Frederik fra 'Løvens Hule' mistede fire venner på én gang i tragedie: Nu vil han få mænd til at tale om de svære ting i livet

Frederiks spil fik flere 'løver' til at fortælle sårbare ting om sig selv.

35-årige Frederik Svinth var i 'Løvens Hule' og fortalte de fem 'løver' om sit firma, der udvikler samtalespil. Derudover holder han også foredrag om ensomhed og venskaber til unge såvel som seniorerne. (Foto: © Per Arnesen, DR)

Spoiler: Læs ikke videre hvis du ikke vil vide, hvad der sker i det seneste afsnit af 'Løvens Hule'.

Det er som regel hardcore forhandlinger om tørre tal, procenter og værdiansættelse, der fylder i 'Løvens Hule'.

Men i det seneste - og andet - afsnit af sæson 8, åbnede flere af løverne op for meget personlige og sårbare sorger, de har gået igennem.

Anledningen var den håbefulde iværksætter og far til tre, Frederik Svinth fra Djursland, der præsenterede sit samtalespil 'Snak' og håbede på at gå hjem med en 'løve'-investor og 200.000 kroner for 10 procent af sin virksomhed 'Snakspil.dk'.

Kort fortalt har firmaet indtil videre 25 samtalespil målrettet forskellige grupper. Konceptet er simpelt: Træk et kort og vælg et af de to spørgsmål - et dybt og et sjovt - der står på kortet, som du skal stille til en anden, der så skal svare.

Formålet er at få gang i dybere snakke, man ellers ikke ville tage.

- Da jeg var yngre, havde jeg mange venner omkring mig, men kun få jeg kendte rigtig godt. Det ville jeg lave om på, men oplevede så, at det for mange ikke var naturligt at gå i dybden, når man talte sammen - og det var så der, jeg kunne hjælpe. (© PR)

- Nogle gange i livet kan man være så heldig at have samtaler, hvor man lærer hinanden at kende og måske får nye perspektiver. Men det kan være svært at nå derhen, som 35-årige Frederik Svinth forklarede i sit pitch i 'Hulen'.

Det fik iværksætteren Christian Arnstedt til at tage et kort og spørge sin sidekammerat og ny 'løvinde', Louise Herping Ellegaard om det dummeste, hun havde gjort i sit liv.

Svaret kom bag på alle. For Louise Herping Ellegaard fortalte, at det dummeste, hun havde gjort, var at sætte sin ene fod ned i en maskine på en bondegård, så hun mistede fire tæer, da hun var seks år.

- Man må sige, at det her sætter gang i samtalen, lød det fra Christian Arnstedt.

Den anden 'løvinde', Anne Stampe, mente, at det generelt var en god ide at have et hjælperedskab til at tale om de svære ting. Det kunne hun selv have brugt, da hun voksede op, fortalte hun.

- Jeg mistede selv min tvillingesøster, da vi var fem. Og der var ikke et eneste voksent menneske, udover mine forældre, der spurgte, hvordan jeg havde det, fra jeg var seks til 20 år. For dengang snakkede man ikke om tingene, sagde hun og tilføjede:

- Hvis et menneske er i sorg, eller har stress eller har det svært, kan det være svært at stille de her spørgsmål på den rigtige måde.

Tragedie i Norge

Og det er netop formålet med spillet, lyder det fra 35-årige Frederik Svinth, da han taler med dr.dk.

Han fandt selv på spillet, da han var 22 år og forklarer, at han altid har været vant til at deale med nogle svære samtaler i hjemmet med en søster med psykisk sygdom.

Kort efter han havde fundet på spillet, oplevede han en forfærdelig tragedie på tæt hold, der bekræftede ham i, hvor vigtigt det er at kunne tale om det, der er svært.

I august 2010 druknede fire af hans venner på en sejltur i Norge, hvor båden gik i stå og kæntrede på grund af modstrøm. Frederik Svinth kendte alle fire, der gik bort, og to af dem var medlemmer i det hobby-band, han var forsanger i.

- Vi mistede vores guitarist og trommeslager og sad pludselig to tilbage i bandet. Jeg mistede nogle dybe venskaber, hvor vi kunne tale om alt.

- For mig er det helt naturligt, at man har brug for at snakke om noget, der ikke er nemt. Det fungerer som fitness. Du kan træne dig til at kunne tale om det, så du er klar til at spørge en ven, som har oplevet noget svært, hvordan det går. (© snakspil.dk)

Siden dengang blev han opmærksom på, at man ikke skal tage tætte venskaber for givet. I dag er hans venner nogle, som han kan tage over til, og så kan de snakke om livet en hel aften, når børnene er puttet.

- Det var noget, jeg virkelig fik med mig efter ulykken, hvor smerten, der påvirkede så mange, gjorde det naturligt at få åbnet op.

Han understreger, at han ikke vil udnytte andres ulykke til egen vinding. Han var ikke til stede i Norge, og han er ikke nærmeste familie til dem, der mistede livet.

Men det, han kan sige noget om, er, at han selv erfarede, hvor vigtigt det er at kunne sætte ord på noget, der kan virke svært at tage hul på.

Han har også bemærket, at selvom vi er blevet bedre end vores forældres generation til at tale om tingene, er det generelt mest mændene, der har sværest ved de dybere snakke.

Derfor håber han også, at samtalekortene kan være med til at inspirere især mænd til at komme i gang og øve sig.

- Tiden er inde til det. Vores forventning til vores relationer er ændret med årene, og vi har i dag et ønske og en lyst til at fortælle om ting, der gør ondt. I dag er det stærkt at være sårbar - bare se på Tobias Rahim, der fortæller om følelser og angst. Tidligere ville man blive anset som svag, hvis man som mand gik ud og satte ord på, hvordan man havde det indeni.

'De havde kærlighed til spillene'

Det blev ikke til en investering til Frederik Svinth fra nogen af 'løverne' - primært fordi de ikke troede, at "boheme-levemanden", som de kaldte ham, ville trives med at have en investor, der pustede ham i nakken. Alligevel havde han selv en god fornemmelse i maven, da han forlod DR-studiet.

- Jeg gik derfra glad, fordi jeg kunne mærke, at de havde kærlighed til konceptet, og fordi det fik startet nogle svære samtaler af betydning mellem dem. Det er jo hele ideen med spillet, som han siger.

I sit stille sind havde han især håbet på, at erhvervsleder Jacob Risgaard ville hoppe med som investor. Men omvendt forstår han fuldt ud 'løvernes' begrundelse for at takke nej.

- Jeg er nok enig i, hvad de sagde med, at min person og min facon ikke er skræddersyet til at have en løve med ombord. Jeg laver det her, fordi jeg brænder for det, og selvom jeg gerne vil vækste og tjene penge, vil jeg først og fremmest have mig selv med i det, siger iværksætteren, der er uddannet KaosPilot (en alternativ lederuddannelse).

Siden Frederik Svinth var med i 'Løvens Hule' fortæller han, at det kun er gået fremad med karrieren. Han har fået to ansatte i sin virksomhed og to nye partnere, som han kan sparre med. Samtidigt har han stadig tid til sine tre børn og sin musik.