"Har du hørt, at...?"

"Rygtet vil vide, at..."

"Du har det ikke fra mig, men..."

Indrøm det, du har også selv sagt sætninger som dem ovenfor til en ven eller veninde. For vi sladrer allesammen i større eller mindre grad.

Og det har vi faktisk gjort i tusindvis af år.

- Sladder er lige så gammelt som menneskeheden, lyder det fra historiker Poul Duedahl.

Han medvirker i øjeblikket i programmet 'Sladderhistorie', hvor værterne Jakob Thygesen og Ditte Okman tager dig på en rejse gennem danmarkshistorien fortalt gennem sladder.

Og det med, at vi har sladret i tusindvis af år, skal tages ret bogstaveligt, fortæller historikeren.

Det første stykke "sladder", man kan spore, er nemlig omkring 5.000 år gammelt, fortæller Poul Duedahl. Dengang gik der sladder om en uidentificeret egyptisk konge, da det rygtedes, at han måske var til mænd.

Og for 3.500 år siden blev der i Irak skabt en tavle med kileskrift, som fortæller om en borgmester, der angiveligt havde en affære med en gift kvinde.

Med andre ord: Vi har altid sladret. Og sladder er, ifølge Poul Duedahl, noget, som lever af usikkerhed og mangel på oplysning.

- Det forhold, at sladderen rummer en mulig sandhed, gør, at andre spidser ører. Og det enkelte menneske kan bruge sladder til at fremstille sig selv bedre og fjender lidt mere negativt, forklarer han.

Det kan for eksempel få reelle konsekvenser for kendte eller politikere, hvis der opstår rygter og sladder omkring dem.

Sladder er 'helt naturligt'

Ifølge sociolog Eva Steensig, der også medvirker i programmet, er sladder dog "helt naturligt".

- Alle mennesker sladrer, og sladder er noget, vi har med hinanden. Det er med til at bekræfte relationer, og når man kommer med en luns af noget, som andre ikke kender til, er det med til at gøre én selv mere interessant, fortæller hun.

Sætningen: "Har du hørt, at…?" vækker nemlig ofte begejstring hos den, der bliver spurgt. Nu ved vedkommende, at der højst sandsynligt er noget saftigt sladder på vej.

Og ifølge Steensig er der en helt speciel årsag til, at vi ofte sladrer om kendte mennesker.

- Jo mere fjerne, de her mennesker virker, jo mere magisk bliver det at finde ud af noget privat om dem. Det er blandt andet, fordi vi bruger kendte mennesker som aspiration og hele tiden og måler os selv med dem, siger hun.

- På den måde spejler vi vores liv med deres liv, og derfor vil vi gerne vide private ting om dem.

I det store hele sladrer vi stort set om det samme i dag, som vi gjorde for flere tusind år siden.

Men særligt én ting har ændret sig med tiden: Nemlig hvad der skal til, før vi synes, noget er interessant.

- Barren bliver hele tiden hævet for, hvad der interessant, siger Eva Steensig.

- Det er for eksempel ikke længere så interessant, om en kendt person har kørt spirituskørsel længere. Det har vi set, og det har vi hørt, fortæller Eva Steensig.

Tempoet har også ændret sig siden dengang, man sladrede om, hvorvidt Egyptens konge var til mænd.

Hvor sladderen i gamle dage udelukkende gik fra mund til mund, så kan vi i dag lynhurtigt dele billeder, holdninger eller sprede rygter på sociale medier.

Med det stadigt hastigere tempo er der dog også kommet en større bevidsthed om de negative konsekvenser ved at sladre, mener Eva Steensig.

- Folk er blevet mere opmærksomme på, at vi har en forpligtigelse til at behandle viden om andres privatliv med respekt, siger hun.

- Det er ikke, fordi folk er onde, når de sladrer. Men det er et menneskeligt vilkår, at man er nysgerrig på andre mennesker.

Du kan se 'Sladderhistorie' onsdage på DRTV og DR2.