De har aldrig set hinanden, hørt hinandens stemme, og de kender ikke hinandens navn.
Alligevel siger de ja til at blive gift foran en giftefoged, familie og venner med håb om at skulle leve med den fremmede person resten af livet.
Yes, det er tid til 9. sæson af 'Gift ved første blik', hvor ti danskere skal sige ja til at leve med en fremmed person i tykt og tyndt, til døden – eller dødelig dårlig kommunikation og irriterende vaner – dem skiller.
Matchet er foretaget af et hold eksperter, der vurderer, at de vil blive et godt ægtepar.
Så langt så godt.
Men selvom konceptet grundlæggende er det samme, er intet, som det plejer.
For det første må ingen par sove sammen på bryllupsnatten. I stedet må de pænt sige farvel og godnat til deres nye brud eller brudgom på hotelgangen, inden de går ind i deres respektive soloværelser for at tage det store hvide skrud og jakkesættet af alene og putte med dynen.
Så selvom det stikker en kæp i hjulet for nogle skønne – og ofte meget akavede – scener, er beslutningen taget for at skåne deltagerne, forklarer redaktør på DR1, Anna Askov.
- Vi ønsker at give de medvirkende et rum, hvor de kan puste ud efter brylluppet, og hvor de ikke skal føle sig presset af formatet eller deres partner til at leve op til noget, som de måske ikke kan. Bryllupsdagen er et følelsesmaraton for de medvirkende, og derfor ønskede vi og eksperterne at give dem en pause til at trække vejret inden det videre forløb, siger Anna Askov.
En anden stor omvæltning er et nyt sæt eksperter. 'Gift ved første blik's "grand old man", ekspert, psykolog og parterapeut Gert Martin Hald, der har været med siden den allerførste sæson tilbage i 2013, vender ikke retur.
- Hvert år evaluerer vi på sæsonen, der er gået, og hvert år skruer vi på nogle ting i formatet eller i castet. Men i år havde vi lyst til at ryste posen og revitalisere formatet – og forhåbentlig skabe endnu bedre betingelser for kærligheden, siger redaktør Anna Askov.
- Vi er super taknemmelige over alt, hvad Gert har bidraget med. Men engang imellem skal der nye kræfter ind, og det ved vi også, at Gert er helt enig med os i.
Har det noget at gøre med, at der kun er fire par, der er forblevet gift i løbet af alle sæsonerne?
- Der er ikke nogen, der hellere vil, at det skal lykkes for vores par end os. Og vi ville helt klart ønske, der var flere, der var forblevet sammen. Men både de foregående år og i år har vi gjort et kæmpe stykke arbejde for at skabe de bedste betingelser for vores medvirkende, matchingen og kærligheden.
- Seerne må jo bare vente og se, om det lykkes denne gang.
Modsætninger mødes... ikke
En af de tre helt nye eksperter er psykolog Eivind Johansen, der er en af de førende eksperter på testen NEO-P1-3 – en personlighedstest, der for første gang i 'Gift ved første blik's historie bliver brugt til matchmaking af alle fem par.
I en ekstremt forkortet udgave giver testen et billede af deltagernes personlighed brudt ned i fem forskellige personlighedstræk:
- 1
Følelsesmæssig stabilitet
- 2
Udadvendthed
- 3
Åbenhed
- 4
Samvittighedsfuldhed
- 5
Venlighed
- Man har måske en forestilling om, at modsætninger mødes, men sådan er det faktisk ikke. Ifølge robust forskning fungerer de forhold bedst, hvor de to personer minder meget om hinanden personlighedsmæssigt. Og i 'Gift ved første blik' matcher parrene hinanden på alle fem punkter, forklarer Eivind Johansen, der står for testen.
Det er hans første sæson af 'Gift ved første blik', og han er glad for at være matchmaker.
- Jeg synes, det er virkelig spændende at få lov til at på en meget direkte måde at afprøve min forskningsbaserede viden på nogle virkelige mennesker. Ovenikøbet handler det om at finde kærligheden, som kan have enorm betydning for den enkelte. Det synes jeg er enormt givende og motiverende at arbejde med, siger Eivind Johansen.
