Danmark har ikke været i en Eurovision-finale siden 2019.
I 2020 blev verdens største musikkonkurrence aflyst på grund af corona, og de seneste to år er Danmark blevet sendt hjem allerede i semifinalen.
Det kan meget vel ændre sig i år, når færøske Reiley skal repræsentere de rød-hvide farver til Eurovision Song Contest, der bliver afholdt i Liverpool til maj.
Det mener i hvert fald de eksperter, som dr.dk har talt med oven på Reileys sejr i det danske Melodi Grand Prix lørdag aften.
- Jeg tror, at Danmark har en god chance for at gå i Eurovision-finalen. Det er i hvert fald den mavefornemmelse, jeg har. Jeg er positiv – og jeg er mere positiv, end jeg har været i flere år, lyder det fra Morten Madsen, der har dækket Eurovision Song Contest på sitet Eurosong siden 2008 og selv var til stede i Næstved lørdag aften.
- Danmark har ligget ned i flere år, men nu synes jeg, vi er oppe at kravle. Vi har nogle gode kort på hånden med Reiley – nu er Danmark igen på rette vej.
'Reiley er den rigtige vinder'
Det er Simon Falk enig i. Han er journalist på fanmediet Good Evening Europe og var også til stede i Arena Næstved.
- Jeg synes, Reiley er den rigtige vinder. For mig handler det om, at vi i Danmark bliver nødt til at fokusere på, hvilken sang der vil kunne klare sig bedst i Eurovision. Og af de tre sange, der var med i superfinalen, dér mener jeg, Reiley er den rigtige vinder.
Men Reiley var ikke folkets vinder. Dét var Nicklas Sonne. Hvad tænker du om det?
- Jeg synes, det er det rigtige at have en jury med til at bestemme vinderen af Dansk Melodi Grand Prix, for juryen repræsenterer nogle mennesker, som ved, hvad der skal til for at klare sig godt i Eurovision, siger Simon Falk og uddyber.
- Og vi har før set, at det ikke går særlig godt for Danmark, når vi vælger en sang, der kun er valgt af folket.
I år var det udelukkende seerne, der sendte tre af aftenens otte sange videre i superfinalen. Og her blev resultatet afgjort en kombineret jury- og seerafstemning. Og her var det altså juryen, der endte med at få vippet resultatet til Reileys fordel, mens folket havde Nicklas Sonne som vinder.
Dansk finaleplads kan være inden for rækkevidde
Morten Madsen mener dog i lighed med Simon Falk, at jurystemmerne er godt givet ud – også selvom de går imod folkets vilje.
- Jeg er enig med juryen i år, det er jeg nødt til at sige. Jeg synes, Nicklas Sonne gjorde det virkelig godt, og jeg kan godt forstå, folk stemte på ham. Men rent chancemæssigt til Eurovision tror jeg, vi har gjort det rigtige ved at sende Reiley afsted.
- Ærgrer man sig, når ens egen personlige vinder ikke går videre? Selvfølgelig gør man det! Men det synes jeg også, Melodi Grand Prix skal turde. Og jeg tror, en dansk Eurovision-finaleplads kan være inden for rækkevidde i år.
- Vi har kortene på hånden nu. Vi skal bare lige spille dem rigtigt.
Simon Falk tør ikke spå om, hvorvidt Danmark i år ender i den første Eurovision-finale siden 2019, men er dog også optimistisk efter aftenens danske Melodi Grand Prix.
- Jeg synes, at Reiley har noget potentiale, som jeg håber kan udfolde sig i Liverpool. Jeg kan ikke stå her og love nogen finaleplads, men vi er i en semifinale, hvor vi bør have nogle muligheder – det vil jeg sige.
Og Reiley selv? Ja, han tror på tallenes magi og hæfter sig ved, at det i år er præcis ti år siden, Danmark sidst vandt eurovision. Det håber han på at komme til at gentage:
- Vi kommer til at vinde det hele igen!
Eurovision Song Contest sendes den 9., 11. og 13. maj. Danmark deltager i den anden semifinale, der afholdes den 11. maj.