Spoiler-advarsel: Artiklen her handler om, hvad der sker i seneste afsnit af 'Gift ved første blik'. Hvis du vil se afsnittet, inden du læser, så gå over på DRTV.
Lad os bare være ærlige. Så mange par er heller ikke blevet sammen i 'Gift ved første blik', siden første sæson blev sendt for ti år siden.
Siden sæson fem er ingen par sammen i dag til trods for nye matchmetoder og løbende udskiftning af eksperter. Men i denne 9. sæson tyder det for første gang i fem år på, at forbandelsen endelig er blevet brudt. 30-årige Jeanette og 39-årige Michael er nemlig - som det eneste par i år - blevet sammen, efter tv-eksperimentet er slut.
Og for at det ikke skal være nok, valgte Michael at understrege deres kærlighed igen for åben mikrofon.
Da optagelserne til den allersidste 'Gift ved første blik'-podcast var ved at blive optaget i anledning af finaleugen, bad Michael nemlig om ordet. Det var tydeligt, at det betød meget for ham, og han hev et papir frem, så han var sikker på at få det hele med. Og så startede han en tale til sit match Jeanette, som kom bag på alle deltagerne i radiostudiet.
- Kære Jeanette, jeg vil gerne starte med at sige tusind tak, fordi det var dig, der mødte op på Rådhuset den 2. maj. Den her rejse har været ret vild på alle mulige niveauer, og de fem uger i eksperimentet var en rutchebanentur, som jeg slet ikke kunne forestille mig, startede han.
- Jeg elsker din spontanitet, dine sjove indfald og din omsorg for andre mennesker. Vi er virkelig gode sammen. Vi er et team. Vi støtter hinanden, og vi er gode til at tale om tingene, og det, tror jeg, har været en enorm styrke undervejs og en styrke, vi tager med fremover.
- Jeg har lyst til at være din mand, og jeg har lyst til at skabe en fremtid med dig. Jeg har aldrig følt en samhørighed og glæde over at være sammen med en, som jeg har med dig. Det er dig, jeg vil have. Det er dig, jeg elsker, lød det blandt andet.
Han afsluttede sin tale med:
- I dag er vi samlet med en hel masse mennesker, som har været en del af vores rejse, og podcasten markerer noget af det sidste, vi laver i det her program. Der var nogle ting, jeg gerne ville vise dig, og jeg synes, at det her var en passende lejlighed til at erklære min kærlighed til dig.
Derefter rejste Michael sig fra sin stol, fandt en ring frem og gik ned på knæ foran Jeanette, der var tydeligt overrasket og rørt til tårer.
Dr.dk var på pletten til at filme det store kærligheds-øjeblik, som kan ses i denne video:
'Hold op, jeg ryster helt'
Bagefter blev der skålet i champagne, og en lettet Michael afslørede, at han havde været stresset i perioden op til frieriet.
- Det her var under planlægning i mit hoved i lidt over en måned. Jeg involverede Trine (Hjorth Bønnerup, psykolog og parterapeut på 'Gift ved første blik') og spurgte hende lidt frem og tilbage. Det har taget en del koordinering, men jeg har det godt nu. Jeg har været nervøs i fire uger, lød det fra en meget glad og forelsket Michael.
At dømme efter Jeanettes reaktion var det alle hans anstrengelser værd, og hun var også meget imponeret over, at hun slet ikke havde haft mistanke til frieriet.
- Der tog du fusen på mig. Hvordan har du kunnet gå med det i så lang tid?, spurgte hun.
- Du sagde godt nok også, at du havde meget om ørerne, og nu kan jeg forstå det, sagde hun og storsmilede med sin nye, smukke ring.
- Så kan jeg få byttet det her skrammel ud, grinede hun og pegede på sin gamle vielsesring.
- Ej, hvor er den smuk. Hold op, jeg ryster helt. Hold kæft, du tog røven på mig.
Ekspert: Derfor fandt Jeanette og Michael kærligheden
Ingen af de andre deltagere havde nogen idé om frieriet, for Michael havde kun rådført sig med parterapeut og psykolog Trine Hjorth Bønnerup. Hun fortæller, at hun bifaldt hans idé fra start.
- Jeg blev så glad på deres vegne, allerede da Michael kontaktede mig med idéen, og det var jo en gave for os at få lov at dele momentet med dem. Som Michael selv sagde, er det lidt som en fuldendt cirkel at slutte 'Gift ved første blik' med at cementere deres eget startpunkt, lyder det fra Trine Hjorth Bønnerup, der også var til stede i podcast-studiet.
Hvad har det af betydning, at Michael gik ned på knæ, selv om de allerede var gift?
- Det var et rørende øjeblik, som har en særlig betydning, fordi de nu får valgt hinanden til på deres egne præmisser og med afsæt i alt det, de ved om hinanden - modsat startpunktet, hvor vi valgte for dem, og de ikke kendte hinanden endnu, forklarer hun.
- Det siger også meget om Michael, at han griber den her mulighed for at erklære sin kærlighed til Jeanette og skabe et mindeværdigt øjeblik. Jeanettes respons viser med klarhed, hvor meget det var værdsat, og at kærligheden er gengældt.
Hvad kan Michael og Jeanette, som de andre par ikke formåede?
- Michael og Jeanette har været et stærkt match fra start, og de har mange af de egenskaber, som er beundringsværdige i et parforhold - både individuelt og sammen. Fra start de har vist hinanden engagement og forpligtelse, og man skal ikke underkende, hvor stor betydning det har for deres tryghed i udviklingen af deres relation, at de har mærket den fælles kurs.
- De har modet og evnerne til at kommunikere om det svære, og der, hvor de har følt sig usikre, sårbare, og frygtet at såre den anden, har de bragt det frem i en samtale i stedet for at lade det vokse eller reagere på det mere impulsivt, siger Trine Hjorth Bønnerup.
- Jeg har en stor respekt for deres måde at gå til eksperimentet på, og jeg er så glad på deres vegne over, at de har fundet gevinsten i hinanden.
Har du lyst til at udfordre din egen måde at date på? Så kan du allerede nu melde dig til næste sæson af 'Gift ved første blik'.
Læs mere herunder: