vera dukkede op på tv-skærmen, var i 1997. Dengang havde Michel Castenholt en fast tjans i eftermiddagsprogrammet 'Børne 1'eren', hvor han spillede rollen som den sure pedel, der boede i TV Byens kælder.

Her medvirkede han i en form for telefonisk skattejagt, hvor børn, der ringede ind, skulle styre kameramanden rundt i kælderens gange i jagten på en bunke skjulte dødningehoveder, der kunne udløse tidens eftertragtede præmier som en Playstation 1 eller et stort, kvadratisk monstrum af et tv.

Michel Castenholt i rollen som 'Pedellen i kælderen' i 'Børne 1'erens' skattejagt. (Foto: © Dr)

Undervejs skulle børnene også håndtere pedellen, der i tide og utide kom i vejen for kameramanden på turen rundt i kælderen med formaninger og dumme spørgsmål.

Men en dag var det ikke pedellen, der dukkede op på kælderens gange.

- Det var en ret grå og kedelig dag på jobbet, da jeg fik idéen om, at det kunne være sjovt at sende Vera-karakteren ned i kælderen. Så legede vi bare, at det var pedellens kone, husker Michel Castenholt.

- Det var kun mig, sminken og kostumeafdelingen, der vidste det... Ikke fordi, det var en stor hemmelighed, men fordi, jeg nok var lidt bange for, at jeg ellers ville få et nej.

Det var da heller ikke alle, der var begejstrede for skuespillerens nye indslag. Tværtimod.

- Bagefter fik jeg at vide, at de oppe i tv-afviklingen havde været rasende. De mente ikke, man bare sådan kunne ændre på den slags midt i et direkte tv-program.

Ugen efter vendte Michel Castenholt derfor tilbage til rollen som pedellen, men da der måneder senere skulle aftales en ny sæson af 'Børne 1'eren', foreslog folkene bag programmet, at man erstattede pedellen i kælderen med Michel Castenholt nye, farverige karakter.

- De synes vist alligevel, hun var meget sjov, konstaterer han tørt.

'Rutsj!'-quiz blev kæmpesucces

Med årene steg Veras popularitet støt, og hun rykkede fra de mørke kældergange og ind i de glitrende tv-studier, hvor hun både blev tv-vært Camilla Ottesens faste sidekick i weekend-programmet 'Lørdagshytten' og efterfølgende fik hovedrollen i sit eget program, 'Vera'.

- Jeg tror, folk faldt for Vera, fordi hun var en rigtig antihelt. Hun er jo god nok på bunden, men samtidig er hun også super doven, egoistisk og dybt selvoptaget, siger Michel Castenholt og fortsætter:

- Det korrekte er jo aldrig sjovt. Det er sjovt, når folk gør det forkerte og bryder normerne. Og jeg tror, det er derfor, den figur fik den gennemslagskraft, som den gjorde og stadig har. Fordi Vera gør alle de ting, vi ikke må, men som vi måske i virkeligheden har lidt lyst til.

Vera var ikke kun et hit hos de mindste, men blev også hevet ind i seer-succeser som 'Hit med sangen' og andre underholdningsprogrammer for voksne.

Senere fik hun i 2002 tjansen som medvært på tv-quizzen 'Rutsj!', hvor hun blandt andet fik selskab af navne som Peter Frödin og Signe Lindkvist.

I programmet 'Lørdagshytten' fik Vera ofte besøg af tidens hotteste kendisser. Her er det handymanden Flemming Leth, der for en stund har gjort Vera selskab i dynerne. (Foto: © Henrik Dithmer, DR)

Programmet, der havde en tilhørende titelmelodi og -dans, som mange børn af 00'erne nok stadig kan hive frem fra den mentale gemmeskuffe, blev en enorm succes og cementerede Veras status som en vaskeægte tv-stjerne.

- Jeg tror ikke, jeg helt forstod, hvor populær Vera egentlig var blevet. Det er først, når folk nu kommer over til mig og siger: "Hold kæft, hvor var det sjovt, og hvor var det en stor del af min barndom," at jeg begynder at tænke: "Nå ja, det var da egentlig ret stort?", siger Michel Castenholt og fortsætter:

- Det var virkelig ikke noget, jeg tænkte over dengang. Jeg synes bare, det var skidesjovt at lave, og så tog det ene job ligesom det andet.

