Det lå ikke som sådan i kortene, at musikeren Reiley skulle få hele verden som sit publikum.
Han kommer fra Thorshavn, der er Færøernes hovedstad og største by, men som samtidig blot huser 13.000 indbyggere. Selv kalder Reiley, der i virkeligheden hedder Rani Petersen, sin hjemstavn for et "meget, meget lille sted".
Alligevel er den unge færings sangtalent nået ud til millioner af mennesker takket været musikindustriens seneste supervåben: TikTok.
Siden Reiley i 2019 uploadede sin første video på platformen, er hans følgerskare vokset støt, og i dag når hans videoer ud til svimlende 10 millioner følgere.
Siden er det blevet til en pladekontrakt hos amerikanske Atlantic Records, der også har navne som Cardi B, Bruno Mars og Ava Max i deres stald, ligesom Reiley i denne uge debuterer som deltager i Dansk Melodi Grand Prix.
Alt sammen store sager for en ung fyr, der er vokset op i et land, der i realiteten huser flere får end indbyggere.
- Jeg har altid drømt om at blive popstjerne, men aldrig helt troet på, at det kunne lade sig gøre, fordi jeg kom fra et lillebitte sted, så langt væk fra alting, fortæller Reiley.
- I en periode var jeg faktisk ret "vred" på Færøerne. Jeg følte, at det var en hæmsko, at jeg var vokset op dér og ikke i New York - eller i Danmark for den sags skyld - hvor chancen for at blive til noget, i det mindste var en smule større. Så at jeg alligevel har formået at bryde gennem lydmuren, det gør mig helt vildt stolt, fortæller han.
Følte sig længe forkert
Trykker man sig ind på Reileys TikTok-profil bliver man mødt af et sandt virvar af farver.
Reiley er nemlig ikke bange for at skille sig ud, og i feedet finder man - udover mange sang-videoer - også klip, hvor musikeren for eksempel lægger makeup eller poserer i spraglet og farverigt tøj.
- Jeg går rigtig meget op i, hvordan jeg tager mig ud i mine videoer. For mig er det en kæmpe befrielse at kunne klæde og style mig selv, præcis som jeg vil, fortæller Reiley.
Sådan har det dog ikke altid været.
For selvom Reiley altid har elsket at udtrykke sig kreativt gennem skuespil, fotografi og musik, så måtte han i mange år lægge låg på sig selv og sin kreativitet. Særligt når det kom til hans ydre, fordi han frygtede ikke at blive accepteret af omverden.
- Færøerne er meget konservativt sted. I hvert fald i sammenligning med Danmark. Tingene er lidt mere fastlåst deroppe, og den måde, man snakker om tingene på, er bare lidt mere gammeldags, forklarer Reiley.
Ifølge sangeren har mange færinger et mere konservativt blik på, hvordan en ung fyr som ham skal opføre sig, og mænd med makeup er bestemt ikke hverdagskost.
- Den konservative tankegang på Færøerne skinner igennem i hele den måde, mange folk snakker om ting på. Det er ikke unormalt for folk at slynge ting ud i stil med: "Han er ikke en rigtig mand" eller "sådan gør mænd ikke".
Det var den slags, Reiley måtte lægge øre til gennem sin opvækst.
Derfor forsøgte han i mange år at passe ind i den traditionelle, maskuline manderolle, han følte, omverden forventede af ham. Både udadtil, men også på sine sociale medier, hvor han med egne ord "spillede en rolle".
- Jeg gik og følte mig forkert, fordi der var ting, jeg havde lyst til, som jeg, troede jeg, ikke måtte eller burde gøre. Og de tanker er svære at give slip på, for til sidst blev jeg "en af dem". Jeg begyndte at dømme mig selv, og jeg lagde bånd på sig selv.
Fik kæmpehit i Sydkorea
Med tiden lærte Reiley at give slip på sine forbehold. Han begyndte at opføre og klæde sig, som han vil - også på sin Instagram-profil, hvor han i mange år havde delt videoer og opslag af sig selv og sit "kontrollerede" jeg.
I stedet begyndte han at dyrke sin kreativitet og klæde sig, præcis som han havde lyst. Og folk kunne lide, hvad de så.
