De kloger sig på svigermor-dilemmaer, orgasme-dilemmaer og arbejdsplads-dilemmaer.
Både de sjove, de gakkede og de alvorlige.
Men hvilke dilemmaer har gjort størst indtryk på gæsterne i 'Monopolet'.
I denne uge fylder det populære samtaleprogram 20 år, og i den anledning har vi spurgt fire velkendte monopolister om, hvilket dilemma de husker særlig tydeligt.
Phillip Faber, dirigent og komponist
Er der et dilemma, du husker særlig tydeligt?
- Der er faktisk mange dilemmaer, der har gjort indtryk på mig - både de sjove og de alvorlige.
- I den lidt alvorlige ende kan jeg huske et dilemma fra en kvinde, som havde en far, der var misbruger. Han havde svigtet hende gang på gang, og nu havde hun ikke længere kontakt med ham. Alligevel stødte hun ind i ham på gaden sammen med sine børn og vidste ikke, hvad hun skulle sige til dem.
Hvorfor gjorde netop det dilemma indtryk?
- Alkoholmisbrug og andre former for misbrug er jo enormt udbredt og virkeligheden for mange mennesker i Danmark.
- Så selvom vi i 'Monopolet' også taler om de sjove dilemmaer, synes jeg, det er vigtigt, at en historie som denne kommer på banen. Lige pludselig fortalte Cecilie Beck, som også sad i panelet, at hun kom fra et alkoholiker-hjem.
- På den måde fik vi normaliseret noget, som mange føler som noget meget unormalt. På den måde udfylder programmet en vigtig funktion.
Kan du huske, hvad du svarede?
- Ikke helt, men i dag ville jeg anbefale hende at sige sandheden, når børnene er store nok til at forstå det. Hemmeligheder er aldrig en god ting - medmindre det drejer sig om julegaver, og for mig er vejen ud af de dårlige hemmeligheder altid samtale og åbenhed.
Lærke Bagger, designer
Er der et dilemma, du husker særlig tydeligt?
- Ja, der er sådan et ægtepar, der har skrevet ind et par gange. På et tidspunkt havde de et dilemma, som handlede om, at kvinden gerne ville se 'Bonderøven'. Det gjorde hun så på dobbelt hastighed, så det gik lidt hurtigere, men det syntes manden ikke rigtig om.
Kan du huske, hvad du svarede?
- Nej, det kan jeg faktisk ikke.
Hvorfor gjorde netop det dilemma indtryk?
- Først og fremmest synes jeg, det er sjovt, at man ser 'Bonderøven' på dobbelt hastighed! Det er jo et program, som er meget low key og roligt, og så er det sjovt, at der sidder folk og spoler op for hastigheden!
- Samtidig tror jeg også bare, jeg kunne genkende dilemmaet, fordi min kæreste og jeg også er meget uenige om, hvad vi skal se derhjemme.
- Vi holder altid på, at vi skal se det samme tv, og så bliver det sådan lidt nogle kompromiser som for eksempel 'Barnaby', som vi begge kan blive enige om.
Sebastian Klein, tv-vært, forfatter og ornitolog
Er der et dilemma, du husker særlig tydeligt?
- Ja, det kom fra nogle folk, som var en del af et firma med en betalt frokostordning. De havde nemlig opdaget, at der tit kom nogle gratister ind og spiste af frokostordningen, selvom de ikke havde betalt. Og nu spurgte de 'Monopolet' om, hvordan de skulle forholde sig til det.
Kan du huske, hvad du svarede?
- Det begyndte egentlig med, at mine medmonopolister sagde, at det var for usselt med sådan nogle gratister, og så blev jeg helt oprørt.
- Jeg synes, at madspild er en kæmpe problematik i vores samfund, og at der så kom lidt studerende forbi og spiste resterne fra de riges bord, det syntes jeg bare var en god idé. Det endte med, at jeg fik de andre i 'Monopolet' over på min side, og det gjorde mig jo lidt stolt.
Hvorfor gjorde netop dette dilemma indtryk?
- Generelt har jeg det nok sådan, at jeg bedst kan lide de dilemmaer, som kan gøre en forskel for verden. Dilemmaer, som rummer et udsyn og handler om den verden, vi lever i, for dem er der lidt mere kød på end et dilemma, der hedder "skal jeg have sex med min fætter eller ej?".
- Det var dette dilemma et godt eksempel på, fordi det lagde op til nogle større spørgsmål.
Anders Morgenthaler, filminstruktør, tegner, forfatter og vært
Er der et dilemma, du husker særlig tydeligt?
- Jeg kan huske et dilemma, som handlede om en far, der engang havde forladt sine børn. Nu var de blevet voksne, og han var syg. Han håbede derfor på, at de kunne genoptage kontakten.
- De voksne børn var i tvivl om, hvordan de skulle reagere, og derfor kontaktede de 'Monopolet'. Den ene orkede ham vist ikke, imens de andre overvejede, om det nu var tid til tilgivelse.
Kan du huske, hvad du svarede?
- Ja, jeg var lidt hård, for i sådan en situation synes jeg ikke, man som barn skylder noget.
Hvorfor gjorde netop dette dilemma indtryk?
- Vi har faktisk sådan en hel kategori af dilemmaer, som handler om forældresvigt. Altså mennesker, der føler sig svigtede af deres forældre, og det gør mig altid meget berørt.
- Stort set alle aspekter af et menneskeliv kan påvirkes, når der er tale om en forældresvigt, og som forælder synes jeg selv, jeg har én overordnet forpligtelse: At være der for mine børn.
Lørdag den 9. september hylder DR jubilæet med en syv timer lang sending fra klokken 9 til 16 på P4 og live i DR Lyd under navnet '20 år med Monopolet'.
I programmet får Sara Bro besøg af 20 monopolister, som vil forsøge at knuse 20 nye dilemmaer. Musikken vil også være fra de sidste 20 år.