Det var en helt almindelig morgen.

Én af dem, der normalt aldrig ville blive husket.

Ida på syv år spiste morgenmad, tog skoletasken på ryggen og sagde farvel til sin mor, far og lillebror, inden hun gik den korte vej til folkeskolen.

Nogle timer senere talte hun i telefon sin mor for at få en legeaftale med en veninde efter skole.

Ida har tænkt på den morgen utallige gange siden da. Var der nogle tegn, hun ikke havde opfanget? Noget, hun havde overset?

Men nej. Det var virkelig en helt normal morgen.

Derfor kan Ida stadig ikke forstå, at hendes far skød Idas mor, lillebror og mormor i deres hjem den selvsamme eftermiddag. Alle tre døde, mens Ida var hos sin veninde, og Idas far blev idømt 14 års fængsel for de tre drab.

Drabene blev begået fredag den 28. februar 1992 – datoen, hvor Ida blev ét af de omkring fem danske børn, der hvert år står tilbage, når den ene forælder slår den anden ihjel.

- Den dag mistede jeg alt og alle. Min far tog min familie fra mig. Han var ikke længere bare min far. Han var også det menneske, der havde ødelagt alt for mig.

Mor med stort M

I det hyggelige hus i en lille landsby på Djursland er 39-årige Ida i dag omgivet af en frodig have fyldt med grønne planter. Det er hendes livlige oase, som hun deler med sine tre børn på 13, fem og sin yngste på et halvt år, en hund og kat.

Hun nyder at se det hele vokse, gro og blomstre.

I alt for mange år, efter faren slog hendes nærmeste ihjel, var Idas liv nemlig det modsatte.

- Jeg følte, det var mig, der sad med tabet, sorgen og smerten, og jeg ønskede bare at komme hen til min familie. Jeg ville bare gerne have min mor, jeg var den eneste tilbage, og sådan skulle det ikke være, siger hun og fortsætter:

- Mit liv var, for at sige det rent ud, ulykkeligt. Det var virkelig hårdt og virkelig ensomt.

Der var ingen, der havde forestillet sig, at familien ville blive ødelagt på den måde. Ida voksede op i et byhus i Aarhus Midtby med sin mor og far. De boede på første sal og anden sal, mens Idas mormor boede nede i stueetagen, og de var meget tætte.

Hun beskriver sin mor som blid, kreativ, vellidt på jobbet, introvert med få, men tætte veninder. Hun var mor med stort M og brugte al sin tid med familien.

Idas far var charmerende og udadvendt med et stort temperament. En rigtig "mandemand" af den gamle skole, som lærte hende at cykle, fiske og flyve med drage. Han havde en datter fra et tidligere ægteskab, som var på besøg hver 14. dag.

Det eneste, der stak lidt ud, var, at faren var døv, men det var Idas halvsøster og mormor også, så Ida havde fået tegnsprog ind med modermælken.

Da Ida var syv år, gik en drøm i opfyldelse – hun fik en lillebror og blev endelig storesøster.

Hendes far var meget tydeligt pavestolt over at have fået en søn. Nu var de fire - en rigtig kernefamilie, og alle var glade.

I hvert fald på overfladen.

For indenfor hjemmets fire vægge var alting langt fra lutter lykke, og tingene var begyndt at eskalere mellem hendes forældre.

Ifølge Ida var der konflikter mellem hendes mor og far, og Idas mor ville skilles.

Ida følte et kæmpe ansvar, og når forældrene var i et andet rum, listede hun ind for at aflæse deres tegnsprog-samtaler. Hun ville have overblik over det hele og passe på sin mor.

Men lige netop dén eftermiddag var hun hos en legekammerat.

Se klip fra TV Avisen her:

Midt i legeaftalen kom venindens mor ind på værelset og sagde, at Ida skulle blive og sove der, og at det var aftalt med hendes mor. Ida vidste med det samme, at noget var helt galt. Hun ville bare hjem, men måtte ikke.

Om natten sov hun hos veninden og fik mareridt om, at hendes far havde stillet hele familien op på en række og truede med at skyde dem alle. Da han så ville skyde, var det et vandgevær, han holdt.

Dagen efter kom en dame forbi legekammeratens familie for at tale med Ida. Hun fortalte, at hun var psykolog, og at Idas far havde slået familien ihjel.

Ida husker, hvordan hun bagefter gik ud i køkkenet til venindens far og fik et glas mælk og en franskbrødsmad med Nutella.

- Jeg forstod ikke, at de var væk for alvor. Det var for voldsomt til, at jeg kunne tage det ind.

I mange år efter håbede hun derfor stadig, at mor ville komme hjem med lillebror og mormor.

'Skyldfølelsen åd mig op'

Den næste periode boede hun hos legekammeratens familie, mens kommunen skulle beslutte, hvad de skulle stille op med Ida. En dag fik hun at vide, at hun skulle hente noget tøj og legetøj i huset, hvor de boede.

Drabene var sket nede i stueetagen, hvor hendes mormor boede, men på første sal stod alt som den sidste morgen, hun sagde farvel til familien og gik i skole. Hun gik rundt i det tomme hus og fandt nogle småmønter i en jakkelomme. Det var så underligt at være tilbage.

Det hele var der, men det hele manglede, og Ida kom aldrig tilbage til huset igen.

Forældremyndigheden gik til nogle slægtninge på Idas mors side, der nærmest var fremmede for hende. Det betød, at hun skulle flytte fra centrum af Aarhus og langt ud på landet og starte i en helt ny skole.

