Startede i pornobranchen: Her er 5 ting, du (måske) ikke vidste om 'komplet skelsættende' tv-darling

Kim Schumacher stod for "en kæmpe kulturrevolution" i dansk radio og tv, mener ekspert.

Fræk novelleforfatter, flabet radiovært og elsket tv-darling – Kim Schumacher var en mand med mange facetter. (Foto: © Privat/ Rasmus Lange, DR)

Hvis du var ung i 1980'erne, ved du garanteret godt, hvem Kim Schumacher var.

Og selvom du måske slet ikke var født dengang, har den afdøde radio- og tv-vært stadig haft indflydelse på dit liv.

Det har han, fordi han med sin speedsnakkende facon og sjofle humor "satte helt nye standarder for, hvordan man er vært" på radio og i tv – både gennem sit arbejde som hurtigtsnakkende dj og radiovært på P3 og vildt populær tv-værtDR.

Det mener Ralf Christensen, der er musikredaktør og filmkritiker på Dagbladet Information – og som har skrevet biografien 'Dem jeg elsker, elsker jeg' om mediedarlingen Schumacher, der døde i 1990.

I dokumentarserien 'Kim Schumacher - i alle regnbuens 80'er farver' gør han os klogere på dybderne i Schumachers liv sammen med medforfatter på biografien Simon Lund.

Kim Schumacher - i alle regnbuens 80'er farver

Og der er nok at tage fat på! Så – som Kim Schumacher ville have sagt – "smil, det forhøjer ejendomsværdien af dine ansigtstræk", mens du bliver klogere på én af 1980'ernes helt store stjerner:

1

Startede i pornobranchen

Kim Schumacher arbejdede i pornobranchen, inden han begyndte at slå sine folder som radio- og tv-vært. (Foto: © Lars Krabbe, Scanpix)

Kim Schumachers historie er ifølge Ralf Christensen også historien om, hvor konservativt et samfund Danmark var for ikke så længe siden.

Kim Schumacher startede nemlig sin karriere dengang, den såkaldte danselov gjorde det ulovligt for to mænd at danse sammen offentligt. Det var i starten af i 1970'erne, hvor Kim Schumacher blandt andet skrev for homomagasinet 'Coq Magazine', der bød på alt fra porno til politiske artikler. Kim Schumacher skrev blandt andet en novelle i to dele i bladet.

- Det var en personlig beretning om at være homoseksuel i København med en hovedperson, der hed K. Så kan man jo tænke over, hvem det mon kunne være, siger Ralf Christensen.

Da 'Coq Magazine' flyttede til Holbæk, flyttede Schumacher sit professionelle virke over til det heteroseksuelle blad 'Week-end sex' under blandt andet pseudonymet Marianne Kyllinggård.

- Det var meget "mand møder kvinde og lummer musik opstår", han skrev for det blad. Det seksuelle var helt klart en ting i hans liv. Han lavede også smalfilm, hvoraf nogle af dem var stærkt erotiske og viste homoseksuel penetrationssex. Det seksuelle var bare noget, der optog ham, lyder det fra Ralf Christensen.

2

Blev P3's frække stemme

Kim Schumacher var – blandt meget andet – også kendt for sin tøjstil. (© Scanpix)

Da 1970'erne blev afløst af 1980'erne, blev homoseksualitet officielt fjernet fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme i Danmark (det skete i 1981). Samtidig skiftede Kim Schumacher pornobranchen ud med P3.

- Han kom ind på DR som en del af et talenthold i 1982. Han var på det her tidspunkt 32 år gammel, hvilket var væsentlig ældre end de andre på holdet. Men det var ham, der spillede en ny tids musik – blandt andet house, hiphop, techno og så den popmusik, DR så temmelig meget ned på, siger Ralf Christensen.

Det var dog ikke kun på grund af sit valg af musik, at Kim Schumacher skilte sig ud på 1980'ernes P3. Nej, det gjorde han også på grund af selve sin måde at være vært på.

- Han talte lynhurtigt og lavede toptimede manuskripter til sine programmer, forklarer Ralf Christensen.

- Han var vildt musikalsk i forhold til sit sprog, og det var komplet skelsættende. Han snakkede i mærkelige jargoner, hentede vendinger og ord fra New York og var bundsjofel og en vild sprogkunstner på samme tid. Han havde altid sådan nogle sjove intro-sekvenser, når han startede sine programmer.

