Der var fest, glimmer og god musik på programmet, da Dansk Melodi Grand Prix 2023 løb af stablen lørdag aften. I Arena Næstved, hvor showet foregik, var humøret højt, men hjemme i mange danske stuer var alt ikke ligefrem fest og farver.
Undervejs i programmet opstod der nemlig store problemer med den app, seerne kunne stemme med, ligesom der også var tekniske problemer under selve afstemningen.
Det betød, at aftenens to værter, Heino Hansen og Tina Müller, flere gange måtte beklage og bede seerne om at "genstarte" deres app.
På Twitter bemærkede flere seere også problemerne.
- Hva' så DR. Kommer den der app til at fungere i år, eller skal vi vente til 2024?
- Det er også de skide russere, de hacker alt, nu har de hacket vores melo app, fordi de ikke selv må deltage i det internationale melo.
- Det er gratis at stemme i vores app! (ja DR - hvis den virkede)
Sådan lød blot nogle af de spydige kommentarer.
Appens server gik ned
Og hvem bærer så skylden for de store problemer? Svaret er en drilsk server, forklarer programansvarlig for Dansk Melodi Grand Prix, Erik Struve Hansen.
- Appens server gik simpelthen ned. Vi har en leverandør, vi har købt den service af, men serveren gik ned under showet på grund af overbelastning. Der er simpelthen for mange, der har stemt på én gang, siger han og fortsætter:
- Det er vi ekstremt ærgerlige over. Især den gene, der har været for vores seere, for det har jo været vildt irriterende at sidde derude og ikke kunne bruge app'en.
Kan du forstå, at folk er sure?
- Ja, jeg synes da også, at det er super irriterende.
Hvordan kan sådan noget ske til så stort et show?
- Det er teknik, og teknik kan drille. Og det gjorde det her, og nu er vi i gang med at kigge på præcis, hvordan det kunne ske.
Det endelige resultat blev ikke påvirket
Da stemmerne skulle tælles op, opstod der også problemer, og værterne Heino Hansen og Tina Müller måtte i flere minutter stå og interviewe deltagerne på scenen, mens der backstage blev arbejdet på højtryk for at løse problemet.
De tekniske problemer har fået nogle seere til at stille spørgsmål ved, om man nu også kan regne med det endelige resultat, hvor sangeren Reiley blev kåret som vinderen.
- Alt omkring afstemningen har været direkte utroværdigt. Min stemme går derfor til Heino, skrev en seer på Twitter.
- Når alle os med app opgiver at stemme, hvordan mon det så påvirker resultatet? Hvad stemmer bedsteforældregenerationen?, spurgte en anden.
Men ifølge programansvarlig Erik Struve kan man altså være helt rolig:
- Jeg kan forsikre 100 procent om, at resultatet ikke har været påvirket af problemerne, slår han fast.
- Det har været skrupforvirrende for seerne, fordi appen gik ned, og der var så mange problemer. Det beklager vi inderligt. Men jeg kan garantere, at resultatet er helt korrekt.