Deltagerne i underholdningsprogrammet 'Stjerneklar' på DR1 dyster hver fredag om at imitere deres idoler, og deltagerne går langt for at ligne de ikoniske stjerner, de skal optræde som.
Seks hold har sammen sunget og dyrket deres passion for musik hele vejen til semifinalen. Men fredag aften bliver der sagt farvel til to fra holdet, for kun én solist fra hver gruppe sendes videre til finalen.
Herunder kan du se nogle af deltagernes forvandling.
Vi har samlet en oversigt over de vilde transformationer herunder:
Team Kim Larsen
Michael, 54
- Hvad er ikke fedt ved Kim Larsen? Alt fra lyden til numrene, historierne og teksterne. Der er jo både musik til, hvis du er lidt trist og har kærestesorger, men også hvis du skal ud i byen og give den gas. Hans musik kan jo sparke gang i hvilken som helst fest.
- Forvandlingen er fed! Jeg tænkte til at starte med, at jeg jo ikke er Kim Larsen, og at jeg ville beholde mit skæg. Men da jeg først kom i gang, tænkte jeg: "Kraftedeme, giv den gas! 100 procent eller ingenting!".
- Så af med skægget, og så må vi se, om folk kan tøjle så meget kød i fri dressur.
Allan, 50
- Min mor var kæmpe Kim Larsen-fan, så det har jo været et lydtapet hjemme hos os. Uanset hvilket nummer han synger, så lytter man altid efter, hvad han synger. Og det er noget af det specielle, han kunne. Og så kunne han jo sprøjte melodier ud! Han leflede ikke for noget – heller ikke sit publikum, og det synes jeg var ret prisværdigt.
- Transformationen hjælper både mig og mine kammerater med at få det rigtige udtryk. Det giver helt klart lige det sidste.
René, 46
- Jeg har altid dyrket Kim Larsen og spillet guitar, og sunget siden jeg var seks år. Det har altid været Kim Larsen og Gasolin', der har præget min opvæskt. Han kunne beskrive følelser og stemninger. Og selvom han ikke brød sig om at blive kaldt en dansk nationalskat, var det jo nok lidt det, han var. Danmarks ukronede popkonge, det kan man godt kalde ham.
- Forvandlingen gør i høj grad en forskel. Det er ligesom, at jeg træder ind i karakteren, når jeg optræder som Kim. Når jeg så træder ned af scenen, er jeg mig selv igen.
Team Céline Dion
Isabel, 19
- Hun er et stort forbillede i forhold til den måde, hun synger på, fordi hun er så skarp i sin teknik. Hun er både et kæmpe ikon, en kæmpe diva og en kæmpe stjerne oppe på scenen og samtidig med det, har hun bare sindssygt meget humor. Det virker, som om hun stadig har meget af sig selv med, og det synes jeg er inspirerende.
- Det er sjovt at få så meget makeup på og se, hvordan man ligner én, der skal performe på en scene, ligesom hun gør. Jeg går nemlig normalt ikke med så meget makeup. Og med sådan en dragt kan jeg også føle mig endnu mere som hende.
Ditte Sara, 38
- Jeg synes jo, hun er en fuldstændig fantastisk sangerinde. Hun kan virkelig mange ting med sin stemme, og hun lyder ikke som nogen anden. Jeg kan mærke, når hun synger, og det synes jeg er det allerfedeste ved hende.
- Der kommer ét eller andet over mig, efter jeg har fået hendes makeup og tøj på. Jeg har sunget i timevis derhjemme med en deodorant i hånden og ladet, som om jeg var Céline Dion. Så det er en kæmpe ære for mig at få lov til at synge i det her regi.
Katja, 30
- Hun er jo virkelig en diva, men ikke på sådan en krukket måde. Det er fedt, og så kan jeg meget godt lide, at hun er så effortless på scenen. Det er hende, der inspireret mig til at begynde at synge, og det er hende, jeg godt kunne tænke mig at synge som. Hvis man kan synge som hende, kan man jo synge hvad som helst.
- Tøjet og makeuppen gør, at jeg lettere glemmer mig selv i det. Jeg har ikke så travlt med, om jeg nu gør det rigtigt, nu prøver jeg bare så godt, jeg kan. Det hjælper mig til at turde at være lidt mere diva-agtig.
Team Billie Eilish
Emilie, 23
- Jeg er mega vild med, at hun bare er sig selv. På den måde opfordrer hun også andre til at være sig selv. Jeg ved godt, det lyder lidt som en kliché, men der er bare ikke særlig mange andre, der gør som hende. Du kan ikke putte hende i en boks, og det synes jeg er så fedt, fordi jeg selv har følt, at jeg heller ikke passer ind i en boks.
- Det er fuldstændig modsat af min egen stil, så jeg kan godt føle mig lidt ude af mig selv. Men det er fedt, fordi det hjælper mig med at træde ind i rollen som Billie.
Maria Lærke, 26
- Det er fedt, at hun er anderledes, og så kan jeg godt lide den måde, hun laver musik på. Der er mange små detajler i hendes musik, og jeg kan godt lide, at hendes musik er rigtig dyster og melankolsk.
- Det er grineren at blive forvandlet til hende. Jeg tror, hun er en, der gør tingene meget anderledes, end jeg selv gør.
Annika, 35
- Hun er jo ikke den typiske sangerinde. Hun går rigtig meget i noget løst, afslappet tøj. Det kan jeg relatere til, fordi jeg synes også, der er irriterende at have noget tøj på, som jeg ikke kan bevæge mig i. Hun er ikke bange for at vise noget sårbarhed i sine tekster, og hun er meget ærlig. Det synes jeg er super fedt.
- Det gør det nemmere at træde i karakter, når jeg får paryk og lange negle på, så jeg ligner hende. Det gør, at jeg lige kan træde lidt mere over grænsen, da man ikke helt kan se, at det er mig.