Først da hun blev voksen, fandt hun ud af, at der var flere, der ønskede at få forældremyndigheden, herunder en skolelærer og farens bror og kone.

- Det er en trøst for mig i dag at opdage, at der var andre, der ville mig, siger Ida.

Men det vidste hun ikke dengang og følte sig helt alene. Og det var ikke bare savn, der plagede hende. Det gjorde den dårlige samvittighed også.

Hvad var der sket? Hvordan kunne faren tage alt fra hende? Hvorfor var hun ikke hjemme? Hvorfor skulle hun overleve? Kunne hun have forhindret drabene?

- Skyldfølelsen åd mig op. Jeg ønskede, at jeg døde med min mor den dag. Og jeg hadede min far – men han var jo også min far.

Der var ikke nogen, hun følte, hun kunne tale med, så hun lukkede helt ned og blev tavs.

- I mange år følte jeg mig mere som "pigen med historien" end bare Ida, og det havde jeg det meget svært med. Så var det nemmere at parkere den lidt; hvis der for eksempel blev talt om noget med folks forældre, sagde jeg bare ingenting.

Tabet, savnet, skyldfølelsen og følelsen af ensomhed resulterede i selvskade, selvmordsforsøg og indlæggelse på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, da hun var i starten af tyverne.

- De ting, jeg skulle igennem årene efter, var lige så skadelige som det, min far gjorde imod mig, som hun siger.

For nyligt kiggede hun på nogle breve, hun skrev til sin mor, sin bror og sin mormor gennem barndommen. Det blev lidt som en dagbog, hvor hun satte ord på sine følelser og tanker. Det var tydeligt, at hun bare ville væk, og at hun var dybt ulykkelig.

Hun har aldrig vist brevene til andre eller kigget på dem siden. Så når hun ser dem igen i dag, er det meget svært at forholde sig til, at det er hende selv, der er afsenderen.

- Nogle gange deler jeg mig selv op i to dele: voksen-Ida og lille-Ida. Jeg har så ondt af lille-Ida, men at jeg selv er lille-Ida, er to ting, jeg ikke kan sætte sammen. Det er for svært og for voldsomt at mærke, at hun er mig, og hvis jeg skulle tage de her ting ind, ville jeg gå i stykker.

Livet gav pludselig mening

Siden forbrydelsen havde Ida stadig haft et lillebitte håb om, at mor, lillebror og mormor pludselig ville dukke op igen, selvom hun godt vidste, det var umuligt.

Det lille håb forsvandt, da hun som 21-årig søgte fuld aktindsigt hos politiet og så billeder af, at de virkelig var døde. Først her gik det hele endeligt op for hende – og et par år senere sagde hun farvel til både psykiatrien og medicinen.

Miraklet kom, da hun var 25 og blev gravid. Det var ikke planlagt, men han var et ønskebarn.

Selvom hun selv siger, det lyder som en kliché, var det som om, hendes liv pludselig gav mening, da hun selv blev mor.

Samtidigt var hun i gang med at opbygge forholdet til sin far.

- Jeg elskede jo min far på trods af det hele. Skulle jeg kun forholde mig til, at han havde ødelagt alt? Var det forkert at tale med ham? Ville mor blive sur på mig? Han fortjente mig ikke, men jeg fortjente en far.

Efter faren blev løsladt, valgte Ida at se ham igen. Hun prøvede også at finde svar på, hvorfor faren havde gjort det, og hvad der præcis var sket den dag – men han undlod altid at give detaljer.

Selvom Ida oplevede det som endnu et svigt, tilgav hun ham. Hun forklarer, at hun indså, at han simpelthen ikke var i stand til at tage det fulde ansvar for drabene på sig.

Da han havde afsonet sin fængselsdom, oplevede hun til gengæld, at han gjorde sit bedste for at få et forhold til hende. Han kørte fast fra Sjælland til Jylland for at se hende, passede hendes hund og gjorde, hvad han kunne for at vise, at han var der.

Selvom noget af Ida stadig hadede ham, havde hun også brug for at se, at han prøvede, og hun er i dag glad for, at de blev forsonet.

Idas far døde for ti år siden efter et længere sygdomsforløb, og Ida holdt hans hånd til det sidste.

- Det var enormt dobbelt. For mens jeg stod og holdt ham i hånden, tænkte jeg også: "Hvem holdt min mor i hånden, da du skød hende?". Så jo, det var grotesk.

Der kommer stadig tunge dage, hvor det hele føles ekstra svær; da hendes børn blev et halvt år og havde samme alder som hendes lillebror, da han blev skudt, og da hendes ældste søn fyldte syv år og var lige så gammel som Ida selv, da hun mistede sin familie.

Men med tiden har Ida fået bygget sit liv op fyldt med kærlighed, og derfor føler hun sig nu parat til at fortælle omverdenen og hendes selvskabte familie om den del, hun altid har set som "en beskidt hemmelighed".

- Selvom jeg har voldsomme oplevelser med i bagagen, er jeg meget andet end det. Jeg vil gerne vise, hvor stærkt jeg står i dag, og at det er muligt at lande godt på trods. Jeg glemmer aldrig, hvad der er sket, men det er ikke længere hele min historie.

De nærmeste pårørende til Idas far er blevet forelagt oplysningerne i DR's dokumentar 'Min far slog min familie ihjel'.