26-årige Nicolina har altid længtes efter sin far.
Da hun var lille, havde hun problemer med sit hjerte, og hun skulle tit til tjek på hospitalet.
Hun voksede op med sin mor og sin storebror, og hun ville ønske, at hendes far også havde været der - særligt i svære perioder med mange hospitalsbesøg.
- Jeg længtes efter også at have en, der passer på. En, der var overhovedet, uden at det skal lyde forkert. En, som også kunne passe på min mor, siger Nicolina.
Nicolinas forældre mødte hinanden på Kreta. Hendes mor var taget på ferie og mødte Nicolinas far, der var bartender på hotellet.
Amor må have ligget på lur bag en strandstol, for sød musik opstod, og ni måneder senere kom Nicolina til verden.
Hun blev født i Danmark, og hendes far var da også ved hendes krybbe i de spæde måneder. Men da hun var cirka seks måneder gammel, tog han tilbage til Grækenland, og Nicolina har ikke set ham siden.
Før nu.
For Nicolina tog med DR-programmet 'Sporløs' til Grækenland for at lede efter sin far med drømmen om at etablere en form for relation.
Se 'Sporløs' her:
Det lykkedes da også at finde manden, Nicolina har længtes efter, men historien er alligevel ikke endt helt lykkeligt.
Dødsfald udløste rejsen
Nicolina har taget tilløb til at opsøge sin far hele livet. Hun har altid haft en kløen - ønsket at kradse i sin græske historie og se, hvad der gemmer sig.
Men hun har også været nervøs, og faktisk har hun aldrig turdet tage til Grækenland. Hun var bange for, at hun ville blive helt overvældet og tænke, at alle mændene på gaden potentielt kunne være hendes far.
For to år siden døde hendes mor af kræft, og det antændte for alvor Nicolinas gnist for at kende til sit faderlige ophav.
Så Nicolina tog med 'Sporløs' til Grækenland, og det lykkedes hurtigt at spore hendes far til et hotel på Kreta.
Her fandt de ham arbejdende i en strandbar - nærmest på samme måde, som Nicolinas mor havde mødt ham 26 år tidligere.
Den græske far ønskede ikke at være med i programmet, men indvilgede i at møde Nicolina.
- Åh, det var vildt! Man kunne tydeligt se, at det var min far. Jeg ligner ham vildt meget, siger hun.
- Det var vildt at stå over for ham første gang. Og meget følelsesladet. Jeg var ved at græde hele tiden, siger Nicolina.
Havde holdt hende hemmelig
Men genforeningen gik ikke helt, som man kunne have drømt om.
Nicolinas far havde nemlig fået en kone og to døtre, og det stod hurtigt klart, at han ikke havde sagt et ord om Nicolina til dem.
- Uha. Det gjorde ondt i min mave. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke gjorde mig ked af det, siger Nicolina.
De stod i strandbaren og havde lige mødt hinanden, da faren introducerede Nicolina for sin nye kone.
- Da hun kom imod mig, kunne jeg se på hende, at hun var sur, og hun græd. Det var ubehageligt at være i, men jeg forsøgte at trække vejret og være i det på en god måde.
Det fremgår ikke af tv-programmet, men Nicolina mødte sin far to gange. Anden gang blev hun også introduceret for farens to døtre, men det blev ikke til den hyggelige genforening med sin græske familie, som hun havde drømt om.
- Der var spændinger mellem min far og hans kone, og det endte med, at de skændtes hen over hovederne på alle, fortæller Nicolina.
Til sidst blev situationen for overvældende for Nicolina, der rejste sig og gik.
- Det blev simpelthen for meget, siger Nicolina.
Det var sidste gang, hun så sin far.
Efterfølgende har hun sendt ham flere sms'er, hvor hun har understreget, at det ikke var hendes intention at skabe splid. Og så har hun lagt op til at etablere en form for relation.
- Jeg kommer ikke og siger, vi skal være én stor, lykkelig familie. Men jeg vil jo så gerne have en eller anden form for kontakt, om det så er at ses en gang om året eller at facetime. Jeg har to mindre søskende, som jeg vildt gerne vil kende, siger Nicolina.
Men Nicolinas far har ikke besvaret hendes beskeder.
Blandede følelser
Derfor er det også blandede følelser, Nicolina sidder tilbage med.
Hun er selvfølgelig ked af, at hun ikke har fået den relation til sin far, hun drømmer om.
Men omvendt er hun glad for, at hun tog tyren ved hornene og handlede på sin lyst til at opsøge ham.
- Det var vigtigt for mig at få sagt: "Jeg lever, og hvis du en dag får lyst, vil jeg rigtig gerne snakke med dig."
- Jeg er ikke sur på ham. Jeg er en smule skuffet og ked af det, men det er også det.
Til slut har hun et opråb til andre forældre, der har børn, de ikke vil have kontakt med:
- Prøv at tænke på det barn, du har sat i verden. Det barn vil altid søge efter svar og tænke på den person, de mangler. Om det er en mor eller far. Et barn vil altid have en følelse af, at de mangler noget.