Mikael og Melissa lod en dør stå på klem i Gift ved første blik: Sådan går det dem i dag

Resultatet af årets Gift ved første blik ærgrer både programmets redaktør og tre eksperter, der har fået stof til eftertanke.

Mikael Beck og Melissa Bredvig er et af de par, det går bedre for i Gift ved første blik. (© DR)

Spoiler: I artiklen her afsløres det, hvad der sker i ottende afsnit af 'Gift ved første blik'. Hvis du vil se afsnittet, inden du læser, så hop over på DRTV.

Kun tre ud af fem par i årets 'Gift ved første blik' nåede frem til det nervepirrende øjeblik, hvor de efter fem ugers eksperiment skal fortælle eksperterne, om de vil forblive gift eller skilles.

To par havde nemlig stoppet eksperimentet allerede inden det afsluttende program.

Og hvis man er fuldblodsromantiker, er det næppe helt forkert at konstatere, at resultatet for de resterende tre par også var temmelig nedslående. For hverken Steen, Mette, Anders, Sebastian, Mikael eller Melissa ønskede at beholde vielsesringene på.

Gift ved første blik

Som de eneste valgte Mikael Beck og Melissa Bredvig dog ikke at smække fuldstændigt med døren i forhold til parrets fremtid.

- Der er ingen tvivl om, at der er et potentiale her. Vi er et godt match på rigtig mange områder. Men vi har brug for lige at stemple ind i vores eget liv for så at se, om der stadig er noget, sagde Melissa, da parret skulle forklare årsagen til at vælge skilsmisse over for psykolog og klinisk sexolog Gert Martin Hald.

Gert spørger Mikael, om de skal forblive gift:

Men er det så blevet til noget romantisk mellem parret, siden optagelserne sluttede for omkring fire måneder siden?

Svaret er desværre nej.

Siden tv-eksperimentet stoppede, gik der faktisk et par måneder, før parret så hinanden igen. Det skete dagen inden, alle årets par var inviteret af produktionsselskabet for at se de første par programmer sammen.

- Vi spiste og hyggede hjemme ved Melissa. Det var super dejligt at se hende igen og snakke om alting, siger Mikael.

- Men vi følte ikke, at den var der, ligegyldig hvad vi gjorde, siger Melissa, mens Mikael uddyber:

- Vi havde prøvet at få de romantiske brikker til at falde i hak, men det bliver træls at blive ved med at prøve, når brikkerne bare ikke passer sammen. Men vi passer sammen på mange andre punkter.

Både Melissa og Mikael har været glade for forløbet og lægger vægt på, at de har lært en masse om dem selv.

Læringen og erfaringen fra eksperimentet har dog på nuværende tidspunkt ikke resulteret i nye kærlighedsforhold for nogle af dem.

DR-redaktør: Kan ikke tvinge kærlighed frem

Med resultatet af årets udgave af 'Gift ved første blik' er der dermed endnu en lang række par, der ikke er lykkedes med at etablere et langvarigt kærlighedsforhold gennem programmet.

Det ærgrer programmets redaktør, Anna Askov, der i en mail til dr.dk svarer:

- Det er selvfølgelig ærgerligt. Kærlighed er en svær størrelse, som vi desværre ikke kan tvinge frem. Vi kan kun skabe de bedste betingelser og det bedste potentiale for kærligheden.

- Vi har stor respekt for vores deltageres engagement og det, de har valgt at bruge eksperimentet til i år. De har virkelig gjort en stor indsats, og jeg tror, at alle er ærgerlige over, at det ikke er lykkedes.

Anna Askov kan endnu ikke afsløre, om der kommer en ny sæson af programmet, men fortæller, at holdet bag 'Gift ved første blik' efter hvert år evaluerer, hvordan det er gået.

Eksperter ærgrer sig

En af de ting, eksperterne vil have med i deres evaulering af årets 'Gift ved første blik', er forskellighederne mellem årets par, der blandt andet kom til udtryk gennem forskellige behov for berøring, måder at kommunikere på og holdning til veganisme.

- Som udgangspunkt er forskelligheder ikke en dealbreaker, men når deltagerne er i et så intenst forløb, må vi sande, at forskellighederne i denne sæson kom til at fylde meget hurtigt, lyder det i en fælles skriftlig udtalelse fra eksperterne, der i år består af psykolog og klinisk sexolog Gert Martin Hald, etnolog Julia Lahme og Nina Reventlow, der er psykoterapeut og medlem af Dansk Psykoterapeutforening.

- Derfor kom forskellighederne også til at stå i vejen for den åbenhed og tillid, som er forudsætningen for, at noget kan udvikle sig. Så det er klart noget, vi har med i evalueringen.

Julia Lahme, Gert Martin Hald og Nina Reventlow har sat årets par sammen og rådgivet dem undervejs i forløbet. (Foto: © Nicolaj Niebuhr Demant)

De tre eksperter, der har sammensat årets par, erkender, at den kritik af deres arbejde, som flere har luftet i klummer og på sociale medier, gør indtryk og giver anledning til at stille skarpt på forskellige dele af matchingprocessen.

Og så er de naturligvis kede af, at ingen af årets fem par valgte at forblive gift:

- Hele holdet på 'Gift ved første blik' og DR ønsker det bedst mulige forløb for deltagerne og håber, at de både lærer noget om dem selv og kærligheden i forløbet og samtidig finder en livspartner, lyder det i udtalelsen, der slutter:

- Det ærgrer os selvfølgelig, når vi ikke lykkes at komme i mål med den intention.