Da Reiley senere kastede sig over TikTok, fik hans allerførste video lynhurtigt millioner af visninger, og i dag følger tæt på 11 millioner mennesker med, når Reiley uploader nye videoer til sin profil.
Mange af dem kommer fra Sydkorea, hvor Reileys debutsingle, 'Let It Ring', takket været sociale medier gik viralt i 2021.
- Det skete ret tilfældigt, fordi sangen blev brugt i én eller anden video på et sydkoreansk medie, og så tog det hele bare fart.
- Det har været virkelig fantastisk at opleve, siger Reiley, der sidste efterår optrådte på en festival i Sydkorea, ligesom han har indspillet musik med ét af landets største boybands.
Det er dog ikke alle, der har været lige så begejstrede for Reileys massive succes på TikTok.
Onde tunger har nemlig påstået, at Reileys succes på platformen slet ikke er kommet naturligt, men i stedet er resultatet af en enorm og gennemkalkuleret marketingskampagne udført af hans pladeselskab.
Flere har kaldt Reiley en såkaldt "industry plant" og endda påstået, at hans følgere og Spotify-streams er købt og betalt.
Beskyldninger, som Reiley selv ryster på hovedet af.
- Folk tror, at nogen bare samlede mig op på gaden, stak mig en pladekontrakt og gjorde mig til popstjerne, men det kunne ikke være mere forkert, siger han med et grin.
- Jeg optager selv mine videoer, og jeg har altid brugt mange kræfter på, at de var så flotte og polerede som muligt. Det var "sejt" med den slags videoer for to-tre år siden, men hvis du skal opfattes som en autentisk artist nu, handler det nærmest mere om, at det hele skal være så grimt og skrabet som muligt. Men det er bare ikke mig. For mig er det autentisk at ligne en popstjerne.
- På den måde har jeg skudt mig selv lidt i foden ved at arbejde så hårdt på, at mine ting så flotte og professionelle ud, for det er dét, jeg får hate for nu. Men jeg gider ikke fokusere på det, for jeg kan alligevel ikke ændre folks opfattelse.
Vil repræsentere Danmark - og Færøerne - i Eurovision
Nu står Reiley så overfor en ny udfordring, når han for første gang skal optræde på en scene i Danmark.
Det skal han, når han lørdag deltager i årets Dansk Melodi Grand Prix med nummeret 'Breaking My Heart'.
- Jeg er superspændt og glæder mig helt vildt. Men jeg er også lidt nervøs, for selvom jeg har optrådt før, så betyder det på én eller anden måde lidt ekstra, når jeg skal gøre det foran hele Danmark og Færøerne - mit "eget" folk, siger Reiley med et grin
Skal man tro bookmakerne, er Reiley lige nu blandt favoritterne til at snuppe trofæet ved lørdagens Grand Prix-finale. Gør han det, får han samtidig æren af at repræsentere Danmark ved årets Eurovision, der afholdes i Liverpool til maj.
En chance, Reiley håber på at få. Både fordi det ville være en store oplevelse og bringe ham ét skridt tættere på drømmen om at blive en vaskeægte popstjerne, men også fordi en optræden i Eurovision ville give ham mulighed for at vise en ny side af Færøerne frem.
- Når folk, der ikke kender Færøerne, taler om landet, handler det tit om noget negativt… Hvalfangst for eksempel. Det skér, og det er en del af Færøerne, men samtidig er det bare så lille en del af alt det, der udgør Færøerne, siger Reiley.
- Færøerne er et virkelig smukt og interessant land, der er rig på natur, historie og ikke mindst kultur og musik. Så jeg håber, at jeg kan være med til at ændre samtalen om Færøerne bare en lille smule og åbne folks øjne for, hvad Færøerne også er.
Skulle Reiley gå hen og repræsentere Danmark ved Eurovision, ville han være den første færøske Grand Prix-deltager i konkurrencens historie.
Hvem der vinder Dansk Melodi Grand Prix 2023, kan du være med til at afgøre, når showet ruller over skærmen lørdag klokken 20 på DR1 og i DRTV.