'Jeg er gået lidt til dem, kan man sige'
Den anden ekspert er psykolog og parterapeut Trine Hjorth Bønnerup, der har speciale i konflikthåndtering og kommunikation i relationer.
Hendes matchmetode i 'Gift ved første blik' er psykologsamtaler med de medvirkende, hvor hun blandt andet vurderer deltagernes evne til at kommunikere følelser - og vigtigere: hvordan de reagerer, når de skal give eksempler på situationer, hvor de har været følelsesmæssigt pressede.
- Det giver mig mulighed for ikke blot at høre, hvad de siger, men se med egne øjne, hvordan de reagerer, når de fortæller mig om det, og hvor meget de er i stand til at mærke og gengive deres følelser i rummet med mig. Så jeg er gået lidt til dem, kan man sige, forklarer Trine Hjorth Bønnerup.
Som ny ekspert i 'Gift ved første blik' er hun spændt på at følge parrene helt fra starten af relationerne til det, der forhåbentlig ender med fem lykkelige parforhold.
- Jeg er også drevet af en lyst og et engagement til at få lov at formidle og nørde det komplekse i relationer og gøre en forskel for både parrene og seerne, siger hun.
Hvorfor er det egentlig så svært at være i et parforhold?
- Helt enkelt sagt er der nogle tendenser til, at vi kommer til at se problemerne meget i det ydre og hos den anden, fremfor at tage et ærligt kig på, hvad vi selv kæmper med. Det kan få os til at finde fejl hos den anden og dømme kærligheden ude, selvom den kunne udvikle sig.
- Vi kan blive rigide og hårde udadtil, når vi i virkeligheden er sårbare indeni. Når man først er gået skævt af hinanden, bliver det forvirrende og svært at mødes igen.
Hvorfor er det så svært for os at kigge indad?
- Når vi skal tage et ærligt kig på os selv, er der en risiko for, at vi oplever, at vi har fejl og mangler, og det giver os en skamfølelse, som vi vil undgå. Vi er så bange for den diffuse følelse af at være forkert, at vi ikke tør kigge indad.
- Mange par stiller utrolig høje krav til sig selv og er under et indre og ydre stort pres. Når vi er i et præstations-mode, hvor livet skal være perfekt, lukker vi af for vores indre og har svært ved at mærke vores følelser og behov - og så er der risiko for, at vi opdager for sent, at vi er på en skæv kurs med os selv eller i parforholdet, forklarer hun.
Gourmet-remoulade eller tuben fra Netto?
Den tredje og sidste ekspert på årets hold er etnolog og kærlighedsekspert Sarah Holst Kjær, der tager hjem til deltagerne og åbner undertøjsskuffer og kigger i køleskabet, badeværelset, lægger mærke til hobbyer, mormors gamle lænestol og nips på reolen for at se, om hun kan se et match mellem deltagerne.
- Hjemmet betyder meget i vores kultur. I Danmark inviterer man folk hjem og hygger sig, og vi bruger rigtig mange penge på at udsmykke vores hjem, så det passer til det liv, vi gerne vil leve.
Hvad hvis en deltager sørger for at rydde op, før du kommer, men normalt er et rodehoved?
- Det kan jeg selvfølgelig ikke gøre noget ved. Men jeg kan stadig kigge efter enshed, symmetri, om man har Kay Bojesen hængende i reolen, og om remouladen er økologisk gourmet eller en tube fra Netto. Sådan nogle ting matcher jeg på, fordi vi antager, at det kan skabe mange konflikter at splejse to hjem, siger hun.
- Det er et stort ønske for os eksperter at give parrene den bedst mulige start og overvinde de største udfordringer.
Udover emner som rygning og kæledyr, der kan dele vandene, forklarer etnologen, at det også er vigtigt at åbne deltagernes tøjskab.
- Det er egentlig underordnet, om det er trekking, joggingtøj, genbrug eller bling og guld – bare man føler, man fremstår nogenlunde ens og æstetisk som et par, der matcher.
- For hvis der er for mange forhindringer, kan man stirre sig blind på meget små detaljer, der til sidst kan vælte en ellers god relation og få selv de bedste parforhold til at kortslutte.
Den nye sæson af 'Gift ved første blik' får premiere den 24. august på DRTV og DR1.