'Jeg går nok lidt efter håndværkertypen': Her er de 10 nye deltagere i Gift ved første blik

Mød de ti danske singler, der er klar til at sige ja til en komplet fremmed i 9. sæson af 'Gift ved første blik'.

I 'Gift ved første blik's 9. sæson er alt fra matchmaking-metoder til eksperterne nye. Programmet har premiere den 24. august. (© Snowman Productions)

Hvis du er single og gerne vil finde den eneste ene, er det ikke altid lige nemt.

Hvor i alverden gemmer 'the one' sig? På studiet, blandt kollegaerne, på Tinder, festival, natklub eller måske til en fritidsaktivitet? Mulighederne er uendelige, hvilket kan gøre jagtprocessen en smule uoverskuelig.

Men for ti danske singler findes kærligheden forhåbentlig et højst usædvanligt sted. Nemlig ved alteret.

Ja, som du ganske rigtigt har gættet: 'Gift ved første blik' vender stærkt tilbage med en helt ny 9. sæson, hvor alt fra matchmaking-metoder til eksperterne er nye.

Og det er de ti håbefulde deltagere også.

Gift ved første blik

I år er det fem kvinder og fem mænd, der bliver sat sammen. Alle er heteroseksuelle og etnisk danske, og der er for eksempel ikke et homoseksuelt par med som i forrige sæson.

Men matchet var der simpelthen ikke, siger programmets redaktør Anna Askov.

Hvorfor er der ingen minoriteter repræsenterethverken i forhold til etnicitet eller seksualitet?

- Vi ville ønske, at vi kunne repræsentere bredere, ligesom vi også havde et homoseksuelt par med sidste år. Desværre er der ikke mange minoriteter, der melder sig, og vi kan ikke gå på kompromis med det perfekte match og sætte nogen sammen, som eksperterne ikke har godkendt hele vejen rundt.

Apropos det perfekte match. Kun fire par er blevet sammen, hvis vi kigger på de forrige otte sæsoner. Er det tilfredsstillende?

- Vi vil selvfølgelig gerne have, at de medvirkende finder kærligheden i programmet. Men grunden til, at vi laver 'Gift ved første blik' er først og fremmest at gøre seerne og de medvirkende klogere på den svære kærlighed, og på den disciplin det er at skabe en ny og holdbar relation.

- Vi vil gerne være med til at starte de vigtige samtaler om kærlighed, parforhold og så videre. Og dét kan 'Gift ved første blik' i den grad. Så selvom de ikke vælger hinanden til sidst, ved vi, at rejsen derhen er enormt lærerig, både for dem selv og for seerne.

At succesraten ikke er super imponerende skræmmer dog ikke de danske singler væk, som er klar til at gå all in i eksperimentet for at finde den eneste ene.

Herunder kan du møde de ti nye og modige deltagere, der siger ja til at blive gift med en fremmed og dele op- og nedture med resten af Danmark:

Line

(© Snowman Productions)

32 år, arbejder som optiker, bor i Svendborg, er skilt.

- Jeg har meldt mig til det her program for at blive klogere på mig selv og med en forhåbning om at finde kærligheden. Jeg har jo set alle tidligere sæsoner og synes, det er ekstremt spændende at blive matchet på den måde. Så jeg tænkte: "Det prøver jeg da."

Hvordan er det gået med dit datingliv før?

- Det er gået fint, men jeg har været i et langt forhold i ti år, fra jeg var 19 til 29 år, hvor vi var gift i to af årene, men blev skilt i 2021. Så jeg havde brug for lige at komme ud og mærke mig selv og finde ud af, hvem jeg er som Line. Det er to år siden, og nu føler jeg, at jeg er nået til et sted, hvor jeg er klar til at se, hvad livet har at byde på.

Hvad drømmer du om at finde?

- Jeg håber at finde kærligheden med hele pakken – familie og børn. Og jeg går nok lidt efter håndværkertypen. Sådan en handyman, der kan nogle ting og ikke bare snakker, finder jeg tiltalende.

Nicklas

(© Snowman Productions)

30 år, softwareingeniør i Aarhus.

- Jeg er med i 'Gift ved første blik' for at prøve noget nyt. Det er en lidt en sjov ting at blive gift og kaste sig ud i noget, der er lidt ekstremt. Der er nok ikke mange, der vil gøre det her. Ikke fordi jeg ikke tror, at jeg kan finde den eneste ene på andre måder, men nu kom den her mulighed, så jeg tænkte: "Hvad har jeg at tabe?". Så kan jeg også prøve at vise mig lidt til Danmark og se, hvad jeg kan lære om mig selv i den her proces og se, om jeg kan finde kærligheden. Jeg håber selvfølgelig at finde den eneste ene.

Hvordan er det gået med datinglivet indtil nu?

- Da jeg var 20, havde jeg et fast forhold, der varede i halvandet år. Siden har det været meget on and off, men ikke nogen, der rigtigt har taget mig på en lang rejse.

Hvilken type leder du efter?

- Et menneske, der kan være min samarbejdspartner i livet. En, der kan give mig det, jeg har brug for i hverdagen når jeg er nede – og omvendt, hvis hun er nede. Det har jeg meget savnet, når jeg har datet. Der har ikke rigtig været den person, der kunne støtte mig på de rigtige punkter. Så jeg håber lidt, de her eksperter kan hjælpe mig med at finde en, der kan give mig den rigtige.

Pernille

(© Snowman Productions)

46 år, life coach og terapeut, bor i Nordhavn, er skilt og har tre børn.

- Jeg er med, fordi jeg er nysgerrig på mig selv og mine mønstre. Det er fem år siden, jeg blev skilt, og jeg har brugt årene på at vende blikket indad – men har jeg overhovedet lært noget? Så derfor er det her den ultimative test – min følelsesmæssige 'Robinson Ekspeditionen', kan man sige.

Hvor gamle er dine børn?

- De er 25, 18 og 13 år. Jeg var lige blevet 21, da jeg blev mor for første gang. Jeg skal ikke have flere børn, men det er faktisk underordnet, om min kommende mand har børn eller ej. Der er altid en måde at løse det på.

Hvad skal din drømmemand kunne?

- Vi skal kunne have en dyb samtale med gensidig nysgerrighed. Jeg har prøvet alt det her med at date, hvor der er krav om fælles interesser, eventyrlyst, bestemte personlighedstræk og så videre. Glem det. Det har jeg prøvet.

- Det er heller ikke vigtigt, hvordan han bor, eller hvad han arbejder med, men den gode samtale, hvor vi er i hinandens nærvær, betyder mest for mig. Gider han kigge indad, er han nysgerrig på mig og på sig selv? Det er den her intimitet, der er vigtigst.

Rasmus

(© Snowman Productions)

31 år, arbejder med solceller og grøn omstilling, bor på Frederiksberg.

- Jeg har meldt mig til 'Gift ved første blik', fordi jeg længes efter en så stor udfordring, som det jo er at gifte sig med et fremmed menneske. Jo mindre jeg har lyst til at gøre ting, jo mere skal jeg faktisk gøre det, har jeg lært. Og jeg længes jo også efter at finde det, vi definerer som kærlighed og tosomhed – et ægteskab.

Men kan du ikke gå ud og lede efter kærligheden på Tinder?

- Det har jeg jo prøvet før og haft en fin succes med i forhold til at møde mennesker og sådan noget. Men den der dybere connection har jeg haft enormt svært ved.

Hvorfor tror du?

- Fordi der er nogle ting, der gør, at jeg er udfordret i forhold til, at jeg nok passer lidt for godt for mig selv. Mange af de forliste forhold har faktisk, når jeg tænker tilbage, været rigtig gode forhold og fornuftige relationer med mennesker, jeg godt kunne lide. Men jeg har ikke kunnet dyrke dem, fordi jeg ikke var med selv. Nu er jeg nået til et punkt i mit liv, hvor jeg har fokus på mig selv og er klar til kærligheden.

Sara

(© Snowman Productions)

29 år, arbejder i Energistyrelsen og som hundetræner, fra Fyn.

- Jeg er et sted, hvor jeg gerne vil have noget seriøst. Jeg har altid gerne villet giftes og tror faktisk på konceptet og det her med et arrangeret ægteskab, hvor man gerne vil det her – uden tvang.

Hvorfor det ikke er lykkedes endnu at finde kærligheden?

- De har bare ikke været der. De har ikke været samme sted som mig. Jeg har ikke været god nok til at stille de rigtige spørgsmål i starten og fortælle, hvor vigtigt det er for mig. Jeg bliver nok også nogle gange ved længere tid, end jeg skal, hvor de godt ved, at vi ikke bliver gift. Mit sidste seriøse forhold var halvandet år siden. Mig og min britiske ekskæreste var sammen i fire år, vi mødte hinanden i Dubai og flyttede til Danmark sammen, og så kom corona, og så ødelagde det nogle ting.

Hvad håber du at finde i eksperimentet?

- Jeg håber på at finde én, jeg skal bruge rigtig meget tid med, og at jeg ikke skal lede mere. Selv rejser jeg rigtig meget og søger en mand, der skal være ekstremt nysgerrig og gøre det, fremfor bare at sige, at han er det.

Michael

(© Snowman Productions)

39, it- og digital direktør, bor på Frederiksberg.

