'Der var nogle, der blev bange, da de så mig': Nu afslører skuespiller hemmelighed bag ond julekalender-rolle

Lise Baastrup har haft to store inspirationer til rollen som oldfruen Miriam i 'Julehjertets Hemmelighed'.

(Foto: © Andreas Bastiansen, DR)

Hun er typen, der med ryggen til kan høre, hvem der kommer gående, fordi hun kender folks skridt.

I hendes egne øjne opretholder hun orden og balance, for nogen skal jo gøre det. Hvis ikke det var for hende, ville der herske kaos, mener hun selv.

Og så er hun er decideret ond.

Det er ikke ligefrem positive ord, skuespiller Lise Baastrup giver sin rolle fra DR-julekalenderen 'Julehjertets hemmelighed' med på vejen.

Her spiller hun oldfruen Miriam, der med vold og magt forsøger at holde det rige herskab adskilt fra tjenestefolkene.

Alligevel har Lise Baastrup nydt at dykke ned i rollen, som hun ikke tøver med at kalde for "fantastisk at spille":

- Det nok er den rolle, hvor jeg har skullet gøre mindst. Jeg har ikke skullet lave nogen ansigtsudtryk, jeg har bare skullet være 100 procent tilstedeværende. Jeg kunne egentlig bare være, som jeg ser ud, når jeg står ud af sengen.

Men selvom Lise Baastrup ikke deler lige så flittigt ud af ansigtsudtrykkene i julekalenderen, som vi er vant til at se hende gøre i blandt andet Cirkusrevyen eller som skolelæreren Hjørdis i tv-serierne 'Rita' og 'Hjørdis', så er man ikke i tvivl om, at oldfrue Miriam er en kvinde med en mission.

Og den mission skal gennemføres. Koste hvad det vil.

- Hun er som Saurons øje fra 'Ringenes herre'. Hun er det altseende øje, der ved, hvad der foregår alle steder i universet på én gang, og hun vil ikke have, de høje mænger sig med de lave. Det er en ret skræmmende figur, siger Lise Baastrup, der også har haft en anden stor inspiration til rollen:

- Jeg har også baseret hende på superskurken Darth Vader fra 'Star Wars'. Jeg elsker Darth Vader og er meget fascineret af ham. Det er så fedt at have en på overfladen "simpel" sortklædt karakter med maske på, hvor man bare alligevel tænker: "Nu skider jeg i bukserne!".

Oldfrue Miriam er ikke ligefrem typen, der indgyder til julehygge. Det er Darth Vader med sit røde lyssværd heller ikke. (Foto: © BASTIAN SCHIØTT, DR / Foto: © CAP/KFS, Image supplied by Capital Pictures)

'De skulle lige finde ud af, at det bare var mig'

Inspirationen kom faktisk til Lise Baastup, allerede da hun læste de første beskrivelser af Miriam:

- Jeg havde straks et billede af hende og tænkte: "Hende ved jeg godt, hvordan jeg skal spille!". Poul Berg (skaber af og instruktør på 'Julehjertets hemmelighed') blev meget glad, da jeg viste ham, hvad jeg tænkte, og så vidste jeg, at min intuition havde været rigtig.

Det betyder blandt andet, at vi kun får oldfrue Miriam at se i helt sort tøj i julekalenderen.

- Det får man sjældent lov til på film og tv, fordi det fylder meget på en skærm. I revy finder du makeup og hår, der siger en masse om din karakter, inden du selv siger noget. I 'Julehjertets hemmelighed' har det været rart at vise, hvad jeg også er uddannet til.

Og det er ikke kun det sortklædte, Lise Baastrups oldfrue har til fælles med Darth Vader.

Under indspilningerne til julekalenderen gjorde én af lydmændene hende nemlig opmærksom på, at hun nærmest også bevægede sig i Darth Vaders march-tempo lige så snart, hun tog rollen som den olme oldfrue på sig.

Det var dog ikke lydmændene alene, der bed mærke i den ondskabsfulde julekalender-karakter.

- Der var faktisk nogle af dem, der spillede tjenestepiger, der lige et kort øjeblik blev bange for mig, da de så mig igen til pressemødet, hvor vi præsenterede julekalenderen. Dér skulle de lige bruge et par sekunder på at komme sig over chokket, da de så mig igen.

Ifølge Lise Baastrup er Miriam skræmmende og farlig, fordi hun er en karakter, der intet har at miste.

- Og man har ondt af hende, for hun er et produkt af sin tid, der sørger for status quo. Men på samme tid kan man også sige, at hun er ret moderne, for hun giver ikke en døjt for, om nogen er en heks eller noget andet skræmmende. Hendes indstilling er meget, at hvis djævelen findes, kan han bare komme an.

I 'Julehjertets hemmelighed' bliver Karen (spillet af Karla Larsen Moltsen) ansat som stuepige på Lindestrupgaard under den bryske oldfrue Miriam, som bliver spillet af Lise Baastrup. (Foto: © Andreas Bastiansen, DR)

Turde ikke hilse på hende efter forestilling

For nogle seere vil 'Julehjertets hemmelighed' måske være første gang, de ser Lise Baastrup i en ond rolle, men den garvede skuespiller har faktisk gjort sig erfaringer med den helt dystre slags karakterer flere gange før.

På teatret har hun både spillet psykopater og seriemordere. Og faktisk synes hun selv, det er ret fedt at spille "et dumt svin". Eller i hvert fald én, der er dybt utilregnelig.

Og Lise Baastrup er ikke kun lykkedes med at skræmme sine medspillere i 'Julehjertets hemmelighed'.

Da hun spillede rollen som Annie Wilkes i teaterstykket 'Misery', der er baseret på Stephen King-horrorromanen af samme navn, skræmte hun faktisk publikum så meget, at de sad og skreg til sidst.

- Der var nogen, der ikke turde komme hen og hilse på mig efter forestillingen. De skulle lige komme sig over det, de havde oplevet.

- Det var dér, det gik op for mig, at jeg nok mest af alt er karakterskuespiller. For hvis jeg kan spille noget så godt, at folk ikke fatter, jeg er fuldstændig omvendt privat, så må jeg jo være ret god til at omforme mig til forskellige mennesker, når jeg spiller.

Det gælder også i rollen som Miriam. For mens den ondskabsfulde oldfrue nok er én af de sidste karakterer i 'Julehjertets hemmelighed', der får folk hjemme i stuerne i julestemning, så kan Lise Baastrup faktisk ret godt lide jul selv.

Og Miriam? Jo, der findes faktisk nok en måde at bløde hende lidt op på, mener Lise Baastrup:

- Hun er om nogen en kvinde, der fortjener en lang ferie til Maldiverne. Det ville hun nok have rigtig godt af.