Det kunne for lyde sådan her:

"Jeg ved godt, det har været en hård dag i skolen med timer i sugemærkning og metalsløjd, og nu rasler ulykkerne i de næste 55 minutter igen ned over dig."

3

Tog musik med hjem fra USA

Kim Schumacher med en stabel plader i 1980'erne. (Foto: © Mik Eskestad, Scanpix)

Selv brugte Schumacher nok ikke mange timer på metalsløjd, men tog i stedet ofte til USA for at hente inspiration til den musik, han introducerede for P3-lytterne. Faktisk tog han det også fysisk med hjem til Danmark.

- Det var en helt anden tid. Musik var dengang noget, du kunne høre på radioen, ellers skulle du ud at købe en plade eller et kassettebånd. Det var simpelthen en fysisk genstand. Musikken fra USA skulle først importeres til Danmark og så derefter distribueres, så det tog enormt lang tid, før udenlandsk musik kom til Danmark, forklarer Ralf Christensen.

Det "sked" Kim Schumacher dog højt og flot på, uddyber musikredaktøren:

- Han tog til New York, hvor han gik på natklubber og diskoteker for at høre den nyeste musik og udleve sin homoseksualitet. Herefter tog han så i diverse pladebutikker, hvor han købte musikken og tog det med hjem til Danmark i kufferten, så han kunne spille det på P3. Han kunne også finde på at optage noget, der blev spillet på amerikansk radio, når han var derovre, og så simpelthen sætte det på i studiet hjemme i Danmark.

- På den måde var det en kæmpe kulturrevolution, han hentede med hjem fra USA.

4

Toppede som tv-darling

Som radiovært var Kim Schumacher hele tiden i øjenhøjde med sine lyttere, og det fortsatte han med at være, da han i slutningen af 1980'erne fik sit store folkelige gennembrud som tv-vært – blandt andet på det populære quiz-program 'Labyrint'.

Og selvom han delte vandene med sin skarpe og indimellem sjofle humor, var der ingen tvivl om Schumachers popularitet, mener Ralf Christensen.

- Når man er så sjov, som Kim Schumacher var, afvæbner man stort set alle. Han var skide god til at læse et rum og aflure stemningen hos sit publikum. Hans form som den her frække, flabede fyr virkede bare, ingen kunne stå for hans charme – og det vidste man godt på DR.

Og mens Schumacher blev mere og mere populær, endte han faktisk også med at bane vejen for en helt ny generation af radio- og tv-værter, mener Ralf Christensen.

- Han satte helt nye standarder for, hvordan man kan være vært. Han viste, at man godt kunne være meget fræk og seksuel i sin komik og sin måde at være vært på – og vildt populær på samme tid.

5

Endte som ikon

Kim Schumacher nåede at være vært på 75 'Labyrint'-udsendelser i slutningen af 1980'erne. (Foto: © Dorte Straarup, DR)

I dag tænker de fleste nok ikke over en tv-værts seksuelle orientering, så hvorfor dog gøre et nummer ud af, at Kim Schumacher var homoseksuel, tænker du måske.

Men i 1980'erne var selve dét at leve åbent som homoseksuel ifølge Ralf Christensen simpelthen ikke noget, ret mange anså som en mulighed i deres liv – som før nævnt blev homoseksualitet først fjernet fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme i Danmark i 1981.

Hvorvidt det var derfor, Kim Schumacher aldrig stod frem som homoseksuel, ved vi ikke, men han sprang i hvert fald aldrig ud offentligt, selvom han i mange år levede i et fast forhold med to andre mænd – kendt som "bamserne".

Offentligheden fik først kendskab til Schumachers seksualitet, da han døde af aids i sommeren 1990 – en historie, medierne straks kastede sig over.

- På den måde blev han et kæmpe ikon, for med sin tragiske og alt for tidlige død var aids lige pludselig ikke længere noget, folk troede kun foregik blandt mennesker i en kælderklub i New York. Nu blev det betragtet som noget, alle kunne blive ramt af.

- Dermed gav han – fra sin grav – et kæmpe løft til kampen mod hiv og aids.

Kim Schumacher blev 40 år gammel.