2022 blev ikke kun et år med krig i Ukraine, og hvad det medførte af inflation og stigende elpriser.
Det blev også et år, hvor vi måtte tage afsked med en lang række store personligheder inden for filmens, musikkens og politikkens verden.
Herunder kan du få et tilbageblik på nogle af dem, som vi mistede i 2022.
Bob Saget, komiker og skuespiller, 9. januar
Har du set den amerikanske sødsuppe-sitcom 'Hænderne Fulde' fra 1990'erne, kender du Bob Saget som den fjollede og kærlige Danny Tanner, der er enlig far til tre døtre.
Men Saget begik sig også som standup-komiker og var desuden i en lang årrække vært på 'America's Funniest Home Videos'.
Han blev fundet død på et hotelværelse i delstaten Florida og efterfølgende fortalte familien, at dødsårsagen var et hovedtraume. Saget havde slået sit hoved og gik i seng uden at tænke over det.
Meat Loaf, sanger, 20. januar
Den amerikanske rocksanger, der af uransagelige årsager valgte et kunstnernavn, hvis betydning er farsbrød, slog igennem i 1970'erne. Det skete med albummet 'Bat Out of Hell', som demonstrerede Meat Loafs kraftfulde stemme og teatralske rockmusik. Albummet solgte 43 millioner eksemplarer og er et af de bedst sælgende nogensinde.
Ét af hans mest kendte numre 'I'd Do Anything for Love (But I Won't Do That)' medvirkede på 'Bat Out of Hell II: Back into Hell' fra 1993, og albumtrilogien sluttede i 2006 med 'Bat Out of Hell III: The Monster Is Loose'.
Meat Loaf, hvis rigtige navn var Michael Lee Aday, medvirkede også i en lang række film lige fra 'The Rocky Horror Picture Show' og 'Spice World: The Movie' til 'Fight Club'.
Madeleine Albright, politiker, 23. marts
I 1997 udnævnte daværende præsident Bill Clinton USA's første kvindelige udenrigsminister i skikkelse af Madeleine Albright. En post, politikeren fra Demokraterne bestred indtil 2001.
Blandt hendes store opgaver som udenrigsminister var håndteringen af krigen i Kosovo i slutningen af 1990'erne.
Hun blev født i 1937 i det daværende Tjekkoslovakiet og fik navnet Marie Jana Korbelová. Den politisk engagerede og jødiske familie flygtede i 1939 til Storbritannien og kom i 1948 til USA, hvor hun senere blev professor med speciale i østeuropæiske forhold.
Inden hun blev udenrigsminister, var hun USA's FN-ambassadør.
Taylor Hawkins, trommeslager, 25. marts
Foo Fighters mistede i marts deres trommeslager midt under bandets turné i Sydamerika.
Det viste sig senere, at Hawkins havde ti forskellige stoffer i sin krop, da han blev fundet død på et hotelværelse i Colombia.
Taylor Hawkins, som erstattede Foo Fighters' oprindelige trommeslager i 1997, var næst efter frontmand Dave Grohl den mest prominente person i bandet. Han havde ofte store roller i bandets komiske musikvideoer og gav tit interviews sammen med Grohl.
Hawkins' dødsfald fik efterfølgende artister som Elton John, Liam Gallagher og Miley Cirus til at hylde ham ved deres koncerter.
Sidney Lee, tv-personlighed, 16. maj
Rød bandana, selvbruner, tatoveringer og lædertøj. Reality-stjernen Sidney Lee har siden slutningen af 00'erne indprentet sig på nethinderne hos mange danske tv-seere.
Især hans medvirken i datingprogrammet 'Singleliv', hvor han bød sine dates på en "son of a bitch" (Cult Shaker) og mikroovns-herregårdsgryde, skrev sig ind i tv-historien.
Uffe Ellemann-Jensen, politiker, 18. juni
Venstre-veteranen var udenrigsminister fra 1982 til 1993. Det var en skelsættende periode i europæisk historie, som blandt andet bød på Berlinmurens fald.
Ellenmann-Jensen nåede lige akkurat aldrig at blive statsminister, selvom han som Venstre-formand var snublende tæt på i 1998, hvor Poul Nyrup Rasmussen (S) løb med sejren.
Inden han blev politiker, var Ellemann-Jensen journalist både på Berlingske og TV Avisen, og han blev født med politisk blod i årene. Hans far var nemlig den folkekære og festlige Venstre-politiker Jens Peter Jensen, mens Ellemann-Jensens egen søn, Jakob Ellemann-Jensen, i dag er formand for Venstre og forsvarsminister. Desuden har datteren, Karen Ellemann, ligeledes været mangeårigt medlem af Venstre og minister.
Shinzo Abe, politiker, 8. juli
Japans tidligere premierminister ledede øriget mod øst over to perioder. Først fra 2006 til 2007 og så igen fra 2012 til 2020, hvilket gjorde ham til den længst siddende premierminister i Japans historie.
Begge gange måtte han trække sig fra posten på grund af helbredsproblemer, da han siden teenagetiden har lidt af en kronisk tarmsygdom.
Abe blev født ind i en politisk familie, og hans bedstefar var med til at grundlægge Det Liberale Demokratiske Parti, som Abe selv blev formand for i 2006.
Han blev skudt under et politisk arrangement i den japanske by Nara, da han holdt tale. Han døde senere samme dag af sine kvæstelser. Gerningsmanden blev anholdt umiddelbart efter episoden.
Povl Dissing, sanger, 18. juli
Den dansker brød igennem i 1960'erne og gjorde sig blandt andet bemærket med sin fortolkning af børnesangen 'Giv mig en hest, mor', Shel Silversteins henrettelseshymne '25 minutter endnu' og ikke mindst den nærmest vrængende stemme.
Inspirationen til den særlige sangstil kom fra gamle bluessangere, fortalte Dissing, der slog igennem hos den brede befolkning i 1973. Her satte han musik til Benny Andersens værker på albummet 'Svantes viser', og makkerparret udgav efterfølgende flere album sammen.
Dissing, der blev kåret til Ridder af Dannebrog i år 2000, har medvirket i flere teaterstykker, film og tv-projekter, deriblandt børneserien Thomas Tog.
Olivia Newton-John, sanger og skuespiller, 8. august
Hvis der er én person, som Olivia Newton-John har udødeliggjort for generationer af film- og musikfans, er det Sandy fra musicalhittet 'Grease'. Iført ekstremt kropsnære spandexbukser, en top med kig til skuldrene og kæmpestort krøllet hår er Sandy-figuren med tiden blevet et hit til alverdens udklædningsfester.
Newton-John blev født i Storbritannien, men flyttede som barn til Australien. Udover klassikerne fra 'Grease', har hun også hittet med 'Physical' og 'Xanadu', hvoraf sidstnævnte ledsagede filmen af samme navn.
Hun fik i begyndelsen af 90'erne konstateret brystkræft, som efterfølgende blev en mærkesag, hun kæmpede for. Kræften vendte dog tilbage flere gange og var også det, der endte med at koste hende livet.
Mogens Palle, boksepromotor, 27. august
Dansk boksning kan nærmest siges at være synonym med Mogens Palle, der som boksepromotor stod bag professionelle boksestævner i mere end 60 år.
Palle arrangerede sit første boksestævne som 23-årig, og stævnerne blev hurtigt større og større. For han var nemlig også en dygtig forretningsmand.
I 1960'erne var han promotor for folkekære navne som Christian Christensen, kaldet Gentleman Chris, Børge Krogh og Tom Bogs, der alle blev europamestre. Senere var det boksere som Jørgen "Gamle" Hansen, Brian Nielsen og Mikkel Kessler, som Palle var med til at gøre til store stjerner.
Det sidste boksestævne arrangerede Mogens Palle i april 2022 – blot fire måneder før han døde efter længere tids sygdom.
Mikhail Gorbatjov, politiker, 30. august
Sovjetunions sidste leder, manden med modermærket og en af det 20. århundredes mest betydningsfulde politiske skikkelser. Meget kan siges om Mikhail Gorbatjov, der var med til at lægge den kommunistiske stormagt i graven og afslutte Den Kolde Krig.
Blikket af Gorbatjov er meget forskelligt – han var elsket i den vestlige verden, mens mange i Rusland ser ham som skyldig i landets deroute i 1990'erne.
Han voksede op under trange kår i bjergkæden Kaukasus og læste senere jura på Moskva Universitet. Her blev han politisk engageret og meldte sig ind i Det Kommunistiske Parti, som han blev formand for i 1985.
Han ønskede at forny det kommunistiske styre, åbne det mod omverdenen og søsatte derfor et større reformarbejde. Han indgik også en række store nedrustningsaftaler med USA for at stoppe våbenkapløbet og fik Nobels Fredspris.
Men i 1991 – efter et mislykket kupforsøg mod ham – trådte han tilbage som præsident på grund af lav popularitet blandt vælgerne og upopulære reformer.
Dronning Elizabeth, dronning, 8. september
Ikke blot Storbritannien, men hele verden var i sorg, da vi i efteråret tog afsked med dronning Elizabeth. Få måneder forinden havde dronningen – som den første britiske regent nogensinde – fejret 70 år på tronen.
Dronningen gjorde igennem sine mange årtier på tronen pligt til sit varemærke. Siden hun blev dronning som blot 25-årig, nåede hun at være regent for 15 forskellige premierministre.
Hun udførte desuden cirka 430 opgaver på et år og aflyste sjældent besøg. Dronning Elizabeth gik også højt op i at pleje de mange Commonwealth-lande, hun også var dronning for – heriblandt Nigeria, Jamaica, Inden og Australien.
Når hun ikke arbejdede, nød hun at ride og gå til hestevæddeløb samt at gå lange ture med sine elskede corgi-hunde.
Poul Thomsen, tv-vært, 15. september
Gennem flere årtiers tv-programmer lærte Poul Thomsen danskerne stort og småt om alverdens dyr.
Han var selvlært journalist og endte nærmest ved et tilfælde på tv-skærmen. DR opdagede ham nemlig, da han i 1970'erne medvirkede i et program om rævejagt. Det førte til, at han frem til årtusindskiftet kom til at stå i spidsen for en række programmer som for eksempel 'Dig og dyrene', 'Hund og hund imellem' og 'Dus med dyrene'.
I sidstnævnte program fik han danskerne til at stemme om, hvilken fugl, der skulle være Danmarks nationalfugl. Valget faldt på knopsvanen.
Thomsen var i øvrigt én af de første til at belyse vilkårene for burhøns og burgrise, hvilket gjorde ham upopulær i industrilandbruget.
Coolio, rapper, 28. september
Skruer man tiden tilbage til 1995, var Coolios 'Gangsta's Paradise' ikke til at komme uden om. Sangen, der lånte gevaldigt fra Stevie Wonder-nummeret 'Pastime Paradise', var med på soundtracket til filmen 'Dangerous Minds' og har i dag mere end én milliard afspilninger på Spotify.
Coolio, hvis borgerlige navn var Artis Leon Ivey Jr., blev født i Los Angeles-bydelen Compton og begyndte at rappe som teenager. Han kom tidligt på kant med loven – både i forhold til våben og stoffer – og debuterede som rapper i slutningen af 1980'erne.
Udover musikkarrieren har han medvirket i film som 'Batman & Robin', 'Get Over It' og 'Daredevil', en hel del reality-tv og lavet en kogebog.
Robbie Coltrane, skuespiller, 14. oktober
Den skotske skuespiller slog for alvor sit navn fast i rollen som den loyale og elskværdige halvkæmpe Hagrid i de i alt otte Harry Potter-film, der gik i biograferne fra 2001 til 2011. En rolle, som flere af filmenes medvirkende samt Potter-forfatter J.K. Rowling hyldede ham for efter hans død.
Men hans karriere begyndte faktisk i et noget mere muntert hjørne i det britiske sketch-show 'Alfresco', som kørte i 1980'erne. Senere blev det til roller i flere store britiske dramaserier, som han også modtog en række priser for.
Også roller i James Bond-filmene 'Golden Eye' og 'The World Is Not Enough' blev det til.
Ilse Jacobsen, designer og iværksætter, 23. oktober
Kvinden bag de ikoniske langskaftede gummistøvler med snører døde, efter hun i sommeren 2021 blev ramt af lymfekræft.
I 1993 åbnede Ilse Jacobsen sin første butik, og hun var inspireret af den nordsjællandske badeby Hornbæks natur og strand. Med årene udviklede Ilse Jacobsen Hornbæk sig til et livsstilsunivers, der sælger blandt andet dametøj, regntøj og sko.
Jacobsen blev også kendt gennem tre sæsoner af 'Løvens Hule', men valgte i 2018 at trække sig fra programmet, efter historier om dårligt arbejdsmiljø i hendes virksomheder så dagens lys.
Elisabeth Gjerluff Nielsen, sanger, 24. oktober
Musiker, sanger, sangskriver og forfatter Elisabeth Gjerluff Nielsen – eller bare Elisabeth – som hendes kunstnernavn lød, har spillet en stor rolle i dansk musik siden starten af 1980'erne.
Hun debuterede i gruppen Voxpop, gik derefter solo i eget navn med hits som 'Sotto Voce' og 'En sømand som dig' og skrev sange til Ray Dee Ohh som 'Mandagsstævnemøde' og 'Jeg vil la' lyset brænde'.
Senere kastede hun sig over børnemusik og børnebøger, og i dag er også hendes datter Rosa Gjerluff Nielsen populær hos børnene, der kender hende fra Ramasjang. Elisabeth, der også skrev flere bøger til voksne, er desuden søster til Peter A.G. Nielsen og Jens G. Nielsen fra Gnags.
Aaron Carter, sanger, 5. november
Hvis du er barn af 90'erne, husker du garanteret Aaron Carter som "verdens sejeste lillebror". Nogenlunde sådan blev han nemlig præsenteret, da han i 1997 – som bare niårig – debuterede med hits som 'Crazy Little Party Girl' og 'Crush On You'.
Carters storebror var nemlig selveste Nick Carter fra Backstreet Boys, som Aaron varmede op for tidligt i sin karriere. Udover musikken medvirkede Aaron Carter også i flere film og tv-serier samtidig med, at et turbulent privatliv og forhold til kendte kvinder sikrede ham pressens opmærksomhed.
Aaron Carter blev fundet død i et badekar, men dødsårsagen kender man endnu ikke.
Hugo Helmig, sanger, 23. november
Det er de færreste forundt at brage igennem som én af landets største og mest lyttede popstjerner efter blot at have udgivet én single. Men det skete for Hugo Helmig, der i 2017 debuterede med hittet 'Please Don't Lie'.
Hugo Helmig – som var søn af Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen – havde både stor succes herhjemme og i Tyskland og udsendte i 2019 sit debutalbum, der senere blev efterfulgt af en række ep'er.
Men den unge popstjerne levede også et liv med angst og stofmisbrug, som han fortalte åbent om. Derfor tog han i 2021 konsekvensen og stoppede sin karriere på ubestemt tid. Og karrieren blev aldrig sparket i live igen, for i begyndelsen af december kunne Thomas Helmig meddele, at hans søns hjerte gav op.
Dem mistede vi også i 2022:
- •
Sidney Poitier, 6. januar, skuespiller
- •
Lotte Kærså, 10. januar, komponist og musikpædagog
- •
Ronnie Spector, 12. januar, sanger i The Ronettes
- •
Flemming Quist Møller, 31. januar, multikunstner
- •
Britta Schall Holberg, 23. februar, politiker
- •
Anne Knudsen, 1. april, journalist
- •
Andrew Fletcher, 26. maj, keyboardspiller i Depeche Mode
- •
Ivana Trump, 14. juli, forretningskvinde
- •
Anne Heche, 11. august, skuespiller
- •
Charlbi Dean, 29. august, skuespiller og model
- •
Thorkild Simonsen, 4. september, politiker
- •
Jean-Luc Godard, 13. september, filminstruktør
- •
Elin Reimer, 20. september, skuespiller
- •
Loretta Lynn, 4. oktober, sanger
- •
Angela Lansbury, 11. oktober, skuespiller
- •
Fuzzy, 13. oktober, komponist
- •
Leslie Jordan, 24. oktober, skuespiller
- •
Arne Bybjerg, 13. november, stifter af Carmen Curlers
- •
Jens Arentzen, 22. november, skuespiller
- •
Stig Hoffmeyer, 25. november, skuespiller
- •
Irene Cara, 25. november, sanger
- •
Torben Rechendorff, 29. november, politiker
- •
Christine McVie, 30. november, sanger og keyboardspiller i Fleetwood Mac
- •
Preben Damgaard, 4. december, erhvervsmand
- •
Kirstie Alley, 5. december, skuespiller
- •
Per Schultz Jørgensen, 5. december, børneforsker
- •
"Rock Nalle" (Roland Lyhr Sørensen), 14. december, musiker
- •
Terry Hall, 18. december, forsanger i The Specials