- Jeg har meldt mig, fordi jeg har været single i et års tid og har lyst til at finde én, som deler mine drømme, ønsker og værdier i livet. Og så er det bare en fin måde at prøve eksperimentet og lade andre vurdere, om der er et match. Sandsynligvis kan eksperterne finde et fantastisk menneske til mig.

Hvad drømmer du om?

- Jeg har altid drømt om både familie, børn og alle de her ting, og når man stille og roligt begynder at blive ældre, bliver det sværere og sværere at finde én, som gerne vil starte en familie.

Mark

(© Snowman Productions)

33 år, arbejder som kranfører, bor i Odense.

- Jeg har tilmeldt mig, fordi jeg igennem hele mine 20'ere altid har været typen, der har skiftet jobs og gjort alt muligt for at finde én eller anden ny oplevelse eller noget spontant vildt at gøre i mit liv. Men nu er jeg nået til et sted, hvor kærlighedsfronten mangler et godt pift. Mit sidste forhold sluttede i 2020. Så det her giver mening.

Hvad søger du?

- Jeg søger en eventyrlysten kvinde, der godt kan lide at rejse. Én der har de samme kvalifikationer som mig, men også som søger noget familie og stabilitet.

- Hun må gerne være aktiv på det sociale og alt det her, men hun må godt trække mig lidt ned, for jeg er måske lige lidt for meget fest og farver. Vi skal kunne matche hinanden, men jeg kan måske trække hende lidt op, mens hun kan trække mig lidt ned.

Jeanette

(© Snowman Productions)

30, ejer en tøjbutik, bor i nyrenoveret hus tæt på Køge.

- Jeg er med i 'Gift ved første blik', fordi jeg synes, det har været svært selv at finde den partner, jeg har lyst til at stifte familie med. Jeg er lidt spontan, så gik der sjov og ballade i den, og lige pludselig er jeg endt med at deltage.

Har du haft andre forhold før?

- Ja, de har varet minimum et år til halvandet, og sidste forhold er halvandet år siden.

Hvilken type håber du at møde?

- Jamen, jeg håber at møde en sød og rummelig mand, som har lyst til at stifte familie og vil opleve livet, rejse og nyde de gode stunder. Og så værdsætter jeg stort, at han har noget mere alder end mig, for så plejer vores kemi at matche lidt bedre. Han skal ikke være skindød, men jeg vil have en moden mand.

Sara

(© Snowman Productions)

32 år, folkeskolelærer, bor i Vejle.

- Jeg har meldt mig, fordi der ikke rigtig var så meget andet, der virkede. Nu har jeg prøvet vidt og bredt og valgt noget forskelligt uden succes. Jeg har datet, været på Tinder, Happn og alt det dér, har haft en kæreste, og det er ikke rigtigt gået. Men hvad nu, hvis eksperterne kan finde én til mig og se noget, jeg ikke selv kan se?

Hvilken type håber du på, du bliver matchet med?

- Én, der er villig til at også snakke om tingene ligesom mig, altså snakke ting næsten til døde – dybe snakke. Jeg håber også, vi kan lave ting sammen og dele stort og småt. Og så skal han have lyst til at stifte familie med børn og hele molevitten – dog uden vovsen.

Martin

(© Snowman Productions)

46, køkkendesigner, bor i Fredensborg, skilt og far til tre.

- Jeg har meldt mig for at finde den eneste ene. Det er rigtig dejligt at være to, hvor vi både kan lægge os og bare slappe af på sofaen og se en film, eller besøge venner som et par.

Hvornår blev du skilt?

- Efter 13 års ægteskab blev jeg skilt i 2011 på Færøerne, hvor min daværende kone er fra, og fem år efter flyttede jeg tilbage til Danmark. Vi er stadig de bedste venner, og jeg har lige besøgt dem og har spist middag med min daværende kone, hendes nye mand og barn. Vores fælles børn er tvillinger på 20 år og en søn på 14.

Hvorfor er det lige i år, du vil deltage?

- Som børnene er blevet store, er der kommet en – ikke ensomhed, men en lyst til at dele noget med en anden igen. Jeg savner at tage ud og spise, rejse og gøre en masse ting sammen. Jeg har også rigtig mange parvenner, og jeg er ikke jaloux på den måde, men jeg synes da, det kunne være fedt, hvis jeg også kommer med min kone til middage, fester, biografture og sådan noget.

- Efter jeg blev skilt, var børnene det vigtigste, og jeg har nok lagt mig selv til side. Men pludselig står jeg her, de ældste har fået kærester, og ham på 14 har ikke tid. Men hvad så med mig selv? Jeg har glemt mig selv i mange år, og derfor har jeg meldt mig. Hvorfor ikke prøve chancen? Måske er lykken der.

Den nye sæson af 'Gift ved første blik' får premiere den 24. august på DRTV og DR1.