Blev sløjfet af DR

En dag i 2003 blev Michel Castenholt dog kaldt ind på et chefkontor i TV Byen.

- Her fik jeg at vide, at man lige ville gøre det klart, at Vera-karakteren altså tilhørte DR. Men det var jeg jo ikke enig i, for det var mig, der havde opfundet den karakter – og det var længe før, jeg tog hende med til DR, fortæller skuespilleren.

Dét møde startede ifølge skuespilleren et større stridsmål mellem Castenholt og DR, der varede et års tid, før hans advokater endelig fik bekræftet, at rettighederne til Vera-figuren altså tilhørte ham.

Efterfølgende valgte DR i 2006 at lukke 'Rutsj!'-programmerne, og Vera blev taget helt af skærmen.

- Men jeg ved, at der i dag ligger et mødelokale i DR Byen, der faktisk er opkaldt efter Vera. Og nu ringer du jo til mig, så helt bandlyst er jeg nok ikke, siger Michel Castenholt med et grin.

I quizprogrammet 'Rutsj!' dystede to børnehold mod hinanden i en række skøre udfordringer. Tit var der også fint kendisbesøg i programmet, som her, hvor det fiktive Sonofon-ikon Polle fra Snave er i studiet. Programmet blev optaget i 2002-2003, men blev i årene efter genudsendt flere gange. (Foto: © Dr)

Vera gjorde en forskel

Selvom Vera ikke har været på skærmen i næsten 20 år, lever tv-stjernen – måske noget overraskende, hendes indtag af cerutter og flødeskumskager taget i betragtning – dog i bedste velgående.

For selvom Michel Castenholt de seneste år har helliget sig jobbet som instruktør på flere danske sommerrevyer, er han stadig ude at optræde som Vera flere gange om året. Ja, faktisk så sent som i sidste uge, hvor han optrådte til et firmaarrangement – for voksne.

- Jeg elsker stadig at være ude med Vera, og det er jo lidt sjovt, for hendes primære publikum er jo ikke små børn, men dem, der voksede op med hende dengang.

- Men det var jo heller ikke pattebørns-underholdning, Vera lavede dengang, så det giver mening, at de hænger ved. Hun lavede ting, som de voksne også syntes, var sjovt. På den måde – eller, også på den måde – er Vera jo en bred dame.

Her 25 år efter skærmdebutten, bliver Michel Castenholt stadig genkendt som manden bag Vera, og det hænder tit, at folk kommer hen for at sige tak for den underholdning, han gav dem som børn. Til tider oplever han endda, at Vera faktisk har sat dybere spor, end han selv troede.

- Der var helt ærlig slet ikke nogle aktivistiske tanker bag det her med, at jeg var en mand, der klædte mig ud som en dame. Men når jeg går på homoværtshus, kommer der stadig mænd op til mig og siger: "Du skal bare vide, at det var så fedt for lille mig, der boede hjemme i Jylland, at se en mand i dametøj på tv."

- Så fortæller de mig, at Vera var med til at gøre dem mere modige eller gjorde, at de følte sig mindre alene. Det synes jeg kraftedeme er fedt.

Camilla Ottesen og Vera var i mange år et fast makkerpar på DR's børneflade. (Foto: © Dr)

Selvom 66-årige Michel Castenholt har spillet mange andre roller, og blandt andet har medvirket i titler som 'Nattevagten' og tv-hittet 'Badehotellet', så er det stadig Vera, de fleste forbinder ham med.

Går det dig på, at Vera-figuren klistrer til dig på den måde?

- Nej. Jeg har det sådan, at jeg synes, vi skuespillere skal lukke røven og sige tak for, at vi har fået den mulighed og den gave, det er at have så populær en karakter. Så kan det godt være, der er andre ting, man går glip af, men der vader masser af skuespillere rundt, som ville slå ihjel for at have sådan en figur i baglommen, siger Michel Castenholt

- Vera har betalt mange huslejer for mig, og det er jeg meget taknemlig for.

Hvor godt kender du egentlig Vera? Test din viden om jubilaren i denne mini-quiz: