Det blev den 13-årige Lissandro fra Frankrig, der løb med sejren, da årets Junior Eurovision i weekenden løb over stablen.
Og nu tænker du måske: "Junior Eurovision? Hvad er dét?"
Men bare rolig, du er lovligt undskyldt.
For selvom showet, der er en børneudgave af de voksnes Eurovision, faktisk blev opfundet af DR tilbage i 2003, har Danmark ikke deltaget i konkurrencen de seneste 17 år.
Og sådan forbliver det, slår DR nu fast.
- Som det ser ud nu, vender Danmark ikke tilbage til Junior Eurovision, lyder det fra Marlene Boel, der er chef i DR's børneafdeling, B&U.
DR stod i spidsen for udviklingen af Junior Eurovision, der i 2003 blev afholdt for allerførste gang i København.
Efterfølgende deltog Danmark i yderligere to år, før DR – og Norge og Sverige – i 2006 valgte at trække sig fra showet, fordi man mente, at sangkonkurrencen havde udviklet sig i en forkert retning.
Konkurrenceelementet fik for meget fokus, og flere af deltagernes optrædener og scenekostumer var for voksne og vovede, lød forklaringen dengang.
- Efter vores mening skal arrangementet foregå på børnenes præmisser, i børnehøjde. Og deltagerne skal kunne være børn igen bagefter. Vi har i længere tid haft forhandlinger med EBU (arrangørerne af Junior Eurovision) om de ting, som efter vores mening ikke fungerer. Men det har ikke ført til resultat, lød det dengang fra den daværende tv-direktør, Lars Grarup til Ekstra Bladet.
Arrangører håber på dansk Eurovision-comeback
Trods den danske exit er sangkonkurrencen fortsat ufortrødent, og i år deltog børn fra 16 lande i showet, der blev sendt live fra den armenske hovedstad Yerevan søndag eftermiddag.
Her deltog blandt andre Storbritannien, der i år medvirker i showet for første gang siden 2005. Og briterne er bare ét af flere lande, der de seneste år er vendt tilbage til konkurrencen efter mange års pause.
I 2018 gjorde Frankrig - der altså vandt årets konkurrence - comeback efter 14 år ude af konkurrencen, mens lande som Spanien, Portugal og Polen også de seneste år er vendt tilbage til Junior Eurovision efter lange pauser.
Derfor har arrangørerne i EBU også længe håbet på et dansk comeback.
- I har en stærk national finale med MGP, og jeg vil rigtig gerne have Danmark tilbage i konkurrencen, fortalte den daværende Eurovision-chef, Jon Ola Sand, allerede i 2018 til dr.dk.
Et tilbud, DR dog ikke har taget i mod.
- Jeg er bekendt med, at Junior Eurovision har udviklet sig igennem årene og også har rettet ind på noget af den kritik, som DR havde af showet, dengang vi trak os tilbage i 2006. Men lige nu, er Junior Eurovision hverken en prioritet for os eller noget, vi er interesseret i at deltage i, siger Marlene Boel og fortsætter:
- For os er MGP noget vi leger, og for os er alle deltagerne vindere. Vi mener ikke, at det vil løfte børnetilbuddet herhjemme, at vi deltager i en konkurrence som Junior Eurovision. Vi retter vores fokus på de opgaver, som vi tror er relevante for børnene, siger Marlene Boel og understreger, at DR i forvejen samarbejder med andre europæiske tv-stationer om meget andet børneindhold.
I 2017 lavede DR denne reportage fra Junior Eurovision, der dengang blev afholdt i Georgien:
Vil fokusere på dansk MGP
B&U-chefen forklarer, at DR i stedet vil fokusere på at fremtidssikre det danske MGP, der årligt følges af hundredtusindvis af tv-seere.
- Vi fokuserer på MGP, fordi det stadig er et enormt vigtigt program for os. Derfor lægger vi vores kræfter i at passe på dét brand og udvikle det fremadrettet, siger Marlene Boel og tilføjer.
- Så et nej til Junior Eurovision skal også ses som en understregning af, at MGP'et er supervigtigt for os, og at vi derfor vælger at fokusere kræfterne for at løfte dét program.
Ingen nordiske lande deltager for nuværende i Junior Eurovision, men Island har de seneste år udtrykt interesse for at gøre deres debut i showet.