Josefine droppede sit liv på Nørrebro for at blive præst på en lille ø: 'Jeg følte mig som medlem af en kult'

I DR2-programmet 'Præst søger paradis', følger vi den unge Josefine, der har vendt op og ned på sit liv med en stor beslutning.

(Foto: © Grafik: Oliver Seppo)

Josefine Frej Mikutas mor har sendt hende fire kilo mel med posten. Det står uåbnet i køkkenet. Josefine har ellers længe haft planer om at begynde at bage. Det har faktisk været på hendes to do de sidste to år.

- Da jeg flyttede herover til Sejerø, tænkte jeg nok, at jeg skulle leve et mere helstøbt liv, hvor jeg blandt andet bagte mit eget brød.

For tre år siden var Josefine ikke én, der drømte om at bo alene i sit eget hus på en lille ø og bage brød fra bunden.

Dengang boede hun på et 11-kvadratmeters værelse på Nørrebro i København. Hun var ved at uddanne sig til præst, dyrkede livet i byen, hang ud med sine venner og spiste vegansk takeaway fra et nabolag, hvor de fleste ifølge hende var lige så politisk korrekte, som hun selv var.

Men så en dag faldt hun over et jobopslag, der med hendes egne ord "hjemsøgte" hende.

På den lille ø Sejerø, en times sejlads fra Sjællands vestkyst, søgte de en præst.

- Først tænkte jeg, at den stilling var fuldstændig genial, men så blev jeg ærgerlig over ikke at være et andet sted i mit liv.

- Jeg tænkte, at de jo nok ikke søgte sådan én som mig. Jeg burde være mere erfaren. Måske burde jeg også have en kæreste og mere overblik i livet, fortæller Josefine, som på det tidspunkt var 28 år.

'Det bliver døden for dit ungdomsliv'

Det vakte ikke jubel i venneflokken, da hun rent faktisk fik jobbet som præst på den lille ø ude midt i Kattegat. En ø med cirka 350 beboere i alt.

Flere af hendes venner udtrykte et "farvel for evigt". Én mente, at det blev "døden" for hendes ungdomsliv. En anden udtrykte, at ølivet ville være "det største mareridt".

- Jeg ved godt, at det måske i dag virker ret sejt og moderne at flytte ud til en lille ø, men da jeg søgte jobbet, var det virkelig ikke en trendy beslutning. Mine venner og jævnaldrende i København lever stadig deres "forlængede ungdomsliv", som der ikke er nogen muligheder for at dyrke på Sejerø.

Josefine Frej Mikuta havde som barn ingen planer om at blive præst, men da hun på gymnasiet havde fag som oldgræsk og latin og fik et par venner, der ville læse teologi, begyndte hun at overveje det. (Foto: © (Privat foto))

Men for Josefine blev beslutningen om at forlade livet på Nørrebro mere meningsfuld end nogen anden beslutning, hun før havde taget i sit liv.

- Inden jeg kom til Sejerø, kunne jeg mærke en rastløshed og aversion mod mit liv i København. Jeg vidste ikke helt, hvad det var, men jeg følte, jeg levede på autopilot. Jeg fulgte bare med strømmen.

Når hun ser tilbage på sit gamle liv i dag, har hun for længst opdaget, hvad det var, der ikke fungerede.

Hun kunne ikke rigtig mærke, hvem hun selv var.

Der faste rammer føltes klaustrofobiske og uautentiske. Selv hendes omgangskreds blev pludselig en del af problemet.

- Vi var så politisk korrekte, så dannede og rummelige, uden aldrig at have kendt andet. Jeg næsten ikke kunne holde det ud. Jeg følte mig som et medlem af en kult.

Fik knoglekræft som 11-årig

Det er ellers ikke, fordi Josefine Frej Mikutas liv altid har fulgt en snorlige vej.

Hun er opvokset i København og boede en stor del af sin barndom i Sydhavn. Som barn var hun den kreative type, der elskede af tegne, male og spille teater. Hun gik på privatskole, sang i kor og lavede musik.

Som 11-årig fik hun konstateret knoglekræft og gik igennem flere år med kemoterapi, operationer og uvished. Siden da har hun både prøvet at bo i USA og i en campingvogn i Dragør. Hun har arbejdet som model og repræsenteret Danmark i Miss Earth-konkurrencen.

Alligevel følte hun som 28-årig, at hun var "filtret ind i kontinuitet".

For Josefine blev det at sige ja tak til stillingen som øpræst nærmest som et sent ungdomsoprør.

En efterårsdag i 2020 befandt hun sig på Sejerøfærgen i færd med at sejle mod den ø, der tidligere har haft rekorden i andelen af pensionister.

Som Pippi i Villa Villekulla

- Det var jo nærmest absurd at flytte hertil. Alt den plads. Det føles faktisk lidt, som om jeg er Pippi, der er flyttet ind i Villa Villekulla, fortæller Josefine, som den dag i dag stadig ikke helt har vænnet sig til de mange værelser.

Fra nu af boede Josefine alene. Hun spiste sin morgenmad alene, arbejdede alene i husets præstekontor, spiste frokost alene, lavede aftensmad alene og gik i seng alene.

Hun havde med vilje ikke inviteret venner eller familie på besøg de første måneder. Hun skulle nok vise dem, at hun kunne klare sig alene. En dag iagttog hun også, at hun nærmest var stoppet med at tage billeder af sit liv. Det nye liv skulle ikke postes på Instagram for at blive vurderet af andre.

Hver aften løber Josefine Frej Mikuta en tur gennem Sejerøs marker og strand. Hun løber gerne i mørke med en pandelampe. (Foto: © (Privat foto))

- I begyndelsen havde jeg dog dagligt følelsen af at være i frit fald. Jeg kunne sidde i min sofa og pludselig mærke et voldsomt gib. Dengang tolkede jeg det måske som chok eller angst over min nye voldsomme omvæltning i tilværelsen, men i dag ser jeg anderledes på det.

To år efter flytningen kan Josefine se, at det var faktisk var noget godt, der skete med hende, da hun flyttede til øen.

Følelsen af at falde var i virkeligheden ikke angst, men en fysisk reaktion på, at hun for første gang i sit liv havde fået fjernet de rammer, der tidligere havde holdt hende fast. Nu havde hun endelig fået friheden til at finde ud af, hvem hun kunne være eller egentlig var.

Men hvem man gerne vil være, når man selv kan bestemme?

I begyndelsen ville Josefine Frej Mikuta gerne være en selvstændig kvinde, der på ægte Pippi-manér udlevede sin frihed til fulde og klarede alting i huset selv. Det var også her, at idéen om det hjemmelavede brød blev grundlagt.

Professionelt ville hun gerne gøre sig umage med at lære alle øens beboere at kende, og det måtte betyde, at hun måtte mødes på deres vilkår og glide ind i deres hverdag.

På kort tid fik hun sagt ja til at deltage i pensionistklubben, et vinterbaderfællesskab, et zumbahold, en malerklub, et fodboldhold og en lang række af andre fællesskaber.

Rart at hyggesnakke, imens man slår en trold ihjel

Selvom Josefine havde mange gode intentioner med sit nye liv, var det også opslidende at skulle tilpasse sig så meget til omgivelserne.

- Jeg tror, det er meget menneskeligt. Man starter ud med at have en rigtig høj ambition om at være en fantastisk version af sig selv, men så falder niveauet.

Efter noget tid fandt Josefine ud af, at kamæleon-strategien ikke rigtig virkede. Hun blev nødt til at gøre tingene på sin egen måde, hvis ø-livet skulle holde i længden.

I stedet for at fokusere på at tilpasse sig til øboerne, begyndte hun at stå mere ved de ting, som hun selv brændte for. Hun droslede ned på lidt af fritidsaktiviteterne og begyndte at prædike mere klima, feminisme og popkultur. Hun introducerede konfirmanderne for rollespil, computerspil og lyssværd.

Samtidig begyndte hun at spille mere computer derhjemme.

Hvad gør man med pladsen, når man bor i et hus med over 12 værelser? Josefine Frej Mikuta er stadig lidt i tvivl, men hun har indrettet et gamerværelse, hvor hun har plads og rum til at glide ind i de onlinespil, hun dyrker med sine venner. (Foto: © (Privat foto))

- Da jeg boede i København, følte jeg hele tiden, at jeg burde være mere aktiv og social i min fritid. Men den følelse er jeg helt fri for her, hvor jeg er engageret socialt og lokalt gennem arbejdet. Jeg bruger også en del tid på at være i min have eller løbe ture ved havet. Så nu er jeg ikke bange for at spille computerspil om aftenen.

I dag er computerspil den måde, hun finder nærvær med vennerne, for, som hun siger, så er det faktisk ret rart at hyggesnakke med en ven, imens man slår en trold ihjel sammen.

Ved siden af computerspillene har Josefine også bare brugt tid på at øve sig i at kede sig og finde sig til rette med, at hun så ikke lige er typen, der bruger sin tid på at bage surdejsbrød fra bunden, dyrke køkkenhave eller strikke.

- Jeg tror virkelig ikke, at alle ville trives på en ø, for det er virkelig ikke bare et skud med "instant lykke".

- Det er ikke altid nemt eller spændende at være tvunget til at være alene eller kede sig noget mere. Men mad møder virkelig sig selv, når der ikke er noget at skjule sig bag. Men jeg må bare sige, at jeg har fået en kæmpe gave. Jeg ville ikke have lært så meget, hvis jeg bare havde fortsat mit liv på Nørrebro.